Frank Pedersens spændende iagttagelser i Danske og norske 1 og 1/2 specier 1776 (NNUM 2008 side 51-58) har foranlediget denne artikel (1). Den handler om nogle af de problemer (2), som Mønten i Kongsberg fik i 1776, da den efter adskillige års pause igen skulle producere speciemønt - altså større mønter både med hensyn til værdi og dimensioner.
Artiklen er skrevet på baggrund af materiale i Rigsarkivet, København. De finansielle og pengepolitiske årsager til ophøret med kurantudmøntninger og opstarten af specieudmøntninger i midten af 1770'erne kan blandt andet findes beskrevet af Wilcke (3) og Svendsen (4). Endvidere skal opmærksomheden henledes på Rønnings værk fra 1986 (5), der handler om Mønten i Kongsberg frem til 1806. Rønnings værk indeholder ligesom Wilckes oversigter over udmøntningernes størrelser, hvorfor det emne udelades her. Blot skal det nævnes, at 1776 var det år i 1770'erne, hvor der blev udmøntet flest 1/2 og 1 speciedalere på Mønten i Kongsberg.
I 1775 blev produktionen af kurantmønt på den danske konges møntsteder stoppet af finansielle og pengepolitiske årsager. Ved forordning af 2. januar 1776 blev det fastslået, at møntstederne skulle fremstille speciemønt frem for kurantmønt. Mønten i Kongsberg, der lå ved Sølvværket i Kongsberg, skulle derfor snarest muligt i gang med at udmønte 1/2 og 1 speciedalere. Møntmesteren i Kongsberg, Henrik Jacob Arnold Branth (6) (1775-97), fik hurtigt ordre på at gøre Mønten klar dertil. Ordren kom fra møntdirektør Hans Schierven Knoph (7) (1771-88). Møntdirektøren var kontaktleddet mellem Finanskollegiet (8) og møntmestrene. Han havde overopsynet med rigets møntsteder (9) og var ofte også møntmester i København. Knoph var i øvrigt onkel til Branth, og de var del af det store netværk bestående af familierne Knoph, Lyng og Branth, der var dominerende i rigets møntvæsen i anden halvdel af 1700-tallet (10).
Fig. 1: Formenligt er der ikke fra nogen af den danske konges møntsteder bevaret et stempel til 1/2 eller 1 speciedalere fra 1770'erne. Her ses et par stempler til kronen 1771 (Fødselsdagskronen, Hede 23). Stemplerne er graveret af Bauert og har været brugt på Mønten i København. Med hensyn til diameter er 1 krone 1771 tæt på både 1/2 og 1 speciedalerne fra 1776. Derfor har stemplerne formentlig i deres udformning ret stor lighed med de stempler, der blev sendt fra København til Kongsberg i 1776. Det her viste forsidestempel vejer 1.051 gram er ca. 66 mm højt og dets korpus er i bunden ca. 48x48 mm. De tilsvarende oplysninger for det lidt mindre bagsidestempel er 885 gram, ca. 62 mm og ca. 45x45 mm. På stemplerne er der malet et 8-tal, det er inventarnummeret (54). Nationalmuseet, Den kgl. Mønt- og Medaillesamling. Foto: Michael Märcher (copyright) (55).
Som motivmæssig rettesnor fulgte der med ordren til Branth en ny speciedaler fremstillet i København. I overensstemmelse med ordren bad Branth straks stempelskæreren i Kongsberg, Gabriel Andersen Lunder (1764-77) (11), om "efter bemelte Species forfærdiget, saavel de fornödne Stempler [fig. 1] som Bakker [fig. 2], dog med den forskiel, at mit Navn appliceres paa samme, i Stæden for Herr Mynt Directeurens, ligesom og det Kongsbergske Mærke Schlegel und Eisen.” (12) Branth satte også straks gang i smedningen af stempler, og klargøringen af møntmaskinerne - primært blanketudstansningsmaskinerne (13). Derfor kunne han allerede den 19. januar skrive til Knoph, at Mønten var klar til at påbegynde den første smeltning, så snart udmøntningsordren indløb. Stempelskærer Lunder havde lovet, at et par stempler til speciedalere var klar inden månedens udgang. Ligeledes ville Mønten også snart være parat til udmøntning af 1/2 speciedalere. Generelt var arbejdsgangen i Kongsberg sådan, at Mønten fra Sølvværket modtog en måneds sølvproduktion til udmøntning af gangen. Derefter leverede Mønten løbende de producerede mønter til Sølvværket. Sådan var det også i 1776, og planen var, at 75% af sølvet skulle udmøntes til speciedalere og 25% til 1/2 speciedalere. Den fordeling var tilsyneladende Branths eget forslag (14).
