Imidlertid var Diskussionen mellem Konge og Hertug om Smaamønten fortsat. Den 9. Februar 1669 foreslog Hertug Christian Albrecht Kong Frederik III, at man paa Grund af den overhaandtagende Mængde af Smaamønt, skulde enes om ved offentligt Mandat at bestemme, at ingen skulde være pligtig paa een Gang at modtage mere end 10 Rdlr. eller 30 Mark i ß og 1/2 ß (2). Herpaa svarer Kongen den 16. Marts med yderligere at foreslaa, at ingen maa indføre i Hertugdømmerne mere end 15 Rdlr. i ß og Søslinge (3), hvad Hertugen i Svarskrivelse af 19. s. M. tiltræder (4). Allerede den 23. s. M. udsteder Konge og Hertug derpaa deres Mandat i Overensstemmelse med de fremkomne Forslag (5). Medens Forbudet mod Indførsel af mere end 15 Rdlr. i Smaamønt ikke vakte nogen Betænkelighed, viste det sig hurtigt - netop paa Grund af den megen Smaamønt og Manglen paa grov Mønt -, at der opstod Vanskeligheder ved i Praksis at gennemføre og hævde Hvermands Ret til at vægre sig ved at modtage mere end 10 Rdlr. i Skillinger og Halvskillinger (2 og 1 ß d.). Allerede den 30. Marts 1669 (6) skrev Sekretærr Lentz fra Regeringskollegiet i Glückstadt til en Sekretær paa Gottorp, at om end Kansler og Raader var enig i første Del af Mandatet, kunde de ikke gaa med til 2. Passus om de 10 Rdlr., idet den herværende Milice og Soldatesque modtog sin Løn i Smaamønt og maatte give igen med samme Mønt. Man havde derfor udsat Publicationen af Mandatet - naturligvis af Frygt for Soldateroptøjer! - og skrevet til Kongen for at høre hans Resolution forinden.
I dette Brev til Kongen af s. D. (7) meddeler Regeringen i Glückstadt, at den har modtaget Mandatet af 23. Marts til Publicering og ladet det trykke, men inden Publicationen vil de gøre Kongen opmærksom paa, at Gennemførelse af 2. Passus vil medføre store "inconvenientien og schwierigkeiten" særlig med Milicen og Contributionen, idet der næsten ikke findes andet end ß og 1/2 ß i Landet. Regeringen henviser i saa Henseende til en medfulgt Citeret Memorial fra Zahl-Commissarius Johan Schwertfeger (8), idet den tilføjer, at han har bedt Regeringen remonstrere hos Hs. kgl. Maj. Zahl-Commissarii Memorial tegner et godt Billede af Tiden. Idet han har bragt i Erfaring, at Kongen og Hertugen har udstedt et Mandat med Forbud mod, at nogen indfører mere end 15 Rdlr. i Smaamønt og at de indfødte udgiver eller modtager mere end 10 Rdlr. i Smaamønt, hævder han, at det sidste efter hans Formening vil "Alteration causiren" i Garnisonen. Han har f. Ex. i de sidste Dage modtaget i Contribution fra:
Landskabet Ditmarsken i ß 1400 Rdlr. Herskabet Pinneberg i ß og Sechsling 550 - Wilster Marsch 550 - Cremper 600 - Flensborg 450 - Kellinghausen 188 -
Embedsmændene kunde attestere, at de ikke kunde faa anden Mønt ind fra Bønder og Borgere, og følgelig kan han ikke udbetale anden Mønt til Krigsfolket, til hvilket der maanedlig udbetaltes over 7.000 Rdlr. Han maa derfor indstille, at Milicen maa ikke vægre sig ved at modtage Smaamønten og Borgerne ikke vægre sig ved at modtage den af Milicen. Kong Frederik eller Regeringen i København synes et øjeblik at have vaklet, thi der findes Concept af 3. April til Mandat, hvori 2. Passus er udeladt, men samme Dag udgik dog Skrivelse til Regeringen i Glückstadt (9), hvori Kongen fastholdt den oprindelige Affattelse. Skulde der opstaa Uroligheder, skulde man vel nok til enhver Tid have Haand i Hanke hermed.
Den 10. April (10) udgik Befalingen fra Glückstadt, efter at Hertugen allerede den 4. (11) ved en Forordning havde bekræftet begge Forbudsbestemmelser. Hvorledes de to drabelige Lovgivere havde tænkt sig at gennemtrumfe denne Ordning, naar der ikke fandtes andet end Smaamønt i Landet, kunde man ønske at vide. Det blev sikkert kun et dødt Bogstav, saalænge Møntherrerne ikke selv vilde bringe noget Ofrer eller gøre noget alvorligt Skridt til Forholdenes Forbedring.
At disse i Virkeligheden var ganske fortvivlede, ses af 2 Skrivelser af 3. April s. A., der afgik til Raadet i Altona og Amtmand Krøger i Pinneberg samt til Hertugen (12). Kongen havde bragt i Erfaring, at Hamburgerne lod slaa en Mængde af deres egne lybske Skillinger og indføre i Hertugdømmerne for at drage Fordel deraf. En stor Del Skillinger, der i Hansestæderne var nedsat til Halvdelen, indførtes i Altona og opnaaede dér at gaa for fuldt Paalydende. Der skulde derfor ufortøvet laves en Forordning, der forbød Folk at tage Smaamønten til højere Værd, end den var nedsat til udenfor Riget. Paa samme Maade gik det i de af Kongen og Hertugen nylig arvede Grevskaber Oldenburg og Delmenhorst. Kongens omtrent lige saa nye Svigersøn og tidligere saa ihærdige Fjende, Hertugen, henledte i en Skrivelse af 17. April Kongens Opmærksomhed paa Oversvømmelsen af "vore Hertugdømmer Oldenburg og Delmenhorst" med Smaamønt. Den 20. s. M. svarer Kongen, at han samme Dag paa begges Vegne har udstedt Befaling og Forbud mod, at Indbyggerne i de to Grevskaber tog Smaamønt af Bremere og andre Fremmede til højere Værdi, end den gik hos disse (13), og den 4. Maj 1669 skriver Kongen atter til Hertugen om Publicationen af dette Forbud i Hertugdømmer og Grevskaber. I de samme Dage (14) møder baade Konge og Hertug for disse sidste med hver sin Møntdeputerede paa den westfalske Kreds Møntprobationsdag, et Forhold der aldrig før var set: at der mødte 2 for En og samme af Rigsstænderne. Ogsaa her gjorde Konge og Hertugs indbyrdes Jalousi sig gældende trods Svogerskab og indbyrdes Interesse i at holde den 3. Arving, Sønderborghertugen ude fra Grevskaberne.
Stadig hærgede Smaamønten Handelen. Ditmarskerne klagede til Hertugen og forlangte deres Oxer, som de udførte til Hamburg, betalte med Dalere, Kroner, "Kopfstücken" eller Dütken. Hertugen lod Kravet den 11. September 1669 gaa videre til Hamburg, men Byens Borgmester og Raad svarede den 26. Oktober s. A., at det kunde de ikke. De maatte ønske, at Møntvæsenet i Hamburg var i samme gode Stand som tidligere, hvor de ikke havde mere Smaamønt end "zu voneinandersetzung der Käuffer und Verkäuffer geringer Wahre nöthig gewesen", men større Poster uvægerlig betaltes med grov Mønt. Men efter at denne var ført dels ud af Riget, dels til andre Pladser i Riget (!) og dér smeltet og møntet til allehaande Landt- oder Stadt-Geldt af ringe Gehalt og derfor ingen Rigsdaler var i Hamburg, men de fremmede Landt- und Stadtmüntze fra alle Sider bragt dertil, saa kan de ikke betale med anden Mønt end saadan fremmede Møntsorter, medmindre vedkommende har givet udtrykkeligt Brev eller Forpligt paa Rigsdaler in specie (altsaa dog!). De, kan derfor ikke paalægge deres Borgere at betale med andet end saadan fremmed Smaamønt. De har talt med Byens Oxeskriver om Sagen, om der var Muliglied for at imødekomme Sydditmarskerne, men han har heller ikke kunnet sige andet, end at han ikke for de solgte Oxer kan udbetale anden Mønt end den han har indkasseret for disse.
Paa denne Vis kan det forstaas, at Kongens og Hertugens foranciterede Forbud intet frugtede, hvad Hertugen ogsa erkender i en Skrivelse til Christian V af 20. Oktober 1670, hvor han derfor foreslaar 1 ß nedsat til 1/2 ß og 1/2 til 1 Dreiling.
Det var derfor med god Føje, at Frederik III i sine sidste Aar havde taget Møntvæsenets Reformering op til alvorlig Overvejelse og den 2. Oktober 1669 (15) bl. a. indkaldt Andreas Timpffe for sammen med sine egne Raader at raadslaa om Situationen. Resultatet blev jo den under Christian V udgaaede Forordning af 22. Marts 1671 (16).
Imidlertid havde Woltereck møntet videre, haade Dütken og Sechsling, der kendes fra 1669 og 1670. Han havde ogsaa ønsket at slaa Dukater, der ifølge Christian Albrechts Circulære af 6. November 1668 (17) til Amtskrivere m. fl. gjaldt 2 Rdlr. in specie. Den 19. September 1671 (18) befalede Christian V Regeringen i Glückstadt at paalægge det Afrikansk-Glückstadtske Compagnie at aflevere Guldet fra Guinea til Møntmesteren Johan Woltereck, der har klaget over, at han kun har faaet "wenig oder fast nichts", men det meste er solgt i Hamburg eller "sonst hin und wieder verkauflich distrahiret".
Den 3. November meddelte Cancellisten Johan Hannsen Compagniet denne Befaling, som det lovede at følge, naar Møntmesteren i rette Tid sendte Penge. I et Fjerdingaar havde han tilbageholdt disse.
Fortsættes
Tilbage til Wilcke II