I opslagsværker som Hede eller møntkataloger som Sieg fremtræder de enkelte mønttyper som isolerede enheder. Hvornår mønttyper med samme årstal er fremstillet i forhold til hinanden, eller om de stempelkobler indbyrdes eller med andre typer, siges der intet om.
Mange kan derfor let få det indtryk, at nye mønttyper er fremstillet, når stempelskæreren tilfældigvis havde et inspireret øjeblik, og at der således ikke har været nogen egentlig styring fra højere sted af stempelfremstillingen.
Men dette synes ikke at være tilfældet, i hvert fald ikke for danske 1600-tals mønter.
Frederik III's kronemønt 1651-70
For Frederik III's københavnske kronemønt dokumenterer en stempelundersøgelse (1) tværtimod, at indførsel af nye stempeltyper - og dermed af nye mønttyper - er foregået efter et bestemt mønster. Perioder med motivmæssigt konforme stempler er afbrudt af kortvarige kreative perioder, hvor ofte flere nye stempeltyper er afprøvet med henblik på at vælge den stempeludformning, der bedst viderefører den pågældende udmøntning.
Hvordan specifikke stempler fra Frederik III's regeringstid er valgt, kan der næppe siges noget sikkert om. Den omstændighed, at dobbeltkroner og stempelafslag i guld eller speciesølv (2) som oftest optræder i starten af udmøntningerne, antyder dog, at Frederik III - som selv var møntsamler - har godkendt nye mønttyper ud fra sådanne særudgaver, der således alene har haft til formål at tjene som præsentationsstykker.
Ved al møntfremstilling er det af altafgørende betydning, at mønterne accepteres i omsætningen, og det uanset hvor underlødige de end måtte være.
En forudsætning herfor er, at samme mønttype ikke produceres over for lang tid, idet en langvarig ensartet udmøntning kunne friste til falskmøntneri, hvorved mønternes troværdighed i omsætningen ville gå tabt.
Det nyttede dog heller ikke til stadighed at ændre møntbilledet, fordi dette ville skabe forvirring hos befolkningen, hvad der ligeledes ville forringe mønternes troværdighed.
Som en gylden middelvej har man derfor under Frederik III tilrettelagt stempelfremstillingen således, at afprøvningen af nye stempeltyper kun omfattede små udmøntninger, og at den videre udmøntning skete med stempler, hvor de forskellige elementer i møntbilledet kunne ses som en naturlig udvikling af møntbilledet på allerede cirkulerende mønter.
Et illustrativt eksempel herpå er udviklingen i udformningen af forsidestemplets kongekrone på københavnske kroner 1652-55 (H.87, 91 og 95) (fig. 1):
Fig. 1. Udformningen af kongekronen på forsidestemplerne til københavnske kroner 1652-55.
Efter et par forsøg i begyndelsen af 1652 vælges den relativt simple krone I, som anvendes uændret til et stykke ind i 1653 (54 stempler). Her starter en kreativ periode, hvor der introduceres hele 4 nye kongekroner II-V (7 stempler). I samme periode fremstilles de forskellige Michaelsorden-kroner, og alle 4 kongekroner figurerer på stempler anvendt hertil. Om Michaelsorden-kronerne er udmøntet til en særlig lejlighed (3), eller om de blot har været et kortlivet bud på en ny stempeludformning, er foreløbigt uvist.
Af kongekronerne II-V videreføres krone V med "drageformede" forsiringer på kronebøjlernes overside. Krone V anvendes i en forholdsvis lang periode (18 stempler), hvorefter forsiringerne opgives, og man går over til den simplere krone - krone VI - som anvendes i resten af 1653 (18 stempler).
I 1654 anvendes først 3 henlagte stempler fra 1653 af typen II, hvor årstallet er rettet til 1654. Herefter forsøger man sig sporadisk med en videreudviklet udgave af VI - krone VII - hvor de øvre kronebøjler er udsmykket med store perler. Det bliver dog kun ved forsøget, og man falder tilbage til den veltjente krone VI (11 stempler), indtil denne i sidste halvdel af 1654 erstattes af krone VIII, som er en forenklet udgave af krone II, der blev "lånt" fra 1653 i begyndelsen af 1654. Krone VIII videreføres med småvariationer til 1655 (10 stempler), hvor den erstattes af den mere kompakte krone IX (26 stempler) indtil den markant nye krone X (20 stempler) kommer til og anvendes til og med 1657.
Det skitserede udviklingsforløb bygger på koblingsnet udarbejdet ud fra fundne stempelkoblinger, hvoraf det direkte fremgår, hvornår skiftet i stempeltyper har fundet sted. I de kreative perioder, hvor antallet af stempeltyper er særligt stort, må kronologien dog almindeligvis fastlægges ud fra typologiske kriterier.
I 1657 sker der parallelt med en forenkling af forsidestemplets kongekrone en forsimpling af omskriften, idet kolon udgår som skilletegn og erstattes af rosetter, som indtil kroneudmøntningens foreløbige ophør i 1661 dermed udgør det eneste skilletegn i om skriften (fig. 2).
Fig 2. Udviklingen i forsidestemplets kroneudformning og omskrift på københavnske kroner 1657.
Et radikalt stilskift (4) i udformningen af de københavnske kroner indvarsles i 1665-66, hvor udmøntningen videreføres efter 4 års pause med Gotfred Krüger og Frederik Caspar Herbach som nye møntmestre med hvert sit selvstændige møntsted.
Som beskrevet for 1652 starter kroneudmøntningen hos begge møntmestre med en kreativ fase, hvor forskellige versioner af kongekroner og våbenskjolde afprøves inden udmøntningen for alvor går i gang.
For Gotfred Krügers portrætkroner 1666 viser koblingsforløbet, at forsidestemplet med kongen i romersk dragt (H.105B, S.33) det først anvendte forsidestempel.
Mønten med romersk dragt burde derfor retteligen have været tildelt det første undernummer l05A i Hede, ligesom den i Schous værk burde have være beskrevet før de senere fremstillede kroner (S.22-32) hvor kongen bærer harnisk.
For Frederik Caspar Herbachs første kroner fra 1666 (H.116) viser koblingsforløbet tilsvarende, at udmøntningen indledes med 3 forskellige bagsidestempler med vidt forskellig udformning af våbenskjoldet.
Fig. 3. Hovedtyper af bagsidestempler af Frederik Caspar Herbachs kroner 1666 arrangeret i kronologisk orden.
Alle tre hovedtyper af bagsidestempler afbildes af Schou, men forbigås af Hede, hvorfor de færreste samlere i dag er opmærksomme på eksistensen af de to første, yderst sjældne bagsider.
I lighed med bortfaldet af kolon som skilletegn i 1657, forekommer blomster som skilletegn i forsidestemplernes omskrift på Gotfred Krügers kroner H.113 kun i de tre først fremstillede stempler i 1666, samt - måske som markering af årsskiftet - i det sidst fremstillede stempel i 1668 på overgangen til 1669.
Fig. 4. Eks. på forsidestempler med blomster i omskriften anvendt til Gotfred Krügers kroner 1666 og 1668.
På Frederik Caspar Herbachs kroner (H.116) findes aldrig blomster som skilletegn i møntteksten, da hans eget møntmestermærke var et kløverblad.
En undtagelse er dog kronen 1669 uden møntmærke (H.117B), som er enestående ved at have 2 blomster placeret over forsidens kongekrone.
Fig. 5. Forsidestempel med blomster over kongekronen anvendt til F.C.Herbachs krone 1669 H.117B, S.27.
Alle kroner 1669 af typen H.117A-B er slået med samme bagsidestempel. Mønterne danner således ingen stempelkæde. På grund af den særegne udformning og det manglende møntmestermærke kan der - analogt med ovenstående eksempler - næppe være tvivl om, at stemplet med de to blomster er det først anvendte i serien, og derfor burde have være beskrevet som den første undertype i Hede.
Christian V's krone- og speciemønt
Et illustrativt eksempel på stempeludviklingen under Christian V udgør de københavnske kroner 1684-85 (H.79), som er de første danske kroner udmøntet til cirkulation med dobbeltmonogram på forsiden. Af udseende er de gennemgående ret ensartede, og møntbilledet svarer med småvariationer til kronen 1685.
Fig. 6. Stempeludviklingen indenfor københavnske kroner 1684-85.
Eneste undtagelse er den viste krone fra 1684, som både teknisk og kunstnerisk er alle øvrige kroner 1684-85 langt overlegen. Dobbeltmonogrammet på forsiden er mere åbent og dristigt udført, ligesom skjoldet på bagsiden er mere svunget og forsynet med mere markante forsiringer. Også bogstaverne i omskriften er smukkere udført, ligesom der er gjort betydeligt mere ud af kongekronernes udseende.
