Minebyen Kongsberg og dens møntforsyning fra 1624

af Sven Aagaard

Christian IV’s valgsprog var REGNA FIRMAT PIETAS (Fromhed Styrker Rigerne) forkortet RFP, som i folkemunde blev forvansket til Riget Fattes Penge. Kongens livsførelse med et ødselt hofliv, vedblivende nye projekter og en stræben efter at spille sammen med de andre store aktører i europæisk magtpolitik krævede stadige, nye indtægtskilder. Med sigte herpå havde kongen bl.a. allerede tidligt i sin regeringstid gjort mange, men forgæves bestræbelser på at genoprette minedriften i Norge, som i mindre målestok havde eksisteret siden Middelalderen med indvinding af sølv, kobber, jern og bly. I 1623 havde kongen dog reelt opgivet håbet om gennem minedrift at løfte rigets økonomi til et niveau, der kunne understøtte hans udenrigspolitiske ambitioner (1) , da der i juli 1623 indkom melding om, at en dreng (2) og en pige havde gjort et sølvfund ved Sandsvær i Numedal, som forekom særdeles lovende.

Den 18. oktober 1623 blev prøvedrift igangsat i fundområdet af statholder Jens Juel (3) , som – mod kongens ordre – ikke havde standset al minedriften, hvilket nu kom kongen til gode (4) . Erfarne minearbejdere overført fra de nærliggende Labrufossen og Vestfossen fik her hurtigt indsamlet 6 tønder med sølvmalm, der efterfølgende blev sendt til møntmester Nicolai Schwabe i København, som af malmen udvandt sølv til en særudmøntning af speciemønt til en samlet værdi af 140 speciedalere (5) .

I et åbent brev af 21. december 1623 påbød kongen alle, der havde købt ulovligt udbudt sølv fra fundet, under strafansvar straks at aflevere dette til Jens Juel (6) . Efterfølgende meldte mange bønder fra Sandsvær om sølvfund af samme art, som det nye fund (7) . Christian IV respekterede dog ikke førstefinderens ret efter bjergloven af 1539, men erklærede uden videre bøndernes minedrift for ulovlig og inddrog sølvforekomsterne under kronen ”ifølge den høyhet og rettighet som av Guds den allmektiges nådigste velsignelse etter loven tilkommer Oss og Kronen” (8) .

Fra 15. december 1623 til 15. februar 1624 blev der ud af en bjergmasse på ca. 111 kubikmeter indvundet 927 mark fint sølv til en værdi af 8.500 rigsdaler.

Hurtigt viste det sig nødvendigt med udenlandsk ekspertise, og efter henvendelse til hertugen af Braunschweig (9) skaffede kongen 30 minearbejdere fra Harzen, som straks fik arbejde i minerne (10) . Tyske minearbejdere var generelt villige til at rejse efter arbejde pga. 30-årskrigen, hvilket fik den uheldige konsekvens, at minerne i Tyskland blev ødelagt og fyldt med vand på grund af manglende vedligeholdelse. I Kongsberg lokkede man ydermere med højere lønninger (11) .

Tidligt på foråret 1624 rejste kongen til Norge (12) og ankom 26. april for at inspicere minerne i Sandsvær. Tilbage i Akershus i det senere Christiania (13) udsendte kongen 2. maj 1624 en række forordninger om anlæg af et sølvværk og en ny mineby ”som kalles Konningsberg”, samt af nødvendige havne og vejanlæg m.v. (14) .

Et særligt krav var, at ingen købmænd udefra måtte drive handel i Kongsberg, og at arbejderne alene kunne købe forsyninger fra Sølvværket (15) . Den nye mineby, der reelt blev anlagt på bar mark, skulle således i praksis fungere som en lukket økonomi (16) . At udenbys købmænd ikke måtte handle i Kongsberg, kan være dikteret af et behov for at højne effektiviteten i den nye mineby, ligesom det nok også har været ønskeligt for kongen, at (hovedparten af?) arbejdernes lønninger gik tilbage til Sølvværket til betaling af leverede varer og tjenesteydelser, som kongen formentlig fik et overskud på.

