Den faktiske Tilstand har været den, at der udover de legale 74 ß krævedes mindst 4 ß i Opgæld for Specien mod mindre Mønt, mulig 6 ß mod den mindste Mønt, 4 ß mod Marker, hvad der synes forudsat i flere Overslag over, hvorledes der med Fordel paany kunde foretages Udmøntninger af fine 4 ß og Mark. Det har øjensynlig været Kongens og Rentekammerets Bestræbelse under Dalerens stigende Skillingstal og den deraf flydende Forringelse af Smaamøntens Værdi at søge Indtægten af Møntregalet om ikke just forøget, saa dog bevaret. Renteskriver Dirichtsen har flittigt gjort Overslag over, hvorledes dette kunde gennemføres. Det kunde jo kun ske ved at forringe Smaamøntens Finvægt, saaledes at der til Opvejelse af Smaamøntens mindre Omløbsværdi udmøntedes saa mange flere Stkr. af den fine Mark Sølv, der tilsammentagne kunde udgøre et lignende Beløb, som de færre Stkr. af større Værdi forhen androg.
Der foreligger saaledes tre Overslag over Gevinsten ved at udmønte: 39 Stkr. fine Marker, 160 Stkr. fine 4 ß, hvert Stk. til Kurs 5 ß dvs.: 1/16 Dlr., og 202 Stkr. fine 4 ß til paalydende Værdi, alt af den 14 lødige Mark og Daleren beregnet til 80 ß (1). Siden den betydelige Udmøntning af fine Mønter i Aarene 1606-09 havde man opgivet denne Type, sandsynligvis fordi deres mindre Finvægt i Forhold til den grove Mønt var opdaget, og det saaledes faldt vanskeligt at opretholde disse ogsaa i Udseende mindre anselige Mønters Kurs som 1/4, 1/8 og eventuelt 1/16 Dalere. Nu paatænkte man altsaa paa Grund af den stadig dalende Smaamøntskurs at genoptage disse Mønttyper med noget nedsat Dalerlødighed: 14 (2) og enten flere Stykker paa Marken eller Tvangskurs paa 4 Skillingen som 5 ß = 1/16 Dlr.
Hovedmanden og Tillidsmanden ved disse Overslags Udarbejdelse har, øjensynlig været Johan Post. Han nævnes som den, der har gjort Overslag og Indberetning og med hvem der er ført Forhandling. Dog ses disse Forslag i Anledning af Dalerens Stigning til 80 ß ikke at være ført ud i Livet. Hverken i Møntregnskaber eller Møntbeskrivelser finder man fin Mønt fra disse Aar. Overslagene vidner kun om den Forlegenhed, Regeringen befandt sig i paa Grund af den stigende Dalerkurs.
De 74 ß kunde ikke længere fastholdes. Opretholdelsen af Princippet om Fordel ved Udmøntningen af Smaamønt førte til, at Smaamønten, hver Gang Daleren steg og Smaamønten faldt, yderligere maatte forringes, hvad der atter førte til yderligere Stigning af Daleren og Fald af Smaamønten. Aldrig tænkte man paa at slaa god Mønt, der fyldestgjorde for det, den var "slagen" for. Kun slet Mønt stempledes til at anses for mere, end den i Skrot eller Korn eller begge Dele virkelig holdt. Saaledes fortsatte Udviklingen sig som en ubrydelig Kæde. Initiativet i Udviklingen maatte dog foreløbig stadig søges sydpaa.
Vi maa derfor atter vende os til og fortsætte den nedersachsiske Kredses Mønthistorie. I denne Kreds saavel som i andre tyske Egne skulde Fyrsternes voldsomme Udnyttelse af Møntregalet i særlig paatrængende Grad holde Spørgsmaalet om Dalerens stigende Skillingstal brændende. Den højtidelige forrige Bestemmelse i Gardelegen deri 25. November 1609 om Dalerens Fastsættelse til 37 (1/3) ß l. virkede ikke beroligende i ret mange Aar.
I en Indberetning af 7. April 1614 (3) om Forløbet af Kredsdagen i Halberstadt i Marts s. A., hvor Raadsherren Martinus von der Meden gav Møde paa Kongens og Hertugens Vegne, skildres, hvorledes der fra brunsvigsk Side var fremsat Forslag om og begært Tilladelse til at slaa Dalere af Korn og Skrot om de kejserlige og Ferdinandsdalere. Det blev imidlertid pure afvist propter summam confusionem & consequentiam, som deraf maatte opstaa! Det var jo endda ikke saa mærkeligt, naar man erindrer, hvorledes de østrigske Forhold i Datiden udviklede sig.
Til Afhjælpning af de sørgelige Mangler ved Møntvæsenet blev det besluttet at nedsætte et Udvalg, som skulde erkyndige sig om Møntvæsenet og fremsætte Forslag: "Omend Stænderne vilde trække Kongl. Majt.s og Hs. fyrst. Naades Gesandt med dertil, saa havde v. d. Meden dog undskyldt sig med, at i Fyrstendømmet Holsten vidste man nok uden yderligere Overvejelser Vej i den Sag. Naar blot de andre Stænder sørgede for, at Omslagsterminerne blev berigtigede i Speciedalere, saa havde man ikke saadanne store Disputationer nødig". Som man ser: en ret haanlig Afvisning.
Denne kommer imidlertid ikke saa overraskende, thi i Kredsafskeden af 26. Marts 1614, hvoraf Afskrift er vedlagt Relationen (4), overdrages Sagen til følgende som Udvalg: Hertugerne Christian og Frederik Ulrik af Braunschweig-Lüneburg og Hertug Adolf Frederik af Meklenburg samt Raadet i Lübeck. Ingen af de førstnævnte Fyrster nød eller kunde efter det foran om Tysklands Forhold udviklede nyde nogen kvalificeret Tillid hos Kong Christian og Johan Adolf eller deres Afsending.
Paa den følgende Møntprobationsdag i Lüneburg i Juni 1614 erklærede Møntmestrene sig ude af Stand til at mønte Smaamønt efter Bestemmelsen i Gardelegen 1609, dvs: med den der indførte Dalerlødighed og Vægt. De mente derhos, som tidligere berørt, at naar de blot slog Smaamønt efter den af den øvresachsiske Kreds vedtagne Ordning af Anno 1610, saa maatte vel denne nedersachsiske Kreds være tilfreds. Kredsafsendingerne, der kun var mødt i ringe Tal, mente sig dog ikke berettigede til at træffe en Beslutning, der stred mod, hvad der var vedtaget af en almindelig Kredsdag. De klagende Møntmestre maatte henvises til at fremsætte deres Besværinger for en ny Kredsdag (5).
Den Kredsdag i den øvresachsiske Kreds, som der henvistes til, afholdtes i Leipzig i Oktober 1610 (6). Silbergroschen blev sat til 133 Stkr. af den 8 lødige Mark, 1/8 Thlr. til 65 Stkr. af den 14 4/18 lødige Mark, dvs: 1 Stk. mere af Marken end strængt tilladeligt, naar Mønten, som det udtrykkelig fastslaas, vedblivende skulde gaa for 1/8 af en Thaler, hvoraf der gik 8 paa Marken.
Samtidig "steg" Daleren uafladelig, eller rettere Smaamønten faldt. Paa Kredsdagen i Gardelegen var Daleren jo sat til 37 1/3 ß l. = 28 Silbergroschen og 1 Fl. 24 Kreuzer (7). I December 1614 stod Daleren i Hamburg endnu i 37 1/2 ß l., men i August 1615 noteredes den i 38 2/3 ß l. og i Januar 1616 i 40 ß l. (8). I Sachsen gjaldt Daleren allerede 1609: 1 Thlr. 6 Gr. (dvs: 30 Groschen), 1611: 31 Groschen, 1614: 32 Groschen, 1615: 33 Groschen (dvs. 44 ß l. (9)). I Brandenburg omtales 1615 Daleren som 1 1/2 Gylden dvs: 1 Fl. 30 Kreuzer (10). I Nürnberg ansættes Thaleren af de 3 korresponderende Kredse, Franken, Bayern og Schwaben, ved Møntedikt dateret 11/21 Marts 1615 til 1 Fl. 28 Kreuzer, omend man gerne igen vilde have den ned til 1 Fl. 24 Kreuzer (11). Allerede i Oktober s. A. indrømmer samme tre Kredse, at den desværre alligevel er steget til 1 Fl. 30 Kreuzer (12).
Den 12. Marts 1616 udstedte Christian IV for Hertugdømmerne en "Constitution wegen Abschaffung der kleinen Münze und des Valor des Geldes (13), hvorved Daleren sættes til 40 ß l., og Undersaatter og Embedsmænd paalægges at gøre sig "loesz und ohnig" for al den slette udenlandske Smaamønt, der trængte ind i Hertugdømmerne, og som man der slet ikke var vant til, saasom: Silbergrosehen, enkelte og dobbelte Schreckenbergere, Dreyer og Drey Kreuzer m. v. fra Altona, Corfey, Paderborn etc., og som var forbudt paa en Probationsdag i Halberstadt 1615.
Indledningen til denne "Constitittion" giver Kongens officielle Syn paa Tilstanden. Han lader alle i Naade vide: "Welcher gestalt Wir bei Uns erwogen, was für ärgerliche hochschschädliche Misbräuche eni Zeithero bey dem algemeinen Münzwesen eingerissen, indem durch Verringerung und Überhäuffung der kleinen Münz-Sorten nicht allen die guten vollgeltigen und nach Schrot und Korn des heiligen Rømischen Reichs heilsamlich verfaszten Münz-Ordnung gleichförmlich geschlagenen Reichsthaler sich fast verlieren und abhanden gebracht, sondern auch von Jahren zu Jahren dermassen gesteigert werden, dasz auch der Reichsthaler so vorhin zwey oder drey und dreyszig Schilling gegolten, vor wenig Jahren wegen befundener Unwürdigkeit der vielfältigen kleinen Münzsorten, weil derselben nicht nach ihren rechten Gehalt und Valor eines Thalers, sondern an vielen an Schrot und Korn zu geringe gepräget worden, auf 37 ß l. gesetzet werden müsse, nunmehr aber ohne jenige Gewiszheit, auch jeniger Reichs- oder Kreyses Deliberation und Verabscheidung nur nach des Kauffmanns, und fast eines jeden Gefallen von 37 auf 40 ja umb 41 ß l. gesteigert, und also den Unterthanen und iedermänniglichen, welcher zu Eintrichtung ihrer Schulden und Pflichten Reichsthalern benothiget, immer zu aufs ungewisse nicht anders als eine Kauffmanns-Waare in der Handthierung zu kaufen und zu verkaufen aufs Høchste und theureste angeschlagen und gefeilstet werden wollen". Kongen kalder alt dette en "Confusion und Unrichtigheit des Münz-Wesens" og fremhæver det deraf følgende store Tab og Ulejlighed i de to Fyrstendømmer, hvor alle Terminer berigtiges i Dalere og ligeledes alle Kongens Indtægter maa regnes deri. Det sidste turde have været det vigtigste for Kongen og har vistnok været afgørende for Kongens Beslutning om at gaa med til Forhøjelsen af Daleren til 40 ß l. Thi vel blev Konsekvensen heraf, at hans egen Smaamønt i Danmark, hvis Forhøjelsen bredte sig dertil - hvad der var at forudse - tabte i Værdi, men hvis han heldigt i Tide var kommen af med den, saaledes at han kunde begynde paa en ny endnu slettere Udmøntning, tilsagde hans egen Interesse ham iøvrigt nu at nedsætte Smaamønten, hvorved hans Undersaatter, hvis de maatte erlægge ham hans Skatter og Afgifter i Smaamønt, kun kunde tilfredsstille en Dalers Afgift med et større Antal Smaamønt, nemlig 40 ß l. = 80 ß d. i Stedet for 37 ß l. = 74 ß d. Paa den anden Side opnaaede Kongen ogsaa at stimulere Skatteyderne til at levere Rigsdalere, idet disse, om Afgifterne regnedes i ß, fyldestgjorde for et større Antal heraf og bedre svarede til Kursen Mand og Mand imellem end efter den hidtil lovfæstede lavere Kurs. Og Dalere kunde Kongen ikke undvære, om han skulde kunne fortsætte den af ham hidtil drevne eller paabegyndte Møntforretning eller præstere større Betalinger i Ind- og Udland. Til disse Betragtninger svarer den i fornævnte Constitution til Daleransættelsen: 40 ß l. knyttede Tilføjelse: "wie andere grobe Münzsorten in den Herrschaftlichen Gefällen anzunehmen sind."