En tilbundsgående stempelundersøgelse af kronerne 1684-85 foreligger endnu ikke, men da forsidestemplet til denne specielle krone også er benyttet sammen med et normalt bagsidestempel (1684 S.12), må man ligeledes gå ud fra, at den fig.6 viste krone er den først fremstillede i møntrækken.
Denne første krone fra 1684 er afbildet og beskrevet af Schou som S.14, men ukorrekt efter de normale kroner fra 1684. Hede forbigår den derimod fuldstændigt, hvorfor salgsprisen typisk ikke blev højere end normalt, da eksemplar nr. 2 dukkede op på Hornungs auktion nr.5 (lot 329), hvor den til overflod var afbildet i kataloget side om side med en krone fra 1685!
Det hidtil eneste kendte eksemplar af kronen 1684 S.14 havde Schou selv i sin samling, og mønten ligger nu i Den kgl. Mønt- og Medaillesamling. Sådan går det, når vigtig viden går i glemmebogen!
For de norske randskriftspecier udmøntet 1687-96 var året 1693 en typisk kreativ periode, hvor en ændret og mere naturtro portrætfremstilling (5) blev introduceret (1693 H.39, S.14-16). Inden da var gået en række forsøg med forskellige portrætfremstillinger (1693 H.40, S.17-19) (6). Samtlige disse nye typer er i dag yderst sjældne, hvilket vidner om, at de - ligesom de ovenfor beskrevne nye typer af kronemønt - kun er udmøntet i ringe antal.
Frederik V's courantdukater
Skiftet mellem kreative og konforme perioder i stempeludformningen begrænser sig ikke kun til 1600-tallets mønter. Eksempelvis kan fra 1700-tallet peges på Frederik V's courantdukater, hvor de første forsidestempler skåret af Arbien (7) i 1757-58 har et mesterligt modelleret portræt af kongen, mens forsidestemplerne til de efterfølgende årgange skåret af Wahl har et langt grovere portræt; En forskel, som hverken Schou eller Hede har bemærket, og som nok fortjente opmærksomhed hos samlere af disse mønter.
Flere mønttyper?
Som det fremgår af ovenstående, vil en mere fyldestgørende beskrivelse af danske mønter kræve opstilling af mange flere mønttyper end beskrevet i Hede og Sieg.
Problemet med flere mønttyper har jeg tidligere behandlet i en artikel til "Møntsamleren", som hos en læser (9) gav anledning til den kommentar, at danske møntsamlere endnu ikke er parate til at forlade Hedesamlerstadiet, og at der for Frederik III's københavnske kronemønt snarere var brug for en forenkling end en udvidelse af Hedes typeopdeling.
Et sådant synspunkt har jeg vanskeligt ved at følge. At ikke alle samlere af selvfølgelige grunde kan være specialsamlere bør jo ikke nødvendigvis skabe hindring for de samlere, som ønsker at gå mere i dybden med deres samlerinteresse. Tænk blot på moderne frimærkekataloger, hvor variantbeskrivelsen er langt mere detaljeret end det nogensinde vil blive aktuelt inden for numismatikken, og som på trods heraf benyttes på alle samlerniveauer. Som det sikkert er alment kendt, har Den kgl. Mønt- og Medaillesamling igennem mange år personalemæssigt været så beskåret, at der næppe inden for en overskuelig fremtid vil være ressourcer til at gennemføre den nødvendige modernisering af H. H. Schous beskrivelse fra 1927.
Ansvaret herfor ligger derfor fortsat hos møntsamlerne. Christian IV's Hebræer 1 og 2 marck'er 1644-47 og Frederik III's københavnske kronemønt og skillingsmønt er p.t. under færdigbearbejdning. Endvidere er fra anden side nyligt igangsat en stempelundersøgelse af alle Frederik IV's småmønter baseret på mikroskoptegnemetoden.
Undersøgelsen skrider godt frem, og det bliver interessant at følge resultaterne af dette omfattende forskningsprojekt. Disse projekter er dog kun en beskeden begyndelse. Øvrige samlerrelevante møntgrupper, f.eks. 24 skillinge og Chr. VII's småmønt, rummer fortsat masser af opgaver, som blot venter på de samlere, der gerne vil have mere ud af deres møntinteresse end blot at sætte krydser i Hede eller Sieg.
(Numismatisk Rapport 45, 1995)
Noter: