fra: Wilcke, Julius: Sølv- og Guldmøntfod 1845-1914, København 1930 (Wilcke V).
E) side 54-70: Frederik 7.s sidste og Christian 9.s første år. Tabet af Slesvig-Holsten (A, B, C, D)
Af særlig Betydning er Forslagets Fastslaaen af den cølnske Marks Vægt i franske Gram til 233,8555 gr. I Motiverne henvises til, at denne Vægt, der nu var vedtaget i Tyskland, næsten nøjagtig stemte med den hamburgske Banks Normalvægt, hvorefter den altonaske i mange Aar havde været rettet, der igen var uden synderlig Afvigelse fra den københavnske Mønts Vægt.
Størst Interesse knyttede sig naturligvis til de holstenske Rigsraadsmedlemmers Modtagelse af denne Lov, og den var visselig alt andet end velvillig. Allerede i den holstenske Stænderforsamling var der naturligvis højlydt protesteret mod alle de mer eller mindre drastiske Skridt, der af den danske Regering i de sidste Aar var foretagne til Gennemførelsen af Rigsmønten i de tyske Landsdele. Man beklagede sig over, at Priserne i Rigsmønt af de Handlende var sat højere end i den gamle Kurant og gav "Møntforandringen" Skyld for den voxende Nød, navnlig blandt de mindre bemidlede Indbyggere.
Hertil knyttede den holstenske Deputerede, Etatsraad H. A. Springer en Række hvasse Bemærkninger. Han begyndte med at udtale, at han og hans politiske Venner overhovedet ikke kunde ønske at se dette Udkast ophøjet til Lov, idet de maatte anse den'for betænkelig for Holstens Interesser. Holstenerne kunde ikke være tilfreds med den svære 9 1/4 Speciefod, som Rigsmønten i Virkeligheden repræsenterede. Holsten maatte ønske Indførelsen af en Møntfod, som stemte med de sydlige Naboers, enten 14-Thaler-Fod dvs: 14 Thaler paa 1 Mark Sølv, eller den, der slutter sig hertil, og som er fastsat gennem en den 24. januar 1858 mellem Østrig, Preussen, de øvrige tyske Kongeriger og næsten alle andre tyske Stater afsluttet Møntoverenskomst, nemlig 30Thaler-Foden, hvorefter der skal gaa 30 "Vereinsthaler" paa 1 Pund Sølv, og som allerede ved Lov 4. Maj 1857 var indført i Preussen. Da 1 Mark Sølv i preussiske Thalere almindelig udbringes til 5 ß l. mere end 1 Mark Sølv i danske Rigsdalere, er Følgen, at Specierne fortrænges af Thaierne, og at Befolkningen maa betale Opgæld for at faa Rigsdalere til at betale Skatter med. Etatsraad Springer og Landfoged C. N. D. Hansen oplyste derhos med mange Exempler, at det trods alle Regeringens Paabud og Forbud ikke havde været muligt at forjage Kurantskillemønten. Hver Dag forhandlede Tusinder af Holstenere deres Produkter i Hamburg og fik hamburgsk Kurant; skulde de nu daglig vexle dem, inden de tog hjem? Om Sommeren drog Tusinder af Hamburgere for deres Fornøjelses Skyld til Blankenese, holstensk Schweitz o. s. v. Skulde Holstenerne vise dem bort og tabe Fordelen ved disse Besøg, fordi de ikke kunde betale i Rigsmønt?
