Valdemarernes mønter, især ANNO DOMINI MCCXXXIIII-mønten, belyst ved løsfund fra kirkerne

Mere end et halvt århundrede er henrunden, siden P. Hauberg - som det sidste led i redegørelsen for Danmarks møntvæsen i middelalderen - skrev om mønterne 1146-1241 (1). Hauberg nævner i denne ligesom i afhandlingen om Damnarks Myntvæsen og Mynter i Tidsrummet 1241-1377 (2), at han har bestemt de indskriftsløse eller de ikke med angivelse af møntsted forsynede mønter efter krone- og mitraformer og tillige har benyttet den fremgangsmåde at henføre de forskellige typer til prægesteder i nærheden af findestederne.

Kritikken har peget på de fejl, som metoden kan medføre, når den anvendes på mønter fra skattefund (3). Til gengæld har N. L. Rasmusson fremhævet metodens gyldighed, når det gælder løsfundne mønter, idet disse stammer fra den talrigeste del af befolkningen "det jordbrukande och tjånande befolkningselementet", hvis bestand af mønter var af lokal oprindelse (4).

Da det forholder sig således, at der fra Valdemars-tiden kun kendes få skattefund - ialt en halv snes stykker, der alle med undtagelse af fundene fra Ålborg, Klostermark, Birsted og Grena (5) er meget små - har Hauberg bygget sine henførelser af denne tids mønttyper på de løsfundne mønter.

Siden 1953 er der foretaget omhyggelige undersøgelser af jordfylden i ca. 100 danske kirkegulve, og der er herfra i løbet af de henrundne ti år indkommet ca. 5000 mønter til Natonalmuseet (6).I godt halvdelen af kirkerne er der fundet mønter fra perioden 1146-1241, ialt 161 stykker, et enestående materiale til på Valdemartidens mønter at efterprøve den Haubergske metode. Listen over de kirkefundne Valdemars-mønter (nedenfor) viser, at disse nye løsfund som oftest bekræfter Haubergs henførelser, idet Lund-mønterne stort set findes i de bornholmske kirker, Roskilde-mønterne i de sjællandske, de nørrejydske og slesvigske mønter i jydske og sønderjydske kirker. Det er beklageligt, at ikke også skånske og sydslesvigske kirkefunds-mønter har kunnet indgå i statistikken.

Af listen fremgår det dog tillige, at et par mønttyper slet ikke passer ind i det Haubergske system. Dette gælder for det første Svend Grathe, Slesvig, Hbg. 17, der udelukkende er fundet i nørrejydske samt een sjællandsk kirke. Galster har indgående gjort rede for denne type (7), som Hauberg på et meget spinkelt grundlag har henført til Slesvig, men som ifølge Galsters notater og vor liste snarere må være nørrejydsk. Desværre har vi kun to oplysninger om disse mønters vægt: 0,54 g og 0,22 g, men de tyder begge på, at typen hører til de lette nørrejydske.

Dernæst er af typen Valdemar II, Roskilde, Hbg. 29 kun eet af de syv eksemplarer på listen fundet på Sjælland, i Vetterslev, medens de seks andre er fra Jylland. Hauberg angiver, at de eksemplarer, han kender, er fundet på Fyn, Sjælland og i Rendsborg. Det er således en type, der er blevet spredt ud over det ganske land. Men da mønten imidlertid ifølge sin indskrift: NICHOLAS EPC R er en sikker Roskilde-mønt fra biskop Niels Stigsen, må forklaringen være, at mønttypen er præget i et særligt stort antal og derfor har fået en vid spredning.

En tredie type, der ligesom den sidstnævnte viser sig i fund fra hele landet, er Valdemar II's Ribe-mønt, Hbg. 42 b. Den er ualmindelig talrigt repræsenteret i disse kirkefund, idet den forekommer i ikke færre end 42, eksemplarer: 11 fra Ribe amt, 13 fra Nørrejylland, 10 fra Sønderjylland, 1 fra Fyn, 3 fra Langeland og 4 fra Sjælland. Disse tal bekræfter, hvad N. L. Rasmusson skrev om denne type, der er af ringe lødighed og præget i store mængder (8), idet de viser, at typen især anvendtes i Jylland, men at den tillige var udbredt på øerne. Der skal senere vendes tilbage til denne type.