Fig. 2: Randværk fra 1700-tallets Mønt i Kongsberg. I den type randværk blev møntblanketters rand dekoreret med mønstre eller skrift. når blanketterne blev tvunget imod randværkets bakker, som var graverede stykker stål. Maskinen er udstillet i Kongsberg, den er en del af samlingen hos Norsk Bergverksmuseum, Den kongelige Mynts Museum. Foto: Frode Sæland/Norsk Bergverksmuseum (copyright) (56).
Fig. 3: Møntprægning med presse i midten af 1700-tallet. Diderot & D’Alembert: L'Encyclopedie. Monnayage Travail de L'or. Paris. 1772 (57).
Lunder leverede hurtigt et nyt stempelpar til speciedalere, hvorpå det lykkedes at præge nogle mønter, så Branth kunne sende et eksemplar til Knoph. Det stempelpar holdt imidlertid ikke længe, de havde "sadt sig saaledes i Midten ved de förste Pladers Prægning, at paa Revers Siden det danske Vaaben overalt var blindt, fölgelig fordristede jeg [=Branth] mig, paa samme, ingen til Leverance at lade udpræge” (17) Bedre gik det ikke med det næste forsidestempel, som Lunder kom med i midten af februar. Stemplerne satte sig så meget, at der ikke kunne præges med dem, selvom 6-7 mand drev pressen. Der var - primært i Kongsberg - diskussion om årsagen til stempelproblemerne. Var det stålet, hærdningen eller graveringen, det var galt med? Det var formentlig sjældent selve graveringen, som var det egentlige problem (18). Det var kvaliteten af stålet, smedningen eller hærdningen, som fik stemplerne til at sætte sig eller springe ved prægningen. Hvis stålets kvalitet var for dårlig eller hvis smedningen eller hærdningen ikke var tilstrækkelig, kunne stemplerne sætte sig. Det vil sige, at de sank sammen, når de blev brugt til prægning på grund af de meget kraftige slag i møntpressen. I pressen - eller under hærdningen - kunne et stempel springe i stykker, hvis det for eksempel var hærdet for meget.
I midten af februar lykkedes det på Kongsberg at præge 1.300-1.400 speciedalere på et af Lunder fremstillet stempelpar. Men Branth var ikke glad, selvom det endeligt så ud til at gå godt med et stempelpar. Til Knoph skrev han den 16. februar, "at jeg præger paa samme imellem Frygt og Haab, og ej har den beste Tillid til dem". (19)
Stemplerne holdt, og Lunder leverede endnu et stempelpar til speciedalere. De holdt også, og snart var der præget tusindvis af speciedalere. Branth skrev den 23. februar til Knoph om succesen, samt at Lunder snart ville levere de første stempler til 1/2 speciedalere.
Der blev hurtigt fremstillet stempler, for allerede den 2. marts havde Knoph sendt 4 par stempler til speciedalere til Kongsberg, og tre par til 1/2 speciedalere den 9. og endnu et den 16. - altså i alt fire par til hver type opsendt i marts (26).
Der blev sandsynligvis ikke sendt flere stempler tiI Kongsberg i 1776. Det sandsynliggøres i næste afsnit. Det er ikke entydigt, hvordan de otte par stempler skal fordeles på de to medaljører. Tilsyneladende delte de opgaven nogenlunde imellem sig. Det indikerer Frank Pedersens undersøgelser. I Rigsarkivet er der kun fundet et enkelt aktstykke, der kan belyse sagen. Det drejer sig om følgende indførelse i en af Finanskollegiets journaler, der dækker over en (ikke fundet) sag modtaget den 9. marts 1776: "Medailleur Bauert indsender Regning over 4 af ham forfærdigede Species-Stempler, hvorfor han tilkommer [for] 100rd, á 30rd. Parret heele og 20rd Parret halve Stempler." (27). Beløbet indikerer, at Bauert leverede to par stempler af hver type. Det stemmer imidlertid ikke overens med Frank Pedersens undersøgelse, hvor tre bagsidestempler til speciedalere tilskrives Bauert. Det er uklart, hvorledes den sag hænger sammen. Muligvis delte de to medaljører opgaven, så Bauert graverede tre bagsidestempler og et eller to forsidestempler til speciedalere, mens Wollf stod for et bagsidestempel og to eller tre forsidestempler. Sagen kan også være påvirket af andre forhold. Det er for eksempel uklart, om Wolff opholdt sig i Altona, København eller et tredje sted under forløbet. Det er også muligt, at der på Mønten i København allerede var nogle graverede speciestempler, som blot manglede årstal, møntstedsmærke og møntmestermærke? (28). Det vides ikke, men det sidste er nok det mest sandsynlige, da det er bemærkelsesværdigt, at Knoph allerede den 2. marts kunne sende fire par stempler til Kongsberg.
Det var således af gode grunde en glad Branth, der i løbet af marts modtog Knophs forsendelser med brugbare stempler. Udmøntningerne tog derfor efterhånden fart. Branth var pålagt at give besked, om han skulle bruge flere stempler samt sammenligne de forskellige stempler. De opsendte stempler kunne skelnes fra hinanden, da nogle var mærket med et W, og andre var uden mærke. Mærkningen var ikke foretaget i selve graveringen/motivet, men et andet sted på stemplet. Det er nærliggende at henføre (32) dem med W til Wolff og de andre til Bauert. Branth angav, at begge typer var gode, og at han ikke kunne skelne imellem dem med hensyn til kvalitet. I slutningen af marts var der stadig problemer med Lunders stempler. Branth beretter, at ”De fra Stempelskiærer Lunder her leverende Stempler, bliver vel tiI Prægningen brugte, og de opsendte ikke uden Nödvendigheden det udfordrer; men da Lunders Stempler endnu ikke viiser sig bædre end forhen, saa bliver dog de fleste, saavel heele som halve Species, med de Kiöbenhavnske Stempler udpræget” (33). I løbet af marts blev den revnede presse gjort brugbar igen, da der blev spændt brede jernbånd om den. Det og stemplerne fra København øgede udmøntningshastigheden (34).
Først i slutningen af april måtte Branth bede om opsendelse af flere stempler. Han havde af opsendte stempler i behold to par til speciedalere, som kunne bruges lidt endnu samt et par og tre bagsidestempler til 1/2 speciedalere(35). Derfor ville Branth gerne have opsendt tre par stempler til speciedalere samt tre forsidestempler til 1/2 speciedalere, da Branth "endnu ej kand fæste nogen fuldkommen Tillid til de af Hr Stempelskiærer Lunder forfærdigede Stempler" (36).
Branth fik formentlig ikke de ønskede stempler. Materialet i Rigsarkivet har ingen indikationer derpå. Der burde for eksempel være et brev fra Branth, hvor han kvitterer for modtagelsen. Frank Pedersens undersøgelse sandsynliggør heller ikke, at yderligere stempler blev sendt til Kongsberg i 1776.
Fig. 4: Komparative studier (58) af stempelforbruget på Mønten i Kongsberg 1776-77 samt den i teksten omtalte tilladelse til at benytte stempler med årstal 1776 i 1777 indikerer i høj grad, at der i 1777 blev anvendt stempler med årstal 1776. På trods af det blev der dog i Kongsberg anvendt nogle stempler (59) til 1/2 speciedalere (Hede 3), hvor årstallet 1776 var rettet til 1777. Privateje, solgt i 2003 på Thomas Høiland Møntauktion 23 som lot 889. Foto: Frank Pedersen (copyright) .
Det var formentlig på grund af Lunders stempler, at Branth ikke fik flere stempler tilsendt. Det gik bedre med holdbarheden af Lunders stempler, og det skyldes utvivlsomt ændringer i stålets kvalitet samt smedningen og hærdningen af stemplerne. Udmøntningerne forsatte med forskellige afbrydelser ind i 1777, og Lunder leverede stemplerne. Lunders stempler blev en succes, og Knoph hørte ikke mere om stempelproblemer i 1776. I januar 1777 kom der dog igen brev angående Lunders stempler. Det var dog blot fordi, Branth gerne ville benytte de i beholdningen værende stempler med årstallet 1776 inden nye med 1777 blev fremstillet. Det fik han lov til [fig. 4]. Da Lunder døde i 1777, blev hans nevø og lærling, Anders Jonsen Lunde (37) (1777-1806), stempelskærer på Kongsberg (38).
Mønten manglede af og til også andet end stempler og presser. I maj ville Branth gerne sikre sig smeltedigler og støbesand (43) til fortsættelse af udmøntningerne. Efter flere forsøg var han stadig ikke tilfreds med det sand, han kunne få lokalt. Han ville gerne have 24 tønder sand sendt op fra København. Det fik han.
Anderledes gik det med smeltediglerne, som der var tradition for, at Mønten i Kongsberg fik hjælp til at fremskaffe. Branth ville gerne have 30 digler ŕ 500 mark (44), som hver kunne smelte cirka 1.000 mark samt 20 digler ŕ 400 mark, som hver kunne tage cirka 800 mark. Finanskollegiet mente dog ikke, det hastede. Det skyldes formentlig, at Mønten i Altona i bedste merkantilistiske ånd var ved at teste indenrigsproducerede (Rendsborg) smeltedigler. Forsøgene på Mønten i Altona var langtfra succesfulde, og i slutningen af 1776 blev digler til Kongsberg bestilt via forretningsmanden Hans Christian Olde (45) (1727-89). Diglerne til Mønten i Kongsberg blev bestilt "fra den sedvanlige (46) leverandør i Hafnerzel ved Nürnberg... [og] ville bli sendt med skip fra Hamburg til Drammen. Skipet Christina fra Livorno, som hadde diglene i lasten, grunnstøtte imidlertid mens hun var på. vei nedover Elben. Diglene klarte seg, men transporten ble forsinket slik at de ikke var framme på Kongsberg før" (47) slutningen af 1777. Derfor blev Mønten i Kongsberg forsynet med digler fra beholdningen ved Mønten i København i 1777 (48).
Også naturkræfterne påvirkede driften. Mønten i Kongsberg udnyttede - i modsætning til Mønterne i Altona og København - vandkraft til valsningen, som var den mest kraftkrævende del af møntproduktionen. Derfor stod Mønten stille i flere dage i juni 1776, "da Vandet, ved at borttage een Demning" i nogle dage oversvømmende dele af valseværket og kældre under værkstederne. I oktober stod valseværket også stille nogle dage på grund af vandkraften, men da var det, fordi vandledningen skulle renses og forbedres (49).
Afslutningsvis bør det påpeges, at der i 1776 blev stillet store spørgsmålstegn ved produktionens kvalitet. Selveste skatmester greve Heinrich Carl Schimmelmanns (50) (1724-82) kontor i Hamborg havde i efteråret fra København modtaget en pose (51) med 989 styk 1/2 speciedalere produceret i Kongsberg. I posen var 283 (52) styk undervægtige. Det medførte naturligvis skarpe ord til Branth fra Knoph. Branth klarede sig dog nogenlunde igennem kritikken ved at påpege, at han havde holdt sig til det i udmøntningsordren angivne remedium, det vil sige den tilladte afvigelse fra mønternes foreskrevne vægt. Desuden angav Branth, at han nu havde valgt at skærpe remediet yderligere(53).