(fra: Wilcke, Julius: Specie- Kurant- og Rigsbankdaler, København 1929 (Wilcke IV) side 134-153)
Den norske Mønt forestodes i 1788 af Møntmester Hans Jacob Arnholt Branth med Hartvig Christoffer Poppe som Guardein, Anders Lunde som Stempelskærer, Nicolai Wilhelm Wright som Lærling (1). Denne sidste gik 1790 til København for at studere ved Kunstakademiet, men da han tabte Lysten til Stempelskærerkunsten og til at "subsistere for 52 R. aarlig paa Kongsberg", tog han sin Afsked (2). Da Regeringen i disse Aar i første Række var optaget af at bringe det slesvig-holstenske Møntvæsen i Orden, maatte den norske Mønt staa noget i Skygge. Ved Resl. 30. Novbr. 1785 bestemtes, at der skulde nedsendes 1162 Mark Sølv i Barrer, medens Resten skulde udmøntes i 2 ß til Bankens Fornødenhed. 18. Oktober 1786 forandredes det til, at der til Banken skulde møntes 3000 R. ugentlig eller 12000 R. maanedlig i 2 ß, Resten nedsendes i Barrer, men dette var allerede ophørt i November og forrige Resolution fulgt. Men i 11. Maaneds Sølvpost 1788 var der ikke mere end 1150 R. til Lønninger. Derfor bestemtes det 12. Marts 1788 at man først maatte forsyne Bergfolkene med Mønt, saavidt muligt 3000 R. i 2 ß maanedlig. Resten skulde nedsendes i Barrer (3).
Heller ikke denne Bestemmelse blev fulgt; thi Resl. 22. April 1789 (4) godkender, at man "efter Konjunkturerne" snart har møntet 4 og 2 ß, snart 24 og 8 ß, snart alene 3000 R. i 2 ß, og smeltet Resten i Barrer for tilsidst helt at standse Udmøntningen og sende alt Sølvet i Barrer til København. Den forrige Resl. 12. Marts 1788 havde man kun fulgt til 14. Aug. Medens 4 ß tidligere var møntet 9 lødig, blev de nu 1788 møntet 5 lødige paa Marken fin 11 1/3 R. K. i Henhold til Resolution 11. Septbr. 1783 (5), 2 ß 5 1/2 lødige 12 R. paa Marken f., 24 og 8 ß 9 lødige 11 1/3 R. paa Marken f.
Naar Kongsberg Mønt i dette Tidsrum her er Tale om ret ofte laa stille, skyldtes det ikke blot, at Sølvet fandt Anvendelse andetsteds, men ogsaa at Møntværkstedet ikke var tidssvarende indrettet, og at Sølvværkets Udbytte begyndte at svigte, hvortil kom for stort Personale', uhensigtsmæssig Administration, ja ligefrem Slendrian og Svindel inden for hele det lille Samfund (6).
I 1789-90 udmøntedes kun 1650 R. i 8 ß og 20.000 vest. Daler i 12 ß amerikansk, heraf i 1789 kun 1000 R. i 8 ß. Under disse Omstændigheder gik det selvfølgelig haardt ud over Møntmester Branth, der delvis var lønnet med Afgangen paa Sølvudmøntningen; for Tab herpaa forlangte han i Slutningen af Aaret 1789 200 R. i Erstatning, idet han bl. a. anførte, at Møntværkstedet i Altona vilde foranledige Indstilling af Mønten paa Kongsberg, at Folk i saa ansvarlige Stillinger som hans burde lønnes ordentligt, og at han i Tilfælde af Afslag - for at undgaa Fristelser - ønskede at forflyttes til en anden Tjeneste. Han fik de 200 R.! (7)
I de paafølgende Aar havde Mønten noget mere Arbejde, idet der - som tidligere berørt - skulde møntes Specier til Bestridelse af Kongens Indskud, 640 Aktier eller 256.000 R., i den nyoprettede dansk-norske Speciebank i København. Det vilde være urimeligt at opkøbe Sølv i Hamburg til Møntning i Altona, naar man havde Sølvet paa Kongsberg, hvor de øvrige Materialier stod i "lettere" Priser og de fleste Maskiner dreves med Vand. Kongsberg Mønt fik derfor den 9. Marts 1791 kgl. Ordre til at gaa i Gang med Udmøntning af hele Specier, hvortil Bauert havde udført nogle Tegninger og forfærdiget nogle Stempler til Efterretning for Stempelskærer Anders Lunde (8).
I Aarene til 1795 møntedes kun hele Specier, i Aarene derefter baade 2/3, 1/3, 1/5 og 1/15 Specier, 1/5 Sp. = 24 ß.K. og 1/15 Sp. = 8 ß.K., hele Specier, 2/3 og 1/3 Specier var som almindelig Speciemønt 14 lødige, 1/5 Specier 11 lødige og 1/15 Specier 8 lødige, alle til 9 1/4 R. paa Marken fin. Af 8 ß sattes der i Aarene henimod Aarhundredets Slutning en Del falske i Omløb, hvorfor 2 Personer, Pascal Paoli og Peter Essendrup blev arresterede (9). Undertiden lavede man paa Mønten selv Stemplerne saa skødesløst, at der opstod Mistanke om Mønternes Ægthed, saaledes manglede paa nogle 1/15, paa andre Bogstavet "i" i "Rigsdaler", saaledes at disse Stkr. maatte indkaldes, jfr. Rentek. Circ. 10. Aug. 1799 (10).
Specie norsk 1791 efter Tegning af J. E. Bauert.
Ikke alene Bauert leverede Stempler til Kongsberg. Hofgraveur Salomon Ahron Jacobson deltog - som allerede tidligere anført - meget mod sin Vilje i Stempelskæringen paa Kongsberg, idet Anders Lunde (Lunder), der jo havde faaet Lov til at tage Kontrapoinçons af Bauerts Stempler, ogsaa havde taget saadanne af Jacobsons, der uden dennes Vidende og Samtykke var sendt til Kongsberg.
Den 2. August 1797 blev Branth forflyttet fra Kongsberg, hvor han havde gjort sig fortjent af Specieudmøntningen i Aarene efter 1791. Bestalling som Møntmester i København meddeltes Branth den 16. August 1797, saaledes at Fratrædelsen af Tjenesten paa Kongsberg skulde finde Sted den 1. Oktober. Til Møntmester paa Kongsberg beskikkedes Schichtmester paa Kongsberg Sølvværk Johan Georg Madelung, idet man ikke kunde tage Guardein Poppe til dette Embede, da han var saa svag, at han ikke kunde passe det han havde. Stillingen søgtes tillige af Direktøren for Røraas Kobberværk, Erich Otto Knoph , der dog ikke kunde komme i Betragtning, da han ikke fra Ungdommen af havde haft med Montvæsen at gøre. Fuldmægtig Peder Henrich Dill afskedigedes paa Grund af Svaghed; i hans Sted ansattes Eilert Hagerup Tregder, der havde taget Examen ved Bergseminariet, og som tillige skulde fungere som Guardein under Poppes tiltagende Svaghed (11). Justermester blev Jørgen Lantwerck. Anders Lunde fik en lille Opmuntring paa 100 R., skønt hans Arbejde "ikke altid har opnaaet den Grad af Fuldkommenhed, som man har kunnet ønske".
Imidlertid gik Kongsberg Mønt med Sølvværket sit Endeligt i Møde. Medens Produktionen ved Værket i 1765-68 havde været oppe paa 32.000 Mark f. S. aarlig, sank det til 10.100 i 1798 og 9.677 Mark i 1799. Under disse Omstændigheder "da Sølvpostertie fra Kongsberg stadig er ringe, c. 9 à 10.000 R. maanedlig", foreslog Madelung at opgive de maanedlige Udmøntninger som for kostbare og samle Sølvet til een Udmøntning om Sommeren, hvorved kunde spares betydelige Beløb til Lys, Brændsel og Løn. Rentekammeret var betænkelig herved af Hensyn til de maanedlige Udbetalinger til Bergværksfolkene. Madelung foreslaar da i hvert Fald et Forsøg med een Udmøntning hvert Kvartal; man kunde saa se, om Besparelsen opvejede Renten af Forskud til Betaling af Lønforskudene til Folkene. Efter nogle Forsøg, der faldt tilfredsstillende ud, bestemtes 10 September 1800, at Udmøntning kun skulde ske een Gang Kvartalet (12). For at skaffe Banken Skillemønt, som haardt savnedes, bestemtes kort Tid efter, at der skulde søges slaaet 30.000 R. i 4 lødige 2 ß, 13 R. paa Marken f. dvs: som de slesvigholstenske 2 Sechslinge. Da man havde faaet 10.000 R. af disse Mønter, udstedtes 4. Febr. 1801 Plakat om disse "nye udmyntede Toskillingers Omløb".
Ved Resolution 14. Januar 1791 var det bestemt, at Underskudet paa Sølvværket ikke maatte overstige 50.000 R. aarlig. Herunder indgik i Virkeligheden ogsaa Mønten, idet denne dreves sammen med Bjergværket, saaledes at Udgifterne til Arbejdere og Materialier udrededes af dette. Man havde ønsket at udskille Mønten fra Værket, men efter ovennævnte Resolution vilde man ikke skride hertil, thi saa risikerede man, at der deri vilde findes Paaskud til at overskride den limiterede Underbalance, der iøvrigt aldrig overholdtes. Da Underskudet trods det kgl. Paabud stadig tiltog og det saaledes hverken gjorde fra eller til, om Mønten var med i Bjærgværkets Regnskab eller ej, det var og blev lige galt, mente Finanskollegiet, at Mønten burde udtages af Forbindelsen med Sølvværket, hvorved jo nok ogsaa havdes in mente, at man nu i de danske Regeringskredse var led og ked af det pengespildende Sølvværk og gjorde sig fortrolig med Tanken om dets Nedlæggelse, medens man endnu ikke var klar over, om Mønten skulde følge med.
Den 15. December 1802 faldt da kgl. Resl., hvorved Forbindelsen mellem Værket og Mønten ophævedes. De paa Mønten udprægede Specier skulde ikke mere afleveres til Bjergværket, men direkte til Postexpressen til Forsendelse til Zahlkassen i København. Sølvet betaltes Bjergværket med 9 1/4 R. Sp. for 1 Mark fin i dansk Kurant efter Kurs. Fra Hytten maatte kun afleveres sølvfrit Kobber til Legering. Kretsene tilbageleveredes Værket. Skillemønt sloges uden Omkostninger til Bergmandsfolkets Lønning. Møntofficererne lønnedes fremtidig af Mønten og Udbetalinger opførtes i Møntens Regnskab. Det Mandskab der overgik fra Bjergværkets Administration til Mønten var:
Møntmester Madelung 400 R aarlig. Guardein Poppe 250 - - Stempelskærer Lunde 350 - - Justermester Lyng 13 R mdlg. Reservemester Lantverck 8 - - Præger Peter Hinrichsen 9 - - Smelter Halvor Ringvold 9 - - Reservesmelter Niels Bærum 8 - - Smed J. Bryde 10 - - Møntersvend Johannes Aas 7 1/2 - - Møntersvend Lars Sjulsen 6 1/2 - -
Samme Dag afskedigedes Guardein H. C. Poppe efter langvarig Svaghed med sin Løn i Pension. Til Guardein udnævntes Fuldmægtig Eiler Hagerup Tregder, Fuldmægtig blev cand. pharm. Johan Georg Prahm, der havde gode Vidnesbyrd fra Berg-Seminariet; han fik 200 R. aarlig. Paa Seminariet studerede samtidig med offentlig Understøttelse Møntmester Branths Søn, cand. jur. Cajus Branth (13).
Skyerne trak imidlertid mere og mere sammen over det lille Samfund deroppe i Numedal ved Bjergværkets Fod. Udbyttet blev mindre og mindre. Den tidligere uforsigtige Administration hævnede sig. I de gode Tider var der vist en Flothed, der søgtes bevaret, skønt den afstedkom store Underskud, som igen foraarsagede skrappe Paabud fra Regeringen i København om Udgifternes Nedbringelse. Dette vidste man ikke bedre at sætte i Værk end ved store Indskrænkninger i Arbejdsstyrken, hvad der selvfølgelig igen influerede paa Sølvindvindingen, som - hvis den var ringe i Forvejen - nu blev end mindre. I sin Fortvivlelse greb man saa til Anlæget af nye Stoller, Christians og Kronprins Frederiks Stoller, der uden at bringe nævneværdige Fordele forøgede Udgifter og Underskud. 1802-04 gik Sølvudbyttet ned til 8000, 7000 og 5660 Mark f. S., det ringeste Udbytte i et Aarhundrede! Underskudet svingede omkring 60000 R. aarlig. Under disse Omstændigheder tabte man i København ethvert Haab om Bedring. Finanserne var ikke i nogen god Stand; følgelig traf man 10. Juli 1805 den for Kongsberg skæbnesvangre Beslutning at indstille Sølvværkets Drift med 11. Bergmaaneds Udgang s. A. (14).
