Mønternes funktion i Danmark i perioden c. 1075 til c. 1300 belyst ved skriftlige og numismatiske kildeudsagn

Fortsat

Under Erik Klipping gik det imidlertid igen nedad med møntens lødighed.

En hel del detailler om møntombytningen kan hentes fra en forordning, som Erik Menved udstedte 1304 (32). Det fremgår heraf, at overholdelsen af terminen for ombytningen er et vigtigt led, "Om mønten..... er det anordnet, at fornyelsen af mønten på ingen måde lyses førend på hver landsdels sidste landsting inden Mikkelsdag, såfremt møntmesteren vil undgå at miste sit hoved." Efter lysningen er det forbudt at købe for de gamle penge. Alle afgifter skal betales i det pågældende års mønt: kirkelige indtægter, ledingspenge o.s.v. At den stærkt forringede mønt på Erik Menveds tid ikke bare betød en indtægt for kongen som møntherre, når han fik 3 gamle mønter for 2 nye (33), men var til gene for ham f.eks. ved betaling af visse afgifter og skatter, ses af en bemærkning i samme kilde i forbindelse med omtale af told på udførsel af heste. Den skal sættes til seks sterlinge, "for at vor told, som på grund af møntens forringelse er meget betydelig formindsket, ikke helt skal ødelægges." Kongen ville dog på ingen måde selv indrømme nogen skyld, men havde i processen mod Jens Grand 1296-1297 hævdet, at den møntforringelse, som ærkebispen klagede over, ikke skyldtes hans fars og hans udmøntninger, men de fredløses virksomhed som falskmøntnere (34).

Den opfattelse, at møntforringelser er til skade for alle parter, udtrykkes i de krav, ærkebiskop Jens Grand stiller til kongen 20. juni 1299 (35): "Fremdeles skal mønten i landets stift føres tilbage til værdien af den lille mønt fra Tours, at gælde sådan til evig tid, thi så god og bedre var den for ærkebispen, som har del i mønten, ved hvis forringelse han og hele gejstligheden og folket, ja selv kongen lider megen skade og tynge." Hvis kongen skulle betale den af paven for Jens Grand krævede skadeserstatning på 49.000 mark lødigt sølv (36), kunne bispen dog næppe samtidig forvente en møntforbedring. Summen måtte iøvrigt nedsættes og delvis afløses med indtægter fra jordegods, da kongen ikke kunne skaffe så meget sølv.

At det havde været galt fat med de danske penge længe før mordet på Erik Klipping i Sancta Cæcilia-natten 1286 er dog klart. Som eksempel kan tages et pavebrev fra 1279 (37), der omtaler tiende indsamlet i Danmark og Sverige til det Hellige Land: "Af din meddelelse har vi (pave Nicolaus 3.) nyligt hørt, at de-mænd, som du har indsat til tiendeindsamlere i hine lande, klogt har betænkt, at det indsamlede tiendebeløb på grund af den hyppige ændring af mønten i de lande blev forringet i værdi, derfor har de i ønsket om at holde det Hellige Land skadesløst overgivet disse beløb til forskellige personer på den betingelse, at de til en bestemt termin skulle tilbagebetale værdien i sølv." Måske et eller flere af de store fund af de usle "borgerkrigsmønter" kan hænge sammen med sådanne transaktioner.

Havde det været galt med møntforringelsen, skulle det kun blive værre, både på grund af de fredløse og deres falske penge, på grund af Erik Menveds kostbare udenrigspolitik og den fuldstændige opløsning politisk og økonomisk under Christopher II, hvor til sidst al dansk udmøntning standsede, og udenlandsk mønt i mange år blev eneste betalingsmiddel. Møntens funktion som skattepenge ophørte, fordi den var drevet til bristepunktet.

"Ærkebispen har andel i mønten" stod der i Jens Grands førnævnte skrivelse. Denne biskoppelige andel i udbyttet af udmøntningerne er en gammel foreteelse på dette tidspunkt, og den har sat sig talrige spor både i den skriftlige overlevering og i selve mønternes udseende. En Lunde-mønt fra rik Lam (1137-1146) viser for første gang den type, der derefter skulle blive meget almindelig: på forsiden af mønten kongens billede, på bagsiden bispens (Fig. 21). Bispen på Erik Lams mønt må være ærkebiskop Eskild (1137-77), men desværre er den uden portrætlighed ligesom den berømte Roskildemønt med Absalons navn og billede (Fig. 29). Fra Valdemarstiden får mange bisper andel i møntindtægterne og deres billede eller symbol på mønten. Der er bispemønter fra Lund, Roskilde, Viborg, Ribe og Slesvig. Undertiden søgte kongen dog at komme bort fra denne deling af møntindtægterne ved at afløse bispens andel med andre indkomster, således som det skete for Ribebispen 1234. Fra dette år stammer den sjældne Annodomini-mønt, der som den eneste bærer årstal (Fig. 30). Den skal formentlig henføres til Niels Stigsen i Roskilde, der har ladet den slå for at fejre, at han beholdt sin møntret (38). At mønternes skattefunktion var vigtig ikke bare for kongen men også for bisperne er der mange eksempler på. Særlig godt belyses det af et brev fra 1293 om en strid vedrørende omveksling af gammel mønt for ny mellem Roskildebispen jens og den kongelige møntmester Sommer (39). Bispen klager over ikke at have fået ordentlig besked, og han har derfor tabt en stor del af sin andel i omvekslingsafgifterne. Et brev fra samme år viser iøvrigt, at Roskildebispen forpagtede sin møntret bort til en særlig møntmester, der så skulle inddrive afgifterne (40).

Om selve organisationen af det møntvæsen, der spillede så stor en rolle for økonomien, fortæller de skriftlige kilder os alt for lidt, og mønterne selv og møntfundenes karakter kan kun til en vis grad udfylde hullerne. Vi er orienterede om kongernes og bispernes udbytte, og vi hører lidt om forskellige møntmestre, der også fungerer som vekselerere ved pengeombytningerne. En del møntsteder kendes både fra kildernes udsagn og fra møntomskrifter. Lund fremtræder i hele perioden som rigets vigtigste møntsted. (Se planche II fig. 10-28).

Både skriftlige kilder og mønterne selv såvel som fundenes karakter tegner for os et billede af en opdeling i landsdelsmønt, uden at der dog er tale om noget forbud mod benyttelse af mønter uden for deres prægeområde, sådan som der jo var bestemt forbud mod at bruge gammel mønt, når den nye var tinglyst. For dette var der som nævnt strenge straffe. Kun at tillægge mønterne lokal gyldighed er faktisk at lægge mere i kilderne, end de kan bære, og fund viser da også, at det ikke var tilfældet. Rent praktisk var det naturligvis lettest at skaffe nok af den på egnen prægede mønt. Dertil kom, at møntregningen i en stor del af den her behandlede periode var forskellig i de forskellige landsdele og møntvægten som følge heraf ikke den samme overalt. På Sjælland og i de skånske egne regnedes 240 penninge på marken, i Jylland derimod 288, der derfor blev lidt lettere. Mønterne justeredes iøvrigt al marco - man tog det ikke så nøje med det enkelte penningstykkes vægt.

