Under Tyskekrigen 1625-29 var der vel - særlig mod dens Slutning - slaaet en Del 6 ß, som senere maatte nedsættes til 5 1/3 ß, men Landet var dog ikke saa forarmet, da Krigen udbrød, at der straks maatte gribes til alle Udveje for at skaffe Penge. Helt anderledes stiller Forholdet sig, da Torstenson i December 1643 brød ind i Jylland og dermed aabnede Svenskekrigen. Konge, Rigsraad og Folk blev lige bestyrtede, da den svenske Feltherre uden Krigserklæring overskred Grænsen efter i al Stilhed og med uanet Hast at have ført sine Tropper den lange Vej fra Tysklands Indre.
Kongens Bestyrtelse og Beslutsomhed gav sig samtidig Udslag ogsaa paa Møntvæsenets Omraade. Den 3. Januar 1644 befalede han Hannibal Schested at give Hans Hempel, Proberer i Kongsberg, Ordre til at rejse til København, da Kongen ønskede at faa ham til at overtage Bestillingen som Møntmester dér, og den 5. Januar 1644 (1) tilskriver han Corfits Ulfeldt: At jeg har skrevet Statholderen i Norge til om en Møntmester, det har du uden Tvivl af Copien forstanden. Og efterdi jeg endeligen maa have en Myntmester, han komme ej fra, hvor han komme kan, da vil der i Tide tænkes paa Lossement til ham, som ingensteds snarer og med mindre Bekostning kan ske end paa Københavns Slot i de Hvælvinger, som Apothekeren og Sølvpopen nu en Tid lang har haft deres Kvarter i, saaat Smelteovnen kommer i Sølvkammeret op til den Gavl, som skiller den store Sal ad og Raadstuen, som Ret holdes i. Og vil Skorstenen ganske tages ned, saaat Smelteovnen kan faa Plads og den anden Skorsten der oven for kan føres ind i den. Samme Gavl falder dog engang ned, førend man varer sig derfor, mens med den Skorsten kan Gavlen støttes. Værkstedet og Myntemesterens Værelse kan komme i de andre Hvælvinger, som findes ved Siden af. - Den 20. s. M. (2) skriver Kongen paany til Ulfeldt: Efterdi jeg i Jesu Navn agter at lade mynte paa Københavns Slot, da sender jeg dig herhos et Model af Papir, hvorefter du skal lade gøre en Stempel til at præge Mynten med. Boniteten af samme Mynt skal være lig ved de danske Mark, som er slagen i min Tid, saa tør ingen videre Ordre gøres om Mynteis Valør. Myntemesterens Besoldning bliver i alle Maader som de andres været haver. Naar det haves i Agt, som jeg skrev dig sidst om de af Renteriet, som skulle ansiges (dvs. tilsiges), naar han (dvs. Møntmesteren) vil gøre Ild under Diglen, paa det de kan være tilstede, naar Materien vil udgyde. - Og endelig hedder det i Brev af 14. Februar (3) ligeledes til Ulfeldt, at: det overskikkede Dammask Drejl med di Myntsorter og beslagen Krus haver jeg empfangen. Hvad Mynten angaar, da kan om samme Lejlighed med ingen bedre tales end med "lyttig" (dvs. Overberghauptmand i Norge, Hans Siegfried von Lüttichau), som nu er paa Rejsen henad København, hvorledes man kan sikkert mynte, herren (dvs. Kongen) uden Skade, thi han forstaar Værket ex fundamento.
Af disse Breve fremgaar med al Klarhed, til hvilken fortvivlet og forceret Virksomhed Mønten i København efter sin lange Dvale blev kaldt til Live. Det er endvidere klart, at Gehalten af den Mønt, der nu skulde se Lyset, ligesaalidt som Kong Christians gamle Markstykker taalte en altfor skarp Belysning. Menigmand maatte ikke vide, hvad den indeholdt: "Saa tør ingen videre Ordre gives om Myntens Valør". Det er en betegnende Vending i Kongens Brev af 20. Januar 1644. Den vidner baade om Kvaliteten af den Mønt, der skulde slaas, og om den tidligere, som den skulde efterligne. Det var for Vindings Skyld, Mønten skulde drives, blot med den Forskel, at det nu var i Nødens Stund, man greb dertil, medens det dengang - i Aarene 1612-18 og 1618-25 - var for Kongens Pragt og Virkelysts Skyld, at de mange daarlige Mark- og Kronestykker udgik.
