KLIK for forstørrelse!

8. Dansk Vestindien

af Julius Wilcke

(fra: Wilcke, Julius: Kurantmønten 1726-1788, København 1927 side 271-284)

Københavns Møntsted

Allerede i Frederik II's Tid havde der herhjemme vist sig Interesse for Handelen paa Guineakysten og paa Vestindien, I Løbet af det 17. Aarhundrede gjordes forskellige Tilløb til fast Kolonisation. Men det blev dog først ret til Alvor efter Oprettelsen af det vestindiske Kompagni 11. Marts 1671 og det guineiske Kompagni 10. December 1672 (1). Det var Meningen at disse Kompagnier skulde arbejde Haand i Haand, idet bl. a. Udførslen af Negerslaver fra Guineakysten til Vestindien var en af Hovedopgaverne for Kompagnierne, der da ogsaa 1673 og 1697 sloges sammen under Navnet Det vestindisk-guineiske Kompagni, hvilken Sammenslutning fik ny Godkendelse under Frederik IV. 1671-72 var St. Thomas taget i Besiddelse, 1717 blev St. Jan besat og 1733 St. Croix købt af Frankrig for 750,000 Livres.

For de nævnte Kompagnier var der - hovedsagelig ar Guld, hjembragt fra Guinea - slaaet Dukater, hvoraf en Del er omtalt tidligere, men disse Mønter var ikke bestemt til Circulation i Kolonierne. Det vi her vil beskæftige os med, er Omsætningsmidler til Brug paa de ovennævnte dansk vestindiske Øer. Hovedmønten paa disse var fra gammel Tid den spanske Piaster, ogsaa kaldet 8 Real eller Stuck van Achten, hvortil Sølvet strømmede ud af de spanske Miner i Amerika. Denne Mønt circulerede overalt i de engelske og franske Kolonier i Amerika, følgelig ogsaa paa vore Øer. Under den spanske Arvefølgekrig kneb det med Mønt i Dansk Vestindien, idet Handelen med Spanierne var gaaet i Staa og Englænderne havde sikret sig den Smule Kontanter, der var forhaanden. For at holde Handelen i Gang og betale Soldaterne deres Sold maatte Guvernør Bredal 1717 bestemme sig til at udstede Papirpenge under Kompagniets Segl. 1724 tilbagekaldte Guvernør F. Moth de ældre Papirnoter, da de ikke længere kunde læses, og erstattede dem med ny. Der udstedtes 2000 Stkr. af hver af Værdierne 1, 2, 4 og 8 Realer, ialt 3750 Piastre eller vestindiske Rdlr. 1726 udgik en ny Serie paa ialt 1000 Rdlr., men da Planterne begyndte at forlange 25 % højere Priser, naar de fik Betaling i Sedler, lod man alle Papirpengene indkalde ved at modtage dem til Paalydende som Betaling til Kompagniet. 21. Marts 1727 forlangte Faktoren paa St. Thomas, Philip Gardelin, Papirpengene brændt, hvad derefter skete (2).

Efterat St. Croix som nævnt var købt 1733 og Kompagniet 1734 af Christian VI havde faaet ny Koncession, varede det kun faa Aar, før der fremkom Krav om særlig Mønt til Øerne.

I januar 1740 (3) søgte Kompagniet Christian VI om Tilladelse til paa egen Bekostning og paa Mønten i København at lade slaa Scheidemønt for de dansk-americanske Insuler, ligesom Kongen af Frankrig for nogle Aar havde ladet slaa til Brug og Kurs paa Martinique og de andre franske Eylande udi America, hvilken Mønt skulde være af samme Gehalt eller aloi som den franske fra St. Thomas indkomne Prøve samt gaa og gælde 12 ß.

