Den danske middelalder afgrænses ofte i historieforskningen til perioden mellem kristendommens indførelse i slutningen af 900-tallet og Reformationens gennemførelse i første tredjedel af 1500-tallet. Kristendommen bragte Norden i tæt kontakt med det kontinentale Europa. Hermed startede en "europæiseringsproces", hvor Danmark i løbet af middelalderen i stadig højere grad blev en del af den almene europæiske udvikling. Middelalderens århundreder var præget af store forandringer. Styrkelsen af kongemagten og centraladministrationen, udviklingen af handel og håndværk i byerne, innovationer indenfor landbrugsproduktionen, opbygningen af nationale og internationale markeder og ændringerne i tilgængeligheden og funktionen af penge udgør nøglebegreber i denne forandringsproces. Ikke mindst studiet af de monetære forhold danner en vigtig indfaldsvinkel til en forståelse af den generelle samfundsudvikling. I tidlig middelalder spillede penge i form af barresølv og mønter allerede en vigtig rolle i den statslige-politiske økonomi og i den internationale handel, hvorimod pengebrugen regionalt og lokalt var ringe. Dette forhold ændrede sig i løbet af middelalderens første århundreder. Allerede i 1000-tallet kan man iagttage øget pengebrug i Europa, men udviklingen tog for alvor fart i anden halvdel af 1100-tallet, hvor fundet af store sølvforekomster i Sachsen og Bøhmen skabte grundlaget for en kraftig forøgelse af den cirkulerende møntmængde. Hermed var grundlaget skabt for en mere gennemgribende monetarisering af den europæiske økonomi (1). Med det noget uhåndtérbare begreb monetarisering menes her blot, at brugen af møntet metal trængte igennem på alle niveauer i samfundsøkonomien (2). Pengebrugen nåede senest ud i landregionerne, men gradvist kom også her flere og flere transaktioner til at bygge på rede penge. Bønderne betalte offerpenge til kirken, lejeafgift til jordejerne og skattepenninge til kongemagten. De modtog klingende mønt på markedet som betaling for deres korn, smør og kvæg og de købte selv varer og ydelser for de indtjente mønter, ligesom det blev mere udbredt at lægge større eller mindre pengesummer til side som opsparing. I Danmark skete denne proces senere end i det sydlige udland, men fra anden halvdel af 1200-tallet benyttedes mønter i alle dele af det danske samfundsliv.
Monetariseringen af samfundsøkonomien må opfattes som en af de vigtigste forudsætninger for den bemærkelsesværdige kommercialisering af den europæiske økonomi, der satte ind i "det lange 1200-tal", som den engelske økonomiske historiker P. Spufford betegner perioden fra ca. 1160 til ca. 1330 (3). I denne periode overgik skatter og afgifter i stadig voksende omfang til at blive krævet i penge, fremfor den tidlige middelalders betaling i form af naturalieydelser eller arbejdspræstationer, der opstod personlig jordejendom og et egentlig jordmarked og de første trin mod et samfund styret af markedsprincipperne blev taget. Man skal dog være varsomt med at tolke middelalderens økonomi altfor "modernistisk". Moderne økonomiske termer som penge, marked, ja selve begrebet økonomi havde en anderledes betydning i middelalderen. For at indkredse karakteren af middelalderens økonomi bør man derfor snarere tage udgangspunkt i antropologiens økonomiske teoridannelse (4). Her har man netop focuseret på de forskellige principper for produktionen og varernes fordeling, som findes indenfor førindustrielle samfundsøkonomier, og påvist hvorledes økonomien i primitive og arkaiske samfund var bestemt af politiske, religiøse og familiemæssige relationer. Dette er ikke stedet til en nærmere diskussion af middelalderens økonomibegreb. Her har mit sigte blot været at pointere, at 1) middelalderens økonomi var under stadig forandring og udvikling og 2) denne udvikling fandt sted indenfor et grundlæggende anderledes samfundsystem, som ikke vil kunne forklares alene udfra en moderne markedsøkonomisk forståelsesramme. Ikke mindst det sidstnævnte er vigtigt at have i tankerne, når fremstillingen i det følgende skal koncentrere sig om en præsentation af mønterne som kilde til Danmarks middelalderlige økonomiske historie.
Traditionelt bygger historikeren sine slutninger om middelalderens økonomisk/monetære forhold på det relativt begrænsede skriftlige kildemateriale, der mest kaster lys over de økonomiske forhold i, hvad vi kunne kalde den offentlige, politisk/gejstlige økonomiske sfære, men kun giver spredte og yderst tilfældige oplysninger om den regionale og lokale pengebrug. I Danmark skal vi således op i 1400-tallet, før det skriftlige kildemateriale til hverdagens pengeforhold flyder lidt rigeligere. Det middelalderlige møntmateriale inddrages derimod kun i yderst begrænset omfang i de historiske analyser. Dette forhold er uforståeligt, da mønterne netop er den kildegruppe, der i størst antal har overlever fra middelalderen til i dag. Materialet åbner mulighed for indblik i såvel den internationale som den lokale pengebrug, der på væsentlige punkter kan understøtte eller supplere det skriftlige kildemateriale. Studiet af middelaldermønter har man fra historikerne i det store hele overladt til numismatikerne, der på deres side traditionelt har focuseret mere på detailstudiet af de middelalderlige mønttyper end på mere overordnede undersøgelser af mønternes funktioner i middelalderøkonomien.
Jeg har derfor fundet det nyttigt i denne artikel at give en bredere præsentation af møntmaterialets karakter og dets muligheder og begræsninger som kilde til middelalderens økonomiske historie i Danmark.
I den numismatiske forskning har det ikke skortet på forsøg på at opstille et sådant alment gyldigt klassifikationssystem for møntfund (5).
En meget simpel, men fuld tilfredstillende løsning på klassifikationsspørgsmålet kan opstilles med udgangspunkt i en skelnen mellem en teoretisk klassifikation bestående af de to hovedgrupper enkeltfund og skattefund (defineret som to eller flere mønter, der er tabt og nedlagt sammen (6)), der tilsammen dækker det samlede møntfundmateriale, og en praktisk klassifikation, som alt efter undersøgelsens karakter og målsætning opdeler fundmaterialet i et varierende antal fundgrupper (7). Det har været foreslået fra flere sider (8), at ophobningsfund (et antal mønter, som blev tilført et fundsted over en længere periode, som f.eks. bopladsfund, kirkegulvsfund, kirkegårdsfund, markedspladsfund osv.) skulle inddrages som en tredje primær klassifikationskategori. Over for denne kategori kan imidlertid indvendes, at ethvert ophobningsfund kan betragtes som en ophobning af enkeltfund, eventuelt suppleret med skattefund.
Når man ønsker, at middelaldermønter skal belyse møntcirkulationen og samfundsøkonomien i bred forstand, må den praktiske opdeling af fundgrupper tage udgangspunkt i graden af bevidst udvælgelse i mønternes samtid, som de enkelte fundmaterialer bærer præg af. Med dette udgangspunkt bliver det muligt at skelne mellem en række hovedtyper af fundgrupper med forskellige grader af repræsentativitet overfor den oprindelige møntmasse (9).
Antallet af tilfældig mistede skatte udgør desværre kun en forsvindende lille del af det samlede middelalderlige skattefundsmateriale.
I alt kendes der til 321 møntskatte fra perioden ca.1050-ca.1550 (15), med ca.337.000 mønter. Hertil skal tilføjes yderligere en række skatte fra første halvdel af 1000-tallet. Alt i alt er der altså tale om et betydeligt møntmateriale.
I fig. 1. er vist, hvorledes møntskattene fordeler sig på århundreder. Det bør bemærkes, at hele 127 møntskatte stammer fra 1300-tallet (16).
1. Oprindelsesstrukturen. En analyse af mønternes prægesteder. Hvordan er forholdet mellem regionale, nationale og internationale prægesteder?. Dominerer ét eller flere prægesteder i fundbilledet. I middelalderen findes der både perioder med fortrinsvis rene danske møntfund ( i 1100/1200-tallet), perioder hvor der er en blanding af danske og udenlandske mønter (f.eks. 1000-tallet) og perioder, hvor skattefundene næsten udelukkende indeholder udenlandske mønter (1330'erne frem til ca.1405).
2. Sammensætningen af mønttyper. Indeholder skattene udelukkende én mønttype, f.eks. penninge som skattene fra tidlig middelalder? Består skattene af flere forskellige møntenheder, som f.eks. 1300-tals skattene med hulpenninge, turnoser og sterlinge? Indgår der såvel sølv- og guldmønter i skattene, eller er der - som ved flertallet af de danske middelalderlige skattefund - tale om rene sølvfund? Består skattene af tidens internationale handelsmønter, som 1000-tallets engelske og tyske penninge, eller 1200- og 1300-tallets engelske og kontinentale sterlinge og turnoser, eller drejer det sig om skattefund med dagligdagsmønter som skattene fra første tredjedel af 1500-tallet, der domineres af danske hvide?
3. Aldersstrukturen. En analyse af mønternes aldersfordeling. Er den jævn, eller koncentrerer mønterne sig på bestemte tidlige eller sene typer? Er der tale om en kort eller en lang etableringsfase for skatten?
Der er forskellige omløbshastigheder for mønttyper i forskellige perioder, hvilket afspejler sig i forskellige aldersstrukturer. I perioder med forholdsvis hyppige møntombytninger som 1100-, 1200- og 1300-tallet udviser skattefundene generelt en lille aldersspredning. Mønttypernes levetid i møntcirkulation i 1400-tallet og første halvdel af 1500-tallet var derimod meget lang, dvs. skattefundene har stor alderspredning.
Godt 80% af de middelalderlige skatte er fundet i landlige omgivelser. Flertallet af disse er fremkommet ved markarbejde. En mindre gruppe (11 stk) oplyses fundet i forbindelse med formodentlige gravhøje, ligesom omkring en snes skatte er fundet i vådområder - moser og enge og 5 skatte i egentlige skovområder.
I 24 tilfælde kan det fastslås, at en skat med sikkerhed har været nedlagt i forbindelse med en middelalderlig landbebyggelse. Dette tal kunne sikkert øges, hvis man i lighed med hvad Majvor Östergren har gjort på Gotland med vikingetids og tidlig middelalderskattefund, foretog grundige efterundersøgelser på middelalderskattenes fundpladser (18). Det ville være virkelig interessant at se, om man som på Gotland ville finde den samme direkte sammenhæng mellem skattes nedlæggelsested og middelalderbebyggelsen. I alt 67 skatte er fundet i forbindelse med kirker, kirkegårde og klostre. På kirkegårdene alene 33, hvoraf flertallet nok må regnes som de såkaldte "død mands skatte". De mange fund fra de religiøse bygninger afspejler, at disse var yndede skattenedlæggelsessteder af flere årsager, men også i høj grad, at det er den monumentgruppe, der bedst har overlevet fra middelalderen til i dag. Der kendes i alt 58 møntskatte fra 33 byer, men det betyder rent faktisk, at der ikke er fundet møntskatte i halvdelen af de middelalderlige danske byer. Dette bør få én til at overveje, om dette uens fordelingsmønster afspejler reelle økonomiske og politiske forhold i skattenes samtid, eller blot topografiske forskelle og tilfældigheder ved genfindelsen i moderne tid.
Traditionelt har krig og ufredsperioder været betragtet som de absolut vigtigste årsager til skattenedlæggelser i overensstemmelse med Sture Bolin klassiske tese, at skattefund først og fremmest er beviser for krig og højest sekundært for handel og velstand (20). De sidste årtiers teoretiske og praktiske arbejde med skattefundsmaterialer bl.a. med de mange gotlandske vikingetidsskatte gør det imidlertid nødvendigt at betragte dette spørgsmål mere nuanceret (21). Urolige tider med krige og sygdomsepidemier har ofte været årsag til skattenes nedlæggelse. Man må dog ikke på forhånd udelukke andre årsagsforklaringer. En forøget skattedeponering kan også opstå som reaktion på rent økonomiske ændringer i samfundet - forhøjelse af beskatningen eller inflation som det eksempelvis var tilfældet i Finland o.1750, hvor den store koncentration af skattefund ikke havde sammenhæng med krig eller sygdomsepidemier, men derimod skyldtes en voldsom inflation (22). Det må heller ikke glemmes, at skatte har været nedlagt til stadighed også i fredelige tider, hvor man som sikkerhed mod overfald, tyveri og brand eller før man begav sig ud på en længere rejse valgte at gemme en del eller hele sin kontante formue væk. Ser man på det danske skattefundsmateriale fremstår der ikke en entydig sammenhæng mellem koncentrationer af skattefund og kendte urosperioder i Danmarkshistorien. Som jeg allerede har omtalt, udgør 1300-tallet det mest møntskatterige århundrede i middelalderen. Det danske møntvæsen ophører endda stort set fra midten af 1330rne (Skåne undtaget) og helt frem til o.1400, men antallet af møntnedlæggelser fortsætter på det høje niveau, nu blot med udenlandske mønter i stedet. Skal man tolke disse mange skattefund som alene udtryk for krig og ufred? Vi ved fra skriftlige kilder, at der bestemt var tilbagevendende kriser i sidste halvdel af 1300-tallet. Det er imidlertid som oftest umuligt at kæde de bevarede møntskatte sammen med bestemte historiske hændelser. En undtagelse er Rådvedskatten, som må være nedgravet i forbindelse med de voldsomme kampe i Nørrejylland i 1368 mellem de holstenske grever og en række oprørske jyske herremænd på den ene side og konge Valdemar Atterdags tro mænd på den anden (23). Derfor vil jeg hævde, at skattene i nok så høj grad afspejler et land i økonomisk fremgang, der magtede at trække rigeligt med udenlandske mønter hertil, som et land, der var knust af krige og kriser. Det er ligeledes værd at overveje, om den markante koncentration af skattefund i anden halvdel af 1300-tallet ikke også kunne forklares ved ændringer i monetariseringsmønsteret, som dem Bjørn Poulsen har påvist i Slesvig i anden tredjedel af 1600-tallet, hvor en begrænsning i bondesamfundets pengecirkulation og kreditøkonomi fik til følge, at bønderne i højere grad holdt pengene hjemmme, så de havde midler parat til at klare indfæstnings og affindelsesafgifterne ved generationsskifterne på gårdene (24).