"Denken Sie sich, meine Herren, ein Beispiel an der allernächsten Nähe," udtalte Springer til Rigsraadet, "denken Sie sich, dass es nicht gestattet sein sollte diejenige Münze, welche hier in Kopenhagen allein coursirt, auf dem Wege von Slukefter nach dem Tiergarten auszugeben, dasz Confiscation oder event. gar Brücken eintreten sollten, wenn Solches dennoch geschehen würde. Auf einer vielfach benutzen Chaussee bei einem Hauptwirtshause," fortsatte Springer, "wo ich gerade Chausseegeld bezahlen sollte und nur mit Species versehen war, muszte ich in dem gedachten Wirtshause einen Species wechseln. Zunächst sagte man, als man nur darauf die betreffende Summe zurüch geben wollte, dasz man diesen Species für einen preuszischen Thaler angesehen habe. Auf die Bemerkung, dasz ich damit nicht zufrieden, erkIärte man, dasz man nicht daran gedacht, dasz ein Species auch in einem Wirtshause ausgegeben werden könnte. Dies beleuchtet die zunähst von mir angeführten Thatsachen. Demnächst wollte man mir lauter Courantschillinge geben, und als ich erklärte, dass ich nicht gesonnen sei, dieses unzulässiges Geld anzunehmen, durchsuchte man um in der gesetzlichen Münze zu wechseln alle verborgenen Winkel nach Reichsscheidemünze; das dauerte eine Viertelstunde, so dasz ich mich fast aus Mitleid hätte veranlaszt sehen können in eine ungesetzlichen Handlung zu conniviren".
Landfoged Hansen fra Ditmarsken oplyste, at han i Embedsmedfør, støttet paa Indberetninger fra sine Sognefogeder, havde afgivet de smukkeste Rapporter til Finansministeriet i København om Rigsmøntens Udbredelse i hans Distrikt. IIch berichtete, dass die Reichsmünze durehgeführt sei, dasz die Courantmünze verschwunden wäre und nur Reichsmünze coursire. In diesem guten Glauben lebte ich auch bis zurn letzten Sommer, wo ich eine Fuszreise ins östliche Holstein machte, und gelegentlich auch observiren wollte, wie es mit der Einführung der Reichsmünze stände. Denn man erzählte sich bei uns, dasz es bei der Durchführung der Reichsmünze anderswo nicht so strenge gehalten werde ais in Dithmarschen. lch fand nun überall keine Reichsmünze. Auf mein Befragen antworteten die Leute, die nicht wuszten, dasz ich Beamter sei: "Die Reichsmünze ist lange nicht hinlänglich vorhanden, alle Reisenden, die von Hamburg, von Lübeck etc. kommen, haben Nichts bei sich ais Courant; was sollen wir machen? Wenn Beamte kommen, die kriegen Nichts zu sehen ais Reichsmünze. Wir haben da eine eigene Casse, sowie ein Beamter kommt, ist alles Courant verschwunden". Wie ich auf meiner Rückkehr nach Dithmarschen in Brunsbüttel ankomme, ist die Wirthsstube voll Gäste, denn es waren gerade 2 Dampfschiffe mit Passagieren angekommen, aber ich sehe beim Bezahlen überall nur Courant. Wie ich mein Befremden hierüber äuszere, antwortet mir der Wirth: "Herr Landvogt, das sehen Sie ja, die Leute kommen alle von Hamburg; was sollen wir machen? Wir müszten den ganzen Verdienst aufgeben, wenn wir keine Courantschillinge annehmen wollen". Da es nicht mein District war, liesz ich die Sache auf sich beruhen; wie ich aber bezahlen will, sehe ich zu meinen groszen Erstaunen, dasz ich, der ich von Hamburg kam, auch Nichts habe als Courantschillinge, und muszte ich ein gröszers Geldstück wechseln lassen, um mir nur keine Blösze zu geben. Was solte ich nun mit den Courantschillingen machen? Zum Wegwerfen waren sie zu gut, und ausgeben durfte ich sie nicht. lch gab sie dem Wirth gegen das Versprechen, sie nach Hamburg zu senden. Kaum nach Hause zurückgekehrt berichtete ich sofort Alles ans Ministerium, zog aber zugleich insgeheim über meine eigene Landschaft Erkundigungen ein und fand, dasz es dort - 2 Kirchspiele ausgenommen - nichts besser ais im übrigen Holstein stände, und dasz man diesz vor den Beamten verheimliche.
Alles ist nur Schein, und die Regierung sollte doch nicht mit dem Schein verkehren. Oder ist es etwa Recht gegen die Beamten, dasz man sie in solche Lagen bringt? Ist es Recht gegen das Volk, dasz man fortwährend mit ungesetzlichen Handlungen durch die Finger sieht? Können wir die Sache nicht durchführen, so musz sie aufgegeben werden; aber das ganze Volk zu verleiten, täglich hinter dem Rücken der Beamten ungesetzliche Handlungen vorzunehmen, täglich die Beamten berichten zu lassen, dasz die Reichsmünze durchgeführt sei, wenn es nicht wahr ist, das können wir nicht verantworten.
