(fra: Wilcke, Julius: Kurantmønten 1726-1788, København 1927 (Wilcke III) side 17-31)
Omend Professor Axel Nielsen fuldt ud har Ret i, at Guldmønten ikke var nogen egentlig Omsætningsmønt, har den dog spillet en vis Rolle ved Hoffet som Gaver, Spillepenge og lign., hvad tydeligt nok fremgaar af de kongelige Kammerregnskaber (1). Eksempelvis skal nævnes, at Kongen den 23. juli 1674 "forspilled med Gerstorph 100 ducater og gaf paa hver ducat oppenge 1 m", den 8. Maj 1679 ved en Middag i Landskrona gav 6 dukater i Drikkepenge, den 7. .januar 1680 "forspilled udi terninger med stalmester Hartzhuusen 120 ducater, er 240 r.", den 28. Aug. 1681 gav "udi Friderichsborgs kirke i taflerne", 10 d. = 20 r., o. s. v. Den 14. Marts 1687 fik "Meyer Marxs for et stycke guld af kong Hanses og et af kong Friderichs den andens, begge paa 25 ducater, er 50 r." og den 9. Marts 1699 "Meibusch til tvende guldmedailler af de stempler om høisalig dronings bilagr i Sverig og de danske troupers transport til Irland 30 ducater, nok til 5 medailler af det stempel med Hds. M. droningen 50 ducater, er tilsammen med oppenge à 26 ß: 181 r. 4 m." Til saadanne Formaal kan man maaske antage udgivet i Christian V's Tid c. 10,000 Ducater.
Til egentlig Betalingsøjemed findes kun faa Udgiftsposter anførte, der dog ikke er uden Betydning:
Saaledes førtes den 15. Februar 1678 til Indtægt 10,000 ducater, som samme Dag udbetaltes "Peter Brant til søefolkens kostpenge betaling efter kvitering". I 1692 er betalt "Dend første kvartal for H. K. H. indeværende Aar ... i guld 2000 ducatter, paa hver en mark til oppenge...". Der findes ogsaa flere Steder omtalt Indtægter og Udgifter, "i guld", hvorunder sikkert indgaar ikke ubetydelige Beløb i Dukater, ligesom der ret hyppigt betales Fragt af Dukater med den agende Post fra Altona. Det er herefter klart, at det ikke er saa helt ringe Beløb, der ved Hoffet omsattes i Dukater, for hvilke der i Oppenge i Christian V's Tid erlagdes snart 4 %, snart pr. Dukat 1 Mark, i 1687: 20 ß, 1688-89 og 92: 1 Mark, 1696: 26 ß, 1698: 28 ß, 30 ß, 26 ß og 29 ß. I Frederik IV's Tid betaltes i Opgæld pr. Specie Dukat 1699: 14 l. ß, 1702: 15 l. ß, 1703: 18 l. ß, 1704: 16 l. ß, 1705-14: 18 l. ß. Men saa steg Opgælden raskt. I 1718 var den 28 l. ß og 1720-26: 32 l. ß pr. Dukat (2).
Disse Dukater var dog i stort Omfang fremmede, saaledes naturligvis alle de, der indførtes fra Hamburg over Altona, men i de fornævnte Regnskaber omtales dog ogsaa nypræget dansk Guldmønt: Den 23. Oktober 1688 havde H. K. M. bekommet 53 dobbelte Dukater af guineisk Guld, den 5. September 1692 fik Møntmesteren "efter regnskab for guld til 516 Ducater 1103 r." og i første Halvdel af 1693 "guld til 374 dobbelte ducater" samt arbejdsløn for de 5000 nye dobelte ducater, 260 r.", endvidere i 1694 "for 30 ducater, kongen fik, hvoraf nogle var ofvervigtige, efter regnskab 66 r. 1 m. 11 s.", ligesom der den 14. juli 1699 betaltes "det vestindiske Compagni for 210 dobelte ducater med oppenge à 4 m. 980 r."
