KLIK for forstørrelse!

Julius Wilcke: Møntvæsenet under Christian IV og Frederik III 1625-1670

Fortsat

Første Kapitel

(side 11-46)

Udmøntningen

1. 8 ß fra Frederik II.s Tid

I. Tidsrummet 1588-1625

Som det vil være Læsere af mit Arbejde om Christian IV.s Møntpolitik bekendt, beherskes Perioden 1588-1625 af 2 Hovedmomenter: Dalerens stigende Skillingstal fra 64 ß d. til 96 ß d. -, væsentligst som Følge af Udlandets Paavirkning ved Indførsel af slet udenlandsk Smaamønt, og dernæst Kongens Spekulation i Udmøntning af daarlige grove Markstykker, senere Kroner, der udgaves til større Speciedalerværdi, end deres Sølvindhold hjemlede. Slutresultatet blev Fastsættelsen af Rigsdaleren til 96 ß d. og Kronen (Halvkronen) til 2/3 Rigsdaler.

Det var ikke alene eller rettere ikke saa meget den Omstændighed, at Kongen overhovedet udnyttede Møntregalet, der udæskede til Kritik, thi Udprægning af slet Mønt til egen Fordel var et almindeligt Træk i Tidens Adniinistration, men det dadelværdige i Kongens Handlemaade laa deri, at han, vel vidende om de Ulykker, der opstod ved Forfalskning af Mønten, dog udnyttede Møntvæsenet paa et Tidsputikt, hvor der ikke forelaa nogensonihelst Nødvendighed derfor. Nyere Undersøgelser har vist, at ogsaa Kongens Moder, den saare "husholderiske" Dronning Sophia spekulerede i daarlig Mønt og i den Fordel eller Forpagtningsafgift, der kunde inddrives paa denne Maade (1).

Under Formynderstyrelsen i Christian IV.s umyndige Aar udviklede der sig en bitter Strid mellem Enkedronningen, der var Kongens Formynder i Hertugdømmerne, og Regeringsraadet med Rigsraadet, der var hans Formynder i Kongerigerne. Der afsendtes Bud og Brev dem imellem, tit af den uvenskabeligste Art. Mærkelig nok synes ogsaa nogle af Mønterne fra denne Tid at staa som historiske Minder om og Monumenter over denne Strid, samtidig med at de som sagt er Vidnesbyrd om Dronningens stærke økonomiske Sans.

Troels Lund har i sit Værk "Christian den Fjerdes Skib paa Skanderborg Sø" (2) skildret en Sammenkomst mellem Enkedronningen og 2 Udsendinge fra Rigsraadet, Sten Brahe og Henrik Rammel, den 22. Maj 1592 i Haderslev. Under denne fremkom de bl. a. "med en ny Pille, idet de gik over til at omtale det af hende i Hertugdømmerne oprettede Møntværk, hvis Mønter havde vakt pinlig Opsigt ved deres urigtige Præg. Enkedronningen, der meget vel forstod, at det var selve Oprettelsen af Møntværket, der havde ærgret Rigsraadet, svarede skarpt, at det var hende, der havde ladet Møntværket oprette, og hun havde haft fuld Ret hertil, idet hun havde handlet som Formynderske for Christian den Fjerde og kun ladet præge Mønt for Hertugdømnierne. Hun haabede, at der ikke var Nogen, som vilde tage sit dette nær. Hun havde heller ikke hørt et Ord om, at der skulde være begaaet noget Bedrageri ved Møntværket; dog skulde hun gerne lade Mønterne prøve i Hamborg og Lybæk. Paa det indprægede Vaaben havde hun ikke givet videre Agt. Skulde der heri, som af Gesandterne angivet, have indsneget sig en lille Fejl, hidrørte dette fra Stempelskærerens Uvidenhed og kunde jo let ændres, hvad ogsaa skulde ske; men Mønten selv var lige lødig og god, før som efter. Iøvrigt var hun ikke engang sikker paa, at det var en virkelig Fejl, som Gesandterne havde omtalt. Det forekom hende, uden at hun dog turde sige det sikkert, at Vaabenet havde været tidskaaret paa samme Vis i Frederik den Andens Haandsignet, det i den blaa Saphir. Men som sagt, skulde det vise sig nødvendigt, kunde denne Ubetydelighed jo altid rettes.

Gesandterne bade hende derpaa undskylde denne Rigsraadets underdanige Erindring. Det havde ment den nødvendig, da Folk i Udlandet jo muligt kunde gaa ud fra, at saadan Mønt var bleven slagen i Danmark. Med Sverige var man engang kommen i Strid i Anledning af Vaabnet, og i hvert Fald vilde Rigsraadet nødigt udsætte sig for spottende Eftertale, som om det ikke kendte sin egen Herres og Rigets Vaaben."

Under et nyt Sammenstød, der fandt Sted paa Frederiksborg den 10. Februar 1593, skulde Raaderne Manderup Parsbjerg, Henrik Belov og Jacob Seefeld samt Henrik Rammel paa Rigsraadets Vegne bl. a. "henlede Enkedronningens Opmerksomhed paa det i Haderslev oprettede Guldmønt-Værk, hvorover det ikke lidet maatte besvære sig. Da Møntretten i Danmark var et Regale, faldt det Rigsraadet til Skam, at her prægedes Mønt med urigtig Titel paa Kongen, for ikke at tale om, at "udvalgt Konge" og Krone ikke stemmede sammen. Sligt kunde i Udlandet udtydes, som om det var Rigsraadet, der ved at udelade, hvad der tilhørte Kongen, hans Vaaben og hans Titel, søgte Noget for sig, der ikke tilkom det. Da dette Møntværk næppe var oprettet efter Enkedronningens Tilskyndelse, og Forsømmelsen med Hensyn til Titel og Vaaben endnu mindre var befalet af hende, maatte Rigsraadet bede Hds. Majestæt give Befaling til, at der holdtes bedre Opsigt dermed".

Hvad kan det nu have været for Guldmønt, Enkedronning Sophia slog i Haderslev? Ifølge min Afhandling om Christian IV.s Møntpolitik 1588-1625 kender de danske Regnskaber overhovedet ikke til nogen Guldmønt fra disse Aar. Der kendes kun Specier fra 1590 og Mønterne fra 1596 til Kongens Kroning (3) samt et Par andre Sølvmønter.

KLIK for forstørrelse!

2. 1/4 Portugaløser fra Haderslev

Der kan da kun være Tale om de i C. T. Jørgensens "Beskrivelse over Danske Mønter 1448-1888" p. 63-64 anførte Guldmønter Nr. 1-8: Ungarsk Gylden og Dobbelt, Enkelt, Halv og Fjerdedels Portugaløser, jfr. Møntkabinettets Beskrivelse Tab. IV Nr. 1-7.

KLIK for forstørrelse!

3. Ungarsk Gylden fra Haderslev

Disse Guldmønter stemme i mangt og meget med de af Matz Puls 1596-1605 for Hertug Johan Adolph af Slesvig-Holsten-Gottor slagne Portugaløsere og Dukater (Gylden) (4). Man ser herigennem det fælles Udspring: Sønderjylland, den ene Række Mønter fra Haderslev, den anden fra Slesvig.

