Om disse Mønter hedder det i Rentemestrene Jørgen Rosenkrands, Oluf Daa og Peder Vibes Rentemesterregnskab for Tiden fra 1. Maj 1651 til 1. Juni 1652, Indtægten, fol. 274: "Jørgen Hansen, Mynteskriver, og Henrik Köhler, Myntemester, har gjort Regnskab og Besked (for Tiden 1. Jan. 1650-15. Juni 1651 bl. a.) for ... 1026 Rdlr., som er K. Ms. Profit paa 2000 Rdlr. udi nymyntede Syslinger og Hvide." I samme Rentemestres Regnskab, Udgiften, fol. 55 Nr. 20, anføres: "31. Marts 1652 leveret Henrik Köhler, Myntmester … 2000 enk. Dl., hvormed han igen skal indvexle, hvis Syslinger og Hvide, som efter K. M. Naadigste Befaling forleden her paa Kjøbenhavns Slot blev myntet." Ifølge Rentemestrene Peder Vibe, Peter Reetz og Peder Juels Indtægtsregnskab for Tiden fra 1. Juli 1655-1. Maj 1656, fol. 183, har "Henrik Köhler, Myntemester, den 16. Febr. 1656 gjort Regnskab for de 2000 Rdlr., som hand den 31. Marts 1652 her aff Rentekammeret haffuer annammitt til de seniste slagne Søslingers Indvexling, sampt huide, efter Kongl. Majt. Naad. Ordre."
Der er jo ingen Tvivl om, at Mønterne er de i Jørgensens Beskrivelse p. 99 som Nr. 227-28 anførte. De findes i Mængde i alle Samlinger, særlig Hvidene tit i nitide Eksemplarer, vel fordi de straks er blevne indløste og kasserede og som værdiløse gemte til Minde om et af de i Datiden saa almindelige Sammenstød mellem Konge og Rigsraad. Søslingerne er undertiden lidt, dog som Regel ikke meget, slidte. Men det har jo altsaa efter det oplyste ogsaa taget ca. 4 Aar at faa disse sidste Kobbermønter indløste igen.
Efter de i fornævnte Regnskab benyttede Udtryk synes det ret utvivlsomt, at det er Kongen, der - til sin Fordel: c. 50% - har givet Ordre til denne Udmøntning, der ikke har vakt Bifald. Mønten maatte indløses, og samtidig udstedtes den 9. Maj 1651 (1) ny kgl. Ordre til Møntmesteren om at mynte Rixdaler m. m. af samme Korn og Skrot som i Christian IV's Tid, medens Udmøntningen af Smaamønt skulde ophøre. Indledningsordene til nævnte Ordre: "at Wi naadigst er tilfreds, at myntmesteren skall begynde at slage heele, halffue Rdlr. ... " er i denne Forbindelse formentlig ganske betegnende. Kongen rnaa opgive sin Fortjeneste paa den ringe Mønt. Man mindes herved den nye Indskrænkning i Kongens Magt og Myndighed, som Rigsraadet - ikke uden Grund - fik indført i Frederik III's Haandfæstning (2), hvorefter Kongen ikke uden Raadets Samtykke maatte gøre Forandringer i Mønten.
At der ved den heromhandlede Kobbermønt var sket en Forandring og navnlig Forringelse af Mønten, kan ikke bestrides. Vel er der under Christian IV gjort nogle Forsøg med Kobbermønt (3), men de fik ikke nogen nævneværdig Betydning. Regner man i Overensstemmelse med den daværende højere Sølvpris Specien til 6 Kr. eller under Hensyn til Sølvets større Købeevne Specien til 36 Kr., bliver Søsling og Hvids Værdi henholdsvis 3 og 2 Øre eller 18 og 12 Øre i nugældende Mønt. Selv om man kun regner med den første Værdi, er det klart, at disse ubetydelige Kobberslanter slet ikke svarede til Navneværdien, navnlig naar henses til, at de som Følge af den ringe Udmøntning af stor Mønt og paa Grund af Statens hele Mangel paa Kredit ikke ubetinget kan betragtes som ren Skillemønt, for hvis Vedkommende det er ligegyldigt, om Metalindholdet svarer til Præget eller ej.
(NFM III (1920) side 102f.)