Om den kendte møntmester Reynold Junges liv, inden han i 1533 blev møntmester i Husum for hertug Christian af Slesvig og Holsten, har man hidtil kun vidst, at han var smedemester i Reval før 1530 (1).
I en lille afhandling af Eberhard Schnur: "Lüneburg als Münzstätte" (1956) (2) nævnes imidlertid, at møntmesteren her fra 1530-33 (netop de tre år vi savner meddelelse om) hed Reynold Junge, og at dennes virksomhed tilsyneladende må være afsluttet 1533. Schnur skriver ikke, hvor han har sine oplysninger fra, men en forespørgsel til "Stadtarchiv Lüneburg" gav som resultat, at man her havde en indførsel i en kontraktbog under året 1530, hvor der nævnes en: "Reynolth Jungen itz Munthemester tho Lunenborgk" (3). Dette bekræfter jo til fulde, at Junge virkelig var ansat her. Desværre fandtes ikke udførligere oplysninger om ansættelsesvilkår o.l.
Reynold Junges Lüneburgmønter er forsynede med et meget karakteristiskt udformet kløverblad - iflg. Schnur det ældste møntmærke fra denne by. Det findes på alle hans mønter fra årene 1530-33. De første mønter, Reynold Junge har slået som møntmester i Husum, bærer årstallet 1534 og er ligeledes forsynede med et kløverblad. En sammenligning mellem møntmærkerne på de lüneburgske og de slesvigske mønter viser, at de er absolut identiske. Man må vel tænke sig, at poinçon'en med det særprægede kløverblad var møntmesterens personlige ejendom, som han har ført med sig, da han forlod Lüneburg. Ved udmøntningerne i Århus fra 1535 har han anvendt et meget lignende kløverblad på en del af mønterne; det omtales i regnskaberne som: "eyn kleverblat mijt eynem ummegheboghen stele" (4), men derefter udviskes særpræget, og alle senere møntmærker har mere almindelige former.
Også et andet dunkelt punkt i Reynold Junges historie kan der nu kastes lys over. Vi ved fra kilderne, at hans hustru hed Kirstine, og at det f.eks. var hende, der i 1542 besørgede flytningen af ægteparrets ejendele fra møntergården i København til Husum, efter at Junge var blevet afsat som møntmester på grund af underslæb (5). Det oplyses derimod ingen steder i hidtil fremdraget materiale, hvem hun egentlig var. Læser man imidlertid de meddelelser, som den kendte genealog Olaus Henricus Moller (f. 1715, d. 1796, professor i litteraturhistorie ved Københavns Universitet, senere rektor ved latinskolen i Flensborg) giver i sin indledning til en lille historisk beretning om Flensborg (1759) (6) ser det ud til, at man kan løse spørgsmålet. Det fremgår nemlig af den stamtavle over familien Hoyer, som han opstiller, at der blandt Johann og Metta Hoyers børn var en datter Christina, om hvilken det oplyses: "Hun blev gift med Jürgen Andersen og Reinholt Jürgen, begge møntmestre i Holsten, men havde ingen børn med dem" (7). Denne oplysning kan næppe forstås anderledes, end at Christina først var gift med Jørgen Drewes og dernæst efter hans død 1533 med Reynold Junge. Det er naturligvis mærkeligt, at Drewes og Junge ikke her nævnes ved deres ellers kendte navne. Der kan være flere forklaringer på dette. Enten er Andersen og Jürgen (bør da være Jürgens) deres fædrene navne, eller der kan være tale om fejlskrivninger eller omskrivninger. (Drewes er jo det samme som Anders, Jürgen og bøjningsformen Jungen kan let forveksles i utydelig skrift). Mest afgørende er imidlertid, at der i teksten udtrykkelig nævnes, at de to ægtemænd var møntmestre i "Holsten" (her - som ofte i 18. århundredes sprog - brugt også om Slesvig). Der kendes ikke andre på hvem fornavne og tidspunkt kan passe. Sandsynligheden for, at Kirstine Junge er identisk med den her nævnte Christina af Hoyer-slægten, må derfor siges at være meget stor. Det vil altså sige, at da Reynold Junge i 1533 indtrådte i Jørgen Drewes embede i Husum fik han enken med. Om det var frivilligt eller tvungent, som f. eks. senere ofte for præster, hvor det undertiden ligefrem var en betingelse for opnåelse af embede, at man forsørgede forgængerens enke ved at gifte sig med hende, ved vi naturligvis ikke. Vi forstår nu bedre, hvorfor Reynold Junge overtog Jørgen Drewes fordring på Mads Bager i Nyborg og førte proces mod ham (8). Pengene skulle jo inddrives til Kirstine.
Ved ægteskabet med Kirstine har Reynold Junge fået en svoger, der spillede en vis rolle i tidens historie: Hermann Hoyer, almindeligvis omtalt som Lange Harmen. Han var i tjeneste hos hertug Frederik af Holsten, senere kong Frederik I af Danmark, og udmærkede sig i krigen mod Christiern II. Som belønning blev han adlet og fik Frederik I's uægte datter Catharina til ægte. Han og Jørgen Drewes nød i øvrigt som de eneste i Husum det privilegium at være skattefri (9). I hans gård på hjørnet af Langeharmstrasse og Neustadt modtog hertug Frederik rigsrådernes tilbud om Danmarks krone. Det er jo muligt, at denne Reynold Junges tilknytning til kongehuset har bidraget til, at bedragerisagen mod ham løstes så forholdsvis mindeligt, og ikke hindrede ham i igen at få møntmesterembede. Kirstine overlevede sin mand og fik fra 1547-53 udbetalt pension gennem tolderen i Flensborg (11). O. H. Moller oplyser, at hun blev begravet i Husum.
(NNUM 1960 side 97-99)