Allerede den 12. s. M (4) fik Kompagniet Kongens Tillaladelse, hvis Præmisser gengives, idet de indeholde Oplysninger om Øernes Møntforhold, der delvis bekræfter, hvad ovenfor er anført efter Westergaards Arbejde. Det berettes saaledes, at Indbyggerne paa de danske Insuler i Westindien, St. Thomas og St. jan, forhen har været forsynet med en vis og bekvem Sort smaa og Scheidemønt, der har rulleret saavel mellem dem selv indbyrdes som mellem Kompagniet og dem og været brugt ved smaa Udgifter og Likvidationer, men nu saa meget mere nødvendig behøves, som Indbyggernes Tal ved Eylandet St. Croix peuplering er forøget og formodentlig vil tiltage, til hvilken Brug og udi Mangel af anden Mønt udi forrige Tider skal have været introduceret først et Slags Sedler til at validere for Mønt, som dog formedelst de derved indløbne Inconvenienser er bleven indløste og derefter i samme Sted paa St. Thomas været gjort et Forsøg med et Slags Mønt, realer kaldede, der var støbte og mærkede med et Tegn til at betyde deres Indhold og Valeur, som var 12 ß d. Stykket, hvilke Penge og anden Mønt, som Indbyggerne kunde have, af fremmede formedels derved findende Fordel er af Landet udført. Kompagniet har derfor til saadant efterdags at forekomme og paa det altid behøvende smaa eller Scheidemønt til fornøden Brug kunde findes paa fornævnte danske Eylande fundet det tjenligst, at saadan Mønt blev forskaffet, som efter Forhaabning kunde blive i Landet og ikke af Fremmede med Fordel bortføres; til den Ende har Kompagniet derhos efter det derom fra Gouvernementet paa bemeldte St. Thomas indsendte Forslag om at erholde en Mønt for Kompagniets Eylande, der ligesom og sligt paa Øen Martinique og andre franske Eylande med Avantage er bleven praktiseret, kunde rullere og validere for 6 Styver, endskønt den var af ringere Indhold, alt i den Hensigt at deres Udførsel kunde forkommes og Indbyggernes Tjeneste udi daglig Handel fremmes, udbedt sig Kongens Tilladelse, at det paa egen Bekostning udi København maatte lade slaa for det første en Scheidemønt som den franske for 5-10,000 R. og siden saa meget aarlig som kunde eragtes fornøden til Brug paa Øerne samt at den ved Møntningen faldende Fordel Kompagniet maatte forundes.

Dette sidste var nok ikke uden Betydning; men da Kongen selv havde Aktier i Kompagniet, gled det ogsaa igennem, idet Kompagniet fik Tilladelsen, dog paa Vilkaar, at denne Mønt kun maatte circulere paa de amerikanske Eylande, men ingenlunde paa andre Steder i Kongens Riger og Lande have Kurs.

Samme Dag erholdt Møntmester Wineke i København Ordre til at slaa denne Mønt af Størrelse og Gehalt som en paa Øen Martinique og andre franske Eylande i America, som han havde at lade sig forevise. Ved Probering viste det sig imidlertid, at Kompagniet ikke kunde slaa den tilladte Mønt af Størrelse og Finhed som den franske uden 32 6/17 % Forlis, og Møntmesteren fremsatte derfor Forslag og Beregning over, hvorledes Kompagniet med Fordel kunde slaa en Skillemønt, for Øerne. Kompagniet indgik derfor med en ny Ansøgning til Kongen den 3. Februar om Tilladelse til at slaa den af Møntmesteren foreslaaede Mønt samt en Kobbermønt paa 2 og 1 ß efter Winekes Tegning og Beregning.

KLIK for forstørrelse!
Vestind. Kobber 2 ß 1740
KLIK for forstørrelse!
Vestind. Kobber 1 ß 1740

I den paafølgende kgl. Resl. af 12. Februar 1740 hedder det bl. a., at det desuden er fundet fornødent paa disse Eylande at have en mindre Mønt som for 2 og 1 ß kunde gaa, ligesom slig Kobbermønt paa de franske Eylande i America skal være brugelig og en Del deraf paa St. Thomas rullere, paa det at Indbyggerne imellem sig selv des bedre kan skille sig fra hinanden udi smaa og daglige Hanteringer. Kongen gav derefter Kompagniet Tilladelse til at slaa Sølv 12 ß efter Møntmesterens Forslag og Kobber 2 og 1 ß for 5 à 600 R., ½ af hver Slags, og siden saamange som aarlig kunde gøres fornøden, dog alene til Brug paa Øerne, og saaledes, at Fordelen gik til Kompagniet.

