"Ferner nachdem Wir gnædigst zugelassen, dass der Münz Meister
auf Verlag und Unkosten der Aus- und niederländischen Kaufleute von
Ihren eigenen Goldt und Zilber zwo Sorten als nemlich eine
guldene nach haldt und Gewicht eines Ungrischen Güldens und eine
silberne zu 50 2/3 Schilling dänisch, welche an ausländische
Orter verführt und angelaget werden sollen, un Unser Stadt
Helsingöhr schlagen und vermunzen møge. Als wollen wir darüber
Ihnen dises ernstlich eingebunden und auferlegt haben, dass
solche beide Münz Sorten an Schrot und Korn des Rømischen
Reichs Goldt und Silberordnung unter Unsere Køniglichen
Bildniss und Ueberschrift gleichmässig gemacket...
Soll von jeder Marck Silber aber, welche er für
ausländische Kaufleute, in die kleiner Thaler zu 50 2/3 Schilling
dänisch ver Muenzen wird, Schlag Schatz geben
4 Schilling luebisch". (3)
Det bemærkelsesværdige, hvorved Originalen adskiller sig fra en Gengivelse af samme hos Prætorius i "Beskrivelsen" (4), er Fremhævelsen af de "niederländische Kaufleute". Hvad der imidlertid mentes med de "kleine Thalere" til 50 2/3 Skilling, kan ikke ses; men efter den angivne Værdi maatte de være betydelig ringere end Specien, hvis Skillingsantal i Medfør af Aabent Brev af 12/5 l602 (5) dengang androg 66 Skilling.
I Rigsarkivet (6) findes imidlertid forskellige Concepter, Betænkninger og Forarbejder til Møntforordninger, bl. a. til fornævnte Møntordning af 1607. Et af disse indeholder følgende:
"Von Silber, welches in kleine thaler zu 50 2/3 Schilling dennisch fuer alslendische Kaufleute vermuenzet unnd von ihnen Alsbalt dershinn Abgefuhret wirtt, kann der Muenzmeister diess folgende ursachen nicht mehr aufs der marck geben als - 4 Schilling lueb.
1. Den besagter kleine thaler muss halten 12 lott fein.
So kombt die Troische marck fein aus der munz uff 12 Stuecken.
2.Hir von bekombt der Kaufmann fuer die march Silber 11 Stueck
und 26 Stuiver.
3. Zu konniglicher Schlegschatz 4 Schilling lüb.
4. Den gesellen fuer die Marck zu arbeidtslohn 2 Schilling lüb.
5. fuer Vinsten und alle mehr behalt der Muenzmeister nicht mehr als 2 Schilling lüb.
Summa 12 Stücken."
Af mange andre Detailler i dette Aktstykke fremgaar klart, at det er en Udregning, paa Grundlag af hvilken Møntordningen af 1607 er udstedt.
I et andet Concept med Paaskrift: "Ordnung uf den müntzmeister" hedder det:
"Nachdem wir gnädigst zugelassen dass der munzmeister uf verlag und verlassen der Engs: und Niederländischen Kaufleute von ihren eigen golt und silber zwei Sorten: ein guldin und eine Silberne, die an andern orter verführen und angelegen werden sollen, in unsern stadt helsingør schlagen und munzen møge, Als wollen wir darüber ihm ernstlich dieses ... auferlegt haben, dass solche beide münzsorten an schrodt und korn des Rømischen Reichs silber und goltordnung gleichmässig unter unser Koniglich bildniss und Uberschrifft gemacht... 2. Was gleichfals selbige Auslender von ihren eigen Silber zu 52 Schilling danisch vermunzen lassen, davon soll der münzmeister schlagschatz geben, Aus einer jeder lodige Marck fein 4 Schilling lüb."
Til hvilken Sølvmønt kan der nu i alle disse Aktstykker være sigtet?
Af foranstaaende fremgaar, at der her er Tale om en 12 lødig Mønt, 12 Stk. paa 1 troysk Mark fint Sølv; da den fine Mark som bekendt er 16 lødig, følger heraf, at der gik 9 Stkr. paa 1 Mark brutto dvs: den 12 lødige Mark. Dette passer ikke paa nogen tysk eller engelsk Mønt, men kun paa den hollandske Leeuwendaalder, écu au lion, Løvedaler, der fra gammel Tid var slaaet i Provinsen Holland og 1585 indførtes i Gelderland, hvor den fandt særlig Udbredelse ved Møntordningen af 4/1 1589 og Marts 1606 (7), hvorefter der udmøntedes 8 8/9 Stkr. paa den troyske Mark af 9 denarers (dvs: 9/12) Lødighed, hvad der svarer til 12/16 Lødighed efter det cølnske System. Da den hollandske Troymark vejer 246,08 gram, vil 9 Stkr. af Marken brutto svare til en Vægt pr. Stk. af 27,34 gram. Den danske Løvedaler var altsaa som ogsaa angivet i Beregningen ovenfor af Hensyn til Møntningsomkostningerne og maaske særlig Kongens Slagskat noget ringere end den hollandske. Den danske Specie kan sættes til 29,23 gram 14, 14 1/18 eller 14 4/18 lødigt Sølv (8). Naar denne sidste som nævnt havde et Skillingstal af 66 Skilling, vil en Mønt som Løvedaleren af fornævnte Vægt og Lødighed kun kunne have et Skillingstal af 51-52 Skilling, hvad der ganske nøje passer til den i Møntordningen af 1607 med forudgaaende Beregninger anslaaede Værdi. I den til Frdg. om Mønten af 3/4 16l0 (9) føjede Oversigt over fremmed Mønts Værdi i dansk Mønt findes under Litra B Nr.13 anført:
"De foren. Provincier udi Nederland deris daller med aarstallet 1608: p.d.e.S. en gerusstit Krigsmand med en skiold, derudi en løfwe. med denne omskrift MO.ARG.PRO.CONFOE.BELG.TRA p.d.a.S. CONFIDENS.DNO.NON.MOVETVR 1606 er verd 48 Skilling d"
At denne Værdi er noget lavere, end den i Anordn. af 1607 fastsatte, er kun naturligt, idet man har ønsket overfor den udenlandske Mønt, af hvilken det proberede Ekssemplar endog maaske har været meget slidt, at være paa den sikre Side ved at holde den noget under den danskes Kurs.
Efter alt det anførte kan der ingen Tvivl være om, at den i Møntordningen ommeldte "lille Daler" er "Løvedaleren". Heroverfor kan ikke indvendes, at der henvises til det Romerske Riges Korn og Skrot dvs: Lødighed og Vægt, thi dels kan dette særlig tage Sigte paa den ungarske Gylden, som ogsaa kunde udmyntes for "auslendische Kaufleute," dels var der en Tilbøjelighed til at regne Nederlandene - ganske vist mod disses ønske - til det hellige romerske Riges "burgundiske Kres". Løvedaleren havde paa Forsiden stedse en til Venstre vendt harniskklædt Ridder i Knæstykke med Vaabenskjold for Knæet og paa Bagsiden en til samme Side vendt oprejst Løve (flere hollandske Provinsers, særlig Gelderlands saavel som Hollands nuværende Vaabenmærke) med Omskriften: CONFIDENS.DNO.NON.MOVETVR, jfr. forn. Frdg. 3/4 1610 (10). Herefter kan det ikke heller betvivles, at den i Møntordningen ommeldte Mønt, som for nederlandsk Købmands Regning skulde udmøntes i Helsingør under Kongens Billede og Omskrift, er Løvedaleren fra 1608, Besk. Nr.141, Tavle IX Nr. 8, Jørgensen Nr. 91, hvis Forside nøje svarer til den hollandske Tegning, og paa hvis Bagside den gelderlandske Løve har faaet en Hellebard i Labberne og er bleven til "norske Løve". Mønten bærer paa Bag siden Flemmings Møntmærke, to korslagte Faner, Glødehager eller Hamre med en Rose over (11). Vel er der endnu ikke fundet noget sikkert skriftligt Vidnesbyrd om, at dette Mærke angiver Flemmings Mønt i Helsingør, men der eksisterede paa den Tid kun to Møntofficiner, af hvilke det ene i København bestyredes af Nicolaus Schwabe. Han signerede ikke dengang sin Mønt. Det skete først senere paa Specierne fra 1624 og følgende Aar. Disse bærer imidlertid ikke blot Signaturen N. S. til venstre for Legenden under Kongens Billed, men tillige Kløverbladet som Møntmærke til højre. Endvidere vil en Sammenligning af de usignerede Specier fra 1597 og 1600 (12), der har Kløverbladet som Møntmærke, med de signerede Skuepenge, formentlig til Elefantriddere (13), hvor der under Kongens "unge Ansigt" (14) staar NIC.SC.F dvs: Nic. Schwabe fecit (udførte den), ikke efterlade nogen grundet Tvivl om, at Kløverbladet var Schwabes og Københavns Møntmærke. Møntmester Andreas Metzner (15) var nemlig afgaaet ved Døden allerede i Februar 1596, da der under 25/2 1596 udgik Missive om Behandlingen af hans Bo (16), medens Nicolaus Schwabe (Schwab, Schaube) fra Dresden, som det fremgaar af et Forleningsbrev af 25/4 1600 (17) allerede da var antaget i Kongens Tjeneste som "Billedsnider" om ikke Møntmester og havde Bopæl paa Mønten. Det er saaledes ikke helt rigtigt, naar det i Beskrivelsen Pag. XIX forudsættes, at han først antoges i 1602 i Kongens Tjeneste, om end han maaske da først fik formel Beskikkelse som Møntmester. Naar en Del Specier fra 1608-10 derfor fører Kløverbladet som Mærke, ved man, at det er Schwabes Mønt. Specien og Løvedaleren fra samme Tid med Mærket: de korslagte Faner og Rosen, maa følgelig hidrøre fra Mønten i Helsingør.
Ved Velvilje fra Møntkabinettets Embedsmænd er Kabinettets Eksemplar af Løvedaleren derhos vejet. Vægten er 27,17 gram og stemmer saaiedes godt nok med foranstaaende. I Beskrivelsen anføres da ogsaa, at den har samme Vægt som de hollandske "Løbedalere".
Som den laa i Kabinettet ved Siden af Specierne, viste dens rødlige Patina dens fra de hvidlige Specier afvigende Lødighed. Ved Proberstenen - der ganske vist ikke er nogen paalidelig Maalestok, særlig ved mindre Lødighedsforskel - kunde det dog straks med nogen Sikkerhed fastslaas, at dens Indhold af fint Sølv var ringere end Speciernes, at den med andre Ord var mere opblandet med Kobber end disse. Til yderligere Sikkerhed er den imidlertid overgivet Møntguardeinen til Prøve. Resultatet af denne blev, at Mønten var 12-lødig. Dette føjer sig saaledes til de øvrige Beviser for, at 1607-Anordningens smaa Dalere er Løvedalerne.
Det er herefter klart, at denne Mønt ikke som af Jørgensen anført og forudsat er slaaet som Prøvemønt for kgl. Regning, men som Handelsmønt til Omsætning med Holland for herværende nederlandske Købmænds Regning, om end mod en vis Afgift, Slagskat til Kongen af 4 Skilling lübsk (8 Skilling dansk) af hver troysk Mark fint Sølv. Endvidere er Mønten ikke som baade i Beskrivelsen og hos Jørgensen forudsat nogen Specie end mindre nogen Löbedaler - formentlig benævnt saaledes efter Figuren paa Forsiden! - og allermindst nogen norsk Mønt.
Men det er ikke de eneste Vildfarelser, som denne sjældne og ejendommelige Mønt har afstedkommet.
I Beskrivelsen Pag. XXII har Prætorius paa Grundlag af en Attest, som angives at være udstedt af daværende Guldsmed i København, Johan Post, der paa den Tid fungerede som Guardein ved Mønten i Helsingør, anført, at der blandt andre "Myntsorter udi Helsingør fra 1607 til 1609 ere blevne formyntede og af Gehalt befundne; Smaae dalere paa en Troyisk Mark 9 Stkr., fine 14 Lod 1 Gr." Pag. LVIII har Kølle i sine Tabeller opført "1607-1609 I Helsingøer smaae Dalere 14 Lod 1 Gr. Værd mod Dansk Courant 1 Rdlr. 7 Skilling", medens han samtidig angiver 1 Specie til en Værdi af 1 Rdlr. 24 8/9 Skilling. Forskellen i Værdi er altsaa ca. 17 Skilling. Da Rigsdaler courant regnedes til 96 Skilling paa Daleren til en Møntfod af 11 1/3 R. paa Marken fin, medens Daleren i 1607-08 regnedes til 66 Skilling, og da Løvedaleren ifølge Anordningen af 28/5 1607 sattes til 50 2/3 Skilling, hvorefter Differencen allerede dengang var ca. 16 Skilling paa en Daler til 66 Skilling, er det klart, at de af Prætorius og Kølle anførte 14 1/18-lødige "smaae Dalere" ikke paa Forhaand kan forudsættes at være de 12-lødige Løvedalere, som Anordningen af 1607 efter alt det foran udviklede handler om. Det er indlysende, at selv 9 Stkr. paa Troymarken dvs: c. 8 1/2 Stkr. paa den cølnske Mark ikke kan give den i Anordningen omtalte betydelige Skillingsforskel fra Specien, der udmøntedes 8 Stkr. paa den cølnske Mark, hvis Lødigheden skulde være ens for begge Mønter: 14 1/18. Forskellen skulde da i Anordningen kun være sat til c. 1/16 dvs: c. 4 Skilling, medens paa den anden Side Værdien af den i Anordningen til 50 2/3 Skilling satte Mønt i Dansk Courant kun vilde være bleven c. 91 Skilling. Den af Post, Prætorius og Kølle opfundne mærkelige, hverken i Ind- eller Udland kendte "Daler" af 14 1/18 Lødighed, 9 Stkr. paa den Troyske Mark, der hverken svarer til tysk Gylden eller Reichsthaler, har øjensynlig ogsaa beredt Scharling Vanskeligheder (18). Han kan ikke rigtigt faa den ind i Systemet.
Men det er sikkert ogsaa Løvedaleren, der atter her er paa Spil. Det er allerede mærkeligt, at Prætorius og Kølle kalder disse Mønter "smaae Dalere". Det passer jo ganske paa Benævnelsen for Løvedaleren i fornævnte Aktstykke. Men end mærkeligere bliver det, naar Prætorius beregner disse Daleres Vægt efter 9 Stkr. paa den Troyske Mark. Hvorfor bruge hollandsk Vægt, naar vi herhjemme ellers altid benyttede cølnsk. Højst mistænkelig er endelig Vægtdelingen 9 Stkr., der i et og alt stemmer med den foran anførte Beregning, der ligger til Grund for Anordningen af 1607.
Det eneste skriftlige Vidnesbyrd, hvorpaa "Beskrivelsen" støtter den Oplysning om Lødigheden 14 1/18, der bereder Vanskelighederne, er den ommeldte Attest, om hvilken følgende kan oplyses:
Den 8. Juli l609 (19) har Møntmester Nicolaus Schwabe og Guldsmedene Johan Post og Hans Goslar af København udstedt en Attest om, til hvilken Lødighed de har befundet den af "Hans Flemmingk, Myntmester udi Helsingøer", i Tiden fra 4/8 1607-18/6 1609 paa egen Bekostning slaaede Mønt. I denne Attest til Slut - ikke som i Beskr. (20) paa 2. Plads - om Dalere kun:
"Enckide Daler: huer lødig marck haffr holdit wdj 14 lod 1 gren"
Ved enckide Daler kan efter Datidens Sprogbrug kun forstaas Daler in Specie.
I det til denne Attest hørende Møntregnskab, der, som det fremgaar ved Sammenligning med et andet lignende Aktstykke, helt igennen er ført med Flemmings egen Haand i Tiden fra 18/8 1607-27/4 09, findes ikke opført nogen Post Rigsdalere, men kun følgende:
"An kleine Daler sein in Diesem 1608 Jahre gemacht wie Volget. Den 8. Octobris geprobieret unnd aufgezogen - 85 Marck 0 Lodt Schlegschat Dauon - 7 1/2 Dal. 7 Schilling 6 Pf. Summa: zu den Thalern ist in diesem Jahre verarbeidet 85 Marck 0 Lodt. Thuet Schlegschat davon - 7 1/2 Dal. 7 Schilling 6 Pf."
Af en anden Haand er uden Underskrift tilføjet:
"Haffr holdit wdj fin effter Probering 14 Lodt 1 green. Aff huer march lödig giffuis wdi schlegschat 4 Schilling lbs:"
Det er øjensynligt paa Grundlag af denne Tilføjelse og foranstaaende Attest, at Prætorius, Kølle og efter dem Scharling har opført de 14 1/18-lødige Smaadalere, der i Virkeligheden vilde betyde Indførelsen her i Landet af en helt ny Møntfod for Specier, og som vilde staa som et Brud paa Udmøntningen af den eneste Mønt her i Landet, der - naar den overhovedet udmøntedes - har holdt sig nogenlunde konstant i Skrot og Korn ned gennem Tiderne midt i al den anden Møntforvirring, nemlig "Specien". Det er ikke underligt, om Scharling som anført er standset ved denne Mønt, og det er ikke uden historisk Interesse, i hvert Fald af større Interesse at berigtige denne Vildfarelse - hvis en saadan foreligger - end de andre fornævnte om Løvedalerens Benævnelse m. v.
Det viser sig da af største Betydning nøjere at undersøge det Bilag, der hører til fornævnte Regnskabspost. Det har Nr. 22 og lyder saaledes:
"Beckenne ich Johan Post das ich entfangen habe von K: M:
munzmeister hanns fleminck 7 2/4 daller 7 Schilling 6 Pf. lubsch
schleschatz von 85 Marck werckts so er vor muntzet haet
in kleinr Daller der 9 stücke eine troyesche Marck wegen zu
zeignis habe ich dieses midt eigner handt geschreiben
in helsingøer den 8. october 1608.
Johann post."
Det kan ikke betvivles, at vi her atter har for os Løvedaleren fra 1608, hvis Skrot og Korn, som foran angivet, var 9 Sikr. paa den troyske 12-lødige Mark, 12 Stkr. paa den fine Mark. Det kan da heller ikke være Tvivl underkastet, at Vedtegningen i Møntregnskabet: "holder 14 Lod 1 green", er fejlagtig. Man begik vel ogsaa Skrive- og andre Fejl dengang! At Fejlen er begaaet, er forstaaeligt efter den forudgaaende Attest's Indhold om de "Enckide daler" til 14 Lod 1 gren. Og at denne Attest som allersidste Mønt har medtaget Rigsdaleren in Specie er heller ikke saa underligt til Trods for, at Regnskabet ikke indeholder Oplysning om Udmøntning af en eneste Rigsdaler. Thi i Møntkabinettet og Privatsamlinger findes helsingørske Specier af Normalvægt med Aarstallet 1608.
Ifølge Oplysninger, der velvilligt er stillet til Raadighed af Direktør H. H. Schou paa Grundlag af dennes værdifulde Samling af Aftryk af danske Mønter, har det vist sig, at disse Specier alle har samme Forside, hvor Kongens staaende Billede og Aarstal findes, medens der gives 3 forskellige Bagsider med Variationer i Omskriften: STOR, STO, SCHL, SCHLE. Det er ikke sikkert, at disse Specier i Virkeligheden er slaaet i 1608. Efter Regnskabet er det jo ikke Tilfældet, naar vi gaar ud fra, at de som værende af Normalvægt ikke kan henregnes til Smaadalerne. Og Hans Flemming havde som nævnt heller ikke i 1608 faaet Kongens Bemyndigelse til at slaa Specier. Den fik han først d. 28/9 1609. Dermed er det ikke udelukket, at han paa Forhaand har forfærdiget Stemplet til Specien 1608 i Forventning om Kongens Approbation. Kongen skulde maaske endog først se, hvorledes Specien tog sig ud i Prøvemønt, inden han gav Tilladelsen. Da Flemming saa fik den, har han i 1609 møntet løs med Forsidestemplet fra 1608, der har holdt til hele 3 Reverser, medens der af Aarstal 1609 kun eksisterer eet Stempel. S.8.
Af den til Stemplet svarende Mønt fra 1609 er kun yderst faa Eksemplarer bevarede til vor Tid. Reversstemplet til denne Mønt fra 1609 er i 1610 benyttet med 2 forskellige Averser.
Det kunde derfor formodes, at Flemming i Tiden fra Møntregnskabets Afslutning 27/4 1609 til Attestens Udfærdigelse 8/7 s. A. har forfærdiget Prøver med sit 1608-Specie-Stempel. Disse Specier har givet Anledning til Tilføjelsen om 14 1/18-Lødigheden af Specier, der iøvrigt ellers ikke opføres helt bag ved Skilling m. v., men plejer at staa foran Mark.
I et Møntregnskab for Tiden 2/12 1610-7/4 1615 (20), aflagt af "Affgangenne Hans Fleningk førige och hanns Søn Casper Fleningk nu Myndtmester her Vdenn for Kiøbenhaffuenn", angives Specierne at være 14-lødige, saaledes at fornævnte Attest-Angivende for de ældre Specier ikke synes uantagelig.
Efter alt det anførte kan der formentlig ikke være nogen Betænkelighed ved at henvise de "smaa Dalere af 14 1/18 Lødighed" til Fejlenes og Vildfarelsernes Verden.
Tilbage bliver da den Kendsgerning, at der af danske Løvedalere kun er udmøntet 85 Mark. I Møntregnskabet findes ikke angivet, om det er cølnske eller troyske Mark. Vi har herhjemme altid regnet med cølnsk Vægt, som ogsaa udtrykkelig er nævnt andetsteds i Regnskabet. Alligevel maa det her antages at være 85 Troymark. Af den ovenfor anførte Beregning ses, at Slag-skatten 4 Skilling lybsk ganske nøje er beregnet af den troyske Mark fin. Af den cølnske vilde Møntmesteren ikke kunne paaregnes at være i Stand til at yde dette Beløb. Af den 16-lødige fine Troymark skulde altsaa ydes 4 Skilling lybsk (= 8 Skilling dansk). Idet vi efter det foranstaaende gaar ud fra, at de 85 Mark er 12-lødige, ikke 14 1/18-lødige, og at der følgelig af hver 12-lødig Mark skulde udredes 3 Skilling lybsk, naar den 16-lødige afgav 4 Skilling, bliver Slagskattens samlede Beløb 85 x 3 = 255 lybske Skilling.
Den 12/5 1602 havde Kong Christian, som foran nævnt, sat Rigsdaleren til 33 Skilling lybsk (66 Skilling dansk); den 3/2 1609 forandrede han Kursen til 68 Skilling dansk (34 Skilling lybsk) (21). I Mellemtiden havde Kursen Mand og Mand imellem svinget, saaledes som antydet i et Brev af 15/12 1609 til Kongen fra Gert Rantzau, Statholder Hertugdømmerne, idet den "hidtil her kun er sat til allerhøjst 34 Skilling l." (22). I Maj 1609 sattes Rigsdaleren i Hamburg til 34 2/3 Skilling l. (23). Man vil herefter kunne regne med, at Daleren i Oktober 1608 beregnedes til 33 1/2 Skilling lybsk. 255 Skilling: 33 1/2 Skilling = 7 1/2 Daler 7 Skilling 6 Pf. (= 1/2 Skilling) viser sig da netop at være det Beløb, Slagskatten i Møntregnskabet er udregnet til. Atter heraf ses, at de under denne Post opførte Penge kun kan være 12-lødige og de 85 Mark alene troyske Mark. Der er herefter ialt udmøntet 85 x 9 Stkr. = 765 Stkr. Løvedalere. Det er saaledes alt, hvad der overhovedet har eksisteret af denne Mønt. Naar nu dertil kommer, at den, som i Møntanordningen af 1607 udtrykkelig udtalt, var bestemt for Udlandet, vil det kunne forstaas, hvor overordentlig sjælden den maa være. Indtil 1903 kendtes da ogsaa kun det i Møntkabinettet i København beroende Ekspl. I November 1903 udsendte imidlertid L. & L. Hamburger i Frankfurt a. M. Auktions-Katalog over 1. Del af "Samling Pogge". Under Nr.379 Pag. 19 og paa Planche II vil man finde Løvedaleren beskreven og afbildet. I denne Samling havde den ligget i Dvale, idet Ejeren havde været død i 63 Aar, inden hans Samling kom til Auktion. I denne lange Tid laa Samlingen deponeret i Stralsund Musæum under forskellige Tvistigheder mellem Musæet, hvem Samlingen var tiltænkt, og Arvingerne, der ønskede den realiseret. Carl Friedrich Pogge var født 1753 i Greifswald. Han tilhørte et stort Handelshus, hvis Chef han blev, og hvis talrige Handelsforbindelser han med Iver og rige Midler benyttede og udnyttede fra sit 15. Aar til sin Død 1840 til at skaffe sig de allerstørste Sjældenheder, deriblandt den her beskrevne Mønt. Saa laa da denne Samling, der havde været Samlerens Liv og Interesse, efter hans Bortgang unyttet hen i over to Menneskealdre for tilslut at sprede sit Indhold ud over Verden gennem offentligt Salg. Dér lykkedes det numismatisk Forenings tidligere Formand, Direktør J. Guildal, at erhverve det mærkelige gamle Pengestykke og, efter at det havde kurseret flittigt i sin Udlændighed og sluttelig lagt sig til Ro i Pommern, atter føre det tilbage til Hjemlandet.
Den her beskrevne Mønt saavelsom den senere omtalte Piaster fra 1624 har ikke alene Interesse i numismatisk Henseende. Set i almindelig historisk Belysning afgiver disse Mønter Beviser blandt saa mange andre paa den danske Konges Imødekommenhed og Bestræbelser for at fremme Handelen og Forbindelsen med Hollænderne, ja i det hele med Vestmagterne paa Hansestædernes Bekostning (24). Man indvende ikke, at Møntanordn. 1607 tillige omhandler Prægning af ungerske Gylden for udenlandske Købmænds Regning. Thi Guldmønt spillede i Tyskland saa lidt som i Danmark den Rolle som under de større Handelsforhold i Vesteuropa, der var indledet med Opdagelsen af Amerika og Søvejen til Indien, og hvor man forlangte Guld som Betaling. Den ungerske Gylden var en kendt og skattet Mønt i Nederlandene og England ved Betalinger fra Mellemeuropa. I ovennævnte Udkast nævnes da heller ikke "udenlandske Købmænd" i Almindelighed, men kun "Engs: und Niederländischen Kaufleute". Det var vesteuropæiske Handelsforbindelser, der tænkes paa, som vel kunde ønske de ungerske Gylden nøjagtig udmøntede efter Romerrigets Korn og Skrot, men det var i Virkeligheden saaledes ikke Tyskerne selv, med hvem vi handlede, men kun deres Guldmønt vi efterlignede til udenlandske Betalinger andetsteds. Sølvmønten: Løvedaleren og Piasteren hentede vi derimod Forbillederne til direkte fra det Land, med hvilket vi alt fra Christian den Andens og hans Dronning Brüslerprinsessen, Carl V.s Søster Elisabeths Dage stod i den mest levende Forbindelse: de rige Nederlande, til hvilke vor Studehandel gik (25), og fra hvilke vi hentede saa mange Hollændere til at dyrke vore Haver, bygge vore Slotte, danne vore Handelskompagnier og starte vor Fabriksvirksomhed.
De to Veje, der i numismatisk Henseende havde størst Interesse, var Studehandelen og Øresundstolden. Ad begge strømmede store Mængder af fremmed Mønt ind her i Landet. Ser man Fundene fra den Tid efter bl. a. de i Kabinettet fra Tid til anden fremlagte, vil man endog finde de danske Mønter i afgjort Mindretal. De tyske og nederlandske Dalere, der modtoges i Betaling for Studene, de engelske Rosenobler, Engelotter, Jacobus og flamske "Riddere", Henricus-Nobler m. v., der modtoges i Helsingør som øresundstold (26) af alle de mange engelske og hollandske Skibe, som nu søgte Østersøen for at tilrive sig Hansestædernes Handel, curserede i Landet til bestemte af Regeringen fastsatte Takster (27). Det er derfor ikke mærkeligt, at der midt i al den Omsætning af fremmed Mønt, der i det paagældende Tidsrum fandt Sted herhjemme, i den danske Møntrække som Efterligninger af udenlandske Mønter og til Udførsel til Udlandet kunde fremkomme to saa fremmedartede Mønter som Løvedaleren og Piasteren.
(J. Wilcke: Daler, Mark og Kroner 1481-1914, København 1931 side 101-114)