Hverken advers eller revers af den mønt, der her skal præsenteres, er tidligere kendt, men typen knytter sig naturligt til to yderst sjældne prægninger, som Hauberg henførte til Svend Estridsen og Viborg (Hbg. 66 og 67) (1). Haubergs henførelser var, når sikre fundoplysninger manglede, baseret på en sikker sans for stil, men i det pågældende tilfælde kan stilen næppe siges at være typisk for noget møntsted. Kun to af de da kendte stykker havde en kendt fundproveniens, som imidlertid var en ringe hjælp i attribueringen, idet de begge hidrørte fra et af de relativt få norske vikingetidsfund med danske mønter, Nordrumfundet (2). Denne sydnorske proveniens set i sammenhæng med den lave vægt understøtter dog snarere end forkaster Viborg som møntsted, men en sikker henførelse er endnu ikke mulig (3).
Det her publicerede stykke hidrører fra en ældre samling i Skåne, hvor mønten også antages at være fundet, omend de nærmere fundomstændigheder desværre er ubekendte.
Eksemplaret bærer præg af cirkulation og er forsynet med 4 mærker (de såkaldte "peckmarks") efter lødighedsprøvning med spidsen af en kniv. Stempelorienteringen er ret, men da det lille kors, som normalt begynder reversomskriften, ikke er til stede, kan det ikke fastslås, hvorvidt den er 0, 90, 180 eller 270 grader. Den ringe vægt på 0,71 gram bekræfter henførelsen til et af de jyske møntsteder, og diameteren på kun 16,4 mm synes at pege på Viborg eller Hedeby. Netop de mange anonyme mønter fra midten af 1000-tallet, som Hauberg henførte til Viborg rummer imidlertid mange åbne spørgsmål, og noget synes at tyde på, at Ålborg, hvorfra der kendes mønter med Hardeknuds navn, stadig kan have været aktivt som møntsted under Svend Estridsen.
Adversen forestiller en byzantinsk influeret stående figur med spids hovedbeklædning, højre hånd på brystet og en stav i venstre hånd. Reversen viser et kort dobbeltliniet kors i en glat ring. I de to modstående vinkler ses en ring (den ene fremtræder p.g.a. slitage som en kugle), i de andre et lille kors (det ene af disse kan dog med næsten lige så stor ret tolkes som et L). Såvel for- som bagsideomskrift er forvirret.
Forsidens figurlige fremstilling er spejlvendt i forhold til Hbg. 66 og 67, men adskiller sig iøvrigt kun fra disse ved en mindre detaille, der imidlertid er af største ikonografiske betydning: Hvor figuren på de tidligere kendte typer i sin højre hånd holder en korsstav, holder den her afbildede person i sin venstre hånd en krumstav. Dette synes at være første gang i dansk mønthistorie, at en figur ses afbildet bærende "bispestav" (4). Fra Erik Lam og frem til ca. 1400 blev denne attribut standard som symbol på kirkemagtens del i udmøntningerne (5). i modsætning til Harald Héns få år yngre hovedtype (Hbg. 1), der ligeledes viser en stående figur med krumstav, forekommer der ikke her at være tale om en helgenfigur, idet glorien mangler. Dette sammenholdt med figurens særegne spidse hovedbeklædning, der ikke synes at have direkte byzantinske paralleller, kunne måske tyde på, at stempelskæreren har forsøgt at vise en biskop med mitra. At bisperne allerede på dette tidspunkt skulle have haft del i udmøntningerne, kan man vanskeligt forestille sig (6), men under alle omstændigheder er det netop i årene omkring denne mønts prægning, at den danske kirke gennemgår en egentlig stiftsdeling (7). Efter biskop Vales død blev det store Ribe Stift inddelt i fire bispedømmer, der foruden i Ribe fik sæde i Århus, Vendsyssel og Viborg. Den her udnævnte biskop Herbert, der formentlig havde været kannik i Bremen-Hamburg, kan måske have tilknytning til den foreliggende udmøntning.
(NNUM 1994 side 168-169)