Af foranstaaende kan vanskeligt dannes noget Billede af, hvorledes Dukaterne gik blandt Folket, men da de i disse Regnskaber et og andet Sted er sammenstillet med Medailler, er det allerede af den Grund ikke sandsynligt, at de har spillet nogensomhelst Rolle. Selv om man ved Omtalen af Mønt i al Almindelighed ikke har forbigaaet Dukater, men sidestillet disse med Specier (3), taler den Omstændighed, at Hoffet maatte indføre dem med den agende Post, sit tydelige Sprog. De har været højst sjældne, hvad ogsaa bekræftes af en Drøftelse om Mønten i 1673 (4), hvorefter der ikke var andre Penge i Landet end Sletdaler og smaa Penge. Naar der som nævnt til Slut betales 4 Mark i Opgæld, paa en dobbelt Dukat, maa en saadan have været vanskelig at faa fat paa.
For de under den store nordiske Krig af Frederik IV udmøntede Kurantdukaters Vedkommende haves noget Materiale til Bedømmelse af deres Indtrængen i Omsætningen, idet der i Anledning af Reduktionen i 1727 af disse Mønter fra 12 til 11 Mark foretoges en Optælling ved de kongelige Kasser i Danmark af, hvormange Stykker der da forefandtes i disse. Beløbet var 501 Stkr., hvoraf 198 Stkr. i København. Dette er jo ikke noget svimlende Antal af en Udmøntning paa c. 50,000 Stkr., selv om man tager i Betragtning den Tid der er gaaet efter Udmøntningen, idet man paa den anden Side maa huske at det var uvederhæftig Krigsmønt, om hvilken Folk kunde formode, at den vilde blive nedsat, saaledes at de var opfordrede til at skille sig af med den til de kongelige Kasser.
Naar man betænker, at denne Mønt ubetinget var bestemt for Omsætningen, idet dette var Forudsætningen for, at Kongen kunde have Fortjeneste paa den, synes den alligevel ikke at have faaet stor Betydning.
Guldmønten kan dog ikke helt overspringes ved en samlet Fremstilling af Mønthistorien. Som det fremgaar af ovenstaaende har den ved visse Lejligheder spillet en Rolle.
Ifølge Regnskaberne maa Specie-Dukaterne antages udmøntede. paa den fra gammel Tid sædvanlige og ved Reglementet af 22. Marts 1671 godkendte Maade, saaledes, at 67 Stkr. gik paa den 23 1/2 Karat fine Brutto-Mark, 68 20/47 Stkr. paa Marken fin med Brutto-Vægt 3,490 gr og Fin-Vægt 3,418 gr (5).
Ganske vist omtales fra Tid til anden Dukater, 23 Karat 6 ½ Gren fine, 67 1/4 Stk. af Bruttomarken, eller 67 1/4 Stk. af den 23 1/2 Karat fine Mark, men dette maa betragtes som Undtagelser.
Kurant-Dukaterne havde allerede været paa Tale omkring Aar 1700. Den berømte Ole Rømer havde i en Memorial af 8. December 1700 afgivet et Responsum om Møntvæsenet (6). Han deler Mønterne i Rixmønt, Dansk grov Mønt og Smaamønt. Under den første henfører han Dukaterne, der "i visse Tilfælde kand myntes uden skade for den commoditet, der er med dem at føre og forvare, besynderlig i Krigstider. Og de der foruden gemenlig er dyrere end u-myntet Guld. Der kunde og være commoditet ved at der blev indført en Courant Guldmynt af ringere end Dukatguld og af dend indvortes Værd imod Ducater at ligne som Croner er imod Rixdaler, som kunde kaldes Fridericher af udvortes Værdi til 3, 4 eller 5 paa 10 Rdlr. Exempel paa Myntefod af Fridericher, som skulde gielde 5 Croner eller 3 gielde 10 Rdir. Courant: Skulde kunde være af 21 3/4 Carat, som er den finhed, at Frandske Louisd'or og de engelske Guinees haver og skulde der gaa 42 Stkr. paa 1 Marck c."
Ogsaa Møntmester Christoffer Woltereck i Glückstadt var inde paa lignende Betragtninger. Han tilskrev den 11. Marts 1701 Rentekammeret 3 Forslag til 12 Mark Dukater. Naar 1 Specie-Dukat med Opgæld c. 24 ß - som ovenfor skildret - var 2 R. 1 Mark 8 ß værd, kunde 1 Dukat, naar den kun skulde gælde 2 R., udmøntes 67 Stkr. af den 20 1/2 Karat fine Mark eller 67 1/2 Stk. 21 Karat fine, 74 Stkr. 23 Karat fine eller 70 2/3 Stk. 22 Karat fine (7).
Muligt under Paavirkning af slige Forslag gravede man de gamle Dobbelt-Guldkroner frem igen og tillod ved Resolution af 2. Septbr. 1701 det Vestind. Comgagni at slaa nogle Stkr. heraf. De findes omtalt saavel hos Lauerentzen (8) og Bussæus (9), og maa derfor antages virkelig at have eksisteret, skønt der nu ikke findes noget Eksemplar tilbage, end ikke i Statens Møntsamling. Mønten afbildes her efter Lauerentzen.
Disse Stkr. var i ældre Tid 22 Karat fine 39 Stkr. paa 1 Mark brutto, 42 6/11 Stk. paa 1 Mark fin, Krügers dog 42 1/2 Stk. paa 1 Mark brutto (10), hvad jo ikke ilde stemmer med Rømers Forslag, som imidlertid ikke fik nogen praktisk Betydning. Først Krigens finansielle Vanskeligheder gjorde Kurantdukaterne til Virkelighed.
I en Betænkning af 28. Maj 1714 (11) om det betimelige i at indføre Kobber-Plåter efter svensk Mønster findes omtalt en Indstilling fra Møntbetjentene om "Indretning af en Guldmønt af 3 Slags paa 4, 2 og l Rdlr., 1 Marck Croneguld eller brutto 81 1/2 Stk. à 2 Rdlr. dvs: 163 R. Cour. til 21 Karat." Det er bemærkelsværdigt, at det netop er "Crone"guld til 21 Karat, hvoraf den ny Mønt skulde forfærdiges. Den nedstammer altsaa fra de gamle Guldkroner gennem Rømers Forslag og Forsøget i 1701. Hvis man ogsaa havde valgt at udmønte 4 Daler Stkr. (12), vilde disse være komne paa c. 41 Stkr. paa Marken, hvert Stk. paa 24 Mark courant, medens de gamle dobbelte Guldkroner gjaldt 18 Mark Species.
Ligesom, Kronerne i sin Tid af Christian IV indførtes som en Spekulation, saaledes skulde Kronens Efterkommer, Kurantdukaten nu ogsaa skaffe Penge i Kassen. Den maatte være 12 2/3 % slettere end Speciedukaten, for at Kongen kunde opnaa 9 % i Slagskat. Rentekammeret var ikke uden Betænkeligheder ved denne Mønt: Omend den maatte være meget commode i Brug og Deres Maj. virkelig avancerer 9 % i Slaggæld, saa vil Cammeret dog erindre Maj. om, at da den mærkelig differerer fra Ducaterne, saa vil den sikkert kun kunne udgives for fuld i Kongerigerne som "eine gengige Current-Müntze", ligesom Jøderne udenrigs paa Grund af den considerable profit vil eftergøre den og slippe den ind i Landet. Men vil Deres Maj. alligevel bestemme sig til at introducere denne Mønt, saa mene vi, at Møntmesteren selv maa skaffe Guldet og ikke indsmelte danske Dukater, ligesom Cammeret foreslaar, at der kun møntes 2 og 1 Rdlr. Stkr.
Hvad der saaledes kunde indvendes mod Mønten og ogsaa senere viste sig begrundet, kunde ikke opveje Trangen til at skaffe Krigskassen Subsidier, og Kongen resolverede derfor den 14. juni, at der skulde slaas 100,000 R. og oprettes Kontrakt med Møntmester Wineke om Slagskattens Betaling, idet han selv maatte skaffe Guldet, ikke indsmelte danske Dukater og indsende Model til Mønten. I Henhold hertil tilskrev Rentekammeret Wineke den 4. Juli, men allerede den 11, Aug. fik han igen Befaling til at standse Udmøntningen. Han og Wardeinen skulde denne Dags Middag opgive, hvormange der var slagne og hvormange udgivne. Den 30. Oktober fik han paany Besked om, at Kongen Dagen forinden havde resolveret, at han kunde fortfare med Udmøntningen (13), "nachdem man bis dato nicht anders vernommen, als dass die vorher geschlagene guldene Courante Myntze gangig ist" (14). Saa var Betænkelighederne altsaa paany overvundne, eller Soldaterne trængte til Sold!
Møntmesteren kunde dog ikke fuldføre Udmøntningen, men maatte standse paa Halvvejen. Under den ved de store Krige over hele Europa foraarsagede Prisstigning, steg Guldets Pris saa meget, at Møntmesteren ikke formaaede at fremskaffe det til en saadan Pris, at han kunde svare Kongen 9 % og selv faa Mønterløn.
Den 1. November 1718 forskaanedes han for at fortsætte, til de 100,000 R var naaet (15).
Ved Forordning af 9. juli 1727 nedsattes disse Dukater fra 12 til 11 Mark, efter at man havde opgjort deres Slethed til at være 35 R. 37 ß pro Cento under Speciedukater, hvad ganske vist var ikke saa lidt værre end i 1714 beregnet. Selv efter Reduktionen antoges de 12 % daarligere end Spduk. 4. juli 17,57 blev de indkaldte.
Idet der som sagt udmøntedes 81 1/2 Stkr. af den 21 Karat fine Bruttomark, blev det 93 1/7 Stkr. af Marken fin. Bruttovægten bliver herefter 2,870 gr, Finvægten 2,511 gr. Til sammenligning med Sølvudmøntningen henvises til de Axel Nielsens Værk: Specier, Kroner, Kurant, vedføjede Tabeller, hvori baade findes angivet Sølvrigsdalernes forskellige Indhold af fint Sølv i gr og Sølvudmøntningernes Omfang.
Guldudmøntningen udgjorde følgende Beløb:
| Specie Dukater Stkr. | Kurant Dukater Hele | Kurant Dukater Halve | |
| 1681 | 971 | ||
| 1682 | 176 | ||
| 1683 | 403 | ||
| 1684 | 285 | ||
| 1688 | 106 | ||
| 1691 | 19,175 | ||
| 1692 | 1,603 | ||
| 1693 | 14,603 | ||
| 1694 | 2,556 | ||
| 1695 | 1,008 | ||
| 1696 | 1,375 | ||
| 1697 | 18,543 | ||
| 1698 | 14,725 | ||
| 1699 | 6,043 | ||
| 1700 | 1,813 | ||
| 1701 | 2,892 | ||
| 1702-3 | 340 | ||
| 1704 | 4,420 | ||
| 1708 | 7,545 | ||
| 1709 | 316 | ||
| 1710 | 1,440 | ||
| 1711 | 3,998 | ||
| 1712 | 1,535 | ||
| 1713 | 2,614 | ||
| 1714 | 1,936 | 4,071 | |
| 1715 | 4,599 | 241 | |
| 1716 | 18,723 | ||
| 1717 | 357 | ||
| 1723 | 1,000 | ||
| 1725 | 1,400 | ||
| 1726 | 1,822 | ||
| Ialt | 114,643 | 27,393 | 598 |