Den 11. Marts 1644 blev Mønten genoprettet og den 27. Marts 1644 fik den tidligere Møntersvend ved Københavns Mønt, Hen(d)rich Köhler, der stammede fra Goslar i Braunschweig (4), Bestalling som Møntmester. Hempel kom altsaa ikke i Betragtning. Møntens Virksomhed varede til den 11. Marts 1646, da den atter blev nedlagt (5). Ifølge Köhlers Bestalling (6) skulde han have 400 Rdlr. aarlig, slaa 9 1/2 lødige Mark-Stkr. og anden Mønt, og naar en Smeltning var falden 1 Gren mindre ud, gøre den næste saameget bedre, hvert Aar forandre Aarstallet paa Mønterne og iøvrigt holde Regnskab over, hvormange lødige Mark, der smeltedes og sloges. Köhler valgte til Møntmærke en Glødehage, saaledes som det ses af en af hans Speciedalere fra 1646, der er signeret H.K. ved Siden af nævnte Møntmærke (7), medens det hidtil for Københavns Møntsted sædvanlige Kløvermærke med Peter Grüner flyttede til Mønten i Kristiania. Samme Dag, som Møntmesteren blev udnævnt, fik Hans zum Busch (8) Bestalling som Stempelskærer ved Mønten mod en aarlig Løn af 200 Rdlr., og Dagen derpaa blev Georg (Jørgen) Preusz (9) Wardein for 300 Rdlr. om Aaret. I hans Bestalling bestemmes bl. a., at Rigens Hofmester skulde have den ene af Nøglerne til Prøveboxen, hvori et Stykke af hver Møntning skulde nedlægges med Seddel om Resultatet af Prøven. Det er herefter saavel som af de forudgaaende Breve klart, at Rigshofmester Corfits Ulfeldt var øverste Chef for Mønten. Forsaavidt er det heller ikke ubilligt, at hans Navn er knyttet til den daarlige Mønt, der udgik og hvorpaa Kongen i Overensstemmelse med det religiøse Udbrud, han lod komme frem i Begyndelsen af Brevet af 20. Januar 1644, paa Reversen anbragte Ordene: Justus Jehova Judex, Jehova i hebraiske Chiffre, hvorfor Mønterne ogsaa kaldtes: Hebræere (10). Kongen følte en stærk Uro over denne Krig, som han i sit Indre vel ikke kunde give andre Skylden for end sig selv. Han havde ved sine evindelige misundelige Trakasserier og Intriger overfor det sejrrige Sverige kaldt Skæbnetimen ned over sig. Han følte derhos saa meget mere Grund til at paakalde den Højestes Hjælp, som han samtidig ansaa sig forurettet over det pludselige Fredsbrud uden nogen forudgaaende Krigserklæring.
Naar Corfits Ulfeldt bestyrede Mønten, er det dog ikke dermed sagt, at han alene har Ansvaret for den fordærvede Mønt. Det delte han med Kongen, som han med denne maatte dele Ansvaret for Krigen overhovedet paa Trods af sine Raadsfællers Advarsler og Modstand. Men var Krigen nu engang udbrudt, maa man i Billighedens Navn erkende, at Pengenøden var en Undskyldning for Udmøntningen. Det har jo alle Dage været saaledes, at de Regerende under Krigens Tvang har ladet Undersaatterne skatte ogsaa gennem Misbrug af Møntregalet og Seddelpressen, en af de nemmeste og samtidig fordærveligste Fremgangsmaader til at skaffe Penge paa Borgernes Bekostning.
Saa gik det da i Foraaret 1644 løs med Opstillingen af den nye Mønt. Værkstederne paa Slottet indrettedes i Huj og Hast. 7 Møntersvende indkaldtes fra Hamburg til København. En Møntskriver, Jørgen Hansen, beskikkedes for 400 Dlr. om Aaret, der var "bevilget af Hovmesteren". To Smedemestre, Hans Voss og Frands Boumand, ansattes, den første med 40 Currentdaler = 33 Rdlr. 2 Mark i aarlig Løn (11). Og Prøveudkast til de nye Mønter blev forfærdigede. Kongen havde i sine første Befalinger henvist til, at Mønterne skulde ligne hans gamle Markstykker. Disse var 9 1/2 lødige, oprindelig 25 senere 27 Stkr. paa Marken brutto (12); de blev 1625 valverede til 20 ß d. og ved denne Værdi blev de staaende, saaledes som det fremgaar af en Befaling til Albert Dionis om i Glückstadt at slaa Stkr. paa 10 ß l. dvs. gamle Markstykker, hvoraf der ogsaa existerer Exemplarer fra 1627-28. Ligesom man dengang under Tyskekrigen greb til at opfriske de gamle Markstykker til 20 ß d. (10 ß l.), tænkte Kongen nu paa det samme ved Svenskekrigens Indtræden. I Overensstemmelse hermed lyder de første Udkast paa XX ß d., meget sjældne Prøvestykker, hvoraf kun enkelte er bevaret i Samlingerne til vor Tid (13).
