(fra: Wilcke, Julius: Kurantmønten 1726-1788, København 1927 (Wilcke III) side 234-253)
Efter at man i 1726 - som tidligere omtalt - havde reduceret Krigsmønten og omsider var enedes om fremtidig at slaa Kuranten til 11 1/3 R. paa Marken fin, besluttede man til Bergmandens Lønning at slaa 8 ß paa Kongsberg. Oberbergamtet indberettede, at man i 1700 og 1702 havde slaaet henholdsvis 9- og 12-lødige 8 ß, begge til samme Møntfod 11 1/3 R. paa Marken fin. Den nu nedsatte Møntkommission anbefalede, at de nye 8 ß skulde være 7 1/2-lødige, idet den intrinsique Valeur jo ikke berørtes heraf, men jo mere Kobber der blandedes i, des anseeligere og tykkere blev Mønten og desto durablere, medens de bedre Mønter hurtig blev slidte. De ringere Mønter var heller ikke saa udsatte for Kippen og Wippen ved den hamburgske og andre Møntofficiner, efter som der var for stort Arbejde dermed. Otte ß blev derfor ved Kongens Resl. 25. Januar 1727 bestemt til 7 1/2-lødig, 11 1/3 R. paa Marken fin (1).
Ved den nærmere Udførelse af denne kgl. Ordre indtraf en større Katastrofe paa Kongsberg. Da man skulde fastsætte den Afgang paa Sølvet, denne Udmøntning vilde medføre, anslog Møntmesteren Henrich Christopher Meyer den yngre og de Kommitterede ved Sølvværket denne henholdsvis til 42 og 26 Lod pr. 100 Mark Sølv, medens Møntinspektør V. Hauen i København, der fik denne Beregning til Erklæring, kun mente, der vilde medgaa 12 Lod i Afgang. Denne mærkelige Divergens i Beregningerne vakte Mistanke. I Forvejen var en Kommission nedsat til at undersøge Bjergværkets daarlige Tilstand. Den bestod af den bekendte Biskop i Oslo, Konferensraad Deichmann og Kancelliraad Köpp fra Trondhjem, som tidligere havde haft Ansættelse ved Værket. De skulde nu nærmere undersøge ogsaa dette Forhold. Det maatte da straks falde i Øjnene, at Møntmester Meyer havde haft saa store Udgifter paa sin Gaard i Kongsberg, at disse ikke kunde antages udredede af hans forholdsvis beskedne Løn 300 R. aarlig. Han, der 1716 havde efterfulgt Faderen af samme Navn, havde derhos hverken ved Arv, Ægteskab eller paa anden Maade Formue, og det viste sig da, at han havde beregnet sig for stor Afgang paa Sølvet ved tidligere Udmøntninger, hvorved han havde skaffet sig store Indkomster. Men det blev ikke herved. Han havde ogsaa angrebet Sølvposterne og forgrebet sig paa Kassen. Den 20. November 1727 resolverede kongen, at Kancelliraad, Møntmester Meyer skulde holdes arresteret, efter at man foreløbig havde opgjort hans Debet til c. 12,850 R., ligesom hans Midler skulde forsegles og registreres. Kongen vilde foreløbig ikke undvære v. Hauen i København og sende ham op til Norge for at hjælpe Kommissionen med at prøve Afgangen paa Sølvet. Der skulde sendes 400 Mark Sølv ned til København, men da Oberbergamtet forlangte, at Prøven skulde gøres in loco for at være fuldt overbevisende, og det ogsaa paa anden Maade viste sig fornødent, at en udenforstaaende bidrog til Undersøgelserne, blev Enden paa det, at v. Hauen maatte tage afsted til Norge, og det saa meget mere, som der var opstaaet stærke Rivninger mellem Statholderen i Norge Vibe, der øjensynlig havde været for godtroende over for Forvaltningen paa Kongsberg, og Kommissionens Medlemmer, særlig Køpp, som Vibe havde kaldt en infam Mand, hvorfor han fik en Næse af Kongen (2).