Også på henførelsen af Grenaa-fundets mønter til Jylland giver de kirkefundne mønter god bekræftelse; kun eet eksemplar er fundet udenfor Jylland, i Tikøb kirke. Mange nye Valdemar II-typer er fremdukket af jydske kirkegulve (9). Disse mønter er efter den Hauberg'ske metode henført tiljydske møntsteder; fremtidige fund skal vise, om det er gjort med rette.

Endelig findes der iblandt de 77 mønter fra 1000-tallet til 1700'rnes begyndelse, som indharpedes under Nationalmuseets undersøgelse af Sankt Ibs kirke i Vindebode ved Roskilde i november-december 1959 (10), to af de sjældne mønter med omskriften: ANNO DOMINI MCCXXXIIII, af hvilken type, (Lund, Hbg. 12), der tidligere kun kendtes ialt fire eksemplarer. Ved en senere gravning i sommeren 1961 i fundamenterne til det i 1815 nedbrudte kor fandt man ikke, som håbet, flere eksemplarer af typen.

Sammen med to i 1941 og 1943 fundne ANNO DOMINI-mønter giver Sankt Ib-mønterne et væsentligt supplement til det materiale, der stod til rådighed for N. L. Rasmusson, da han i 1935 underkastede ANNO DOMINI-typen en grundig behandling (11) og bl.a. indgående gjorde rede for, hvor enestående den er blandt europæiske middelaldermønter før 1372 (12) på grund af det i indskriften angivne årstal. På forsiden, der iøvrigt bærer en kongekrone, læses ANNO DOMINI, på bagsiden, hvor der findes en bispehue, MCCXXXIIII.

Det tidligst kendte eksemplar befinder sig i Den kongelige Mønt- og Medaillesamling; det er beskrevet af Lauerentzen i anden-udgaven af Museum Regium [1701] (13), medens det ikke omtales i 1696-udgaven. Lauerentzen beretter, at det er indgået som en present fra borgeren Peder Svane (14). Hvor denne havde mønten fra kan næppe nogensinde oplyses. Det andet eksemplar fandt Rasmusson i Blekinge Museum, Karlskrona; heller ikke dette stykkes proveniens kendes (15).

I 1941 fandt man den tredie ANNO DOMINI-mønt anbragt indeni murværket i den gamle Sejrup kirkes kor (16). Mønten synes at være gemt hen som et bygningsoffer eller et vidnesbyrd om, i hvilket år koret blev opført (17). Dette eksemplar kan således ikke betragtes som en almindelig løsfundsmønt.

I 1943 dukkede et fjerde stykke op under udgravningen umiddelbart nord for den bevarede del af Æbelholt klosterkirkes nordmur, ca. 50 cm under det nuværende terræn (18).

De to senest fundne ANNO DOMINI-mønter fra Sankt Ib udmærker sig ikke alene kvantitativt ved at forøge antallet af mønttypens kendte eksemplarer med 50 %, men også kvalitativt, idet deres bevaringstilstand er meget fin. Hertil kommer,.at de indbyrdes er forskellige; på den ene er legenden, ligesom på Sejrupmønten, skrevet med kapitæler, medens den på den anden, som på de øvrige tre kendte eksemplarer, er med uncialer; mønterne vejer henholdsvis 0,53 g og 0,88 g.

Da N. L. Rasmusson i 1935 ikke havde fundoplysninger at støtte sig til, mærkede han sig, hvor mønttypen stilistisk hørte hjemme, og kom til det resultat, at den måtte stamme fra Roskilde eller Ribe (19). Rasmusson påviste, at man i middelalderen kendte til mønter, der var slået i en bestemt anledning. Han eftersporede derfor, hvilken begivenhed i året 1234, der havde tilknytning til både konge og biskop og således kunne motivere møntens symboler: kongekronen og mitraen.

