(fra: Wilcke, Julius: Kurantmønten 1726-1788, København 1927 (Wilcke III) side 211-233)
Skønt Udmøntningen i Grevskaberne Oldenburg-Delmenborst ikke tilhører vor Mønthistorie i strængeste Forstand, er det dog naturligt at omtale den i Forbindelse med de holstenske Møntsteder.
Efter at den sidste Greve af den ældre regerende Linie, Anton Günther, var afgaaet ved Døden 1667, udstedte Arvingerne, Kong Frederik III og Hertugen af Holsten-Gottorp allerede 20. April 1669 og 4. Maj s. A. Forbud mod at tage lybsk Smaamont i Grevskaberne til højere Værdi, end den gik i Hansestæderne (1). Faa Aar efter blev den kongelige Linie Eneherre i Landene, og i de paafølgende Aar udstedtes af den danske Regering hyppige Forordninger, hvorved den fremmede daarlige Smaamønt blev devalveret indtil Halvdelen af dens Paalydende eller helt forbudt (2). Christian V lod 1690 slaa 2/3, der ikke - som af Merzdorf antaget - blev præget i København af Wineke, men i Glückstadt af Christoffer Woltereck, til et Beløb af 2187 R., hvorimod der ikke blev slaaet 1/3, som Ordren oprindelig tillige lød paa.
Da Kong Frederik IV den 22. Oktober 1709 paany kastede sig ind i den store nordiske Krig og straks fra først af fik at mærke, at det var et saare stort og bekosteligt Foretagende, han havde indladt sig paa, saa han sig om efter Indtægtskilder og fik - som tidligere omtalt - Øje paa Møntregalet, der som altid maatte holde for i Krigstider. Som i sine øvrige Lande tænkte han ogsaa paa i Grevskaberne at sætte Møntningen i Gang. I Marts 1710 bestemte han sig til at slaa Oldenburgsk "Landsmønt", paa andet Dansk vilde det sige undervægtig Mønt, der kun kunde gennemtvinges som Omsætningsmiddel indenfor Landets Grænser. Han hørte den oldenburgske Landsregering over, hvilke Mønter han skulde slaa, og i hvor stort Antal. Men Landsregeringen, der naturligvis vel vidste, hvad Klokken var slaaet og Meningen var, tog kraftig til Genmæle mod disse Kongens Anslag. Næst med Styrke at fremhæve, at den nye Mønt selvfølgelig maatte modtages i alle kgl. Kasser, saa Befolkningen ikke kom til at sidde tilbage med den, gjorde den kraftig opmærksom paa, at Udmøntningsforholdene i Grevskaberne var omgærdede af en Mængde rigoristiske Bestemmelser, trufne af kejserlige Kommissioner og Stænderkredsdage. For det første var der fastsat ganske bestemte Møntsteder indenfor den Westfalske Kreds, og ingen af disse laa i Grevskaberne eller under disses jurisdiktion. Dette var nu en aabenbar Udflugt, eftersom der tidligere af Grever af Oldenburg var slaaet en Mængde Mønt. For det andet var der udstedt det strængeste Forbud mod Udmøntning af Smaamønt eller undervægtig Mønt under Straf af Konfiskation m. m. I Henhold til et Cølnsk Mønt Edikt af 1700 maatte der end ikke mere slaas Dritler efter Leipziger Fod, og dette Edikt havde Kongen selv ved Reskript af 20. September 1701 ikke blot ladet publicere i Grevskaberne, men endog gennem den stedlige Regering forsikret Kreds-Directoriet at ville overholde. Ja Kongen havde tilmed i 1702 afsendt Regeringsraad Wardenburg til Kredsdagen med den Besked, at han en Tid lang ikke vilde finde det bekvemt at exercere sit Møntregal i Grevskaberne.
I Efter at Landsregeringen den 8. April 1710 havde afleveret denne saare kraftige Ripost, holdt Kong Frederik og hans Regering sig fra Møntregalet i Oldenburg, men det manglede ikke paa "uegennyttige" Tilbud fra anden Side.
Saaledes bragte Jøden Ephraim fra Rendsburg 1713 i Erindring, at hans afdøde Broder Jacob (3) i Altona c. 4 Aar i Forvejen havde faaet kgl. Ratifikation paa en Oldenburgsk Mønt, men han døde, inden Projektet kunde bringes til Udførelse. - Det var vel saa ham, der havde faaet Kongen sat i Gang i 1710. - Nu foreslog Broderen at ville mønte Jeverske ß = 8 Grot, Bremer 2 Grot, Münsterske 2 Grot og Oldenburgske 1 Grot mod 6 % Afgift, men da Wineke og Ludolph, hvem Sagen blev sendt til Erklæring, oplyste, at Fortjenesten paa de første til 13 2/3 R. pr. Mark fin var 15 2/3 %, de næste til 14 1/3 R. pr. Mark fin: 18 2/3 %, de følgende til 17 1/3 R. pr. Mark fin: 30 1/2 %, og de sidste til 16 R. pr. Mark fin : 24 1/4 %, fandt man jøden for uegennyttig!
Saa kom der 1714 en anden af samme Nation, Benjamin Musaphia fra Hamburg, som gjorde opmærksom paa, hvilken anseelig Summa, der aarlig kunde flyde ind i Rentekammeret, om der oprettedes en Mønt i Oldenburg, hvor Kongens høje Møntregal - højst sørgeligt - ikke havde været exerceret i uendelig mange Aar. Nu kunde rigtignok Hs. kgl. Majt. tilvende sig et emolumentum heraf paa 6 à 7000 R. aarlig (und wohl mehr); han kunde tale med herom, "nachdem mein Vatter und ich von Jugend auss mit der Tønningen Müntze umbgegangen." Det var visselig meget sandt, eftersom denne Mønt af den gottorpske Hertug i 1695 var forpagtet i 4 Aar til Jacob Musaphia (4).
Farligere blev i 1715 et lignende Forslag fra Frederik IV's bekendte Møntforlægger under Krigen, Jøden Michael Joseph, der Aaret forud havde faaet Lov til i Glückstadt at slaa 500,000 R. i 2 ß til 13 1/3 pr. Mark fin (5): "Efterat Eders Kgl. Majt. havde vist mig den Naade at tage mig til Møntforlægger, saa har jeg, ligesom de mig paalagte Pligter opfordrer til, fra den Tid af alene ladet det være mig magtpaaliggende at befordre Deres Majts. Interesser og ikke forsømt nogen Lejlighed dertil!" Han fremsender derfor 15. Febr. Projekter til at oversvømme ikke blot Slesvig-Holsten, men ogsaa Oldenburg-Delmenhorst med slet Krigsmønt. Hvorledes det i saa Henseende gik herhjemme, vil man kunne erfare anførte Sted hos Axel Nielsen. Hvad specielt Grevskaberne angaar, henviste han til, at der kun var i Omløb Mønt fra de omliggende Herskaber og Stæder, Friesland, Münster, Bremen, Embden, Jevern etc., som stadig havde møntet, hvilket i Paranthes bemærket betød, at de havde taget Profiten og ladet Kongen og Grevskaberne sidde med Skaden. Nu tilbød han selv at antage Møntmester og anlægge en Mønt dersteds. Naar han da fik Tilladelse til at mønte 200/m. R, 7-lødige 6 og 3 Grot til 15 R. paa Marken fin samt 100/m. R. 5-lødige 2 og 1 Grot til 17 R. paa Marken fin, kunde han svare Kongen 10 % af de første og 12 % af de sidste, ialt 32/m. R.
Overfor dette kraftige Anslag maatte Landsregeringen mobilisere en større sagkyndig Erklæring fra den forhenværende Kansler i Oldenburg og ansete Forfatter, G. G. von Breitenau, der nu levede som pensioneret dansk Geheimeraad i Lübeck. Denne afgav en Erklæring af 29. Marts 1715, der i Eet og Alt er sin skarpsindige Forfatter værdig, og hvori det bl. a. hedder: "Die affaire ist von Wichtigkeit, in dem sie den schein hat eines sonderbaren Vortheils vor Ihr. Kønigl. Mayt., welcher aber sich leicht in nichts resolviren und entzwicken, den noch übrigen Kønigl. Unterthanen in der Grafschafft zu sehr empfindlichen Schaden gereichen kan. Die meiste behutsamkeit ist dabey nøtig, wegen der vierierley vorfallenden raisonnement von Leute, denen die gründliche wissenschaft von dem in viele difficile Umbstände verwickelten Myntzwesen nicht beywohnet, wodurch sich manchmal etwas ungleiches veranlasset, insonderheit, wan Juden dabey concurriren, die das apparens pro vero sehr listelich vorzustellen wissen, unangesehn die herrschaft davon in effectu wenig projitirt!" Han opgør herefter Michael Josephs Fortjeneste - selv naar Slagskatten til Kongen er betalt med 32/m. R. - til 38/m. R. Han anser ikke den ny Smaamønt for nødvendig, da der i Forvejen ikke er Mangel paa saadan, selv om den er fremmed. At forbyde denne lader sig ikke gøre i Oldenburg, der ikke er et stort, for sig selv beliggende Land, men tværtimod et lille Grevskab, der maa handle med alle sine Naboer, af hvem Indbyggerne faar sin Betaling i saadan liden Mønt. Den er heller ikke nyttig for Undersaatterne, da disse ikke kan købe for den ny slette Mønt hos Naboerne, men tilsidst med stort Tab maa sælge den til en Jøde eller Møntmester til Indsmeltning. Den kunde synes nyttigfor Kongen, der "bey itziger geltklemmen Zeit" kan haabe at faa 32,000 R. i Slagskat. Men Jøden har ikke lovet den paa Forhaand, men kun efterhaanden som Møntningen finder Sted og Mønten faar Afsætning. Lykkes dette ikke, faar Kongen ingen Penge. Man maa derhos befrygte Forfalskning, særlig i Holland, hvor man f. Eks. har eftergjort de danske Markstykker. Selv om de kun eftergøres i samme Gehalt som de lovlige, er en stor Fortjeneste at hente. Ja nogle samvittighedsløse Møntforpagtere slaar kun for et Syns Skyld en første mindre Sum mod Slagskat, men præger hemmeligt helt andre Summer, som de spreder ved deres Hjælpere, hvilket Bedrageri ikke er let at komme efter. Men selv om Kongen faar hele den lovede Slagskat, faar han bagefter den slette Mønt tilbage i alle Skatter og Afgifter, og skal han da benytte den til Betaling i Lande med god Mønt, lider han langt mere Tab end den Gevinst han har haft. Endelig anser Breitenau jødens Forslag for ganske inpracticabelt. I 1710, da et lignende Forslag var fremme, mente den oldenburgske Regering, at der højst kunde sættes 15/m. R. i grove og 15/m. R. i smaa Møntsorter i Omløb. Siden er Halvdelen af Grevskabet sat i Pant til Churhuset Hannover. Ikke destomindre vil Jøden sprede ikke 15/m. R., men 300/m. R. Smaamønt i Resten. Naar man nu erindrer, at der i Grevskabet ikke findes mange rige Familier, end mindre store Købmænd, men de fleste ernærer sig ved Agerbrug og Kvægavl, kan man næppe tro, at man, om man gik fra Hus til Hus, vilde finde 30/m. R. $maamønt. Anno 1691 var der ogsaa en Jøde ved den Glückstadtske Mønt, som troede, at han kunde jage en stor Gevinst ved Udmøntning af Oldenburgsk Mønt. En Prøve blev gjort, og nogle Tusind R. slaaet i nye 2/3-Stkr. med Oldenburgsk Vaaben og efter Leipziger Fod af 1690 af lige Gehalt med 2/3 fra Kursachsen, Kurbrandenburg og Braunschweig. De blev først fordelt mellem Undersaatterne i Oldenburg, men da Nabolandene vægrede sig ved at modtage dem, "bliebe die Leute in Oldenburgische etliche jahr lang damit gewaltig incommodirt, bis sie sich dessen endlich mit schade nachgerade entlediget." Gik det saaledes med en grov Mønt "von landsiiblicher bonitet", hvorledes skulde det saa gaa med en Hob slet Smaamønt.
Vilde man undgaa at faa Udseende af at berøve Hs. Majt. en Gevinst, kunde man lade Jøden prøve med nogle Tusind R., men man risikerede da, at Mønten eftergjordes i større Mængde hemmeligt. Hvorledes man saaledes vendte og drejede sig, vilde stor Skade opstaa for de arme Undersaatter. Han foreslaar Landsregeringen at holde sig til sin Betænkning af 1710 med deri anførte kejserlige og Kredsbeslutninger (6).
Angrebet blev afslaaet.
1716 kom en vis Laurentz Wagener med Understøttelse af C. D. G. Reventiow og foreslog at mønte nogle Hundrede Tusind R. Scheldemüntz mod 6 % Afgift.
Dermed var Krigstidens Fristelser til Ende.
Men selv efter at Frederik IV i 1726 havde nedsat sin Krigsmønt og søgt at skaffe et bedre Møntvæsen til Veje, prøvede man dog at faa Lov til at slaa ringe Smaamønt. Den 22. juni 1726 blev Ephraim tilskrevet, at Kongen ikke vilde have noget med hans Smaamøntninger at gøre. Han havde bedt om Lov til at slaa 35,000 Mark i 12 ß og 5000 Mark fin i 1 ß. Men saa kom Ephraim igen med et Andragende af 10. August 1727, hvori han bl. a. anfører, at det jo var billigt., om Kongen nu udnyttede sit Regale i Grevskaberne, hvad der jo ikke kunde skade hans Møntvæsen i Kongerigerne og Fyrstendømmerne. Regalet var nu saa længe ikke udnyttet i Oldenburg, at det var paa Tide, at Kongen gjorde det fremfor at lade Naboerne nyde godt deraf. Navnlig er jo den Tanke, at han godt kunde tjene Penge paa Møntvæsenet i Grevskaberne, da det jo ikke kom hans øvrige Lande ved, hvor der ikke var mere at gøre, efter at Mønten var forbedret, i Virkeligheden tiltalende!
1729 kom Landdrosten i Pinneberg Grev Otto Carl Callenberg med et af en unavngiven Person forfattet Møntproject, som Kongen ved Resl. 18. Marts forkastede.
Heller ikke Benjamin Musaphia kunde glemme sin og sin Faders tidligere Fortjeneste af vort Møntvæsen! Den 21. Maj, 25. juni og 10. Aug. 1734 bragte han sig paany i Erindring. I de ydmygeligste Vendinger beretter han hvorledes "die Jüdische Portugisische Nation für introducierung derer Commercien" overalt har erholdt Privilegier, saaledes ogsaa i Glückstadt, hvor imidlertid ingen Geschäft mere var at opdrive. Derimod var Altona vel egnet dertil. "Da meine sehl. Vorfahren, aus Glückstadt gebohren und erzogen, jederzeit ihren Eifer geheget Ew. Königi. Majts. hohe Interesse wo mögl. befordern zu suchen, indem nun von Jugend auf das Commercium und Müntzwesen völlig practiciret und excerciret haben, auch nun in dem Stand befinde, Vorschläge und projecte an Ew. Königi. Majt. anzuzeigen, die gantz dienlich befunden werden sollen," saa beder han nu lade Statholderen i Hertugdømmerne høre hans Forslag. Det var Regeringen ogsaa villig til, men trods gentagen Opfordring kunde man ikke faa et foreløbigt nærmere Program at høre. Da Sølvprisen derhos steg, blev der ikke nogen "Anfang und Excertirung der Müntz in der Stadt Oldenburg, wodurch ein fast alt und gantz vergessene hohes regall wieder ans licht gebracht würde".
I 1750 den 15. Januar indgav Jøden Berendt Wesselii, der boede i København, et Andragende, der i Modsætning til hans Kaldsfællers tidligere Projecter, bar Vidne om et ærligere og ædrueligere Syn paa Møntvæsenet, idet det virkelig ikke i første Række synes at have været hans Mening at skaffe sig Gevinst - eller i hvert Fald en klækkelig Gevinst - paa Udmøntningen. Han beretter, hvorledes han som Købmand har haft Lejlighed til paa talrige Rejser til Oldenburg og Nabostater at lægge Mærke til, at der paa de tyske Messer og Markeder aldrig benyttedes Mønt med Hs. Majts. Præg. Derimod var Grevskaberne oversvømmede med alskens fremmed Smaamønt. Under Henvisning til den nylig afholdte 300-Aars jubelfest i Anledning af det oldenburgske Hus Overtagelse af Kongemagten i Danmark vilde han nu foreslaa Udmøntning paa Mønten i København af Guldmønt i Stkr. paa 2, 4 og 8 R. efter nogle fremmede Prøver, han medsendte, nemlig hannoverske, braunschweigske og preussiske Pistoler, der var c. 21 Karat fine. Han vilde underkaste sig enhver Kontrol, og hvis Kongen vilde oppebære en Slagskat deraf, skulde han paa det nøjeste opstille en Beregning over, hvad der kunde ydes efter de Krav, der stilledes til Mønten, som skulde gaa i Grevskaberne og modtages i de kgl. Kasser. Der skulde ogsaa udmøntes 2/3 Stkr. efter Leipziger Fod samt doppelte og enkelte "gute Groschen". Overfor dette Project stillede den oldenburgske Landsregering sig ganske anderledes velvillig end over for alle de andre Forslag og anbefalede at gøre et Forsøg i Overensstemmelse med Supplicantens Tanker. Rentekammeret gik ikke med til disses Virkeliggørelse ved Købmand Wesseliis Foranstaltning, men det er ikke utænkeligt, at dennes Ansøgning var medvirkende Aarsag til de Forsøg og Beregninger, der i 1753 gjordes med Kurantdukater, og som tidligere er omtalte. Man havde fra Kongsberg modtaget 80 til en Masse smeltede engelske Guinees, hvoraf v. Hauen skulde gøre en Prøve for at se, hvormeget der, naar formeldte Guineer regnedes til 5 R. pr. Stk. og omsmeltedes til Kurantdukater à 2 R., kunde være udi Myndte Profit at vente. Rentekammeret gik naturligvis med Føje ud fra, at Wesselii ved de dagældende Guldpriser i nogen Grad kunde se sin Fordel ved den af ham foreslaaede Guldudmøntning. Regeringen kom jo ogsaa til det Resultat, at den med nogen Fordel kunde slaa Guldmønt af lignende Beskaffenhed som Pistoler, medens Sølvudmøntningen for Tiden bragte Tab (7).
Det blev imidlertid den i Oldenburg kurserende daarlige fremmede Smaamønt, der sluttelig gav Stødet til Oprettelsen af en kgl. Mønt dersteds. Vel erklærede Kongen endnu saa sent som i April 1757 over for Statholderen Grev Lynar, at han ikke vilde indlade sig paa Jøden Aron Salomons Project om Anlæg af en Mønt i Oldenburg, men samtidig begyndte Møntvæsenets vitterlig uheldige Tilstand i Oldenburg at genere Kongen i hans Indtægter, idet de omliggende Stater vedblivende sendte al deres daarlige Smaamønt ind over Grevskabernes Grænser uden at det syntes mulig ved de skrappeste Forbud at hindre det. Den 27. januar 1759 beklagede den kgl. Generalkrigskommissær sig over al den daarlige Mønt han modtog og opfordrede Regeringen i København til ganske at forbyde en hel Mængde Smaafyrsters daarlige Mønt. Den 6. Februar fik Grevskabernes Betjente Ordre til ikke at modtage disse af Befolkningen i Told, Skatter og Afgifter. Den 10. Februar fulgte en Opfordring til Landsregeringen om at erklære sig over, om denne Smaamønt skulde forbydes eller kun nedsættes, men Landsregeringen indstillede nu vedblivende, at der skulde oprettes en kgl. Mønt. Allerede den 23. januar havde Rentekammeret erindret Grev Lynar og Generalkrigskommissær Hennings, da de klagede over den dér roullerende ringe fremmede Mønt og en Lage paa 15-27 % mod 2/3-Stkr., samt en Difference mod Guld paa 10-11 %, om, hvorledes Kongen havde næret Betænkeligheder ved Jøden Meyer Salomon juniors tidligere Projekter og tiltrods for Forslagets betydelige Fordele vist det fra sig. De Finansdeputerede kunde ikke indse, hvorledes man, hvis man slaar bedre Mønt, kan beholde den i Landet og værne sig mod hemmelig Udførsel, navnlig paa Grund af den gensidige Commercie mellem Grevskaberne og Nabolandene, og hvis man slaar lige saa daarlig Mønt som de fremmede, maa Ondet snarere vokse end aftage. De bad derfor om nærmere Oplysning om, hvor højt Marken fin skulde udbringes, hvor meget der aarlig skulde slaas, hvad Mønthus og Redskaber vilde koste og hvad Møntmester og Guardein samt andre Møntbetjente skulde have i Salær, men den 2. juni 1759 skrev Regeringen til Kammeret i Oldenburg, at Kongen stadig ikke vilde indlade sig paa Anlæget af en Mønt i Oldenburg trods den oldenburgske Regerings gentagne Indstillinger af 23. December 1758, 24. Februar og 21. April 1759, at Kongen forbyder de af Bremen forbudte Mønter i sine Herskabsafgifter og at man, da der ellers er Mangel paa Smaamønt i Oldenburg og man derfor maa tage Naboernes Smaament, maa udbede sig Forslag om den Agio, der bør lægges paa denne, for at den i Værd kan blive ligestillet med den tilladte gangbare Mønt.
Ved Bedømmelsen af den hele Situation maa man erindre sig de da herskende politiske Forhold i Europa. Den halve Verdensdel omtrent laa i Krig, og navnlig Tyskland led under den preussiske Syvaarskrigs Hærgninger: Paa den ene Side stod Rusland, Sverige, Polen, Sachsen, Østrig, det tyske Rige og Frankrig, paa den anden Preussen, England-Hannover, Hessen-Kassel, Braunschweig og Gotha. Efter at Krigen var begyndt i 1756, slog Preussen og de senere tyske Fyrster falsk Mønt i Mængde. Vi har gentagne Gange allerede tidligere mødt disse Forfalskninger ved Omtalen af Rethwisch Mønt og under Københavns Møntsted, og finder nu ogsaa her paany Anledning til at omtale dem. Paa Grund af Oldenburgs Beliggenhed mellem og tæt ved de krigsførende Magter Frankrig, Preussen, Hannover, Sverige m. v. og som Følge af Landskabets vidtstrakte Grænser var det selvfølgelig bestemt til at oversvømmes af al denne slette Krigsmønt, som medførte de stærkeste Rystelser i det lille Samfund. Priserne paa Levnedsmidler steg, Lønningerne fulgte ikke med, Officerer og Soldater, der fik Sold af de kgl. Kasser, som fyldtes med slet Mønt i Skatter og Afgifter, erklærede ikke at være tjente med at modtage disse Mønter, for hvilke de ikke kunde faa deres Livsfornødenheder i tilstrækkeligt eller sædvanligt Omfang. Greb man ind i disse Forhold ved Nedsættelse af disse Mønter, følte Afgiftsyderne sig brøstholdne. Kort sagt alle de sædvanlige Følger af Inflation med efterfølgende Deflation viste sig i alle Livets Forhold. Intet Under derfor, at det stedlige Landskammer overøste Rentekammeret i København med Bekymringer og Besværinger.
Foreløbig blev man nu enig om at valvere og devalvere al den fremmede Mønt. Den 27. Februar 1760 indstillede Magistraten i Oldenburg, at der for Grevskabernes Regning antoges en dygtig Wardein med Bopæl i Byen Oldenburg, som kunde undersøge al den slette Mønt, for at man derefter paa Grundlag af hans Beregninger og Undersøgelser kunde udstede en Forordning om Møntens Værdi. Samtidig fremkom Konferensraad, Friherre Adriani for en "Fremmed" med Forslag om Anlæg af en Mønt; det var 2 Jøder Jacob Bernhard Wolff og Israel Jagtel fra Berlin, der gennem Adriani androg om Tilladelse til at slaa Mønt i Oldenburg af 100,000 Mark fint Sølv efter de nu i Neder Sachsen courserende Preussiske eller andre Mønter. De vilde sprede Mønt til 17 à 28 R. paa Marken fin, hvorved efter Rentekammerets Opfattelse Skaden ved Smaamønten vilde blive større end ved den gamle oldenburgske Mønt, idet 100,000 Mark fin Sølv vilde give 3 Mill. R. daarlige Penge, hvorved Entreprenørerne vel kunde give 3 R. pr. Mark fin; derimod vilde den af det oldenburgske Kammer foreslaaede Møntfod til 14 eller 13 1/3, R. pr. Mark fin være nyttig for den kgl. Kasse og Undersaatterne. Adrianis Forslag blev som værende af den sædvanlige egennyttige Slags lagt til Side. Derimod skrev man den 22. Marts 1760 til Oberbergamtet i Norge, at Magistraten i Oldenburg havde beklaget sig over al den slette Mynt, der roulerede, og bedt om en Guardein, der var erfaren i det tyske Møntvæsen. "Som vi ikke paatvile", fortsætter Rentekammeret, "at der jo ved SøIv-Verket findes et eller andet bekvemt Subjectum, som er vel dreven i at probere, og habil til at erhverve sig den fornødne conoissance i det tyske Riges Myndte-Væsen", saa beder de Bergamtet bringe en i Forslag og inden 4 Uger sende ham herned. "Og paa det et hertil habil Subjectum destomer kunde eucourageres, saa kand det kgl. Oberbergamt tillige forsikre samme . . . en Konvenable Gage". Det blev Johan Henrik Madelung, der blev sendt herned til København, hvor han paa den kgl. Mønt straks blev sat i Gang med at prøve 8 fra Oldenburg opsendte Møntsorter efter Leipziger-Fod i Overværelse af Mønt-Commissarius Heltzen og Guardein Fabritius. Den 13. Maj 1760 underrettedes den kgl. Regering og Kammer i Oldenburg om, at Madelung var afsendt. Han skulde have 400 R. oldenburgsk Mønt aarlig, der tilligemed Omkostningerne ved Proberovn m. m. udrededes af begge Grevskaber. Der skulde foretages en almindelig Valvation af "ringhaltig" Mønt, der leveredes af Generalkrigskommissæren; den skulde foretages efter Rigsfod eller saakaldt Leipzigerfod, dog med Godskrivning af Remedium og Slid c. 3 %. Viste en Mønt sig 50 % undervægtig, skulde den plat forbydes; ellers foreslaas en passende Agio. Paa Grundlag af den stedfundne Undersøgelse udstedtes den 4. September 1760 en almindelig Devalvation, som omfattede Mønter fra Meklenburg, Anhalt-Bernburg, Sachsen-Hildburghausen, Würtemberg, Wied, Brandenburg-Anspach og Bayreuth, Chur-Pfalz, Trier, Fulda, Montfort, Braunschweig, Svensk-Pommern og ganske særligt fra Preussen. Frederik II's 1/6 Thalere var visselig ikke ansete, hvad han selv efter Krigens Afslutning aaben erkendte var fuldt beføjet. Devalvationen efterfulgtes af en Række Plakater og Forordninger af 11., 19. og 26. Septbr., 28. Novbr. og 24. Decbr. 1760, hvori man søgte at ordne de af Møntforvirringen flydende indviklede civilretlige Forhold. F. Eks. fastsattes, at i Køb og Leje om Hus og jord var ingen pligtig at modtage Klein-Kurant til anden Værdi end den devalverede. Jøder og andre maatte ikke udføre den gode Mønt af Landet. I Forordningen af 26. Septbr. 1760 hedder det saaledes i Indledningen: "Wir würden alles dergestait regulieren, dass ein jeder so viel möglich sein Geld nach dem Werth und Gebrauche desselben respective erhalten und bezahlen, folglich so wenig der Gläubiger ais der Schuldner über einen unbilligen Verlust sich zu beklagen, Ursache haben möge". Kongen maatte i denne Forordning gaa nærmere ind paa Retsforholdene end i den første Bestemmelse af 4. s. M. fastsat. Lod en Obligation paa gammel Mønt skulde den tilbagebetales i samme Mønt. Lød Gælden paa ny ringere Mønt, kunde Kreditor vælge mellem, om han vilde modtage Betaling i god Guldmønt (Louisd'ors), men maatte saa taale Afkortning efter en bestemt Skala, des større, jo nærmere Laanets Stiftelsestid var ved Nutiden (jfr. herved den bekendte danske Frdg. 5. januar 1813), eller om han vilde modtage den daarlige Mønt igen, hvis den var forhaanden; hvis ikke, maatte han modtage anden Sølvmont i Forhold til den kontraherede daarlige Mønts indre Værd. Paa samme Maade forholdtes med Købmandsgæld og Leje m. v. Alt maatte rette sig efter Tiden for Kontraktens Indgaaelse. Var der oprettet langvarige Leverancekontrakter, kunde Leverandøren med et vist Varsel fratræde Kontrakten og fordre det alt leverede betalt efter de for Gælds Tilbagebetaling fastsatte Regler. Alt dette viser i de 2 smaa Grevskaber hele det Forløb af Møntforvirring, som vi nu saa vel igen har lært at kende i Verdensfomnat efter den store Krig.
Det kgl. Kammer i Oldenburg var imidlertid ikke tilfreds med denne Devalvation alene. Til Fastsættelse af Priserne, Beroligelse af Militæret, Erstatning for de helt forbudte Mønter og Ordning af den i Bund og Grund rystede Økonomi vilde man ogsaa have ny og bedre Mønt ud i Circulation og gjorde Kongen Tilbud for at bevæge ham dertil. Den 24. Maj 1760 fik Kammeret følgende Svar: Kongen havde efter Resolutioner i 1757 og 1758 ytret sine Betænkeligheder ved Anlæget af en Mønt i Oldenburg og særlig ved Prægning af Mønt under Rigsfod, men det var en anden Sag, hvis Grevskaberne vilde bekoste Bygning, Møntmaterialier og Besoldning af Møntbetjente og lade Mønten slaa efter Rigsfod. I saa Fald vilde Kongen stille Ballhaus til Disposition, saavidt Militæret kan undvære det, og lade Møntredskaberne komme toldfrit ind samt forstrække Grevskaberne med en Sum af sin Kasse til det første Sølvindkøb og andre Fornødenheder. Rentekammeret forlanger derfor en Erklæring, om Undersaatterne udover Guardeinen og Valveringen ønsker en særlig. Mønts Oprettelse (8). En indtrængende Henstilling fra Statholder Lynar og Generalkrigskommissær J. W. Hendorff af 1. juli 1760 gjorde sluttelig Udslaget. I denne IndstiIling berettes, hvorledes de har indkaldt Delegerede til et Møde, hvor man var ret uenig om, hvad der skulde foretages, dog bestemte man sig sluttelig til at forkaste Kongens Tilbud, idet man nærede Betænkelighed ved at paatage sig Udgifterne ved en ny Mønt. Lynar og Hendorff fremhævede derimod med Styrke Nødvendigheden af en ny Mønt. I dette Aktstykke har man som i en kort Sum alle de Betragtninger, der baade før og senere er fremsatte over Inflationens skadelige Følger:
Lynar og Hendorff holder derfor paa, at det er saavel i Kongens som Publici Interesse, at der snarest anlægges en Mønt for kgl. Regning, eventuelt af en Entreprenør med kgl. Concession, idet Sølvet nu er at faa, og Efteraaret nærmer sig, hvor den største Commercium foregaar og god Mønt særlig er fornøden.
Man kan ikke betvivle, at denne klare og koncise Fremstilling skyldes den saare dygtige og klartskuende Embedsmand, Grev Lynar. Enkelthederne i det med Forestillingen fulgte Møntforslag er affattet af Hendorff, der dels optrækker Hovedlinierne for den i September udstedte, allerede omtalte Devalvation og Ordning af Gældsforholdene, dels angiver den nærmere Beskaffenhed af de Mønter. der senere fremkom, nemlig med Kongens Billede 2/3 og 1/3 Thlr. i en 12 Dalerfod, hvori alle Intrader skulde erlægges og udenlandske Betalinger berigtiges, saa Indbyggerne ikke behøvede med stort Besvær at skaffe sig Mønt efter Leipzigerfod fra Udlandet til saadanne Betalinger, endvidere med Kongens Navnetræk 1/6, 1/9 og 1/12, Thlr. i 14 Dalerfod, 3 og 4 Grot i 14 1/2 Dalerfod, 2, 1 1/2 og 1 Grot i 15 Dalerfod.
Den 15. Juli 1760 meddelte Rentekammeret herefter det kgl. Kammer i Oldenburg Kongens foreløbige Resolution af G. D., hvorefter der ikke skulde oprettes nogen Mønt i Oldenburg af en Entreprenør, ikke heller for Landets Regning, men for kgl. Regning; "Ballhaus auf dem Baumhofe (Schlossplatze)" skulde indrettes dertil; der skulde først anskaffes for 20/m R. Sølv og ikke udmøntes mere "als ungefehr Zur Bedürfniss und dem Verkehr im Lande erforderlich beobachtet werden sollte, auch allenfalls gold gemüntzet werden könte."
 Bauerts Zweidrittel 1761. |
 Neudorffs Zweidrittel 1765. |
Af Rentekammerets forudgaaende Overvejelser, der i det Hele sluttede sig til Indstillingen fra Oldenburg, fremgaar, at man ikke vilde have anbragt paa Reversen af 2/3 og 1/3, - som af Hendorff foreslaaet - det tilsvarende Antal Mariengroschen, men 2/3 og 1/3 med Omskrift som af Hendorff foreslaaet: "nach dem Leipziger Fus", fordi det netop ikke skulde være en særlig i Oldenburg gangbar Mønt; anderledes med den øvrige Mønt, der var en current Landsmønt. Den 2. August 1760 meddelte Kammeret i Oldenburg, at Møntens Indretning var i god Gang, og foreslog Madelung til Møntmester og Wardein, Eilert Diecks til Bogholder og Møntskriver, og Guldsmed Samuel Mathias Neudorff til Stempelskærer. Den sidste skulde dog samtidig have Ret til at passe sin egen Forretning. Rentekammeret vilde dog ikke have Mester og Wardein forenet paa samme Haand. Man blev da enig om at gøre Neudorff til Wardein og prøve paa at knytte den dygtige Medailleur Wahl i Hamburg til den nye Mønt, men hverken han eller en anden i Bremen kunde bestemme sig for Oldenburg. Man maatte da tilslut avertere efter en Stempelskærer i "Hamburgs upartiske Correspondent"! Som Reflektant meldte sig Johan Ephraim Bauert "Logierend bey dem Kønigl. Hof Kunstdrechsler Herr. Lorenz Spengler" i København, idet han henviste til, at han havde skaaret en prægtig Medaille for Københavns Magistrat til det sidste jubilæum 1760 i Anledning af 100 Aars Festen for Arve-Enevolds-Magtens Indførelse (9). At han boede hos den bekendte Kunstdrejer Spengler, har sikkert ogsaa været ham en god Anbefaling. Han blev Stempelskærer ved Mønten i Oldenburg og senere i høj Grad benyttet ved Mønterne i København, Rethwisch og Altona, saaledes som vi ovenfor har set. Han fik Lov til at blive boende i København og sende Stemplerne til Oldenburg samt Titel af Hof-Medailleur. Neudorff har tillige udført Stempler, særlig efter at Bauert ved kgl. Resl. af 25. April 1763 var udnævnt til ogsaa at være Stempelskærer ved Mønten i København.
Efter længere Brevveksling mellem Kammeret i Oldenburg og Rentekammeret i København om, hvorvidt der burde slaas 1/6, 1/9 og 1/12, Thlr. eller ej, om disse burde være til 14 Thlr. pr. Mark fin, hvortil de udenlandske Mønter var devalverede, eller 13 1/2 Thlr. pr. Mark fin, hvorved de blev Reichs-Constitutions-mässige, om disse samt 1/3 og 2/3 burde forsynes med Kongens Brystbillede eller ej, hvilket sidste Rentekammeret holdt paa "weil solches gemeinuglich nur schlecht getroffen wird", medens Kammeret i Oldenburg mente, "dass des Kønigs Bild der Valeur dieser Münze mehr zuträglich sey als des Kønigs Chiffre", samt om Mængden af 1/6 og 1/9 Thlr., der i hvert Fald burde være ganske ringe, enedes man om de nedenfor anførte Formler, ligesom det blev tilstaaet Oldenburg at anbringe Kongens Portræt paa de større Mønter, nemlig 2/3, 1/3, 1/6 og 1/12 Thlr., men man maatte saa sørge for Lighed. Til Vejledning fremsendtes en Kurantdukat.
 II Mariengroschen 1763. |
 3 Grote 1761. |
Den 13. Juli 1761 faldt den endelige kgl. Resl. om Ansættelsen af fornævnte Personale, og Mønten kunde herefter træde i Virksomhed. Frederik V's Mønter i Oldenburg saavel som hans Kurantdukater i Danmark staar herefter som Minder om Virkningerne af den store preussiske Syvaarskrig.
For 1761-62 findes nøjagtige Opgivelser i den i Rigsarkivet opbevarede Møntprotokol; for 1763-65 savnes Møntprotokollen; Opgivelserne er derfor tagne fra de ikke altid helt paalidelige Optegnelser: "Stemaniana", men disses Hovedsum bekræftes gennem Merzdorffs Beskrivelse af Oldenburgs Mønter og et af Renteskriver Ambders forfattet Referat, dateret Rentekamrneret 18. April 1766 (10), naar en i en Regnskabsopstilling for 1765 angivet Sum af 8906 R. i nyprægede 12 og 6 Grot Stkr. lægges til den i Stemaniana opførte Sum. Beløbet er skønsmæssig fordelt mellem de 2 Møntsorter. Summen og Udmøntningsformlen for 2 Pfennig kendes ikke. I Samlingerne faar den som Regel Karakteren: Sjælden. Efter Akterne at dømme maa der, da Mønten kun lige er nævnt et enkelt Sted, kun være udmøntet et forsvindende Beløb og efter Mønten at dømme kun i Aaret 1764. Det er muligt at denne Sum er indeholdt i den opførte Totalsum, men i Stemanianas Sammentælling ses den ikke medtaget. Det tilføjes, at 1 Thaler = 24 g Groschen = 36 Mariengroschen = 72 Grot = 48 ß l. = 96 ß d. og 2/3 Thlr. følgelig = 16 gute Groschen = 24 Mariengroschen = 48 Grot.
/// Tabel s. 229 ///
Efter Møntens Oprettelse var Sølvprisen stegen, og Møntens Bestyrelse havde derfor som det vil ses af ovenstaaende Tabel bestemt sig til bortset fra 2/3 Thaler i nogen Grad at indskrænke Udmøntningen af grov Kurant, der jo var ganske fin i Korn og Skrot, og lægge Vægt paa den mindre Kurant, hvis Udmøntning var mere fordelagtig, men den 17. September 1762 beklagede Magistraten i Oldenburg sig i høje Toner herover. Det havde været Hensigten med den ny Mønt at ophjælpe Møntbestanden, men de nye 4, 3, 2, 1 1/2, og 1 Grot, som senest hovedsagelig var udmøntede, havde medført "Inconvenientien", idet de paaførte Borgerne Skade og dermed ogsaa indirekte skadede de kongelige Interesser. Disse Mønter stemte ikke med nogen Møntfod i Tyskland; de var 20 % ringere end Guldfoden, 5 R. = 1 Louisd'or eller 2 R. 54 Grot = 1 Sp. Ducat. Deraf fulgte, at disse Smaamønter intetsteds i Tyskland havde en ordentlig Kurs. I Jever og Ostfriesland, hvor endnu den helt slette Mønt kurserede, var de for gode, men dér var der heller ingen Handel; i Hannover og Bremen var de meget for slette. Skønt Bremens egen Smaamønt ikke var bedre, havde Bremen dog sat en mægtig Agio paa den Oldenburgske Smaamønt, naturligvis mod Bremens egen gode grove Kurant. Magistraten beder derfor Kongen kun mønte efter Leipziger Fod og standse den store Udmøntning af Smaamønt samt bringe Bremen til Fornuft. Magistraten fremsendte forskellige fremmede Mønter til Prøve. Kölle undersøgte dem og det er derfor ikke mærkeligt, at han i Beskrivelsen LXIV kan oplyse, at dansk Kurant Mark fin 11 1/3 R. er 5 15/17 % bedre end de nye Zweidritler og 11 11/17 bedre end oldenburgsk Kurant.
I Maj 1763 bøjede Regeringen sig for Klagerne og befalede, at den videre Udmøntning af Smaakurant skulde ophøre; man havde i sin Tid givet Tilladelse til Udmøntning af Smaamønt "bloss nach ohngefährliehen höchsten bedurfnisse und dem Verkehr im Lande", men nu havde man erfaret, at man senest kun havde slaaet 7826 R. grov Kurant men over 28/m R. klein Kurant; det kunde befrygtes, at saadan Mønt ved "Reichs-Abwürdigung" ikke blot blev nedsat, men sat ud af Kurs. Da man heller ikke vidste, hvorledes det gik med den nye Møntfod i det tyske Rige, maatte man ogsaa lade det gaa langsomt med Udmøntning af den grovere Kurant. Senere bad Magistraten i Oldenburg om der atter maatte møntes nogen Kurant! Der gaves da Ordre til at mønte 2/3, 1/6 og 1/12 Thlr., "als welche letzere dem Commercio nicht so sehr nachtheilig sind, so dass ausser diesem falle die dortige Müntze, gleich wie ofters die hiesige, bisweilen ruhen kann". Det er ikke mærkeligt, at Rentekammeret sluttelig blev ked af hele Møntningen. Den grove Mønt medførte Tab, den ringe Mønt vilde man ikke have. Den 15. juni 1765 forlangte Rentekammeret nærmere Besked om Skade og Fordel ved Mønten i Oldenburg, men allerede den 25. s. M. tilskrives Kammeret i Oldenburg "dass mit aller fernern Ausmüntzungen auf der dortigen Müntze gleich aufgehørt auch das alles auf selbiger vorräthige ungemüntzte Silber mit einen Verzeichnis an Schimmelmann nach Hamburg gesandt werde". Mønten i Møntkassen afleveres til Kammerkassen. Den 30. August 1765 fulgte Opsigelse af alle Arbejdere ved Mønten. Den 18. Februar 1766 beordres Madelung tilbage til Kongsberg som Wardein og den 18. Oktober afskediges Bauert som oldenburgsk Stempelskærer. Da Bergproberer Henchel var død, fik Madelung s. D. Ordre til straks at rejse til Norge; han fik Lov til at beholde Titel som Møntmester! Maskinerne solgtes til en stedlig Smed eller førtes over Helsingør til København. Den 22. September 1767 udstedtes endelig kgl. Resolution om Møntens Indstilling. Diecks fik 120 R. i Pension, Neudorff 50 R. mod eventuelt at hjælpe ved fremtidige Devalvationer.
Endnu staar tilbage Spørgsmaalet om Indførelse af dansk Mønt i disse Grevskaber. Kammeret i Oldenburg havde selv den 17. juli 1762 moveret Sagen. Da det kneb med at udmønte 2/3 og 1/3 Thlr. til 12 R. paa Marken fin og man kunde se, det ikke gik med Udmøntning af den daarligere Mønt, kom man paa den Tanke at udmønte dansk Kurant til 11 1/3 Mark fin, særlig 2 og 4 l. ß Stykker af 8 lødigt Sølv, hvorved man fik sin Mønt op paa Højde med Hamburger Kurant, idet man mente, at man kunde skaffe sig det 8-lodige Sølv af den devalverede Mønt, medens 12-lødigt Sølv til 2/3 og 1/3 Thlr. var dyrt at købe fra Holland eller Hamburg og bragte Tab. Men Rentekammeret havde ikke Tiltro til den Sag. Man mente, at alle de bedre Stkr. af den devalverede Mønt forlængst efter Nedsættelsen til 14 Dalerfod var udvippet og smeltet. Al den værste Mønt var tilbage, men af den tiltroede man ikke Mønten i Oldenburg uden Skade, Tab og Bekostning for Kongen at kunne uddrage 11 1/3, Dalerfods Penge, hvad der ganske vist ogsaa skulde synes højst mærkeligt i et Land, hvor selv den bedste Mønt kun var efter 12-Dalerfod og ikke kunde tilvejebringes uden Tab. Rentekammerets Svar blev derfor den 25. September 1762 et Afslag.
Næste Gang man paatænkte at indføre dansk Mønt i Oldenburg, kom Forslaget fra Danmark. Det var som tidligere berørt Schimmelmann, der i 1770, da Altona skulde indrettes til Møntsted, sværmede for Tanken om ogsaa i Grevskaberne at indføre dansk Speciemønt, eventuelt dog ogsaa dansk Kurant. Den 28. April 1770 afgik Skrivelse til Regeringen i Oldenburg herom. Man fremhævede, at der derved vilde opnaas, at der i disse Landskaber atter vilde komme til at roulere Mønt med Landsherrens Præg i Stedet for al den fremmede Mønt, og at man i de offentlige Regnskaber undgik al den fremmede Mønt samt dermed følgende Agio-Beregninger, men Rentekammeret indrømmede dog, at Grevskaberne var afskaarne fra alle de andre kgl. Stater, og at Indbyggerne sælger deres Varer til Naboerne, som ikke kender til dansk Mønt (11).
Men denne Gang var det Oldenburg, hvorfra Modstanden kom. Regeringen dér kunde paa ingen Maade anbefale Indførelsen af dansk Kurant i Oldenburg:
I et Bilag gentager Generalkrigskommissær J. v. Hendorff de samme Argumenter: Landet er for lille til Circulation af svær Mønt. Indbyggerne faar Guld for deres Eksportvarer, saaledes i Holland kun Dukater, og betaler Importvarer med Guld. Skal der nu indføres svær Kurant, bliver der stort Veksleri med Agio, Provision etc. (12).
Rentekammeret erkendte Rigtigheden heraf, og der blev ikke indført dansk Mønt. Kort Tid efter gik Grevskaberne som et Hertugdømme ud af den danske Krones Eje. Om de i den Anledning udmøntede Erindringsmønter henvises til, hvad ovenfor er fortalt under Altonas Møntsted.
(fra: Wilcke, Julius: Kurantmønten 1726-1788, København 1927 (Wilcke III) side 211-233)
Noter: