fra Dansk Pengehistorie. Bind III: Bilag (Danmarks Nationalbank 1968)
Hvis "de Trafiqverende med Specie til Toldens Afklarering sig ikke have forsynet, da have Vi udi allernaadigste Henseende, at dennem derover ingen Ophold skee skulde..."
tilladt, at told indtil videre må erlægges i kroner med 12 sk. opgæld pr. speciedaler.
Da der gennem længere tid har været en så betydelig udførsel af grov mønt, at en fortsættelse heraf vil føre til mangel på grov mønt, forbydes al udførsel af specier, dukatoner samt hele og halve kroner.
Da "en og anden til sin egen Fordeel og Vores Undersaatters Skade søger at betiene sig af den forefindende Mangel paa grov Mynt, og Opgeldten paa Croner ... alt for højt og utaalelig opsetter, … " fastsættes 1 pct. som maksimal opgæld på kroner mod kurant.
Overtrædelse af begge forbud straffes med konfiskation.
Da der trods de gældende forbud stadig cirkulerer meget udenlandsk småmønt i hertugdommerne, indskærpes indførselsforbudene. Al indførsel og cirkulation af udenlandske dobbelt- og enkeltdritler (2/3 og 1/3 rd.), 4-skillinger, dytkener, dobbelt- og enkeltskillinger samt alle mønter derunder skal være forbudt.
Overtrædelse af forbudet straffes første gang med konfiskation plus det dobbelte beløb i bøde, anden gang med fængsel eller endog dødsstraf.
Opgælden på kroner mod kurant frigives og kan herefter sættes "ligesom Coursen udi Hamburg og Commercien giver Anledning til".
I Skåne fastsættes dansk og norsk mønts kurs over for svensk mønt til 1 sletdaler eller 4 mark danske = 5 mark svenske, hvilket kursforhold skal gælde både for grov mønt og for småmønt.
Mønten i København, som "paa en Tidlang haver været tillukt", skal atter åbnes med pligt til at købe sølv til faste priser. Prisen fastsættes til 3 mark 3 sk. pr. lod 13-lødigt sølv med et tillæg på 3 pct. ved indlevering af store portioner (over 50 lød).
"Eftersom Vi ere komne i Erfaring, hvorledes Croner og deslige grov Mynt paa nogen Tiid merkelig har begyndt at savnis, og vi derhos ugierne maa fornemme, at een og anden til sin egen particuliere Fordeel skal søge at betiene sig af samme Mangel med at opsætte Opgelten paa Croner alt for høyt og utaalelig..."
genindføres den ved forordning af 26. april 1701 fastsatte maksimale opgæld på 1 pct. på kroner mod kurant.
" ... at Vi til at afhielpe den Penge-Mangel, som her og der i Vort Rige Danmark findes, og at et og andet Kiøbmandskab ej derover skulde efterlades, Vi allernaadigst have fundet for got at lade indrette og authorisere visse Seddeler, hvilke lige saa gyldige, som reede Penge skal antages og passere".
Betaling halvt i Sedler og halvt i mønt skal være lovlig betaling i de fleste indenlandske omsætninger, herunder i udbetalinger fra staten - bortset fra rente- og afdragsbetalinger - og i en del indbetalinger til staten. Told, accise, stempelpapirafgifter og postintrader skal erlægges fuldt ud i mønt, ligesom der ubetinget skal anvendes mønt i udenrigsomsætningen. Gældsforpligtelser - såvel offentlige som private - lydende på mønt skal opfyldes i mønt.
Sedlerne udstedes på 100, 50, 25, 10, 5 og 1 rd. dansk kurant.
Der åbnes et kortfristet 3 pct. statslån, som kan tegnes fuldt ud i sedler.
Ved tegningen kan der vælges mellem forskellige løbetider, idet lån på 1/2 år tilbagebetales og forrentes med 1/4 i mønt og 3/4 i sedler - lån på 1 år tilbagebetales og forrentes halvt i mønt og halvt i sedler - lån på 1 1/2 år tilbagebetales med 3/4 i mønt og 1/4 i sedler og forrentes i mønt - lån på 2 år tilbagebetales og forrentes i mønt.
For at undgå forfalskning skal sedlerne fremtidig angive beløbet både i cifre og i bogstaver.
For at give sedlerne bedre kurs i omløbet bekendtgøres det, at sedler over 5 rd. fra 1. marts 1714 gratis kan omveksles til mindre sedler, idet der til denne omveksling dels skal udstedes flere sedler på 1 rd., dels udstedes sedler på 3, 2 og 1 mark dansk kurant.
Sedlernes anvendelsesområde som lovligt betalingsmiddel udvides, idet accise og told - bortset fra øresundstolden - fremtidig kan erlægges halvt i mønt og halvt i sedler med 1 pct. opgæld "saasom Sedlerne ikkun gaae og gielde for courant Mynt".
Endelig fastslås det, at importører som salgsbetingelse lovligt kan kræve mere end halvdelen af købesummen erlagt i mønt, hvis køberen er indforstået hermed.
Forordningen slutter med et løfte om indløsning af sedlerne. "Ville vi hermed for Os og Vores Kongelig Arve-Successorer love og tilsige, at saa snart, næst den allerhøjeste Guds Bistand, Vi see disse Krigs-Troubler og besværlige Conjuncturer til en god og bestandig Fred forandret, Vi allernaadigst ville være betænkte paa saadanne Midler at udfinde, hvorved alle Authoriserede Sedler igien af Os allernaadigst skal blive indløste".
Trods forordningerne af 8. april 1713 og 16. oktober 1713 tages der "u-billig og excessiv" opgæld på sølvmønt mod sedler, og der er flere handlende, som "udi henseende til Sedlerne sætte de selgende Vahre til en u-billig Priis" eller "fordriste sig, imod Vores allernaadigste Forordnings rette Meening, idel Sølv-Mønt for deres Vahre at fordre". Importørerne misbruger tilladelsen til ved videresalg eventuelt at få mere end halvdelen af købesummen erlagt i mønt, "udi det de ansætter samme deres Vahre til en langt høyere Priis, end som de udi sig selv ere værd, helst naar de fornemmer, at de Kiøbende ey saa lige have saamange Sølv-Penge som til Vahrenes Betaling erfordres".
Urimelige prisstigninger forbydes, og importørernes tilladelse til eventuelt at få betaling erlagt med mere end halvdelen i mønt ophæves, således at al indenlandsk omsætning herefter skal ske halvt i sedler og halvt i mønt.
"Og som Erfaringen lærer, at udi Handel og Vandel, saa vel her, som paa fremmede Steder, Mynt-Sorterne efter Tidernes Forandring og Omstændigheder varierer udi deres Priis eller Lagio, udi henseende til andre Mynt-Sorter af høyere eller mindre Valeur, naar een eller anden behøver nogen Omvexling at begiære, og i saadan Tilfælde ikke uden Commerciens Hindring nogen bestandig Lagio for de Trafiqverende kand reguleres, ..."
ophæves forordning af 18. maj 1712, hvorved opgælden på kroner mod kurant frigives. I opgæld på kurant sølvmønt mod sedler må der dog højst tages det dobbelte af den markedsbestemte opgæld på kroner mod kurant.
Urimelige priser og ublu opgæld på kurant sølvmønt mod sedler straffes med bøder på det dobbelte af overprisen.
Alle cirkulerende sedler indkaldes til omveksling med nytrykte sedler, der for at undgå forfalskning angiver beløbet 4 gange og nummereres. De nytrykte sedler udstedes kun på beløbene 1 rd., 3, 2 og 1 mark dansk kurant.
Da en "Aar efter andet" mærkbar mangel på kroner og anden grov mønt har ført til, at opgælden på kroner sættes "alt for høyt og u-taaleligt", fastsættes for denne og den følgende termin 4 pct. som maksimal opgæld på kroner mod kurant undtagen i toldbetalinger, der skal erlægges efter de hidtil gældende regler.
Det fastslås, at den ved forordning af 23. juni 1718 fastsatte maksimale opgæld på kroner mod kurant kun skulle gælde et år. Herefter skal der være fri opgæld både på specier og på kroner.
Man havde håbet, at det i forordning af 16. oktober 1713 givne løfte om inddragelse af de autoriserede sedler, ville føre kursen i pari. "Ikke destomindre maa Vi dog med største Misnøyelse u-gierne fornemme, een og anden af Egennøttighed forvolder, at disse Penge-Sedler saaledes udi Prisen fast daglig falder, at det paa det sidste til Vores kiære Undersaatters og især dend gemeene Mands og Vores Land- og Søe-Folks største Skade og Ruin vil udfalde". Derfor vil man "ihvor besværlig det end ogsaa ved disse kostbare Krigs-Troubler falder, ..."
begynde at inddrage sedler ved at foranstalte et offentligt lotteri, hvor lodderne kan købes med ene sedler. Alle de sedler, der kommer ind ved lotteriet, skal brændes offentligt og ikke erstattes med nye sedler. Lotteriet er på godt 200.000 rd. i lodder á 5 rd. Gevinsterne er 3 sædegårde.
Borgerne opfordres kraftigt til at deltage i lotteriet "i synderlighed formedelsi dend Lettelse, som de, ved at saadan een Summa Sedler vorder reduceret og igienkaldet, herefter udi Tabet paa Sedlerne skal finde og fornemme, samt dend Fordeel, som enhver, hvilken dend allerhøyeste vil forunde Lykken, haver at forhaabe, ... Og som Vi allernaadigst ere til Sinds, næst Guds Bistand, Aarligen Et par hundrede Tusinde Rigsdaler authoriserede Penge-Sedler paa denne eller andre Maader at lade indløse, indtil dend ganske Summa er indfriet, saa ville Vi ingenlunde paatvivle, at jo herefter de øvrige authoriserede Sedler imellem kiøbende og sælgende for deres fulde Valeur, paa hvilken de ere stemplede, u-veigerligen vorder imodtagen, hvis ikke enhver som samme Sedler at imodtage udi ald Kiøb og Sal imod Forhaabning sig maatte veigre, vil paaføre sig selv ald Skade og Ulempe som Vores Kongel. allernaadigste Mandaters Overtrædere".
Da den fri opgæld volder vanskeligheder ved tolderlæggelsen, fordi man på toldstederne ofte savner pålidelige oplysninger om dagskurserne, sættes der en fast opgæld i toldbetalinger for så vidt angår den almindelige told, hvorimod øresundstolden samt heste- og oksetolden fortsat skal erlægges efter de hidtil gældende bestemmelser, nemlig i specier eller i kroner med 12 sk. opgæld pr. speciedaler efter forordning af 27. januar 1700. Denne regel lempes for den almindelige tolds vedkommende, der herefter kan erlægges i gangbar kurant - altså halvt mønt og halvt sedler -, når der ud over opgælden på specier mod kroner betales 12 pct. opgæld på kroner mod kurant.
I alle andre betalinger end toldbetalinger er der stadig fri opgæld i henhold til forordning af 27. marts 1719.
Man søger "ved alle optænkelige Middeler - de authoriserede Penge-Sedler at faae affskaffet" og "forhaaber, at den største Deel af bemeldte authoriserede Penge-Sedler maatte indløbe til Cassation". For at "lette Vores kiære og troe Undersaatter udi den høje Priis, som de formedelst Sedlernes skyld ellers maae lide og betale, ..."
indskrænkes sedlernes anvendelsesområde som lovligt betalingsmiddel, idet gangbar mønt i indenlandske omsætninger herefter skal være 3/4 mønt og 1/4 sedler, hvor den hidtil har været halvt mønt og halvt sedler. Sedlerne kan fremtidigt overhovedet ikke anvendes ved erlæggelse af told, accise, stempelpapirafgifter, postintrader og ejendomsskatter, der skal erlægges i mønt. Kontrakter indgået halvt i sedler og halvt i mønt, kan lovligt opfyldes halvt i sedler og halvt i mønt.
"Paa det desto fleere af de introducerede Penge-Sedler til Cassation kand indkomme" kan skatterestancer indtil 1. juli erlægges halvt i mønt og halvt i Sedler.
Da den ved kgl. befaling af 5. januar 1720 givne tilladelse til indførsel af småmønt til Norge er blevet misbrugt til at indføre falsk mønt med samme præg som kongens mønt, forbydes indførsel af mønter under halve danske kroner. Rejsende må dog - alt efter "Stand og Condition" indføre fra 10 til 50 rd. i småmønt.
De falske markstykker eller 16-skillinger er præget med årstallene 1718 og 1719, og i disse år er der ikke udmøntet markstykker hverken i Danmark eller Norge.
Ved reskript af 17. januar 1721 indkaldes de falske markstykker fra hele landet. Markstykkerne, der godtgøres efter metalværdi, skal omsmeltes til 12-skillinger.
De gældende bestemmelser om opgæld i toldbetalinger (plakat af 17. april 1719) indebærer, at toldindtægterne bliver mindre, end man har tilsigtet med princippet om, at told skal betales i specier. Derfor skal der fremtidigt i almindelige toldbetalinger, der erlægges i kurant, kræves 24 sk. i opgæld på specier mod kroner plus 12 pct. opgæld på kroner mod kurant. Øresundstolden samt heste- og oksetolden skal fortsat erlægges efter de hidtil gældende regler.
Til lettelse for omsætningen ophæves plakaten af 8. december 1721 efter "de Trafiqverendes" ansøgning. Opgælden ved toldbetalinger er herefter bestemt ved plakat af 17. april 1719 og forordning af 10. april 1720.
Opgælden på kroner mod kurant er nu oppe på 11-12 pct. I betragtning af at opgælden på kroner mod kurant tidligere var langt lavere - helt nede på 1 pct. - rammer den høje opgæld de debitorer hårdt, som har gældsforpligtelser i kroner.
I rente- og afdragsbetalinger på gæld sikret ved pant i fast ejendom fastsættes 10 pct. som maksimal opgæld på kroner mod klingende kurant, mens der i alle øvrige rente- og afdragsbetalinger på kronegæld stadig skal betales opgæld efter dagskursen.
Forordningen af 27. november 1722 fortolkes herved således, at den lovbundne opgæld ved forrentning af og afdrag på prioritetsgæld alene har været og alene er tænkt gældende for København og Christianshavn.
Da der trods indførselsforbudene af 30. april 1687, 21. august 1705 og 4. november 1720 indføres "adskillig slags fremmet smaae eller saa kaldet currant Mynt nu meere end tilforn", indskærpes de tidligere givne forbud, og al indførsel og cirkulation af udenlandske 12-skillinger eller anden udenlandsk småmønt forbydes.
Overtrædelse af forbudene straffes med konfiskation plus samme beløb i bøde.
Da både ind- og udlændinge trods forbudet i forordning af 26. april 1701 understår sig i "ved adskillige Midler, og paa een og anden underfundig Maade, baade Species, Croner og anden grov Mynt, af Vores Riger og Lande at udføre, hvorved ikke alleene en anseelig Mangel af saadan Mynt udi Vores Riger foraarsages, men Vores kiære og troe Undersaatter bliver end og derved udi deres Handel og Negotie meget fornærmet, og Fordeelen saaledes de fremmede alleene tilvoxer, ..."
indskærpes forbudet mod udførsel af grov mønt, og straffen for overtrædelse skærpes til konfiskation plus det tredobbelte beløb i bøde og anden vilkårlig straf.
Fattigvæsenet kan herefter kræve fordringer, der lyder på kroner og er sikret ved pant i fast ejendom i København, forrentet og afdraget enten i kroner eller i kurant med opgæld bestemt efter dagskursen.
Ved reskript af 31. maj 1726 udstrækkes dispensationen fra forordning af 12. marts 1723 til også at omfatte skolers og kirkers kapitaler under Københavns magistrats bestyrelse.
De i årene 1711-25 udmøntede 12- og 2-skillinger har mindre sølvindhold end de ældre kurantmønter (1). Da dette har medvirket til, at opgælden på kroner mod kurant og opgælden på udenlandsk mønt mod dansk kurant "er nu saa excessive højt opsteegen, at baade Handelen udi Vore Riger og Lande derover højligen bliver svekket og fleere Penge, fornemmeligen Vore Croner og andre gode Mynte-Sorter til fremmede Steder befrygteligen vil udgaae og forsvinde, Os og Vore kiære Undersaatter til største Tab og Præjudice, ..."
nedsættes 12- og 2-skillinger møntet i årene 1711-25 til 5/6 af den pålydende værdi, idet 12-skillinger skal gælde for 10 sk., ligesom 6 2-skillinger skal gælde for 10 sk.
2-skillingerne skal inddrages, efterhånden som de indgår i de offentlige kasser, og omsmeltes til 2-skillinger med samme metalindhold som de før 1711 møntede 2-skillinger.
For at bringe overensstemmelse mellem mønternes metalindhold og deres værdi i omsætningen nedsættes de i årene 1713-17 møntede 16-skillinger eller markstykker til 15 sk. (1).
Da Vores fornemmeste allernaadigste Henseende altiid gaar derhen, at den eene af Vores kiære og troe Undersaattere kand bære lige Byrde med den anden, ..."
bestemmes det, at de nedsatte mønter stadig skal gælde til pålydende værdi ved betaling for import, der er bestilt, før mønterne blev nedsat. Bestemmelsen angår kun almindelig boggæld, og altså ikke gæld, der har form af veksel, obligation eller revers.
Den 22. oktober 1726 sættes som sidste frist for at benytte mønternes gamle kurs ved betaling af importvarer.
Da "nu paa nogen Tiid en særdeles stor Udførsel af Vores Reducerede Tolv-Skilling-Stykker, frem for anden Courant Mynt udaf Vores Riger og Lande til fremmede Stæder skal være skeet, ..." må de ved forordning af 15. juli 1726 nedskrevne 12-skillinger ikke udføres fra kongerigerne uden kgl. tilladelse. Dette gælder også udførsel fra kongerigerne til hertugdømmerne. Rejsende må frit udføre indtil 20 rd.
De ved forordning af 15. juli 1726 nedskrevne danske 12-skillinger må ikke udføres fra hertugdømmerne til udlandet. Rejsende må frit udføre indtil 20 rd.
Ved nedskrivningerne den 15. juli og den 31. juli 1726 fik dansk kurant 2 pct. højere metalværdi end hamborgsk kurant (1), ja endog 8-10 pct. højere metalværdi end de helt små hamborgske kurantmønter. Da Hamborg trods dette nægter at tage dansk mønt til den lovbefalede værdi, forbydes al indførsel og cirkulation af hamborgsk mønt.
Overtrædelse af forbudet straffes med konfiskation plus samme beløb i bøde.
Da Danmark vil være langt bedre stillet ved direkte import end ved den nu gængse import via Hamborg, indføres der totalt forbud mod at hjemtage importvarer gennem udenlandske mellemhandlere og forbud mod at importere varer fremstillet i Hamborg.
Overtrædelse af forbudet straffes med konfiskation af varerne.
Plakaten af 23. novembcr 1726 fortolkes herved således, at der ikke kræves tilladelse til at udføre de nedskrevne 12-skillinger fra hertugdømmerne i januar måned, som er omslagsterminen.
Da Hamborg søger at bibringe de danske handlende den opfattelse, at forbudet mod handel med Hamborg kun er af midlertidig karakter, har de danske importører været betænkelige ved at opbygge nye handelskanaler. Der gives derfor "Vores Kongelige Ord" på, at forbudet mod indførsel fra Hamborg er af varig karakter, og at forbudet skal overholdes.
Det indskærpes embedsmændene, at der under ingen omstændigheder må gives tilladelse til import fra Hamborg.
For at bringe overensstemmelse mellem de forskellige kurantmønters metalindhold og omsætningsværdi nedskrives de i årene 1714-17 møntede kurantdukater til 11 mark dansk (1). Denne nedskrivning skyldes også frygt for, at disse kurantdukater, der kun er blevet udmøntet i ringe tal, ville blive efterslået, hvis de fortsat skulle have omløb til pålydende.
Da de på Kongsberg i årene 1711-13 møntede 2-skillinger er udmøntet med samme metalindhold som de før 1711 møntede 2-skillinger, skal den i forordning af 15. juli 1726 bestemte nedskrivning ikke omfatte de 1711-13 i Norge møntede 2-skillinger.
Der er nu truffet forberedelse til omsmeltning af de ved forordningen af 15. juli 1726 nedskrevne 2-skillinger, der skal ommøntes til "bedre Gehalt og Værdie, end de gamle Toe Skillinger, i hvilken Henseende, endeel Tilsats af Sølv behøves".
Mønten køber sølv til 3 mark 7 1/4 sk. pr. lod 13-lødigt sølv.
De nedskrevne 2-skillinger skal indløses med nymøntede 2-skillinger, således at der går 5 nymøntede 2-skillinger på 6 af de nedskrevne.
Årsagen er, at møntmesteren har misbrugt sine udmøntningsbeføjelser.
Størstedelen af de autoriserede pengesedler er allerede inddraget, idet de er blevet kasseret, efterhånden som de er indgået i de offentlige kasser. De endnu cirkulerende sedler indløses i december måned til pari med klingende kurant. Fra 1. januar 1729 må de autoriserede sedler ikke mere have omløb.
Der må udmøntes 8-skillinger af de ved Københavns brand (23-28. oktober 1728) brandskadede mønter og af andet brandskadet sølv. Grundet omkostningerne ved en sådan ommøntning nedsættes møntens sølvkøbspriser lidt i forhold til de ved forordningen af 9. juli 1727 bestemte sølvkøbspriser.
For 13-lødigt sølv betales nu 3 mark 5 5/8 sk. pr. lod.