af Sven Aagaard
Efter at to børn i sommeren 1623 havde opdaget lovende sølvforekomster ved Sandsvær i Telemarken sørgede statholderen i Christiania, Jens Juel, for, at der 18. oktober 1623 blev gennemført prøvedrift i området (2) . Hurtigt lykkedes det minearbejdere overført fra Labrufossen og Vestfossen at få indsamlet 6 tønder sølvmalm, der blev sendt til møntmester Nicolaus Schwabe i København. Her blev der af malmen udvundet sølv til udmøntning af 140 speciedalere, som Christian IV efterfølgende forærede til sine børn. Kongen indføjede således 31. marts 1624 i sin skrivekalender ”Annammit af Nicolas Schwabe, 140 Rdlr. in Specie, som han gjorde af det norske Sølv, Deo soli gloria, hvilket jeg forærede mine Børn altsammen, saa at enhver fik noget deraf” (3) .
Kolbjørn Skaare fremfører i forbindelse med en salgspromovering af en københavnsk 4 speciedaler (H. 58) udbudt på Oslo Mønthandels auktion 39 som lot 970 den antagelse, at kongens børn i 1624 hver fik et sæt speciemønt bestående af en 1, 2, 3 og 4 speciedaler (H. 55-58). Som anført præciserer kongen i sin dagbog imidlertid, at alle de fremstillede mønter blev foræret til hans børn. Antagelsen må derfor afvises alene af den simple grund, at kongen – der i øvrigt med i alt 5 kvinder fik ikke mindre end 24 børn - i 1624 ”kun” havde 10 og ikke 14 overlevende børn (4) .
Det store spørgsmål er derfor: Hvad var det konkret for speciemønt, som kongen lod slå som gavemønt af norsk sølv i 1624?
For at komme nærmere på et svar, kræver det en nøjere inspektion af udmøntningen af speciemønt i København i 1624.
Stempelundersøgelse af københavnsk speciemønt 1624
I 1624 blev der på Mønten i København - foruden enkelte specier og multiple specier op til fire specier - også slået i dag sjældne ½ specier (H. 59A). Udmøntningen heraf er ikke specificeret i regnskaberne for 1624 gengivet af Wilcke (5) , men har antagelig været beskeden, idet der hertil kun anvendtes ét forside- og fire bagsidestempler, hvoraf det ene i øvrigt genbruges i 1627 (6) . Ydermere forekommer det heller ikke videre sandsynligt, at der i kongens gavesæt til hans børn er indgået ½ specier, da specier fremtræder mere prangende, og dermed bedre kunne tjene til en kongelig markering af den glædelige begivenhed med fundet af sølvet i Sandsvær.
Da gavesættene havde karakter af en særudmøntning, er det omvendt forventeligt, at der til lejligheden er gjort noget særligt ud af stemplerne (7).
Til udmøntning af specier/multiple specier er der i 1624 totalt anvendt 2 forside- og (mindst?) 18 bagsidestempler. Koblingsmæssigt falder stemplerne i to grupper, hvor den ene gruppe kun omfatter en kort stempelkæde med ét forsidestempel (F1) og to bagsidestempler (B1 og B2) af et afvigende udseende, mens de resterende 16 bagsidestempler kobler til et og samme yderst holdbare forsidestempel (F2), der til overflod med rettet årstal er genbrugt i 1627 (fig. 1) (8) . Ydermere gælder, at det første bagsidestempel (B3) anvendt i kombination med (F2) også har en afvigende udformning med tyske (9) provinsvåbenskjolde i stedet for normalt ovale provinsvåbenskjolde (Sch. 16, H. 60A; Sch. 8, H. 61A og Sch. 5, H. 62).
Forsidestemplet (F1) kendes sammen med bagsidestemplet (B1) med spanske provinsvåbenskjolde (10) fra en unik enkelt specie i L.E. Bruuns hovedsamling (LEB/5371, ukendt proveniens) (Sch. 17, H. 60B), samt fra en tilsvarende dobbeltspecie (Sch. 9, H. 61B) beliggende i den Kongelige Mønt- og Medaillesamling, Nationalmuseet, København (ex. Timm/660). Forsidestemplet (F1) kendes desuden anvendt sammen med et lidt anderledes bagsidestempel (B2) til en dobbeltspecie beliggende i Kulturhistorisk Museum, Oslo (Sch. 9, H. 61B, museumsnummer: 40924, ukendt proveniens) (11).
Fig. 1: Kongens gavemønter 1624: (F1) samt (B1) og (B2). Til sammenligning er vist det først anvendte forside- (F2) og bagsidestempel (B3) til den ordinære udmøntning af speciemønt i 1624, samt et eksempel (Bx) på de efterfølgende 15 mere simpelt udseende bagsidestempler med ovale provinsvåbenskjolde.
Det fremgår tydeligt af fig. 1, at de to bagsidestempler (B1) og (B2) i den lille stempelkæde er markant afvigende fra udseendet af ordinære københavnske specier 1624. Særligt udtalt er det mindre centralkors, som kendes fra de mange 1 marker fra 1606-1618 (H. 92, 98-99). Det er til gengæld uklart, hvorfor der til de to bagsidestempler er anvendt provinsvåbenskjolde udformet som spanske skjolde i modsætning til de senere ovale provinsvåbenskjolde på de ordinære speciestempler.
Bagsidens omskrift, der også anvendes til norsk speciemønt 1628-1648, lyder: BENEDICTIO DOMINI DIVITES FACIT, stammer fra Det Gamle Testamente, Ordsprogenes Bog 10, vers 22 og kan oversættes med ”Herrens velsignelse gør sig” (12) .
Overraskende og hidtil upåagtet er forsidestemplet (F1), hvor kongen er gengivet mere opret og med anderledes naturlige proportioner end på det første ordinære forsidestempel (F2) fra 1624, der til gengæld er kunstnerisk betydeligt mere vellykket med en detaljeret gengivelse af pibekraven og af kongens fornemt broderede dragt. Sammenholdt med ældre møntfremstillinger af kongen, må selv det første forsidestempel (F1) dog betegnes som meget vellykket.
Da stemplerne ikke kobler med de senere stempler fra 1624, kan der næppe herske tvivl om, at forsidestemplet (F1) og de to bagsidestempler (B1) og (B2) er anvendt som de første stempler til kongens private gavemønter (13) , hvor den mindre detaljerede portrætfremstilling kan tænkes at skyldes hastværk omkring udmøntningen og dermed manglende tid for stempelskæreren til at forfine stemplet. Der synes heller ikke at have været den fornødne tid til at disponere inskriptionen under portrættet, hvor der bl.a. sidst i øverste linje optræder et (glemt?) indknebent D (for DOMINI) efter kongenummeret, ligesom teksten er afvigende fra standardteksten på udmøntningen og lyder:
CHRISTIANUS.IIII D G.D N.V.G REX.D.S.H S D.COM.IN.O.ET.D
Udmøntningen af de 140 rigsdaler kan ikke have slidt meget på de tre stempler. At de ikke er genbrugt, må formentlig tilskrives et ønske hos kongen om, at stemplerne skulle være forbeholdt fremstillingen af gavemønterne til hans børn og ikke anvendes til mere profane formål (14) .
Uden kendskab til mønternes forhistorie ville mønterne slået med forsidestempel (F1) og de to bagsidestempler (B1) og (B2) - bedømt ud fra udmøntningsforløbet - normalt blive opfattet som prøvemønter. Altså mønter, som stempelskæreren udarbejder til godkendelse af møntbilledet. Som en royal særudmøntning synes en funktion som prøvemønter dog ikke umiddelbart at have været aktuel. Først igennem deres inspiration til en fortsat udmøntning af speciemønt, kan kongens gavemønt siges sekundært at have fået karakter af prøvemønter (15) .
I ældre møntbeskrivelser (Wilcke, Schou, Hede m.v.) er begrebet prøvemønter nærmest fraværende, og man taler højst om præsentationsstykker, formentlig alene møntet på særligt fint skårne specie- og guldmønter. Stempelundersøgelser af en række forskellige dansk-norske møntgrupper fra 1600-tallet viser dog, at anvendelse af prøvemønter har været almindeligt forekommende. Eksempler herpå er bl.a. de københavnske kroner 1684, Aagaard T32 og T33 (16) . For norske 1600-tals mønter bør eksempelvis den i dag unikke 1 mark 1648 (Sch. 39, H. 68A) bedømt ud fra møntens meget afvigende udseende klart karakteriseres som en prøvemønt. Tilsvarende gælder den ligeledes af udseende afvigende – for ikke at sige uheldige - norske specie 1648 (Sch. 30, H. 8a, Aagaard T11) slået under Frederik III (17) .
Ordinære speciemønter 1624
Forsidestemplets generelle udformning på (F1) har dog tydeligvis tiltalt kongen, hvorfor stempelskæreren til den ordinære specieudmøntning i 1624 efterfølgende har fremstillet det førnævnte meget vellykkede forsidestempel (F2) vist fig. 1. Som det ses for mange andre udmøntninger (18) markeres starten på den ordinære udmøntning med et særligt prægtigt bagsidestempel (B3) med indbuede, tyske provinsvåben-skjolde (fig. 1), der dog straks efter erstattes af en lang række af bagsidestempler (Bx) med mere simple, cirkulære provinsvåbenskjolde.
Anden københavnsk speciemønt 1624 af norsk sølv?
Ifølge møntregnskaberne blev der til fremstilling af ordinær speciemønt 1624 udover norsk sølv også anvendt en mindre mængde andet sølv (19) . Medmindre det kan bevises, at sidstnævnte sølvmængde af anden herkomst kun er anvendt til ½ specier 1624, vil kongens gavemønter foreløbigt være de eneste københavnske speciemønter 1624, som synes at være slået udelukkende af norsk sølv (20) .
Forfatteren håber ved en senere lejlighed at kunne vende tilbage med en nøjere analyse af denne for bl.a. mange norske samlere interessante problemstilling.
(NNF Nytt 1/2016 side 12-17)
Noter:
Referencer: