Tilbage står endnu at redegøre for Johan Posts »russiske denninger«, de eneste mønter, han vides at have møntet, der ikke er forsynet med hans mærke. Betegnelsen »Denninger« har intet med ordene »Danmark« eller »dansk« at gøre.
Allerede Johs. Lauerentzens udgave af Museum regium omtaler Johan Posts udmøntning af »rydske Dænninger« (Part. II. Sect. V., Blad Q 13 No. 214), idet han anfører kongens befaling til kgl. møntmester Johan Post af 5. april 1619 om at. præge denne mønt, så »at 48 Dænninger skal veje 1 Rigsdaler og være af Prøve som Rydske Dænninger«. Lauerentzen beskriver her en denning, der nærmest svarer til Schou uden år nr. 83, dog uden M under hesten, men det tilføjes, at der af samme slags gives en anden lille mønt, men med russisk indskrift, uden at man dog heraf må slutte, at en sådan allerede da fandtes i den kgl. Samling. Om denningerne siges det hos Lauerentzen, at de blev præget for at de i lige grad skulle gå i handelen hos de russiske Lapper, lydende såvel under dansk som under czarens myndighed, og det tilføjes, at de danske denninger nu er sjældne i brugen hos Russerne, men endnu sjældnere hos os.
Som det vil ses, henførte Lauerentzen således denningerne med tyske indskrifter (Schou u. å. nr. 80-84) til Johan Posts udmøntninger (hans russiske denninger) og han tilføjer, at Hans Mule også havde en sådan denning i sin samling. Joh. Muleni: Numismata Danorum (Hafniæ 1670) anfører da også som Cl. III, series VII, nr. 12: »Nummus Equitis dimidius, cujus valor unius solidi cum dimidio« (dvs. 1 1/2 skilling), og at denne mønt virkelig har været en denning, fremgår af, at Mules katalog ibid. nr. 16 anfører en 2 skilling lybsk (ryttermønt), hvis værdi nu ansættes til 3 ß i hvid (59), medens der i series VIII som nr. 12 anføres »Tres nummi Equitis«, der er indordnet under 8 skillinger og altså drejer sig om 3 stk. 4 ß lybsk (ryttermønt).
Hielmstiernes Medaille- og Mynt... Samling (Kbhvn. 1786) beskriver s. 270 nr. 154-155 2 forskellige denninger (svarende til Schou 80 og 84), om hvilke det hedder: »Er af de saa kaldte Dænninger eller Rydske Dænninger, som Kongen ved Forordning af 1619, d. 5. Apr. lod befale at skulle slaaes.«
I »Beskrivelsen« af 1791 anfører L. Prætorius (s. XXVI): »Efter Befaling til Johan Post af 5. April 1619 skulde myntes Denninger for 1500 Rdl., saa at 48 Stkr. veier til 1 Rdlr., og være af Materie og Prøve eftersom de Russiske ere.« Iflg. Kancelliets Brevbøger 1616-1620, s. 576, er iøvrigt pågældende missive til Johan Post dateret ikke 5., men 4. april 1619. I O. P. Kølles tabeller, ibid. s. LXII, henføres udmøntningen af denningerne derimod til 1602, vistnok på grund af en misforståelse af Erik Pontoppidans omtale af mønterne (se nedenfor); denningerne betegnes hos Kølle som Danske Copeck. »Beskrivelsen« anfører s. 373 under nr. 1209-1211 (Tab. XXV. 23, 22 og 24) tre lidet forskellige denninger, svarende henholdsvis, til Schou 80, 82 og 81. Om nr. 1209, der er betegnet som »en liden rar klippet Sølv Mynt«, oplyses tillige, at den - såvel som de efterfølgende - er »slaget i Lignelse med de russiske Kopeker, til Brug i Handelen i Finmarken og kaldet Dönning«. Jens Vintmøls katalog, 2. hæfte (Kbhvn. 1804) anfører s. 72 nr. 388 ligeledes »en saakaldet Rydsk Denning«.