Den sikre Følge heraf for Møntens Vedkommende kunde ikke lade vente længe paa sig. Naar Sølvtilførslen, bortset fra en mindre Udvinding i en enkelt Stol, iøvrigt hørte op og man dernæst gennem den ringe Virksomhed ogmønternes tarvelige Udseende erindredes om, i hvor maadelig en Forfatning Møntens Maskiner og andet Tilbehør gennem en Aarrække havde befundet sig, skulde der ikke meget til at spaa dens Endeligt. Den 14. Februar 1806 faldt den kgl. Resolution, hvorved Mønten nedlagdes og Møntofficererne sattes paa Vartpenge, naar undtages Stempelskærer Anders Lunde, der de sidste 2 Aar havde været blind som Følge af sit anstrængende Arbejde og derfor blev pensioneret (15).
Sørgelige Omstændigheder bragte den 1 1/2 Aar efter til Live igen. Efter Englændernes Overfald paa København 1807 kastede Kronprins Frederik sig ud i en Krig paa Napoleons Side mod England af en lignende Karakter som hvis Italien under Verdenskrigen var gaaet med Tyskland. Et Held for Italien at det havde en Regering der ikke lod sig blænde af den glimrende Fastlandsmagt til at udsætte sig for Englands Søkrig. Men særlig fordærveligt blev det i 1807 for det dansk-norske Monarki, der ved Havet var splittet i 2 Dele. Norge skiltes ved den engelske Blokade fra Danmark og maatte i høj Grad stole paa egne Kræfter for at kunne ride Stormen af. Kun med Møje, Besvær og Risico lykkedes det fra Tid til anden at skaffe Levnedsmidler fra Danmark til Norge. Pengeforsendelser var næsten udelukkede, tilmed da Postgangen gennem Sverige paa Grund af dette Lands Deltagelse i Krigen mod Danmark-Norge var standset.
Der opstod derfor Pengemangel i Norge. Under disse Omstændigheder maatte man se at faa Mønten paa Kongsberg i Gang igen for at der af den Sølvbeholdning, man endnu havde, og af Kobber kunde slaas 2 og I ß. Da Madelung og Tregder opholdt sig i København, og man mente bedre at kunne faa den tidligere norske Møntfuldmægtig J. G. Prahm, der i Øjeblikket fungerede som Guardein i Altona, til Norge, fik denne Ordre til hurtigst at tage til Kristiania for at gaa den under 24. August 1807 nedsatte interimistiske norske Regeringskommission til Haande med Udmøntning af Sølvmønt, nemlig 2 ß, 4 lødige 13 R. paa Marken fin, der ganske vist var bedre end den i Altona i Henhold til Resolution af 3. September 1807 paabudte til ikke under 14 R. paa Marken fin, men det mentes at volde for store Vanskeligheder og Besvær at indføre en 2 ß af ny Møntfod i Stedet for den ved Plakat 4. Februar 1801 hjemlede. Kobbermønt vilde ogsaa foreløbig volde for stort Besvær, men man kunde jo anstille nogle Forsøg (16). Hertil kan maaske henregnes den nedenfor afbildede Kobberplade.
Kobberplade med 4 indslaaede Præg af 2 ß norsk 1807.
Medens Fuldmægtig Prahm konstitueredes i Rollen som Møntmester ved en nedlagt Mønt, kunde den afg. Møntmester Madelung i København "ikkun saare vanskelig have sit Udkomme af sine Vartpenge for sin Familie, der er stor og bestaar af uopdragne Børn". Da Englænderne tilmed havde ødelagt hans Ejendom i Falkonéralléen, fik han i Erstatning for Fribolig, Brændsel m. m., et Tillæg af 200 R. aarlig til sine Vartpenge (17). Imidlertid havde Prahm store Vanskeligheder med at bringe Mønten i Gang igen. Da 2 ß som nævnt var for god til Kurantens svigtende. Kurs, spurgte man fra København, om man ikke paa Kongsberg kunde slaa 1 ß som de Altonaske 2 Lod 4 Gren fin, 19 R. paa Marken f. Hertil meddelte Regeringskommissionen, at Sølvudmøntningen paa Kongsberg havde man maattet standse paa Grund af Mangel paa Digler, idet hverken de fra Kiel eller København afsendte Smeltedigler var naaet frem. Man havde da paa Grund af den store Mangel paa Smaamønt besluttet at iværksætte en Udmøntning af Kobber 4 og 1 ß til 280 R. pr. Sk.-Pund. Finanskollegiet havde da strax tilskrevet Regeringskommissionen i Norge, at Kongen i Oktbr. 1808 havde bestemt, at der skulde møntes 1 ß af Kobber, 112 Sk. af 1 Pund eller 373 1/3 R. pr. Sk.-Pund à 320 Pund, men Kommissionen maatte da svare, at Mangelen paa Smaamønt havde været saa stor, at Udmøntningen alt var sat i Gang, og der var 28. Marts 1809 udstedt en offentlig Bekendtgørelse herom i Forventning om kgl. Approbation; i denne Bekendtgørelse var Møntfoden udtrykkelig omtalt. Da man havde ladet skære en Del Stempler m. v. og udsendt et Beløb af den ny Mønt, vilde man meget henstille, at Møntfoden godkendtes. Hvis man nu saa hurtig skulde ændre denne vilde det "opvække Sensation og en ubehagelig Forestilling hos Indvaanerne over Statens Cours, især da man derhos vidste, at Regeringskommissionen havde købt et Parti Garkobber for 160 à 180 R. pr. Sk.-Pund". Heroverfor gav Kongen 11. Maj 1809 efter (18). Den norske Kobber 4 ß var altsaa i Virkeligheden strax ved sin Fremkomst for god, og det er derfor ikke saa underligt, at der fra Aaret 1810 kun forefindes et eneste Exemplar bevaret til Nutiden, medens 4 ß Kobber fra 1809 ikke er sjælden (19).
 4 ß norsk af Kobber 1809. |
 8 ß norsk af Sølv 1809. |
Den norske Regeringskommission var dog stadig i Bekneb for Smaamønt, tildels fordi den circulerende Mønt var for god og gemtes bort. Den havde derfor foreslaaet Kollegiet i København, at der paa Kongsberg skulde slaas 1/12 eller 1/8 R., da de i Altona slaaede 1/6 R. ikke kunde naa op til Norge. Da Brevgangen var saa langsom og uberegnelig, havde Kollegiet ikke faaet det norske Forslag før samtidig med en Indberetning fra Kommissionen i Norge om, at den havde beordret Udmøntning af Sølv 4 og 8 ß, 4 og 6 lødige, 19 R. paa marken f. som 1/6 R. med Indskrift 4 (8) Skilling Skillemynt 1809, - ikke som paa 4 ß til 15 R. paa Marken f. 4 Skilling dansk Skillemynt - for at adskille dem. Prahm havde samtidig opfundet en Fremgangsmaade til Udmøntning af Sølvmønt uden Brug af Smeltedigler (20). Man havde maattet tage Stemplerne saa gode de lod sig udføre der paa Pladsen af en Gravør Granstrøm, der senere blev arresteret for Delagtighed i Forfalskning af de under Krigen udstedte Assignationer. Finanskollegiet kunde egentlig kun anse 4 ß for en Skillemønt; 8 ß maatte derimod henregnes til den større Mønt (Omsætningsmønt, Hovedmønt) og derfor ligesom 1/6 R. "anses som et Numerair". - Men det var saamænd under de foreliggende Omstændigheder temmelig ligegyldigt, om Finanskollegiet ansaa Mønterne for det Ene eller det Andet. Det var lige godt eller lige slet altsammen. - Den 29. Juli 1809 godkendte Kongen den skete Udmøntning (21).