26. H. Køhlers 20 ß prøvemønt
Men naar i sin Tid de gamle Markstykker som 1/4 Dalere eller Ortsspecier kunde udbringes til henad 12 Dlr. paa den fine Mark, saa kunde dette jo ikke lykkes, naar de som 20 ß var reducerede til 1/5 Dalere, i hvert Fald ikke, naar de skulde udmøntes i samme Korn og Skrot som tidligere. Det gav ikke samme Fortjeneste, i hvert Fald ikke Vinding nok. Saa slettede man Værdibetegnelsen XX ß d. (14) for mulig at kunne give dem ud til højere Værdi f. Eks. 24 ß, en Værdi, der iøvrigt godt stemmer med ældre Regnskaber, hvor 1 Mark regnes lig en Ort til 24 ß.
Endelig tog man Skridtet fuldt ud og satte 2 Mark d. paa dem (15), idet man samtidig udmøntede dem efter en Formel 21 Stkr. af Marken brutto, der til samme Lødighed, 9 1/2, kunde give et lignende Udbytte af Marken fin, nemlig 11 15/19 Rdlr., som de gamle Marker havde ydet, nemlig 11 7/19 Rdlr. Denne Udmøntning er i en Skrivelse til Hannibal Sehested af 4. April 1646 (16) benævnt "Crone-Skrot". Dette stemmer ikke med Virkeligheden, thi Christian IV.s ældre Kronemønt var 13 3/4 lødig og udbragtes ikke til saa stort Beløb af Marken (17).
Ikke heller svarer de Ulfeldtske Hebræermarker til de senere under Frederik III udmøntede Kroner, der enten var som Faderens ældre eller 10 3/4 lødige og heller ikke udbragtes saa højt. Derimod er Udtrykket ikke uberettiget, forsaavidt det stiller Kongens ældre Markudmøntning og Kroneudmøntning paa lige Linie, thi den sidste var - som jeg i mit tidligere Arbejde, Christian IV.s Møntpolitik 1588-1625, har udviklet - en Konsekvens af den første. Det er ganske rimeligt, om Kongen, da han nu igen agtede at udskrive Skat gennem Udnyttelse af Møntregalet, i sin Tanle har slaaet de to Møntformer sammen i eet og samme Begreb: Slettere Møntfod end Specier var nu engang Kronemøntfod, hvad enten Mønten saa hed Mark, Sletdaler, Zweidrittel eller Kroner, jfr. ogsaa en Skr. af 27. Marts 1644 (18), hvori dobbelte Markstykker benævnes "halve Sletdaler".
I den Grad var den nye Møntvirksomhed startet paa Grundlag af den nye Møntfod, at der i Regnskaberne ikke findes Antydning af Specieudmøntning.
27. Køhlers 2 Mark "ulfeldske Hebræer"
Der er dog baade i 1646 og 1647 udgaaet Speciemønt med Hendrik Köhlers Signatur (19), men dette er slaaet for privat Regning.
Det hedder herom i et Brev til Rentemestrene af 27. Juni 1646 (20), at eftersom Møntmester Hendrik Köhler hos Kongen har ladet andrage, at adskillige findes, som ferne vil sælge Sølv til Formøntning, da er Kongen i Naade tilfreds, at han af huis Sølv, der saaledes befindes til Kiøbs, maa mønte Rigsdaler, dog at det sker efter hollandsk Skrot og Værd, hvormed Wardeinen skal have Indseende, som han det anser og forstaar.
Der var som altid under Krigsforhold, saaledes ogsaa senere under Krigen 1658-60, mange, der var i Bekneb for Kontanter og derfor - ligesom Kongen - maatte sende deres Sølvtøj paa Mønten. Naar Kongen udtaler, at han er tilfreds med den hollandske Værd og Skrot, var det ogsaa en Indrømmelse til Krigstilstanden, thi de hollandske Specier nød netop ikke den Anseelse som de efter det tyske Riges Møntordninger udmøntede Reichsthalere: 8 Stkr. af den 14 4/18 lødige Mark, 9 Stkr. af Marken fin, højst med 1 Gren Remedium paa Lødigheden.
28. Hendrik Køhlers specie 1646
En tilsvarende Befaling af 9 Juli s. A. afgik til Statholderen i Norge, Hannibal Sehested. Hvorledes Sagen her udviklede sig, vil senere blive forklaret; men Forandring i den norske Species Udmøntningsforhold skete i hvert Fald først i 1648. Her i København synes man foreløbig at have lagt Vægt paa, at der i Befalingen kun henvises til hollandsk Skrot, medens der intet staar om Kornet,. der saaledes maatte blive Reichsthalernes, højst med 1 Gren Remedium. Der er nemlig i Tyskland foretaget en nærmere Undersøgelse af Specien fra 1647. I en under 15. Juni 1666 af de 3 corresponderende sydtyske Kredse, Bayern og Schwabens Generalwardeiner afgiven Beretning (21) om forskellige udenlandske grove Guld- og Sølvmønters Gehalt og Værd er "Gantze Thaler unter Ihrer Königl. Majest. in Dennemarck Gepräg mit der Jahreszahl 1647" befundet at veje 8 Stkr. 15 Lod 3 Gren, af Lødighed 14 Lod 3 Gren. Samtidig er Zelandske, Hollandske, Gelderske og Westfrislandske Thalere fra 1649-50 prøvede til 8 Stkr. paa 15 3/4 I.od 14 lødigt Sølv. Vægten stemmer med den danske Speciedaler, medens Gehalten er 3 Gren daarligere. Den danske Daler er vurderet til 1 Fl. 28 1/2 Kreutzer, den hollandske til 1 Fl. 27 Kreutzer, medens en fuldvægtig Reichsthaler gjaldt 1 Fl. 30 Kreutzer (22). Der er næppe nogen Anledning til at formode, at de fremmede sagkyndige skulde have tillagt den danske Specie en højere Lødighed end de hollandske, hvis dette ikke i Virkeligheden var Resultatet af deres Prøvelse. De var snarere opfordret til at give den fremmede Mønt mindre end mere end den fortjente.
Om Udmøntning af 4-lødige 4 ß fik Ulfeldt Ordre i Skrivelse af 28. November 1644 (23), men ifølge Regnskaberne blev de dog noget bedre udmøntede, saaledes som det vil ses af nedenstaaende Tabel. 2 ß-Udmøntningen blev standset ved Kongens Ordrer af 25. November 1645 og 8. December s. A. (24). Hvad derimod uden Skade kunde møntes af 2 og 1 Mark Stkr. skulde møntes.
29. Hebræer Dobbelt Ducat 1644
Naar det ovenfor er sagt, at Mønten "nedlagdes" den 11. Marts 1646, maa dette forstaas ud fra Datidens Forudsætninger, idet kun Udmøntningen af daarlig Mønt for Statskassens (Renteriets) Regning betragtedes som egentlig Møntvirksomhed, medens Slagning af Specier og Dukater for private eller for Kongen personlig (hans eget Kammer) ikke ansaas for en Fortsættelse af Møntværkstedet. Der kendes nemlig Specier fra 1647 og Dukater fra 1647-48. Særlig de sidste var vel egnet Betalingsmiddel for Kongen. Selv om de vel endnu ikke hetragtedes som Rariteter, men benyttedes som egentlig Omsætningsmiddel, hvad de store Udmøntninger af rhinske Gylden ved Tyskekrigens Begyndelse og nu Hebræerdukater ved Svenskekrigens Udbrud tilstrækkeligt viser, er der dog ingen Tvivl om, at deres Udmøntning i 1647-48 efter Krigens Slutning ikke mere betragtedes som en for Køb, Salg og Handel fornøden Foranstaltning. Hermed stemmer et Udtryk i det samme Rentemesterregnskab, hvori oplyses, at Mønten er nedlagt den 11. Marts 1646, nemlig Regnskabet for Tiden 1. Maj-30. Sept. 1648, hvori det hedder, at Rentemestrene har "betalt Møntmesteren for Ducater til Kongl. Majest.s egen Fornødenhed at mønte" (25). Disse Ducater bar den samme Reversindskrift som 2 og 1 Mark-Stkr., og henregnes derfor ogsaa til de ulfeldtske Hebræermønter, omend de ikke som Markerne har gjort sig ufordelagtig bekendte, men er udmøntede ganske efter samme Norm som i de foregaaende 40 Aar (26). Netop i disse Aar fandt man lidt Gulderts 1 Norge (27). Kongen var lutter Fyr og Flamme, tog selv til Norge og lod det undersøge paa en Ovn, han lod opføre under et Ophold i Arendal. Guldet var fundet dels paa Christoffer Gøes Gaard i Nedernæs Len, dels i Bratsberg Len i Nærheden af Kragerøs Havn. Førend Kongen i Juli 1646 rejste fra Akershus havde han vist Ertset til Møntmestester Grüner og Wardein Herman fra Mønten i Kristiania, men de havde begge svaret ham, "at saafremt Kongen fik Guld ud af det Erts, vilde de lade sig hænge, i hvilken Mening nogle tilkaldte Bjerggeseller var enig. Og kom fast ingen enten Adel eller Uadel, som jo ikke var af samme Mening". Men Kongen byggede som nævnt Ovnen "og den Allerhøjeste gav sin Naade, at Kongen fandt en ganske fremmed Manér at smelte samme Erts, saa at han fik Guld deraf. Man havde saaledes intet at give Vor Herre Skyld for, hvis der ikke faredes fort dermed. Men at faa Sagen sat i den Postur, som det bør være, derom havde Kongen ikke megen Sperantz (28). Senere blev der dog ført en Del Erts til København, hvor det blev udvasket i Laboratoriet ved Rosenborg under Tilsyn af Caspar Herbach, Kongens Kunstsnedker og Hofguldsmed, der var indkaldt hertil i 1642 fra Lichtenberg i Tyskland (29).
30. Brilledukat af norsk Guld
Han skulde "gøre det flygtige Guld i de norske Ertser fix", og det er vel rimeligt, at de saakaldte "Brilledukater" fra 1647 (30) med Indskriften VIDE . MIRA . DOMI i Overensstemmelse med Traditionen er slagen her i København af det Guld, Herbach udvandt, som et Vidnesbyrd baade mod de vantro Tvivlere og am Herrens Vidunder, der dog ikke, saaledes som Kongen sikkert havde haabet, kom til at spille samme Rolle under Svenskekrigen, som Opdagelsen af Sølvlejerne ved Kongsberg umiddelbart før Tyskekrigen. Hans Indskrift paa Brilledukaterne minder om hans Indskrift paa Specierne fra 1624 og følgende Aar: BENEDICTIO DOMINI . DIVITES . FACIT (31).
Dukaternes Værd maa efter Frdg. 10. Oktober 1629 jfr. Frdg. 18. Maj 1640 sættes til 10 1/2 Mark d., men i den almindelige Omsætning har de sikkert staaet højere.
Mønternes Udmøntningsforhold er, som det fremgaar af alt det ovenstaaende, ikke fastslaaet ved Forordninger, aabne Breve eller Patenter, men ligesom underhaanden meddelt Møntmesteren gennem mundtlige og skriftlige Ordrer. Det gik her som ved Udsendelsen af Kronemønten. Møntens Undervægt i Korn maatte ej "aabenbares dennom det ikke bør at vide" (32), dvs. Borgerne, som netop burde vidst det, om Meningen ikke netop var at bedrage dem. Udmøntningsforholdene fremgaar derfor kun af de ovenciterede Breve i Forbindelse med Møntmesterens og Møntskriverens Regnskaber (33):
| Mønt | Jørg. Beskr. Nr. | Stkr. paa 1 Mark c. brutto | Lødighed, Karat, Lod | Lødighed, Tusindedele | Stkr. paa 1 Mark c. fin | Den fine c. Mark udbragt til | Brutto- Vægt gr. |
Fin- Vægt gr. |
| Dobb. Dukat | 36 | 33 1/2 | 23 1/2 | 979,17 | 34 10/47 | 119 35/47 R. | 6,981 | 6,836 |
| Enkelt Dukat | 37 | 67 | - | - | 68 20/47 | - | 3,490 | 3,418 |
| 1/2 Dukat | 38 | 134 | - | - | 136 40/47 | - | 1,745 | 1,709 |
| 1/4 Dukat | 39 | 268 | - | - | 273 33/47 | - | 0,873 | 0,855 |
| Specie | 62-64 | 8 8/63 (8 1/8 R. = c. 8 R. 12 ß | 14 3/18 | 885,42 | 9 319/1785 | 9 319/1785 R. | 28,775 | 25,477 |
| 2 Mark = 32 ß | 175 | 21 (7 R.) | 9 1/2 | 593,75 | 35 7/19 | 11 15/19 R. | 11,136 | 6,612 |
| 1 Mark = 16 ß | 177, 179 | 42 (7 R.) | - | - | 70 14/19 | - | 5,568 | 3,306 |
| 4 ß | 180 | 120 (5 R.) | 4 | 250 | 480 | 20 R. | 1,949 | 0,487 |
| 2 ß | 217 | 180 ( 3 3/4 R.) | 4 1/2 | 281,25 | 640 | 13 1/3 | 1,299 | 0,365 |
| 2 ß | - | 192 | - | - | 682 2/3 | 14 2/9 | 1,218 | 0,343 |
| 1 ß | 218 | 254 (2 1/2 R. 14 ß) | 2 1/2 | 156,25 | 1625 3/5 | 16 14/15 | 0,921 | 0,143 |
| 1 ß | - | 256 | - | - | 1638 2/5 | 17 1/5 | 0,913 | 0,142 |
Ifølge nævnte Regnskaber (34) udgør de udmøntede Summer følgende Beløb:
| Aar | Dobb., Enkelt, 1/2 og 1/4 Dukat | 2 Mark | 1 Mark | 4 ß | 2 ß | 1 ß | Ialt |
| 1644 | 345 1/4 Stkr. à 10 1/2 Mark = 604 R. | 65.856 R. | 23.164 R. | 6.778 R. | 8.841 R. | 1.261 R. | 106.504 R. |
| 1645 | 6.145 Stkr. à 10 1/2 Mark = 10.754 R. | 2.539 R. | 12.846 R. | 57.278 R. | 9.719 R. | 93.136 R. | |
| 1646 | 10.564 R. | 1.009 R. | 11.573 R. | ||||
| 1648 | 9.788 R. (35) | 768 R. (35) | 10.556 R. (36) | ||||
| Ialt | 6.490 1/4 Stkr. = 11.358 R. | 78.959 R. | 37.019 R. | 64.056 R. | 28.348 R. | 2.029 R. | 221.769 R. |
Det har ikke af Regnskaberne kunnet ses, om og hvormange Specier der er smeltede for at fremskaffe denne lette Mønt. Derimod fremgaar det af Rentemesterregnskaberne, at Adelen har laant Kongen sine "Klenodier" Guld og Sølv, og at Kongen fra sit eget Kammer har sendt "Sølvpokaler" og "smaat Sølv" samt leveret 18 Skaalpund og 41 Mark svenske Kobberpenge i Mønten, et talende Bevis paa Nøden.
Den Mønt, der fremkom, vakte strax almindeligt Mishag. Det varede ikke længere end til 6. Juli 1644, efter at Møntningen var begyndt den 11. Marts s. A., før Hamburgerne var paa Færde med et Mandat, der bl.a. nedsatte "die Dänischen Stücke 1644, auf 2 Mk. Dänisch geschlagen, zu 12 ß (lübsch) und die Dänischen Stücke 1644, auf 1 Mk. geschlagen zu 6 ß (l.)" (37).
Sammenligner man de foran angivne Udmøntningsforhold for Hebræermarkerne med de i 1612-18 slagne grove Marker, der endda var noget daarligere end Markerne fra de foregaaende Aar, viser det sig, at 1 Rigsdaler i grove Markstykker, der hvert indeholdt 5,143 gr. f. S., vejede 20,572 gr. f. S., idet Marken dengang regnedes for 1/4 Rigsdaler paa oprindelig 4 x 16 eller 4 x 16 1/2 ß = 64 eller 66 ß. Rigsdaleren steg til 96 ß og Marken, der før gjaldt 16 bedre ß nu nedsattes til 20 af de nyere, daarligere ß, hvorved den sank til kun at udgøre ca. 1/5 Specie, blev Vægten af 1 Rigsdaler à 96 ß i grove Marker à 20 ß: 24,686 gr. f. Sølv, og regner man nøjagtigt Marken til 1/5 Rigsdaler, idet denne med Opgæld sættes til 100 ß, bliver Vægten af 1 Rigsdaler i Marker: 25,715 gr. f. S. eller med andre Ord: Markdaleren overstiger i Sølvindhold den i foranstaaende Oversigt optagne noget reducerede Specie, hvis Finvægt andrager 25,477 gr. f. S. Det er herefter ganske klart, at Projektet med 20-Skillinger efter Markfod var dødfødt. Det gav ingen Pengeoverskud i Kassen. De Prøvestykker blev ikke mange.
Derimod afgav de virkeligt udgivne 2 og 1 Mark Stkr. et klækkeligt Overskud. Sammenligner man Speeiens Sølvindhold 25,477 gr. f. S. med en Rigsdalers Vægt i 2 og 1 Mark Stkr.: 3 x 6,612 eller 6 x 3,306 gr. f. S. = 19,836 gr. f. S., vil man finde, at Kongen har tjent ca. 22 % ved ikke at udmønte Sølvet efter dets virkelige Værd med Fradrag af rimelige Udmøntningsomkostninger, men i Stedet herfor at give et Sølvstykkee af Indhold 6,612 gr. f. S. eller 3,306 gr. f. S., den falske Vare- eller Navnebetegnelse 2 Mark eller 1 Mark, ca. 1/3 eller 1/6; Specie. At gøre de sidste to Ting synonyme er ikke uberettiget, thi disse 2 og 1 Markstykker var ikke for Skillemønt at regne, men maatte under Manglen paa Speciemønt fungere som Hovedomsætningsmønt; dvs. som Betaling ikke blot i Detailhandelen, men ogsaa i Engroshandel og for indførte Varer fra Udlandet. Og som Hamburgs Exempel viser, vilde Udlandet naturligvis ikke modtage disse til 2 og 1 Mark stemplede, undervægtige Sølvstykker for denne urette Navneværdi, der skulde dække over en for ringe Vægt fint Sølv.
Kongen søgte alligevel at udgive disse uvederhæftige Mønter som fuld Betaling for Leverancer, til Lønninger (38), for Arbejde m. v. og opnaaede paa de ca. 200.000 Rdlr. let Mønt, der ifølge foranstaaende Tabel er udmøntet, at indhøste en Profit, der ikke han sættes under 60.000 Rdlr., selv om man tager Møntningsomkostningerne med i Betragtmng, idet Fortjenesten paa den mindre Mønt var endnu større end paa Dobbelt- og Enkeltmarkerne, paa 4 ß alene ca. 50 %. I vor Tids Penge vil det sige, at Kongens Fortjenente har udgjort ca. 1/2 Mill. Kr.
Det er ganske indlysende, at Publiquenen var misfornøjet med denne Regeringens Handlemaade (39). Den skabte Usikkerhed i al Handel og Vandel i langt højere Grad end den efter bestemte Regler opkrævede Skat. Den sidste vidste man hvad var. Mønterne maatte man, skønt de skulde være det faste Bindeled i hele Maskineriet, nære Mistanke til. Misfornøjelsen kom til Orde i en Begæring eller Betænkmng fra Landkommissarierne af 23. Maj 1646. Disse var indstiftede allerede 1638, men paa Rigsdagen 1645 efter Afslutningen af den ulykkelige Krig blev de en Institution af større Betydning . De valgtes for hver Provins og traadte regelmæssigt sammen med dennes Rigsraader for at stille Forslag, modtage Besværinger og forebringe disse for Kortgen. Det er klart, at de har modtaget adskillige Besværinger over den undervægtige Mønt.
Landkommissariernes Besværing lyder saaledes (40):
"For det fierde, eftersom hans kong. mt. for en och anden aarsags skyld (!) hafver for got befunden udi forleden besverlige tider at lade sla nogen ny mønt, som ickon ringe er af værd och slag, hvilcken efterdi den endnu her udi riget, efterat, Gud ske lof, tiderne ere til bedre forandrede, gaar udi sin valeur, da befindes, at den nu anden steds udi fremmede lande eftermyntis och udi riget met stor mengd indføris och forhandlis, det hele rige och synderlig den gemene mand, som met de smaa mynt mest handle, til stor skade, hvorfor begieris venligen de gode herrer vilde tilhielpe och raade, at saadan ringe och anden steds ugyltig Mønt motte til en vis tid (om icke strax) afsættis och udi handel och vandel at brugis afskaffis".
Denne Besværing kan jo ikke misforstaas, selv om den noget skyder sig ind under det udenlandske Falskmønteri. Hovedsagen er Kongens egen daarlige Mønt, selv om den som rimeligt er opfordrer til Falskmøntneri ogsaa for privat Regning (41).
Atter den 28. Maj (42) omfatter Kommissariernes Besværing "den ugiefve ny myntis brug". Den 31. svarede Kongen: "Hvad landcommissarii om ... den nye myntis afsættelse ... belanger, det ville vi med voris elschelige rigensraads raad och betænkende lade forordne, hvis vi naadigst erachte os och riget thienligst och gafnligst at være". Det lyder jo ikke særlig lovende, navnlig naar henses til, at Kongen i større Omfang indlod sig paa en Række andre Punkter i Kommissariernes Besværinger.