Af Winekes Udregninger fremgik, at den franske Mønt vejede 3 Ort og holdt 14 Lod 12 gren 7 233/297 R. paa Marken fin. Da Sølvmarken kostede 11 1/3 R., blev Tabet 32 6/27 %. Hvis den projekterede 12 ß blev 8-lødig, Marken fin til 18 R., hvert Stk. ungefær 8 ß værd i intrinsique Valeur, vilde Gevinsten blive over 37 %, 1 Mark i 12 ß brutto veje 9 R. og et enkelt Stk. 3 5/9 Ort. Det blev altsaa i Stedet for den fine franske Real en rigtig Spekulationsmønt efter gode gamle Mønstre. Kobbermønten blev heller ikke ilde. 1 Pund Kobber, der kostede 2 Mark 4 ß, skulde udmøntes til 1 R.: Gevinst 62 ½ % minus Omkostninger. Af Kobber 1 ß udmøntedes 1740: 252 R. 32 ß, af 2 ß: 255 R. 32 ß, af 12 ß 1740: 10,222 R.; 1748: 12,688 R. Til det sidste Aars Udmøntning erholdt Kompagniet Frederik V's Tilladelse den 4. juni 1748 (5) efterat Kompagniet den 6. Marts havde ansøgt om at maatte slaa 12 ß af samme Korn og Skrot som forrige Gang. Halvdelen skulde bære Kongens Portræt, den anden Halvdel hans Chiffer.

Henimod Slutningen af Christian VI's Regeringstid havde der vist sig nogen Misfornøjelse med Kompagniet blandt Plantere og Købmænd paa de dansk-vestindiske Øer. Kompagniet led i disse Aar derhos forskellige Tab paa sine Skibe. Nogle Aar efter Frederik V's Tronbestigelse fremkom der alvorlige Klager over Kompagniet fra Indbyggernes Side. Kompagniet var enig med Beboerne i at tilraade Regeringen at overtage Øerne. 1753 henvendte Borgerraadet paa St. Croix sig til Kongen og bad ham lægge Øerne under sit umiddelbare Herredømme. Kommercekollegiet, der hidtil havde været en Modstander af Overtagelsen, mente nu at kunne gaa med til denne, idet man derved kunde faa Ende paa Stridighederne paa Øerne, fremme en friere Skibsfart paa Vestindien, opnaa lavere Priser paa Sukkeret og samtidig faa nogen Gevinst ud af dette Aktiv. 1754 kom Købet i Stand (6).

Under det nye Styre blev der ligeledes Spørgsmaal om at slaa 12 ß, idet der viste sig at være stor Mangel paa Smaamønt paa Øerne; særlig kneb det med Løn til Soldaterne. Den 29. August 1757 (7) resolverede Kongen, at der skulde slaas 10,000 R. i 12 ß af lige Gehalt og Værdi som forrige Kompagni ved Resl. af 4. juni 1748 blev tilladt. Der udmøntedes 10,242 R.