Men nu de af Rigsraadet paaklagede Fejl, kan de ogsaa eftervises i de i Beskrivelsen Tab. IV afbildede Mønter? Ja, utvivlsomt. Rigsraadernes Anker gaar efter de citerede Udtalelser ud paa følgende 3 Ting: Vaabnet er forkert, Kongens Titel er urigtig og Kongen bærer Krone, skønt han kun er "udvalgt Konge". I sidstnævnte Henseende kan henvises til, at paa den bekendte "Prinsens Daler" fra 1590 (5) har Christian IV som "Prins" blottet Hoved og bærer netop ikke Kronen, som han først faar paa Kroningsspecien 1596 (6). Paa Smaamønten før 1596 er der endog ingen Krone over Danmarks Vaaben. Enkedronning Sophia har derimod ladet sin kære Søn allerede 1591 faa Krone paa Hovedet paa den ungarske Gvlden fra dette Aar (7), og hun har ikke trods Rigsraadets Henstilling nænnet at tage den af Hovedet paa ham paa de ungarske Gylden fra 1592-93. Hvad den forkerte Titel angaar, har Portugaløserne fra 1591 og 1592 (8), Dobbeltportugaløseren fra 1592 (9) og Kvartportugaløseren fra samme Aar (10) samt fornævnte ungarske Gvlden: GO W, GOT WA, GOT WAN og GO WA. REX, medens som bekendt normalt Wenderne (Fr. II: Slaverne) gaar forud for Gotherne i Kongens Titel, jfr. de øvrige i Beskrivelsen Tab. IV afbildede Mønter, deriblandt Portugaløser og Halvportugaløser fra 1592, og Jørgensen Nr. 6-8, hvor ogsaa nævnes Halv- og Kvartportugaløser fra 1593. Den Tab. IV Nr. 2 afbildede Halvportugaløser er ikke fra 1591, men fra 1592 (11), jfr. Beskrivelsen Nr. 8, hvor det siges, at "Tallet 1 i 91 er noget utydeligt"! Jørgensen har heller ingen Guldmønt fra 1591 med den rigtige Titel, saaledes som man efter den afbildede Mønt Nr. 2 skulde tro. Tilbage bliver Spørgsmaalet om Vaabnet. Det viser sig da, at netop de Guldmønter, der har den forkerte Kongetitel, ogsaa har en fra den almindelige Ordning af Rigsvaabnet afvigende, idet de ikke har den oldenburgske Kongeslægts Stammevaaben som Grever af Oldenburg-Delmenhorst i Hjerteskjoldet, men enten Ditmarskens Rytter eller Sønderjyllands tvende Løver, medens Slægtsvaabenet er sat ned yderst til Højre (for Beskueren), hvorimod alle Mønterne fra 1592-93, som har ret Kongetitel, ogsaa har sat Slægtens Vaaben paa rette Plads og rykket Ditmarskerrytteren ned til Højre i Hovedskjoldet.

Har Dronning Sophia, som af hende paastaaet, haft noget Forbillede for sin Ordning af Vaabenskjoldet? Det kan ikke benægtes. Paa et Træsnit af Christian III og Dronning Dorothea (12) er Statens Vaaben netop ordnet som paa hendes første Guldmønter med Ditmarskens Rytter i Hjerteskjoldet og Slægtsvaabnet nederst til Højre. Ganske det samme er Tilfældet paa et samtidigt Kobberstik af Frederik II og Dronning Sophia (13). Paa Kong Frederik II.s Brylltipsspecie fra 1572 og Prinsens Daler 1590 er Vaabnet derimod tegnet paa vanlig Vis.

Har endvidere Rigsraadet haft nogen Grund til i 1592 at paaberaabe sig det farlige eller i hvert Fald uheldige ved den urigtige Ordning af Vaabnet, jfr. Hentydningen til de 3 Kroner og Striden med Sverige? I saa Henseende er anført (14) at Frederik II netop forandrede Skjoldet og anbragte Slægtsvaabnet i Hjertet af det, fordi "Frederik den 2den af Kejser Maximilian den 2den fik Ene-Expectance saavel paa Oldenborg som det dermed forenede Delmenhorst, hvori Hertugerne af Holsten-Gottorp, som ogsaa vare Descendenter af Kong Christian den 1ste, gjorde Paastand paa Andeel, naar den oldenborgsk-delmenhorstske Grevelinie maatte uddøe." (15)

Ifølge de Schouske (16) Aftryk og Samlinger og det citerede Sted i Jørgensens Beskrivelse findes der fra 1591 kun Guldmønter med fejlagtig 'I'itel og Vaaben, fra 1592 baade med rigtig og urigtig Titel og Vaaben og fra 1593 kun med rigtig 'I'itel og Vaaben.

Naar der i 1592 er sket en Forandring i de paagældende Guldmønters Kongetitel og Vaaben, kan dette jo kun være foranlediget ved Rigsraadets Klager af 22. Maj 1592, et yderligere Bevis for, at disse Mønter er Dronning Sophias, og at vi kan indføje et nyt Møntsted blandt vore tidligere, nemlig: Haderslev.

Angaaende Møntningen her oplyser Dr. Max v. Bahrfeldt i sit Arbejde: "Über die älteren Hamburger Portugalöser" (17) følgende:

Andreas Metzner (18) havde fra 1562 haft Ansættelse som Møntmester i Lüneburg og fra 1572 tillige i Hamburg (19), hvor han 1574 var begyndt at mønte Guldportugaløsere. Dette fandt Kredsdagen, der traadte sammen i Lüneburg i Ugen Qtiasmiodogeniti 1574, utilsledeligt, da der ikke i den lyske Rigsmøntordning var truffet Bestemmelse om denne Mønts Korn og Skrot. Kredsdagen i Nedersachsen klagede derhos over, at Hamburg havde overladt Metzner Mønten i Forpagtning, at der ingen Wardein var ansat, at Portugaløserne blev udgivne for 17 Thlr., skønt de kun var ca. 15 værd og at Metzner indvekslede god Mønt og smeltede den til daarlig. Efter forskellige Forhandlinger og Skriverier forbød Kredsdagen den 18. Oktober 1578 Hamburg at udøve sin Møntret, og Byens Raad maatte lade Metzner kaste i Winsertaarnet, hvorfra han dog paa Forbøn af Hertug Julius i Braunschweig slap løs. Enden paa det blev, at Metzner blev afskediget fra Møntmesterbestillingen i Hamburg; derefter var han Møntmester i Buxtehude hos Ærkebisp Henrik af Bremen 1583-84, senere i Estebrügge, men kom atter i Strid med Kredsraaderne.

Vi kommer nu til de Begivenheder, der særlig interesserer den danske Mønthistorie. Den 5. Maj 1592 indberettede nemlig Generalkredswardeinen Steffen Brüning til Probationsdagen i Braunschweig:

"Nachdem auch in alten Reichsabschieden, desgleichen in des heilg. Røm. Reichs Münzordnung, auch in dieses hochløbl. Niedersächsischen Kreises Münzediet bei Strafe des Feuers verboten, dasz niemand die gute Reichsmünze zerbrechen, verführen und in andere bøse Münze verändern soll. Demselben ungeachtet seindt zween Bürger zu Hamburg mit Namen Matz Puls und Andreas Metzner, der alte hamburgische gewesene Münzmeister, dieselhen haben in dem Markt zu Hadersleben eine Münz um einen jährlichen Schlagschatz angenommen, wechseln in den Seestädten alles gute Gold auf und lassen daselbst ganze und halbe Portugaløser, auch Rosenobeln zu ihrem unchristlichen Vortheil auf der køniglichen Würde Wapen und Gepräge daselbsten daraus münzen, geben dieselhen ganzen Portugaløser für 17 Thaler, da sie nur 15 Thaler 9 Groschen würdig."

Møntprobationsdagens Beslutning af 6. Maj 1592 indeholder derefter som Punkt 7 følgende:

"Als man auch aus des Gwardin Relation befunden dasz etzliche darinne benannte Personen wider die Münzordnung und Edicte sich unterstehen, in diesem Kreise gute guldene und silberne Münze aufzuwechseln, in die benachbarte Kønigreiche zu verführen und zu ihrem unchristlichen Gesuch und Vortheil davon ganze und halbe Portugaløser und Rosenobel münzen zu lassen, als ist eine Notturft erachtet, auch dessen in diesem Abschiede bei den ausschreibenden Fürsten zu gedenken, damit dieselben, wie solchem ärgerlichen, verbotenen Handel und daraus herkommenden Unheil durch gebürliche Mittel begegnet werden, bei sich zu Rate zu ziehen und zu Werke zu richten haben møgten."

Den 26. Juni 1592 fik Hamburg en Skrivelse fra de kredsudskrivende Fyrster Joachim Friedrich, Administrator af Ærkestiftet Magdeburg, og Hertug Henrik Julius af Braunschweig-Lüneburg om at fængsle Matz Puls og Andreas Metzner, hvis de viste sig i Hamburg, hvad de nok skulde vogte sig for. Matz Puls blev senere 1596 Møntmester hos Hertug Johan Adolf af Slesvig-Holsten-Gottorp. Han møntede i Slesvig og Steinbeck; men heller ikke her kunde han bekvemme sig til at slaa ret Mønt. 1605 maatte Hertugen, efter de heftigste Klager fra Kredsdagen, lade ham fængsle (20).

Det var saaledes ikke just de finest anskrevne Møntmestre som Dronning Sophia havde anskaffet sig til sit Guldmøntværk i Haderslev, og det danske Rigsraads Misfornøjelse med dette bliver herefter dobbelt forklarlig. Naar Møntmestrene gjorde sig bekendt ved at lade indveksle god Mønt rundtom i Landene ved Danmarks Sydgrænse og erstatte den med slet, er det ikke mærkeligt, om Raaderne bebrejdede Enkedronningen det. Deres Klage falder da ogsaa paa Mødet med Dronningen i Haderslev den 22. Maj 1592 netop tids nok til, at de kan være bleven bekendt med Generalwardeinens og Kredsdagens Klager af 5. og 6. s. M. over, at en saadan slet Mønt udgik "auf der køniglichen Würde, Wapen und Gepräge." Indvendingerne med Hensyn til Vaabnet, Kongens Krone og Titel m. v. er herefter vist kun at regne for Udenværker om Sagens kerne: den ilde berygtede Mønt. Dronningens daarlige Samvittighed lyser ogsaa tid af hendes Udtalelser til Rigsraaderne: "Hun havde heller ikke hørt et Ord om, at der skulde være begaaet noget Bedrageri ved Møntværket; dog skulde hun gerne lade Mønterne prøve i Hamborg og Lybeck Mønten var lige lødig og god." Naar hun gentagne Gange fremhæver Møntens Godhed, skønt Rigsraaderne ikke synes direkte at have hentydet til dens formodede Slethed, er der en Del, der tyder paa, at det, der laa bag ved Raadets Klage, var, at det ikke vilde være Mønten bekendt som slagen for Raadet og Riget. Netop Generalwardeinens Henvisning til det krænkende for den kongelige Værdighed, at slig Mønt udgik under kongeligt Vaaben og Preg, kan tale for denne Opfattelse, der passer med Dronningens Fremhævelse af, at det kum var for Hertugdømmerne, hun havde ladet slaa Mønt. For Dronning Sophias bekendte Forretningssans er den hele Sag ret betegnende. Hun har øjensynlig oppebaaret en god Afgift til sin Søns hertugelige Regering i Slesvig, for hvilken hun altsaa - ligesom for sine egne Affærer - var en god Husholderske.

Af Foranstaaende synes endvidere at fremgaa, at de Mønter fra denne Periode, som vi hidtil har anset for 1/4 Portugaløsere, i Virkeligheden var Rosenobler. Vægten ca. 2 1/2 Dukat er den samme. Det er endvidere ikke saa mærkeligt, at disse Mønter viser Slægtskab med Matz Puls holstenske Guldmønt!

Dronning Sophia har hurtigt maattet give op, bl. a. fordi de to Møntforpagtere sandsynligvis ikke længere turde prøve paa at tilveksle sig det fornødne Guld i Nabolandene.

Matz Puls fik som nævnt Ansettelse hos Dronning Sophias Svigersøn, Hertug Johan Adolf af Slesvig-Holsten-Gottorp, og Andreas Metzner hos Dronningens Søn, Kong Christian IV. Den 1. August 1594 udstedtes en Møntordning for Andreas Metzner af ganske samme Indhold som den af Frederik II for Poul Gulden den 12. Januar 1582 udstedte (21).

I nævnte Møntordning henvises til, at Kongen havde meddelt Metzner Bestalling "zu anrichtung unsere vorhabenden Müntzdruckwerk". Denne Bestalling var udstedt i Kolding den 14. September 1593 (22), men allerede i Begyndelsen af Aaret 1596 døde Møntinesteren. Han havde da kun faaet Lejlighed til at slaa nogen Smaamønt.

4. Prinsens Daler 1590

Af større Sølvmønt fra Christian IV.s Tid var da kun fremkommen Fru Gyrvhild Fadersdatters Specie fra 1590 (23), den saakaldte "Prinsens Daler", som nævnte Adelsdame, vel Datidens rigeste, og Peder Brahe til Krogholm ved aabent Brev af 27. Februar 1590 havde faaet Bevilling til at lade slaa; hver 8 Daler skulde veje 15 Lod fint Sølv, hvad der giver 881,5 Stkr. paa Marken, medens der ellers gik 9 til 9 1/4 Stkr. paa 1 Mark f. S., og Mønten skulde være forsynet med Prinsen, den udvalgte Konges Vaaben og Kontrafey.

KLIK for forstørrelse!

5. N. Schwabes Kroningsspecie 1596

Først i 1596 slaas atter Specier (24), som jeg har anset for slagne til Kongens Kroning (25) den 29. August 1596. Herfor taler ogsaa et Par Kongebreve, det ene af 8. Juli 1596 til Hertug Johan Adolf af Slesvig-Holsten, hvori Kongen skriver, at han veed, at Hertugen er forsynet med Møntere, og at han har haardt Brug for nogle, anmoder han Hertugen om snarest mulig at sende ham nogle til Laans i nogen Tid. Den 24. s. M. skriver han endvidere til Møntmesteren i Slesvig, Matz Puls, om at pleje Underhandlinger og træffe Overenskomst med nogle Møntersvende i Slesvig om snarest at komme til Kongen "zur jetzigen unserer anliegenden Gelegenheit". Der vedlægges Pas for de paagældende, saa stærkt haster det (26).

KLIK for forstørrelse!

6. N. Schwabes Bryllupsspecie 1597

Iøvrigt synes der ikke at være præget Specier i Kongens første Aar, naar undtages ganske enkelte ved festlig Lejlighed, saaledes til Brylluppet i 1597. I den Møntordning, der udkom den 25. Juni 1602 (27) omtales heller ikke Speciemønt. Saavel i Kongens som i Hertug Johan Adolfs Lande prægedes derimod en Del Smaamønt, der ikke var af den bedste Sort (28), hvad der blev fremhævet i den nedersachsiske Kredsafsked af 28. Maj 1601 paa en for Hertugen mindre smigrende Maade. I et Brev til Kongen af 18. Oktober 1601 spørger han denne, om det er nødvendigt at publicere denne kedelige Kredsbeslutning, og i Breve af 1. og 2. November s. A. skriver Kongen til Statholderen i Hertugdømmerne, Gert Rantzau og til Hertugen, at man kunde jo tænke over og forhandle om Publicationen af den sidste Kredsafsked og den ny Valvation af Rigsdaleren (29) som man i Kongeriget den 12. Maj gik med til at forhøje fra 32 til 33 ß lybsk, 66 ß dansk.

Paa dette Skillingstal holdt man Daleren her i Landet indtil 3. Februar 1609, da den sattes til 68 ß d., medens Hertug Johan Adolf endnu i Edikt af 16. September 1609 (30), jfr. Edikt af 9. November 1608, hvori det blev forbudt at afslutte Kontrakter paa over 10 Mark l. i andet end Dalere in specie, fastholdt Daleren til 33 ß l., uanset Smaamøntens stadige Forringelse baade inden- og udenlands. I sidstnævnte Henseende indtog Grev Ernst af Holstein.Schauenburg som bekendt en fremskudt Plads. Allerede den 8. November 1608 (31) tilskrev Johan Adolf ham om at holde inde med den slette Mønt. Den 6. December (32) svarede Greven med sin sædvanlige Frejdighed, at det jo trods alle forbud ikke var blevet bedre andre Steder (!), og at den Smule Mønt, der var møntet i hans Flekke Altona, kun var tilvejebragt for at skille Folk ad i Smaasalg. Han vil vente med at foretage sig videre, til han til Paaske kommer til sit Grevskab (dvs. Pinneberg i Holsten fra Schauenburg i Westfalen). Han har kun møntet til Nødtørft og mest grove Sorter! I sin replik af 11. s. M. (33) udtaler Hertugen, at han har forstaaet Greven saaledes, at denne ikke vilde hindre Suspenderingen af de smaa Mønters Prægning.

7. Hans Flemmings Løvedaler 1608, slaaet i Helsingør.

Den daarlige Smaamønt var Tidens Svøbe. Hansestæderne og Mecklenburg m.fl. dels udstedte Forbud af 29. Juli 1609 (34) mod Modtagelse af Smaamønt, dels nedsatte Dobbeltskillingerne. Næst at indberette det første udtalte Statholderen sig i Brev til Kongen af 13. September 1609 (35) for lignende Forbud i Hertugdømmerne. Hertug Johan Adolf skrev til Kongen i Brev af 19. s. M. (36) om den af ham ved fyrstl. Constitution af 16. September 1609 fastsatte Nedsættelse af udenlandske 2 ß til 21 Pf. (37). Til Efteraaret, naar Fyrstendømmernes Undersaatter sælger deres Korn, Oxer, Svin og andre Varer, vilde ellers en nedsættelse af 2 ß til 21 Pf. Udenlands og ikke indenlands særligt gaa ud over dem. Prangerne, der i deres Hjemland havde Dobbeltskillingerne til 21 Pf. og ikke behøvede ved Salg at regne dem til mere i Betaling for Varer, kunde i Hertugdømmerne købe de samme Varer med de samme Mønter og dr i Køb forlange disse regnede til 24 Pf. Han spørger Kongen, om de ikke i Fællesskab skulde udstede et Edikt om en tilsvarende Nedsættelse af Dobbeltskillingerne og om Fastholdelse af Daleren til forrige Valør, 33 ß l.

Det sidste kunde Kongen, som Forholdene laa, ikke gaa med til. Forbud mod Smaamønt gav han derimod i Brev af 26. September 1609 (38) Statbolderen Ordre til at publicere.

KLIK for forstørrelse!

8-9. Hans Flemmings Breddalere ca. 1608-09, slagne i Helsingør.

Saa kom Kredsdagen i Gardelegen og Kredsafskeden af 25. November 1609, hvorved Rigsdaleren saa langt fra at nedsættes fra 34 ß l. til 33 ß l. endsige til dens oprindelige Skillingstal 32 ß l., tværtimod opsattes til 37 ß 4 Pf. Denne Kredsbeslutning beordrede Kongen i Skr. af 26. December 1609 (39) Statholderen i Hertugdømmerne at holde tilbage, til Kieler Omslag var forbi, og ikke publicere den, saalænge Terminen stod paa. Afgifterne maatte han ikke tage i andet end gode Rigsdalere. Kunde han slippe til at betale en Sum Penge i Smaamønt med 34 ß l. pr. Rigsdaler, var det godt, men tage 34 ß l. i Betaling for 1 Rigsdaler skulde han vel vogte sig for, saa hellere forlange Rigsdaler in specie. Under samme Dato (40) tilskrev Kongen ham et andet ret betegnende Brev, hvorefter Statholderen godt kunde købe Guldkæder til Kongens Bedste, men han skulde dog give flittig Agt: "damit dit mit dem goldt nicht ettwa hintergangen, Und Wie man sagt, aufts Auge getruckett werdest". Han maatte saaledes ikke købe Kroneguld for ungersk Guld og ikke give mere for det end Kongen kan faa det for her (dvs. i København), nemlig 1 Lod ungersk Guld for 6, i det højeste 6 1/2 Rdlr., pur ungersk Guld, der holder 24 Karat, for 7 Rdlr. Kong Christians Amtmand i Flensborg og Statholder i Sønderjylland var altsaa en ren Marskandiser paa hans Vegne, der skulde straffe Kongen Guld, maaske til de Experimenter med dansk Guldmønt efter engelsk Korn og Skrot, som han i denne Tid lod udføre, idet han bl. a. lod præge danske Sovereigns (41) jfr. Afbildningerne p. 28-29.

KLIK for forstørrelse!

11. Dansk Sovereign 1608, slaaet af Hans Flemming i Helsingør.

Iøvrigt synes Kredsafskeden i Gardelegen af 25. November 1609 - som allerede fremhævet i Chr. IV.s Møntpolitik 1588-1625 - at have virket i høj Grad opskræmmende paa Gemytterne. Da Gert Rantzau øjensynlig er tøvet en god Tid efter Kieler Omslag med Publiceringen af den Gardelegenske Afsked, og Rigsdalerne imidlertid søgte ud af Landet, idet Folk ikke vilde bytte dem indenlands for kun 33 eller 34 ß l. i Smaapenge, fik han den 10. Marts 1610 Brev fra Kongen om straks at publicere den. Den 20. November 1610 fik Amtmanden i Steinburg Baltzer von Ahlefeldt indskærpet, at han paa Grund af Dalerens Forhøjelse til 37 ß l. i Lübeck, Hamburg, Holsten og andre Steder og Smaamøntens deraf flydende Nedsættelse, kun maatte modtage Afgifter i gode Rigsdalere in specie (42). Ogsaa Hertug Johan Adolf fik travlt. I sit Hoch-Fürstl. Münz Edict af 1. Februar 1610 (43) udtaler han, at han ganske vist den 16. September 1609 paabød Dalerens Fastsættelse til 33 ß l. og til Gengæld 2 ßs Nedsættelse til 21 Pf., hvad der jo paa en Maade i Virkeligheden betød det samme som en Forhøjelse af Daleren, beregnet i de daarlige 2 ß.r, men efter at man mod al Forventning paa sidste Kredsdag er gaaet ind paa en Stigning af Speciedaleren, og efter Ansøgning af Hertugens Undersaatter og for at tilvejebringe Ensartethed med Naboerne maa han nu befale, at Dalere og andre grove saavelsom smaa Mønter skal gaa til samme Værdi som i Nabobyerne Lübeck, Hamburg o. s. v. Med Hensyn til sine hertugelige Indkomster fastsatte han derhos den 28. s. M. (44), at der for hver ß l. skulde lægges 2 Pf. til. Dette Resultat kom han meget følgerigtigt til ved at fremhæve, hvorledes Daleren stadig var stegen fra oprindelig at staa i 32 ß l. til nu ifølge den sidste Kredsafsked i Gardelegen at regnes til 37 ß 4 Pf., hvilket giver en Stigning af 5 ß 4 Pf. eller 64 Pf., i alt dvs. 2 Pf. for hver af de 32 ß l. som Daleren bestod af, dengang alle de paagældende Land-, Amts- og Toldafgifter, Husleje, Forpagtningsafgifter m. v. beregnedes. Naar Afgifterne erlagdes i Smaapenge efter den hidtilgældende Taxt og derefter skulle omsættes i Rigsdaler, betød det et Tab af mange Tusind Dalere for Hertugen. 1 ß, der tidligere var 12 Pf. værd, bliver da ikkun 10 Pf. værd. Derfor befaler han, at de manglende 2 Pf. skal tillægges i alle Afgifter, og at alle Indtægter samt visse og staaende Hævninger i Registrene skal ændres i Overensstemmelse med den nye Valvation: altsaa 32 ß = 37 ß 4 Pf., 31 ß = 36 ß 2 Pf., 30 ß = 35 ß etc. lige ned til 1 ß = 1 ß 2 Pf., en Sechsling = 7 Pf. og en Dreiling = 3 1/2 Pf. (45).

Ogsaa for Berigtigelsen af kontraktmæssig stipulerede Betalinger udstedte Hertug Johan Adolf Regler, der kan være oplysende for hele det indviklede Mellemværende, der opstod som Følge af de idelige Møntforandringer. I en Forordning af 2. November 1610 bestemmer han, at man skal se hen til Tiden for en Kontrakts Indgaaelse, hvorledes dengang Mønten in bonitate intrinseca var beskaffen; i Henhold hertil skal Laan tilbagebetales saavel som Renter erlægges til Hospitaler, Kirker m. v. Som Følge heraf fastsættes, at naar en Debitor har faaet et Marklaan, da Rdlr. stod i 32 ß l., skal han nu tilbagebetale hver Mark med 18 ß 6 Pf. Fik han Laanet, da Daleren stod i 33 ß, skal han tilbagebetale hver Mark med 18 ß. Er Laanet ydet i Rigsdalere, skal Debitor, selv om Daleren, da Laanet stiftedes, stod i 33 ß, nu erlægge Laanesummen Daler for Daler i lignende gode Dalerstykker uden nogen Afkortning, fordi Daleren nu staar i 37 ß 4 Pf. Til Udlændinge skal Undersaatterne dog kun betale 1 Mark med 16 ß, hvad enten det er gamle eller nye Kontrakter, saafremt Udlændingene kun betaler 1 Mark med 16 ß. Efter alle nye Kontrakter, der oprettes, efter at Daleren er sat til 37 ß 4 Pf., skal 1 Mark betales med 16 ß. Disse Regler varede kun til 8. Maj 1611 (46), saa maatte Hertugen forandre nævnte Forordning. Fra alle Sider klagede Undersaatterne over, at de skulde betale 1 Mark højere end 16 ß. Debitorer er altid i Flertal. Kapitalister laaner til mange. Man gjorde gældende, at i Nabostæderne betalte man uden Forskel 1 Mark med 16 ß. Hertugen gav efter i Overensstemmelse hermed, dog forbeholdt han sig sine Skatter, og Kirker, Hospitaler, Skoler og Fattighuse deres Renter; de skulde beregnes efter hans tidligere Constitution. Hvor svarer det helt og ganske til vor Nutid! Egentlig kunde Kapitalister stille Krav om at faa mere i Rente og større Summer i Tilbagebetaling end stipuleret ved Gældens Stiftelse, idet nu Kroner, Reichsmark, Rubler m. v. er sunket til det halve, ja langt derunder i "Værdi" dvs. Købeevne overfor alle Ting. Men hvem vil i vore Tider tænke paa eller for Alvor vove al gennemføre et saadant Synspunkt. Laangiverne maa nøjes med at modtage den Navneværdi tilbage, de i sin Tid laante ud, selv om der under Etiketten: 1 Krone, 1 Mark, 1 Rubel o. s. v. nu skjuler sig noget helt andet end forhen. Alligevel florerer de store Kapitalister; smaa bliver ruinerede. - Naar Hertugen i sit seneste Edict forbeholdt sig en Forhøjelse af Skatter og Afgifter, svarer det atter nøje til Nutiden. Staten fordobler Skatten, for at den kan komme til at svare til den gamle i den gode, købedygtige Mønt. Hertugens Edict af 8. Maj 1611 er et ægte folkefødt og skattetungt Produkt. Det kunde godt være udstedt af Konge og Rigsdag i 1920 efter Verdenskrigen i Stedet for af Hertug Johan Adolf før Kalmarkrigen og Trediveaarskrigen.

KLIK for forstørrelse!

16. Schwabes Danske Guldridder (Rosenobel) fra Kalmarkrigen.

Under Kalmarkrigen, som Kongen erklærede den 4. April 1611, men som først ret kom i Gang i Midten af Maj, lod Chr. IV udmønte Guldriddere eller Rosenobler, om hvilke jeg tidligere har oplyst, at de udmøntedes 26 Stkr. af den 20 Karat fine Mark cølnsk, og at deres Navn vistnok stod i Forbindelse med den hollandske "Groote Nederlandsche gotiden rejder." (47). Herved kan tilføjes, at Navnet Guldridder og Halv Ridder var en fra gammel Tid gængs Benævnelse paa Guldmønt i Skotland (48), hvor Kong Christians Svoger Jacob VI var Konge, inden han som Jacob I kaldtes til England; med denne Svoger stod den danske Konge i livlig forbindelse; naar han senere optog Møntbenævnelsen Krone, der var særlig almindelig i England og Skotland, er det jo ikke udelukket, at han har hentet "Ridderen" sammesteds. Der existerer en den 13. November 1628 af Nikolai Schwabe udstedt "Valor von K. M. Müntz", hvorefter K. M.s Rosenobel eller "gulden Ritter", der gjaldt 4 Rdlr., i sin 'I'id skulde være møntet 24 Stkr. paa den 20 Karat fine Mark (49), medens jeg har hævdct, at der udmøntedes 26 Stkr. pr. Mark brutto (50), saaledes som det fremgaar af Datidens Rentemesterregnskaber. Det maa have veret den aldrende Møntmesters Hukommelse, der har svigtet. Møntmester Mathias Clausen, til hvis Efterretning sikkert Schwabes Erklæring er afgivet, begyndte i 1629 at mønte Rosenobler 24 Stkr. paa Marken, men hørte hurtigt op hermed, da han mærkede, at de aldeles ikke kom overens med forrige Møntordning (51). Ligeledes er et Stk. fra 1612 proberet og befundlet at veje efter et Antal af 26 14/157 Stkr., dvs. 26 Stkr. paa Marken brutto (52).

Fra Kalmarkrigens Dage begyndte ret egentlig Christian IV.s Forringelse eller Forfalskning af Mønten ved Udgivelse af grove Rigsmarker og 4 ß.r, der i Sølvindhold ikke svarede til deres Navneværdi. Fortjenesten herpaa var ikke ringe, og Udmøntningen strakte sig til 1618, da Marken ikke længere kunde hævdes som 1/4-Specie og derfor afløstes af 3/4-Specien, den saakaldte Halvkrone og 1 1/2-Specien, den saakaldte "corona danica". I det aabne Brev af 12. Juli 1618, hvorved Kronemønten førtes frem for Offentligheden, ligesom ogsaa i de to Forørdninger af 4. Juli 1616 og 1. Maj 1618 om Dalerens Forhøjelse til 80 og 84 ß d., henvises til, at Markerne saa let eftergjordes af fremmede og Udlendiske, hvad jo ikke var mærkeligt, naar man betænker, hvor stor Fordel en Falskmønter kunde have heraf, selv om han slog Mønten akkurat efter Kongens egen Møntfod (53). At der ikke synes at foreligge nogen større Udmøntning af falsk Mønt, er tidligere paavist; et enkelt Tilfælde er det dog lykkedes at fremdrage, men fra en langt senere Tid:

Den 17. December 1640 tilskrev de 2 Raadmænd og Retsforvaltere i Hamburg Hertug Frederik III af Gottorp, at en Barberkone Mette Tettes udgav falsk Mønt i Hamburg, og at hun havde tilstaaet, at hendes Mand i Tetenbüll (Tetenbøl) i Ejderstedt har lavet dem. I den Anledning er der anstillet Undersøgelse, og den 24 s. M. indberetter Fogeden i Garding, at han har ransaget Barberen Tette Jansens Hus i Kirchspiel Tetenbüll. Barberen var ikke tilstede, men kun hans to Smaapiger. Han havde til en Begyndelse ikke fundet noget mistænkeligt, men da man væltede en Blok, der stod i Huset, havde man paa denne fundet Spor af Befæstigelser af Stempeljern. Den ene af Smaapigerne havde da givet sig til at græde og sagt: "Gott helfe, dass mein Vater nur auf weitem Felde sey." Hun havde da ogsaa indrømmet, at Faderen, da han om Morgenen tog hjemme fra og sagde, han skulde til en Patient, havde haft en "Beutel" Mønt med sig. Fogeden og hans Medhjælpere havde da anstillet videre Efterforskninger, og i en Vandingsgrube for Kreaturer fundet nedkastet dels Instrumenter til Falskmøntning, dels enkelte af de samme falske Mønter, hvoraf et Excmplar var sendt med Anmeldelsen fra Hamburg. Denne Mønt findes endnu i Slesvig Statsarkiv vedlagt den hamburgske Skrivelse og indsvøbt i blaat Kardus med Datidens Paaskrift om, at det var et Stk. af de falske Mønter, der var udgivne i Hamburg. I det blaa Kardits ligger der en godt præget Efterligning af Nikolai Schwabes Mark med Kløverbladet fra 1618, øjensynlig af ret godt Sølv, i hvert Fald ikke meget slettere end det Kongen selv anvendte (54).

Naar Kongen slog slig daarlig Mønt, som Falskmøntere med største Fordel kunde eftergøre i samme Korn og Skrot, hvorved Massen af de daarlige Omsætningsmidler forøgedes, og naar der fra Udlandet strømmede slet Smaamønt i Hobetal ind over Landegrænserne, er det ikke til at undres over, at der opstod Forvirring med deraf følgende Klager i Mængde. Paa en god fuldvægtig Speciedaler maatte der stadig regnes et større og større Antal af den atter og atter forringede Smaamønt.

Som Følge heraf blev der f. Eks. den 14. November 1613 truffet Forlig mellem Kongen og Ditmarskerne i Anledning af Møntens Forringelse og dennes Indvirkning paa Afgifterne (55). Den 31. Oktober 1615 (56) klager Stalleren i Strand til den gottorpske Hertug over, at Rigsdaleren er steget til 38, 39 ja 40 ß l. paa Grund af den megen Smaamønt. Markedet er daarligt. Okseopkøberne betaler ikke med Dalere. Derfor kan Bønderne ikke betale deres Afgifter med andet end Smaamønt. Brevskriveren spørger, om man saa skal modtage denne til 37 ß 4 Pf. pr. Daler eller skal forlange mere. Hertugen svarer i November, at han skal kræve 2 Mark pr. Rdlr., de overskydende ß uden Tillæg. Den 6. Jannar 1616 bestemmer Hertug Johan Adolf, at Sold skal betales halvt i Dalere, halvt i Smaamønt 37 ß 4 Pf. paa 1 Rdlr. Efterat Rigsdalerens Skillingstal ved Frdg. af 12. Marts 1616 for Hertugdømmerne (57) var forhøjet til 80 ß d. = 40 ß l. udsteder Hertug Frederik III den 25. Oktober 1617 en Forordning om Forhøjelse af Afgifter og Leje med 3/4 Rdlr. pr. Morgen. Den 17. December 1617 skriver Kongens Statholder Gert Rantzau til Hertugen om Udstedelsen af et nyt Edict om Indskærpelse af Rigsdalerens Beregning til 40 ß l., men foreslaar dog at vente med Publiceringen deraf til efter Kieler Omslag, formentlig for ikke derved at opfordre Undersaatterne til i for rigeligt Omfang at løse deres Forpligtelser ved Betaling af Rigsdalere i Dobbeltskillinger til 40 ß l. pr. Rdlr. i Stedet for med Specier. At disse Dobbeltskillinger tog mere og mere Overhaand, derom vidner Kong Christian og Hertug Frederiks Forordninger af 6., 12. (58) og 18. (59) Oktober 1619.

Imidlertid havde Christian IV - som tidligere berørt opgivet Udmøntningen af de grove Markstykker, væsentligst fordi de ikke længere kunde gaa som 1/4-Dalere, og i Aaret 1618 erstattet dem med 1 1/2-Specier og 3/4-Specier, de saakaldte Kroner og 1/2-Kroner, som han endog prøvede paa at eksportere til Ostindien og ved Hjælp af det nyoprettede "Ostindisk Handelskompagni" at faa Rajaherne i den danske Koloni Tranquebars Omegn til at acceptere, hvad dog ikke lykkedes (60).

KLIK for forstørrelse!

17. Dansk Guldkrone af J. Post.

Endvidere havde Kongen som nærmere forklaret i min tidligere Afhandling (61) udvidet sin Møntforretning med Denningerne, de saakaldte Rytterpenge, vistnok hovedsagelig efter Tilskyndelse af den portugisiske Jøde, Albert Dionis, der samtidig indkaldtes til Glückstadt, hvor en Mønt anlagdes. Naar Kongen ogsaa her i Riget lod slaa Denninger med russisk Indskrift, og naar Dionis fremsatte eller i hvert Fald støttede Tanken om at slaa lign. Mønter med tysk Indskrift, staar det sikkert i Forbindelse med, atde ægte russiske Dengaer eller Dengi, der hidtil havde væeret bekendte for deres Godhed, under Krigsforhold var blevne forringede, og at det derfor kunde betale sig at eftergøre dem, medens de endnu havde et godt Omdømme (62). At Kongen ikke havde den bedste Samvittighed med Hensyn til disse Mønter fremgaar med al Klarhed af Indholdet af det Dionis under 7. Juli 1619 givne Privilegium, hvis Ordlyd det nu efter Verdenskrigens Ophør har været mig muligt at gøre mig bekendt med under Studier i Slesvig Statsarkiv (63). Kongen udtaler bl. a. i Privileliet: "damit hierdurch keine steigerung ahn der Reichsthalern werde verursacht, soll er dieselben zu den behuelf aufzuwechseln kein macht haben, sondern vorgesagte müntz Sorten oder pfennige von Spanische Realen und andern ungemüntz silber pregen zu lassen, schuldig sein, alles bey høchster ungnaden und willkürlicher straffe, So oft er wegen zerbrechung der Rthlr. ... überzeuget wird" ... "Damit wir aber vorher ob auch und wie uns, unsere Landen und unterthenen hiermit gedienet, erfahren mügen, So soll diese unsere begnadigung ferner nicht dan nur auf ein Jahr von dato dieses sich erstrechen; werden wir aber das werck richtig und verantwortlich befinden, seint wir des gnedigsten erbietens, vielgemelten Alberto Dionysio, weil er unser Neue fundirte Glückstadt in esse und flor zu bringen, und vorbesagten müntzwerck zu unseren ... nützen vortzusetzen sich embsiges fleisses sein lassen auf weitere Jahr ... gegen billige abgiftt solche Münzwesen ferner einzureumen und dabey zu lassen mit angehengten gnedigsten versprechen, dass in unsere furstenthumben dergleichen Münzsorten ihm nicht zum Nachtheil und mercklichen præjuditz nicht sollen geschlagen werden". Kongen kan ogsaa tænke sig Muligheden af at maatte tage Dionis under sin Beskyttelse, om han maatte blive anfægtet i sit Møntværk. Om "Pensionen" træffes detailleret Aftale. De 2000 Dalers Afgift af de smaa Denninge skal erlægges for Tiden fra St. Hans 1619 til St. Hans 1620 med Halvdelen til Kieler Omslag og den anden Halvdel til St. Hans 1620; Afgiften af de dobbelte Denninge skal beregnes for Tiden "a festo Bartholomæi dieses 1619 Jahres" til Bartholomæi 1620 og betales med 500 Rdlr. til Kieler Omslag og andre 500 Rdlr. ved Forpagtningens Udløb.

I Februar Maaned 1620 forelægger Dionis Kongen en Mønt til Prøve, mulig den 4-dobbelte Denning, som han senere fik Bevilling paa, men den vandt dog ikke Kongens Bifald, idet han den 24. Februar 1620 meddelte Dionis, at ved Undersøgelse, iværksat af den herværende (dvs. københavnske) Møntmester var den befundet for let (64).

Den 19. April 1620 (65) oprettedes Kontrakt med Dionis om Møntning af en Sum Penge. Det er muligt, at denne Kontrakt efter nærmere Forskning maa læses saaledes, at Dionis kun skulde mønte 10.000 Rdlr. Denninger i 6 Maaneder, men paa den anden Side har det jo ikke kunnet oplyses, hvormeget han slog af denne Slags Mønt før og efter denne Kontrakts 6 Maaneder; man regner derfor sikkert alligevel ikke for højt, naar man gaar ud fra den i min Oversigt p. 214 i min fornævnte Afhandling angivne Sum. Dionis skulde af den Sum, der af Kongen stilledes til hans Disposition, betale i Rente 9% p. a.

Den 19. Juni 1620 fik Dionis sin Bestalling forlænget paa 3 Aar (66).

At der imidlertid næppe har hersket Begejstring over hele Møntvæsenet, som det nu var indrettet i Hertugdømmerne, fremgaar af talrige Klager.

Den 9. og 19. Juni 1620 indgik der saaledes til Hertugen Besværinger fra Nordditmarsken og Ejderstedt over al den daarlige Smaamønt, der var i Omløb (67), og den 17. Juni 1620 (68) klagede Borgmester og Raad samt de tilforordnede 8 Borgere i Kgl. Majt.s Veste Crempe til Christian IV i en lang Skrivelse. Kræmmere og Skræddere havde henvendt sig til dem og fremhævet følgende: Skønt Kgl. Majt. gennem Kansleren havde advaret Folk imod at modtage Smaamønt i for stor Mængde, og man havde haabet, at Kgl. Majt. havde indrettet Mønten i Glückstadt, for at dr kunde præges des bedre Penge, saa er dog lette Mønter blevne indførte til Byen og paatvungne Indbyggerne i Betaling. Hvis de skal modtage de lette 2 ß "til gengs" (dvs. Navneværdi), maa de lide stort Tab paa dem, naar de vil have dem vekslet for Rdlr. i Hamburg. De haaber, at Kongen maa undersøge, hvorfra al den lette Mønt stammer, og at Kongens Kaptajner og Soldater ikke maa blive lønnet dermed. Af dem maa de modtage den daarlige Mønt i Betaling for øl, Brød og alle Slags Varer. Glückstadter-Mønterne ser de ikke meget til, kun let Mønt; men Møntmester Albert Dionis og hans edsvorne Wardein, Hinrich Schultze maa dog godt vide, hvor den Mønt, de selv laver, bliver af, og hvorfor den lette Mønt findes i Hobevis i Landet og i Glückstadt. Derfor beder de Kgl. Majt. give Befaling til at lade afkræve Albert Dionis og Hinrich Schultze en Forklaring, om de selv eller deres Møntersvende veksler deres Mønt i Hamburg, hvor den gaar for Rigsmønt, mod let Mønt, hvorved kan tjenes 6 7 Mark paa 100 Mark, eller sender de Dalere, de faar af Kongen eller indveksler i Landet, til Hamburg mod let Mønt, som de saa indfører her til Landet, hvor Rigsdaleren gaar til 3 Mark 4 ß, medens den i Hamburg mod let Mønt kan drives op til 3 Mark 8 ß eller endog 10 ß. Eller ogsaa maa "Mønterne", hvis de ikke selv gør det, vide, hvem der handler saaledes, da de ved, hvem de ugentlig leverer deres egne Mønter til. Derefter kunde der udstedes Forordning mod Opvexling eller Udførsel af den gode Mønt, til Befordring af ærlig Commercie og daglig Næring, hvorved Kgl. Majt. vilde udføre et kristeligt "Justicien Werck".

Det er et Spørgsmaal, om ikke dette Klageskrift ogsaa i nogen Grad er rettet mod selve den Mønt, der udgaves i Glückstadt, men hovedsagelig er det vel nok den nu ind over Landegrænsen styrtende tyske Kippermønt, der sigtes til. Klagerne har vakt Betænkelighed, og Kongen har ført Forhandlinger med Hertug Frederik om at udstede et Edict mod den skadelige Smaamønt. I et Brev af 24. Juni 1620 foreslaar han, at begges Raader optager en fælles Raadslagning herom, og den 21. Juli 1620 (69) tilskriver han Gert Rantzau, at han nu har forsynet et Decret herom med Haandskrift os Secret. Det blev det ret virkningsløse ,,Münz-Edict af 20. Juli 1620 (70). Som Fællesforordning medunderskreves det af Hertug Frederik III og udgik under 24 s. M. (71).

Tiltrods herfor gav Kongen dog allerede den 4. August 1620 (72) Gert Rantzau Ordre til at stille 3 å 4000 Rdlr. til Disposition for Albert Dionis til Udmøntning af mere Smaamønt og skrev efter Dionis Aninodning (73) den 10. August 1620 (74) til Hertug Hans af Sønderborg om, at David Neifelt ikke maatte slaa Denninger af samme Form som Kongens. men andre gode Møntsorter, saa Confusion i Mønten kunde undgaas!

Ogsaa paa anden Maade viste han sin højst tvivlsomme Møntmester sin Bevaagenhed.

Saaledes gav han Amtmanden i Steinburg Amt, Ditlef Rantzau, den 13. November 1620 Ordre til at bistaa ham ved Købet af et Hus i Glückstadt, som Dionis havde købt af Borgmesteren Wibolt von Ancken, men som dennes Svigersøn vilde hindre ham i at komme i Besiddelse af; den 7. September s. A. havde han tilskrevet samme Amtmand om Udmøntning af 100 Daler Sechsling og Dreiling, hvoraf han havde modtaget en Prøve, som dog var faldet "sehr kupfrig" tid. Men det var vel ikke inderligt, om han støttede Dionis, hvis Afgift af Mønten sikkert ikke var Kongen uvelkommen, og hvem han f. Eks. i et Brev af 7. September 1620 kunde beordre til at indbetale Penge til Amtmand Ditlef Rantzau til Opførelse af nye Huse i Glückstadt.

Imidlertid tilspidsede Situationen sig mere og mere. Kipper- og Wippertidens Overproduktion af værdiløs Smaamønt prægedc Tiden og fremkaldte - som jeg tidligere andetsteds har udviklet - tilsidst en Pengekrise, som paa en eller anden Maade maatte løses. Klager strammede ind allevegne fra, saaledes f. Eks. fra Ejderstedt den 28. September 1621 (75) til Hertugen over, at det seneste Edikt af 20. Juli 1620 ikke overholdtes, og at der stadig indførtes slette 2 ß i Hobevis. Kongen og Hertugen vexlede heftigt Breve om det samme (76), f. Eks. Hertugens Brev af 9. Maj 1621 til Kongen om Afskaffelse af Smaamønten. Sluttelig enedes Kongen og Hertugens Raader samt Afsendinge fra Hamburg og Lübeck i November 1621 om at fastsette Dalerens Skillingstal til 3 Mark l. 16 ß = 48 ß l., medens en i September s. A. i Braunschweig afholdt Kredsdag havde ansat Daleren til 32 ß l. Som en Mellemvej vedtoge de førstnævnte Stænder i Hamburg paa et Møde i Marts 1622 at lade Daleren gælde 48 ß l. til Gregorii Dag 1623, derefter 2 Mark 8 ß l. (77).

I Overensstemmelse hermed udfærdigede Kongen en Forordning om Møntvæsenet i Slesvig-Holsten af 29. Marts 1622 (78), hvori det bl. a. hedder, at Kongen har forenet sig med Stænder af den nedersachsiske Kreds om i Fyrstendømmerne at nedsætte Daleren til 3 Mark l. (fra det i Ediktet af 20. Juli 1620 fastsatte Skillingstal af 3 Mark 4 ß l.) indtil Gregorii Dag 1623 og derefter til 2 1/2 Mark l. Men denne Forordning er sikkert aldrig blevet publiceret eller kommet til Udførelse. Allerede den 13. April 1622 udstedes et Møntedikt for Hertugdømmerne, der kun taler om Daleren til 3 Mark l. Det samme gælder Mandat wegen der kleinen Münzen af 25. Oktober 1622.

Kongen nærede Betænkelighed ved at nedsætte Rigsdaleren yderligere end til 3 Mark l., hvad han ogsaa fremhavede for Hertug Frederik af Gottorp i en Skrivelse af 3. Januar 1623 (79), og da Hamburgs Borgmester og Raad havde henvendt sig til ham, om man nu ikke burde sætte Aftalen fra Hamburger-Mødet den 11. Marts 1622 i Værk, saaledes at Daleren fra Gregorii Dag 1623 kun skulde gælde 2 Mark 8 ß l., tilskrev han dem i Brev af 6. Januar i samme Retning som i Brevet til Hertug Frederik. Han havde omstændelig faaet refereret deres Forslag om yderligere Nedsættelse af Rigsdaleren end den alt stedfundne (fra Mark 4 ß eller 3 Mark 6 ß l., jfr. Mandatet af 25. Oktober 1622 til 3 Mark l.), men finder han, at dermed er forbunden svære inconvenientien, og han finder en Puplicering af saadan yderligere Nedsættelse af Daleren højst betænkelig, men han er ikke uvillig til med Hertugen at communicere om Sagen, naar indeværende Omslag (Termin) er forløben.

Den 22. Februar 1623 tilskrev Hamburgs Raad ham paany om at maintenere den engang trufne Beslutning om Nedsættelse af Rigsdaleren til 2 Mark 8 ß l., men den 4. Marts skrev Kongen til Hertug Frederik, at han havde underskrevet det paa Hertugens Befaling udfærdigede Svar til Lübeck og Hamburg, som var ham "wohlgefallen".

Svaret til Hamburg af s. D. gik ud paa, at Hamburgs Borgmester og Raad vel maatte forstaa, at Kongen godt kunde sympatisere med Rigsdalerens Nedsættelse til 2 Mark 8 ß l., ja endog med den hele og fulde Nedsættelse til den gamle Valør af 2 Mark l., vel at mærke, naar det kunde practiseres uden stor landfordærvelig Skade. Men man vidste jo, at alle Lønninger, Varer, Victualier, Manufacturer var stegne i Pris fra Aar til Aar, og de høje Priser vilde blive ved uden Hensyn til Rigsdalerens Nedsættelse, særlig ogsaa ved Handelen paa andre Pladser, hvor Rigsdaleren gælder højere, og hvor Rigsdalerne vilde flyde hen, saa der blev stor Mangel paa gode, haarde fuldtgældende Speciedalere. Kongen erindrede, at det i Foraaret sidste Aar var vedtaget ikke at bringe Daleren højere op end til 3 Mark l. (dvs. til 3 Mark 4 ß l. eller 3 Mark 6 ß l.) og at Varernes Pris skulde være i Overensstemmelse hermed, selv om hver gerne plejede sin Egennytte. Endskønt Hamburg havde bestemt sig til en yderligere Nedsættelse til 2 Mark 8 ß l., saa maatte Raadet dog ikke fortænke Kongen i endnu en Tid lang at hævde Rigsdaleren i en Pris af 3 Mark l. af Hensyn til den Skade paa Handelen og Uorden, som ellers kunde indtræde. Stigningen af Varepriserne kunde ogsaa skyldes andre Aarsager end Dalerens Stigning, thi om Rigsdaleren var stegen til det dobbelte fra den stod i 2 Mark l., var Varepriserne stegne 3 eller 4 Gange. Handelsvarernes Pris og Prisen paa Sølvet, der ogsaa er en Vare, som dels bringes langt over Land, dels med stor Møje bringes frem af Jorden, kan ikke straks nedbringes, fordi Daleren nedsættes, og at nedsætte den til den forrige Fod i den uvisse Forhaabning om, at sligt vil ske, synes Kongen højst betænkeligt. Den i 1622 besluttede Nedsættelse af Daleren med 6 ß fra 3 Mark 6 ß til 3 Mark l. havde ikke ladet mærke, at Folk solgte deres Varer billigere. Kongen kunde af Hensyn til Handelens Tarv ikke for Tiden gaa med til Hamburg-Beslutningen om Nedsættelsen af Specien til 2 Mark 8 ß St. Gregorii Dag 1623, og Smaainønten bør derfor vedblivende regnes efter en Pris af 3 Mark l. for 1 Rigsdaler (80).

I Overensstemmelse hermed blev Rigsdaleren staaende paa 48 ß l. = 96 ß d. i Hertugdønmierne saavelsom i Kongerigerne. Naar Kongen fremhævede, at Smaamønten vedblivende burde regnes efter Daleren til 96 ß d., giver dette maaske et Fingerpeg med Hensyn til hans stærke Betænkeligheder ved yderligere at nedsætte Daleren, thi han stod da midt i en større Kippermøntvirksomhed paa Frederiksborg; de derfra i Mængde udspyede lette 8 og 12 ß Stkr. taalte ganske sikkert ikke en Nedsættelse af Dalerens Skillingstal med deraf følgende Krav til en langt bedre Udmøntning af Smaamønten. Den første Følge vilde da blive, at disse 8 og 12 ß Stkr. øjeblikkelig maatte betydelig devalveres under deres Paalydende, hvad unægtelig ikke vilde tage sig godt ud. Hvad senere kunde ske og ogsaa virkelig skete ved Forordningen af 4. Maj 1625, hvorved disse Mønter - selv med en Ansættelse af Daleren til 96 ß d. - nedsattes til 6 2/3 ß d. og 10 ß., kunde man foreløbig lade Fremtiden om.

Thi Kongen kunde ikke bekvemme sig til at lade Udmøntningen af let Smaamønt standse. Medens Hertug Frederik i sin Befaling og Instruktion til sin Møntmester Heinrich Puls af 9. Juli 1622 (81) forbød denne at slaa 2, 1 1/2 og 1/3 ß l. før efter Communication med Kongl. Majt., lod Kongen baade i Kongerigerne og i Glückstadt slaa daarlig Mønt og tog derfor ogsaa meget omhyggelig Alb. Dionis i Forsvar mod Indkvartering og andre Byrder, jfr. Brev til Ditlef Rantzau af 17. December 1623 (82). Men Kongen havde dog allerede da maattet nedsætte de i Glückstadt tidligere møntede Rytterpenge eller Dütkener ikke ubetydeligt.

Efter Forhandling paa en Herredag i København udstedte Kongen den 16. August 1622 en Forordning, hvorved Daleren sattes til 3 Mark l. og af Rytterpengene (Denningerne) 4 ß d. (2 ß l.) til 3 1/2 ß d. (21 Pf. l.) og 8 ß d. (4 ß l.) til 7 ß d. (3 ß 6 Pf. l.) (83).

Der opstod nu Uro i Hertugdømmerne, hvor denne Mønt jo var slagen og særlig kurserede. Den 4. Oktober 1622 (84) klagede Husum til Hertugen. I Kongens Gebeter gik Rytterpengene nu som fastsat i fornævnte Forordning, medens de i Hertugens Gebeter kunde afsættes for fuld Værdi. Den 15. og 19. (85) fulgte lignende Klager fra Ejderstedt og Slesvig. I Hertugens Skrivelse af 17. s. M. (86) loves der et Edikt om en tilsvarende Nedsættelse. I Mellemtiden skulde de ikke tage de ommeldte 4 og 2 ß.r til højere Valør end i den kongelige Andel af Hertugdømmerne. At Nedsættelsen ikke har været behagelig for Hertugen er kun alt for vist, thil han havde heller ikke den bedste Samvittighed paa dette Omraade, idet han havde ladet slaa ganske samme Slags Denninger, de saakaldte Neldebladspenge.

Men i Foraaret 1625 (87) klages der atter til Hertugen, dennegang fra Ekernførde, over at de danske Købmænd nu ikke engang vil tage Rytterpengene til 3 1/2 ß og 21 Pf., men kun vil give 3 ß og 18 Pf., da de efter St. Hans ikke skal gælde mere. Det var Christian IV.s kendte Fif, hvorved han lokkede Folk til at afgive disse Mønter til sit Renteri, hvorfra de med Fordel kunde afgives til Udmøntning af de endnu slettere Kronemønter (88).

Ved Skrivelse af 13. Juni 1625 (89) svarede Hertugen Ekernførde og i Circulære af s. D. meddelte han alle sine Byer og Undersaatter, at ingen skulde være pligtig at tage Rytterpengene mod sin Vilje.

Allerede da var Sammenbrudet indtraadt i det danske Møntvæsen med Udstedelsen af Forordningen af 4. Maj 1625 (90), hvorved Kongen efter et heftigt Sammenstød med Rigsraadet maatte nedsætte al den usolide Mønt, han i en lang Aarrække havde udgivet for en Navneværdi, der langt oversteg dens indre Værd. Han nedsatte:

Hermed gjordcs foreløbig op med hele Christian IV.s Møntvæsen, som det havde formet sig fra 1607, da han indkaldte en hollandsk Forpagter af Møntvæsenet H. Flemming, og til hans Indtrædelse i Trediveaarskrigen. Det ved Forordningen af 1625 opgjorte Grundlag, hvis Betydning for Fremtiden særlig var Fastsættelsen af Halvkronen (den senere Krone) til 2/3 Rigsdaler eller 1 Sletdaler, danner Udgangspunktet naar vi skal begynde Skildringen af den næste Periode i Møntvæsenet indtil de store Møntreformer, som søgtes gennemførte ved Christian V.s Regeringstiltrædelse.

Ved nævnte Forordning havde Rigsraadet paa Møntvæsenets Omraade foretaget et grundigt økonomisk Opgør med Kongen. Hvad der skete senere under Krigenes Tryk, var en langt mere undskyldelig og nødtvungen Benyttelse af Møntregalet til Afhjælpning af Pengenøden i svære Tider, saaledes som det er set saa mange Gange før og senere i Historien.

Den nævnte Forordning gennemførtes for den hertugelige Andel af Hertugdømmerne ved en gottorpsk Forordning af 6. August 1625 (91), efterat en enkelt Bestemmelse i Forordningen havde rejst et ganske interessant Fortolkningsspørgsmaal. Som det vil ses af ovenstaaende var 6 ß d. (3 ß l.) nedsat til 5 ß d. (2 ß 6 Pf. l.). Denne Mønt beskrives i den danske Forordning saaledes: "Et Sex Skilling stycke aff Voris egen Mynt og slag". Sikkert heraf tog Husum Anledning til i en Skrivelse af 3. August 1625 (92) at spørge Hertugen, om den Valvation han fastsatte, hvorved de danske 3 ß nedsattes til 2 ß 6 Pf. ogsaa skal gælde de i Glückstadt, altsaa i det romerske Rige slagne 3 ß, om altsaa de "danske" 3 ß ikke omfatter disse "romerske" 3 ß, eller om "danske" skal omfatte alle af Kongen af Danmark slagne 3 ß. Den 12 August (93) svarede Hertugen, at de ikke hidtil var nedsatte, men sikkert nu burde være det, for at Landet ikke skulde overhobes med dem, og naar Hertugen som nævnt den 6. Aug. gennemførte den danske Forordnings Bestemmelser, maa vel ret beset ogsaa Dionis Dütkener være omfattet af Nedsættelsen, saaledes som Ordene i den danske Forardning maa forstaas. Herved vil disse ogsaa først komme i et efter deres Sølvindhold passende Forhold til Rigsdaleren, ligesom det heller ikke er let at se, hvilke andre af Kongen slagne 3 ß l. (6 ß d.), der ved denne Bestemmelse skulde være sigtet til, idet man vistnok kan bortse fra en meget sjælden dansk 6 ß fra 1622, møntet paa Frederiksborg. At det var Dütkenerne, der var ilde sete, fremgaar af de gottorpske Raaders Pres paa Kongen for at faa Udmøntningen af dem standset, hvad jo ogsaa virkelig skete i 1625 (94).

Hermed stod Kongeriger og Hertugdømmer paa lige Fod; en ensartet Møntlovgivning var tilstede, og en almidelig Nedsættelse af den hidtil slagne, overvurderede Mønt var tilvejebragt. Der var nu fri Bane for nye Forsyndelser ud fra andre Forhold og Begivenheder.

KLIK for forstørrelse!

18. N. Schwabes Dansk Piaster 1624 for Ostindisk Kompagni.

Fortsættes
Tilbage til Wilcke II


Noter:


Tilbage til Dansk Mønt