Kronologien i Erik af Pommerns (1396-1439) danske møntserie er forholdsvis velbelyst. Mønterne kan på grundlag af analyse af skriftlige kilder og skattefund inddeles i en række udmøntningsperioder. Den gængse inddeling er præsenteret i F. Lindahls detaljerede artikel fra 1955 og i G. Galsters mere summariske standardværk om periodens udmøntninger fra 1972 (1). Jeg har opsummeret den i tabel 1.
Tabel 1. Kronologien i Erik af Pommerns danske udmøntninger iflg. Lindahl 1955 og Galster 1972
I løbet af de sidste par årtier er der kommet forslag til justeringer i denne kronologi. Hviden (4-penningen) anses sammen med kronehulpenningen (se nedenfor) for den tidligste af Erik af Pommerns mønter. Den dateres til 1400-tallets allerførste år. Der kendes to varianter, en med bispestav på bagsiden (fig. 1) og en med kors på bagsiden (fig. 2). Forsideindskriften på bispestavsmønten indledes med en stjerne, mens korsmøntens indskrifter, da Lindahl og Galster skrev, kun kendtes med en blomst. Siden er der dukket to eksemplarer af hvide med stjerne som start på indskriften (fig. 3-4). Betyder det, at der har været to faser med forskelligt sølvindhold i mønterne, som indviede kunne skelne ved hjælp af stjernen og blomsten? Man kan i alt fald argumentere for, at noget sådant har fundet sted for den lidt senere sterlings vedkommende, hvor mønter med stjerner muligvis var bedre end dem med blomst (se nedenfor).
Allerede Galster antydede, at udmøntningen af sterlinge (tre-penninge) i Lund (fig. 6) startede senere end i Næstved (fig. 5) (2). I 1995 tog G. Stefke dette emne op igen til granskning (3). Han foreslår, at perioden ca. 1405-1420 (som han i øvrigt lader begynde i 1403) deles i to. Iflg. Stefkes teori blev møntstedet i Næstved lukket 1412/13 samtidigt med, at mønten i Lund åbnede. Møntmester Gert Comhaer fra Næstved flyttede faktisk til Lund netop i 1412/13. Stefke mener, at de nye mønter præget i Lund skulle være af en dårligere standard end dem, der tidligere var blevet præget i Næstved. De lødighedsprøver foretaget i nyere tid, som citeres af Lindahl og Galster, viser rent faktisk, at Næstved-sterlingen (0.606-0.857) var bedre end Lund-sterlingen (0.532-0.729). Visse skriftlige kilder kunne ligeledes tyde på, at man har skelnet mellem "sjællandske" og "skånske" sterlinge (4). Sterlingene fra Næstved og Lund er af fuldstændigt samme type. Til hjælp med at kende forskel var der bagsidens indskrift med angivelse af møntstedet. Men det krævede jo, at møntbrugeren kunne læse og derudover brugte tid på at tjekke indskriften. Meget lettere var det at se på indskriftens indledningssymbol: stjerne i Næstved (undtagen Lindahl 20) og en blomst, en trekløver eller sjældent et kors i Lund (5). Disse kan have været valgt bevidst for lettere at kunne skelne mellem mønterne. Den slags hemmelige mærker kendes i alt fald mange steder, f. eks. i Rostock i årtierne omkring 1400, hvor en sekstakket stjerne ses på de tidlige stykker af høj vægt og lødighed, mens en femtakket stjerne angiver de dårligere sene mønter (6).
At møntstedet i Næstved var virksomt, før dét i Lund åbnedes, må under alle omstændigheder ud fra analysen af skattefundenes sammensætning anses for et faktum. Især bør det fremhæves, at det skånske Bösarp-fund kun indeholder sterlinge fra Næstved. Det må tolkes som, at det er nedlagt, inden udmøntningen i Lund kom i gang, ellers ville der også have været Lund-mønter (7). Hvidene, der normalt anses for tidligere end sterlingen, kendes kun fra Næstved, ikke fra Lund. Der er således mange indicier, der peger i retning af Stefkes hypotese, men den kan nok næppe endegyldigt bevises.
At dømme efter skattefundenes sammensætning og datering, forsvandt sterlingen relativt hurtigt fra møntomløbet i Danmark efter udmøntningens ophør ca. 1420 (tabel 4). I øvrigt er Erik af Pommerns sterling, der pudsigt nok også kaldes engelsk i de samtidige kilder, den eneste danske middelaldermønt, der var i brug i England i større udstrækning. I 1999 kunne jeg publicere en liste på 5 eksemplarer (8). Siden da har jeg fået kendskab til 3 andre fund, så vi nu er oppe på 8 eksemplarer i alt (tabel 2). Sterlingen svarer stort set til en engelsk halvpenning. Netop i 1400-tallets to første årtier slækkedes kontrollen med det ellers meget strenge engelske forbud mod brug af udenlandsk mønt. Det var på den tid, de venetianske soldini cirkulerede i stort tal (9).
