Det trænede møntøje vil med temmelig stor sikkerhed ud fra en fotografisk eller lystrykt afbildning af en gipsafstøbning kunne afgøre, om en ældre mønt er af guld, sølv eller kobber. Forklaringen er ganske ligetil. Prægestemplerne til guldmønt og speciemønt blev skåret af mesteren, stemplerne til den øvrige sølvmønt af svenden og lærlingen fik lov til at øve sig på stempler til kobbermønter. Præcis således har det nok ikke været, men sikkert er det, at der til guldmønt og speciemønt i reglen anvendtes mere flid og akkuratesse.
Enkelte mønter snyder aldeles, falder ganske udenfor normen og efterlader derfor hos den møntinteresserede et spørgsmål om, hvorfor netop denne mønt er så meget sirligere eller tarverligere, end det skulle forventes. Oftest er det ved sådanne mønter, at der gives de mest interessante kapitler til hele mønthistorien.
To småmønter, som møntinteresserede igennem århundreder har beundret for deres skønhed og samtidig har undret sig over, er 8 og 4 solidi fra 1603. Det fascinerende elefantmotiv måtte have en forklaring og i mangel af bedre, har generation efter generation slået sig til tåls med en god gammel, men udokumenteret beretning eller snarere skrøne om, at de prægedes som kastemønter, da Christian IV lod sig hylde i byen Hamburg i dette år.
Hvis beretningen skulle være sand, melder der sig spørgsmålet, om hvem der naturligst skulle betale for en sådan udprægning. Hamburg eller Danmark? Umiddelbart skulle man tro, at det var Hamburg. Imidlertid findes i mønternes indskrift umiddelbart før DANI et trekløver, hvilket er det mærke, den daværende københavnske møntmester Nikolai Schwabe benyttede og som han havde overtaget fra sin forgænger Geerdt van Campen. Derfor må det anses for givet, at mønterne er præget i København, selvom de ikke synes nævnt i bevarede møntregnskaber eller i nogen møntforordning. At mønterne er ægte og samtidige, er hævet over al tvivl; og de forekommer allerede i den ældst kendte møntfortegnelse, nemlig kataloget over Johannes Mules samling, der tryktes i 1670.
Hvis mønterne prægedes til anledningen i Hamburg, indeholder de i præget en yderst alvorlig, fornærmende og utilgivelig fejl, idet kongens hyldning skete i hans egenskab af hertug i Holsten og som af C. T. Jørgensen konstateret, er denne del af kongens titel ikke medtaget på mønterne.
Mønterne fremtræder altid nærmest ucirkulerede og deres blotte udseende vidner om, at de er præget af sølv med en særdeles høj lødighed. Hvis man antog, at mønterne udmøntedes efter den gældende speciemøntfod 14 2/9 lod lødig, 1 kølnsk mark fint sølv udmøntet til 9 rigsdaler og 66 skilling danske på 1 rigsdaler, ville mønterne have lødigheden 889‰ og veje brutto henholdsvis 3,543 gram og 1,772 gram.
Imidlertid er der ingen af de hos Holger Hede meddelte vægte, som lever op dertil, idet der for 8 solidi nævnes 3,31, 2,80, 3,20, 2,95, 2,95, 2,98 og 2,94 gram og for 4 solidi 1,13, 1,55, 1,70, 1,65, 1,67, 1,39 og 1,60 gram. Ialt vejer de nævnte 14 mønter med den samlede værdi 84 solidi således 31,82 gram. Det svarer til, at en rigsdaler brutto så skulle veje 25,001 gram. Hvis finheden uændret antages at være 14 2/9 lod, svarer det til, at der af den fine kølnske mark er udmøntet godt 10½ rigsdaler; altså stort set som ved de ordinære cirkulationsmønter.
I Hamburg regnede man efter lybsk møntregning, hvorfor der da kun gik 33 skilling på daleren. Det vil sige, at en hamburgsk 4 skilling skulle veje som en dansk 8 skilling og at en hamburgsk 8 skilling næsten vejede som en kvart speciedaler. Hvis en hyldende borger i Hamburg fik tilkastet en mønt, der kun vejede det halve af, hvad der forventedes, kunne det risikeres, at han holdt op med at hylde og uanset mønten havde været gratis, kunne det måske endog bevirke, at der blev råbt ukvemsord.
Det kan derfor fastslås, at mønterne kan ikke være præget til nogen som helst brug i Hamburg og at årsagen til mønternes fremkomst må være mere hjemlig.
Året 1603 var i Danmark et stille og fredeligt år uden nogen større begivenheder. Derfor har også århundredernes møntinteresserede og historikerne deriblandt forgæves ledt efter en anledning, som kunne forklare mønternes tilstedeværelse. Thi sikkert er det, at disse mønter, som nok er sjældne, men dog ikke ualmindelige og som altid fremtræder i bedste bevaringstilstand, som er præget i sølv af allerhøjeste lødighed, som i præget er sirligt som den pureste guldmønt og som i motivet viser en så usædvanlig fremstilling som en elefant og dertil, at værdiangivelse er anført i det latinske sprog, kan ikke være præget til almindelig cirkulation, men må være præget af en ganske særlig årsag.
