Mønternes funktion i Danmark i perioden c. 1075 til c. 1300 belyst ved skriftlige og numismatiske kildeudsagn

af Kirsten Bendixen

De ældste mønter, der i større mængder har været kendt her i landet er romerske sølvdenarer, især fra kejserne fra 2. årh. efter Kristus (Fig. 1). De fulgtes af senantikke guldmønter: solidi, der ofte benyttedes som smykker (Fig. 2). De sidste års udgravninger i og ved Ribe har vist os, at merovingiske guld- og sølvmønter såvel som engelske og frisiske sceattas fra 6 og 700-tallet har fundet vej hertil (Fig. 3). Derefter kommer en stor strøm af arabiske sølvmønter (Fig. 4) i 8 og 900-tallet som følge af den opblomstrende handel, og også mange tyske (Fig. 5) og engelske (Fig. 6) Det ser imidlertid ikke ud til, at mønterne i århundrederne op til omkring 1000 i almindelighed er blevet opfattet, som de blev det i de lande, de kom fra: betalingsmidler med en vis garanteret værdi og købekraft, som gjorde dem umiddelbart anvendelige ved køb og salg og for eksempel udbetaling af løn eller sold. De udenlandske mønter brugtes oftest sammen med ædelmetaller af andre former: barrer, ringe, smykker til betaling efter vægt, undertiden evt. brudt i stykker, når en bestemt pris skulle opnås. Skattefundene afspejler, at både ved daglig brug og ved opsparing betjente man sig af sådant brudsølv. 700-tals mønterne fra Frankerriget og Frisland kan imidlertid i handelsbyer som Ribe og Hedeby have været anvendt som egentlige mønter, ligesom de ældste danske mønter, der prægedes i Hedeby i begyndelsen af 800-tallet, viser en spirende forståelse af penges betydning. Deres typer er karakteristisk nok for en dels vedkommende inspirerede netop af de frankiske og frisiske (Fig. 7, 8, 9). Deres mængde var dog endnu for ringe til at præge omsætningen. Først Knud den Store, der som konge af England var vel bekendt med det langt mere udviklede engelske møntsystem, indfører systematiske og store udmøntninger af faste typer, præget ved en række møntsteder landet over. Hermed kommer begrebet møntpolitik ind i billedet, og det begynder at blive påkrævet at undersøge, hvilke følger det fik for den økonomiske udvikling (1).

Problemet mønternes funktion i det danske middelalderlige samfund er så kompliceret, så kontroversielt og indtil nu egentlig så lidet gennemarbejdet, skønt strejfet mange steder i numismatiske og andre historiske artikler, at det kræver meget indgående studier at prøve at løse det bare nogenlunde tilfredsstillende. Det er et arbejde, der bør gøres, men de her i det følgende fremsatte betragtninger repræsenterer kun en begyndelse, ikke en færdig løsning (2). De skriftlige kilder, der benyttes, er i og for sig for de flestes vedkommende velkendte, men er blot i almindelighed ikke blevet betragtet ud fra, hvad de kunne fortælle netop om mønters funktion. Understreges skal den selvstændige kildeværdi, møntfund kan have, hvor man med tilpas forsigtighed og kritik prøver at omsætte deres udsagn til vidnesbyrd om historiske forhold (3).

Før vi forsøger at få rede på de mønthistoriske problemer og mønternes funktion i middelalderens Danmark, vil det være helt nødvendigt at prøve at se lidt på, om man kan finde nogle generelle retningslinjer og væsentlige tendenser ved at undersøge de europæiske forhold og det økonomiske spil mellem Vest og Øst, hvor korstogene bragte øget handelskontakt med sig. Blot et overfladisk kendskab til den enorme litteratur, der i årenes løb er kommet om Middelalderens økonomi, hvor også mønthistoriske emner behandles, vil vise os, at det ofte er diametralt modsatte resultater, man udleder af de samme præmisser: Overgangen til alene at benytte sølvmønter i Europa fra slutningen af 700-tallet og frem gennem middelalderen blev af historikeren Pirenne betragtet som et væsentligt tegn på manglende handelsaktivitet, mens mange - f.eks. numismatikeren Lafaurie - tværtimod ser sølvudmøntningerne som udtryk for øget aktivitet (4). Oprettelsen af mange nye møntsteder i et land kan opfattes som svækkelse af centralmagten og tegn på dårlige forbindelser, men det kan også ses som øget behov for likvide midler til en stigende omsætning. Forringelse af mønternes metalindhold anses af mange som skadelig for handelen, andre mener, at det ikke er så vigtigt for omsætningen, hvordan det forholder sig med kvaliteten af mønterne, som hvor store udmøntningerne er, og de øges givetvis i den her behandlede periode. Begrebet feudalt pengevæsen og dertil hørende betragtninger over feks. evig eller tidsbegrænset mønt er gjort til genstand for kraftige diskussioner bl.a. mellem Bolin og Hävernick.