Denne Opgørelse er med Undtagelse af et Par enkelte mindre Poster, der stammer fra Udmøntningstilladelser o. lign., hvis Betydning maaske kan omtvistes, taget fra de officielle Kammer- og Møntregnskaber (16), medens der ikke er taget Hensyn til mer eller mindre overdrevne private Opgivelser, som f. Eks. Den senere Myntdirektør Knophs ikke helt paalidelige Opgørelser (17) eller de saakaldte "Stemanniana", en Samling af Notitser og Optegnelser (18). Dog synes der helt udenfor Regnskaberne at være slaaet "Extra Ordinaire Ducaten, so Ihre Kønigl. Mayt. auf dero Eigene Ordinerte Stempels Müntzen lassen, so wohl in diesem (1709) als vorigen 1708ten Jahres; solches ist auf hochsgedackte Ihr Kønigl. Mayt. Befohl Auf dero Eigen Cammer von den Müntz Meister Eingegeben." (19). Disse Dukater andrager iflg. Particulærkasseregnskaberne 5000 Stkr. i 1708-9 og 340 Stkr. i 1711, men sligt kan være sket i andre Aar uden at være anført hvert Fald paa tydelig Vis nogetsteds.
Der er udgivet Specie Dukater 1670-80, hvoraf nogle Stkr. her er afbildet, men der foreligger for Tiden ikke officielle Dokumenter, der tillader en Opgørelse over disses Tal. Møntmester G. Krüger synes ikke at have efterladt sig Regnskaber herom. Dukaterne fra 1680 til 1690 er udmøntede af Møntmester Gregorius Seseman med Wardein Conrad Ludolph. Ifølge Møntbogen 3. Novbr. 1690-15. Novbr. 1692 (20) har Møntmester Christian Wineke med samme Wardein da overtaget Udmøntningen. Den 27. Februar 1690 kasseres Stemplerne efter afdøde Møntmester Seseman, deriblandt "1 Stempel, som brugtes til Portugaløser." Møntmester Wineke indehavde Bestillingen til Aarhundredets Udgang, da den overtages af Sønnen af samme Navn.
Foranstaaende Opgørelse er med enkelte Ændringer i Overensstemmelse med Opgørelsen i den afd. Numismatiker, Generalmajor Jørgensens i Statens Møntsamling opbevarede Manuskript. Han har med Rette ikke optaget den i sin Møntbeskrivelse under Nr. 33 (21) medtagne, nedenfor afbildede "5 dobbelte Dukat" fra 1704:
Medaille, 5 Dukater svær.
om hvilken det hedder i Møntbogen 14. Maj 1701-31. Decbr. 1710 "für Vestind. Compagnie Medallion oder 5 Ducaten schwer 251 Stkr. = 1255 Dukaten", endvidere 1708, Septbr. -Octbr. for Vestind. Comp.: "Medallien 10 Ducaten schwer 133 Stkr., thun Enckelte 1330 Stkr." (22). Forklaringen maa søges i, at han skrev sin Møntbeskrivelse, inden han affattede det mønthistoriske Manuskript, en Fremgangsmaade, der altsaa har vist sig uheldig.
De i 1682 udmøntede Dukater havde paa den ene Side "Ihr Majts. Conterfey und auf der andere Seite Friederichsberg in Guinea" (23).
Om de i 1697-99 udmøntede Dukater haves følgende oplysninger (24): I 1697 og 98 leveredes Commerceraad Nicolai Janssen henholdsvis 17492 Dukater og 13357 Dukater, alle af guineisk Guld. For det Vestindiske Compagni møntedes 1699: 3494 Stkr. med Kongens Portræt paa den ene Side og Christiansborg paa den anden Side, endvidere 1024 Stkr. med lige Stempel, dog noget større, sandsynligvis paa ældre Stempler, og 894 Stkr. "dopp. und cinfache Dukaten."
Opsynet med Mønten førtes i disse Aar af Højesteretsassessorerne Johan Worm og Chr. Muhle.