Als ich vorigen Sommer im Bade in Büsum war, und unter den Gästen auch einen Beamten aus der Herrschaft Pinneberg traf, so fragte ich diesen: "Wie steht es bei Ihnen mit der Reichsrnünze, der Landdrost ist ja wieder selbst da?" Da fängt er an zu lachen und sagt: "Ich glaube, er hat sich überzeugt, es ist nicht durchzuführen; wir sehen jedenfalls nicht, dasz die Sache weiter gefördert wird."
Diesz ist auch rneine Meinung, meine Herren! Die Reichsmünze, besonders die Scheidemünze, ist im Herzogthum Holstein nicht einzuführen; Hamburg und Lübeck sind zu nahe, die Einwirkungen von dort zu grosz. Man bringt nur einen Scheinzustand hervor und regt die Gemüther auf das Alleräuszerste auf. Man bedenke allein die Qual, welche ich mit den Partheien vor Gericht habe. Kein Mensch will mit der Sprache heraus, weil er die Summen nicht in Reichsmünze aufzugeben vermag. Einige haben dann Tabellen bei sich, und ich selbst gestehe ohne eine solche oft nicht fertig werden zu können.
Schlieszlich will ich nur noch hervorheben, welche Bertheuerung im kleinen Verkehr -- denn auf denn groszen hat sie keinen Einflusz - durch die Einführung der Reichsmünze eintritt. Sle beträgt in Wirtshäusern und für die täglichen Lebensbedürfnisse ungefähr 25 pCt. Denn was früher 2 ß Courant kostete, kostet nach Reichsgeld 2½; und was man in Courant für 1 ß kauft, dafür musz man in Reichsgeld 4 ß bezahlen. Wie kann da der gemeine Mann sich mit dieser Münze befreunden?"
Landfogeden ansaa Holsten for at være for lille et Land til at fastholde den bedre Mønt mod Naboernes Spekulation i denne. Forgæves havde Finanserne sendt Etatsraad Edgar Collin og Departementschef von Thaden til Holsten for at gennemdrive Sagen. Den var og blev haabløs. Begge de holstenske Talere kom til det Resultat, at de maatte protestere mod hele Systemet, dog ganske særligt mod Forslagets §§ 9 og 12, idet de fremdrog, at § 12 indeholdt en Novitet, da der nu foruden Konfiskation skulde kunne idømmes Bøder for Benyttelse af fremmed Mønt.
Overfor alt dette havde Finansminister Andræ ingenlunde nogen let Stilling, thi det var saa sin Sag at rippe op i hele det pinlige nationale Emne, der var saa nær forbundet med Møntspørgsmaalet. Han hævdede:
"at, hvad der end er at sige eller ikke sige mod de Foranstaltninger, som ere trufne, saa er det dog vist, at Circulationen er forbedret, og at blandt Andet den slette Courantmønt, de usle Skillinger, som man fandt i saa overvættes Mængde overalt i Hertugdømmet, nu er bragt ud af Verden, og det er dog i det Mindste en bedre Skillemønt, som der nu vil findes overalt. Det er naturligviis en Umulighed at faae Forholdet ordnet tilfulde, saalænge der som Betaling modtages Møntstykker, der ikke kan svare til den dem tillagte Værdi.
Naar man fastsætter, at 1 Rd. Rigsmønt gjælder 96 ß, men man saa ved Siden deraf tager et Møntstykke, som Enhver kan kjøbe paa Markedet i Hamburg til mindre end denne Priis, og lader dette gaae og gjælde for det Samme, altsaa for Mere, end det virkelig er værd, saa er det derved umuliggjort at holde Møntvæsenet i Orden, saa kommer de nævnte Phænomener frem, saa viser det sig, at der paa en enkelt Tid af Aaret er fuldt af Rigsmønt, og at den Dagen efter er forsvunden, idet den naturligviis er opkjøbt og sendt til Hamburg for at ombyttes mod en Mønt, som man faaer billigere, men som kan bruges til akkurat det Samme. Det vilde jo under saadanne Forhold være Daarskab, hvis Folk ikke gjorde det, det kan jo ikke være muligt Andet, end at det maa skee. Om Hertugdømmet end fyldtes med Alt, hvad der haves af Rigsmønt, saa vilde det dog ikke være tilstrækkeligt til at holde Circulationen af denne Mønt vedlige. Det er altsaa aabenbart, at der i denne Henseende maa være nye Foranstaltninger at træffe, hvad enten de komme til at gaae i den ene Retning, saa at man indrømmer en fri og uhindret Brug af den fremmede Mønt, eller de komme til at gaae i den anden Retning, og man da griber til andre Forholdsregler end dem, der hidtil have været anvendte, og som, jeg indrømmer det, ikke have gjort det muligt at naae det tilsigtede Maal.
Paa samme Tid, som der har ligget Masser af Rigsmønt i Kasserne, har der stedse været ført Klager over, at der ikke var Rigsmønt at faae, selv hvor det var den letteste Sag af Verden at skaffe den tilveje. Det har uafladelig været Tilfældet, at paa alle de Steder, hvor Befolkningen ikke vilde gjøre Anstrængelser for at faae Rigsmønt, og hvor den ikke krævede den og indvexlede den, har der været tilsyneladende Mangel, uagtet der i de offentlige Kasser, der naturligvis alle have kunnet rekvirere fra Centralkassen, aldrig virkelig har været en saadan Mangel tilstede."
Under disse Forhandlinger viste det sig mere og mere overflødigt, uhensigtsmæssigt og upaakrævet, at Finansministeren havde rodet op i hele denne Myretue, som Møntspørgsmaalet unægteligt var. David udtalte saaledes: "Lovudkastet i det hele kan ikke tillægges nogen sær Betydning, siden det i det Væsentlige kun er en Samling af de allerede bestaaende Lovbestemmelser, hvortil der ikke var nogen egentlig Trang." Med Nød og Næppe blev Forslaget henvist til et Udvalg, hvor det blev begravet. Ingen af Andræs Efterfølgere, A. F. Krieger, C. E. Fenger eller R. Westenholz følte Trang til at grave det op igen.
Af det forudgaaende vil det ses, hvor store Fejl der var begaaede i 1788 og 1813. Naar man senere henviste til, at Danmark maatte se hen til Møntsystemerne i Norge og Sverige, der støttede det danske, er det jo et stort Spørgsmaal om f. Ex. E. Collin havde Ret i denne Betragtning. Stormønten passede og kunde vedblive at passe sammen, men Inddelingen af Stormønten passede netop ikke. Norge havde 120 ß paa Specien ligesom Holsten. Sverige indførte 400 Øre paa Specien, hvad foreløbig slet ikke stemte med dansk, norsk eller holstensk Regning. I det hele taget maa vist den danske Møntregnings Fastholden henregnes til de større og mindre Fejl, den danske Regering begik i det korte Spand af Aar mellem de to slesvigske Krige, der levnedes den til at reparere Skaden. Thi faktisk havde vi nok saa megen økonomisk Forbindelse syd som nord paa. Det er et stort Spørgsmaal, om vi ikke dengang i Stedet for at stirre mod Nord skulde have set noget mere ædrueligt og nøgternt mod Syd, hvorfra de støre europæiske Strømninger udgik, om vi ikke, medens det endnu var Tid, trods alt skulde have søgt en Udsoning med det tyske Element i Staten, der i sin Tid havde betydet saa meget for dens aandelige og økonomiske Status.
Om man havde delt Daleren i 30 eller 60 Kurantskilling, havde det været nogen Ulykke? Havde de nørrejydske og sjællandske Stænder ikke Ret, da de i sidste Øjeblik foreslog Christian VIII dette Kompromis, som denne kloge Konge ogsaa accepterede. Havde vi ikke vundet Fred eller i hvert Fald et begrundet Forsvar for Fred ved et saadant Skridt paa samme Maade som ved Madvigs Forslag at dele Slesvig i en dansk og en tysk Del, lade den sidste gaa til Holsten, den første til Kongeriget, og hver Statsdel styre sig selv, eventuelt i en Personalunion, om en saadan kunde opretholdes. Hvor var Andræs Forfatninger ikke for et lille Land et frygteligt Æskesystem med Fællesforfatning og en Række Særforfatninger, der paa forskellig Maade irriterede de nationale Mindretal. Et Tvangssystem som f. Ex. det paa Møntomraadet gennemførte kunde for en lille Stat kun føre til Ulykker og Skuffelser. Dertil kom nu, at de to Holsteneres Skildringer af de faktiske Forhold i Holsten sikkert ikke var urigtige. Det økonomiske Sammenhæng med Hamburg og det øvrige Tyskland var intimt; ja en Del af Frederik VII.s Monarki, Lauenburg, der grænsede til Holsten, havde netop den tyske Mønt, som man forbød de tyske Holstenere at røre ved!
Et umoderne Syn paa Sagerne lyser ogsaa ud af den stædige Vedholden ved Duodecimalsystemet. Var man for hele Monarkiets Vedkommende gaaet over til Decimalregning, havde der som ofte nævnt maaske været Mulighed for at skabe Overensstemmelse og bringe Enighed til Veje. En Indrømmelse gjordes i Slutningen af Aaret, da der den 31. Dcbr. 1858 udstedtes Bekg. for Hertugdømmet Holsten om Ophævelsen af Konfiskationsstraffen for Brugen af fremmed Kurantskillemønt.
Saa naar vi da frem til Krigens Tid, den 2. slesvigske, hvis Resultat ogsaa dannede Afslutningen paa den lange og forbitrede Kamp mellem Holsten og Danmark om Møntspørgsmaalet. Allerede forinden var Mønten i Altona omtrent standset. I de senere Aar havde den ikke haft synderligt at bestille. Paa Grund af Krisen 1857 var Kurserne ikke længere gunstige for Møntoperationer. Man havde under den store Udmøntning i Aarene forud forbedret dette Møntværksted betydeligt ved Anskaffelse af nye Maskiner. I Rigsraadet hævede der sig nu Stemmer for at simplificere og billiggøre Driften ved at flytte disse nye Maskiner til København og opgive Virksomheden i Altona. Foreløbig vilde Finansministeriet ikke gaa ind herpaa (48), men i Rigsraadssamlingen 1863 stillede Finansministeren Ændringsforslag til Normalbudgettet 1864-66, hvorefter Finansministeriet ikke foreløbig agtede at benytte det i Altona tilstedeværende Montetablissement, hvorimod Udmøntningsvirksomheden paatænktes koncentreret i København, hvortil en Del Møntmaskiner skulde flyttes. Forslaget tiltraadtes af Rigsraadet (49).
Tronbestigelsespecie 1863 (1864).
Efter Christian IX.s Regeringstiltrædelse traf denne Konge ved Resl. 29. Januar 1864 Bestemmelse om Udprægning af Tronbestigelses-Species eller Dobbeltdalere, hvorom Bekg. udgik 17. Marts s. A. Den 4. Maj fulgte Bekg. om Udprægning af almindelige Dobbeltdalere. Christiand'orer udmøntedes i Overensstemmelse med Resl. 7. August 1866 og Bekg. 1. September 1866. Den 7. August 1867 og 6. Oktober 1868 udgik Bekgr. om Udprægning af Sølv 4 ß og Bronce 1 og 1/2 ß, den 21. Juli 1869 om enkelte Chrd'or.
I 1870 blev der samtidig med en hel Række andre Lønningslove ogsaa givet nye Regler for Møntofficerernes Lønninger ved Lov 2. juli 1870. Herefter fik en Møntmester foruden Bolig 1500 R. aarlig, stigende hvert 5. Aar med 100R. til 2000R., en Medaillør 1000 R. aarlig, stigende hvert 5 Aar med 100 R. til 1500 R. og en Møntguardein 900 R. aarlig stigende hvert 5 Aar med 100 R. til 1400 R. Pengene havde dengang større Købeevne end nu!
I Spidsen for Mønten i København og Mønten i Altona stod som alt berørt de tvende Møntmestre Svendsen og Freund. Af disse afgik Svendsen ved Døden den 4. juni 1861, og ved kgl. Resl. 4. Septbr. 1861 udnævntes da Peter Reimer Hinnerup, der 8. Marts 1836 var bleven Guardein, til Møntmester i København. 1868 søgte denne paa Grund af Svagelighed sin Afsked, som ved Resl. 26. Febr. 1868 blev bevilget ham fra 1. April 1869 at regne. I hans Sted udnævntes samtidig en Søn af den ældre Møntmester Svendsen, cand. polyt. Diderik Christian Andreas Svendsen, der havde gjort Tjeneste som Fuldmægtig, senere Guardein ved Mønten i Altona, til Mønmiester for Københavns Mønt (50).
Møntmesteren i Altona Johan Friedrich Freund søgte i 1856, 72 Aar gammel, sin Afsked, der blev bevilget ved kgl. Resl. 17. juni 1856, idet han som Paaskønnelse af sin lange og tro Tjeneste blev udnævnt til Etatsraad. i Indstillingen anføres, at der i hans Tid var møntet 70 Mill. Rdlr. paa Mønten i Altona, at han i 1848 havde forholdt sig korrekt ved Oprørets Udbrud og derfor 13. September 1852 var bleven bekræftet i sit Embede som Møntmester i Altona. I hans Sted udnævntes ved Resl. 15. Juli 1856 Hans Frederik Alsing til Møntmester. Denne havde været Fuldmægtig, Kontrollør og Stempelskærer ved Mønten i Altona, men var ligesom Freund 1848 forjaget fra Mønten. Under Krigen blev han Kontrollør ved Centralkassen i Flensborg. Da Mønten i Altona 1863 nedlagdes, besørgede han Maskinerne nedtagne og flyttede til København, hvilken Flytning blev fremskyndet af Begivenhederne og tilendebragt i November Maaned 1863 (51).
Medaillør F. C. Krohn. (kgl. Bibl.)
Den hidtilværende Stempelskærer ved begge Mønter, Professor Frederik Christopher Krohn, der fra 1. Januar 1841 havde haft fast Ansættelse som Medaillør, søgte 1873 sin Afsked paa Grund af svækket Syn. Den blev bevilget ved Resl. 12. April 1873 fra 30. April 1873, idet han samtidig blev udnævnt til Ridder af Dannebrog. Derefter blev H. Conradsen konstitueret som Medaillør (52).
(Note fra Dansk Mønt: De i Wilckes bog side 65-67 anførte udmøntningsformler og -tal er (foreløbig) udeladt her)
Guldmønten sloges paa Københavns Mønt for Private, saaledes 1848 for Leopold M. Goldschmidt, Hamburg, 1869 for B. Goldschmidt, Berlin, og 1867 og 1870 for Privatbanken i København (53). En Del Enkelt-Frd'or og Chrd’or er indeholdt i Tallene paa dobb. Fr- og Chrd'or, idet de enkeltes Antal ikke fremgaar af Møntprotokollerne. Af det for 1849 opførte Beløb i Specier var 46.989 Stkr. Tronbestigelsesspecier, af det for 1864 opførte Beløb 100.965 Stkr. Tronbestigelsesspecier.
Det er ovenfor oplyst, at Oprørsregeringen ansatte en Møntmester Andersen til at bestyre Mønten i Altona, idet Møntmester Freund og Fuldmægtig Alsing forlod denne ved Oprørets Udbrud. Af Møntprotokollerne fremgaar imidlertid, at Guardein H. F. Ausborn gik i Oprørernes Tjeneste og underskrev Protokollerne, i hvert Fald det første Aars Tid, som cst. Møntmester og Møntguardein. Han slog bl. a. mange af de i Tabellen opførte Chr- og Frd'or for Oprørernes Finansdepartement i Kiel samt en Del Sølv- og Guldmedailler eller Skuepenge i Anledning af Opstanden. løvrigt sloges Guldmønter for forskellige Handelshuse, saasom Stresow, Ezechiel Simon, P. Mendelsohn-Bartholdy, S. Heinemann & Co., E. Lautensach, H. A. Jonas Söhne, F. Jacobsen og H. J. Schiff. Af de i Tabellen for de senere Aar opførte Antal dobbelte Frd'or har en Del været enkelte, dog ikke noget betydeligt Beløb, der imidlertid ikke har kunnet uddrages af Protokollerne; disse er lagt til Grund for Tabellen, ikke som hos General Jørgensen, Extrakterne; der er derfor nogen Uoverensstemmelse mellem hans og de i Tabellerne anførte Beløb (54). De under Aarstallene 1853-54 opførte Sølv-3 ß prægedes efter Finansministeriets Ordre af 2. April 1853 med Christian VIII.s Avers og Revers med 3. R. B. S. I Aarene 1854-55 sloges som ogsaa foran omtalt meget betydelige Beløb til Fæstnelse af Rigsmønten, særlig i Holsten. Det er derfor naturligt, at Altonamønten i disse Aar udviser en forceret Virksomhed. Bl. a. udsloges over 6½ Mill. R. Dobbeltdalere og 4,8 Mill. R. Rigsdalerstykker; de sidste har General Jørgensen i sit Manuskript for Størstedelen udeladt, idet Beløbet urigtigt er overført til Specieudmøntningen. Beløbene fremgaar med al Tydelighed af Mønt- og Smelteprotokollerne, der er sammenholdte og stemme overens. De er dog ikke saa omhyggelig førte af den daværende Guardein B. Birk, som tidligere af Ausborn, der jo imidlertid forsvandt med Oprøret. Af Protokollerne kan derfor ikke med Sikkerhed ses Mønternes Aar; der kan saaledes være Mønter fra et foregaaende Aar, som er indtagne i Beløbet for det efterfølgende. Protokollernes mindre minutiøse Førelse i Altona mellem de 2 Krige giver en Antydning af, hvorfor man ikke efter Freunds Afgang i 1856 tog Guardein Birk til Møntmester, men hentede Alsing tilbage fra Flensborg.
Angaaende de altonaske Montofficerers Opførsel før og under Oprøret giver den til kgl. Resl. 13. September 1852 hørende Forestilling fra Finansministeren nogle Oplysninger (55). Møntmester Freund og Fuldmægtig Alsing havde vist Korrekthed ved ikke at træde i Oprørernes Tjeneste. Kammerraad, Guardein Ausborn havde været en meget dygtig Embedsmand, men Finansministeren maatte "beklage, at han efter Oprøret 1848 blev paa sin Post og adlød den oprørske Regering", hvorved han "havde forspildt den Tillid, der var ham vist. Hans Opførsel havde ikke sin Grund i politiske Øjemed, men i hans Frygt for, at han, som var en ældre Mand og Forsørger af en talrig Familie, skulde miste sin i de Tider meget indbringende Stilling. Hans Forbliven i Embedet var da ikke forenelig med Statens Tarv". Han blev da entlediget med omtrent fuld Pension. Alsing var som nævnt bleven Kassekontrollør i Flensborg. Til at træde i hans Sted som Stempelskærer og Fuldmægtig ved Mønten ansattes Medaillør P. Petersen, der havde vundet Paaskønnelse for Medaillen for de Frivillige fra Broderrigerne og Medaillen til Ære for A. S. Ørsted (56). Som Guardein ansattes fornævnte Fuldmægtig B. Birk, der ansaas kundskabsrig, særlig i Kemi. Antallet af de i Tabel II opførte, paa Mønten i Altona udslagne Hamburgske Mønter stemmer ikke helt med de hos Gaedechen (57) anførte; men de fra Altona Mønt til Mønten i København afgivne Protokoller, der gaar til 1862, indeholder ikke flere end de i Tabel II optagne. De manglende Beløb kan være indførte i særlige Protokoller og Opgørelser med Hamburgs Bank eller være slagne andetsteds, idet Banken f. Eks. ogsaa anvendte Mønten i Berlin og Mønten i Hannover.
Formlerne for de hamburgske Mønter var følgende:
(Note fra Dansk Mønt: Denne tabel er (foreløbig) udeladt her)
Ved Sammenligning mellem denne Tabel og Tabellen p. 65 viser det sig, at Oprørerne ikke vilde slaa deres Skilling saa god som den saa højt priste Hamburgerschilling, som Holstenerne paastod under Christian I. at have faaet Privilegium paa!
Tilbage til Wilcke, Julius: Sølv- og Guldmøntfod 1845-1914