At disse Mønter var haardt tiltrængte, fremgaar af de forudgaaede Forhandlinger mellem de lokale Raad paa Øerne og Regeringen i København. Kommerceraadet havde paalagt Raadene at skaffe de fornødne Penge til Lønning af den stedlige Soldatesque. Dette havde de med stor Møje besørget indtil hen paa Aaret 1756, idet de havde haabet som Svar paa en Forestilling om Udsendelse af 200,000 R. at erholde medholdelig Resultat, men da de ikke havde erholdt noget Svar, havde de i Anledning af saavel den almindelige Indbyggernes som særdeles fra den kgl. Kasserer og Regiments Kvartermester skete og indkomne Klager over den paa Eylandene værende Pengemangel holdt Samling for at deliberere, paa hvad Maade det var muligt at forebygge de onde Suiter, som vilde følge af de store Tab, som baade Kgl. Majt., hvis Kasse var ganske tom (!), og Landets Indbyggere vilde lide, idet de ingen Kontanter havde til at vedligeholde Komercien og faa deres Skibe til Fædrelandet ekspederede. Til de allernødvendigste Udgifter, som af Kongens Kasse skulde bestyres, udstedtes vel Ordre til Kassereren, men Borgerne havde paa nogen Tid erfaret, en efter anden, at Ordrerne ikke var honoreret, thi Kassereren havde intet i Kassen! Dernæst var der fremkommen skriftlig Besværing fra Regimentskvartermesteren over, at han ikke hos Kassereren kunde faa sine Assignationer betalte, saa at saavel Officerer som Gemene ikke har paa nogen Tid kunnet faa deres Gage. "Saa er vi, allernaadigste Konge, ikke istand til at exprimere, hvor tungt denne saa angelegne Deliberation er falden os"! Thi Raadets Beslutning faldt ud paa, at ikke anden Udvej saas, end at autoriserede Sedler maatte forfærdiges og udgaa, erkendende at derved gjordes et Indgreb i Kgl. Majt.s allerhøjeste Regale. Men da Kgl.Majt.s egen høje Interesse saavel som det hele Lands Velgaaende ved saadan Foranstaltning befordres, da der nu laa 12 à 14 Skibe, til hvis Klarering de vedkommende behøvede Penge, og Kongen saaledes havde Interesse i, at de mod Prioritet bekom Penge tillaans af Kongens Kasse, saa havde man i Tillid til Majestætens uskaterlige Naade fordristet sig til at forfærdige autoriserede Sedler af Summa 40,000 R., indrettet i 5 Sorter, nemlig paa 1, 2, 10, 50 og 100 R. Den 3. Oktober 1757 faldt imidlertid kgl. Resl., at de paa St. Croix autoriserede Pengesedler ikke kan approberes, men bliver saavel i Henseende til Gevinst som Forlus for Vedkommendes egen Regning og Ansvar i alle Maader ligesom de ogsaa betale Landsdommer Laurberg for hans Umage med samme at skrive. Og maa af disse Sedler ikkun de 1500 Stkr. hver paa 1 og de 1500 hver paa 2 R. dér gælde indtil videre, men de øvrige indkaldes til Indløsning og Kassation, nemlig 210 Stkr. hver paa 50 R. og de 150 Stkr. hver paa 100 R. straxen, saasnart denne Resl. bliver dér bekendt, samt de 1000 Stkr. hver paa 10 R. 3 Maaneder derefter, saa at de ikke længere maa være gangbare.

Foranlediget af denne Resl. indkaldtes Sedlerne ved en Bekendtgørelse af 29. Maj 1758 til 14. juni, efter hvilken Tid ingen af de autoriserede Sedler skulde anses af nogen Værdi. Raadet for St. Croix benyttede altsaa ikke den givne Bemyndigelse, men indkaldte alle Sedlerne med kort Varsel. Af foranstaaende Aktstykker fremgaar, at der dog var en Del Handel i Gang paa de vestindiske Øer ved Kongens Overtagelse af disse, og at Omsætningen krævede større Midler, end der hidtil havde været forhaanden. Dette Forhold ændredes ikke i de følgende Aar, idet Øerne undergik en stærk Udvikling baade med Hensyn til Opdyrkningen af St. Croix og Handelen paa Øerne i det Hele taget. Det var et Gode for Øerne, at Styrelsen overgik fra Kompagniet til Staten, der paa forskellig Maade søgte at ophjælpe Handel, Skibsfart og Plantagedrift med det Resultat, at Sukkerproduktionen steg fra 100,000 R. aarlig til 21 ½ Mill. R., saaledes at der i Stedet for nogle faa Skibsladninger aarlig kunde afgaa 1766: 38 Skibsladninger (8).