Det må understreges, at man ikke bør foretage for hastige generaliseringer om årsagerne til skattes deponering, men i stedet betragte fundkoncentrationer og fundfattige perioder på baggrund af det samfund, hvori skattenedlæggelsen fandt sted. Graden af monetarisering og det generelle økonomiske aktivtetsniveau, herunder den pengebaserede handel, må betragtes som afgørende variabler. I den forbindelse spiller det naturligvis også en vigtig rolle, hvilke forventninger indehavere havde til mønternes værdi på det tidspunkt, hvor skattene efter planen atter skulle hentes frem. Incitamentet til at nedlægge møntskatte må alt andet lige være mindre i et samfund med hyppige tvangsvekslinger og underlødige mønter, end i samfund med gode, lødige sølvmønter uden høj tvangskurs. Endelig må man huske på, at selvom det er muligt at demonstrere en tidsmæssig overensstemmelse mellem en skattefundskoncentration og kendte krigsbegivenheder, behøver det ikke nødvendigvis være disse ydre begivenheder, der har betinget skattenedlæggelserne.
Antallet af skjulte skatte i fredstider og krigsperioder har måske endda ikke været så forskelligt, men risikoen for at skattene forblev i skjul var naturligvis væsentlig større i perioder præget af vold og sygdomme. Hver eneste genfunden skat fortæller på den måde sin egen dramatiske historie om en ulykkelig begivenhed i skattens samtid, der har hindret ejeren i at hente skatten frem fra skjul igen. Han kan være død i forbindelse med krigshandlinger, under en af middelalderens hyppige sygdomsepidemier, eller på en rejse langt fra hjemmet, uden at have nået at videregive sin viden om gemmestedet. Der er også den mulighed, at ejeren simpelt hen ikke har kunnet finde sit skjulested igen.
Undtagelser er de relativt få offermønter (f.eks. fra grave og helligkilder), som har været benyttet i en magisk eller kultisk sammenhæng. Det øvrige enkeltfundsmateriale må under ét siges at have en høj grad af tilfældighed i udvælgelsen og dermed i princippet være yderst velegnet til at belyse møntcirkulationen og den almindelige økonomiske udvikling i middelalderens samfund. Det er imidlertid nødvendigt nærmere at overveje, hvilke dele af middelalderens økonomiske virkelighed enkeltfundene afspejler.
Hvor mennesker har benyttet mønter, er en vis del gået tabt. Som udgangspunkt kan man da opstille den hypotese, at jo flere enkeltfund vi finder på et sted, jo større har møntbrugen og dermed møntcirkulationen været. Man må dog straks tilføje, at enkeltfundsmaterialet har en klar overvægt af de mønter, som ejeren bedst har haft råd til at miste, dvs. de laveste nominaler i omløb. (Man leder jo også idag mere ivrigt efter en tabt 20-kr end en 50-øre!). I de perioder, hvor der kun cirkulerede penninge med begrænset gyldighedsperiode i Danmark, har det naturligvis ikke den store betydning. Mere markant er det derimod, at de større udenlandske sølv- og guldmønter, der i anden halvdel af 1200-tallet kom i omløb i Europa, kun i meget begrænset omfang er repræsenteret i det danske enkeltfundsmateriale. De store nominaler (møntværdier) benyttedes fortrinsvis i den internationale handel og i den politisk/statslige sektor, medens de kun fandt begrænset anvendelse i den regionale og lokale møntcirkulation. Det fører til følgende konklusion om enkeltfunds karakter: a) Antallet af enkeltfundne mønter er proportionalt med antallet af mønter i circulation; b) antallet af mønter er omvendt proportionalt med deres værdi (25) og c) enkeltfundene afspejler først og fremmest møntcirkulationen på regionalt og lokalt plan. For at få dokumenteret pengebrugen i den internationale handel og den politisk-gejstlige sfære må man ty til det skriftlige kildemateriale, ligesom der er information at hente hos en del af de middelalderlige skattefund. Dobbeltskatten fra Ribe Ladegårdsmark/Seminarievej (26), der indeholder over 1400 engelske og kontinentale sølvsterlinge, giver således et godt indtryk af en international købmands handelskapital i midten af 1200-tallet. På samme måde fortæller den store guldmøntskat (i alt 110 hel-, halv- og kvartnobler), der i 1976 blev fundet i vraget på et middelalderligt skib ud for nordsjællands kyst, sin egen dramatiske historie om, hvilken kapital en storkøbmand bragte med sig, da han i midten af 1360' erne begav sig ind i Østersøen (måske til Skånemarkedet?) for at fylde sit skib med varer (27).
I forbindelse med tolkningen af enkeltfund som kilde til middelalderens økonomi bør man også stille sig det spørgsmål, om en stigning i forekomsten af enkeltmønter på en lokalitet udelukkende kan tolkes som et udtryk for øget cirkulationshastighed og dermed øget økonomisk aktivitet på det pågældende sted. Denne entydige sammenhæng kan man ikke uden videre gå ud fra. Man kan ikke sætte lighedstegn mellem et højt mønttab og en høj økonomisk aktivitet eller visa versa. Sammenhængene kan være mere komplekse. En forringelse af en mønttypes værdi vil eksempelvis ofte resultere i en forøget tabsfrekvens og dermed en øget repræsentation i et fundmateriale, da ejerne har været mere skødesløse med de forringede mønter. Man må derfor indskærpe, at tolkningen af et enkeltfundmateriale ikke må ske uden at der skeles til de generelle monetære forhold i samfundsøkonomien, dvs. forhold som den officielle møntudstedelse, den regionale og lokale møntforsyning og de almene monetære omløbslove (28). Når man på den anden side har konstateret, at stigningen i møntforekomsten på en lokalitet ikke kan forklares ud fra de generelle monetære forhold, må den forklares som en stigning i mønternes lokale cirkulationshastighed og dermed afspejle et øget økonomisk aktivitetsniveau.
Der skete en markant stigning i fundantallet i 10-året 1950-60, da der i mange danske kirker iværksattes større restaurerings og anlægsarbejder i kirkegulvene, hvorunder bl.a. centralvarme indlagdes. Samtidig fik man for alvor øjnene op for det vigtige kildemateriale, der lå gemt i kirkerne, og som man stod i fare for at miste, hvis man ikke tog systematisk hånd om det. Derfor indførte Nationalmuseet i 1956 det såkaldte "harpecirkulære" på initiativ af den nuværende rigsantikvar Olaf Olsen. Heri blev det fastslået, at alt bortgravet jord fra kirker skulle undersøges ved hjælp af harpning. Resultatet udeblev ikke. Antallet af kirkegulvsmønter mere end hundrededobledes i tiåret 1950-60 i forhold til det forgående årti. I alt 11397 kirkegulvsmønter er indtil i dag fundet i de danske kirker, hvoraf godt halvdelen er middelalderlige mønter. I 1980'erne registreredes der et brat fald i antallet af kirkegulvsfund, der afspejler en mere forsigtig politik på området. I dag er tilvæksten lille, men der forekommer dog stadig fra tid til anden nye kirkegulvsfund, som f.eks.de ialt 90 mønter, der fremkom ved gulvundersøgelser i Skive kirke og indførtes i Møntsamlingens fundprotokol i 1992 (31).
Kirkegulvsmønterne er fundet i alle dele af Danmark, men der er bemærkelsesværdige regionale forskelle i fundantallet, som nok ikke alene kan forklares udfra antallet af kirkerestaureringer. På Bornholm kendes der til fund fra hele 80% af øens kirker, Sjælland og Østjylland kan fremvise fundmønter fra et sted mellem 25 og 35% af de middelalderlige kirker, medens Nordjylland, Fyn og Lolland-Falster hører til i den "tunge ende" med blot o.10% af kirkerne repræsenteret. Antallet af fundmønter i de enkelte kirker er stærkt varierende fra nogle ganske få op til flere hundrede, men her synes de også at være regionale forskelle. Det er eksempelvis værd at bemærke, at over halvdelen af de store kirkegulvfund med over 100 mønter er gjort på Sjælland (32).
Endelig må man også gøre sig klart, at kirkegulvsmønterne ikke uden videre kan tages som udtryk for møntsammensætningen i lokalcirkulationen. Kirkegulvsmønterne har en klar overrepræsentativitet af småmønter. Det ses tydeligt i første halvdel 1400-tallet, hvor det danske møntvæsen bestod af en række nominaler, men hvor det var skillemønterne som blev medbragt, ofret - og tabt i kirkerne. Ligeledes finder man mange af de små ensidede prægede nordtyske hulpenninge i kirkegulvsmaterialet fra årtierne o. 1400, hvorimod de optræder relativt sjældnere blandt de detektorfundne enkeltmønter og udgravningsmønter. På samme måde med den specielle, stærkt kobberholdige hulpenning med kronet oksehoved, som findes i usædvanligt stort antal blandt kirkegulvsmønterne. Denne skillemønt, der sandsynligvis var præget i Mecklenburg (33), har været den mest populære offermønt blandt senmiddelalderens danske kirkegængere, men synes derimod ikke at have indtaget samme dominerende position i den daglige møntcirkulation (34).
Man må altså gøre sig klart, at kirkegulvsmønterne lider under væsentlige kildemæssige begrænsninger, som får betydning, når man vil benytte dem som kilde til den regionale møntbrug og møntcirkulation i middelalderens Danmark.
En af de største fundområder herhjemme ligger på nogle marker ved Skelagervej og Stolpedalsvej i Hasseris syd for Ålborg. Her har flere detektorfolk over en årrække fundet et stort og varieret møntmateriale. Der er stor geografisk og kronologisk spændvidde i fundmønterne, men der også her en markant koncentration af danske borgerkrigsmønter. Materialet i sig selv er naturligvis yderst interessant. Man kan imidlertid undre sig over, hvorfor så mange mønter dukker op netop i dette område, som ellers ikke er kendt for nogen særlig aktivitet i middelalderen. Svaret er da også, at mønterne ikke oprindeligt har været tabt her, men er bragt herud med fyldjord fra Ålborg i begyndelsen af dette århundrede, hvilket naturligvis forringer materialets historiske udsagnskraft i væsentlig grad.
Som en direkte kildemæssig modpol kan nævnes detektorfundmaterialet fra Tårnborg nær Korsør. Her har én enkelt detektorbruger, Ole Bundgård, i tæt samarbejde med Korsør Produktionskole, senere Sorø Amts Museum ved museumsinspektør Henning Nielsen fremskaffet næsten 3300 fundmønter, hvilket gør det til det største middelalderlige enkeltfundsmateriale fra nogen lokalitet i Danmark (38). Afslutningsvis i denne artikel vil jeg benytte Tårnborgmønterne som et eksempel på, hvorledes et numismatisk kildemateriale i kombination med andet arkæologisk og skriftlig kildemateriale kan anvendes til at kast nyt lys over væsentlige samfundsøkonomiske aspekter af 1200- og 1300-tallets Danmark (39).
Tårnborgmaterialet er et af dette 10-års mest betydningsfulde møntfund, og vel at mærke et fundmateriale som ikke ville være fremkommet i den størrelsesorden uden anvendelsen af en detektor. Detektorfundene vil også i de kommende år sætte deres afgørende præg på det samlede nyindkomne møntmateriale. Naturligvis vil de ikke alle have samme udsagnskraft som Tårnborgmaterialet, men det er slet ikke usandsynligt, at detektorerne vil komme op med et "nyt Tårnborg" indenfor en overskuelig fremtid.
Et fundmateriale af en lignende karakter, omend af mindre omfang, blev fremdraget ved Svendborgs Museums udgravninger i Møllergade 6, Svendborg, i slutningen af 1970'erne (40). På et begrænset område fandtes over 100 midddelalderlige mønter, der i tid spændte fra Valdemar d.II til Kristoffer II, men med hovedvægten på mønter fra årtierne omkring 1300. Den store fundkoncentration viser klart, at der på dette sted må have foregået en livlig omsætning ved hjælp af mønter, og det er nærliggende at forestille sig, at der også her har været tale om en købmands bod.
Møntmaterialerne fra byudgravningerne i Horsens og Svendborg er eksempler på, at udgravningsmønter kan udgøre en central kilde til middelalderens økonomi. Det må da også retfærdigvis understreges, at sådanne fundmaterialer mere hører til undtagelsen end regelen. De fleste udgravningsmønter dukker frem enkeltvis eller i et så lille antal, at interessen mere samler sig om mønternes betydning som dateringsgrundlag end om deres anvendelighed som kilde til middelalderens pengebrug og samfundsøkonomi.
De nordtyske witten fra Hamborg og Lübeck, der cirkulerede i stort tal i Danmark fra slutningen af 1360'erne, synes umiddelbart at være et mønstereksempel på mønter med stor dateringskraft. Mønternes kronologi er i dag velbelyst. Witten-prægningen påbegyndtes o.1365 og afløstes 1379/81 ved en møntreces af nye typer (41). Der eksisterer altså en sikker terminus post quem for de enkelte witten-typer. Så er der blot det uheldige set fra et dateringssynspunkt, at mønterne forbliver i omløb i Danmark i over 50 år - i hvert fald optræder de i skattefundene helt frem til efter 1424. Witten-typerne giver således ikke en særlig præcis datering. De små nordtyske hulpenninge, som findes i så rigelige mængder i skattefund fra anden halvdel af 1300-tallet og blandt kirkegulvsmønterne (men derimod ikke blandt detektorfundene!!) er generelt heller ikke velegnede som dateringsgrundlag. Undtagelsen er en række nordtyske hulpenninge, præget o.1360, der næppe har cirkuleret mere end 15 år (42), hvorimod de underlødige mecklenburgske hulpenninge med det karakteristiske oksehoved, der stammer fra anden halvdel af 1400-tallet, benyttedes som skillemønt i Danmark i mere end 100 år (43).
Som det sidste eksempel på en middelalderlig mønts dateringsevne vil jeg nævne korshviden, som blev præget med start i Malmø i 1440'erne helt frem til 1600-tallet. Hvidene fra Christopher af Bayern (1440-48), Rigsrådet (1448), Christiern I (1448-81) og Hans (1481-1513) blev fremstillet i uhyre mængder og synes at have have haft en usædvanlig lang levetid i møntcirkulationen. Hvide fra 1440'erne optræder stadig i stort tal i skattefund fra 1520'erne - ja, de omtales endda i skriftlige kilder så sent som o. 1580 (44). Det er altså stærkt begrænset, hvad man dateringsmæssigt kan bruge en hvid til i en udgravning. Finder man et slidt eksemplar af hviden, hvor det på grund af de beslægtede monogrammer endda kan være svært at placere mønten under Kristoffer af Bayern, Christiern I eller Hans, kan man ikke indkredse tabstidspunktet nærmere end indenfor en 100 års periode!
I denne forbindelse må man stille sig det spørgsmål, hvornår det er mest sandsynligt, at en mønt er blevet mistet, lige efter dens udstedelse eller i en senere periode? Dette afhænger naturligvis i høj grad af, hvor længe de enkelte mønttyper cirkulerer som lovligt betalingsmiddel, men også af de almene love for mønters omløbstid. I en række artikler er mønters forventelige levetid taget op til diskussion og man har for en række mønttyper påvist svindmønstre gennem export, indsmeltning, tab eller opsparing. B. Thordeman har således på grundlag af sin studie af Loheskatten udregnet tabsfrekvensen til 2% årligt (45), et skøn der ikke forekommer urimeligt i sammenligning med undersøgelser af svindet ved nutidig møntcirkulation (46). I Franken 1437-1610 steg overlevelsesfrekvensen for sølvmønter betydeligt ved slutningen af middelalderen, da møntherrerne ikke i samme grad mere kunne kontrollere de enkelte mønttypers tilstedeværelse i cirkulationen (47).
Ethvert fundmateriale har gennemløbet en række udvælgelsesfaser fra prægetidspunktet til det indgår i en historisk analyse (48).
Det er kun en lille del af de cirkulerende mønter, der enten bliver tabt eller udtaget og nedlagt i skatte. Den store grad af tilfældighed i udvælgelsesprocesserne medfører, at de møntmaterialer, der "overlever" principielt må opfattes som repræsentative for i hvert fald dele af den fortidige virkelighed. Man må imidlertid ikke glemme, at når vi får et fundmateriale i hænde, har det også været igennem en udvælgelsesproces i forbindelse med genfindelsen som kan have påvirket karakteren af det overleverede møntmateriale. Jeg har andetsteds påvist, hvorledes der eksisterer en klar sammenhæng mellem udviklingen af den danske kulturgeografi og den tidsmæssige fordeling af de danske middelalderlige skattefund (49).
I fig. 2 er de middelalderlige skatte fra perioden ca. 1050-1550 opdelt i tiår efter fundtidspunkt, hvilket giver et markant fordelingsmønster med en stor fundkoncentration i anden halvdel af 1800-tallet. Denne koncentration genfindes i hovedtrækkene ved fordelingen af såvel Bronzealderens depotfund som Jernalderens skattefund (50). Forklaringen på disse fundmønstre må klart ses i de ændrede socioøkonomiske forhold i Danmark i sidste tredjedel af 1800-tallet - den mere intensive dyrkning af landbrugsjorden med dybdepløjning, dræning af engarealer og kultivering af hedearealer, og de forøgede konstruktions og byggeaktivteter i de danske byer i årtierne o.1900. En del af forklaringen på det markante fald i skattefundsantallet i det 20. århundrede må findes i den voksende anvendelse af maskiner i såvel landbrugsproduktionen som ved konstruktionsarbejder. Det er éngang ikke så nemt at få øje på nogle små sølvmønter i jorden, når man befinder sig højt hævet over alting i et førerhus!. En anden forklaring på det faldende fundantal i det 20. århundrede kunne være, at flertallet af de éngang skjult skatte atter er blevet genfundet (51). Jeg har svært ved at følge denne argumentation - i hvert fald når talen drejer sig om de middelalderlige skatte. I dag har vi kendskab til mindre end én skat pr. år fra den danske middelalder!
De seneste års høst af skattefund synes også at gøre denne pessimisme til skamme. Der kan nemlig rent faktisk iagttages et sandt boom i antallet af genfundne møntskatte, først og fremmest indenfor romersk jernalder (i Gudmeområdet på Fyn og på Bornholm) og vikingetid/tidlig middelalder. Specielt sidstnævnte gruppe af møntskatte er bemærkelsesværdig, da de sidste 50 år på få undtagelser nær ikke har leveret nye møntskatte fra denne periode (52). På Bornholm er der siden 1989 fundet en lille halv snes større og mindre vikingetid/tidlig middelalder skatte, der naturligvis hænger sammen med den allerede omtalte intensive detektorbrug på øen. Hertil kommer to 900-tals møntskatte fra Sydvestsjælland (53), samt én skat henholdsvis fra Fyns Hoved og fra Djursland. Denne, nærmest overvældende fundtilgang demonstrerer tydeligt, hvorledes også en ændret adfærd i moderne tid - i dette tilfælde den systematiske anvendelse af metaldetektorer - kan få afgørende indflydeldelse på karakter og omfanget af fundmaterialet.
Ved arbejdet med middelalderlige møntfund er det derfor vigtigt at forsøge at skelne mellem de elementer ved materialerne som skyldes selektionen i middelalderen fra de elementer som er et resultat af genfindelses- og registreringsprocesserne.