Den 21. Maj 1641 kom de derfor igen med Klage til Rigsraadet: "Endelig efterdi saa forfarenhed gifver, at specie daler gansche her af landet udføris, begieris ochsaa venligen, at mynten saaledis maatte ordineris, at voris naboer landet til største schade de gode penge icke schulle bortføre och i det sted igien de, som ringere ere, her indføre". Paa Herredagen i April-Maj 1647 forhandledes da ogsaa om Mønten, uden at der dog kom noget ud af det, og Landkommissarierne erindrede da ogsaa den 12. Juli Raadet herom: "At dend stoere schade, denne nye myndt medfører, motte considereris och andre middel der til betenchis och det udi thiede; ellers blifver landet derofver besverget, och hans mayt udi denne bevilget contribution lider schade". Da man ikke kan faa Konge og Rigsraad til for den menige Mands Skyld at foretage sig noget, henviser man som sædvanlig til, at Kongen nu selv vil lide Skade ved at modtage den daarlige Mønt tilbage i Skatterne (43). Den 17. s. M. bevidner Kommissarierne at være: "indfordred til riegens raad at fornehmme derris svar paa vorris thvende førrige indlefverede memorialer de dato 12 och 15 jullii ... … … 5. Paa dend nye myndt ville de och med hans mayt.s bevilling giøre for andring, som rieget thienligt kand verre ..." Den 27. s. M. (44) forhandlede Rigsraadet herom og besluttede:
"Mynten afsettis efter Hollands Daler mynte inden Michaelis, i Norge til Martini" dvs. Smaamynten skulde nedsættes, efter den hollandske Dalers Værd, saaledes som den danske Specie var beordret udmøntet. Dette skete ved Forordning af 10. December 1647 (45) paa følgende Maade:
"For victige aarsagers skyld hafver vi for got anset nogen forandring paa myntens værd … at giøre ...:
En Rosenobel 4 Rdlr. 1 1/2 Ort En Ducat 2 - 2 ß d. En dansk Guldkrone 3 - 1 Mark d. En gammel Jacobus 5 - 1 Ort En ny Jacobus 4 - 1 1/2 - En halv Ridder 5 - 1 - En Goldgylden 1 - 1 1/2 - En Fransk Krone 2 - 1 1/2 - En Fransk Pistol 3 - 3 - En Rixdlr 6 1/2 Mark udi mynt"
At Guldmønten er stegen ikke ubetydeligt kan skyldes ikke blot de mindre Regningsenheder, Sølvsmaamøntens Slethed, men ogsaa Guldets stigende Væerdi i og for sig paa Grund af den forholdsvis mindre Verdensproduktion af Guld end af Sølv. Hovedvægten ligger naturligvis paa Dalerens Opsætning til 6 Mark 8 ß eller 104 ß d. og Smaamøntens deraf flydende Nedsættelse i Forhold til Daleren.
En Hebræertomark udgjorde vel stadig 32 ß d., men fremtidig kun 4/13 ß i Stedet for som hidtil 1/3 Specie. Der gik 3 1/4 i Stedet for 3 Stkr. paa 1 Specie og 1 Rigsdaler i 2 og 1 Stkr. vejede 21,489 gr. f. S. Nedsættelsen var saaledes paa ingen Maade tilstrækkelig, hvis disse Mønter vedblivende skulde - i hvert Fald tildels - bære Omsætningen.
Den gamle Konge havde vel ondt ved at gaa med til en større Nedsættelse af den Mønt, han havde udgiven nogle Aar i forvejen. I hvert Fald blev den mindste Smaamønt saa langt fra forbedret, at den tværtimod i de sidste Maaneder af hans Regering blev yderligere forringet. Den 14. Januar 1648 gav Corfits Ulfeldt Møntmester H. Köhler Ordre til at "mynte smaa Mynt paa Kgl. Majt.s Mynte Cammer paa Slottit, Nemblig Tou skilling stycker som skall være halffemtelødig och skall hver marck lødig veye 192 Stycker, saa skall och myntes En Skillingstycker, som skall være halftredielødig og skall hver marck lødig veye 256 Stycker (46). Hermed staar sikkert i Forbindelse en Ordre til Rigshofmesteren Dagen forinden (47) om at Wardeinen ved Mønten, Jørgen Prydtz, tillige skulde have øverste Inspektion ved Smeltehuset. Den 6. Febr. (48) fik han Bestalling paa denne Stilling mod 300 Rdlr. af Kongens eget Kammer og Proviant fra Provianthuset. Møntningen skulde øjensynlig begynde igen, og Mønten atter forringes som nærmere angivet i foranstaaende Oversigt over Udmøntningsforholdene. Vægten af 2 ß gik ned fra 180 til 192 Stkr. paa Marken og af 1 ß fra 254 til 256 Stkr. paa Marken brutto.
Fortsættes
Tilbage til Wilcke II