Statens uheldige Pengeforhold ved Slutningen af Frederik V's Regeringstid førte imidlertid bl. a. med sig, at Staten afhændede en Del af sine Aktiver for at skaffe Penge, heriblandt de Kongen tilhørende Plantager i Vestindien samt det Sukkerraffinaderi, som fra Kompagniet var gaaet over til Kronen. Disse Ejendomme købtes af H. C. Schimmelmann for 400,000 R. (9), hvorved denne Finansmand blev interesseret i de vestindiske Forhold, hvad snart blev mærkbart ogsaa paa Møntvæsenets Omraade.

Den 28. Marts 1763 erholdt Møntmesteren i København, Knoph, Meddelelse om, at det havde behaget Hs. Majt. at resolvere, at for Hr. Generalintendant de Commerce, Baron v. Schimmelmann, maatte paa den kgl. Mønt Tid efter anden udmøntes 2, 4, 12 og 24 13 Stkr. Amerikansk Mønt efter forrige Gehalt Marken fin til 18 R., hvortil Schimmelmann skal levere det fornødne Sølv, saaledes at han for hver Mark fin som leveres, igen i Dansk Amerikansk Mønt skal godtgøres 18 R. imod at han for Mønte-Omkostninger og Afgang, som bliver for kgl. Regning, betaler en vis stipuleret Slagskat (10)).

Der udmøntedes dog ikke 2 og 4 ß, men i Aarene 1763 ikke ubetydelige Beløb i 12 og 24 ß (11). 1782 sloges for Regeringens Regning 12 og 6 ß med Aarstal 1767 af samme Gehalt som hidtil. Ejendommelig nok har der saaledes aldrig været slaaet 6 ß amerikansk i Aaret 1767, skønt de alle bære dette Aarstal.

Udmøntningsforholdene har herefter været følgende:

Mønt Jørgensens beskrivelse Stkr. paa 1 Mark c. brutto Lødighed lod Lødighed ‰ Stkr. paa 1 Mark c. fin Den fine Mark udbragt til Gram bruttovægt Gram Finvægt
24 ß Sølv Fr. V 53
Chr. VII 60
36 = 9 R. 8 500 72 18 R. 6,496 3,248
12 ß Sølv Chr. VI 17
Fr. V 51, 52, 54
Chr. VII 61
72 = 9 R. 8 500 144 18 R. 3,248 1,624
6 ß Sølv Chr. VII 62 144 = 9 R. 8 500 288 18 R. 1,624 0,812
2 ß Kobber Chr. VI 18 24 = 1/2 R. 24 1/2 R. 9,744 9,744
1 ß Kobber Chr. VI 19 48 = 1/2 R. 48 1/2 R. 4,872 4,872

Udmøntningsbeløbene var følgende, beregnet i R. efter Paalydende:

Aar 24 ß 12 ß 6 ß 2 ß 1 ß Ialt
1740 10,222 255 253 10,730
1748 12,688 12,688
1757 10,242 10,242
1763 16,014 20,014 36,028
1764 34,106 24,908 59,014
1765 7,800 5,770 13,570
1766 14,400 14,400
1767 3,000 2,000 5,000
1782 8,000 12,000 20,000
Ialt 75,320 93,844 12,000 255 253 181,672

Til de Schimmelmannske 12 og 24 ß udførtes Stemplerne af Wahl og Bauert.

KLIK for forstørrelse!

24 ß amerikansk.