Som eksempel på landskabsmønt kan vi f.eks. tage Absalons testamente fra 1201 (41), hvor vi ser, at der omtales en betaling i "Septingentis marchis denariorum Schaniensium veteris monetæ." Det er altså specielt understreget, at betalingen skal være i skånsk mønt til gammel kurs. En kilde fra 1274 nævner en gæld, der skal betales i en anden landskabsmønt: "centum marchis denariorum Hallandensis" (42), i 1286 omtales slesvigsk mønt i hertug Valdemar af Sønderjyllands brev (43) og 1289 tales i brev vedrørende Roskilde Domkapitel om sjællandsk mønt (44). I det førnævnte brev om Roskildebispens andel i udmøntningerne fra 1293 tales om Roskilde som prægested for den sjællandske mønt, men pengeomvekslingen kan finde sted både i Roskilde, Slagelse og på Falster. Bispen er utilfreds med, at der nu også er præget på Falster og har vidner på, at møntmester Sommer har slået mønt der med andet præg end den sjællandske. "Quod dictus Somarius negare non potuit ullo modo." (45). En mængde vigtige oplysninger både om kongens og bispernes andel i udmøntningerne, møntsteder, og om landskabsmønt m.m. kan hentes i den såkaldte Kong Valdemars jordebog fra 1231, der dog desværre mange steder er svær at tolke til bunds (46).

Taler de skriftlige kilder således tydeligt om en opdeling af pengemængden i landskabsmønt, er der et hermed samhørende fænomen, som vi ikke får belyst ad denne vej, nemlig at Valdemar II gennemførte en rigsmønt ved siden af landsdelsmønterne. Det er typen Hauberg 42b, hos denne henført til Ribe (Fig. 31). Denne mønt har tydelige og letlæselige omskriver WALDEMARVS REX DANORVM, der klart angiver, at det er kongens mønt alene. Af de mønter fra Valdemar II's tid der er indgået i fund efter 1900 udgør denne type langt over halvdelen. En part af dem (182 stykker) stammer fra et skattefund ved Braaskovgård, og nogle få er strøfund, altså tilfældigt tabte mønter. Resten, hvilket er godt 100 stykker, er fra ophobningsfund, især kirkegulvsfund. Mønttypen er fundet overalt i landet, en tendens der allerede kan ses af de ældre fund. En specialundersøgelse af hele materialet er påtænkt. Der er nemlig talløse varianter. Måske kan der udfindes et system, så det varierede antal små prikker i korssidens vinkler og omkring "II" viser sig at angive årgange eller prægested.

Vi har nu materiale nok til at bevise, at typen cirkulerede i hele riget. De nye fund stammer fra ikke mindre end 12 jyske amter, dertil fra Sjælland med Øerne, Fyn og Bornholm. Påfaldende i den nye oversigt er også det store antal af mønttypen Ribe Hauberg 5 fra Christopher I (Fig. 32). Denne mønt er en nøje efterligning af faderens 42b og må have haft samme funktion. UndersØger vi fundspredningen for denne mønt, viser det sig, at den er brugt i hele landet.

En anden i fundene almindelig mønt fra Valdemar II er Hauberg 29. Den er henført til Roskilde, hvad der heller ikke kan være tvivl om, da den tydeligt har angivet navnet Nicolaus, hvilket er Roskilde-bispen Niels Stigsen (1225-49). Også denne mønttype bryder med landsdelsprincippet, idet der er fundbelæg for den fra hele landet. Dette er imidlertid mere mærkeligt, da det altså er en bispemønt.

Beviset for at nogle af mønttyperne havde en funktion som rigsmønt kan kun hentes ud fra det numismatiske materiale, og vi kan derfor ikke gennem skriftlige kilder finde svar på det vigtige problem, der rejser sig: Hvorledes fungerede landsdelsmønt og rigsmønt samtidigt?

Det fremgår af flere kilder, feks. det lige nævnte Absalons testamente, ærkebisp Uffes klagebrev, da han skulle betale Peterspenge og flere andre, at man kunne vurdere og regne med betalinger i pengestykker. Disse pengestykker kan være specificerede ved ord som sjællandsk, slesvigsk, gode o.s.v., men der kan også stå lovlige eller usualis - gængs (47). I et paveligt regnskab for indsamling af korstogstiende i Danmark 1282 nævnes (48), at der betales såvel med guld og sølv som med så og så mange mark "denariorum cupreorum." Men disse mønter må veksles, før summen sendes til paven. I de fleste kilder fra 11- og 1200-tallet, hvor vurderinger, gældsposter, gaver eller bøder omtales, er det dog almindeligt, at summerne nævnes i regnemønt: så og så mange mark, øre, ørtug. Da der som sagt var en væsentligt forskel på værdien af en mark sølv og en mark penge, nævnes det udtrykkeligt, hvis det er sølv, man mener. Vi hører feks. at et stykke jord skal sælges "pro decem marchis argenti" (49) eller er vurderet til "octo marcas denariorum"... (50). Er der intet nævnt efter mark, må man som regel gå ud fra, at der menes mønt. Betaling i såvel mønt som rent sølv kan udledes af flg. passus i kilde om pantsættelse af gods "pro centum quinquaginta marcis denariorum bonorum et legalium usualis monete et decem marcis puri argenti" (51).

Det rene sølv kan have været sølv i barreform; jeg har nævnt, at dette ingenlunde var ualmindeligt ude om i Europa i 11-1200-tallet. I nordisk vikingetid var sølv i form af barrer en vigtig del af betalingsmidlerne, og der er ikke mindste tvivl om, at de fortsat er i brug i store dele af middelalderen (52). For Danmarks vedkommende har vi et par karakteristiske fund, hvor sølvbarrer indgår. Således Ribe-fundet, det store dobbeltfund fra 1911 og 1958, hvis indhold hovedsagelig var engelske sterlinge, men som også havde barresølv. Skatten er nedlagt omkring midten af 1200-tallet. Et andet barrefund er fra Giumsø på Sjælland. Hertil slutter sig flere skånske fund (53).

Frit valg mellem penge og naturalier giver Peder Vidersens testamente fra 1288 (54), hvor dekanen skal have "unam marcham vel unam waccam". Samtidig har vi her en vurderingspris på en mark penge for en ko - et nyttigt holdepunkt, hvis man skal gøre, sig lidt begreb om, hvad summen egentlig er værd.

At en del af den indenlandske omsætning, aflønning m.m. er foregået ved hjælp af naturalier og sølv er givet, men det er formentlig helt umuligt at få faste begreber om, hvor stor en del af betalingerne, der er klaret ad denne vej. Ligeledes er det vanskeligt at gøre sig begreb om udmøntningernes størrelse i de her behandlede århundreder; vi er jo ikke så heldige, at vi har prægetal eller prægeordrer bevaret så langt tilbage. Møntfund og de mange mønttyper fra periodens konger peger i retning af, at udmøntningerne var store. Der er mange forskellige typer fra hver konge, hvilket tyder på, at pengeombytningen virkelig har fundet sted årligt, og de enkelte typer har mange stempelvarianter, hvilket igen tyder på mange mønter pr. udmøntning. Den førnævnte kilde vedrørende indsamling af korstogstiende 1289 har en samlet sum af alt, hvad der er modtaget i Danmark og Sverige: 70.271 mark kobberpenge. Regner vi marken til 240 penninge, bliver det c. 17 millioner penningstykker. Det er dog ganske mange.

At mønterne havde uundværlige funktioner i samfundet, ses også deraf, at der blev drevet falskmøntneri, selvom der var strenge straffe derfor. Som eksempler kan vi nævne jyske Lovs bestemmelser fra 1241 (55) og Tønder Stadsret fra 1243 (56). Bestemmelsen fra jyske Lov, III, kap. 65 lyder således:

"Det er falsk, hvis en mand rejser ambolt med underlag og slår penge uden kongens tilladelse eller befaling eller smelter falsk sølv og køber eller sælger med penge, som han ved er falske, eller med falsk sølv. Hvis en mand begår falsk, da skal kongen have hans hånd, og den der fik falske (penge), skadeserstatning. Men bliver en mand narret og får enten falsk sølv eller falske penge og bringer dem til møntmesteren eller guldsmeden eller en anden mand, der kan skønne derom og undersøge det, og ikke vil købe med det, før han har fået det prøvet, om det er falsk eller ej, da skal han ikke kaldes falskner. Men hvis han ved, af hvem han har fået dem, skal han rejse sag mod ham og enten have erstatning eller edsbevis af ham. Men det forfalskede skal dog blive med vidnesbyrd der, hvor det er fundet. Det forfalskede, der bliver fundet således, skal ikke mere gives ud, men skal enten brændes eller sønderhugges eller kastes i havet, således at ingen kan finde det."

I akterne fra processen mellem ærkebisp Jens Grand og kong Erik nævnes som før omtalt (57) som årsag til de dårlige økonomiske forhold, at de fredløse kongemordere slog falsk mønt: "... på borgen Hjelm begyndte de deres falskmøntneri, idet de fangede og holdt fast på nogle af kongens møntmestre, der før var gode nok, og lod slå og mønte mønt, der var falsk, mønt, der bar kongens navn, men var ganske undervægtig og kun i form og skikkelse var lig rigets almindelige mønt; og denne falske mønt sendte de med deres private sendebud til deres gode venner i riget i de forskellige landsdele, når de skulle skaffe sig nogle fornødenheder, og lod den løbe sammen med rigets lovlige mønt, hvorved de forfalskede hele rigets mønt og besveg kongen og riget og ikke mindst de fattige og enfoldige."

Ved et enestående tilfælde har man her en skriftlig kilde og et arkæologisk fund, der helt stemmer overens idet man i ruinerne af Marsk Stigs borg på Hjelm i Kattegat har fundet dette falskmøntnerværksted, hvis barrer, blanketter og mønter iøvrigt er den bedst tænkelige illustration til den middelalderlige møntprægningsproces (58).

Det fremgår mange gange af kilderne, at man er dybt bekymret over pengenes synkende værdi. Man søger at dække sig ind ved at holde sig til vurderinger i sølv, eller man giver løfter om at tilbagebetale "in moneta veteri" (59), hvilket formentlig må udlægges efter den kurs, der var gældende, da man lånte pengene, da gamle pengestykkerjo ikke måtte bruges.

Efterhånden som de danske udmøntninger blev slettere og slettere, kunne forbudet mod udenlandske mønters cirkulation i omsætningen ikke længere håndhæves. Vi har intet kildemateriale, der direkte omtaler dette, men vi har et stigende antal kilder, der sætter vurderinger i sterlinge som regnemønt: pund, skilling, mark sterlinge - og fundene, især det flere gange nævnte Ribe-fund, viser, at engelske sterlinge (Fig. 33) indkom i landet i stort tal. Efterhånden finder vi også i begge kildegrupper franske tournoser (Fig. 34) og tysk mønt (Fig. 35), og som noget helt nyt får vi oplysning om, at udenlandske guldmønter begynder at benyttes.Floriner (Fig. 36), slået i Firenze fra 1252 og snart efterlignet feks. i Tyskland, fandt hurtigt vej til Danmark. De nævnes fra slutningen af 1200-tallet ved betaling af Peters-penge, i året 1300 ved betaling af gæld til Jens Grand (60) og de ældste fund af floriner er samtidige hermed. Brugen af de mange udenlandske mønter viser os, at det feudale møntsystem var ophørt at fungere.

Lad os til sidst se på nogle af de former for fund, der kan illustrere for os, ikke hvordan mønterne brugtes i det store spil om landets økonomi som kapital og skattepenge, men hvordan de benyttedes af almindelige danskere. Også dette hørerjo med til mønternes funktion. Vi kan f.eks. træffe på mønter i grave, ganske som i førkristen tid, det viser, at tanken om charonsmønter til betaling for færden gennem dødsriget var uudryddelig. Mønter ved kilder og helligsteder viser, at offertanken også stadig var levende. Mønter fra byer og markedspladser fortæller om pengeøkonomi ved hjemlig handelsvirksomhed. Endelig viser mønter forsynet med øskner og nåle, at møntsmykker altid har været på mode.

En vigtig gruppe fund, der kun har spillet en rolle den sidste snes år, er kirkegulvsfundene (61) mønter tilfældigt tabt gennem hundreder af år og tilsammen udgørende, hvad man kan kalde et ophobningsfund. Netop her, hvor vi beskæftiger os med de forskellige funktioner, mønterne var bestemt til at have i samfundet, må vi inddrage dem som kildemateriale. De mange mønter, man har tabt under messen, giver jo et begreb om, at mønter var noget, almindelige mennesker havde i hænde, og som man fandt det ganske naturligt og rimeligt at give til kirken ved indsamlingen under gudstjenesten. Der kendes kirkefundsmønter fra så godt som alle danske konger. Da det beror på tilfældigheder, hvilke kirkegulve der er undersøgt, og hvilken dybde man har gravet i, kan stoffet ikke bære udtømmende statistikker, hverken kronologiske eller topografiske, men de giver os et glimt af dagliglivet og viser, at det dengang som nu var almindeligt at have penge i lommen eller pungen. Middelalderlige pengepunge findes fra danske fund, men de er sjældne. Af særlig interesse er derfor Rådvedfundet fra 1976, hvor mønterne før de blev gemt ned i krukker var lagt i punge af skind. Fra Sverige kendes en del pengeposer og portemonæer fra vikingetid og middelalder. En meget omhyggelig oversigt over sådanne fund kan findes i Gert Hatz' bog om fund af tyske middelaldermønter i Sverige (62) opstillet med det udtrykkelige formål at vise mønters funktion blandt almenheden.

Et særligt forhold, der belyser, at mønter har været i almindelig brug i Danmark i middelalderen, er halve mønter (Fig. 37), mønter der bevidst er klippet midt over. Man udmøntede jo indtil dronning Margrethes tid udelukkende penninge, og udgjorde en penning for stor en sum ved en betaling, var det almindelig praksis at klippe den over i to halvpenninge. Sådanne halvpenninge er ret hyppige i kirkefund.

En helt speciel funktion for udmøntningerne, som ikke er af økonomisk karakter, er den propaganda, politisk såvel som religiøs, der ved hjælp af møntbillederne kunne spredes blandt folk. Kongebillederne og herskersymbolerne demonstrerede kongens magt. Kors, bispestave, helgener, Guds lam, Guds hånd: Kirkens og Guds magt over riget. Symbolerne var letfattelige for enhver, også for det brede folk, der ikke kunne læse. Dette velkendte fænomen bør næppe undervurderes. Middelalderens herskende klasser kendte særdeles vel begrebet indoktrinering og forstod at benytte sig deraf.

I indledningen omtalte jeg, hvorledes udenlandske forskere ikke lod sig nøje med at undersøge en række af mønternes væsentlige funktioner, såsom at de var middel for handelsomsætningen, skatteobjekt, velegnede eller mindre egnede til tesaurering alt efter de møntpolitiske forhold, men også gik ind på det helt fundamentale problem, om udmøntningerne så at sige var bærere af det økonomiske liv, en af de vigtigste faktorer i udviklingen. Diskussionerne i slutningen af 1200-tallet mellem ærkebiskop Jens Grand og kong Erik om møntforringelse og falskmøntneri viser klart, at man i samtiden lagde meget stor vægt på mønternes betydning for landets økonomiske tilstand. Hvor afgørende en indflydelse på den middelalderlige danske økonomi, vi idag kan tillægge møntpolitikken, er møntmaterialet dog hverken stort nok eller gennemarbejdet nok til utvetydigt at vise. Det er et emne, der må undersøges langt grundigere, end det - som man plejer at sige: "på forskningens nuværende stade" - har været muligt. At mønter har haft flere uundværlige funktioner at udfylde i middelalderen, håber jeg derimod at have fået belyst.

Overensstemmende kildeudsagn fra 11- og 1200-tallet

(Fortid og Nutid XXVII (1977-78) side 4-20)

Noter