Kongens og senere sølvkompagniets (se nedenfor) vedvarende indkøb af store mængder af forsyninger og tjenesteydelser til byen har utvivlsomt haft stor betydning for den stigende brug af møntøkonomi, i det mindste i den sydlige del af Norge (17) .

Fra begyndelsen var Sølvværket i Kongsberg en royal virksomhed, hvis drift blev betalt af statsmidler. Sølvværket blev dog ikke den guldgrube, som kongen så inderligt havde håbet på. Frem til udgangen af 1625 havde sølvproduktionen kun haft en værdi for Sølvværket på 11.712 rigsdaler, mens udgifterne beløb sig til 16.364 rigsdaler. Dertil kom meget betydelige udgifter til leverancer af tømmer (18) , mursten m.v. til de fortsatte anlægsarbejder i byen (19) . Da udbygningen af Kongsberg ikke forløb uden problemer, og kongen fra begyndelsen af 1625 blev stadig mere engageret i 30-årskrigen, som tappede ham for kapital, foreslog statholder Jens Juel, der i sommeren 1626 opholdt sig i Danmark, at kongen oprettede et kompagni, som skulle stå for driften af Sølvværket.

Dette blev efter forskellige tilløb oprettet 6. april 1628, hvor kongen indgik med 1/8 og samtidigt krævede 1/10 af det udvundne sølv som sølvtiende, samt ret til at købe resten af sølvet til en fast pris på 8 rigsdaler pr. mark fint sølv (20) . Oprettelsen skete næsten samtidigt med etableringen af Mønten i Christiania, hvortil den københavnske guldsmed Anders Pedersen blev ansat som første møntmester 28. april 1628 (21) . Ved kongelig forordning blev bønderne i Numedal og Sandsvær pålagt en lang række arbejdspligter i tilknytning til sølvværket mod en betaling, som bønderne imidlertid fandt utilstrækkelig.

Fra 6. april 1628 til udgangen af 1641 modtog kongen kun 5.741 rigsdaler af Sølvkompagniets overskud mod 57.106 rigsdaler i sølvtiende (22) . Det var reelt småpenge for kongen, som i 1623 karakteriseres som en af de rigeste fyrster i Europa med lån til den danske adel og tyske fyrster på sammenlagt over 1 million rigsdaler (23) .

I 1626 arbejdede der ved sølvværket 76 mand, som samlet modtog 8.410 ½ rigsdaler og 21 skilling i månedsløn pr. bjergmåned (24) . Antallet af arbejdere voksede jævnt og talte i 1629 i alt 204 arbejdere, hvoraf halvdelen var tyskere (25) .

Indtil oprettelsen af Mønten i Christiania i 1628 blev alt udvundet sølv bragt til København til udmøntning. Frem til 6. april 1628 havde kongen som nævnt fuldt ejerskab til sølvet, men stod også med eneansvaret for udbygningen og driften af Kongsberg, herunder udbetalingen af lønninger. Disse må af selvfølgelige årsager have omfattet et sortiment af mindre nominaler, der kunne understøtte den påbudte lukkede økonomi, som var gældende i Kongsberg (26) . Da Mønten i Christiania reelt først fra 1644, hvor også hebræer 1 og 2 marker kom til, var leveringsdygtig i egnede mønter (27) , må mønterne til aflønning nødvendigvis være blevet overført fra København.

Hvor Norge uden for byerne havde et økonomisk liv, der i 1624 for en stor del var baseret på naturalieøkonomi (28) , var dette ikke gældende for de mange udenlandske arbejdere bl.a. tyskere, som kom fra lande, hvor der var en mere udbredt møntøkonomi. Disse arbejdere har næppe villet lade sig spise af med eventuelle nyudviklede betalingstegn til brug for deres daglige indkøb i Kongsberg, ligesom de selvsagt heller ikke ville modtage gamle penge, hvis sølvindhold måske var ukendt. Ydermere har udenlandske arbejdere utvivlsomt også haft behov for at opspare mønt til hjembringelse, når de af forskellige grunde ophørte med arbejdet.

Derfor er det rimeligt at konkludere, at det har været nødvendigt at forsyne Kongsberg med en blanding af nye og ensartede mønter med årstal fra 1624, så møntportionerne i lønningsposerne var sammenlignelige og umisforståelige.

Netop i 1624 slås der i København – udover speciemønt (29) – et hidtil uset højt antal af typer af sølvmønt et enkelt år, samt ydermere en hvid og en søsling af kobber (Hede 124-137). For seks af mønttyperne fortsætter udmøntningen i 1625, for 2 skillingen (H. 134A) endda helt frem til 1627. Udmøntningstallene fremgår af tabel 1, mens der på fig. 1 er vist et udvalg af de fremstillede mønttyper.

Tabel 1: Udmøntningen af mindre møntyper end speciemønt i København 1624-1627 opgjort i rigsdaler.

 

 

Fig. 1. Eksempler på mønttyper slået i København i 1624 antagelig primært med henblik på at understøtte det økonomiske liv i Kongsberg (30) .

Det skal bemærkes, at udmøntningen af 24 skillingen og især af de to kobbermønter var så små, at det måske reelt ikke gav mening set i forhold til det samlede kongerige (32) . Anderledes stiller sagen sig, hvis mønterne var tiltænkt Kongsberg, hvor selv få tusinde eksemplarer af en mønttype utvivlsomt kunne lette den daglige handel.

Om de nævnte kobbermønter også er sendt til en mineby, der indvandt sølv, kan måske betvivles, og det kan ikke udelukkes, at de har været tiltænkt en anden begrænset anvendelse i riget i stil med de senere kobber ½ skillinger fra 1700-tallet, der blev udmøntet til brug som ”tavlepenge” i kirkerne som almisse til de fattige (33) .

En kildemæssig dokumentation for den fremførte hypotese om møntoverførsler fra København til Kongsberg foreligger ikke. Den eneste, som hidtil har udført grundige kildestudier af møntvæsenet i 1624, er Julius Wilcke, der dog i sin disputats fra 1919 primært koncentrerede sig om de økonomiske sider af Christian IV’s møntpolitik (34) . Omvendt må man dog med rette spørge, hvad kongen ellers skulle have brugt af mønter til lønudbetalingerne i Kongsberg og til køb af varer og tjenesteydelser. Regnskaber i 1600-tallet opgjorde naturligt nok de respektive poster i rigsdaler uden at oplyse de underliggende mønttyper. Men regnskaber m.v. fra arkiverne bør selvfølgelig konsulteres, hvilket dog har ligget uden for forfatterens muligheder.

At udmøntningen i København af de mindre mønttyper ophører efter 1625, kunne umiddelbart ses som en modsigelse af hypotesen om karakteren af og motivet til møntleverancerne fra København. Ophøret i udmøntningerne kan imidlertid tænkes at have sin naturlige årsag i, at de første møntleverancer i 1624-1625 så at sige skabte en cirkulerende pulje af mønter i minebyen, hvorved det kun i begrænset omfang var nødvendigt med fortsatte tilførsler af mønter til lønudbetalinger fra København.

I Danmark synes der i hvert fald ikke i 1624 at være noget åbenlyst formål med at udmønte de mange forskellige mønttyper i så stor mængde, da møntomsætningen i forvejen bl.a. var rigeligt forsynet med de mange forskellige nominaler af kronemønter slået i årene 1618-1620 (Hede 105-117). Først i 1625 engagerede kongen sig i 30-årskrigen, og i den forbindelse var der næppe brug for småmønt i større omfang, men derimod snarere speciemønt, som også blev slået hvert år, indtil han i 1629 trak sig ud af krigen.

Helt anderledes havde situationen været, hvis Kongsberg havde udviklet sig til den guldgrube, som kongen havde håbet på, med tusindvis af arbejdere, der alle skulle aflønnes på en sådan måde, at minebyen fungerede optimalt.

De store udmøntninger i 1624-1625 kan derfor tænkes at være en forberedelse fra kongens side til at imødekomme en sådan udvikling af minebyen, som dog hurtigt viste sig ikke at være realistisk.

Afsluttende kan man kun beklage, at både Julius Wilcke og efterfølgende Holger Hede beskrev danske mønter og dansk møntpolitik opdelt efter landsdele i stedet for korrekt at opfatte det danske kongerige i ”dansketiden” som et samlet rige, hvor mønter fra de respektive møntsteder brugtes i flæng, som det bl.a. dokumenteres af skattefund fra 1600- og 1700-tallet. Man må håbe, at fremtidige numismatikere retter op på denne mangel.

(NNF Nytt nr. 2/3 (2016) side 16-23)

• 1) I et brev af 24. september 1623 bad kongen statholder Jens Juel om at bortforpagte alle miner, som var blevet drevet for kongens regning, Moen 1967, s. 19.
• 2) Drengen Jacob Christoffersen Grosvold født omkring 1610 fik i øvrigt senere arbejde som minearbejder i Kongsberg, ibid. s. 22.
• 3) Rønning 1986, s. 28.
• 4) Rian 1995, s. 143.
• 5) De resulterende speciemønter, som blev fremstillet med særlige stempler, der ikke anvendtes til andre mønter, forærede kongen til sine børn, Aagaard 2016a.
• 6) Moen 1967, s. 22.
• 7) Ibid., s. 23.
• 8) Ibid., s. 23.
• 9) Ibid., s. 27. Samme hertug, hvis mor Elisabeth var søster til kongen, overlod i øvrigt senere ufrivilligt sit sølv- og guldservice til fremstilling af Wolfenbüttelmønterne 1627, Aagaard 2016b.
• 10) Moen 1967, s. 27.
• 11) Ibid., s. 33.
• 12) I modsætning til andre danske unionskonger, var Christian IV glad for at rejse med skib, og han menes at have besøgt Norge mindst 25 gange, Rian 1995, s. 130.
• 13) Grundlagt som ny hovedstad i Norge 28. september 1624 efter at det gamle Oslo var brændt stort set ned til grunden 17.-20. august 1624, Wilcke 1919, s. 153, Rian 1995, s. 227.
• 14) Moen 1967, s. 26. Byens udformning fremgår af et kobberstik i ”Museum Regium” fra 1696, gengivet i Rian 1995, s. 143. Vejen til Bragernes var i øvrigt den første vej i Norge, hvor der kunne køres en hestevogn, ibid., s. 143.
• 15) Moen 1967, s. 26.
• 16) Ordningen blev videreført, da driften overgik til et andelsselskab, ibid., s. 30, og blev først ophævet i 1663 ved kongelig instruks af 4. september, efter at værket i 1661 atter var kommet under kronen, ibid., s. 54. Rønning betegner meget rammende Kongsberg som det ”særpregete samfunnet som vokste fram i Sandsvær”, Rønning 1986, s. 28.
• 17) I 1640-1650-årene, hvor de årlige skatter for bønder i Norge gennemsnitligt var steget fra 1 rigsdaler til omkring 4 rigsdaler, blev manglen på mønt ofte klaret ved, at fogeden og købmænd betalte skatten mod at modtage den tilsvarende værdi i varer, Rian 1995, s. 198. Det er dog ikke på det foreliggende grundlag muligt at kvantificere brugen af mønt uden for byerne i 1600-tallet endsige specificere eventuelle geografiske forskelle. Det er dog klart et spørgsmål, som burde gøres til genstand for nøjere analyser,
• 18) Leverancer af træ var også afgørende for minedriften, hvor de hårde klipper fra starten blev sprængt ved fyrsætning. Først fra 1650’erne brugtes krudt til at sprænge klipperne, ibid., s. 99.
• 19) Rønning 1986, s. 31.
• 20) Med en markedspris på 9 ¼ rigsdaler pr. mark fint sølv gav sølvkøbet kongen en profit på over 13 %, Moen 1967, s. 36. Sølvkompagniet overtog endvidere alle bygninger og materialer undtagen kongens hus for 3000 rigsdaler, som ejendommeligt nok skulle udredes i form af kanoner og kugler til en pris på 5 daler pr. 100 pund jern, ibid., s. 30.
• 21) Ibid., s. 48.
• 22) Ibid., s. 65.
• 23) Heiberg 2006, s. 249.
• 24) Moen 1967, s. 32.
• 25) Rønning 1986, s. 29.
• 26) Samme hensyn er foreslået som hovedforklaringen på de vedvarende småudmøntninger af 1 og 2 marker i Kongsberg i årene 1688-1699, Aagaard 2003.
• 27) Udmøntningerne i Christiania omfattede fra 1628 til 1644 stort set kun speciemønt.
• 28) Naturalieøkonomien gjaldt også i en vis udstrækning for udenrigshandlen med bl.a. jyder, nederlændere og skotter, som medbragte efterspurgte varer mod leverancer af primært fisk og træ. Indkomster i form af mønter blev gemt på kistebunden og bl.a. brugt til at købe jord og betale arvinger. Disse ophobede skatte gav imidlertid også grundlag for opkrævning af pengeskatte fra første halvdel af 1600-tallet, Rian 1995, s. 112.
• 29) Udmøntningen udgjorde 9.598 rigsdaler og omfattede – udover ½ specier – fra 1 til 4 speciedalere, Wilcke 1919, tabel, s. 222.
• 30) Stempeltegningerne fremstillet ved brug af mikroskoptegnemetoden (MDTM), Aagaard & Märcher 2015, Aagaard upublicerede stempelundersøgelser.
• 31) Speciemønt blev først slået i Christiania fra 1628.
• 32) Det skal dog bemærkes, at Christian IV’s udmøntninger igennem hele hans regeringstid hyppigt omfattede småudmøntninger på under 5000 rigsdaler, så småudmøntninger var selvsagt ikke (kun) rettet mod Kongsberg.
• 33) Guldborg 1999.
• 34) Wilcke 1919.

• Guldborg, Kurt, ”Frederik IV’s ½-skilling fra København 1719”, Amagerlands Numismatiske Forening 239, 1999, s. 107-108.
• Hede, Holger, Danmark og Norges Mønter 1541-1814-1977, Dansk Numismatisk Forening, 3. rev. udg. 1978 (H.).
• Heiberg, Steffen, Christian 4. – en europæisk statsmand, Gyldendals bogklubber 2006 (revideret udgave af Christian 4. Monarken, Mennesket og Myten, Gyldendal 1988).
• Moen, Kristian, Kongsberg Sølvverk 1623-1957, Universitetsforlaget, 1967.
• Rian, Øystein, Den nye begynnelsen 1520-1660, Aschehougs Norges Historie, bind 5, 1995.
• Rønning, Bjørn, Den Kongelige Mynt 1628-1686-1806, Norges Bank/J.W. Cappelens Forlag a.s., 1986.
• Sieg’s Møntkatalog Norden 2014, Sieg’s Forlag Aps, 2013 (Sieg).
• Wilcke, Julius, Christian IV’s møntpolitik 1588-1625, NFM bind II, 1919.
• Wilcke, Julius, Møntvæsenet under Christian IV og Frederik III 1625-1670, NFM bind VIII, 1924.
• Aagaard, Sven, ”Småudmøntninger af omsætningsmønt i 1600-tallet”, NNUM 2002, s. 139-143.
• Aagaard & Märcher, Sven & Michael, “The stereo microscope drawing tube method (MDTM) – an easy and efficient way to make large scale die studies”, The Numismatic Chronicle 1975, 2015 s. 249-262 + tavle 28-31.
• Aagaard, Sven, ”Christian IV’s gavemønter 1624”, NNT-Nytt 2016, nr. 1, s. 12-17 (2016a).
• Aagaard, Sven,”Christian IV’s mønter fra Wolfenbüttel 1627”, NNUM 2016, nr. 2, s. 37-52 (2016b).

Tilbage til Dansk Mønts forside