Det var et for Dansk-Vestindiens Møntvæsen skæbnesvangert Misgreb, da Frederik IV's gamle drevne Møntmester fra den store Krigs Dage, Chr. Wineke, som var vant til at tumle med undervægtig Mønt, i 1740 raadede det vestindiskguineiske Kompagni til at slaa saa daarlige 12 ß med saa stor Gevinst som ovenfor anført. De var omtrent 1 gr for lette i Finvægt overfor den danske Kurant og udsendtes dog som dansk Kurantmønt. Baade dengang og i alle de senere Aar indtil henimod Christian VII's Regering taltes kun om danske Kurantdalere, tiltrods for at der vedblivende udsendtes samme undervægtige Mønt til Øerne, 18 R. i Stedet for 11 1/3 R. paa Marken fin. Som det gik alle andre Steder ved Udmøntning af falsk Mønt til større Navneværdi, end Indholdet svarede til, uden at Mønterne paa anden Maade var i Stand til at opretholde Mønten som Kreditmønt uanset det svigtende Indhold af denne, saaledes gik det selvfølgelig ogsaa i det lille Samfund derovre paa de dansk-vestindiske Øer. Den undervægtige Mønt kunde ikke opretholdes til Navneværdien mod dansk Kurant, men sank ned mod den Værdi, som Wineke selv i sin saa oprigtige Beregning fra 1740 havde opgivet som 12 ß's "ungefehr intrinsique valeur", nemlig 8 ß. Der opstod herved en for alle Forretningsforhold mellem Øerne og Hjemlandet besværlig Forskel mellem 1 Rigsdaler dansk Kurant og 1 Rigsdaler vestindisk Kurant, der til Slut - som det altid gaar ved Møntforfalskninger - fik sit fastslaaede Udtryk i Lovgivningen.

Dette skete ved Frdg. 20. Marts 1770, hvis Indhold er god at faa Forstand af til Belysning af dette lille Samfunds Møntforvirring: "Saavel til Commerciens Sikkerhed paa disse Eilande som til at afværge den Fornærmelse som kunde tilføjes ej alene Kongen i de dér faldende Revenyer, men og de fra de Kgl. Lande derhen handlende Købmænd og andre saavelsom Indvaanerne sammesteds, er det uomgængeligt fornødent, at en vis og fast Myntefod der introduceres, hvorudi det eragtes nyttigt og tillige beqvemt for alle, at dansk grov courant Myntefod følges og bliver lagt til Grund. Fra denne Frdg.s Publication skal ikke alene dansk grov Courant-Mynt roullere og gielde paa de Kgl. Americanske Eilande med den forlængst indførte og fastsatte Forskiel af 25 p. C. Avance imod Americansk Mynt, saa at et dansk 24 ß Stk. skal gielde i Americansk Mynt 30 ß; men og de Americanske der værende danske Penge skal i Handelen sættes i Cours og Brug og et Americansk 24 ß-Stk. efter samme Forhold gielde i Dansk Courant 16 ß, men i Americansk Mynt 20 ß og et 12 ß-Stk. 8 ß dansk og i Americansk Mynt 10 ß; følgelig skal 100 R. Dansk Courant gielde efter sin Valeur 125 R. Americanske Penge og 100 R. Americanske Penge ligesaa efter forhen ansatte Forhold (24 ß til 20 ß beregnet) 80 R. i danske Penge; hvorefter sidstbenævnte Americansk Mynt i Handel og Vandel saavelsom i Kgl. Revenyer af alle og enhver paa Eilandene skal modtages, og den forhen antagne Forskiel imod dansk Courant fremdeles vedblive. Men paa det at forberørte paa bemeldte Eilande nu fastsatte og efter sin Valeur regulerede Mynt ikke fra fremmede Steder enten falsk eller eftermyntet dertil skal vorde indbragt, bliver herved aldeles og strengelig forbudet fra fremmede Steder eller med fremmede Skibe til disse Eilande at indføre nogen Europæisk eller Americansk dansk Courant-Mynt ..."

Det er en fuldstændig typisk Lovbestemmelse til Ophævelse af Møntforfalskningernes Følger og fornemlig dikteret af Hensyn til Statens egne Indkomster. Dette fremgaar tydeligt af de Overvejelser inden for Generaltoldkammer og Kommercekollegiet, der gik forud for Forordningens Udstedelse. I Indstillingen af 12. Marts anførtes bl. a., at man vilde tabe paa disse amerikanske Penge ca. 16 2/3 %. Da det maatte formodes, at samme for Størstedelen fandtes i de kgl. Kasser, vilde Tabet lides af disse, men derimod blev og i Fremtiden den til de kgl. Kasser betalende Told med øvrige Landets Afgifter erlagt i en bedre Mønt, hvorved Indtægten saa meget mere aarlig forøges. Dette omendskiønt anseelige Tab paa eengang var ikke at regne mod den bestandige Afgang udi de kgl. Intrader, som paa en Indtægt af ca. 129,000 R. om Aaret beløb sig til 1/6 Part og kunde rendere ca. 21 à 22,000 R. aarlig, hvilket kontinuerlige Tab foruden det uvisse i Handelen og hvad endnu værre den Lejlighed, som derved gaves slette og egennyttige Gemytter til at eftermønte de nu dér paa Landene rullerende Penge for samme dermed en anseelig Fordel at debitere, var uomgængelige Aarsager til, at Møntforholdene dér paa Eilandene blev saaledes fastsat, at denne saavelsom den anden Ulejlighed og betydelige Tab for Hs. Majts. Kasse og alle Eilandenes Habitantere samt de derhen handlende kgl. Undersaattere kunde vorde forkommet!

1770 forlod man altsaa den ældre Daler- eller Piasterfod, 18 R. af Marken fin og indførte i Stedet en ny vestindisk Dalerfod, 15 v. D. af Marken fin, der blev sat i Forholdet 125:100 til den danske Kurantfod, hvilket dog ikke passede helt til Kurantmøntfoden, der for de vestindiske Øer blev 12 i Stedet for 11 1/3 Kurantdaler. Værdien af dobbelte og enkelte Realer forandredes fra 24 og 12 ß til 20 og 10 ß v. Kurant, hvorved dog bevirkedes, at den vestindiske Dalers 96 ß ikke blev delelig med Skillemønten.

Efter at der saaledes var tilvejebragt et fast Forhold mellem dansk og vestindisk Kurant oversendtes forskellig dansk kurant Smaamønt, som ikke vakte Befolkningens udelte Paaskønnelse. Allerede s. A. udsendtes 3000 R. i reducerede 2 ß og vistnok ogsaa 1 ß til 16 R. 89 ß paa Marken fin.

I Februar 1775 udtalte Overskattedirektionen, at den holdt de reducerede danske 2 ß Stkr., hvoraf 6 Stkr. validerer 10 ß, meget bekvemme til en Scheidemønt i Vestindien, naar de sammesteds gaar for fulde. Da en temmelig anselig Summa nu var for Haanden og i Fremtiden bliver at oversende, anmoder Direktionen Finanskollegiet om, at samme ved dets underliggende Casser vilde forføje, at de i de kgl. Revenuer indgaaende danske reducerede 2 ß ikke igen udgives, men overlades Overskattedirektionen mod Erstatning af Extraskattekassen (12).

Den 13. Maj 1776 udgik da ogsaa en Plakat, hvorefter Frederik IV's ved Frdg. 15. juli 1726 nedsatte danske 2 ß skal i de Kgl. europæiske Stater ikkun kursere indtil 1776 Aars Udgang og i Fremtiden alene kursere som vestindisk Kurant. Ihvorvel disse Mønter nok kunde gaa for vestindiske Styvere (2 ß) efter deres Værdi: ca. 1 2/3 Kurant ß, var det jo dog nok gamle slidte Møntstykker, som man helst vilde af med hjemme, men fandt gode nok til at velsigne Kolonierne med.

Som det gik med Kurantmønten gik det ogsaa med Seddelmønten, der nu ligeledes i større Omfang udgik til Øerne, idet det ved Frdg. af 11. Maj 1775 bestemtes, at de danske Kurantsedler, der udsendtes til Vestindien, paa Bagsiden skulde have Paategninger om deres Værdi i vestindisk Kurant, 100 R. d. K. = 125 R. v. K., 50 R. d. K. = 62 ½ R. v. K., 10 R. d. K. = 12 ½ R. v. K. og 5 R. d. K. = 6 1/4, R. v. K. Disse Paategninger blev, naar Sedlerne var ankomne til Vestindien, underskrevne af Regeringen dersteds og paraferede af Sekretæren samt kontrasignerede af Hovedbogholderen, altsammen saare formelt og højtideligt og "til vore kære og troe Undersaatter og især til Plantageejerne og øvrige Indvaanere paa vore vestindiske Eylande deres Bedste og for at sætte dem istand til at erlægge Betaling i Kontant, naar de ikke maatte finde deres Regning ved at betale med Landets Produkter". Der udsendtes herefter flere Hundrede Tusinde R. i den københavnske Banks Kurantsedler. I 1782 (13) indstillede saaledes Regeringen paa de vestindiske Øer, at disse forsynedes med 100,000 R. Sedler Banco og 20,000 R. i klingende Mønt til Handelens Drift og Kreditvæsenets Vedligeholdelse. Hvad særlig Mønterne angaar, skulde de møntes her i Staden efter Møntefoden 1763-67 mod Betaling til Finanskollegiet i Bancosedler: "For at kunne se den paa de dansk-vestindiske Øer sig ytrende Mangel paa klingende Mønt saa snart mulig afhjulpen, hvis skadelige Indflydelse paa de nærværende lykkelige Handelstider ej kan tages i Tvivl, have vi (dvs: Kollegiet) været betænkt paa strax at bringe til Veje det fornødne Sølv ... uagtet det indkiøbende Sølvs høje Pris efter nærværende Vexelkurs; men vilde man være skadesløs, da Marken fin udbringes til 18 R. i Stedet for 11 1/3 R. Ved Frdg. 20. Marts 1770 er det befalet, at de forhen udmøntede 24 og 12 ß skulde paa Øerne gielde 20 og 10 ß, men udi dansk Courant 16 og 8 ß til den Ende, at den forlængst indførte Forskiel af 25 % Avance mellem den grove Courant og den vestindiske Mønt derved kunde bringes til det hensigtede Forhold. Paa det ovennævnte Frdg. ogsaa kunde anvendes paa de nu udprægede,12 og 6 ß og saaledes al Tvivl om deres Værd og muligens indtræffende Standsning i Circulationen forebygges, skulde vi ... foreslaa, at disse 12 og 6 ß maatte udmyntes med Aarstal 1767, Kongens enkelte Navnetræk og sejlende Skib, 8-lødige Marken fin 18 R." I Overensstemmelse med denne Finanskollegiets Indstilling og paa Grundlag af den vestindiske Regerings Forslag resolverede Kongen den 3. Oktober 1782, at der paa den københavnske Mønt skulde slaas de i ovenstaaende Oversigt over Udmøntningen anførte 8000 R. i 12 ß og 12,000 R. i 6 ß med Aarstal 1767.

Saaledes endte Udmøntningen i dette Tidsrum med disse 15 Aar antedaterede Mønter, hvis Navneværdi var i direkte Modstrid med deres "intrinsique" Metalindhold og med de fra 1770 indførte Møntværdierl

Omkring 1790 opstilledes følgende Beregninger over Mønt i Engelsk Vestindien (14):

1 Penny = 1 ß 3 Penning D. Kurant
7 1/2 Pence = 1 Bit = 9 ß 4 Penning D. Kurant
12 Pence = 1 sh. = 14 ß 11 1/5 Penning D. Kurant
75 Pence = 1 Dollar = 5 Mark 11 ß 4 Penning D. Kurant
7 sh. = 1 Crown = 1 R. 8 ß 6 2/3 Penning D. Kurant
20 sh. = 1 £ = 3 R. 8 ß 8 Penning D. Kurant
30 sh. = 1 Guinea = 4 R. 4 Mark D. Kurant

og i Fransk Vestindien:

1 Sol = 8 Penning D. Kurant
15 Sol = 1 Scalin = 10 ß D. Kurant
20 Sol = 1 Livre = 13 ß 4 Penning D. Kurant
7 Livres = 1 Daler = 5 Mark 13 ß 4 Penning D. Kurant
8 Livre = 1 Ecu = 1 R. 10 ß 8 Penning D. Kurant
26 Livres = 1 Pistole = 3 R. 3 Mark 10 ß 8 Penning D. Kurant
32 Livres 1 Louisd'or = 4 R. 2 Mark 10 ß 8 Penning D. Kurant

(fra: Wilcke, Julius: Kurantmønten 1726-1788, København 1927 side 271-284)


Noter:


Tilbage til Dansk Mønt