Om de i Begyndelsen af Frederik IV's Regering udmøntede Dukater haves følgende nærmere Oplysninger: I 1701 udmøntedes 470 ordinære Dukater og 1009 Dukater med Skib for Guineisk Compagni, endvidere 430 dobbelte Dukater for samme Selskab. 1704 fik Vestindisk Compagni udmøntet 4200 enkelte og dobbelte Dukater. 1708 sloges 275 dobbelte Dukater, sandsynligvis i Anl. af Foreningen af det vestindiske og det guineiske Cornpagni i eet Selskab; hertil sloges ogsaa de ovenfor nævnte ti Dukater svære Medailler paa Stempler fra 1704. Forholdstallet mellem Guld og Sølv stillede sig paa følgende Maade:
Hvis man regner en Specie Dukat = 2 Specier, bliver Forholdet 3,418 gr f. Guld til 50,56 gr f. Sølv, og Forholdstallet 14,8. Idet en Kurantdaler regnedes lig 2 Rdlr. kurant, hvorved i 1714 ikke vel kunde tænkes paa Rdlr. i Kroner, faar man 2,511 gr f. Guld = 44,06 gr f. Sølv. Forholdstallet bliver da 17,5. Der er herefter ingen Tvivl om, hvorfor Kurantdaleren saa Lyset. Det var en Krigsmønt fremfor nogen.
At 17,5 var for højt et Forholdstal mellem Sølv og Guld paa dette Tidspunkt, kan ikke vel være Tvivl underkastet. Det var Kongens 9 %, det kom an paa. En anden Sag er at Krigen til Slut bragte Guldet op i saa høje Priser, at Møntmesteren ikke kunde skaffe Kongen denne Fortjeneste paa Mønten.
Af Specie-Dukater fra disse Aar hidsættes:
Om enkelte af disse Dukater kan det foreløbig ikke med Sikkerhed afgøres, fra hvilken Møntsmedie de stammer.
[Note fra Dansk Mønt: Efter diverse tabeller over guldudmøntningen fra de enkelte møntsteder (udeladt her) afslutter Wilcke afsnittet med en kort omtale af udvalgte sølvmønter fra Frederik IV]:
Et Par enkelte Mønter skal særlig omtales.
I 1723 fik Wineke Ordre til for Particulærkassen at mønte "60 Croner med Kongen til Hest p. d. e. S. og det hele kgl. Vaaben p. d. a. S.".
Københavnsk Krone 1723.
Der udarbejdedes 3 Stempler, deraf 2 Stempler til Forsiden med Kongen til Hest, af Olaus Wiff, en Nordmand, der havde arbejdet for Hoffet i Dresden, og som ligeledes i 1723 skar en Medaille i Anledning af Frederik V's Fødsel; han var en Tid Stempelskærer paa Kongsberg, hvor han døde 1730 (25). Den paagældende Mønt er meget sjælden, medens den i Kongsberg s. A. slagne Krone med lignende Stempel er saare almindelig. Axel Nielsen opgiver Antallet til 30,000 R.
3-dobbelt Krone 1726.
En anden mærkelig Mønt fortjener ligeledes Omtale, nemlig den 3-dobbelte Krone fra 1726 (26). Ifølge Particulærkasseregnskabet for dette Aar omsmeltedes 200 Specier fra Kongens egen Kasse til disse 3-dobbelte Kroner. Stemplerne blev skaarne af Peter Berg, der herfor fik 30 R. Desværre er Bilagene til dette Regnskab bortkomne, saaledes at man ikke kan erholde nærmere Oplysninger om denne Mønt, hvis Bagside synes særlig smukt tegnet.
Endelig hidsættes en Afbildning af den fine Krone fra Frederik IV's første Aar (27).
(fra: Wilcke, Julius: Kurantmønten 1726-1788, København 1927 (Wilcke III) side 17-31)
Noter: