KLIK for forstørrelse!

Albert Dionis Brev af 9. Oktober 1619 om Mønten i Glückstadt

af Julius Wilcke

Hr. Direktør Schou har været saa venlig at henlede min Opmærksomhed paa, at Hr. Th. Hauch-Fausbøll i Tidsskrift for jødisk Historie og Literatur II. Bind, Hefte II, pag. 108, Note 3 til en Artikel: "Jødernes Færden og Ophold i den danske Stat i det 17de Aarhundrede" uden videre oplyser: "J. Wilcke: Christian IV.s Møntpolitik, Side 36, henfører urigtigt Brevet til 1619", idet han mener, at ovennævnte Brevs Dato er 9. Oktober 1629. Hvis Hr. H.-F. havde gjort sig den Ulejlighed at gennemlæse mit Værk, vilde han forhaabentlig snart, f. Ex. p. 170-71, have opdaget, at det har været efter moden Overvejelse, at jeg læste Dateringen, - der er noget sjusket skrevet - paa en anden Maade, end den i sin Tid er indført i Registret over danske Samlinger. Et blot flygtigt Blik paa Brevets historiske Indhold og Samhørighed med et andet Brev af samme Dato, i Henhold til hvilket Kongen den 14. s. M. skrev til Ærkebiskopen af Bremen, viser Rigtigheden af min Anskuelse. Men Hr. H.-F. leverer tilmed i sin egen Afhandling de utvetydigste Beviser herfor. Brevet taler om Oprettelsen af den nye Mønt i Glückstadt, som Hr. H.-F. p. 107 selv fortæller om, at den grundlagdes snarest 1619! Hertil føjes kun den Oplysning, at selvsamme Mønt ophørte igen 1630 (1)! Hr. H.-F. indrømmer endvidere p. 108, at det paastaaede Brev af 1629 taler om Privilegier for den jødiske Nation i Glückstadt, "som den næppe endnu havde erholdt," men p. 110 staar der, at saadanne "Privilegier, der ere udaterede," ere "indførte i Patenten mellem 17. og 18. Nov. 1628." Nu er jeg, da de ommeldte Privilegier taler om den "Newerbaute Glückstadt", der som bekendt anlagdes 1616, ikke utilbøjelig til at antage, at de er udstedte før 18. Nov. 1628; men de kan i hvert Fald ikke være udstedt senere. Hvorledes dette kan rime sammen med Hr. H.-F.s Betragtninger p. 108 over Indholdet af et Brev fra 1629, vil jeg overlade ham nærmere at forklare.

Endelig indeholder Brevet Oplysninger om en Række Enkeltheder ved forskellige for Dionis ubehagelige, i August-September 1619 i Hamburg-Altona indtrufne, ikke just smigrende Episoder, som Hr. H.-F. mærkeligt nok ikke har følt Trang til at give fornævnte Tidsskrifts Læsere. Underretning om, men som han dog ikke har kunnet undgaa at blive opmærksom paa, naar han saa omhyggeligt har studeret min Bogs Side 36, at han tilmed har følt sig kaldet til at rette Fejl sammesteds.

Jeg skal endnu kun tilføje, at Rigsarkivet har henlagt Brevet paa sin rette Plads under Aaret 1619 og ændret den urigtige Tidsangivelse i Registret.

(NFM V (1920) side 72f)


Note:


Tilbage til Dansk Mønt