1727 var Meyer suspenderet og snart maatte man opgøre hans Underslæb til langt mere end oprindelig anslaaet. Den 5. Marts 1728 afgav Etatsraad Meyer, Møntinspektør v. Hauen, Møntmester Wineke og Møntguardein Ludolff i København en Erklæring: "Saasom man har underhaanden nyligen erholdt Efterretning, at de udi Norge myntede Croner af Aar 1725 og 1726 skulde være af diverse gehalt, saa er for at komme nærmere i Erfaring derom udi Hr. Etatsraad Meyers Overværelse i Dag udtaget af 18 norske Croner 5 Stkr., hvoraf 2 Stkr. kun holdt 9 Lod 7 Gren og altsaa var ca. 15% slettere udi Værdi end det norske Myndte-Reglement tilholder dvs: 10 Lod 13 1/2 Gren." Wineke vejrede en Chance og var allerede 12. s. M. parat med et Tilbud om ogsaa at overtage Mønten paa Kongsberg i sit Navn og under sin Direktion! I Maj 1728 var man naaet til, at Meyers Debet vilde andrage over 50,000 R., en meget stor Sum for de Tider. Hans Bo blev registreret til ca. 22,000 R. Foruden Meyer blev Guardeinen Truelsjohansen arresteret som hans Medskyldige, og Meyers Hus blev stillet til Auktion for at skaffe Midler til Bergfolkenes Løn, idet disse i 7 Maaneder ikke havde faaet Betaling! Kongen maatte foreløbig forstrække Værket med i Maaneds Lønninger, ca. 11 à 12,000 R. Der blev udstedt Plakat til de Indbyggere, der havde staaet i Handel med Meyer om Sølv og Kobber, om at melde sig til Undersøgelseskommissionen (3). I Juli 1728 havde man endelig vundet nogenlunde Oversigt over de begaaede Defraudationer. Meyers Debet skyldtes som sagt dels Sølvposterne dels Møntedefekterne. Den første Post androg ca 20,000 R., den sidste 39,669 R. Af den første Post dækkedes ca. 8400 R. ved det allerede skete Salg af en Del af Møntmesterens Effekter. I Rentekammerets Indstilling til Kongen af 17. Juli 1728 (4) oplyses, at det ved Stempelskærerens beedigede Forklaring var godtgjort, at det var under hans Snit og Præg, at Forfalskningen af Kronerne 1725-26 med flere Mønter var sket, og Meyer maatte -derfor efter Kammerets Formening anses som Falskmøntner efter Lovens p. 988, Art. 2, paa Ære, Liv og Gods, saa meget mere som han var den, hvem Mønten var anfortroet. Da det drejede sig om de udi saa mange Aar i Norge udmøntede Pengesorters urigtige Gehalt, indstillede Kammeret, at Meyer og Truels Johansen aktioneredes for en Kommission, hvor de kunde fremsætte, hvad de havde at sige til deres Defension. Skønt Kongen, helt bortset fra de af Deichman og Køpp fremskaffede Bevisligheder, havde Statholder Vibes Erklæring om, at Bedrageriet var bevisligt, endvidere tvende edsvornes i Overværelse af Vibe, Deichman og Køpp affattede Forretning om Møntforfalskningen og endelig Stempelskærerens Erklæring, og skønt Kongen derfor egentlig ansaa al videre Oplysning for overflødig og bekostelig, vil han dog have en Kommissionsdomstol nedsat, for at Meyer og Johansen ikke bagefter skal komme med Besværinger; den skulde bestaa af Vibe, Deichman, Køpp og Generalmajor Hvitfeld, men skal det "gaa i al Stilhed og Gehejme saa at ikke noget, hvorved Mynten kunde diskrediteres, skulde blive udstrøet". De 3 Kasseforvaltere paa Sølvværket, Oberberghauptmand Gabel, Kancelliraad, Oberbergamtsforvalter Edinger samt Oberbergamtsskriver Poppe skulde ligeledes aktioneres, thi de burde have forlangt af Meyer ugentlig de formøntede Penge til Kassen. Da de mærkede Meyers Sløseri med Pengenes Aflevering, burde de have ladet sig forevise det Sølv og Kobber, som endnu var umøntet; de har ladet aflevere Sølvposter, inden der var gjort Rigtighed for de tidligere afleverede. De har samtlige ladet sig gøre Pengelaan af Meyer af de Penge, han ikke havde gjort Rigtighed for, og de har, da Meyer gjorde Depenses paa sine Bygninger, connivered, tiet stille og ingen Præcaution udi Gierningen taget, ligesom de heller ikke har ladet Pengene veje til Kassen. Iøvrigt havde en af Kassebetjentene tidligere udladt sig med, at Meyer enten ikke betalte Sølvposterne eller betalte med gammel Mønt, hvad der var betænkeligt, men herfor var han blevet overfaldet af Meyer paa Værtshus!
At Bølgerne er gaaet højt paa Kongsberg i de Dage, ses af, at Kongen flere Gange er ulejliget med Stridigheder mellem Medlemmer af Kommissionen og Domstolen. Snart havde Køpp uden de andres Vidende besigtiget Værkets Skove, der mentes afdrevne, snart har Deichman nægtet Vibe at se Kommissionsprotokollen, saa havde Deichman endvidere "begegnet" Vibe utilbørligt in laboratorio og manges Overværelse under Prøven af 7 Stkr. Mønter, saaledes at Kongen maatte beskikke en 5te Mand, Justitsraad, Præsident Lime til at tiltræde Domstolen (5).
Meyers norske Krone 1725
Meyer blev enstemmig funden skyldig i baade Kassemangel og Møntforfalskning. Af Mønter, der var forfalskede, nævnes 2 og 12 ß samt Kroner. Det var særlig 1725-Kroner, det var galt med. De var fra 1 Lod 1 3/4, Gren til 1 Lod 7 1/4 Gren for ringe i Lødighed, idet de var 9 Lod c. 7 Gren lødige i Stedet for at holde 10 Lod 13 1/2 Gren. Straffen fastsattes ved kgl. Decision derhen, at Meyer skulde kagstryges, brændemærkes og hensættes for Livstid i Slaveriet. Efter at være funden skyldig, var han flyttet til Kristiania Fæstning; i Februar 1729 blev han ført tilbage til Bergstaden for at udstaa sin Straf, derefter paany indsat i Fæstningen, hvor han nogle Maaneder efter døde. Guardeinen slap fri for videre Tiltale, da det befandtes, at han kun af Efterladenhed uden selv at nyde nogen Fordel havde forsømt at føre det rette Tilsyn. Iøvrigt foretages en Del Afskedigelser, Forflyttelser m. m.
Ved kgl. Resl. af 26. Januar 1729 udnævntes Schichtmester Nicolaj Bernhard Fuchs til Møntmester i Meyers Sted. En Maanedstid i Forvejen var Erasmus Simon Kongsberg, der i 3 Aar havde rejst udenlands for at perfectionere sig til Stempelskærer, en Stilling der var lovet ham efter Andreas Joensen Lunde, men som i hans Fraværelse blev bortgiven til Olaus Wiff, "saa han paa 4 Aar siden sin Hjemkomst fast har maattet krepere", udnævnt til Schichtmester paa Kongsberg Sølvværk. Efter Wiffs Død 1730 fik E. S. Kongsberg ved Resl. af 3. November Stempelskærerstillingen.
Ved Ansættelsen af den ny Møntmester rejste sig paany det Spørgsmaal, der havde givet Anledning til hele Undersøgelsen mod den forrige Møntmester, hvor meget Møntmesteren maatte beregne sig i Afgang. Medens v. Hauen havde anbefalet Winekes Forslag om at forpagte Mønten hvad dog altsaa ikke blev til noget -, havde den foran omtalte Kommission til Undersøgelse af de Kongsbergske Forhold efter 17 Maaneders Prøver holdt paa, at Afgangen fastsattes til 1 Mark 8 Lod pr. 100 Mark. Møntmesteren vilde gerne have 2 Lod mere samt 100 à 200 R. Forbedring paa Gagen: 300 R., men begge Dele blev under Værkets forhaandenværende slette Tilstand allernaadigst afslaaet.
En Bergmester Ziener, der for at insinuere sig hos Kongen havde givet det Udseende af, at Værket holdt meget Sølv, og ladet alt hvad der var af Sølv udbringe til Udmøntning af de ulyksalige Kroner 1725-26, saa Værket derefter var ganske udtømt og foreløbig intet synderligt kunde præstere, blev "som en Intrigant og ondt Menneske" forvist 16-20 Mil fra Kongsberg!
Imidlertid havde den saare verdslige, i denne jords Ting velbevandrede Biskop "og Conferentzeraad" Deichman under al denne Beskæftigelse med Møntvæsen og Sølvværk faaet Blod paa Tanden og vilde vise sig nok saa dreven i dette Speciale som den mest erfarne Møntmester og Rentekarnmerdeputeret. Efter som sagt i 17 Maaneder sammen med Køpp som Overkommission at have drevet Møntværkstedet paa Kongsberg ved underordnede Kommissærer, Assessorerne Klem og Duwald samt Bergproberer Kahn, hvorfor Mønterne i denne Tid blev signeret "C", afleverede han en vidtløftig Indstilling om Møntvæsenet, der findes refereret Kongen i en Relation af 5. September 1729 (6), og som i mange Maader har Interesse, idet den belyser Datidens Økonomi:
Den røde Traad i denne Indstilling var Sølvværkets sørgelige Tilstand og Deichmans Forsøg paa at komme det til Hjælp uden Paalæg at Ekstraskatter eller Angreb paa Kongens Kasse, idet det var hans Tanke gennem en Forandring af Møntfoden at indtjene det fornødne til Afbetaling paa Værkets Gæld og samtidig skaffe en bedre Hovedmønt, - som man skulde tro en ret uløselig Opgave i nær Slægt med Circlens Kvadratur.
Han paapeger den store Skade og Forlis Forandringen Tid efter anden ved Myntevæsenet har forvolder siden Cronemyntfoden blev frafalden først til 8 ß, derfra til 16 ß, igen til 12 ß og 2 ß, saaledes at den bedre Mynt stedse blev forandret til den slettere. Foruden at Jøderne, som har haft Mynterne udi Forpagtning ved Vore Speciers og Croners Ommyntning, har haft deres Fordel ved hver Ommyntning, er der medgaaet i Afgang 3%, som ikke beløber til en liden Forliis af Landets Capital. I den Sted og omendskønt Krigen og Tidernes Tilstand udfordrede en Forandring med Mynten til at hielpe Penge-Mangelen, formener han det dog paa en langt bekvemmere og udi tide profitablere maade kunde waaren sket, naar Cronerne og den da roullerende Mynt var bleven forhøjet med Lage, da Myndte-Omkostningerne kunde waaren menageret, og siden ved bedre Tiders Tilstand lettere at afsætte den paalagde Lage end at ommynte de forrige, hvorved og skal være tildraget den Skade, at de udlændiske altid har brugt den Fordeel at regulere Lagien paa Vores Penge efter den sletteste Mynt, som da var 12 ß, der blev brugt i Negotien, og hvorpaa maatte betales 20-25%, hvad heller betalingen skeede i 12 eller 8 ß og 16 ß, uagtet de tvende sidste var langt bedre end den første Sort, hvilket alt Deichman formener kunde waaren forekommen ved den ommeldte Lagies ansettelse, og paa det ikke smaa Mynt skulde have manglet, at da og tillige kunde waaren myntet mindre Sorter af 32, 16 og 8 ß Stkr. efter Cronefoden og med lige Lagie ligesom udi Engeland, saa og en aparte ringere Schelde-Mynt alleene af Kobber til at spare Sølvet til bedre Mønt, paa samme Maade som de kaldede pens i Engeland og Døyter i Holland og derved hindret, at Landet ikke skulde bleven berøvet den gode Mønt og derimod opfyldt med en slettere.
Som man vil se, var den gode Bisp ikke bange for at bryde Staven over Kongens egen og Rentekammerets hele Møntpolitik under Krigen. Men slet saa let som han argumenterer, laa Sagen nu slet ikke. Vel har man i Krigstid set en Regering som Nødsforanstaltning vilkaarlig forhøje Møntens Værdi. Under Nederlandenes Frihedskrig mod Spanierne forhøjede Generalstaterne ved Indslagning af et Mærke i Specierne disses Værdi med 1/8 (7). Paa samme Maade kunde man vel have forøget Mønternes Værdi her ved en Opgæld, men Deichman overser her Illusionens Betydning. Det er ikke det samme at forøge en gældende Mønts Værdi og at slaa en slettere Mønt, som man giver ud for samme Værdi som den tidligere bedre. I første Fald ved Folk paa Forhaand, at de ikke faar mere Sølv for deres Varer, selv om Mønten skal gælde for mere. De indretter deres Priser derefter, saaledes som vi senere vil se, at Rentekammeret ogsaa hentyder til. I det andet Tilfælde lader Folk sig lettere dupere og leverer - i hvert Fald til en Begyndelse, inden de faar undersøgt Møntens intrinsique valeur - det samme Kvantum Varer for den daarlige Mønt som tidligere for den bedre, med hvis Navn den slettere reklamerer.
Deichman argumenterer videre med den Forliis paa Kobberet, som er lidt ved dettes Anvendelse til Beskikkelse af de ommøntede Penge; paa dette Kobber regarderes intetsteds i Verden; det synes ham ganske at være bortkast og til ingen Nytte, da dog, naar det blev udregnet, skal kunne andrage til en temmelig høj Capital, som til andet meget godt kunde være employeret, i Steden det skal have foraarsaget adskillige Ulejligheder ved Mønten, men nu er det tienligere at overveje en maade, hvorved saadan skade kunde redresseres, endvidere at forestille de skadelige Suiter, som saadan slet mynt-sort har forvoldet, hvilket skulde bestaa derudi, at paa Kongsberg, hvor baade Sølv og Kobber haves og ikke myntes af Pagamenter, af lige Quantum Sølv og Kobber, som nu bliver forbrugt til 8 ß's Formøntning, kunde der indrettes 2 Slags Mønt, baade convenabel med Landet og dets Negotie, som og til Fordeel for Ed. Kgl. Majt., samt det nu trengende Kongsberg igen at hielpes paa Fode.
Dertil tager Deichman Anledning af den engelske Møntefods skønne lndrettelse, hvor de alene haver 2de Sorter Mønt, nemlig 1/1, 1/2, 1/4, og 1/8, Croner, den anden er deres Scheidemønt, som er af det rene Kobber, som vel maa udføres men ikke igen indbringes. Paa samme Maade maatte det her ske, og alle 1 og 2 ß, som rullere i Norge, indkaldes, og af det Sølv, som er i dem og saa godt som bortkast, udmøntes 1/1, 1/2 og ¼ Kroner og Kobberet igen til Scheidemønt.
Overfor disse Deichmans Betragtninger gør Rentekammeret straks sine Indvendinger: Det første, Deichman vil forklare, er den Skade og Forlis det har forvoldt, at Kronemøntfoden er frafalden, men dette er en Post, som man i mange Aar har vidst; derfor er og Reductionen paafulgt med Frdg. 15. og 31. Juli 1726, da det efter Tidens Lejlighed har kunnet ske til mindste Skade for E. Majts. Casse og Undersaatterne, efterdi de fleste Sorter af de nu reducerede Møntsorter da var udi fremmedes Hænder, som maatte lide Afgang.
Dette er unægtelig en Tilstaaelse, der vel forklarer Hamburgernes Forbitrelse over Reductionen!
Naar Deichman vil forhøje Lagien paa Kronerne i Stedet for Slagskatten - fortsætter Rentekammeret sin Kritik - saa var, om man end havde forhøjet Kronerne til 5 Mark, dog ikke flere Penge derfor i Landet at regne efter deres intrinsique Valeur (det blev der nu rigtignok heller ikke ved Ommøntningen og Forfalskningen) og mere Værdi havde man vel heller ikke faaet for dem (ja her ligger, som ovenfor berørt, Hunden begravet! Thi ved at forfalske Mønten, kunde man en kort Tid faa Folk til at tage den i Betaling for Varer for et større Beløb, end dens intrinsique valeur tilsagde). Lagien paa Kronerne var ellers udi Krigens Tid høj nok og sætter den sig gierne self af og til ligesom Pengene roullerer, og saalænge Handel og Vandel skal være og Landet har ikke de Producter, hvorved Undersaatterne kan tilforhandle sig de Varer, som de fra fremmede Steder behøver og lader komme, er Pengenes Forhøjelse over deres intrinsique Valeur meget skadelig, men den gamle Møntfod, Kroner til 10 R. 40 90/96 ß og Kurant 11 1/3 R. paa Marken fin, er funden for den sikreste og beste, som og er fult ved Reductionen, at ligheden derefter, saavit muligt været haver, er truffen.
Hvad Jøderne angaar, som havde forpagter Udmøntningen, og den fordeel, de derved formenes at have haft, da har de staaet i Kontrakt og paa 12, nu 10 ß svaret i Slagskat dels 8, dels 10 3/8 R., og paa 2 ß 11 1/4%, hvorved de ikke kan have haft megen stor fordeel, mindre vunden anseelige Kapitaler. Thi Udmøntningen, som er sket under Inspektion, have de nøje og accurat observeret, som, da Reductionen skulde gaa for sig, er befunden, at de af dem udmøntede Pengesorter i Finhed og Vægt har waaren saa rigtige, at endeel af de her møntede Penge dem ikke har kunnet opnaa.
Angaaende en Forandring af Møntefoden paa Kongsberg til 2 Slags Mønt: Kroner og Kobber 1 ß efter den engelske og hollandske Møntfod bemærker Kammeret: at opnaa den engelske Møntfod er ikke ventelig, saasom deres Sølv er af en extraordinær Finhed, og derfor deres Specier, som kaldes engelske Kroner, saa meget bedre end andres, og at alle 2 og 1 ß skulde indkaldes, var vel umulig, saalænge Mængden roullerer hos os selv, er og ikke Kassens lejlighed dennem mod andre reede Penge at indvexle, ejheller kan de uden Undersaatternes al for store Skade saalænge safnes.
Med Hensyn til Maaden, hvorpaa den foreslaaede Møntforandring skulde være sket, vilde Deichman først vise, hvorledes Møntvæsenet nu paa Kongsberg er indrettet for deraf des tydeligere at se forskiellen, og tager han saa til fundament for at vise Udmøntningen det nu udi nogle Aar ved Sølvværket vundne Sølvs Beløb ungefehr til 10,000 cølnske Mark fint Sølv, medgaar dertil 11,333 1/3 Mark Kobber for at beskikke det til 7 1/2 l. 8 ß,
udgør i Penge 113,333 1/3 R. derpaa Omkostninger 6,026 R. 92 ß igen 107,306 R. 36 ß
Men paa den Maade Deichman synes bedst Indretningen nu skulde være, kunde det udgøre af 10,000 Mark = 9375 Danske Mark f. S., dertil 625 Mark Dansk Vægt (8) Kobber, udi Penge 15 l. Kroner
106,666 R. 64 ß som maatte udtælles med 6 1/4% Lagie 6,666 R. 64 ß idet Kronerne derved blev lig i Værdi med 8 ß, saasom 6 1/4% beløber sig just 4 ß pr. Krone. Af 10,000 Mark Kobber Dansk Vægt, som ellers medgik til de 7 1/2 l. 8 ß, udmyntes à 64 ß 6,666 R. 64 ß Tilsammen 120,000 R. 00 ß Fragaar for Kobberets Værdi og Omkostninger 6,982 R. 79 ß Igen 113,017 R. 17 ß Den nævnte Sum af 8 ß 107,306 R. 36 ß Differens 5,710 R. 77 ß
hvilket ufejlbarlig skulde blive at vinde ved Møntforandringen, dog at anse for ganske ringe mod den skønne Mønt, som derved kom til at roullere i Landet.