En sådan begivenhed fandt Rasmusson i mageskiftet af 6. juli 1234, hvorom Valdemar Sejr havde udfærdiget et brev på Femern i overværelse af ærkebiskop Uffe og Roskilde-bispen Niels Stigsen (20). Ved dette overlod Ribe-bispen kong Valdemar sin halve andel i stadens udmøntning mod plovskatten i tre sysler og byerne Varde og Lemvig. At denne begivenhed blev af den største og mest skæbnesvangre betydning for de følgende års udmøntning, har dr. Rasmusson utvivlsomt ret i, thi kongen udnyttede herefter sin eneret til Ribe-mønten til at præge underlødige mønter i store mængder. Dr. Rasmusson har da også peget på, at den store udmøntning af Valdemar II, Ribe, Hbg. 42b tyder på, at dette var en type, som kongen lod Ribe-mønten udspy over hele landet kort efter mageskiftet (21). Herpå har vi, som nævnt, fundet bekræftelse i de 42 kirkegulvsmønter af denne type samt i skattefundet fra Obbekjær Hede ved Ribe (22), der af 318 mønter har 317 mønter af typen, og i det fra Bråskovgård i Vejle amt, der af 198 mønter har 177 mønter med 21 varianter af typen (23). Selve præget på mønten lader os heller ikke i tvivl om, at dette var kongens mønt; på den ene side: + WALDEMARVS og på den anden: + REX DANORVM. Disse omskrifter passer bedre på en mønttype, der er udsendt umiddelbart efter, at kongen har overtaget al udmøntning i Ribe, end ANNO DOMINI-mønten, hvis bispehue på bagsiden repræsenterer den gejstlige magt overfor den verdslige.

De tre løsfundne ANNO DOMINI-mønter, som vi nu - i modsætning til Rasmusson - er så heldige at kunne bygge på, er kommet for dagen på Sjælland og heraf de to i selve Roskilde. Da vi for langt den overvejende del af de løsfundne mønter fra kirkerne har fundet bekræftelse på gyldigheden af Haubergs metode for henførelse til møntsteder, ma vi også med rette kunne anvende den her og henføre ANNO DOMINI-mønterne til Roskilde. At mønttypen passede sammen med Niels Stigsens Roskilde-mønter så allerede Lauerentzen (24), og dr. Rasmusson har også fremhævet det, selv om ligheden med Ribe-mønten syntes ham større. Her skal særligt peges på ligheden mellem ANNO DOMINI-møntens biskoppelige symbol og de mitraer, der er fremstillet på Valdemar II's Roskilde-mønter, især fra Niels Stigsens tid, ligesom opmærksomheden også må henvendes på Roskilde-stiftssegl (25).

Hvad der har været årsagen til, at man har slået ANNO DOMINI-mønten, kan man på grund af det mangelfulde kildemateriale naturligvis kun gisne om, men af det brev, som Valdemar Sejr udstedte på Femern den 6. juli 1234, fremgår det som nævnt, at både ærkebispen og Poskilde-bispen var til stede ved mødet. Utænkeligt er det vel ikke, at kongen uden held kan have forsøgt også at erhverve sig hele møntretten i rigets største møntsteder: Lund og Roskilde. På baggrund heraf kan ANNO DOMINI-mønten således måske betragtes som Niels Stigsens bevidste modstykke til kong Valdemars Ribe-mønt, Hbg. 42 b, idet det øjensynligt har været biskoppens ønske at vise, at han stadig sad inde med en tredjedel af møntindtægterne i Roskilde (26). I det mindste udstråler de mønter, der i kong Valdemars sidste år udsendtes fra Lund og Roskilde, en udpræget selvhævdelse i fra bispernes Side, idet disse ligesom tidligere Eskil og Absalon sætter hele deres navn, deres titler samt symboler på mønterne. Med ANNO DOMINI-mønten kan biskop Niels netop have ønsket at minde om 1234, det år, i hvilket han i modsætning til biskop Gunner af Ribe lykkeligt undgik at overdrage sin andel i Roskilde-mønten til kongen. De relativt mange fund af typen Valdemar II, Hbg 29, tyder på, at man også i Roskilde på denne tid har haft gang i møntslagningen og forstået at skaffe sig indtægter heraf. Vor liste viser, at denne type var af god vægt, men nogle holdighedsprøver, som venligst er foretaget af statsguardein Gerh. Hansen viser henholdsvis 202 ‰, og 221 ‰, sølv og ligger således, hvad rmge lødighed angår, på linie med den ovennævnte Ribe-type Hbg 42 b, hvoraf prøver viser 196 ‰, 209 ‰ og 220 ‰ sølv.