Den enkelte middelaldermønt giver mere eller mindre åbenlyse informationer om den politiske organisering af møntvæsenet. Da det danske møntvæsen opbyggedes i 1000-tallet, overførte man den angelsaxiske tradtion med at påføre regentens navn og møntstedet (+møntpræger) på de enkelte danske emissioner. Derimod optræder der ingen årstal på danske middelaldermønter før i 1496, hvis man ser bort fra den enestående Valdemar Sejr-mønt, med årstallet 1234 (54). Allerede i 1000-tallets slutninger bliver de skriftlige informationer på mønterne færre, og når vi er nået frem i anden halvdel af 1200-tallet hører det mere til undtagelsen end regelen at finde et regentnavn på mønterne, ligesom man for længst har opgivet at påføre møntstedet. Man er følgelig henvist til at fordele de enkelte mønttyper på regenter og møntsteder efter mønternes motivvalg og evt.stilistiske træk, hvilket naturligvis er behæftet med en stor grad af usikkerhed. Man må gå ud fra, at f.eks. en kongekronge er et royalt magtsymbol, ligesom mønter med kongens portræt på forsiden og en bisp på bagsiden må afspejle den deling af møntrettem mellem kongemagten og kirken, der var udbredt i 1100- og 1200-tallet og som også kendes fra skriftlige kilder (55). En rist som møntmotiv kan med en vis sandsynlighed tolkes som et symbol for mønten i Lund, da den Hellige Skt.Laurentius, der led martyrdøden ved stegning over "en sagte ild" og derfor har risten som attribut, var skytshelgen hér, men for størsteparten af møntsymbolerne kan man i virkeligheden ikke på grundlag af mønterne selv foretage en kvalificeret tolkning, der kan placere dem under en bestemt regent eller møntsted. For at få disse mangelfulde eller helt inskriptionsløse mønter placeret i en nogenlunde sikker geografisk og kronologisk sammenhæng, må man derfor betragte dem som masse, dvs.ud fra hvorledes de optræder i enkeltfunds- og skattefundsmaterialet (fig 3).
Med denne kvantitative indfaldsvinkel til møntmaterialet kan mønternes funktion og placering i møntcirkulationen og i middelalderens samfundsøkonomi i bredere forstand belyses.
Det er uhyre tidskrævende og anstrengende at arbejde med stempelstudier, specielt indenfor dele af middelaldernumismatikken, hvor de tynde, ofte dårligt prægede mønter gør det svært at komme med sikre slutninger om mønternes stempelmæssige sammenhæng. Dette er nok forklaringen på, at der hidtil ikke er publiceret overvældende mange stempelstudier i Danmark (58).
C. J. Becker har gennemført omhyggelige stempelanalyser på udmøntningerne fra Lund i 1040'erne (59), fulgt op af en undersøgelse af udmøntningen i samme periode i Odense (fig. 4) (60). I forbindelse med Lundeudmøntningen fandt forfatteren i en række nordiske samlinger i alt 129 forsidestempler og 171 bagsidestempler. Med et opregningstal, som forsigtigt er sat til 5000 stk. pr.understempel, når han frem til en møntproduktion på ca. 850.000 stk., hvilket ikke er en helt ubetydelig mængde. Ligeledes kan det alene ud fra Den Kgl. Mønt- og Medaillesamlings eksemplarer af en række 1000- og 1100-tals mønttyper fastslås, at udmøntninger i størrelsesorden mellem en halv og en hel million eksemplarer synes at have været ganske normale under Sven Estridsen og hans sønner (61). 1000-tallets møntfremstilling har altså allerede haft et omfang, der krævede en veludbygget organisation, dygtige håndværkere, et større antal hjælpere og ikke mindst fremskaffelselsen af betydelige mængder sølv. For at fremstille en typisk penning fra 1000-tallet, der vejede 1 g. med en lødighed på 800 0/00, præget i en halv million eksemplarer, krævedes med andre ord 400 kg sølv!
K. Bendixen har foretaget et grundigt stempelstudie af Erik Ejegods udmøntninger fra Randers og Ålborg, på grundlag af mønterne fra Lundby-Krat skatten, dateret til ca.1100. Her er et eksempel på, hvordan fundet af en skat fuldstændigt kan forrykke billedet af en udmøntnings størrelse. Før Lundby Krat skatten kendte man blot 5 eksemplarer af den såkaldte "fuglemønt", Hbg 7, som blev anset for præget i Randers. Hele 109 eksemplarer dukkede frem i Lundby Krat-skatten og pludselig viste det sig, at typen også var præget i Ålborg, af 4 forskellige møntmestre, og at typen ud fra de repræsenterede møntstempler har været fremstillet i mindst ca.60.000 eksemplarer (62).
Senere i middelalderen fik udmøntningerne et langt større omfang. De store fundforekomster af borgerkrigsmønter fra Erik Glipping, Erik Menved og Kristoffer II antyder, at møntproduktionen i denne periode må have udgjort millioner af mønter. Der er endnu ikke foretaget stempelundersøgelser af nogen borgerkrigsmønttype, hvilket givet hænger sammen med de utroligt vanskelige arbejdsbetingelser, som de upræcist og dårligt prægede mønter tilbyder numismatikeren. Der er imidlertid ikke tvivl om, at seriøse forsøg på sådanne stempelstudie bør gøres, selvom karakteren af materialet ikke ligefrem giver grundlag for den største optimisme. Det senmiddelalderlige danske møntvæsen fra Erik af Pommern, Christopher af Bayern, Rigsrådet 1448 og Christian I har heller ikke været underkastet egentlige stempelstudier. Men der har også i 1400-tallet været tale om en dansk møntproduktion i millionklassen. Specielt Christian I's hvide fra Malmø prægedes i enorme mængder på et tidspunkt, hvor der var pengemangel i det øvrige Europa. Det ser rent faktisk ud som om, at en stor del af det sølv, der manglede i det øvrige Europa, kanaliseredes til Danmark via en positiv handelsbalance og udmøntedes som danske korshvide (63). Når vi kommer frem til Christian II, får vi et skriftligt belæg for millionudmøntningerne. Christian II's møntmester Jørgen Kock fremstillede således på 21 måneder i 1519-20 ikke mindre end 4,5 millioner af de underlødige klippinge i Malmø (64). Denne oplysning er i øvrigt meget interessant på en anden led, da den sammenholdt med fundmaterialet demonstrerer, hvorledes en effektiv møntombytning kan ændre på det fundbillede, som overleveres til eftertiden. I 1524 inddrog Frederik I Christian II's slette klippinge til omsmeltning. Det blev gjort så effektivt, at de mange millioner klippingene kun er repræsenteret blandt enkeltfundene med sølle 30 stykker, ligesom kun ét eneste eksemplar har fundet vej til tidens danske skattefund. Bedømte man klippingeudmøntningens omfang alene ud fra de relativt få overleverede fundeksemplarer, ville man nå frem til en helt fejlagtig konklusion (65). Dette er et metodisk lærestykke som man må indprente sig, når man tolker graden af monetarisering i et samfund ud fra den relative fundhyppighed af de enkelte mønttyper. Man må være yderst forsigtig med at drage for vidtrækkende konklusioner om omfanget af en møntserie alene på grundlag af dens manglende tilstedeværelse i fundmaterialet. Dette gælder ikke mindst forholdene i middelalderens århundreder, hvor møntombytninger hørte til dagens orden. Men de mønttyper der er repræsenteret i fundene giver et håndgribeligt grundlag for sammenligning af den relativ fundhyppighed, ikke mindst hvis man tager stempelstudiemetoden i anvendelse. Man kunne på dette sted være fristet til at vende argumentationen rundt og retorisk spørge: hvilken udsagnskraft kan man tillægge de middelalderlige skriftlige kilders oplysninger om den nominelle struktur i Danmark? Problemet er her, at det som regel er umuligt at afgøre ud fra kildernes selv, om beløbsangivelserne er udtryk for de reelle mønter som benyttedes ved transaktionerne, eller om de blot er værdiangivelser. I borgerkrigsperioden fungerede den engelske sterling som en international handelsmønt, men også som en regningsmønt som benyttedes til at fastsætte toldsatser og afgifter. De skriftlige kilderes hyppige omtaler af sterlingerne modsvares imidlertid ikke af periodens store fundmateriale, hvor sterlingen er relativt sjældent forekommende. Dette kunne tolkes som sterlingen i denne periode først og fremmest spillede en rolle i Danmark som regningsmønt. En nærmere diskussion af dette centrale spørgsmål vil dog sprænge rammerne for denne fremstilling.
Stempelstudiet er en tidskrævende, men for mange middelaldermønters vedkommende også særdeles perspektivrig kvantitativ metode, som forhåbentlig i de kommende årtier vil blive taget i hyppigere anvendelse, til gavn for vores forståelse af møntvæsenets organisering og omfang i middelalderens århundreder.
I Danmark har der hidtil ikke været foretaget større kvantitative undersøgelser af middelalderens møntcirkulation, selvom temaet naturligvis jævnligt har været berørt i artikler (68). Dette afspejler vel dels, at der blandt danske numismatikere traditionelt har været focuseret på andre kvalitative aspekter af numismatikken, men også i høj grad, at faget kun har (og har haft) ganske få professionelle udøvere, koncentreret omkring Den Kgl. Mønt- og Medaljesamlings virke, hvor indsatsen har måtte samle sig om løsningen af andre, løbende forskningsopgaver. Den manglende rekruttering til faget skyldes først og fremmest, at der i modsætning til i Sverige og Norge ikke foregår undervisning i numismatik ved de danske universiteter. Et forhold som der efter min mening bør rettes op på!
Som det vel allerede er skinnet igennem fremstillingen i denne artikel, er jeg selv midt i et forskningsprojekt, som netop tager sigte på at foretage en analyse af pengebrug og møntcirkulationen i 1200- og 1300-tallets Danmark på grundlag af en kvantitativ model. Periodens righoldige møntmateriale lægger helt naturligt op til et sådant projekt. Analysen vil primært blive foretaget på grundlag af de fremkomne kirkegulvsmønter og detektorfund (med Tårnborg i spidsen), der tilsammen giver et usædvanligt indblik i dagligdagens pengebrug. Det store enkeltfundmateriale rummer store muligheder. Der er stadig nye spørgsmål at stille til materialet og nye analyser at foretage. Det kunne eksempelvis være interessant at gennemføre strukturelle sammenligninger mellem kirkegulvsmønterne og detektormønterne og mellem fundmaterialer fra by- og landområderne. Det overordnede mål med undersøgelsen er naturligvis at opnå større forståelse for nuancerne i monetariseringsprocessen i de årtier, hvor pengebrugen slog igennem på alle niveauer i det danske samfund.
Langt hovedparten af Tårnborgmaterialet udgøres af borgerkrigsmønter fra perioden 1250-1335) (fig. 5). Tårnborg by havde en strategisk placering som knudepunkt for overfarten over Storebælt, den fungerede som udskibningshavn for regionens mest folkerige by Slagelse og kunne i ly af kongeborgen Tårnborg udvikle sig til en central handelsplads i højmiddelalderen. Byens blomstringstid fik en brat ende i begyndelsen af 1400-tallet, da Erik af Pommern gav ordre til at nedbryde Tårnborg og flytte dets aktiviteter over til det nye bysamfund nær Korsør slot (dette er årsagen til stedets usædvanligt gunstige fundforhold). Det er nærliggende at tolke det store borgerkrigsmøntmateriale som udtryk for Tårnborgs handelsaktiviteter i årtierne omkring 1300. Fra skriftlige kilde får vi informationer om Tårnborgs rolle som handelsplads. Kong Erik Menved gav f.eks. de flamske byer Harderwijk, Deventer og Zutphen handelsprivilegier bl.a.i Tårnborg, hvilket understreger, at byen i denne periode må have spillet en vis rolle som en kongelig kontrolleret markedsplads (69).
Man skal dog næppe forestille sig, at Tårnborg har fungeret som en international markedsplads på et niveau, der blot tilnærmelsesvis berettiger til en sammenligning med periodens Skånemarkeder. Ganske vist har man i det store, endnu ikke færdigbearbejdede fundmateriale fra Tårnborg fundet en række genstande som peger mod internationale handelskontakter, f.eks et mindre antal afgiftsmærker af bly, magen til dem som købmænd og fiskere måtte fremvise som kvittering på Skånemarkedet, nogle få klædeplomber af bly, samt skår af importeret rhinske stentøjskander (70). Dette relativt beskedne materiale synes dog ikke stort nok til at sandsynliggøre, at Tårnborg har indtaget en central position i den internationale handel. Man må snarere opfatte byen som en betydningsfuld regional handelsplads, hvor de mange udenlandske og danske rejsende, der passerede Storebælt, skabte et solidt grundlag for et blomstrende håndværks- og handelsliv. Det fundne møntmateriale er langt overvejende nationalt i sin karakter. Hvis Tårnborg i større omfang var blevet hjemsøgt af udenlandske købmænd måtte man nok have forventet, at det havde sat sig tydeligere spor i fundmaterialet. I 1200- og 1300-tallet (frem til det danske møntvæsens sammenbrud i 1330'erne) var Kongens mønt det eneste lovlige betalingsmiddel i Danmark, måske bortset fra en periode i 1290'erne, hvor fundet af udenlanske mønter sammen med danske i flere skattefund antyder, at der var indtrådt en kortvarig lempelse af valutarestriktionerne (71). Når man som udenlandsk købmand ville handle på eksempelvis Skånemarkedet, var man derfor nødsaget til at veksle sine egne mønter til dansk mønt iflg. den fastsatte tvangskurs. De få udenlandske fundmønter fra Tårnborg gør det ikke sandsynligt, at stedet har fungeret som en sådan international vekselplads.
Derimod hersker der næppe tvivl om, at Tårnborg har tjent som indløsningsted for gamle mønter i forbindelse med de hyppige pengeombytninger, som den danske kongemagt iværksatte i middelalderen. Flere skriftlige kilder omtaler en årlig tvangsveksling af de danske mønter ved Mikkelsdag d.29.september, hvorved de gamle mønter ugyldiggjordes (72). Det er ligeledes overleveret, at tvangsvekslingen i visse perioder indebar, at man for tre gamle mønter kun modtog to nye (73). Dette system har imidlertid ikke været konsekvent praktiseret fra slutningen af 1000-tallet og frem i 1330'erne. Fra kong Niels' 30-årige regeringsperiode, 1104-34, kendes der således kun to, måske tre forskellige mønttyper fra møntsmedjen i Lund. Ser vi specielt på borgerkrigsperioden, hvorfra flertallet af Tårnborg-mønterne stammer, kan forholdene nok ikke skildres så enkelt. Siden P.Hauberg i 1884 fremkom med sin banebrydende bog om borgerkrigsperiodens møntvæsen, har den fremherskende mening været, at de danske penninge udsattes for en årlig tvangsveksling (74). Dette synspunkt bygger først og fremmest på to skriftlige kilder: Erik Glippings forordning for Sjælland og Nørrejylland fra maj 1284 (75)og Erik Menveds forordning af 13. marts 1304 (76), der begge fastslår, at der skal præges ny mønt hvert år til Skt.Mikkelsdag ved de igangværende møntsteder. Specielt sidstnævnte kilde giver detaljerede oplysninger om, hvorledes møntombytningen skulle praktiseres. Lysningen af de nye mønter skulle foretages på hver landsdels sidste landsting inden Mikkelsdag. Hvis møntfornyelsen blev bekendtgjort inden dette tidspunkt, var møntmesteren hjemfalden til straf. Efter lysningen skulle samtlige skatter og afgifter betales i den nye mønt. Det var forbudt at købe for de gamle mønter. Hvis man blev grebet i denne handling, blev man idømt en bøde ikke blot af de penge, man havde betalt med, men også af dem, som man blot havde medbragt. Ligeledes skulle kongens foged og andre embedsmænd idømmes en bøde på 40 mark penninge, hvis de modtog skatter og afgifter i anden mønt end den ny. Der synes således at have eksisteret et stærkt ønske fra kongemagtens side om at gennemtrumfe et system med årlige møntombytningen. Men ét er teori og hensigtserklæringer, et andet er praksis. Ser man på de ikke mindre end 66 borgerkrigsmøntskatte, som er bevaret til i dag, er det slående, at de som oftest rummer flere, i nogle tilfælde rigtig mange forskellige mønttyper, hvilket dårligt stemmer overens med opfattelsen af en systematisk årlig pengeombytning. I hvert fald synes man i dagligdagens økonomiske liv at have accepteret også ældre mønter, der måske allerede for længst havde mistet deres officielle værdi, og man har endda anset dem for så værdifaste, at man har lagt dem til side som opsparing. Det er muligvis kun i forbindelse med skatteindbetalinger og andre former for pengeafgifter, at princippet har været håndhævet, at kun den senest udstedte mønttype var lovlig betalingsmiddel (77). De knapt 600, overvejende inskriptionsløse, borgerkrigsmønttyper som vi kender fra kongerne Erik Glipping (1259-86), Erik Menved (1286-1319), Kristoffer II (1319-26, 1330-32), Valdemar III (1326-30), samt for Lunds vedkommende Magnus Smek (1332-60) (78), taler dog sit tydelige sprog om, at der hyppigt skiftedes ud i mønttyperne i disse årtier, typisk med en forringelse af mønternes sølvindhold som følge. I perioder må man da også forestille sig, at det rent faktisk er lykkedes at gennemføre årlige møntvekslinger. K.J.Kaaber, der i mere end 50 år har arbejdet på en revision af Haubergs klassifikationsystem, mener således også, at den årlige møntveksel ikke har været praktiseret før 1278, og kun uregelmæssigt efter 1316 (79). Byen Tårnborg har med sin placering tæt ved en kongsborg, givet været en af de steder, hvor sådanne vekslinger har fundet sted. Man kan i den forbindelse også forestille sig, at Tårnborg har udgjort en af de regionale møntvekslingssteder, som omtales i forbindelse med Erik Menveds strid med ærkebisp Jens Grand i sidste årti af 1200-tallet (80). Borgerkrigsmønterne bestod igennem hele perioden af sølv, men deres finhed forringedes løbende, således at de til sidst i Kristoffer II's regeringstid stort set kun indeholdt kobber. Undtagelsen for reglen finder vi i Skåne, hvor lødigheden bevaredes bedre. Ærkebisperne i Lund, der stod for møntudstedelsen i Skåne, synes fra ca.1299 at have formået at stabilisere de skånske mønters værdi, således at en mark sølv svarede til 4 1/2 -5 mark penninge i Skåne, medens en mark sølv vest for Øresund til sammenligning kunne strække til hele 10 mark penninge (81). Som resultat heraf opstod der et valutarisk skel, der delte Danmark ved Øresund. De mere lødige skånske mønter optræder kun undtagelsesvis i møntfundene vest for Øresund, medens det omvendt stort set kun er mønter fra Lund, der findes i Skåne og på Bornholm. I Tårnborgmaterialet optræder en del mønter fra Lund, faktisk omkring 8 %, hvilket må siges at være bemærkelsesværdigt. Det er derfor ikke udelukket, at vi i mønterne fra Lund skal se sporene efter Tårnborgs funktion som en regional valtutavekselplads?.
Man finder naturligvis også mønter fra de øvrige regionale møntsteder repræsenteret i Tårnborgmaterialet, der dog klart domineres af den lokale møntprægning fra Roskilde (fig. 6). Der prægedes mønter ved en række møntsmedjer landet over - Slesvig, Ribe, én eller flere i Nørre Jylland (Viborg, Århus), Roskilde, Odense og i en begrænset periode Saxkøbing, for blot at nævne de vigtigste. Disse landsdelsmønter havde størst udbredelse i eget regionalområde, men kunne i modsætning til Lundmønterne også benyttes som betalingsmiddel i de øvrige dele af Danmark vest for Øresund. Der eksisterede imidlertid også - omend i mindre målestok - værdiforskelle mellem disse regionale mønttyper indbyrdes. Erik Glipping udstedte således i 1284 et påbud om, at de sjællandske og jyske mønter, der var de bedste, fremover skulle have samme værdi (82), og da han i 1286 overdrog møntretten i Slesvig til hertug Valdemar d.2. af Sønderjylland, indskærpedes det, at den slesvigske mønt skulle bevare samme værdi som den øvrige jyske (83). Fra det bevarede møntmateriale fremgår det imidlertid, at der igennem hele perioden vedblev at være værdimæssige forskelle mellem de enkelte landsdelsmønter. Det kan ligeledes iagttages i skriftlige kilder, at man ved betalinger ofte sondrede mellem forskellige landsdelmønter og endda i visse tilfælde præciserede, i hvilken af disse betalingen skulle falde. Således erkender junker Jacob i et brev af 9.februar 1274, at han har en gæld til grev Otto af Ravensberg, der skal indfries i hallandsk mønt (84). I et brev fra hertug Valdemar d. 2. af Sønderjylland til den danske konge fra 1286 omtales slesvigsk mønt (85), og domprovst Jens Grand fra Roskilde taler om sjællands mønt i et brev dateret 8.maj 1289 (86).
Med tilvejebringelsen af det store møntmateriale fra Tårnborg, har vi fået et statistisk repræsentativt møntmateriale af en helt usædvanlig karat i hænde, der kan hævdes at afspejle møntbrug og møntcirkulation på en betydningsfuld sjællandsk handelsplads i borgerkrigsperiodens årtier.
(Fortid og Nutid 1993)