Fra og med Valdemarssønnerne ses en tydelig nedgang i møntvæsnet både i form af forringelse af sølvindholdet i forhold til kobberet og i den kunstneriske udformning af møntbillederne. På grund af de mange uroligheder kaldes mønter fra perioden Erik Plovpenning til Magnus Smek (1241-1360) for "Borgerkrigsmønter" (24). Mønter med konge og bispehoveder bliver sjældnere; symboler på gejstlig og verdslig magt erstatter dem.
Fig. 19. Abel, Roskilde, bispestav.
Symboler bliver i det hele taget de almindeligste motiver. De er ofte svære at gennemskue. Nogle af symbolerne står imidlertid klart for helgener som Laurentiusristen, der må opfattes som Lunds særlige mærke og benyttes i hele perioden. Kun een Erik Klipping type fra Lund har helgenhoved og attributter, der kendetegner Helgenen som Sankt Laurentius, nemlig risten, han blev martret på og sejrens palmegren, svarende til Knud VI's og Valdemar II's helgenmønter. Et symbol, som også optræder en del gange, er nok med rette blevet opfattet som Catharina af Alexandrias marterredskab hjulet. På en mønt fra Erik Menved er risten og hjulet forenet.
Fig. 20, 21 og 22. "Borgerkrigsmønter". Fra venstre: Laurentius rist. Catharinas hjul. Nøgler.
Mange af periodens mønter, 32 typer ialt har nøgler. Nøgler var før denne tid ret sjældne. En type kendes fra Svend Estridsøn. Der er en møntbagside fra Svend Grathe, Ribe Hbg. 15 der har tre nøgler, en mønt fra Knud VI med korslagt stav og nøgle (Hbg 23) Og en bispemønt fra Valdemar II (Roskilde Hbg. 17) med nøgle og krumstav på hver sin side af bispen. Blandt Grenåfundets mønter finder vi en type med korslagt nøgle og bispestav. Nøgler i den kristne ikonografi betegner først og fremmest Sankt Peter, dernæst paven og endelig bisper. Nøglen er et magtsymbol, undertiden også i verdslig regie. På de danske mønter ser det ud til, at den er tegn på bispens myndighed (25). En mønt fra Erik Menved, Roskilde, er enestående ved at vise en alterkalk.
Valdemar, Atterdags (1340-75) få mønter har ikke noget specielt religiøst indhold, blot et par kors (26). Dronning Margrethe (1375-1412) slog ikke egne mønter, men udgav dem i Erik af Pommerns navn.
Fig. 23. Erik af Pommern, Næstved, bispestav.
En hvid fra ca. 1400 slået i Næstved har for sidste gang en bispe- eller abbedstav, meget smukt udført (27). Af kristne symboler finder vi iøvrigt kun kors også under Christopher af Bayern (1440-48) og Christiern I (1448-81).
Fig. 24. Hans, gylden med Knud den Hellige.
Kong Hans (1481-1513) genoptager imidlertid helgenbilleder som møntmotiv. På Danmarks ældste guldmønt, noblen fra 1496, ses kongen på tronen, men på noblen fra 1502 har personen fået glorie og må opfattes som Knud den Hellige. Noblerne var kun pragtmønter for de få, men Hans lod også præge mindre guldmønter hele og halve rhinske gylden. På dem ses den stående helgenkonge med scepter og rigsæble og glorie om kronen. Samme figur ses på de store støbte sølvgylden, der regnes for falske, forstørrede kopier af guldgylden (28). Unionslandene havde hver sin helgenkonge, som det også ses af mønter: Knud - Olav - Erik.
Fig. 25. Christiern II, skillinge med Knud den Hellige.
Christiern II (1513-23) har som faderen Hans kongebilleder med og uden glorie. Skillingen fra 1514 har glorie og er derfor med sikkerhed Knud den Hellige.
Den sidste helgen, der far lov at pryde danske mønter er Apostlen Andreas med sit specielle kors. Vi finder ham på en mark og en halvmark som hertug Frederik lod præge i Husum i 1514, og på en rhinsk gylden slået på Gottorp 1531.
Fig. 26. Hertug Frederik, Husum, Sankt Andreas.
En tilfredsstillende forklaring på, hvorfor den senere konge Frederik I har valgt Sankt Andreas er ikke fundet, men et antal kirker var indviet til ham især i Sønderjylland.
Fig. 27. Christian III, Gottorp, Sankt Andreas.
Numismatisk set føres middelalderen til dørs standsmæssigt og med stil af Andreas stående i fuld figur på Christian III's rhinske gylden fra Gottorp. Det sker i selve reformationsåret 1536. Her er det et tilfælde, der ligner en tanke, at Andreas er fremstillet uden glorie! En allersidste gang optræder Andreas på den meget sjældne rhinske gylden fra Flensborg 1546. Da må han iblandt danske udmøntninger have virket som et genfærd fra fortiden.
Det skulle efter denne gennemgang af den danske mønthistorie set fra en religiøs synsvinkel være klart, at mønterne i vid udstrækning er vidnesbyrd om, at Danmark var et kristent land og ønskede at demonstrere dette. Hvad man kan undre sig over, er, at man ikke i højere grad har brugt helgenmotiver; der var nok, man kunne have valgt både blandt de hjemlige og de særligt yndede udenlandske. For blot at nævne nogle få: Knud Lavard, Wilhelm af Æbelholt, Kjeld af Viborg og Lucius i Roskilde. Da man med det herskende møntsystem hvor kongen af fiskale grunde ofte inddrog mønterne og udgav nye mod afgift, havde brug for mange nye motiver, er det mærkeligt, at man så få gange har valgt de helgener, der på så mange måder spillede en rolle i menigmands liv.
Selvom dette først og fremmest skal være en undersøgelse af de kristne motiver på danske middelaldermønter, vil det give et nyttigt supplement at notere de møntomskrifter og indskrifter, der har et klart religiøst indhold. De følger derfor som et bilag nedenfor.
Ligeledes bør det noteres, at danske kongers udmøntninger på Gotland og i Norge passer ind i billedet. Valdemar Atterdag erobrede 1361 Visby, der i en årrække havde udmøntet de såkaldte Goter eller Guter med et blomsterornament på den en side og Guds Lam med sejrsfanen på den anden (29). Udmøntningerne fortsatte også under Erik af Pommern, Christian I, Hans, Christiem II's lensmand Søren Nordby, Frederik I og Christian III.
Fig. 28. Søren Nordby, Gotland.
På Hans' Visbymønter træffer vi påkaldelsen AGNE DEI MISERERE MEI omkring lammet. Omskriften benyttes også af alle de følgende møntherrer. Endnu i 1537 har Christian III den katolske påkaldelse på sine Visbymønter. Derefter ligger udmøntningerne stille en årrække og da de genoptages i 1554 er "Liljebusken" erstattet af et dansk skjold med 3 løver og om lammet på bagsiden står nu MONE NO (= NOVA) INSULÆ GOTLANDT (30). Denne mønttype er præget i København.
Den første mønt med det norske rigsvåben, den kronede gående løve med Olav den Helliges økse i forpoterne blev slået af kong Erik Magnusson c. 1285 (31).
Fig. 29. Hans Bergen, skilling.
Løven med Olavøksen findes på de første mønter, Unionskongen Hans lader præge for Norge og den forbliver på de danske kongers norske møntrækker så længe Unionen varer helt op til Frederik VI (32)! I dag kun kendt i eet eksemplar er en norsk pendant til kong Hans rhinske gylden med Knud den Hellige. Den har et billede af den stående Olav den Hellige og er Norges ældste guldmønt, slået i Bergen 1497 (33).
Fig. 30. Norske Ærkebiskopsmønter med Sankt Olav, og hans økse.
Ærkebisperne i Nidaros havde også under de danske konger møntret. På deres udmøntninger var mindet om Olav den Hellige særlig understreget. Mønterne udstedes i Olavs navn: SANCTVS OLAWS R NORVEG og prydes med Olav-økser, øksebærende løver og enten den stående eller den tronende helgenkonge med langskaftet økse. Begge Olavfremstillinger på mønterne følger den fra skulpturen kendte symbolik, hvor Olav træder på en drage. (Gaute Ivarsson 1479-1510, Erik Walkendorf 1510-1522 og Olav Engelbrechtsson 1523-1537).
Det er velkendt at danske møntomskrifter giver os en lang række personnavne. Det vil i den herværende sammenhæng være interessant at undersøge, hvor mange møntprægere vi har med helgennavne. Ser vi på de lange lister Hauberg har opstillet konge for konge, finder vi næsten udelukkende angel-saxiske og hedenske nordiske navneformer, helgennavne er sjældne, men der kan dog findes nogle få blandt de over 400 navne, der er registreret. Navnet Christiern eller Kristiern er vel ikke et helgennavn, men i høj grad kristent. Det forekommer under Svend Estridsøn, hvilket har haft den mærkelige følge, at ældre møntforskere henførte mønterne til Christiern I!
Blandt Svends møntprægere finder vi en i Viborg, der bærer den folkekære helgen Nicolaus' navn. Under kong Niels har vi Abel og Andreas, Johannes og Martin. Sidstnævnte fortsætter under Erik Emune, hvor vi også finder navnet Peter. Erik Lams Roskildemøntpræger hedder Mattei. Af andre navne af mere internationalt præg kan man et par gange finde Carl og Edvard. De undersøgte navne går fra c.1000 - c.1150. Valdemarstidens mønter har ikke møntprægernavne.
Man kan naturligvis ikke slutte alverden ud fra denne ene kilde, og vi har jo også mange andre at ty til, når navneskikke skal belyses, men det ser ihvertfald ud til, at man i den samfundsgruppe, som møntprægerne tilhørte, foretrak gode gamle navne som Thorsten, Biørn og Ulf fremfor helgener.
Noter:
Forkortelser:
Religiøse møntomskrifter
(skriften er gengivet med versaler)
| 1. | Svend Tveskæg | CRVX | Hbg. 1 |
| 2. | Knud den Store | AGNVS DEI | Hbg. 6 |
| 3. | Knud den Store | IN PRINCIPIO ERAD FABV MI ED FARBVM ERAD APVD M (FARBVM = VERBVM) (I begyndelsen var Ordet og Ordet var hos Gud) | Hbg. 38 |
| 4. | Knud den Store | IN NOMIINE DEI PATRI | Hbg. 38 var |
| 5. | Knud den Store | IN NOMIINE DEI PATRI | Hbg. 39 |
| 6. | Knud den Store | IN NOMINE DI PATRI | Hbg. 41 |
| 7. | Hardeknud | CRVX | Hbg. 7 |
| 8. | Hardeknud | PACX | Hbg. 17 |
| 9. | Hardeknud | IN NOMINE DOMI | Hbg. 28 |
| 10. | Hardeknud | PACX | Hbg. 30 |
| 11. | Hardeknud | REX LEX LUX PAX | Hbg. 38 |
| 12. | Hardeknud | RLLPX | Hbg. 38 |
| 13. | Hardeknud | IN (otte gange) | |
| 14. | Hardeknud | NOM (fem gange) | Hbg. 39 |
| 15. | Magnus den Gode | PACX | Hbg. 4 |
| 16. | Magnus den Gode | IN NOMIIN DO IIVII A (A = AMEN) | Hbg. 27 |
| 17. | Svend Estridsøn | CRVX | Hbg. 3 |
| 18. | Svend Estridsøn | PAX | Hbg. 41 |
| 19. | Oluf Hunger | PAX | Hbg. 1 |
| 20. | Oluf Hunger | AVE PAX | Hbg. 3 |
| 21. | Erik Ejegod | PAX | Hbg. 3 |
| 22. | Niels | PAX POR ELLER P (= PAX PORTV) | Hbg. 1 |
| 23. | Valdemar I | AGNVS E (=DEI) | Hbg. 41 |
| 24. | Valdemar II | ANNO DOMINI | Hbg. 12 |
| 25. | Valdemar II | VDGDSQR (Valdemarus Dei gratia Danorum slavorum que rex) | Hbg. 31 |
| 26. | Erik af Pommern | IN NOMINE DOMINI | Lindahl 34 flg. |
| 27. | Erik af Pommern | ERIC DI GRA REX | Lindahl 59 flg. |
| 28. | Christopher af Bayern | CHRISTOFER D G REX GLORIA IN EXSELSIS DEO | Lindahl 2 flg. |
| 29. | Rigsrådet 1448 | GLORIA IN EXSEISIS DEO (DEI GRATIA nævnes ikke mere da det er fast herefter) | Schou 1 flg. |
| 30. | Hans 1496 | DEXTERA DNI EXALTAT ME DEXTRA DNI FECT VIRTV (salme 118 vers 16) | Schou 1 flg. |
| 31. | Christiern II 1516 m.fl. | XPS IHS ELEGIT ME REGEM POPVLOSVO (resten uforståeligt) | Schou 1 m.fl. |
| 32. | Christian II 1536 | MANVS DEI ERVET ME IMPII CARCERIS AN 4 | Schou 1 |
| 33. | Frederik I 1523 og 1524 | DEO DVCE MILITES TRIVMPHANT | Schou 1 flg. |
| 34. | Frederik I 1531 | COR REGIS IN MANV DOMINI | Schou 1 flg. |
| 35. | Frederik I 1531 | ERVDIMINI QVI IVDICATIS TERRAM | Schou 3 |
| 36. | Frederik I 1532 | IN MANV DOMINI OMNIS POTESTAS TERRE | Schou 1 m.fl. |
| 37. | Frederik I, hertug 1514 | DILEXIT DNS ANDREAM | Schou 1 flg. |
(Numismatisk Rapport 1985)