Helt sikkert er det, at udprægningen er sket efter kongens personlige befaling og måske også efter hans personlige idé. Det ville ligne ham bedst. I så fald nok også til hans personlige brug. Det er jo ikke specier til en enkelt stor og særlig betaling, men små 8 og 4 skillinger. Tænkes kunne det, at kongen på sine spadsereture har rendt rundt med nogle stykker i lommen og undervejs benyttet dem som små nådegaver. Den, der af selveste kongen havde modtaget en så særegen mønt, løb ikke hen på næste gadehjørne og snoldede for den. Nej, nej, det vovede han ikke. Han gemte den, fremviste den og det flotte elefantmotiv gjorde det klart for enhver, at dette var en særlig mønt, som fortjente at blive opbevaret som en kostelig erindring. Utænkeligt er det ikke, at såvel disse, som senere mønter med elefantmotiv alle er præget for at blive anvendt af kongen selv. At det er et kongeligt privilegium at give eller betale med en mønt visende en elefant.
Den tydeligvis indiske elefant er den samme, som hører den ældgamle elefantorden til, selvom elefanten på mønterne står spejlvendt i forhold til, hvorledes elefantordenens elefant skal ses. På dens dækken ses kongens monogram, et kronet C og det bemærkes, at kongen i sit monogram endnu ikke benytter et 4-tal. På elefantens ryg er anbragt et vagttårn og for første gang i elefantordenens historie, på elefantens hals en morian med pil i hånd. Betegnelsen morian, som er den officielle, er næppe helt korrekt, idet en morian, som afledet af maurer, i bredeste forstand betegner en neger; elefantføreren er snarere inder eller ceyloneser, hvilke trods den mørke lød ikke synes at indeholde negroide elementer. I vagttårnet et antal bevæbnede mænd af ukendt herkomst. De bærer lanser og vimpler og fra tårnets fod vajer en fane. Alt i modsætning til elefantordenens elefant, hvor vagttårnet altid er tomt. At Danmarks fornemste og højeste orden viser en elefant, når der i landet, bortset fra i zoologiske haver og cirkusmaneger, aldrig har levet elefanter, er vel ikke mere mærkværdigt end de tre løver i rigsvåbnet. Meningen med elefanten på mønterne har selvfølgelig været, at ejeren af en mønt nærmest skulle føle sig som en lille miniature-elefantridder og det skønt, der ikke var tilkommet nye elefantriddere siden 1580, hvor Chrstian IV’s far, Frederik II gjorde Henrich Rantzau, Christoph Walkendorff og Benedict Ahlefeldt til riddere af elefantordenen. I Christian IV’s regeringstid påbegyndtes antagelser i ordenen først fra 1616. Men den, der modtog en mønt med en elefant, var en tro undersåt, der blev belønnet af sin konge.
Ifølge Museum Regium, såvel udgaven fra 1696 som den fra 1710, har der af 8 solidi eksisteret et eksemplar af guld. Det angives at have vejet semidrachmalis. Dermed kan næppe menes det halve af medicinalvægtenheden drachme, 3,727 6 gram = ca. 1,86 gram, som udregnet af Holger Hede, idet et guldstykke af den størrelse kun vanskeligt ville kunne præges på så tynd blanket, det i givet fald ville være. Som tidligere af Axel Ernst anført, er de i Museum Regium anførte vægte i forbavsende grad ikke overensstemmende med de af stykkerne, som er bevarede. At mønten ikke findes katalogiseret i Beskrivelsen af 1791 kunne tyde på, at man måske har erkendt, at den kun var af forgyldt sølv og derfor har udstødt den som dublet. At lade guldeksemplarer af mønter, som også fandtes i sølv, udgå og nedsmelte, er næppe sket før 1791, idet det er en foreteelse, der hører den senere del af attenhundredetallet til. Muligheden er også, at mønten slet ikke har været i den kongelige samling, men at man blot havde fået meddelt dens formentlige eksistens og derfor katalogiseret den med håb om, at et eksemplar siden skulle indgå i samlingen. Hvis et guldeksemplar har eksisteret, kan man, såfremt mine antagelser iøvrigt er korrekte, gisne om det har været fremstillet som et præsentationseksemplar for kongen selv eller om kongen foruden de sædvanlige sølvmønter, til brug i ganske særlige tilfælde også har haft tilsvarende guldmønter til at benåde med.
Schous Beskrivelse fra 1926 nævner af 8 solidi 2 variationer, ifølge hans beskrivelse med 2 forsidestempler og 1 bagsidestempel. I L. E. Bruuns Mønt og Medaillesamling findes hele 4 varianter af de 2 Schou-numre. 4 solidi kender Schou i 3 variationer med 2 forsidestempler og 2 bagsidestempler. Og det er også, hvad Bruun har.
(2000)