Indledning
Mikroskoptegnemetoden til stempelundersøgelser blev første gang beskrevet i 1984 (1). Siden da er den benyttet til flere større stempelundersøgelser af danske mønter fra 1600-tallet fra 2-skillinge til speciedalere (2). Disse undersøgelser har givet forfatteren en række praktiske erfaringer med metoden, som kunne være til nytte for den, der allerede anvender eller har planer om at anvende mikroskoptegnemetoden til stempelundersøgelser.
Apparatur
Mikroskoptegnemetoden udnytter et stereomikroskop udstyret med en udskiftelig tegnetubus, betegnet et tegneapparat (fig. 1).
Tegneapparatet kan valgfrit orienteres mod højre eller venstre alt efter behov.
Stereomikroskoper markedsføres både som zoom-mikroskoper og med forvalgte forstørrelser f.eks. 6x, 12x, 25x og 50x. Sidstnævnte versioner må absolut anbefales, da det er af afgørende betydning, at stempeltegninger fremstilles ved samme forstørrelse. Zoommikroskoper har også en relativt ringere optik og er trættende for synet at arbejde ved. Ønskes svagere forstørrelse f.eks. til aftegning af medailler eller større mønter leveres som ekstraudstyr forsatsobjektiver, der formindsker mikroskopets samlede forstørrelse.
Mikroskoptegnemetoden blev oprindeligt beskrevet på baggrund af forfatterens erfaringer med et stereomikroskop af mærket WILD M5, mens senere stempelundersøgelser er udført med et mikroskop af mærket TECHNIVAL 2 fra Carl Zeiss, Jena (3) jfr. fig. 1. Stereomikroskoper af andre fabrikater er dog utvivlsomt lige så anvendelige, forudsat de er af samme høje optiske kvalitet, og tegneapparatet er enkelt at af- og påmontere.
Udover mikroskopets egen lampe, der helst skal være forsynet med et farvefilter, kræver metoden en bordlampe, der belyser arbejdsstedet d.v.s. det sted, hvor aftegningen sker.
Metodens hovedprincip
Mikroskopet har den dobbeltfunktion, at det dels anvendes til aftegning af stempler, dels til sammenligning af mønter, fotografier eller fotokopier med tidligere fremstillede stempeltegninger.
Aftegning foregår på følgende måde: Mønten lægges under mikroskopet og et passende stort stykke tegnepapir (almindeligt hvidt skrivemaskinepapir er udmærket) placeres under tegneapparatets skråspejl. I synsfeltet, der viser et forstørret billede af mønten, vil man nu kunne følge en blyants tegnebevægelser på papiret og dermed aftegne mønten uden direkte at se på papiret. Den resulterende stempeltegning udgør en forstørret gengivelse af mønten, og forstørrelsen afhænger af den valgte forstørrelse i mikroskopet (fig. 2).
Lægges herefter en ny mønt under mikroskopet, vil man ved sammenligning med den just fremstillede stempeltegning kunne kontrollere, om stemplerne svarer til hinanden.
Sidstnævnte procedure er det centrale element i mikroskoptegnemetoden, idet vekselvirkningen mellem aftegning og sammenligning med stempeltegninger giver mulighed for systematisk at "gnave" sig igennem et meget stort møntmateriale. For når først stemplerne er aftegnede/identificerede, og vægten og evt. stempelstillingen er fastlagt, er en mønt principielt færdigregistreret og kan lægges væk. Kun hvis mønten er dobbeltpræget eller dårligt bevaret kan der være behov for efterkontrol, hvis stemplerne senere genfindes på andre mønter i bedre stand.
Ved mikroskoptegnemetoden har stempelaftegningen det primære formål at skabe grundlag for en præcis stempelidentifikation. At stempeltegningen samtidigt kan bruges som dokumentation er således blot en sidegevinst ved metoden, som kan benyttes eller ej afhængigt af undersøgelsens karakter (4).
A. Mikroskopindstilling
Tegneapparatet påmonteres, og mikroskoplampen tændes. Højre okular drejes nu til neutralstilling, hvorefter der skarpstilles på tegneemnet (mønten) med mikroskopets stilleskrue. Dernæst skarpstilles venstre okular (evt. med højre øje lukket) ved at dreje på okularets basis. Først nu tændes bordlampen, hvorefter tegneapparatet skarpstilles ved skråspejlet indtil en blyantspids placeret mod tegnepapiret synes skarp i synsfeltet. Mikroskopindstillingen kræver lidt øvelse, men må ikke fraviges. Især er det vigtigt at højre okular altid er i neutralstilling. idet tegneapparatet ellers ikke lader sig skarpstille. Og i så fald er det vanskeligt eller helt umuligt at se, hvad man tegner!
B. Belysning
Samspillet mellem mikroskoplampen og bordlampen er altafgørende for mikroskoptegnemetodens brugbarhed i praksis.
Hvilken belysning, der opfattes som optimal er individuelt bestemt. Det er dog et krav, at begge lamper er lysstærke, og at i det mindste mikroskoplampens lysstyrke er regulerbar. Mikroskoplampens orientering ændres normalt ikke under tegneprocessen. Derimod er det erfaringsvis af stor betydning, hvis bordlampen let kan skubbes eller vippes, så belysningen af tegnefladen ubesværet kan justeres under tegneprocessen.
Til erstatning for mikroskoplampen fortrækker nogle en regulerbar koldlyslampe, men som bordlampe giver koldlys dog ikke tilstrækkeligt kraftigt lys over hele tegnefladen. Forfatteren har med godt resultat anvendt en halogenlampe af mærket CINDY, men som antydet er det for alle nødvendigt at eksperimentere sig lidt frem, indtil den optimale belysning i den konkrete tegnesituation er fundet.
Anvendes flere lamper samtidigt, kan ekstra svagt prægede detaljer lade sig identificere og aftegne.
C. Aftegning
Folk uden kendskab til mikroskoptegnemetoden står ofte tøvende over for metoden, fordi de tror, at den forudsætter særlige evner for frihåndstegning. Men dette er en alvorlig misopfattelse. De eneste krav, metoden stiller er, at operatøren 1) kan anvende et stereomikroskop og 2) er i stand til at kalkere omridset af nogle figurer, som er givet på forhånd. Og det har forfatteren erfaring for, at selv mindreårige og ikke specielt tegnebegavede børn kan finde ud af med den fornødne instruktion.
Kvaliteten af aftegningen afpasses efter, hvad tegningen skal bruges til. I sin simpleste udformning kan tegningerne blot være skitser af udvalgte fiksområder i stemplerne, hvis formålet alene er en grovsortering af stemplerne. En sådan forenklet fremgangsmåde kræver dog, at mønterne er velbevarede og velprægede, og vil derfor nok sjældent være aktuel for ældre mønter.
Da stempeltegninger er velegnede som illustrationer og samtidigt billigere at gengive end fotografier, vil det dog i længden være mest tilfredsstillende at aftegne hele stemplet så detaljeret, at stempeltegningen lettere lader sig adskille fra øvrige stempeltegninger, og efter nedfotografering umiddelbart er anvendelig til publicering.
I stedet for en blyant kan med fordel anvendes en tynd, vandbaseret tuschpen (speedmarker), hvorved man undgår at skulle bruge tid på at rentegne tegningen med tusch. En sådan direkte aftegning forudsætter dog en vis øvelse og tiltro til egne tegneevner, men selv mindre professionelle tegninger bliver efter nedfotografering tit overraskende gode. Og til stempelidentifikation er kravene til stempeltegningernes nøjagtighed i høj grad overkommelige.
Anvendes en speedmarker som tegneredskab, må man dog sørge for at vælge en papirkvalitet, der tillader, at aftegningen sker ubesværet og efterlader en tilpas markeret og ikke for tynd streg. Undgå således papirtyper, der er så åbne i strukturen, at tuschen trækker ud og gør stregen ulden. Hvis stempeltegningen skal bruges til publicering, kontrollerer da stegtykkelsen efter nedfotografering.
En mønts overflade er at ligne med et landskab med flade højdedrag af varierende udstrækning spredt over en plan slette, der udgør møntbilledets bund. Dette gælder i hvert fald for de fleste mønter tilbage til det 15. århundrede, og i så fald er det forholdsvis let at aftegne omridset af "højdedragene" som tilsammen udgør møntbilledet.
Hvor præcist aftegningen kan foretages afhænger af, hvor brat overgangen er mellem møntbunden og "højdedragene" i møntbilledet.
For mønter før det 15. århundrede er møntbilledet ofte mere plastisk. Grænsen mellem møntbund og møntbillede er mindre veldefineret, hvilket vanskeliggør en præcis aftegning, medmindre man er professionel tegner og kan arbejde med beskygninger (5). Men i så fald øges tidsforbruget til aftegningen væsentligt, hvilket uundgåeligt reducerer metodens praktiske anvendelighed.
Også møntens bevaringsgrad og møntmetallet har betydning for tegnemetodens effektivitet. I almindelighed er aftegningen lettest for svagt patinerede sølvmønter, mens meget mørke og slidte mønter kan være stort set umulige at aftegne. Mønten må helst heller ikke være alt for skinnende, idet genskæret fra mønten gør det vanskeligt med sikkerhed at skelne konturerne i møntbilledet.
Fotografier kan da være et brugbart alternativ, men det optimale er i mange tilfælde skarpe, ikke for mørke fotokopier, idet fotokopien p.g.a. af fraværet af genskin fra mønten kan gengive svagt prægede stempeldetaljer f.eks. skilletegn i møntteksten, som det kan være på det nærmeste umuligt at skelne på mønten eller på et fotografi heraf.
Udveksling af stempeltegninger
Anvender to uafhængige undersøgere et stereomikroskop af samme fabrikat og type, kan stempeltegninger (eller fotokopier heraf) uden videre udveksles. Men stempeltegninger fra forskellige fabrikater af mikroskoper vil også kunne udveksles efter passende op- eller nedfotografering, hvilket udmærket lader sig gøre med de fleste moderne fotokopieringsmaskiner. For at lette arbejdet for modtageren må det dog anbefales, at der ved stempelaftegningen samtidigt vedføjes en måleskala, således at det benyttede målestoksforhold umiddelbart lader sig udmåle på stempeltegningen.
Den samlede arbejdsproces
Forfatteren har anvendt mikroskoptegnemetoden til en stempelundersøgelse af over 3500 kronemønter fra Fr. III (6). Ved et så stort møntmateriale er blot ét overflødigt anvendt minut pr. mønt ensbetydende med mange timers spildt arbejde. Det er således afgørende, at hvert led i den samlede arbejdsproces effektiviseres mest muligt inden for de rammer, som materialet og undersøgelsesomstændighederne åbner mulighed for.
For stempelundersøgelser, der sigter imod en generel stempelbeskrivelse af en møntgruppe f.eks. kronemønt fra Fr. III, vil undersøgelsesmaterialet altid være spredt på mange kilder, og man vil således aldrig have samlet rådighed over studiematerialet. Informationen må derfor sammenstykkes gradvist ud fra fotografier/fotokopier/katalogafbildninger eller ved direkte undersøgelser af mønterne hos privatsamlere eller i museer.
Har stempelundersøgelsen sit udgangpunkt i en museumssamling eller en større privatsamlmg, giver dette en særlig mulighed for at fremstille en grundstamme af stempeltegninger, som kan bruges i den videre arbejdsproces til at stempelbestemme mønter fra andre kilder subsidiært identificere nye stempler til aftegning.
Hvor det er muligt og hvis mønterne skønnes egnede, kan det altid anbefales at fotokopiere de undersøgte mønter.
Fotokopieringen foretages med fordel ved at arrangere mønterne - evt. efter en forudgående grovsortering, hvis der f.eks. er tale om et ubearbejdet fund - i rækker på fotokopieringsmaskinens glasplade med så stor afstand mellem rækkerne, at der er god plads til at gøre notater om hver enkelt mønt. Der skal også være passende afstand mellem hver mønt, så fotokopierne uden problemer kan klippes ud og sorteres.
Mønternes for- og bagside kopieres hver før sig. Undlad at kopiere fotokopier, idet kopiering tit medfører forvridninger af billedet, som kan besværliggøre den senere identificering eller aftegning. Det er dog ikke altafgørende, at fotokopier (+ fotografier, katalogafhildninger) er fuldstændigt målfaste. idet mikroskopet tillader en vis justering af forstørrelsen. Men selvfølgelig er der grænser for, hvor store afvigelser fra størrelsesforholdet 1:1, metoden tolererer.
Husk at tage 2 eksemplarer af hver fotokopi. Det ene kan da fungere som kontrol, mens det andet eksemplar klippes i stykker, så kopierne efterfølgende kan sorteres i stempelgrupper eller - hvis stemplerne ikke allerede kendes - identificeres ved sammenligning med stempeltegninger. Da mønternes avers- og reversstempler således skilles ad, kan det være nyttigt at anføre årstallet ved de stempler, som ikke selv bærer årstal.
Fotokopierne må ikke være for mørke, da det i så fald kan være svært at skelne detaljer, hvis fotokopierne er det eneste tilgængelige materiale til aftegning af stemplerne. Hvis brugbare stempeltegninger allerede haves, kan selv meget dårlige fotokopier af mønter til gengæld stempelbestemmes uden vanskelighed. Således har næsten alle Fr. III kroner i Dannebrogefundet kunnet stempelbestemmes, selvom mønterne gennemgående er i meget dårlig stand og ofte kun forekommer som fragmenter (7).
Som tidligere nævnt omfatter arbejdsprocessen i mikroskoptegnemetoden en stadig vekslen mellem aftegning og identificering af mønter/fotografier/fotokopier ud fra de producerede stempeltegninger. Præcist hvornår skiftet i processen helst skal ligge, kan der ikke siges noget generelt om. I situationer, hvor der ikke er adgang til at stempelsortere mønterne f.eks. ved gennemgang af ordnede museumsamlinger giver fotokopier mulighed for forlods at gruppere stemplerne og derved spare tid i forbindelse med søgningen efter identiske stempler blandt allerede producerede stempeltegninger.
Denne søgeproces er mikroskoptegnemetodens Achilleshæl, fordi tidsforbruget hertil vokser liniært med antallet af relevante stempeltegninger. Erfaringerne fra bl.a. Fr. III kroner viser, at relativt få prægestempler har så markante kendetegn i form af stempelfejl og lignende, at de umiddelbart kan genkendes blandt foreliggende stempeltegninger. Ellers kræver en stempelidentifikation, at stemplet sammenlignes med alle tidligere fremstillede stempeltegninger af den pågældende stempeltype. Og det kan være en langsommelig proces, hvis antallet af mulige stempler er stort.
For at lette søgeprocessen kan den indbyrdes placering af karakteristiske elementer f.eks. bogstaver i møntbilledet med fordel anvendes som sorteringskriterium, således at antallet af stempeltegninger, som det er nødvendigt at sammenligne med i mikroskopet, minimeres. En forlods gruppering af stempeltegningerne efter sådanne afstandskriterier er derimod sjældent muligt, fordi der normalt vil være flydende overgang mellem grupperne af stempler.
Generelt må det også frarådes at gruppere stempler efter skilletegn i møntteksten, især mindre skilletegn som punktum eller kolon, da disse ikke sjældent kan være vanskelige eller umulige at se tydeligt p.g.a. slitage eller fejlprægning. Skilletegn kan også forsvinde ved udfyldning af stemplet, ligesom falske skilletegn kan opstå ved skader på stemplet.
Nummerering
Stempelundersøgelser stiller krav om systematisk nummerering af de undersøgte mønter og de fundne stempler. Ved nummerering af undersøgte mønter kan anbefales et fortløbende løbenummer kombineret med en stedidentifikationskode, der éntydigt angiver, fra hvilken samling eller auktion, den pågældende mønt stammer.
Numrene påføres både kontrolfotokopierne og fotokopierne til udklipning, så det senere er muligt éntydigt at genfinde mønterne, hvis der skulle opstå registreringfejl, som kræver en senere efterkontrol af stemplerne.
Forfatteren har den personlige erfaring, at registreringsfejl er en uundgåelig følge af den hurtighed, som mikroskoptegnemetoden fordrer i praksis.
Ved nummerering af stempeltegningerne kan ligeledes anbefales en fortløbende nummerering evt. kombineret med en identifikationskode. Kodebetegnelsen kan eksempelvis sammensættes som a66-GK11, der er anvendt i forbindelse med en undersøgelse af Fr. III kroner, og markerer, at der er tale om forsidestempel (avers) nr.11, som (første gang) er registreret på en krone fra 1666 slået af møntmesteren Gotfred Krüger (GK).
Stempelkoderne vil altid være midlertidige og støtter sorteringenlorganiseringen af stempeltegningerne. Når koblingsforholdene er fastlagt ud fra registrerede stempelkoblinger, må stempelkoderne - men ikke den fortløbende stempelnummerering - revideres, så de afspejler den rækkefølge, hvori stemplerne er anvendt. Indgår årstal i stempelkoderne jfr. ovenstående eksempel, kan det vise sig, at et stempel er anvendt i et tidligere år, hvorfor årstallet i stempelkoden må ændres ved revideringen.
For større møntmængder er databaseprogrammer et uundværligt redskab såvel ved den indledende stempelregistrering som ved senere ændringer af stempelkoder, og gennem standardiserede sorteringsrutiner kan stemplerne sorteres efter de anvendte stempelkoder. Herved opnås mulighed for hurtigt og sikkert at opbygge koblingsskemaer ved i et simpelt koordinatsvstem at krydsmarkere fundne kombinationer af de relevante avers- og reversstempler.
Til fortløbende nummerering af fotokopier og stempeltegninger kan med fordel anvendes en nummereringsmaskine. Man må her huske at vælge så store typer af numre, at de også tydeligt kan ses, når stempeltegningerne nedfotograferes til naturlig størrelse f.eks. til senere publicering.
Fordele og ulemper ved mikroskoptegnemetoden
Mikroskoptegnemetoden forudsætter rådighed over et stereomikroskop med tegneapparat, som p.t. koster i størrelsesordenen 25.000 kr. Da et stereomikroskop efter min vurdering bør være standardudstyr i alle større museumssamlinger, kræver mikroskoptegnemetoden egentlig kun ekstraanskaffelse af et tegneapparat plus eventuelle forsatsobjektiver.
Som sagt kræver fremstilling af stempeltegninger ingen særlig tegnefærdighed. Anvendelsen af tegneapparatet giver imidlertid en noget fastlåst arbejdsstilling, som af de fleste vil opfattes som trættende. Det må derfor tilrådes, at mikroskoptegnemetoden kun anvendes i kortere perioder afbrudt af andre gøremål. Tegneperiodens acceptable varighed afhænger af den enkelte, men med øvelsen vil man efterhånden kunne arbejde længere tid ad gangen uden at føle ubehag herved.
I forhold til fotografering har mikroskoptegnemetoden den åbenlyse fordel, at den omkostningsfrit og uden noget forsinkende led giver en forstørret fremstilling af et foreliggende stempel. Ved selve tegneprocessen får tegneren endvidere i tilgift et detaljeret kendskab til stemplets opbygning, som er af stor værdi bl.a. ved eventuel genfinding af samme stempel i et foreliggende undersøgelsesmateriale.
Mikroskoptegnemetoden åbner også mulighed for at rekonstruere udseendet af det oprindelige prægestempel, hvis det pågældende stempel findes anvendt til flere forskellige, men hver især svagt prægede eller dårligt bevarede mønter. Sådanne stempelrekonstruktioner har særlig aktualitet for mønter slået med prægestempler, hvis diameter er større end blanketten, som det f.eks. er tilfældet for flere mønter fra Trankebar og for Chr. IV's lybske rytterpenge (H. 167-69).
Begge de anvendte stereomikroskoper har forstørrelser, som ikke er brugbare ved aftegning af hele stempler, men som åbner mulighed for detailtegninger, som ofte er mere velegnede til publicering end fotografier (8). Det gælder særligt, hvis der er tale om små eller dårligt prægede/bevarede mønter. Et velkendt eksempel er Haubergs stregtegninger af danske middelaldermønter, der mere fremtræder som små kunstværker end egentlige stempeltegninger, men som indiskutabelt yder mønterne større retfærdighed end fotografier ville have gjort det (9).
Som et kuriosum er mikroskoptegnemetoden forsøgt anvendt til aftegning af randskrifter på norske speciedalere 1687-96 (10). Aftet:ningen krævede en specialfremstillet holder til mønterne og dækkede p.g.a. møntens krumning kun udsnit af randskriften. En alternativ mulighed kunne have været at aftegne et aftryk af randskriften, men dette blev dog ikke forsøgt i den pågældende undersøgelse.
Traditionelt foretages stempelundersøgelser ved visuel sammenligning. Udgangsmaterialet kan være en kombination af mønter, fotografier (originale eller publicerede evt. i auktionskataloger), fotokopier eller aftryk i diverse materialer. Uanset undersøgerens erfaring indeholder den visuelle sammenligning et element af subjektivitet, og der opstår uvægerligt fejlskøn p.g.a. mangelfuldheder ved materialet eller træthed hos undersøgeren.
Mikroskoptegnemetoden indeholder ikke dette subjektive element. Hvis en stempeltegning er udført korrekt, kan en stempelidentifikation udføres på grundlag heraf med 100 % sikkerhed. Det eneste problem kan være, hvis tegningen er baseret på kraftigt dobbeltprægede mønter. Men haves en korrekt stempeltegning, kan omvendt dobbeltprægede mønter i langt de fleste tilfælde stempelbestemmes. Tilsvarende gælder som tidligere nævnt fragmenter af mønter eller stærkt korroderede mønter, som kan være håbløse at stempelbestemme på traditionel vis.
(NNUM 7/1994 side 138-145)
Litteratur:
Noter: