I "Numismatisk Forenings" Medlemsblad for Marts 1920 har Hr. Dr. polit. J. Wilcke givet nogle interessante, førstehaands Oplysninger om "Asiatisk Compagnies Specier 1749", og Dr. Wilcke kommer til det Resultat, at disse Stykker er Mønter, ikke som hidtil antaget Medailler. Heri kan jeg ikke være enig med vor højt ærede Formand, og jeg skal tillade mig at fremsætte mine Grunde for, at vi her har at gøre med Medailler, ikke med Mønter.
Ser vi nu først paa Værdien af disse Stykker, der vejer det samme som en Specie, nemlig 2 Lod, vil det vise sig, at de er mere værd i Sølvværdi end en Specie. I Compagniets Møde den 30. September 1749 blev Lødigheden af "de nye Specier" fastsat til 14 Lod 2 gr, og Vægten vilde, hvis de var bleven slagne af saadant Metal, være bleven (lidt under?) 2 Lod. Nu fremgaar det imidlertid af de fremdragne Dokumenter, at de er prægede af "fiin Sølv", og med en Vægt af 2 Lod bliver de en Del mere værd end en Specie, hvoraf følger, at de ikke kan have gaaet som saadanne. At der findes slidte Exemplarer er intet Bevis for, at de har kurseret som Mønt; man træffer jo ofte slidte Medailler, men man har vist intet Exempel paa, at Mønter er udgivne med større Sølvværdi, end de skulde have. At Samtiden og den nærmeste Eftertid har anset Stykkerne for Medailler, fremgaar klart af "Beskrivelsen", blandt hvis Ophavsmænd Hielmstierne og Suhm, begge Møntsamlere, var. Ikke alene betegnes Stykkerne som Medailler, men i Indledningen Side L I nævnes 14 lødige Specier fra 1748 (skal vel være 1747), Rejsedalere (som først prægedes 1749) og "Medailler for det Asiatiske Compagnie", hvormed antagelig menes de her omhandlede Medailler, da umiddelbart efter nævnes Medaillerne for det almindelige Handels-Compagnie og for det Islandske Compagnie, hvilke sloges i samme Anledning.
Det kan ogsaa nævnes, at i Nygaards Katalog fra 1780 (Side 79), altsaa før "Bekrivelsen" udkom - anføres Stykkerne udtrykkelig som Medailler, og dette Vidnesbyrd af en samtidig Samler og en samtidig Nusmismatiker - Joh. Jac. Weber, der har skrevet Kataloget - kan ikke forkastes.
Naar man saa endelig ser, hvad C. J. Thomsen har skrevet om disse Medailler i Timms Katalog, kan man ikke undgaa at blive opmærksom paa, at Thomsen har kendt de nu af Hr. Wilcke fremdragne Dokumenter - han skriver nemlig Side 58:
"Stemplerne til forestaaende Medaille (Nr. 368-370) vare oprindeligen bestemte til dermed at udmynte Species, hvilke tillige skulde tjene som Erindringsmynter. De bleve imidlertid ei hertil anvendte, men i dets Sted udprægedes med dem Stykker af flint Sølv, som Medailler, tvertimod Stempelskærerens Hensigt ved Forfærdigelsen."
Dette er jo netop, hvad de nævnte Dokumenter udsiger, og det synes mig ejheller, at disse tillader anden Fortolkning.
Naar Grosserer L. E. Bruun nævner to af disse Medailler som "projecterede Species", ligger der den Sandhed deri, at Stemplerne var udførte med Specieprægning for Øje, men i intet andet Katalog er de betegnede saaledes; overalt anføres de blandt Medaillerne. End ikke Bergsøe, i hans "Trankebar Mønter" S. 67, kan Dr. Wilcke med Rette tage til Indtægt for sin Anskuelse, Bergsøe har nemlig 3 Afsnit: "Sølvmønt", "Guldmønt" og "Medailler og Skuemønter".
Under sidstnævnte Afsnit omtales de her omhandlede Medailler, og der tilføjes, at de "ere prægede med Species-Stempler, da det var Kompagniets Plan at lade dem udgaa som Specier, hvilket dog ikke blev sat i Værk."
H. H. Schou.
Det har glædet mig meget gennem min Artikel at have kaldt en af de dér omtalte "Kollegaer" frem paa Arenaen; thi et af Formaalene med dette Tidsskrift maa nødvendigvis være at skabe en saadan Interesse om de numismatiske Emner, at en frugtbar Diskussion kan komme i Gang.
Naar Hr. Direktør Schou anfører, at en 14 1/9 lødig 2 Lod svær Specie skulde være en Del mere værd end en 14 lødig Specie, kan jeg ikke være enig med ham heri. Ifølge det i min Afhandling om Chr. IV.s Møntpolitik (1) oplyste, var Vægt og Lødighed for en ret tysk Thaler efter de oprindelige kejserlige Møntforordninger 2 Lod og 14 2/9. Chr. IV.s Bryllupsspecie var til den festlige Anledning 14 5/18 lødig (2); Lauge Brahes Specier 1590 var f. Ex. ogsaa særlig gode (3). I Tidens Løb slog man af paa Fordringerne og gik efterhaanden ned til 14, næppe derunder, men skulde man mønte en nogenlunde fuldlødig Daler til festligt Brug, nøjedes man ikke med Minimum. Differencen mellem 14 og 14 1/9 lødig er 203/1000 gr f. S. dvs: c. 3/4 ß! For Møntherren kan denne Forskel spille nogen Rolle, naar der udmøntes Specier i store Mængder; for nogle hundrede Stykker, som her er Tale om, spiller det ingen Rolle, og for Bedømmelsen af, om Stykket er en Specie eller ej, er det ganske uden Betydning.
Hvad de Autores angaar, som Direktør Schou fører i Marken, tillægger jeg dem ikke større Vægt. Det undrer mig noget at se "Beskrivelsen" anført; den vrimler af Fejl, selv de utilgiveligste, som vi glæder os til snarest at se afhjulpne ved Direktør Schous nye Beskrivelse. Men jeg har tillige en særlig Grund til i dette Tilfælde at stille mig skeptisk. Jeg mener nemlig, at Thomsen m. fl. kun har kendt Relationen og Resolutionen af 20. Oktbr. og 4. Novbr. 1749. Den havde man let Adgang til at finde i Resolutionsprotokollen. Men det mærkelige er, at der ikke synes at foreligge nogen skreven Kommunikation af Resolutionen, som paa Grund af det høje Selskabs fornemme Direktion, der stod i intim Forbindelse med Hoffet og Administrationen, vel er meddelt mundlig. Der foreligger derfor ingen Sag herom, og har Weber og Thomsen kun kendt Resolutionen, hvad sidstnævntes Ordvalg tyder paa, er det meget forklarligt, at de har kunnet ræsonnere som anført. Der er imidlertid ikke givet Tilladelse til at "mynte Medailler", hvad der var overflødigt og selvmodsigende, men til paa Grund af Myntens Optagethed kun at mynte nogle 100 Stkr. (dvs: Specier) ikke som alm. Mønt, men " udi form som Medailler" (dvs: med særlig Festindskrift). Overfor de andetsteds benyttede utvetydige Udtryk: "De nye Species, som Compag.t lader mynte", og overfor Begrundelsen i Andragendet til de Finansdeputerede kan jeg med min bedste Vilje ikke se rettere, end at det vilde være søgt at nægte de faktisk foreliggende 2 Lods Stykker med Møntpræg Karakteren af Festspecier, og jeg vil kun under 2 bestemte Forudsætninger kunne slutte mig til Hr. Schous Anskuelse, nemlig hvis det oplyses, at de til Nutiden bevarede Stkr. er af mindst 15 lødigt Medaillesølv, eller hvis der kan paavises et skriftligt Vidnesbyrd fra Compagniet om, at Specieudmøntningen er helt opgivet.
I den historiske Sandheds Interesse har jeg i Rigsarkivet søgt at finde en Tilkendegivelse som den sidste, men foreløbig forgæves. Derimod fandtes der andre Udtalelser, der viser Compagniets Interesse i Møntning, som jeg benytter Lejligheden til at fremdrage. I et Direktions-Møde den 21. juli 1751 (4) forelagdes en Skrivelse fra Rentekammeret af 26. Juni s. A., hvorefter de "fornødne Royaliner ikke kan blive myntede paa Myndten her i Staden. Derfor blev nu resolveret at lade her færdig gøre og til Tranqvebar med første Skib udsende de fornødne Stempler til Royalinernes Myndtning, paa hvis ene Side skal staa Kongens Chiffer F. 5 i Enkelt Træk og paa dend anden Side enten En Crone, Tre Løwer eller 1 Royalin paa de enkelte, men paa de dobbelte 2 Royaliner." Paa et senere Møde den 4. Februar 1752 blev der efter Andragende af 20. Januar 1752 tillagt "Peder Hansen fra Myndten, som er antagen at være ved Compagniets Vægt" .... "at nyde 20 R. for hans umage med de Myndt Sorters vejning, som Compagniet selv i forledne Aar forskrev."
Julius Wilcke
(NFM V (1920) side 69-72)