KLIK for forstørrelse!

Guldudmøntningen i Haderslev 1591-1593

af Axel Ernst

Som bekendt affødte den af enkedronning Sofie i hendes mindreårige søns, den udvalgte kong Christian IV's navn i årene 1591-1593 i Haderslev foretagne udmøntning af en række forskellige guldmønter en bitter strid mellem hende og det danske rigsråd, der ankede over mønternes urigtige præg. Enkedronningen fastholdt vel sin ret til som formynder i hertugdømmerne for den udvalgte konge at lade slå mønt uden rigsrådets indblanding, men gav på flere punkter efter for rigsrådets kritik, idet kongetitlens GOT. WAN., GOT. WA. eller GO. W., som udelukkende forekommer på mønterne fra 1591, i løbet af 1592 ændredes til WAN. GOT. eller WA. GO., der alene forekommer på udmøntningerne i 1593, ligesom samtidigt de af rigsrådet kritiserede fejl i fremstillingen af rigsvåbenet på mønternes bagside rettedes (1). Om guldmønternes finhed og udmøntningsforhold skrev J. Wilcke i 1919 i doktordisputatsen, Christian IV's Møntpolitik 1588-1625, s. 60, at der intet vides herom. Af H. H. Schou: Beskrivelse af danske og norske Mønter 1448-1814 og danske Mønter 1815-1923, Kbh. 1926, s. 91-92, fremgår, at udmøntningen ikke har været helt ringe, at dømme efter de forhåndenværende mønter. De fleste af disse kendes nu kun i et enkelt eller ganske få exemplarer og hører til de største sjældenheder i de danske møntrækker.

På grundlag af de i Møntvæsenet under Christian IV og Frederik III citerede aktstykker (s. 18-19) sluttede Wilcke, at Haderslev-mønterne var af en særlig ringe godhed, og at rigsrådet "ikke vilde være Mønten bekendt som slagen for Raadet og Riget" (s. 20). I enkedroninngens udtalelse til rigsråderne, at "hun havde ikke hørt et Ord om, at der skulde være begaaet noget Bedrageri ved Møntværket; dog skulde hun gerne lade Mønterne prøve i Hamborg og Lübeck", så Wilcke hendes "daarlige Samvittighed", der "ogsaa lyser ud af hendes Udtalelser til Rigsraaderne". Hvorvidt enkedronningen virkelig foranledigede mønterne prøvet i de nævnte byer, fremgår ikke af det hos Wilcke anførte og er mig heller ikke på anden måde bekendt.

Imidlertid foreligger der fra 1606 oplysning om, at Christian IV's ungarske gylden, som den benævnes hos Schou, eller dukat, som den betegnes i den herved fremdragne kilde, er blevet prøvet af en nedertysk møntwardein og fundet for ringe. Beretningen herom er trykt i Johann David Köhlers / Jm Jahr 1747. wöchentlich heraus gegebener / Historischer / Münz-Belustigung / Neunzehnder Theil / ... Nürnberg 1747, pag. 81-96 (11. & 12. Stück, 15. & 22. Mertz 1747). Köhler oplyser her, at møntwardeinen, hvis navn og tjenestested dog ikke oplyses, var en redelig mand, men en slet møntkender, der villigt indrømmede, at han ikke altid rigtigt havde formået at læse møntindskrifterne. Som Köhler imidlertid siger, må dette holdes ham tilgode, da det havde været hans hovedformål kun at konstatere de undersøgte i alt 163 dukaters korn, men ikke nærmere at redegøre for deres præg, hvorfor Köhler da også hist og her havde "forbedret" omskrifterne og beskrivelserne i øvrigt på grundlag af ham foreliggende møntbøger. Ved undersøgelsen af de 163 dukater er den anonyme møntwardein gået ud fra kejser Ferdinand I's rigsmøntordning, udstedt i Augsburg den 12. august 1559,hvorefter guldgyldnen blev sat til en værdi af 75 kreuzer, og der af den kølnske mark, som ved kejser Carl V's rigsmøntordning, udstedt i Esslingen den 10. november 1524, var blevet fastsat som enheds-møntvægten for det tysk-romerske rige, skulle slås 67 stk. dukater af den kølnske mark fin, således at dukaten skulle have en holdighed af 23 2/3karat (23 karat 8 gren). En "Rigs-Dukat" skulle følgelig veje 3,44 gram fint guld. Rigsdukaterne skulle i deres præg have billedet af den stående fyrste i modsætning til de ungarske dukater, der viste billedet af den hellige Ladislaus, medens de senere - siden 1586 - udmøntede hollandske dukater viser en stående kriger, holdende et bundt af pile.

Det fremgår ikke af Köhlers beretning eller af den af ham publicerede fortegnelse over de foretagne proberinger af de 163 dukater (den yngste fra 1598), hvornår disse er foretaget, men man kan vel gå ud fra, at disse undersøgelser har strakt sig over nogle år, før møntwardeinen i 1606 afsluttede sin fortegnelse. De undersøgte dukater er ordnet efter deres konstaterede holdighed, begyndende med de bedste og sluttende med de ringeste. De første 7 holdt alle 23 karat 8 gren, ja en enkelt var 1 gren bedre, og disse var altså "gerecht und gut", medens alle de efterfølgende var ringere. Nr. 10, 11 og 14, dukater 1592, 1595 og 1597 af Sigismund II som konge af Polen og Sverige, havde således en finhed af 23 karat 6 gren, altså 2 gren for lidt, hvorfor de ifl. møntwardeinens beregning burde nedsættes til 115 kreuzer i stedet for 120 kreuzer. Blandt de undersøgte dukater, der viste en finhed af 23 karat 5 gren, altså 3 gren for lidt, anføres som nr. 33 følgende dukat: "Der stehende, gekrönte und geharnischte König. CHRIS. IIII. D. GR. DA. NO. WA. GO. REX. E. Revers: Das gekrönte Wappen daüber 93: DVX SL. HO. ST. E. DI. CO. IN. OL. E. D." Trods visse unøjagtigheder i beskrivelsen er det klart, at vi her har for os den hos H. H. Schou som 1593 nr. 4 beskrevne "ungarske Gylden". Mønten synes nu kun kendt i 2 exemplarer, nemlig i møntkabinettet i Wien og hos overretssagfører Holger Hede, København fra auktion Otto Helbing Nachf., München, 16. okt. 1930 nr. 2791 (afbildet her s. 193). Den herfra kun lidt forskellige mønt, Schou 1593 nr. 3, kendes ligeledes kun i 2 exemplarer, nemlig i L. E. Bruuns Møntsamling nr. 4602 (fra Guildal 449, årstallet rettet fra 92 til 93, af Guildal erhvervet ca. 1900 for 80 kroner fra generalmajor C. T. Jørgensens samling, i hvis håndskrevne katalog mønten var henført til 1592) og i Den kongelige Møntsamling i København (tidligere i H. H. Schous samling, jfr. Numismatisk Forenings Medlemsblad, bd. XI, S. 215). Endnu sjældnere er dog dukaterne 1591 (Schou 7, hvoraf jeg kun kender exemplaret i Den kgl. Møntsamling i København, beskrevet i "Beskrivelsen" fra 1791 nr. 9, tavle IV nr. 3, jfr. N.F.Mbl. XIII, S. 249 nr. 2) og 1592, hvoraf Schou 10 alene findes i Den kgl. Møntsamling i København ("Beskrivelsen" nr. 18), medens Schou 11 fra Hielmstiernes møntsamling (s. 8 nr. 13, hvor urigtigt er anført DAN. NO.) er indgået i Den kgl. Møntsamling, jfr. herved N. F. Mbl. XIII, s. 250 nr. 5. På grund af den for ringe holdighed ville møntwardeinen nedsætte værdien af "dukaten" fra 1593 til 114 115 kreuzer. Der er næppe grund til at antage, at dukaterne fra 1591 og 1592 eller dukaten 1593, Schou 3, skulle afvige fra det i 1606 proberede exemplar af dukaten 1593 nr. 4, så lidt som at den øvrige guldudmøntning i Haderslev 1591-1593 af dobbelte, enkelte, halve og kvarte portugaløsere skulle være af ringere lødighed af nogen betydning end den for portugaløsere da foreskrevne.

KLIK for forstørrelse!

Portugaløser. Haderslev 1591.

De øvrige af den anonyme møntwardein undersøgte dukater, hvoriblandt ikke findes danske, er som nævnt af aftagende finhed, idet der f. eks. nævnes så ringe holdigheder som 14 karat 4 gren, 12 karat 6 gren, 10 karat 5 gren, ja helt ned til 1 karat 8 gren. Det må dog anses for givet, at det her har drejet sig om rene forfalskninger, ja i de ringeste tilfælde om blot forgyldte mønter af andet metal end guld. Navnlig synes de hollandske dukater ikke sjældent at have været genstand for forfalskning (2).

Vender vi tilbage til den ovenfor beskrevne mønt nr. 33, ses det, at det kun var en ubetydelighed, mønten manglede i finhed, idet den holdt 281 gren mod 284 efter rigsmøntordningen af 1559. Differencen er altså kun 1 pct., og tilmed kan dette jo skyldes en tilfældighed ved det netop undersøgte exemplar. Der synes mig derfor ingen grund til med Wilcke at antage, at enkedronningens guldudmøntning i Haderslev har været en særlig dårlig mønt. De klager, der fra den nedersachsiske kredswardeins side var rettet mod Matz Pultz' og Andreas Metzners (3) udmøntning i Haderslev, kan meget vel have haft til baggrund, at disse drevne møntmestre har set en særlig fordel ved i det øjeblikkelige værdiforhold mellem guld og sølv at udmønte guld for dermed at indveksle de i forhold til guldet undervurderede gode nordtyske talere (4). Herved ville vi også få en rimelig forklaring på, hvorfor så få af Haderslev-guldmønterne er forblevet her i Danmark. Sikkert er de i hovedsagen ret snart efter indvekslingen med nordtyske talere blevet indsmeltede. Efter billedet med den stående konge må de af Schou som "ungarske gylden" benævnte mønter fra 1591-1593 vistnok betragtes som "Reichs-Dukater", udmøntede i hertugdømmerne efter rigsmøntordningen af 1559, idet ikke dansk, men tysk møntordning sikkert har været anset for gældende i hertugdømmerne, hvor heller ikke rigsrådets formynderskab over den unge konge, men enkedronningens formynderskab har kunnet hævdes. Efter min opfattelse bør man derfor ændre Schous betegnelse "ungarsk Gylden" til dukat for de nævnte mønter fra 1591-1593. Den nedersachsiske møntwardein har i hvert fald opfattet forholdet således, og også enkedronningens henvisning til at lade mønterne probere i Hamburg og Lübeck viser, at hun har betragtet udmøntningen ikke som egentlig dansk, men som foretaget i Haderslev, altså i hertugdømmerne, som henhørende under den nedersachsiske kreds' myndighed.

Derimod bør betegnelsen "ungarsk gylden" opretholdes for mønterne Schou 1603 nr. 2, hvoraf jeg kun kender eet eksemplar i Den kgl. Møntsamling i København (fra Hielmstierne, hvor urigtigt henført til 1596, pag. 8 nr. 14), Schou 1604 nr. 10-12, Schou 1607 nr. 1-3 (5), Schou 1608 nr. 3 og Schou 1611 nr. 8-13. Til J. Wilckes fremstilling i Christian IV's Møntpolitik, s. 81 og 84, kan jeg henvise til et par egenhændige indførsler af Christian IV i dennes skrivekalendere for 1607 og 1608, trykt i Johann Heinrich Schlegel: Samlung zur Dänischen Geschichte, Münzkenntniss . . ., 2. Band, 3. Stück, Kopenhagen 1775, pag. 33: 14. Februar 1607. "Leveret Christoffer Dyrichsøn 2016 Ungariske Gylden og 20 Portugaleser, som Nicolaus Svabe havde myntet af det Guld, jeg kiøbte af min Frue Moder", d.v.s. enkedronning Sofie. Endvidere pag. 67: 2. May 1608. "Levered Nicolauss paa Mynten (d.v.s. Nicolaus Schwabe) 8 Unge. Gyld." Værdiforholdet mellem ungerske gylden og daler fremgår af kongens skrivekalender for 1. januar 1608 (Schlegel pag. 59): "Vexled jeg af Enevold Kruse 510 Ung. Gyld. og gav hannem 828 1/2 Daler i Mark." (6) - Videre kan bemærkes, at guldklippingene fra 1604, lydende på 8, 6, 4 og 3 daler (Schou 1604 nr. 1-9), ses at være benævnt et stykke på 8 daler, et stykke på 6 daler o.s.v., se kongens skrivekalender for 1. januar 1607 (Schlegel pag. 30), sammenholdt med notaterne i skrivekalenderen for 15. og 17. juni 1607 (Schlegel pag. 42 og 43) (7). 3-daleren ses dog ikke nævnt. Muligvis har den været et prøvestykke, idet den kun kendes i et enkelt eksemplar i Den kgl. Møntsamling (Beskrivelsen af 1791 nr. 78, tavle VIII. 13) (8). Af 6-daleren fremkom på Felix Schlessingers auktion i Berlin den 2. maj 1933 som nr. 323 et eksemplar som Schou 2, men manglende punkterne ved årstallet og ved kløverbladet i de 4 hjørner på møntens revers. I øvrigt indeholder Christian IV's skrivekalendere yderligere notitser af numismatisk interesse. Det ville være ønskeligt, om disse kalendere, der er trykt på vidt Forskellige steder, snart kunne blive udgivet under eet med de nødvendige kommentarer.

(NNUM 1953 side 193-198)


Noter:


Tilbage til Dansk Mønt