Overfor denne Deichmans Beregning gør Kammeret gældende, at det vel maa anses, hvorudi Gevinsten 5710 R. 77 ß bestaar. Det er udi den omregnede Lagie 6 1/4%, = 6666 R. 64 ß, hvilken dog i ingen Maade er at fastsætte, vel mellem K. Majt.s egne Undersaatter, dog ikke uden de fattige og de som Kapitaler maa forrente, deres Skade, men ikke udi Handel og Vandel, saalænge den Hamburgske Banco bliver uforanderlig, hvilken viser Kursen, saa fordeelen ikke alleene bortfalder, men tabes endog 955 R. 83 ß, som den ansatte Lagie er højere end den formentlige Gevinst, foruden at den gamle Møntfod 11 1/3 R. fraviges, og hvad ellers paa den slette Kobbermynt for Undersaatterne blev tabt.
Kongens Resolution gik ud paa: "Vi finde intet mod Cammerets Betænkning at erindre, saasom det ustridig vilde foraarsage en haaben Confusion og Vidtløftighed i Handel og Vandel, ifald Crone Lagien paa den her anførte Maade skulde fastsættes." -
Derefter havde Deichman forfattet en Beregning, hvorledes der af 100,000 R. reduc. 2 ß først af Kobberet, som de ere beskikkede med, som derfor maatte seigres, og beløber til 360,000 Lod cølnsk Vægt Kobber, kunde udmøntes:
Kaaber Scheidemønt 14,375 R. og af Sølvet 15 lødige Kroner 96,000 - derpaa 6 1/4% Lage naar de skulle udtælles 6,000 - Summa 116,375 R.
2 og 1 ß maatte efterhaanden indsamles til Ommøntningen.
De overskydende 16,375 R. regner Deichmann til Omkostninger, medens han regner det for det største Gode, at der af de reduc. 2 ß, som forhen roullerede som Scheidemønt, kunde udbringes saa anselig en Sum i Kroner. Men en saa stor Kapital af 2 og 1 ß vilde blive vanskelig at undvære af Kassen og Landet uden at erlægge strax andre Penge i Stedet og de førstommeldte 113,017 R. 17 ß skulde gerne strax fornødiges til Werkets Gields Afbetaling.
Saa synes Deichman bedst, at man strax udmøntede det paa Kongsberg i Forraad liggende Hytte-Kaaber, og hvad Penge, der udkom, strax hensendes til Kasserne for at vexles med lige Kapital af 2 og 1 ß til Ommøntning eller og Kobber Scheide-Mønt at udtælles paa Kongsberg og i dens Sted udskilles Kroner for at indvexle fornefnde Mønt, og naar da skulde forlanges, at alleene 2 Møntsorter skulde roullere, formener han det ikke at kunne ske lettere og bedre end paa denne projekterede Møntfod, hvorledes de vilde udfalde, naar de skulde ommøntes til ermelte Projecterede Møntsorter, nemlig Kroner og Kaabermønt saaledes:
1 ß à 2 1/2 lødig 100,000 R. til 100,745 R. 94 ß 2 ß à 4 1/2 - - - 116,375 - 00 - 12 ß à 9 - - - 106,375 - 00 - 8 ß à 7 1/2, - - - 106,249 - 00 - 16 ß à 10 - - - 104,073 - 88 - 500,000 R. til 533,818 R. 86 ß
De overskydende 33,818 R. 86 ß ansættes til Møntomkostninger paa disse 500,000 R.s Ommøntning.
For at saadan Ommøntning kunde ske, maatte der slaas en større Sum Kobbermønt til at omvexle med. Landets Fornødenhed vilde hertil kræve 100,000 R., hvorpaa kunde vindes 71,666 2/3 R., som endda næppe var tilstrækkelig. Snarere vilde udkræves 2-300,000 R. og til denne Sums Vedligeholdelse aarlig 10 à 12,000 R. Herefter vilde Gevinsten blive
paa 10,000 Mark Sølv 5,710 R. 77 ß paa 11,333 1/3 Mark Kobber i Scheidemønt 71,666 - 64 - 77,377 R. 45 ß
den nye skønne Møntsort i Kroner ufortalt.
Disse nye Kroner tænkte Deichman sig prægede med Kongens Brystbillede eller fuldkomne Posture til Hest, dog udennogen Opskrift paa Pengene, hvad deres Valeur skulde være, eftersom Lagien kunde da paalægges til mere eller mindre efter Tidernes Lejlighed. I Kanten skulde sættes Bogstaver, at de ikke af Jøderne blev beklippede.
Kaaber-Mønten skulde møntes med et meget Zirligt Præg, som nødvendig maatte slaas med et Pukværk med et dybt Løvværk for at forekomme deres Efterstempling. Deres Genindførsel skulde under rigoreus Straf være forbuden.
Deichmann resumerede Fordelene ved sit Forslag derhen:
Deichman opstillede 2 Beregninger over 10,000 Mark f. S. Udmøntning efter Cølnsk Vægt den første til 15-lødige Kroner, den fine danske Mark til 11 R. 36 4/15 ß uden Lage
106,666 R. 64 ß Af Kobberet som blev sparet 6,666 - 64 - 113,333 R. 32 ß - Møntomkostninger 6,982 - 79 - 106,350 R. 49 ß
og da blev disse Kroner 6 1/4% bedre end itzige 8 ß, men derimod var de 2 3/8% slettere end forrige Danske Kroner ansat som Kroner mod Kroner uden Lage.
Den anden Beregning, naar 10,000 Mark cølnsk f. S. blev udmøntet til 13 1/3, lødige Kroner efter Møntfoden Anno 1699, den fine cølnske Mark til 10 R. 38 2/5 ß at udtælle uden Lage
104,000 R. og af Kobberet, som nu forbruges mere til 8 ß end som til disse Kroner 6,222 - 110,222 R. - Møntomkostninger 6,982 Igen 103,240 R.
Uden Lage skulde saa forlises paa disse Kroner mod de forskrevne Kroner 3110 R. 49 ß, men skulde da disse Kroner blive 8 93/96% bedre end 8 ß.
Hvis Kongen vandt c. 100,000 R. eller i hvert Fald paa Kobbermønten c. 72,000 R., skulde disse anvendes til Værket, saa dette kunde betale sin Gæld. Kobbermønterne skulde ikke strække sig videre end til Norges egen Fornødenhed, og vilde Kongen ikke have deres bestandige eller varige Kurs, kunde de igen ved bedre Tider (mon?!) af Kongsberg indveksles og bruges til at beskikke Mønt med.
Naar Deichmans i mange Henseender umodne og uigennemtænkte Projekt her er gengivet i sine Hovedtræk, er dette noget grundet i den Interesse det har at vise denne Præsts temmelig ubeskedne Frejdighed med at give sig i Lag med alle mulige Spørgsmaal, selv de der efter hele hans Uddannelse maatte ligge ham fjernest, men som paa Grund af hans rent ud paatrængende Interesse for de jordiske Ting laa hans Karakter nærmest. Det er ovenfor paavist, hvor naiv hans Stilling er til vilkaarlig Paalæg af Opgæld og den illusionerende Forvanskning af god Mønt til slet med samme Navneværdi; han viser her en Mangel paa psykologisk Forstaaelse saa stor, at man fristes til at tro, at han mod bedre Vidende bagefter, da Vanskelighederne er overstaaet og Krigen, er endt, vil gøre sig til af at kende Sagen bedre. Hans Paastand om at skaffe bedre Mønt er jo ogsaa mildest talt frejdig, naar man betænker, at Kronerne var daarligere end de forrige og Kobbermønten visselig ikke bedre end den nu kurserende Smaakurant. Ja, havde han foreslaaet en virkelig god Hovedmønt med Kobberskillingerne kun som Skillemønt, saa havde han vist virkelig patriotisk Forstaaelse af Samfundets Tarv, men noget saadant forhindrede selvfølgelig det virkelige Formaal: uden Udgift for Kongen - der var let irriteret, for ikke at sige led og ked af det pengetilsættende Sølvværk - at skaffe Penge til Værkets videre Drift og Betalingen af Restancer, alt paa Møntvæsenets Bekostning. Det er i Korthed den sande Mening af den lange Snak, emballeret og indflitret i Floskler, Talemaader og Beregninger, hvis Hovedindhold var en Fristelse for Kongen til at søge sin Fordel gennem hans Planer.
Hovedinteressen knytter, sig til Rentekammerets Erklæring over Projektet, hvori der kastes Strejflys over Krigens økonomiske Kaar og Efterkrigstidens finansielle Bestræbelser.
Kammeret meddeler til Indledning,. at Deichmans Erklæring er foranlediget ved kgl. Resl. 12. Maj 1728, hvori Bispen opfordres. til. at udtale sig om, hvorledes han havde tænkt sig at skaffe 3 à 400,000 R. tilveje. Heri ligger den hele Forklaring. Bispekonferensraaden gik den saare udtraadte Vej, at skaffe Penge gennem Ødelæggelse af Mønten:
Kammeret resumerer Bispens Projekt i 3 Punkter:
Den Berømmelse ser vi ikke den projekterede Kobbermønt kan tillægges, men snarere at den var slettere end hidindtil!
Rentekammeret understaar sig derfor ikke at tilraade Kongen at fremme Sagen, men indstiller den 5. September 1729 til Kongen at lade det have sit Forblivende ved Mønten, som den nu er "regleret, efter at saamange Forandringer allerede dermed været haver."
Den 4. November 1729 resolverer Kong Frederik - en af Danmarks dygtigste og mest nøgterne Regenter, i meget at stille over den i Tide og Utide forroste Charmeur, Christian IV - fra Københavns Slot jævnt og ligefrem følgende:
"Vi finde det bedst og tienligst at være, at Mønten saaledes som, den nu er regleret og fastsat, forbliver, allerhelst da Vi selv har gjort Os saa megen Umage for at sætte Mønten paa en god Fod samt baade afskaffet de authoriserede Sedler og den slette Mønt saaledes devalveret, at den nu kan svare til den rette Møntefod, og er det ellers let at befatte, hvad skadelige Suiter det maatte med sig føre for det Almene, ifald Kobber Mønt nu blev introduceret."
Deichmans Søn havde naturligt nok et andet Skøn om denne Sag, idet han udtaler: "Der blev og gjort Projekt til en ny Myntefod, som, om havde bleven efterfulgt, maaske med nogen Forandring havde haft sin store Nytte, og frembragt anseelige og smukke Mynte-Sorter" (9).
Der kan dog billigvis ikke være Tvivl om, at Deichmans Projekt var et af de sædvanlige egennyttige Forsøg paa ved Misbrug af Møntregalet at skaffe Midler til andre Øjemed, her at fremme Sølvværket, som Deichman havde paataget sig at skaffe Fremgang, og hvis Fremtid han ikke saa anden Udvej til at betrygge; hans Held i Bestræbelserne herfor var jo af største Betydning for hans Stilling i Kongens Gunst. Han bedømte dog her Kongens Evne til at gennemskue Sagen ringere, end den virkelig var.
I nyere Tid (10) er Deichman bleven en Del undervurderet; vistnok er han nu sat paa en for ringe Plads. At hans Optræden over for Møntmester Meyer skulde have været partisk, tror jeg ikke, man tør hævde. Meyer er naturligvis noget strængt behandlet. Men at denne har grovelig forset sig i sin Virksomhed, kan ikke være Tvivl underkastet. Dertil foreligger der for mange samstemmende Vidnesbyrd om hans Færd.
Efter Meyers Suspension og under Deichmans Undersøgelser varetages den direkte Udmøntningsvirksomhed som nævnt af de kgl. Møntkommitterede, Bergmester Klem, Guardein Duval og Bergproberer Kahn, der ved Slutningen af 13. Maaneds Sølvpost 1728 dvs: i Januar 1729 afleverede Mønten til Møntmester Nicolaj Bernhard Fuchs. De Kommitterede, der som rimelig var havde oppebaaret den suspenderede Møntmester Meyers og den ligeledes suspenderede Guardein Truels johansen Falckenbergs Lønninger i Kommissoriets Tid, fik først Approbation herpaa af Christian VI den 12. Januar 1741 (11).
I det heromhandlede Tidsrum sloges udelukkende 8 ß. Et ringe Beløb sloges i 1735 og medtages her for bedre Oversigts Skyld, idet 8 ß's-Udmøntningen da afsluttedes.
8 ß udmøntedes efter følgende Forhold:
| Mønten | Jørgensens beskr. | Stkr. paa 1 Mark c. brutto | Lødighed Lod | Lødighed o/oo | Stkr. paa 1 Mark c. fin | Den fine c. Mark udbragt til | Bruttovægt gr | Finvægt gr |
| 8 ß norsk | 77-16 | 63 3/4 | 7 1/2 | 468,75 | 136 | 11 1/3 R. | 3,668 | 1,719 |
For Aarene 1734 og 1735 har det ikke været muligt fra de norske Arkiver at fremdrage de originale Udmøntningsprotokoller, der synes bortkomne; de her anførte Summer hidrøre fra andre Kilder, der bero i det danske Rigsarkiv (12).
Da disse imidlertid for Aarene 1727-33 i det Hele stemmer ret godt med de bevarede Protokoller for disse Aar, synes det uden Betænkelighed at fæste Lid til de for Aarene 1734-35 i de danske Akter opgivne Summer.
Der udmøntedes følgende Beløb (13):
| Aarstal | Mønt | Rdlr. kurant |
| 1727 | 8 ß | 124,796 R. |
| 1728 | - | 110,308 - |
| 1729 | - | 93,391 - |
| 1730 | - | 119,440 - |
| 1731 | - | 95,273 - |
| 1732 | - | 103,,587 - |
| 1733 | - | 195,139 - |
| 1734 | - | 119,471 - |
| 1735 | - | 450 - |
| Ialt | 961,855 R. |