Under Disputatsen om min Afhandling angaaende Christian IV.s Møntpolitik 1588-1625 fremførte Opponenterne Professorerne Axel Nielsen og K. Fabricius som Bevis for Kronemøntens Godhed og til Støtte for, at Kongen i 1618 ikke alene tænkte paa at skabe sig en indtægt ved den ny Mønts Indførelse, men virkelig søgte at gennemføre en Reform af Møntvæsenet, bl. a. som et Hovedmoment, at Mønten skulde tjene den ostindiske Handel. Til Fremme af denne var Kronemønten opfundet. Den Kilde, der i saa Henseende kan henvises til, er en Traktat, som den 19. November 1620 blev afsluttet mellem Rajahen (Naichen af Tanjour) og Christian IV.s Udsending, Rigsadmiral Ove Gjedde, angaaende Erhvervelsen af Tranquebar (1). I Traktatens Punkt 8 hedder det, at de Danske stedse skulde have Ret til i Rajahens Lande at handle med Kongens Mønt, kaldet CORONAS DANICAS, af Sølv, og hver Krone skulde gælde 14 eller 15 Fanoer efter deres Værd.
Jeg stillede mig noget tvivlende til, om der heraf kunde udledes noget til Bedste for Kongen og hans Mønt ligeoverfor det Bevismateriale, der i fornævnte Afhandling er hobet op til Bevis for Møntens Sammenhæng med den tidligere Udmøntning af slette Marker og den derigennem indvundne Fortjeneste. Og denne Tvivl mindskes ikke, naar man nærmere undersøger Forholdene i Ostindien paa den Tid.
Det falder allerede i øjnene ved Gennemlæsningen af fornævnte Bestemmelse, at Kronens Værd i Fanoer henstilledes i det uvisse: 14 eller 15 Fanoer. Det siger sig selv, at det maatte være Admiral Gjedde magtpaaliggende at faa fastsat en bestemt Værdi paa Kronen, thi uden en saadan vilde Handel paa Basis af danske Sølvkroner være i høj Grad vanskeliggjort. Der tilføjes ganske vist som en Slags Forklaring, at der skulde regnes 14 eller 15 Fanoer "efter deres Værd" paa Kronen, som om Fanoerne (Guldfanoer) kunde være forskelligt værdifulde, nogle mindre, hvoraf der skulde gaa 15, andre mere, hvoraf der kun skulde gaa 14 paa Kronen. Det lyder underligt, da Rajahen sikkert fornemlig tænkte paa sit eget Lands Mønt, idet det var hans Land der omgav Trankebar, og med hvis Indbyggere der skulde handles. Men det er heller ikke den virkelige Grund. Sagen var den, at Rajahen havde kastet Vrag paa de danske Kroner. Den ubestemte Værdsættelse af dem var Udtryk for et Kompromis, idet Gjedde vilde have Kronerne udgivne for 15 Fanoer, medens Rajahen kun vilde modtage dem for højst 14 1/4 Fanoer Stykket (2).
Om hvorledes denne Divergens var opstaaet, fortæller Admiral Gjedde selv i sin: "Fortegnelse paa alt hvis paa Ceilon med Keiseren saa og paa Corom andel med Naichen af Tanjour forefalden er fra 18. May 1620 til 1. juni 1621" (3). Den 4. November 1620 om Aftenen var Admiralen til Audiens hos Rajahen. Admiralen forklarer følgende: "Jeg lod hannem og see min Herres hele og halve Sølvkroner, som hannem saare vel befaldt, og sagde, derpaa stor Arbejde at være, og adspurgte, om det var got Sølv, og hvormeget det vejede? Hvortil jeg sagde, at han dennem kunde lade forsøge og veie; hvortil han nogle beholdt".
Den 7. November besøgte Gjedde atter Rajahen: "Om Aftenen var jeg hos Naichen, som sagde, at min Herres Sølvkroner vare ikke bedre udi Sølv end 14 Fanous og 1/4 (der gaar gemenlig 10 Fanous paa et Stykke von Acht) .... Men jeg svarede og begierede, at min Herres Kroner for 15 Fanous maatte udi hans Land være gangbar ..." (4).
Heraf fremgaar, at Gjedde vilde have Kronen (Dobbelt kronen 1618-19: CORONA DANICA) anset for at have en Værdi af 1 1/2 Piaster (Stykke von Acht dvs.: 8 Realer).
Spørgsmaalet bliver da, hvad en Piaster kan regnes til. Efter Frdng. 16. November 1619 om Mønten §. 1 (5) skulde en Rigsdalerspecie og en spansk Matte af otte Realer (dvs.: Piaster eller Stuck van Achten) gælde 96 Skilling dansk. I saa Fald skulde Admiral Gjedde altsaa ville hævde, at Corona danica i Ostindien som i Danmark skulde gælde 1 1/2 Specie, jfr. samme Forordnings § 3, medens Rajahen vilde have den nedsat med 3/4 Fano dvs.: 6 à 7 Skilling d., hvad kun var et meget billigt Forlangende i Forhold til Møntens virkelige Sølvindhold.
Ser man derimod hen til, at Frdng. 16. Aug. 1622 om de forskellige Mønters Værdi § 1 (6) i al Almindelighed bestemmer, at 1 Specie skal gælde 96 Skilling d., en Piaster kun 94 Skilling d., medens det praktiske Liv sikkert forlængst havde gjort endnu større Forskel paa de to Mønter (7), vil det forstaas, at der allerede ved Kronens Ansættelse til 1 1/2 Piaster af Gjedde var indrømmet et Afslag fra den strenge Fastholden af Kronen som 1 1/2 Specie. At adskillige hollandske og spanske Piastre var betydelig ringere ansete end de ret møntede Specier, fremgaar ogsaa af de tvende Forordninger om fremmede Daleres Værdi af 3. April 1610 og 24. Oktober 1622 (8). At det samme var Tilfældet i Ostindien, synes ogsaa at være indrømmet af Gjedde selv.
Naar Admiralen nemlig et andet Sted i sit Manuskript jævnstiller 6 Fanoer med 1/2 Speciedaler (9), kan en Piaster à 10 Fanoer kun regnes for at have en Værdi af 5/6 Rigsdaler dvs: 5 Mark eller 80 Skilling. I saa Fald har Gjedde ikke paa langt nær vovet i Ostindien at hævde CORONA DANICA samme Stilling som i Hjemlandet. Han har ansat den til 1 1/2 Piaster à 15 Fanoer à 8 Skilling d., eller 120 Skilling, medens den efter Frdng. 16. November 1618 skulde have en Værdi af 144 Skilling; Rajahen vilde have den yderligere nedsat til 114 Skilling, skønt en Ansættelse til 120 Skilling i Virkeligheden er i nøje Overensstemmelse med det virkelige Sølvindhold (10). Gaar man ud fra denne sidste Vurdering af Fano og Piaster i Forhold til Specie og Krone, bliver der slet intet Rum tilbage for nogen Formodning om en "Kronreform" i Forbindelse med den ostindiske Handel.
Et synes i hvert Fald sikkert: Kongen har ubetinget ikke i 1618 indført Kroner til Værdi 1 1/2 Specie for i 1620 at benytte dem i Handelen paa Trankebar til en Værdi af mindre end 1 1/3 Specie! Man har derimod - som jeg alt under Disputatsen udtalte Formodningen om - i bedste Fald kun forsøgt ogsaa at bedrage Ostindiens Folk med denne Mønt. Men Inderne var for kloge; de nærede Mistanke til denne "smukke" Mønt og betænkte sig ikke paa at give Mistanken Udtryk.
Under alle Omstændigheder er det ganske klart, at Kronen som 1 1/2 Specie i Ostindien straks nød en ligesaa krank Anseelse som den efterhaanden opnaaede i Danmark selv saavelsom i det øvrige Europa.
Følgelig kan det let forstaas, at de danske Handelsfolk, der omkring 1624 skulde udruste Sejladsen paa Ostindien med Mønt, ikke kunde bruge Kroner, men enten for Rigsdalere maatte købe hollandske og spanske Piastre eller af indsmeltede Rigsdalere selv slaa Piastre, som Søfolkene kunde tage med til Ostindien.
I Rigsarkivet, T. Kanc. J. A. - 1670 X. Div. Dok. vedr. det ostindiske Komp. 1618-59 d. A. opbevares bl. a.: "Aus führliche Relatio von der Reise, die die Jacht gethan auch wie sie genommen undt endtlich das Contor und Fort vff Trangebay, gebauet, von Rolandt Krappe eingeschicket" 1621 (paa Hollandsk), hvoraf fremgaar, at Stück von 8ten med enkelte Undtagelser var den Mønt, hvori Bestyreren Roland Crappé beregnede sine Udgifter, Varernes Værdi, sin Kassebeholdning og Handel i det hele taget.
Skønt der omkring Aar 1624 synes at være en større Lakune i den ostindiske Handels Regnskaber og Breve - hvoraf Følgen bl. a. har været, at der ikke til Nutiden er bragt nogen Overlevering om, at den hos Jørgensen som Nr.89 beskrevne Specie i Virkeligheden er en Piaster - kan det herefter dog ikke betvivles, at denne Mønt er fremgaaet som en Konsekvens af Kronens daarlige Modtagelse i Indien og Piastrens Udbredelse sammesteds. Som Piaster savner den Kongens Billed og bærer et stort Vaaben paa Forsiden. Paa den anden Side har den en Krone for ikke helt at desavouere den danske Kronemønt, som der havde været snakket saa meget om med Rajahen af Tanjour.
Disse nye Piastre har man dog atter opgivet at udmønte, idet de, som det fremgaar af Møntregnskaberne, har været for dyre at fremstille i Forhold til Rigsdaler in specie. Man maatte da hellere for disse købe hollandske og spanske Piastre, som de indfødte i Ostindien tilmed bedre kendte og vare vante til.
I senere Regnskaber: D. Kanc. (Rtk. Afd.) Claus Rytters ostindiske Rejse med Skibet "den forgyldte Sol" 1639~50. l-5 regnes Varepriserne vel hovedsagelig i "Real van Achten", men lyder nu ogsaa for en stor Del paa Pagoder, hvorpaa som Regel regnedes 2 Rigsdalerspecier, om end f. Eks. gamle Maslepatam-Pagoder kun gjaldt 16 Tranquebarfanoer, medens 1 Rigsdaler da gjaldt 10 Fanoer. At Pengenes Værd voldte Vanskeligheder, viser følgende Passus i Claus Rytters Journal paa Skibet "Solen" 29/10 1639-29/10 1643, p. 15: "27. Januar 1641: Maslepatam Contor debit :/: Til Cassa for 76 Richsdaller, som udi Maslepatam ehrr udgiffne til oppenge paa de 9017 Richsdaller, Berent Pesart (11) fich til Morerne, ti di Hunde wilde icke Annamme 1 Richsdaller for 1/2 pagode".
Gik Handelen herefter for en stor Del i Pagoder og Fanoer, var der vel end mindre Grund til at fortsætte Udmøntningen af danske Piastre.
(J. Wilcke: Daler, Mark og Kroner 1481-1914, København 1931 side 120-124)