Danske middelaldermønter med kristne motiver

Af museumsinspektør Kirsten Bendixen

Gennem tiderne har det været uhyre almindeligt, at herskeren demonstrerede sit kristne sindelag ved at udstyre sine mønter med kristne symboler, helgenbilleder og fromme indskrifter. Religiøs propaganda på mønter har rødder i antikken, hvor den blev drevet i stor udstrækning og jævnsides med den rent politiske. Under Constantin og hans sønner begynder den sejrende kristendom at vise sig i møntbillederne. Ældst er Christogrammet, der efter overleveringen var det tegn, Constantin så før kampen på den milviske bro (1) - Som tiden gik kom der stedse flere kristne motiver både i det byzantiske rige og i Europa: Christus og Mariabilleder, helgener, korsfigurer og treenighedstegn.

Det har været diskuteret om en lille tyk sølvmønt af den såkaldte "sceatta"-type, som spiller en vigtig rolle i Danmarks ældste mønthistorie, den såkaldte Wodan/monster-mønt fra Frisland fra begyndelsen af 700-tallet, har et byzantinsk forbillede.

. . . se foto

Fig. 1. Frisland, Wodan/monster-sceatta (Fundet i Ribe).

Forsidens mandshoved skulle i så fald være et Christushoved og ikke Odin, som møntens navn blandt forskere antyder (2). Ansigtsmasken passer imidlertid udmærket i stil med tidlig nordisk vikingetid. Mønten er forbillede for den ældste i Hedeby omkring år 800 prægede danske mønt. Andre mønter i denne møntserie har nordiske motiver eller efterligninger af karolingske udmøntninger med indskrifter. Vi finder ikke antydning af kristne symboler (3).


Fig. 2. Hedebymønt c. 800.

Går vi et godt stykke frem i tiden, til den gruppe tynde sølvmønter, der prægedes i Jylland måske i Jelling i sidste del af 900-tallet og af hvilke flere har et nordisk mandshoved som motiv, er der en variant, der skiller sig ud ved at vise et - ganske vist stærkt stiliseret - billede af en siddende mand.

Fig. 3. Harald Blåtand c. 975, Jelling.

Forbilledet må utvivlsomt være den byzantinske, tronende Christus. Hele møntgruppen er forsynet med korsfigurer af hvilke nogle også er klart byzantinske. Kan disse mønter være prægede af Harald Blåtand? De passer ihvertfald smukt til en hersker, der roser sig af at have gjort danerne kristne (4)!

Korsmotivet var kommet for at blive. Det er det hyppigst forekommende hele middelalderen igennem. De første kongelige udmøntninger i 1000-tallet har især efterligninger af angel-saxiske møntkors i talrige variationer (5).

Fig. 4. Svend Tveskæg. CRVX.

Den ældste danske mønt, der bærer et kongenavn: Svend Tveskægs penning fra kort før år 1000 har på bagsiden kors til møntens rand og i korsvinklerne C R V X. som vi finder det på de mønter, den engelske kong Æthelred II lod slå i 990'erne for at kunne betale danegæld.

Det er klart at Knud den Store (1018-1035) som konge over både Danmark og England søgte at indføre det velordnede angel-saxiske møntsystem i sit hjemland, og hans mønttyper er rent angel-saxiske. Af de 60 typer som Hauberg opstiller, bærer ikke mindre end 51 kors. Forsidens kongebillede erstattes på flere typer af forskellige religiøse symboler som Treenighedstegn (6) og Guds Hånd.

Fig. 5. Knud den Store, Slagelse: Guds hånd, kors, treenighedstegn.

En pragtfuld mønt har efter forbillede fra kong Æthelred på den ene side Guds Lam med korsstav og evangeliebog, på den anden Helligåndens Due, begge med glorier om hovedet.

Fig. 6. Knud den Store, Lund: Lam og due.

Som efterklange af hedenskabet virker derimod de sammenrullede slanger, som pryder et par typer. Alle de nævnte kristne symboler fortsætter under sønnen Hardeknud (1035-1042) og under Magnus den Gode (1042-1047).

Blandt Magnus den Godes mønttyper finder vi for første gang en helgen, nemlig Magnus fader Olav den Hellige, trods den primitive tegning let kendelig på sin langskaftede økse.

Fig. 7. Magnus den Gode, Hedeby: Olav den Hellige.

Der findes flere ret forskellige varianter af kongebilledet (7). Olav faldt i slaget ved Stiklestad 1030, hans ry for hellighed bredte sig meget hurtigt, og han skrinlagdes få år efter sin død i domkirken i Nidaros. Så vidt vides har der ikke foreligger en pavelig kanonisering, men det var endnu heller ikke nødvendigt. At han fuldt anerkendtes som helgen, viser den videre udvikling af hans dyrkelse (8).

Det er særdeles sandsynligt, at mønterne med Olav den Hellige har en historisk sammenhæng med en vigtig bedrift i Magnus den Godes regeringstid: fordrivelsen af indtrængende vendere ved sejren på Lyrskov hede nær Hedeby i 1043. De kan ses som erindringsmønter for denne vigtige begivenhed (jfr. Becker). Men de kan også have haft en propagandafunktion. Magnus den Gode måtte fra 1044 til sin død 1047 kæmpe med Svend Estridsøn om kongemagten i Danmark. I en sådan situation var det godt at kunne understrege, at man stod under en helgens beskyttelse. Soldater, der fik Olav den Hellige-mønter som sold, måtte forstå, at deres konge havde særlige chancer for at sejre. Møntmesternavnet Joli stedfæster Olav-mønterne til Hedeby, hvor andre mønter med Jolis navn tillige har møntstedet angivet i omskriften.

Svend Estridsøns (1047-1074) mønter afspejler meget tydeligt, at han ønsker at være en kristen monark med et godt forhold til kirken.

. . . se foto

Fig. 8. Svend Estridsøn, Lund: Christuskongen med engel.

Der er overordentlig mange mønttyper, der kan henføres til hans regeringstid (77 iflg. Hauberg). De fleste har religiøse motiver, og af dem er der en del, der i stil minder meget om forgængernes: kors, lam, due, Guds Hånd og treenighedssymbol. En enkelt har en hånd med to nøgler - Sankt Peters attribut. En stor gruppe har imidlertid et helt andet emnevalg og en anden stil. Det drejer sig om motiver som den tronende Christus med højre hånd løftet til velsignelse af hvilke der er mange varianter, engle med store vinger, kongen stående ved siden af en stående Christus. En mønt viser en engel, der overrækker kongen en fane, medens Guds Hånd velsignende lægger sig på hans hoved. Sådanne fremstillinger er efterligninger af byzantinske mønter. Den østromerske påvirkning, der også viser sig i udformningen af mønter med den stående konge i byzantinsk dragt skyldes utvivlsomt, at byzantinske mønter er hjembragt af de nordiske livvagter hos kejseren i Konstantinopel - væringerne i Miklagaard.

Fig. 9. Svend Estridsøn, Lund: Maria.

En af de religiøse typer er der særlig grund til at hæfte sig ved. På forsiden har den en knælende Maria med glorie om hovedet. I sine arme holder hun Christusbamet i svøb. Dette er intet mindre end Danmarks ældste madonnabillede (9).

Harald Hen (1074-1080) søgte efter hvad man se af de bevarede mønter at forbedre og forenkle udmøntningerne ved at lade slå ens typer ved forskellige møntsteder og give dem læselige omskrifter i modsætning til mange af Svend Estridsøns mønter. Den ene af Harald Hens typer har særlig interesse i vor sammenhæng, idet den klart og tydeligt viser en stående helgen med glorie og krumstav. Prægestederne er Lund, Thumatorp og Viborg. Fra Lund kendes desuden en type hvor personen har korsstav. Der er bevaret mange varianter, hvilket betyder mange stempler og dermed store udmøntninger.

Knud den Hellige (1080-1086) indleder sine Lundeudmøntninger med en helgenfremstilling, der svarer til Harald Hens anden Lundemønt men har krumstav. Der kan næppe være tvivl om, at det drejer sig om den samme helgen, men intet er antydet om hans identitet. Krumstaven får naturligvis straks en til at tænke på en bisp eller en abbed, men selv om det oftest vil være tilfældet er det ikke en regel uden undtagelse (10). En af Svend Estridsøns tidlige mønter i angel-saxisk stil har kongen med krumstav (Hbg, 3) og en anden (Hbg. 76) har på de fleste eksemplarer korsstav, men på nogle få krumstav, uden at typen i øvrigt er ændret. Det svarer altså ganske til Harald Hen og Knud den Helliges mønter, hvor der skiftes mellem krumstav og korsstav.

Fig. 10. Svend Estridsøn: a. Lund, b. Borgeby, Harald Hen: c. og d. Lund, e. Thumatorp, Knud den Hellige: f. Lund.

Den første udmøntnings stil kommer meget nær på Svend Estridsøns type 29 fra Lund hvor Christus har en korsstav. Svend Hbg. 28, der viser en stående Christus er en meget stor udmøntning med talrige varianter og mange skiftende bitegn heriblandt krumstav, lillestav og en stav, der kaldes ringstav. En sjælden mønt fra Borgeby har også en bispestav ved den siddende Christus. Et scepter med fire kugler holder Christus på Hbg. 31. Med andre ord gælder det nok først og fremmest om at udstyre Frelseren med magtsymboler. At Christus bør have korsglorie, ikke almndelig glorie, har man heller ikke taget så nøje på Svends mange varianter. Måske kan vi udfra disse betragtninger tænke os den mulighed, at Harald Hens og Knuds helgen er en Christus.

For Harald, der fortsatte faderens kirkepolitik og lige som han korrespondere de med pave Gregor VII. må det have været naturligt at vælge et religiøst motiv og også at fortsætte stilen, hvor den var bedst.

En Christusfigur ville være en smuk indledning til de nye udmøntninger. At det bare skulle være en helgen "i almindelighed" er lidet sandsynligt.

Mønter behøver ikke at have forvirrede omskrifter eller utydelige fremstillinger for at være vanskelige at placere.

Fig. 11. Knud den Hellige, Roskilde: "SVEIN".

En nydelig og velpræget mønt, der på forsiden har en modvendt person med krumstav og omskrift SVEIN, på bagsiden om et lille kors SIBBI I ROSC: volder således en del kvaler. Hauberg opfatter meget rimeligt Svein som Svend Estridsøn, men tidligere og efterfølgende møntforskere foretrækker at tyde navnet som biskop Svend Norbagge og henfører mønten til Knud den Hellige, hvad der yderligere understøttes af, at vi her finder en møntpræger Sibbi i Roskilde. Personen kan iøvrigt godt omfattes som en helgen med glorie; mest nærliggende var vel så pave Lucius, hvis hovedskal skal være kommet til Roskilde under bisp Svend, men også dette kan diskuteres (11).

Fig. 12. Oluf Hunger og Erik Ejegod, Lund.

Blandt mønterne fra hovedmøntstedet i middelalderens Danmark: Lund er en mønttype, der på forsiden har eet kronet hoved, på bagsiden to kronede hoveder. Omskrifterne på mønternes forside viser klart, at kongerne er henholdsvis Oluf Hunger (1086-1095) og Erik Ejegod (1095-1103). Men hvem er de to kronede personer på bagsiden? Selvom der findes tyske mønter netop i denne periode med to helgener på samme side, er der næppe grund til at tro, at her er tale om kopiering uden egentligt indhold. Hauberg afviste tanken om, at de skulle være Knud den Hellige og hans sammen med ham dræbte broder Benedikt, som ældre forskere havde foreslået. Galster går imidlertid ind for, at det er en mindemønt i anledning af skrinlæggelsen, som fandt sted 1095 (12). Dette skete i april måned, medens Oluf endnu regerede. Han døde i august 1095. Inden for dette tidsrum må så hans udgave af mønten være præget og Erik Ejegods er fulgt lige efter. Den passer godt ind i billedet af bestræbelserne for at få Knud kanoniseret.

Blandt Eriks Lundemønter finder vi også det velkendte motiv Guds Lam med korsstav og evengeliebog i en veltegnet og smuk udgave.

. . . se foto

Fig. 13. Erik Ejegod, Randers.

Om personen med løftet højre hånd i bydende gestus og med korsstav i venstre hånd på Erik Ejegods mønt fra Randers (Hbg. 7) skal forstille Erik Ejegod selv, eventuelt som pilgrim efter at have aftaget sin krone, eller det er Knud den Hellige før den endelige helgenkåring, der gav ret til glorie, er ikke så let at afgøre. En undersøgelse af dragten, han bærer, tyder på en verdslig person.

Fuglen på møntens bagside kan næppe være Helligåndens Due, selv om den har lighed med en sådan type hos Magnus den Gode (Hbg. 16). Dens udformning, som er ret realistisk med stort krumt næb, kraftige og fjerdækkede ben, tyder mere på en ørn. Den kan derfor enten være magtsymbol for herskeren eller opstandelsessymbol (13).

En mønt som Hauberg har anbragt - med forbehold - under Niels (1103-1134), Ribe og som måske bør flyttes til Odense, har på forsiden en gejstlig person med tonsur, stav og korsstav. Han kan evt. opfattes som helgen, men han har ingen glorie. Ingen er hidtil kommet med et bud på hans identitet (14).

Fig. 14. Erik Lam og Ærkebiskop Eskild, Lund.

Under Erik Lam (1137-1146) er formentlig præget en mønt med kongenavnet Erik. På forsiden ses kongen med hævet venstre hånd og skuldret sværd i højre. Bagsiden viser en tronende bisp med krumstav. Det er den ældst kendte mønt af denne type, der snart blev så almindelig, og som regnes for samhørende med overdragelsen af visse kongelige indtægter til bispestolen. Mønten må være slået i Lund, og ærkebisp var i Erik Lams regeringsperiode Eskild (bortset fra hans første år hvor Asser endnu beklædte embedet)(15). En nærliggende grund dels til kongens gavmildhed dels til prægningen af denne mønt kan have været indvielsen af Sankt Laurentius nye domkirke i Lund i 1145 (16).

Stridsperioden 1146-1157 hvor Svend Knud og Valdemar kæmper om kongemagten har ingen specielt kristelige motiver bortset fra et par kors og nogle bispehoveder, men Valdemar I's smukt prægede nørrejyske brakteater fra kort efter hans tronbestigelse 1157 har mange. Her er en hel række af nydelige små påskelam, nogle endog med indskriften AGNUS DEI.

Fig. 15. Valdemar den Store, Nørrejylland.

En del mønter har bispestav, på en af typerne korslagt med kongens sværd. Et større antal har forskellige ualmindelig elegant tegnede korsfigurer.

En løsfunden mønt fra St. Mikkels kirke i Viborg 1977 ser ud til at kunne anbringes som en ikke før kendt helgentype i Valdemars brakteatserie.

. . . se foto

16. Valdemar den Store: Sankt Mauritius.

Mønten, der har et klart forbillede fra Magdeburg, forestiller soldatermartyren Sankt Mauritius med hjelm, helgenkrone og korsstav. Han var fører for den thebanske legion der c. 300 henrettedes alle 10.000 mand, fordi de nægtede at tilbede de hedenske guder (17). Steen Jensen skriver, at den hellige Mauritius næppe har været synderlig kendt i 1100-tallets Danmark, ikke desto mindre finder vi hans festdag den 22. juni nævnt i Dalby-bogen blandt dem, der fejredes i Skåne (18). Dalbybogen dateres til sidste halvdel af 1000-tallet (19). Landsbykirker indviedes til Mauritius rundt om i Danmark. Han blev i særlig grad den krigeriske adels helgen (20).

De fleste af Valdemar I's mønter har kongen på møntens forside og bispen på bagsiden.

Fig. 17. Valdemar den Store og Absalon, Roskilde.

En klar tilkendegivelse af, at kongen skænkede kirken andel i møntoverskuddet. Sådanne typer er almindelige også under Knud VI og Valdemar II. Undertiden erstattes "portrætterne" af symboler som krumstav og korsstav.

Hos Knud VI (1182-1202) forekommer der en mønt med et ret dårligt tegnet Guds Lam, Hbg. 8, Viborg. Blandt de langt smukkere prægede Lundemønter finder vi ikke mindre end tre typer med en helgen, som vi uden vanskeligheder kan identificere. Hans tonsur og dragt viser at han er gejstlig. Om hans hoved er en glorie af kugler. Over venstre skulder holder han sit marterredskab: risten, højre hånd har han en korsstav (Hbg. 8). Personen på Hbg. 2 og Hbg. 9 ses over to rækker mursten, men ligner ellers Hbg. 8. Risten er udskiftet med martyrsymbolet: sejrens palmegren.

Fig. 18. Sankt Laurentius, Knud VI, Lund.

Der kan dog ikke være tvivl om, at alle tre mønter viser Sankt Laurentius, fremstillingen af Laurentius over en mur og med palmegren svarer iøvrigt til det smukke billede i et Lundeevangeliarium fra c. 1150 (Cod. Ups. 83) (21). Kan det tænkes, at det er Absalon, der har ønsket at ærkestiftets skytshelgen skulle hyldes på Lundemønterne? Laurentius var så folkeyndet, at 68 kirker var viet til ham i løbet af middelalderen.

Valdemar II har mange mønter af typen konge/bisp som illustrerer hans kirkepolitik, men kun på een Lundemønt (Hbg. 5) har han Sankt Laurentius med palmegren, korsstav og glorie. Et eksemplar er fundet i Lunds Domkirke.

Martyrsymbolet sejrens palmegren kan også lægges i hænderne på helgener, der ikke er martyrer, men lidt mærkeligt virker det, når vi i middelalderen finder den uden for helgensymbolikken. Blandt Valdemar I's nørrejyske brakteater har en af typerne med kongen og dronningen en palmegren, utvivlsomt som sejrssymbol. Under Valdemar II blandt Grenåfundets mange typer finder vi en bisp med palmegren. Nogle eksempler fra Tyskland viser kejser, bisper og abbeder med palmegrene, formentlig som magtsymboler, de forekommer både på mønter og segl. Det kan selvfølgelig tænkes, at bispen på Valdemars mønt er en helgenbisp, men så burde han nok have haft glorie på - og hvem skulle det være (23)?

Fortsættes


Tilbage til Dansk Mønt