Med disse Betragtninger og under disse Forhold i Hertugdømmerne er det ikke til at undres over, at Turen snart maatte komme til Kongerigerne. Den 26. Maj 1616 tog en Herredag i København sin Begyndelse (14). Umiddelbart efter dennes Afslutning i Juli Maaned udkom Kongens Forordning om Mønten af 4. Juli 1616, i hvilken det hedder at den er "gjort til denne almindelige Herredag" og hvorefter 1 Rigsdaler in Specie skal gælde 80 ß d. 4 Mark d. à 20 ß d. og 8 halve Mark à 10 ß d. (15).
Markerne og Halvmarkerne (8 ß d.) skulde følge Specierne, tiltrods for at de - for at bruge Kongens egne Ord i Indledningen til hans slesvig-holstenske "Constitution": "nicht nach ihren rechten Gehalt und Valor eines Thalers, sondern ... an Schrot und Korn zu geringe gepräget worden". Hans Standpunkt i denne Indledning kan derfor ikke med Urette betegnes som officielt. Kongens virkelige Handlemaade dikteredes af andre Hensyn, som bedst vil indlyse ved Betragtning af de efterfølgende Tabeller over hans Udmøntning.
I denne Periode varetog ligesom i Slutningen af den foregaaende Nikolai Schwabe og Johan Host Møntmestervirksomheden som Forpagtere; de møntede paa egen Bekostning og Mønterløn enten for Kongen eller Private eller dem selv, i første Fald mod en vis aftalt Avance, i de to sidste Tilfælde mod en Slagskat til Kongen af 2 1/2 Ortsdalere af den fine Mark Sølv, dog ikke af Dalere, der slet ikke udmøntedes, fordi det ikke kunde betale sig efter Sølvprisen, der mindst var 12 Fl. for Marken. I "Münz-Edict" af 24. November 1617 fastsætter Kongen, at ingen andre end Møntmestre maa drive Handel med Sølv, og at der ikke maa tages mere end 12 Gylden dvs: ca. 8 Thaler for 1 Mark Sølv (16). Forudsætningen for denne Bestemmelse kan kun være den, at der i den fri Handel toges betydeligt mere. Følgelig kunde Møntmesteren, alle Omkostninger medtagne, ikke udmønte ca. 9 Dalere af Marken og svare Kongen Afgift desforuden.
Af de af Wardein og Guldsmed i København Hans Goslar foretagne Prøver og det af Post aflagte Regnskab for Tiden fra 16. Maj 165 - 8. April 1618 (17) sammenholdt med to Tilførsler af 8. Maj 1618 i Rentemesterregnskabet 1618-19 (18) synes at fremgaa, at Marker og 4 ß har været 2-3 Gran bedre end Oprindelig fastsat; men det er vistnok, som tidligere berørt, meget tvivlsomt, hvor stor Vægt der tør lægges herpaa. Det kan være Wardein og Møntmesters Attest for, at Mønten var "rigtig god". Der bliver altsaa forsaavidt ingen Anledning at anføre nye Udmøntningsforhold for denne Periodes Vedkommende. Den eneste Ændring, der virkelig synes at være foretaget, er, at Skillingerne efter det sidstnævnte Regnskab nu skrodedes 150 Stkr. paa Marken i Stedet for som tidligere 146 Stkr.
De udmøntede Beløbs Størrelse er følgende:
/// skema side 123; Nikolai Schwabes Mønt i København: ///
Beløbene er tagne fra Rentemesterregnskaberne for 1616-17, 1617-18 og 1618-19. Møntmesterregnskabet fra Schwabes Haand findes ikke. Fra 30. April 1616 - 31. Januar 1617 er ikke indført nogen Indtægt af nymøntede Penge. Der bliver saaledes ikke at opføre nogen Post for 1616. Den sidste Sum er efter Rentemesterregnskabet 1617-18 indgaaet den 27. Marts 1618.
I Rentemesterregnskabet for 1618-19 (19) findes under 8. Maj 1618 i Henhold til et af Schwabe afleveret Register indført en Opgørelse over, hvad han har møntet paa sin egen Bekostning dvs: som Forpagter fra 12. Marts 1615 til 3. April 1618 dvs: indtil hele den nye Virksomhed med Udmøntning af Kroner tog sin Begyndelse.
Ifølge denne Opgørelse havde han leveret i Marker: 90,000 Dlr., i 4 ß: 12,236 Daler. Sammenlægger man Beløbene efter foranstaaende Tabel: Marker 64,800 Dlr., 4 ß 7,969 Dlr. med Beløbene efter tabellen p. 115: Marker 25,200 Dlr., 4 ß 5,531 Dlr., faar man: Marker 90,000 Dlr., 4 ß 13,500 Dlr., hvad der nøje passer for Markernes Vedkommende, medens der af 4 ß fremkommer et Overskud af 1264 Dlr., som udgør et Beløb af 243 7 lødige Mark à 104 Stkr. Firskillingsstykker, hvilken Sum Møntmester Schwabe ifølge fornævnte Opgørelse endnu havde til Rest at gøre Regnskab for. De i de forudgaaende Rentemesterregnskaber specificerede Beløb svarer saaledes nøje til Resumeet i Regnskabet 1618-19 over disse to Perioder.
Regnskaberne udviser, at der til Fremstillingen af de 90,000 Dlr. grove Marker er anvendt en Sum af 75,000 enkende Rigsdalere dvs: Rigsdaler in specie, hvorpaa Kongens Fortjeneste under Forudsætning af, at de grove Marker i Henhold til Kongens Forordninger af Rentekammeret igen kunde udgives for, anbringes og holdes i Kurs som Ortsdalere for den bogførte Sum af 90,000 Dlr., var 20%, en ret ublu Avance for den Konge, der samtidig højtideligt proklamerer sin Afsky for al den slette Mønt og de daarlige Udmøntninger, og en ganske uforsvarlig Omgang med og Anvendelse af 75,000 Specier, naar der i Forvejen - som saa ofte fremhævet i Indledningerne til Kongens Møntforordninger, i Gert Rantzaus Indberetninger og i alle Datidens Dokumenter - herskede stor Mangel paa specier, et Savn, som Kongen ikke gjorde det svageste Forsøg paa at afhjælpe ved at lade saa meget som een eneste dansk Rigsdaler slaa. Havde Kongen endda halt den Undskyldning, at han paa Grund af Krig, Pest, Hungersnød eller anden Ulykke og Ruin nødvendigvis maatte søge at skaffe sig flere Indtægter, vilde det have været forstaaeligt, om han gik frem, som han gjorde. Men det forelaa i dette Tidsrum netop ikke. Tværtimod havde han afsluttet Kalmarkrigen bl. a. med en Forpligtelse for Gustav Adolf af Sverige til at indløse Elfsborg i 4 Terminer med ialt 1 Million Specier, som den svenske Konge, efter hvad der tidligere er oplyst, havde stort Besvær med at skaffe til Veje, bl. a. ved Indkøb i Hansestæderne, hvor Kursen paa denne Mønt som Følge heraf yderligere steg. Den 31. Januar 1619 "kom den sidste Termin af Elfsborgs Løsning an, som var 250,000 Dlr.", skriver Kongen i sin Dagbog (20). Den forrige Indbetaling af 250,000 Dlr. var indsat i Hvælvingen paa Frederiksborg den 17. Februar 1618 (21). Det synes herefter, som den Omstændighed, at Kongen fik store Summer af Specier mellem Hænder, netop stimulerede hans Møntforretning.
Af de 13,500 Dlr. 4 ß Stykker er 11,100 Dlr. ifølge Regnskaberne fremstillet af 10,000 Dlr. Frederik II's Markstykker, paa hvilke Kongen saaledes i Overensstemmelse med den mellem Breide Rantzau og Johan Post trufne Aftale har haft en Fortjeneste af 11%. Forudsætter man dem indløste og indvekslede med de nye grove Marker, Kongen lod slaa, til pari - og der er formentlig ikke Grund til at antage, at Undersaanerne havde Ret til over for de kgl. Kasser at forlange mere end en ny Mark for en gammel - har Kongens Fortjeneste paa det Beløb Specier, der oprindelig anvendtes til de 10,000 Daler grove Marker, været 31%. At der udelukkende prægedes grove Marker, kan noget skyldes Indvekslingen af Kong Frederiks Marker, med hvilke de grove bedre end de fine kunde jævnstilles i Størrelse og Udseende.
Til andre 1136 Dlr. 4 ß Stkr. er anvendt dels 448 "Real von Acthen" (spanske 8 Realer) og 500 Specier, hvoraf Fortjenesten som ved Markstykkerne har været 20%, idet en spansk 8 Real (Piaster) er regnet lig en Rigsdaler in specie (22).