Ved hjælp af det fortræffelige materiale, som de løsfundne mønter fra undersøgelserne af kirkegulvene giver, kan sløret løftes fra nogle af de problemer, som Hauberg har efterladt. Men i største beundring må vi tillige se tilbage på den store møntforskers redelige og omhyggelige arbejde, der - som her vist for Valdemars-mønternes vedkommende - har givet eftertiden et så gyldigt system at bygge videre på.

Grenåfundet

Nye typer:

• 1/2 = halveret, overklippet.
• def.= defekt mønt.
• dep.= deponeret i den kirke, hvor den er fundet.
• X = ANNO DOMINI MCCXXXIIII-mønten.

(NNÅ 1963 side 50-60)

Noter:

• (1) P. Hauberg: Danmarks Myntvæsen i Tidsrummet 1146-1241. DVSS, V, 3, 1906.
• (2) Aarb. f. nord. Oldk. og Hist., 1884, s. 217-374
• (3) J. Wilcke: Daler, Mark og Kroner 1481-1914. København 1931, s. 186 ff. Gert Hatz: Über Dänische Bürgerkriegsmünzen. Hamburger Beiträge zur Numismatik, III, s. 171 ff.
• (4) Nils Ludvig Rasmusson: ANNO DOMINI MCCXXXIIII-myntet. NFM XIV (Marts 1935), S. 212.
• (5) P. Hauberg: Danmarks Myntvæsen 1146-1241 s. 328 f. Georg Galster: Møntfundet fra Grenaa. Aarb. f. nord. Oldk. og Hist., 1931, s. 207-64.
• (6) Årsberetningerne fra Den kgl. Mønt-og Medaillesaniling, NNÅ 1954 og følgende år. Olaf Olsen: Kirkegulvet som arkæologisk arbejdsmark. Nationalmuseets Arbm. 1958, s. 20 26. Olaf Olsen: St. Jørgensbjerg kirke. Aarb. f. nord, Oldk. og Hist., 1960, s. 58 ff. O. O. har fremhævet, at man ved harpning af al gulvfylden fra en romansk kirke finder mellem 100 og 200 mønter og at lavere gennemsnit (her 50 m. pr. kirke) skyldes, at der de fleste steder kun er foretaget partielle udgravninger.
• (7) Aarb. f. nord. Oldk. og Hist., 1931, s. 250.
• (8) NFM XIV, s. 216.
• (9) NNÅ 1956, s. 210-12: Hørdum, Billum og Kærby kirker, NNÅ 1957, s. 214: Nørre Nebel og Skrøbelev kirker, NNÅ 1958, s. 222-25: Starup, Hostrup og Vorgodkirker, NNÅ 1959, s. 168: Dollerup kirke, NNÅ 1960, s. 150: Byrum kirke. Ny type fra Malt kirke F. P. 2608 er ikke tidligere omtalt.
• (10) Olaf Olsen: Sankt Ibs kirke i Vindebode. Fra Roskilde Amt, 1962, s. 84 f.
• (11) NFM. XIV, s. 201-16.
• (12) NFM. XIV, s. 205.
• (13) Johannes Lauerentzen: Museum Regium, Hauniæ s.a. [1701], part II, sect. V, P. 348.
• (14) Peder Svane, der var kræmmer og boede i Snaregade, besad en større samling "græske,. romerske, Däsche und frembde" mønter, der blev solgt på auktion den 10. februar 1716. Over samlingen findes et katalog på 102 sider i kvart format, som i et par eksemplarer er indgået i Det kgl. Bibliotek (51, - 5 og 31, - 186). En hjertelig tak til dr. Georg Galster for meddelelsen om kataloget.
  Peder Svane var en ivrig pietist; han lod sammen med et par andre et pietistisk skrift trykke, ligesom han var blandt de første her i Danmark, der deltog i gudelige forsamlinger. I disse skal også møntmester Wineke en enkelt gang have taget del. Svanes religiøse vandel påførte ham en streng irettesættelse fra biskop Bornemann (Den danske Kirkes Historie V, København 1951, s. 33 f).
• (15) NFM XIV, s. 206.
• (16) NNÅ 1943, s. 165.
• (17) Nationalmuseets Arbm. 1956, s. 97.
• (18) NNÅ 1944, s. 245.
• (19) NFM XIV, s. 208.
• (20) Ribe Oldemoder, udg. af O. Nielsen, Kjøbenhavn 1869. s. 5, nr. 7. NFM XIV, s. 215, note 68.
• (21) NFM XIV, s. 216.
• (22) P. Hauberg: Danmarks Myntvæsen 1146-1241, s. 332, nr. 87.
• (23) NNÅ 1958, s. 219.
• (24) Museum Regium [1701], p. 348.
• (25) Henry Petersen: Danske gejstlige Sigiller fra Middelalderen. København 1886, nr. 191.
• (26) Billedtyperne på mønter fra de i fælleskab forvaltede møntsteder må være blevet bestemt af både den kongelige og den biskoppelige myndighed. I Roskilde har kongemagten sikkert været repræsenteret af kanslerembedet, der netop beklædtes af Roskilde-bispen, Niels Stigsen, fra 1233 eller 1234 (se Dansk biografisk Leksikon).

Summary

During the years 1953-1963 5000 coins have entered into The National Museum from investigations of earth under the floors of about a hundred Danish churches. Among these coins 161 specimens were issued in the years 1146-1241, the period with which P. Hauberg has dealt in his publication from 1906. The 161 coins provide us with an excellent material for controlling Mr. Hauberg's methods with regard to coins from the above mentioned period, as the 161 specimens were dropped on the church-floors by the local population in whose pockets one could expect to find the currency of the day.

From the list of the 161 coins it appears that most of Mr. Hauberg's assignments may rightly be trusted, as the coins of Lund generally taken were found in the churches of Bornholm, the coins of Roskilde in those of Sealand, and the coins of Jutland and Slesvig in the churches of these regions. There are three exceptions: Svend Grathe, Slesvig, Hbg. 17; Valdemar II, Roskilde, Hbg. 29, and Ribe, Hbg. 42 b, but they are all types which were coined in large numbers and as a consequence have been found all over the country.

As Mr. Hauberg's method to trace back coins to mints in the neighbourhood of their finding-places has thus kept its validity it is, accordingly, suggested to practice the method on the rare ANNO DOMINI MCCXXXIIII coin (Valdemar II, Lund, Hbg. 12 and by N. L. Rasmusson assigned to Ribe) and to assign it to Roskilde, because two specimens were found in the church of St. Ib in Roskilde in 1959, and one in the ruins of the Æbelholt Convent Church in 1943, while from three earlier known specimens nothing could be found out with regard to provenance.

The ANNO DOMINI coin resembles the coins which were struck in Roskilde while Niels Stigsen was bishop, and probably chancellor too. The king had two thirds and the bishop one third of the income from the mint of Roskilde, and so both must have had the right to control the coin-pictures, but as a chancellor, Niels Stigsen, may have had the opportunity to control the coin-pictures on behalf of the king as well. In 1234 the king succeeded in providing a document by which he appropriated to himself half of the income from the mint of Ribe. Niels Stigsen may perhaps have wanted to show the world that he had been able to keep his part of the Roskilde mint in the year 1234.

Tilbage til Dansk Mønts forside