Når man har gjort sig klart, at der således langtfra er enighed om detailler i den middelalderlige økonomis udvikling i 1100- og 1200-tallet, kan man dog vist nok med forsigtighed fastslå, at der både ude omkring i Europa og i Norden er tale om en periode med kraftig ekspansion, hvor mange kræfter virker sammen. Det dyrkede areal udvides på grund af en stigende befolknings øgede krav om mad, flere byer vokser frem, omsætningen på markederne stiger, behovet for møntet metal øges. For økonomiens udvikling spiller forholdet mellem mængden af ædelmetaller, udmøntningernes størrelse og prisudviklingen en afgørende rolle, men forskerne kan ikke enes om en forklaring på årsager og virkninger i dette spil. Vigtige indlæg i diskussionerne er feks. kommet fra Postan, Irving Fisher, Marc Bloch, Maurice Lombard og W. C. Robinson (6). En almindelig these er, at øget pengemægde i omløb får priserne til at stige, men denne formulering er nok for enkel. Øget ædelmetalmængde giver i første omgang øgede indtægter til mineejerne, som oftest fyrsterne, samt til købmænd, der handler med ædelmetal. Dette giver øget efterspørgsel og dermed stigende priser. Prisernes stigning er naturligvis ikke den samme for alle varer, og prisstigninger er afhængige af, hvor meget det er muligt at fremskaffe af en bestemt vare. De der lægger hovedvægten på den øgede pengemængdes betydning ser altså her den direkte årsag til prisstigningen i 1200-tallet og den øgede omsætning.

Den tendens, der ses alle andre steder end i England, til at forringe mønternes metalindhold er som oftest blevet betragtet ud fra et "feudalt" synspunkt, som udtryk for møntherrernes skattepenge-politik, men den kan også sættes ind i den her skitserede sammenhæng og være et udtryk for, at man simpelthen ikke kunne dække behovet for sølv til de af forholdene krævede større udmøntninger. Ganske vist kom der efterhånden flere miner i brug, men teknikken var endnu for mangelfuld til virkelig udnyttelse. Kunne man ikke skaffe sølv nok til at følge med det øgede krav om flere mønter, var der ikke andet at gøre end at blande kobber i. Det kan næppe afgøres, hvilken af årsagerne, der på et givet tidspunkt var det vigtigste: Fyrstens indkomstpolitik eller omsætningens krav. Derimod er det indlysende, at de to ting ikke udelukker hinanden, men tværtimod arbejder i samme retning, dog kun så længe som møntforringelsen og den deraf følgende tvangskurs på pengestykkerne kan holdes inden for det antagelige.

Kun England er i hele perioden noget for sig selv. Her møntes af godt sølv med kun små udsving i lødighed og vægt, og udmøntningerne var store. Det er det eneste sted, hvor det konsekvent lykkedes at gennemføre det ideal, der egentlig var middelalderens, at mønterne virkelig skulle være det værd, de gav sig ud for. Dette betyder dog ikke, at kongen ikke havde et vist rimeligt udbytte af udmøntningerne. England må faktisk have haft meget store reserver, når man feks. betænker, hvor meget sølv vikingernes danegæld-udbetalinger havde krævet. Metcalf (7) mener, at hjemlige miner har klaret problemet, andre at det skyldes en tidlig uldhandel med Tyskland.

Det er vigtigt for et forsøg på vurdering af det møntede metals funktion i verdensøkonomien at huske på den kendsgerning, at mønter var et hovedbetalingsmiddel både i hjemlig og udenrigs handel, hvor der ikke var tale om direkte vareudveksling. Det middelalderlige bankvæsen var nemlig ikke af stor betydning. Selv om betalinger med værdipapirer af forskellig slags forekommer, især i Italien, spiller de før 1300 ikke den store rolle. Derimod var møntomveksling, hvor man måtte betale vekslingsafgift for at tilbytte sig den nyprægede mønt, af vigtighed i områder med territorialmønt. Foruden møntet metal brugtes også barrer, men det er ofte svært at se i hvilket omfang. Nævnes der i en kilde en sum i rent sølv, kan det jo blot være udtryk for en vurdering, ikke håndgribelige sølvbarrer eller sølvgenstande. Et godt eksempel på, at man i et samfund, der må betragtes som absolut indrettet på møntøkonomi, dog benytter sig af ædelmetal i barreform, er de store summer, som grev Alfonse af Poitiers, Ludvig den Helliges bror, i 1250 får sendt til det Hellige Land (8). Betalingerne bestod dels af mønt dels af sølvbarrer. I økonomisk langsommere udviklede områder som f.eks. Böhmen ses det, at hovedomsætningsmidlet ifølge Ivo Pánek hele 90 % af betalingsmidlerne - i 1200-tallet var slvbarrer (9).

I Tyskland kendes både skriftlige belæg og fund af sølvbarrer i stort omfang. Frederik II søger således 1232 at få gennemført et forbud mod handel med umøntet sølv, da han jo derved snydes for vekselafgiften. Fra Sverige har vi fund, hvor sølvbarrer indgar, baade i 1100- og 1200-tallet (10).

Når pengemængden i en længere periode er øget og dermed har stimuleret vareproduktionen og vareomsætningen til et maksimum, kan prisstigninger afløses af prisfald, som det skete i det 14. årh. Denne udvikling medfører iflg. Robinson, at man tesaurerer mønterne i håbet om at have noget værdifast under de dalende priser. Herved opstår mangel på omsætningsmidler og dalende handel.

I det indviklede forløb af stigende og faldende priser og de forskellige forsøg på at forklare årsagerne mener Postan, at det ikke er mønterne, der har den vigtigste indflydelse, men derimod ændringer i befolkningstallet. Prisstigninger i 1200-tallet skyldes en øget befolknings stigende krav, og udbredelsen af det dyrkede areal spillede en væsentlig rolle. Robinson (11) gør i den forbindelse opmærksom på, at øget befolkning ikke nødvendigvis er lig med øget omsætning, hvis tilvæksten falder fortrinsvis i den fattige del af befolkningen. Fra slutningen af 1200-tallet og i 1300-tallet oplever Europa en økonomisk tilbagegang, på hvilken der er givet mange forklaringer. Vigtige faktorer er det dalende befolkningstal efter de store pestepidemier og nedgang i betalingsmidlerne, hvilket influerede på priserne.

Uundværlig til forståelse af ædelmetallernes - og dermed det møntede metals - betydning for verdensøkonomien er et forsøg på at udrede forholdet mellem guld og sølv og mulighederne for handel mellem områder med forskellig møntfod. Andrew M. Watson har i en tankevækkende, men ikke uden videre acceptabel, artikel (1967) (12) skildret spillet mellem øst og Vest fra c. 1000 til c. 1500. Som nævnt tidligere udmøntede araberne i Vikingetiden umådelige mængder af sølv, der eksporteredes til Norden i så stort omfang, at der af denne - og andre medvirkende - årsager blev sølvmangel ved de østlige udmøntningssteder. Guldudmøntninger blev derfor almindelige i 1100-tallet. Dette falder sammen med, at man i Europa så godt som udelukkende udmøntede sølv. I 1200-tallet skifter billedet, idet araberne nu udmønter meget sølv, bl.a. ved hjælp af det de har fået som betalinger fra Europa. F.eks. viser franske kilder, at det drejede sig om meget store mængder af sølv, der gik østpå - både legalt og illegalt.

Samtidig begynder store guldudmøntninger i Europa ved florinens og dukatens indførelse i anden halvdel af 1200-tallet. Dette kan dog ikke tages som tegn på, at de to halvdele af verden var uafhængige af hinanden økonomisk, tværtimod var de uløseligt bundet til hinanden. Forholdene skyldtes netop, at metallerne skiftede ejere. Et vigtigt led i metallernes udveksling var korsfarerrigerne.

Det indviklede spil mellem guld og sølv havde kun indirekte betydning for Norden. Her fortsatte man den omkring 800 indledte sølvudmøntning og indlod sig ikke på prægning af guldmønt, før vi nærmer os 1500. Det betød imidlertid ikke, at guldmønt var ukendt, det var blot udenlandsk guld, der brugtes både som værdimåler og reelt til betalinger. Det der havde betydning var derimod, om man var i stand til at skaffe sølv nok til sine egne udmøntninger.

Mønterns funktion i Danmark

Hvis vi skal prøve at finde ud af, hvilke funktioner det møntede metal havde i det middelalderlige danske samfund, så har vi to kildegrupper, der må konsulteres, den ene mønterne selv, som vi kender dem fra fund, samt disse funds vidnesbyrd, den anden samtidige skriftlige kilder af forskellig art, hvor forskellige værdimålere nævnes, og hvor møntforhold er omtalt (se oversigtsskema nedenfor).

Et samlet overblik over alle kendte fund af danske middelaldermønter fra Danmark er vi ved at bygge op i kartoteksform i Den kgl. Mønt- og Mecfaillesamling ud fra vore fundprotokoller. Af trykte hjælpemidler findes i dag Haubergs udmærkede oversigter, der dog kun dækker en del af materialet, nemlig til kort efter 1900. Dernæst er der Roar Skovmands "De danske Skattefund fra Vikingetid og ældste Middelalder" indtil omkring 1150 (13) og mange enkeltpublikationer af fund især skrevet af Georg Galster, der iøvrigt har gjort et stort arbejde for ud fra litterær overlevering i gamle protokoller, breve og dagbøger at rekonstruere meget gamle, delvis forsvundne møntfund. Når danske fund er færdigbehandlede, vil man registrere danske mønter i udenlandske fund. F.eks., ved vi, at der er fundet mange i Sverige og en del i Norge og i Nordtyskland. Først når dette stof er tilgængeligt og samlet - og der er kun lidt af det, der er publiceret, kan vi vurdere danske udmøntningers funktion som middel til storhandel med udlandet, et problem jeg derfor vil lade ligge foreløbig.

De fund, vi arbejder med, er af mange forskellige kategorier. Der er skattefund, gravfund, ophobningsfund som boplads og kirkegulvsfund og offerfund af forskellig art. Hver kategori svarer så at sige til en funktion (14).

De store skattefund, hvadenten de er nedlagt under krig og uroligheder af frygt for, plyndringer, eller de er lagt bort af sikkerhedsgrunde for at undgå tyveri, taler deres tydelige sprog om mønternes funktion ved kapitaldannelse og som tesaureringsobjekt - en funktion de i så rigt mål udfyldte i Vikingetiden, og som fortsatte ind i middelalderen. Den sidste virkelig store gruppe af den gamle type finder vi dog i Svend Estridsøns regeringstid (1047-74). Der er så påfaldende mange fund fra hans tid - Skovmand har registreret 25 fra det nuværende Danmark og Skåne, og flere er kommet til - at man kan se en bekræftelse på Sture Bolins (15) these om krig som hovedårsag til nedlæggelsen, idet det meste af Svend Estridssøns tid var overordentlig krigerisk, og landet blev gentagne gange udsat for plyndringer.

Ser vi på skattefundenes indhold af mønter, viser det sig, at indtil c. 1000 var hovedmassen af de mønter, der befandt sig i omløb i Danmark, som nævnt i indledningen arabiske, men fra o. 975 var et betydeligt antal tyske og angelsaksiske. Dette gælder stadig for fundene fra Svend Estridsøns tid. Her er pengemængden endnu meget blandet, og trods store kongelige udmøntninger cirkulerede udenlandske mønter frit. I den opstilling, som Lars Haastrup foretog 1969 (16) over hjemlige og udenlandske mønters procentvise andel i skattefundene, er danske mønters part meget beskeden fra 925 til 1050, men i det følgende 10-år stiger den til langt over halvdelen. Efter Svend Estridsøn er dansk mønt enerådende i en meget lang periode. Kun få fund som Store Frigård fra Bornholm har endnu den gamle karakter (17). Fundene vedvarer at være af rent dansk indhold indtil midten af 1200-tallet. Af dette meget karakteristiske skift i skattefundenes sammensætning er det muligt at udlede, at en ny funktion nu får overtaget. Allerede fra starten, da et organiseret møntvæsen indførtes under Knud den Store, blev udmøntningerne efter engelsk forbillede et regale, en eneret for kongen som det er udtrykt i Ethelreds lov "Et nullus habeat aliqvem monetarium nisi rex." (18). Derved kunne udmøntningerne blive en indtægtskilde for kongemagten: skattepenge. Det er denne funktion, der fra o. 1075 kommer til at spille en stedse stigende rolle. Sture Bolin har i sin artikel "Skattepenning och plogpenning" gjort udmærket rede for, hvad man kan udlede af dette påfaldende skift i de danske skattefunds karakter. Jeg skal citere det vigtigste: "Det er ikke svært at angive, hvad der er hændt. Danmark er definitivt blevet indlemmet i det møntproducerende Vesteuropa. Det feudale pengevæsens principper er inaugureret i riget. I overensstemmelse hermed mister de udenlandske mønter deres gyldighed ved handel indenfor riget. Men også andre deraf følgende foreteelser kan iagttages. Møntskattene bliver nu, da tilvirkningen af mønt for alvor sætter i gang i Danmark, færre i antal, og de bliver af betydelig mindre omfang end forhen. Endnu mere tydeligt markeret bliver skattenes fåtallighed og lidenhed, jo længere vi går frem mod og over 1100-tallets midte. Det møntede ædelmetals rolle har dermed ændret karakter. Penningen er blevet en skattepenning med stærkt begrænset gyldighed i tid og rum, en penning med synkende værdi, ikke tjenlig som værdibevarer og middel ved kapitaldannelse. Den bliver lokal handelsmønt, og man skaffer sig ikke mere møntet sølv, end behovet uundgåeligt kræver." (19).

At de tyske mønter ophører at vise sig i nordiske fund fra o. 1100 giver Hävernick en anden forklaring på. Han vil ikke som Bolin se et feudalt forbud mod benyttelse af fremmed mønt, der derfor veksles og indsmeltes, men hævder at handelen mellem Norden og Tyskland nu er foregået som vareudveksling. Mønterne er blevet i Tyskland, hvor deres funktion som kapitaldannende vokser i samme periode (20). Det forekommer mig dog ikke særligt indlysende, at man pludselig skulle gå over til naturaløkonomi. Gert Hatz, der har skrevet et vigtigt værk om fund af tyske mønter i Sverige i 10. og 11. årh. accepterer imidlertid Hävernicks these (21).

Samtidig med at de danske fund ændres, ændres også mønterne. Under Svend Estridsøn træffer vi en overvældende mængde af typer, mange møntsteder i virksomhed, og masser af møntprægernavne er kendt fra omskrifterne på mønterne. Disse mange forskellige mønter og en del uregelmæssigheder såsom mere eller mindre forvirrede omskrifter og mangel på kongens navn giver det indtryk, at kongen ikke har kunnet gennemføre sit møntprivilegium fuldt ud, skønt han utvivlsomt har stræbt efter det. Indflydelsesrige mænd rundt om i landet har måske også ladet slå mønt.

Disse forhold ændres imidlertid under efterfølgeren Harald Hen (1074-1080), der - at dømme efter det bevarede møntmateriale - formåede at håndhæve sin eneret til møntprægningen. Da skriftlige kilder ganske lader os i stikken med hensyn til oplysninger om kongens møntpolitik, er mønterne selv den primære kilde, og deres karakter gør det nærliggende at slutte, at der er foretaget en bevidst kongelig møntreform. De forvirrede omskriver ophører, møntsteder og mønttyper bliver færre (Fig. 15). Stilmæssigt er en mere dansk tradition ved at udvikle sig. Sammenholder vi disse facts - der kan læses ud af selve de bevarede møntstykker, med den omtalte ændring i fundene, må det være klart, at Bolin har ret i, at vi står over for en vigtig ændring i møntpolitikken. Ved betragtning af det til rådighed stående numismatiske materiale kan vi tillade os at drage den historiske slutning, at Danmark nu er gået over til det samme feudale møntsystem som Vesteuropa (22).

Kan vi ikke i de skriftlige kilder finde bekræftelse på fundenes og mønternes udsagn om den såkaldte Harald Hens møntreform, så kan vi i hvert fald finde mange belæg for den kongelige møntpolitik videre frem gennem Middelalderen (23).

Det er klart, at kongen betragter udmøntningerne som en vigtig indtægtskilde og af denne grund dels forlanger møntomveksling mod afgift ved udbetalingen af de nye mønter, dels benytter sin ret til at forringe mønten, en forringelse der bl.a. kan udledes af kildernes kurser mellem mark sølv og mark penge. Forholdet i sidste del af 1100-tallet kan f.eks. udledes af to gavebreve til munkene i Odense, det første fra Erik Lam 1141 nævner 30 mark (penge) fra Øen Sild, i Valdemar den Stores bekræftelsesbrev står i stedet 10 mark sølv (24). Forholdet bliver herved 1:3. I løbet af 1200-tallet sker der imidlertid en forringelse af mønterne, således at man f.eks. i 1282 regner 1:5 og i begyndelsen af 1300-tallet 1:10 (25). Møntforringelsen i første del af 1200-tallet hænger ikke så meget sammen med feudal udnyttelse af møntrettighederne som med bitter trang og nødvendighed. På grund af den enorme løsesum på 40.000 mark sølv, som landet skulle betale til Henrik af Schwerin for Valdemar Sejrs frigivelse ifølge overenskomst af 4. juli 1224 (26) blev der udpræget mangel på sølv. Da man ikke kunne undvære mønt til den hjemlige omsætning, var man nødt til at blande kobber i møntsølvet for at opretholde en rimelig udmøntning. Dette kunne gå inden for landets grænser, hvor en tvangskurs kunne opretholdes, men det gik ikke, hvis mønterne skulle bruges til udenrigske betalinger, således f.eks. de årlige Peterspenge, man var pligtig at sende til paven i Rom. Da ærkebisp Uffe i året 1231 skulle sende de 1000 mark sølv, som han skyldte Gregor IX, skrev han: "Denne sum har vi ikke uden stor omkostning fået samlet, thi da vore fjender besidder vort sølv og guld, deres sjæle til fortabelse, var vi nødsaget til at indsmelte vor kobbermønt og uddrage den ringe del sølv deraf." (27).

Den omveksling af mønt, der hænger nøje sammen med udmøntningernes skattemæssige funktion, kan anes allerede i Slesvig Stadsret 1150 (28), hvor der tales om kongens befaling til at præge ny mønt. I Anders Sunesøns parafrase over Skånske Lov (29) fra de første år af 1200-tallet tales om, at mønternes værdi kan ændres både op og ned. At møntombytningen skulle foregå til Mikkelsdag 29. september møder vi første gang i Valdemar Sejrs privilegier fra Lybæk, der også stammer fra 1200-tallets begyndelse (1203-1209) "die domenico ante Michaelis dantur novi denarii pro theloneo et non prius." (30).

Møntfornyelsen behøvede således, som Anders Sunesøn sagde, ikke altid at være en forringelse, det ses f.eks. af de gode og velprægede mønter fra slutningen af Valdemar Sejrs regeringstid. Stridighederne mellem hans sønner Erik, Abel og Christopher bevirkede dog nye møntforringelser, som ganske vist Christopher søgte at imødegå ved at opkræve en speciel plovskat på 1 øre pr. plov til møntens forbedring: "quod stabilis moneta habeatur" (31).

Fortsættes

Noter


Tilbage til Dansk Mønt