/// skema side 126; Johan Posts Mønt i København: ///
Ligesom for Schwabes Vedkommende er der ikke mellem 30. April 1616 og 31. Januar 1617 af Post leveret Mønt i Rentekammeret. Aaret 1616 er derfor udeladt, skønt en Del af det i 1617 leverede Beløb vel kan være møntet i 1616.
Iøvrigt er Opgivelserne hentede dels fra Rentemesterregnskaberne, dels fra Johan Posts oftnævnte Møntmesterregnskab for Tiden fra 16. Maj 1615 til 8. April 1618. I Rentemesterregnskabet for 1618-19 (23) findes indført en Opgørelse af Mellemværendet med Post under samme Dato og paa samme Maade som for Schwabe. Denne Opgørelse omfatter ganske samme Tidsrum som Møntmesterens eget Regnskab: 16. Maj 1615, til hvilken Tid han efter Kgl. Majt.s egen naadigste Bevilling havde begyndt at mønte, til 8. April 1618, da de nye store Kroneudmøntninger skulde tage deres Begyndelse.
Ifølge Rentekammerets Opgørelse havde han i denne Tid afleveret i Marker 70,100 Dlr., i 4 ß 15,908 Dlr., hvad der nøje stemmer med Møntmesterens eget Regnskab over, hvad der er "leveret udi Kgl. Majt.s Rentekammer". Sammenlægger man Beløbene efter foranstaaende Tabel: Marker 60,044 Dlr., 4 ß 13.306 Dlr. med Beløbene efter Tabellen p. 117:
Marker 10,100 Dlr., 4 ß 9,760 Dlr., faar man Marker: 70,144 Dlr., 4 ß 23,066 Dlr. Heri er indbefattet 2 Beløb, der ifølge Rentekammerets og Møntmesterens overensstemmende Opgørelser var tilovers dvs: ikke indleverede i Rentekammeret, men hvoraf skulde svares Afgift (Slagskat): henholdsvis 6 1/2 Lødemark i Markstykker = 44 Dlr i Marker og 1376 1/2 Lødemark i 4 ß = 7,158 Dlr. Fradrages disse Beløb, stemmer Resten: 70,100 Dlr. i Marker, 15,908 Dlr i 4 ß med Afleveringen til Rentekammeret.
Til Fremstillingen af de 70,100 Dlr. i Markstykker er ifølge Rentemesterregnskaberne ialt anvendt 58,416 Dlr. in specie med den sædvanlige Avance af ca. 20%.
Den samlede Finansoperation med Speciers Omsmeltning i grove Marker stiller sig herefter for Tiden fra 1612, da Hans Flemming begyndte denne Trafik, saaledes:
Møntmester Specier Marker H. og C. Flemming 63,000 75,600 N. Schwabe 75,000 90,000 J. Post 58,416 70,100 Ialt 196,416 235,700
medens den samlede Produktion af Grove Marker var 292,000 Dlr., saaledes at Summen 196,416 Stkr. Specier kun er at anse for et Minimum, om hvilket man positivt ved, at det er anvendt paa denne Maade.
Til 3100 Dlr. af Posts 4 ß er anvendt 2584 Specier med 20% Fordel; til 11,988 Dlr. Firskillingsstykker er anvendt 10,800 Dlr. Frederik II's Marker med 11% Fordel; til 820 Dlr. Firskillingsstykker er anvendt 6 gamle Sølvkander, som Kongen lod gaa i Mønten! (24).
I de se seks Aar 1612-18 er der altsaa anvendt et Beløb af ca. 200,000 Specier til Udmøntning af grove Marker som Ortsdalere, uden at disse blot tilnærmelsesvis svarede dertil, og herved indvundet en Fortjeneste for Kongen af ca. 40,000 Dlr.
Beregnet efter den Værdi af 4 Kr., hvortil 1 Specie ved Dalermøntens Ophør og Kronemøntens Indførelse den 1. Januar 1875 blev ansat i den nye paa Guld grundede Kronemønt, vilde det betyde, at der var anvendt 800,000 Kr. paa nævnte Vis med en Fordel af 160,000 Kr. Denne Vurdering er imidlertid ganske overfladisk og misvisende. For det første var i 1612-18 Sølvmønt af større Værdi i Forhold til Guld end i 1875. Regner man hermed, maa Værdien forøges. Forøgelsen har man ansat til 2 1/3 Kr. paa Rigsdaleren (25). Denne er saaledes for dette Tidsrum vurderet til ca. 6 1/3 Kr. i Nutidspenge. Speciernes Værdi bliver herefter: 1,266,667 Kr. og Fortjenesten 253,333 Kr. Men heller ikke disse Summer giver et tro Billede af Værdierne, set med Nutidsøjne. Man maa da tillige regne med Pengenes daværende større Købeevne over for alle Ting. Denne er sat til det 4 dobbelte (26), hvorved nævnte Beløb stiger til 5,066,668 Kr. og 1,013,333 Kr., hvad der muligt for Danmarks Vedkommende er notet for højt beregnet, hvis der kun tænkes paa Tidsrummet 1600-1875, ikke derimod, om den sidste Menneskealder medregnes i det Tidsrum, hvorover Sammenligningen udstrækkes.
Maalt i Nutidsmønt vil det bedre forstaas, hvor store Beløb det her har drejet sig om. En for vort Emne sikrere Bedømmelse af hele dette Forhold vil dog kunne opnaas ved ikke at lægge Vægt paa, hvor meget de paagældende Summer gennem ret uvisse og usikre Beregninger af Sølvværdien paa Grundlag af Varepriser, Arbejdsløn m. m. kan antages at beløbe sig til, men ved derimod at sammenholde dem med andre Summer i Datiden og med Statens hele Økonomi.
I et "kort Overslag paa alt Rigens Indtægt og Udgift, som er gjort og tilsammendragen den 24. December Anno 1602" (27), er al Rigens Indtægt opgjort til 411,002 Dlr., den ordinære Udgift til 246,667 Dlr., saaledes at der blev et Overskud af 164,335 Dlr. Danmarks og Norges samlede aarlige ordinære Statsudgift overstiger i 1602 saaledes ikke synderligt den til Markudmøntningen anvendte Speciemønt. Overført paa Nutidsforhold vil det forstaas, at det ikke var nogen ringe Udmøntning af ny Mønt, der svarede til saa stort et Beløb som Statens samlede aarlige Pengeudgift i et Aar efter vore Tiders Finanslove.
I fornævnte Opgørelse var ikke medregnet alle de mange ekstraordinære Udgifter, som "udi en Part Aar beløber fast mere end i andre Aar, eftersom Udgiften og Nødtørften det kræver og paaesker, og dog aarlig ud Regnskaber til en stor og merkelig Udgift sig hedenstrekker". Af saadanne anføres bl.a. "Bygningen paa Kronborg, som ingen Aar afganger, uden nogle tusinde Dalers Bekostning, Bygningen som nu under Hænder er, paa ... Frederichsborg, Koldinghus og paa Tøjhuset for Kjøbenhavn m.m." Bygningen paa Kgl. Majt.s Slotte, Gaarde og Huse over alt Riget, der opføres blandt de ordinære Udgifter, regnedes aarlig til 12,000 Dlr.
I Siverdt Bechs og Christoffer Urnes Rentemesterregnskab for Aaret 1. Maj 1617 - 1. Maj 1618 opgøres den egentlige Pengeindtægt til ca. 13,000 Dlr. i Guldmønt og 533,447 Dlr. i Sølvmønt samt 47 1/2 £ i engelsk Mønt.
Den gennemsnitlige Aarsindtægt af Møntregalet i de 6 Aar til 1. Maj 1618 vil, naar Fordelen ved Udmøntningen af 4 Skillinger medtages, ikke kunne sættes til mindre end ca. 7500 Dlr. Det er saaledes ikke noget betydeligt Beløb, set i Forhold til Landets almindelige Finanshusholdning. Det var ikke som i Østrig Millioner, det drejede sig om, og som maatte skaffes til Veje til Krigsførelsen. Hvad kan da have bevæget Kongen til midt under den dybeste Fred efter Modtagelsen af en betydelig Krigsskadeserstatning som Resultat af Kalmarkrigen og mod sin bedre Erkendelse af Nødvendigheden af at bevare Rigsdalerstykkerne i Landet, at anvende en betydelig Sum af disse til at skabe daarlig Mønt, ganske vist med en betydelig procentvis Fordel, men dog en i Forhold til hele Statshusholdningen ikke ret stor Indtægt?
Svaret kan formentlig kun søges i den store Reform- og Bygningsvirksomhed, Kongen efterhaanden var kommen op i under Aarene fra Aarhundredets Begyndelse indtil Indtrædelsen i Trediveaarskrigen. Denne Virksomhed slugte store Summer. Medens det var forstaaeligt, om Rigsraadet stillede sig fuldt ud velvilligt til den Anvendelse af Pengene, der gik Ud paa at skabe nye Erhverv og nye Indtægtskilder for Landet, er det ikke utænkeligt, om samme Rigsraad ikke var fuldt saa tjenstagtigt, naar Talen var om at bygge Kongen de skønne Slotte og andre Bygninger, vi nu beundrer. Til disse Luksusudgifter kunde en Indtægt, hvortil ikke krævedes Rigsraadets Bevilling, og som aarlig androg mellem 7000 og 7500 Dlr., i vore Penge 180-190,000 Kr., eller - hvis man tager de mere moderate Beregninger - ca. 100,000 Kr. (28) ikke være uden Betydning, naar man betænker, at der i 1602 f. Eks. kun var paaregnet at medgaa et Beløb af 12,000 Dlr. til Vedligeholdelse og Istandsættelse af Kgl. Majt.s Slotte, Gaarde og Huse over alt i Riget, eller nogle Tusinde Daler aarlig til Kronborg. Disse Beløb viser bedst, at 7500 Dlr. aarlig ikke var nogen ringe Sum, men kunde spille en Rolle for Kongen.
At Kongen valgte at afholde disse Udgifter til Slotte og Kirker, Børs og Byer, derfor kan Eftertiden takke, idet den glæder sig over de smukke Monumenter, han satte i vort Land. Hans Samtid var næppe saa taknemlig for den Møntforvirring, de idelig skiftende Møntværdier foraarsagede, og den Møntforringelse, der midt i en økonomisk gunstig Tidsepoke fugte i de store Udgifters Spor.
Lad saa være, at en stor Del af Miséren skyldtes de uheldige Forhold i Nabolandene; for en retfærdig Bedømmelse af Kongens Optræden er disse Landes Møntvæsen ikke uden Betydning. Indrømmes maa del, at Forholdene var værre i Udlandet. Paa Baggrund heraf tager Møntvæsenet her i Landet sig - i hvert Fald endnu - ikke ugunstigt ud. Naar Kongen saa, hvorledes hans Samtids Regenter i andre Lande, store som smaa, udnyttede Møntregalet, maatte han finde det urimeligt, om han ikke skulde nyde en lignende Fordel. Men stille sig uden for sin Tid formaaede han ikke, og navnlig lod han ikke sine Gerninger svare til sine højtravende Ord om kun varetage det almene Bedste og at modarbejde den højst skadelige Møntforvirring (Confusion) og Møntforringelse. Tværtimod kan man ikke værge sig imod at bebrejde Kongen et ikke ringe Hykleri.
Han anvendte Øresundstolden, Rigets vigtigste Indkomst, som sin personlige Indtægtskilde og lagde Skadeserstatningen for Kalmarkrigen, der var ført med Rigets Hjælpekilder, ind i sin Hvælving paa Frederiksborg, som kom den ikke Statens Kasse og Rentekammeret ved. Ikke blot brugte han disse Midler til Luksusbygninger og uproduktive Øjemed, men udnyttede endog de herigennem indkomne Speciemønter til Omsmeltning i daarlig Mønt for at skaffe sig et Tillæg til disse Summer og yderligere Midler til Gennemførelse at de Opgaver, der laa hans Hjerte nær, saaledes som det senere vil blive nærmere paavist. Hovedanken bliver da, at han uden tvingende Nødvendighed, der kunde tjene andre Regenter til Undskyldning, skabte Møntforvirring og paadrog Borgerne Tab, hvorved han svække Rigets økonomiske Evne og forringede dets Modstandskraft over for de Modgangstider, der siden oprandt (29).
Det er godtgjort, at Møntforvirring og Møntforringelse blev skæbnesvangre for Stuarterne i England og for Tysklands og Polens hele Fremtid (30) . Det samme kan sikkert i nogen Grad anføres for vort Lands Vedkommende. Rosenborg og Frederiksborg blev Danmark skønne, men dyre Slotte (31).
(fra: Wilcke: Christian IV's Møntpolitik 1588-1625, København 1919, side 117-131