Tabel 2. Fund af Erik af Pommerns sterling i England
Hulpenningen med kronemotiv (fig. 7) dateres traditionelt til ca. 1400-1420. Skattefundene fra perioden ca. 1420-1440 indeholder en del kronehulpenninge, og det er muligt at udmøntningen er fortsat efter ca. 1420. Derimod optræder den kun sjældent i skattefundene i Danmark efter Eriks afsættelse som konge i 1439 (tabel 4).
Der findes både sølvholdige og kobberholdige eksemplarer. Sidstnævnte er sikkert de yngste. Norske kirkegulvsfund viser, at kronehulpenningen var i almindeligt omløb i Norge. Netop fra Norge findes der en skriftlig kilde fra 29. oktober 1417, der omtaler duo solidi in moneta cuprea noricana, dvs. 2 skilling i norsk kobbermønt. Skilling er her ikke den konkrete mønt skilling, men en regneenhed på 12 penning. Der blev så vidt man ved ikke præget mønt i Norge på dette tidspunkt, og Kolbjørn Skaare har på baggrund af kronehulpenningens store udbredelse i Norge foreslået, at der kunne være tale om denne mønt (10). Hvis det er rigtigt, må forringelsen i lødigheden være sat ind allerede før 1417.
Der findes en type af hulpenningen med kronemotiv, der vejer mindre og har mindre diameter end de øvrige (fig. 8). Det er en halvpenning, også kaldet skærv. Den findes kun i ét tidligt fund (tabel 4) og de lødighedsprøver, der er lavet i nyere tid viser alle høj sølvholdighed (11). Skærven er derfor sandsynligvis kun præget i begyndelsen af Eriks udmøntning.
Kobbersterlingens traditionelle datering til ca. 1422 bygger på skriftlige kilder, omhandlende de vendiske stæders utilfredshed med denne dårlige udmøntning i rent kobber, noget helt uhørt i samtiden (fig. 9-12). I 1423 forhandlede kong Erik med Hansestæderne om at indstille udmøntningen (12). I 1424-25 udmøntedes en fuldgod søsling (seks-penning) (fig. 13) og en ny type hulpenning (fig. 14) efter overenskomst med de vendiske stæder. Kobbersterlingen er imidlertid så almindelig i vore dage, at allerede Lindahl overvejede, hvor længe prægningen egentligt havde varet (13). Galster fremhævede, at den nævnes i Rigsrådets klage over kong Erik i forbindelse med dennes afsættelse som konge (14). Det skete så sent som i 1439, hvor i det mindste mindet om kobbersterlingen endnu måtte være levende. Det kunne tyde på, at efter det kortvarige forsøg med fuldgod mønt 1424-1425 kunne prægningen af kobbersterlinge have været genoptaget og fortsat over en længere periode.
De kolossale mængder af kobbersterlinge, der fra slutningen af 1970'erne dukkede op som følge af flittige detektorentusiasters søgen efter metalgenstande rundt om i landet gjorde endeligt udslaget. Kobbersterlingen er faktisk den suverænt mest almindelige mønttype blandt detektorfundene (15). Kun nogle af de devaluerede danske penninge fra 1330'erne kommer op i nærheden af den i antal. Selvom dårlige mønter som kobbersterlingen normalt er overrepræsenterede blandt enkeltfund (folk tabte dem lettere og brugte ikke så lang tid på at søge efter dem), er der alligevel for mange til, at de kun kunne have været præget et par år i starten af 1420'erne. I værket Danmarks Middelalderlige Skattefund fra 1992 drog Jørgen Steen Jensen konsekvensen af disse forhold og daterede den til ca. 1420-1440 (16).
Jeg mener, at denne nydatering bygger på et korrekt ræsonnement. Der er dog ét problem ved den. Grossen eller 9-penningen (fig. 15-16) nævnes i klagebrevet fra 1439 som den mønt, der "nu ere genge udi Riget" (17). Den traditionelle datering af grossen til 1430'erne som Eriks sidste udmøntning er følgeligt højst sandsynligvis korrekt. Der findes 3 skattefund, hvor grossen er den dominerende mønttype. Ingen af dem indeholder én eneste kobbersterling. Og i de 10 skattefund med stærkt islæt af kobbersterlinge er der ikke nogen gros (se tabel 4). Disse forhold tyder på, at de to mønttyper ikke har været brugt sammen - og derfor nok heller ikke præget på samme tid. En anden mulig forklaring kunne være, at de to mønttyper tilhørte to forskellige sfærer af møntmassen, der blev brugt i forskellige slags situationer og derfor ikke blev blandet. Selvom grossen - som vi skal se nedenfor - også var en dårlig mønt, var den dog mange gange mere værd end kobbersterlingen. Grossen kunne så måske have været brugt til opsparing og kobbersterlingen til daglig handel og vandel.
For nyligt arbejdede jeg imidlertid med et nyt fundmateriale, der peger i retning af, at grossen ikke kun blev opsparet, men også blev brugt og tabt. Det drejer sig om en serie enkeltfund fra Albuen ved Nakskov på Lolland. Her udgjorde grossen ikke mindre end 8 ud af 23 eksemplarer! Der var kun en enkelt kobbersterling og en kronehulpenning, De resterende mønter var senere mønter. Fundomstændighederne viste utvetydigt, at der ikke kunne være tale om et udpløjet skattefund - det var virkeligt enkeltfund tabt én for én ved forskellige lejligheder. Det tyder på en meget kraftig aktivitet på stedet i 1430'erne (18). Når man tænker på, hvor udbredt kobbersterlingen normalt er blandt enkeltfundene, falder dens næsten totale fravær på Albuen i øjnene. Den mest sandsynlige forklaring er, at den ikke længere var i brug på det tidspunkt, hvor grosserne blev tabt på Albuen.
Der er mange kilder, der taler om flådeaktivitet og diplomatiske forhandlinger med hanseaterne ved Albuen fra 1416 til 1431. Lidt senere er der fiskeri- og handelsaktiviteter (19). Om fundene af grosserne skal kædes sammen med flåden eller handelen, er nok umuligt at sige. Og dermed må man konkludere, at Albue-fundet heller ikke kan bruges til en præcis datering af indførelsen af grossen. Vi kommer nok ikke nærmere end "ca. 1430/35". Kobbersterlingen bør følgeligt dateres til ca. 1420-1430/35.
I øvrigt kendes der ikke en eneste kobbersterling i skattefund fra perioden efter Erik af Pommerns afsættelse i 1439. Den må meget hurtigt være blevet fjernet godt og effektivt fra omløbet. Blandt detektorfundene støder vi tit på eksemplarer, der er gennemboret med en knivstik. Det er nok sket for at ugyldiggøre mønten. Så i virkeligheden er en gennemboret mønt blot et stykke skrotmetal, men de siger jo trods alt noget om møntbrug. De uforholdsmæssigt store mængder af enkeltfund af kobbersterlinge tyder på, at den blev regnet for så lidt, at folk ikke gad lede efter dem. Tilsvarende er der på Gotland under kirkegulvsundersøgelser fundet flere tusinde såkaldte W-brakteater fra Erik af Pommerns tid, små ensidede, meget kobberholdige mønter præget i Visby (20). Måske har folk endda ligefrem smidt kobbersterlinge og W-brakteater væk. Vi kender faktisk et samtidigt eksempel fra Paris, hvor folk ifølge en kronikør i desperation smed dobbeltpenninge i Seinen efter et kongeligt dekret, der satte dem ned i værdi (21).
Grossen blev præget i Lund i Skåne og på borgen Gurre i Nordsjælland. Jørgen Steen Jensen har for nyligt som hypotese foreslået, at grosserne fra de to møntsteder måske blev slået med forskellig lødighed, samt at lødigheden muligvis faldt over tid. Dette skulle hænge sammen med konkurrence mellem kongen (der udmøntede i Gurre) og ærkebispen (der sandsynligvis havde andel i indtægterne fra udmøntningen i Lund) (22). Grossen sættes i en privat kilde fra 1440 til 2 penninge i stedet for oprindeligt 9. Den er sikkert blevet sat ned i værdi efter Eriks afsættelse i 1439. Den optræder kun sporadisk i skattefundene efter 1439. Så også disse mønter er hurtigt blevet så godt som udelukket fra omløbet.
Tabel 3. Status over kronologien i Erik af Pommerns danske udmøntninger
Jeg har forsøgt at opsummere status på kronologien af Erik af Pommerns udmøntninger i tabel 3. Som det vil have fremgået af ovenstående gennemgang af mønterne, forsvandt de enkelte typer meget hurtigt fra omløbet efter udmøntningens ophør. Således var der udskiftning i møntomløbet ca. 1420, ca. 1430/35 og igen ca. 1440. Omløbstiden på Eriks mønter overstiger således ikke to årtier, og ofte er den kortere. Det står i kontrast til korshviden, der blev indført et par år efter Eriks afsættelse. Eksemplarer fra Christoffer af Bajerns tid (1439-48) var stadigt i omløb i midten af 1500-tallet (24).
Jeg takker Jørgen Steen Jensen for konstruktive og inspirerende kommentarer.
Tabel 4. Erik af Pommern-mønters optræden i skattefund i Danmark (nuværende grænser)
(NNUM 2, 2005 side 79-86)