I nyere tid er denne sort denninger tillige anført i følgende samlinger:
Bille-Brahe nr. 593 a. Denning u.å. B. 1209. Mønten er tilbyttet fra den kgl. Møntsamling og i bytteprotokollen betegnet som Hielmstierne 155, men samme betegnelse har Møntsamlingens eget eksemplar, så Bille-Brahes eksemplar, der nu findes i L. E. Bruuns samling som nr. 5937 (Schou 80), er næppe identisk med Hielmstierne 155, men muligt med Hielmstierne 154.
På Alfred Benzons auktion fandtes som nr. 852 en denning (B. 1209), der købtes af Guildal, hvis katalog nr. 1110 dog citerer B. 1210. - Denne mønt er nu i L. E. Bruuns samling som nr. 5938. - H. H. J. Lynges samling indeholdt også som nr. 992 et eksemplar, citeret som B. 1209 (Tab. XXV. 23), købt af L. E. Bruun; C. T. Jørgensens håndskrevne katalog anfører ligeledes en denning, og sådanne er fremdeles forekommet på møntauktionerne efter H. H. Schou nr. 414 (henført som Schou 82 til Glückstadt som møntsted), købt af O. Björnstad, på hvis auktion i 1934 mønten solgtes som nr. 222. På L. E. Bruuns dubletauktion i 1925 solgtes som nr. 2277 en denning (B. 1209), og endelig solgtes på P. Haubergs auktion som nr. 3434 en denning, Glückstadt, Schou 82, hvilket eksemplar nu er i overretssagfører Hedes samling. - S. de Chaudoir: Aperç sur les monnaies russes II (St. Pétersbourg 1837) pag. 57-58 nos. 390-392 (pl. II, 4 fig. 11) beskriver tre exemplarer fra statsråd Krugs samling, omtrent som Schou 84 og 80.
Selv om denne oversigt næppe er udtømmende, er denne sort denninger næppe forekommet meget hyppigere. Den anonyme møntauktion 27. marts 1882 i København, der væsentligt bestod af mønter fra konsul Wulffs samling, som P. Hauberg havde købt, anfører ganske vist s. 18 nr. 680-683 fire stk. To Schilling Lübsch, og efter citatet (B. XXV. 21, 22) skulle der heriblandt have været denningen B. 1210 (Tab. XXV. 22), hvad dog den lave pris, nemlig 80 øre for alle 4 mønter, udelukker, ligesom ingen raritetsangivelse foreligger. I de store samlinger, der har tilhørt O. Thott, Suhm, v. Hemmert, Frost, Schubart, Timm, Kreber, Devegge, Thomsen, Bech og Emil Glückstadt, fandtes i hvert fald ingen af disse denninger.
Ingen af de ovennævnte denninger (B. 1209-11, Tab. XXV. 23, 22 og 24, Schou u. å. nr. 80-84, C. T. Jørgensen, l. c. s. 82 nr. 225 og 225 a) har imidlertid noget som helst med Johan Posts udmøntning i 1619 af »russiske denninger« at gøre. De er derimod præget i Glückstadt af portugiserjøden Albert Dionis iflg. dennes privilegium af 7. juli 1619 (60).
Johan Posts virkelige russiske denninger er beskrevet af C., T. Jørgensen l. c. s. 82, nr. 226 og H. H. Schou s. 168 nr. 85-86..
Fig. 27 og 28. Denninger, slået i Glückstadt.
Fig. 29. Russisk denning
I dansk numismatisk litteratur har hidtil kun været kendt af Johan Posts russiske denninger følgende:
Udover disse 2, af Schou beskrevne russiske denninger, har Chaudoir, anførte sted, pag. 57 nr. 389, Pl. II, 4, fig. 10, publiceret et eksemplar, også fra Krugs samling, det i Ove Thomsens katalog anførte citat. Afbildningen svarer ret nøje til Schou 85. Hvor dette eksemplar nu beror, er mig ubekendt. Så tidligt som i året 1700 havde imidlertid den berømte svenske numismatiker Nils Keder (1659-1735) publiceret en af disse, af Johan Post udmøntede russiske denninger. I Nova literaria maris Balthici 1701 (Lübeck) findes således pag. 18-20 trykt Nicolai Kederi ... epistola, dateret Stockholm den ,. december 1700. Keder beretter heri, at han fornylig igennem sine forbindelser i de svenske Østersøprovinser havde erhvervet 2 sølvmønter fra den danske kong Christian IV af vægt som de russiske kopeker fra czarerne Basilius, Vladislaus, Michael og Alexius [1606 ff] med Sct. Georg som rytter med landse på den ene side. På den første findes på forsiden M under rytteren, medens der på den anden side med russiske bogstaver stod Christiano schetira Korolaz Denmark. Af mønten findes (tab. I. 2) en afbildning i kobberstik, hvorefter denningen nærmest svarer til Schou 86, idet indskriften, transkriberet til danske bogstaver, må læses Christi - anos tschet - irakorol - as Denm - arks.
Fig. 30 og 31. Denninger efter Nils Keder.
Den anden mønt, hvoraf en kobberstukken afbildning er givet Tab. I. 3, viser en af de i Glückstadt slåede denninger, nærmest som Schou 84, idet indskriften kan læses således: van G: / Genaden / christian / er IIII ko= / nc in den / marc.
Sandsynligvis er det fra Keders meddelelse, Lauerentzen har oplysningen i Museum regium om, at der også »gives en anden (end den i Museum regium anførte denning, der jo var slået i Glückstadt) Mønt, men med russisk Indskrift«, og Chaudoir l. c. citerer udtrykkeligt Nic. Keder: De nummis Russorum i Nov. litt. maris Balthici 1701 pag. 18 ff. Interessant ville det være, om der endnu kunne skaffes klarhed over Keders møntsamlings skæbne, således at disse denninger atter kunne komme for dagens lys, idet de ikke synes identiske med de hidtil kendte (61).
Keder oplyser i sit brev, at hans hjemmelsmand, en købmand Johan Rodde i Narva havde fortalt ham, at disse mønter var bestemt for handelen såvel med de Lapper, der lød under czaren, som med de Lapper, der var danske undersåtter, men henskød forøvrigt sagens afgørelse til den lærde danske polyhistor Otto Sperling, der dog ikke synes at have beskæftiget sig hermed. Keders beretning refereres næsten ordret af Erik Pontoppidan i Gesta et vestigia Danorum extra Daniam, tomus III (Lipsiæ & Hafhiæ 1741) p. 478 ff. i prgf. 21 »Om de i Rusland slaaede Mønter, der kaldes Copecer, forsynet med Christian IV’s Navn og Titel paa Russisk«, idet Pontoppidan herved erindrer om Christian IV’s sørejse i 1602 (62). Johann Heinrich Schlegel kommer naturligvis også ind på disse mønter i hans udgave af Geschichte Christian des Vierten Königs in Dänemark von Niels Slangen, 3. Buch, Kopenhagen und Leipzig 1771, pag. 135-136, idet han citerer Museum regium, Keder og Erik Pontoppidan.
Om denninger oplyser A. Suhle i Wörterbuch der Münzkunde, Berlin-Leipzig 1930, p. 135, at de efter forbillede af de russiske»Tropfkopeken«blev præget af Christian IV i Glückstadt omkring 1622, af Frederik III af Holsten-Gottorp, af Johan den Yngre af Slesvig-Holsten-Sønderborg og af erkebiskop i Bremen Johann Friedrich af Holsten-Gottorp, de såkaldte »Rytterpenge« af værdi 4 og 2 Schilling lybsk (63), samt at de sandsynligvis var bestemt for handelen med Rusland, da navnet denning vel er afledet af denga, hvis form de også havde. Om denga oplyses sammesteds (s. 132-134), at disse russiske sølvmønter blev præget siden sidste fjerdedel af det 14. århundrede til en vægt af oprindelig 0,93 g og udgjorde 1/100 af den østrussiske rubelbarre. Foruden af storfyrsterne i Moskva blev de også slået af en del andre russiske fyrster. I daglig tale kaldtes de sværd- eller sabel-mønter i modsætning til kopekerne, der kaldtes spydmønter. Om kopekerne oplyser N. Bauer sammesteds p. 317, at de prægedes siden 1535; efter deres vægt er de vistnok afledet af de i Novgorod slåede denga, hvis prægning efter 1478 overførtes til Moskva. Kopekerne har i tiden 1535-1719 på forsiden czaren til hest med et spyd (russisk »kopje«) i hånden og på bagsiden en indskrift i flere linier med navn og titel; under hesten anbragtes møntstedets monogram. Kopekernes vægt var i 1535 0,69 gr, i tiden 1610-13 0,51 gr og siden 1630 0,48 gr.
Kendskabet her i Danmark til disse russiske mønter (dengi og kopeker) var ikke af ny dato, da Christian IV i 1619 bestemte sig til at udmønte denninger. Kvittering af 31. januar 1562 til rentemester Joachim Beck lyder således bl. a. på 248 »rydske Denninger« (Kancelliets Brevbøger 1561-1565, s. 99); kvittering af 20. december 1565 til rentemester Eiler Grubbe nævner bl.a. ligeledes 294 rudsche Deninger (l. c. s. 693-694); kvittering af 28. februar 1570 til renteskriver Peder Hansen omfatter bl. a. 469 1/2 »ridsk Dening« (Kancelliets Brevbøger 1566-1570, s. 550); kvittering af 29. juni 1574 til Otte Brockenhus og Peder Hansen, renteskrivere, nævner bl.a. 1131 1/2 »rydsk Denning« (Kancelliets Brevbøger 1571-1575, s. 466-467), medens kvittering til Christoffer Valkendorff af 9. marts 1575 for regnskab for året 1574 lyder bl.a. på 1130 1/2 »rydsk Dening« (l. c. s. 582-583). I Christoffer Valkendorffs regnskab for året 1579 fremkommer dog kun 3 1/2 »rydsk Dening« (Kancelliets Brevbøger 1580-1583, s. 134), medens hans regnskab for 1580 foruden de samme 3 1/2 »rydsk Dening« yderligere nævner 23 lod 1 kvint i »rydske Denninger« (l. c. s. 404), og vistnok samme sum, der dog anføres som 33 lod 1 kvintin, går igen i regnskaberne for 1581 (l. c. s. 524) og 1582 (Kancelliets Brevbøger 1584-1588, s. 313-314).
Selv om Rusland i 1500- og 1600-tallet havde et stort eksportoverskud, i hvert fald i Østersøhandelen, som udlignedes ved indførsel af ædelt metal, kunne det ikke undgås, at den gode russiske sølvmønt (dengi og kopeker) udførtes af landet, og de russiske ukas'er fra 1600-tallets begyndelse, der klagede over, at udlændingene udførte den ældre, bedre mønt, der i stedet for skulle indleveres til mønten, synes ikke helt at have savnet grundlag. De mange forbud, der udstedtes mod i handelen med udlændinge at give ældre mønt eller overhovedet at give mønt for varer, har naturligvis lige så lidt da som senere kunnet hindre, at en del russisk mønt på den ene eller den anden måde sivede ud af Rusland (64).
Foruden de vidnesbyrd, der ovenfor er fremdraget af danske rentemesteres regnskaber, forekommer mere spredte eksempler fra vore nabolande.
Nils Ludvig Rasmusson har i Fornvännen 1940, s. 217-221, fremdraget en kvittering fra Gustav Vasa 1549 for modtagelsen af bl.a. hele og halve russiske denninger; ligeledes nævner Stockholms Stads Tænkebøger fra 1592 en post denninger, og ved freden i Stolbova skulle czaren til svenskekongen betale 20.000 rubler i gode, gangbare og uforfalskede sølvdenninger. En Nyköping-borgers efterladenskaber fra 1634 nævner bl.a. Ryska denningar til et beløb af 18 daler (65).
Fra Norge har Carsten Svarstad i Nordisk numism. Unions Medlemsblad for november 1944, s. 117-118, publiceret en i norsk Finmarken fundet tropf-(dråbe-) kopek fra Michael Feodorowitch Romanof (1613-1645), men synes at have overset, at denningerne med »russisk« skrift er slået af Johan Post i København i 1619, og at kun den anden gruppe denninger (Schou 80-84) er slået af Albert Dionis i Glückstadt.
Foruden de af handelsmæssige grunde - vel navnlig Narvahandelen - betingede ønsker fra Christian IV's side om at lette handelen på Rusland, spillede sikkert også ganske andre motiver ind for kongen til denne ejendommelige udmøntning,
Den nordiske Syvårskrig var afsluttet med freden i Stettin, der blev underskrevet den 13. december 1570. Danmark opgav herved sine fordringer på Sverige, Sverige sine på Gotland; spørgsmålet om retten til at føre de 3 kroner blev henvist til en voldgiftskendelse af den tysk-romerske kejser og en af hvert land valgt kurfyrste; alle erobringer skulle tilbagegives, Härjedalen og Jämtland til Norge og Elfsborg til Sverige, dog mod betaling af 150.000 daler herfor, og Øsel og Reval m.m., som havde tilhørt hertug Magnus, Frederik II's yngre broder, fik Danmark tilbage. Voldgiftskendelsen om de 3 kroner blev aldrig afgivet og henstod således uafgjort, og nye stridigheder med Sverige dukkede op, der navnlig skærpedes, efter at hertug Carl af Södermanland i 1598 ved Stångebro havde besejret sin brodersøn, den svenske kong Sigismund, der blev afsat af den svenske rigsdag, hvorefter Carl valgtes til rigsforstander for i 1604 at blive Sveriges konge som Carl IX. Ved freden i Teusina i 1595 havde Rusland til Sverige afstået den del af Finmarken, der ligger mellem Varangerfjord og Österbotten, og dermed retten til at kræve skat af Lapperne i Finmarken, medens man fra dansk side fastholdt landet mellem Kolabugten og Titisfjord som gammelt norsk skatteområde. De særlige bosættelses- og bebyggelsesforhold heroppe affødte dog mange vanskeligheder, idet Fjeldlapperne drog rundt i alle de 3 riger, Norge, Sverige og Rusland, og når de fra det indre flyttede til kysten, fulgte skatteopkræverne med for at gennemføre deres skattekrav, således at beboerne i Finmarken undertiden skattede til alle tre magter. I 1597 konstaterede Christian IV af et hollandsk kort over landet ved Ishavet, at en del af det efter dansk opfattelse norske gebet regnedes for svensk, og ud fra hele sin indstilling, bl. a. hans ringeagt for hertug Carl, som han altid betragtede som en parvenu, blev det hans faste beslutning at hævde Norges rettigheder i Lapmarken. Under navnet Christian Frederiksen foretog han i tiden fra 17. april til 13. juli 1599 sin kendte flåderejse forbi Nordkap til Kolabugten, hvorunder han personlig undersøgte forholdene. Også andre stridsspørgsmål dukkede op foruden det uafgjorte spørgsmål om retten til at føre de 3 kroner. Gentagne grænsemøder blev resultatløse, og situationen mellem Danmark og Sverige blev mere og mere tilspidset, navnlig efter at Carl IX ved sin kroning i 1607 havde anlagt titlen konge over Lapperne i Nordland. Resultatet blev Kalmarkrigen, der endte den 20. januar 1613 med freden i Knærød, hvorved Sverige opgav sine krav med hensyn til Øsel, de 3 kroner, Lappeskatten mellem Varanger- og Titisfjord m.v., Stettinerfreden stadfæstedes, og Sverige som krigsskadeserstatning skulle betale 1 million speciedaler i 4 terminer inden 20. juni 1619, den såkaldte »Elfsborg-Lösen«, og som pant herfor skulle Danmark beholde Elfsborg med 7 herreder, Göteborg, Gullberg og Ny- og Gammel-Lödöse, indtil erstatningen var betalt. Forholdet til Sverige ændredes dog ikke nævneværdigt; fredsvilkårene blev et dybt sår i svensk selvbevidsthed og avlede et nag mod Danmark i det svenske folk, der blev så meget mere skæbnesvangert, som Carl IX's søn og efterfølger, Gustav Adolf snart begyndte den krigerløbebane, som gjorde Sverige til en stormagt, hvis ekspansionstrang kom til at true ikke blot Christian IV's »Dominium maris Baltici«, men senere endog Danmarks eksistens og resulterede i erobringen af de gamle, danske lande, Skåne, Halland og Blekinge (66).
Christian IV's selvfølelse var da gentagne gange blevet krænket af, hvad han betragtede som svenske overgreb. Carl IX's enkedronning, Christina, førte således fortsat den af Christian IV så forhadte titel som »Dronning over Lapperne i Nordland«, og endnu på grænsemødet i Knærød i februar 1619 klagede de svenske rigsråder over de norske fogeder i Lapland, som lagde hindringer for Svenskernes opkrævning af skatter og tvang de svenske Lapper til, så snart de havde overskredet grænsen, at forblive under dansk (norsk) højhed, medens de danske rigsråder omvendt hævdede, at Svenskerne selv var skyld i disse grænsestridigheder, og at Svenskerne tilbageholdt en flere gange lovet kopi af fredstraktaten af 1595 med Russerne.
Handelsinteresser og den særlige interesse for Norges rettigheder, det land, som de første konger af det oldenborgske hus betragtede som deres »arveland«, og vel også ønsket om at demonstrere det danske herredømme i disse fjerne egne samt at udvide Danmarks handel, der på andre områder gav sig udtryk i oprettelsen af »kompagnier«, har da sikkert været en væsentlig grund til den ejendommelige udmøntning, som Christian IV 1619 lod foretaget København af møntmester Johan Post, og som går under navnet »russiske denninger« (67), der altså ikke må forveksles, som det ofte er sket, med de af Jørgensen l. c. nr. 225 og Schou l. c. nr. 80-84 beskrevne denninger med tysk indskrift, der er udmøntet i Glückstadt af møntmesteren Albert Dionis, se herom J. Wilcke l. c. pag. 170-173 og 213-215.
Wilcke har, l. c. s. 169, oplyst, at der i et af wardeinen Hans Goslar aflagt slagskatregnskab under 29. maj 1619 er opført en sum af 172 mark sølv som formøntet i »nye rydske Denninger.« I det under 5. april 1619 udfærdigede missive til Johan Post havde denne fået ordre til at mønte et beløb af 1500 dlr. i disse denninger, 48 stk. på daleren, altså 72.000 stk., af materie og prøve som de russiske »saa de lige ved rydske Slags kunde udgives og være gangbare«. De ses ikke optaget i Posts udmøntningsregnskaber, Wilcke l. c. p. 168 og 214; i hvert fald er de næppe indbefattet i de der nævnte summer af 2 skillinger.
Udmøntningsforholdet med hensyn til Posts russiske denninger ligger i øvrigt ikke helt klart. O. P. Kølle anbringer i sine tabeller p. LXII denningerne efter 4 skillinger, men før 2 skillinger, idet han blot anfører, at 48 stykker skulle veje 1 rdlr. eller 1 lod 3 qvintin 3 1/2 ort. I kvittering af 1. marts 1628 til rentemestrene Christoffer Urne og Axel Arenfeldt for årene 1. maj 1623 - 1. maj 1625 anføres bl.a. 540 daler i russisk mønt, hver daler til 40 denninger (Kancelliets Brevbøger 1627-1629, Kbhvn. 1929, s. 347), og samme ansættelse af denningen findes i rentemesterregnskabet for 1. maj 1625 - 1. januar 1626 (ibid. s. 347-348), men dels er det ikke klart, om der herved er sigtet til de i Rusland udmøntede denninger eller til Johan Posts udmøntning, om end det første vel er mest sandsynligt, dels er det muligt, at Christian IV's denninger senere er blevet nedsat i lighed med, hvad tilfældet var med hans rytterpenge. I hvert fald anfører Prætorius, l. c. p. XXXI, at der i 1626 blev indsmeltet til udmøntning af småmønt »foruden Rytter- og Neldeblads-Penge, Russiske Denninger, hvoraf 40 Stk. er bleven beregnet paa 1 Rdlr.«, ja, allerede den 8. september 1623 modtog guldsmeden Steen Pedersen »59 Dal. à 40 Denninger udi russisk Smaamønt« til noget sølvarbejde for kongen (Bering Liisberg l. c. s. 191). Givet er det vel også, at guldsmeden ikke kunne modtage denningerne for mere end deres indre værdi.
Finindholdet af Posts »russiske denninger« må efter kongens ordre af 5. april. 1619 antages at have været 0,539 g rent sølv og har således ligget ret væsentligt over de siden 1618 udmøntede 2-skillinger, der havde en finvægt af 0,438 g, men nogen tilpasning til de danske udmøntningsforhold har næppe været tilsigtet, bestemt som denningen var til udenrigsk brug.. Johan Posts denninger synes endvidere at have været bedre end de af Dionis iflg. privilegium af 7. juli 1619 udmøntede denninger (enkelte, dobbelte og senere 4-dobbelte), der kun havde en finvægt af 0,433 g for en denning (Wilcke s. 215). Vægten af det i Den kongelige Møntsamling i København beroende eksemplar af den russiske denning (Schou 85) er iflg. Galsters meddelelse 0,48 g, og de sammesteds beroende 3 eksemplarer af Dionis' denning henholdsvis 0,40, 0,43 og 0,43 g, i gennemsnit altså 0,42 g, medens Wilcke s. 215 anfører bruttovægten for denne sort denninge til 0,487 s (finvægt 0,433 g).
Wilcke har s. 214 opgivet størrelsen af Dionis' udmøntning i Glückstadt i 1620 til 88450 daler i 8 og 4 skillinger (4- og 2-skillinger lybsk, »ryttermønt«, »dobbelte« og »4-dobbelte« denninger). Det er muligt, at de »enkelte« denninger (Schou 80-84) er indbefattet i denne sum af 88450 daler, der dog givet har bestået i hvert fald i ganske overvældende grad af 8- og 4-skillinger. Hvorvidt disse »ryttemønter« også har været beregnet for handelen på Rusland, er usikkert. Med hensyn til Johan Posts »enkelte« denninger er dette antaget i Myntsamlemytt, bd. 4 (1945) s. 17-20 (68) under henvisning til eksemplaret i O. Bjømstads Samling nr. 222, og herfor kunne måske tale forekomsten af det af Keder beskrevne eksemplar af denne møntsort. Derimod stiller jeg mig mere skeptisk overfor 8- og 4-skillingerne (4- og 2-schilling »ryttermønt«), der forekommer i så stort antal og ved deres adversprægning såvel som ved reversens indskrift afviger langt mere fra de russiske mønter, så at det er noget vanskeligt at tænke sig, at de let skulle få indpas i Rusland (69).
Fig. 32
Fig. 33
Christian IV's 2-schilling lybsk (ryttermønt) u. å. bør efter min opfattelse deles i 2 hovedgrupper, nemlig på den ene side mønterne Schou 49-56 og 67-70, (fig. 32) der ligesom 4-schillingerne (Schou 26-48) afviger mest fra de russiske mønter, og på den anden side mønterne Schou 57-66 og 71-79, der navnlig, hvad hesten og kronen på rytteren angår, har væsentlig større lighed i præget med de russiske udmøntninger (fig. 33). Denne sidste gruppe er sikkert den ældste og, som det synes, af noget større vægt. Galster har ladet veje Den kongelige Møntsamlings eksemplarer af de 2 grupper 2-schillinge. 13 eksemplarer af den formentlig ældste og bedste udmøntning vejede fra 0,88-1,13 g eller i gennemsnit 0,9842 g, idet dog herved er bortset fra et mispræget eksemplar af Schou 59, der kun vejede 0,66 g. 13 eksemplarer af den formentlig yngre gruppe vejede fra 0,82-1,01 g eller gennemsnitlig kun 0,9285 g. Når hensyn tages til vægtforringelse på grund af slid og iltning, kommer i hvert fald den ældste og bedste gruppe nogenlunde op på den af Wilcke beregnede bruttovægt for Dionis »dobbelte denning« (2-schilling) af 1,008 g..
Deichmans omtale (l. c. s. 299) af, at der under Christian IV er myntet adskillige penge »i Forhold med Hollandske, Portugisiske, ja, med Russiske«, tyder ikke på noget nærmere kendskab til disse denninger (70).
Wilcke har tidligere (71) sat udmøntningen af Christian IV's denninger i forbindelse med forringelsen af de russiske denninger, men vistnok med urette. Da der i 1665 klagedes til den sachsiske kurfyrste over, at de ringere sorter hyppigt efterprægedes i udlandet og sattes i omløb til skade for »møntherrerne« og møntforpagterne (72), anføres det vel, at også de russiske på grund af krigen forringede sølvmønter (dengi)., blev eftermøntet af Hollænderne og Hamburgerne (ikke af Englænderne, som Wilcke skriver), men herved må være sigtet til den møntforringelse, som fandt sted i Rusland under krigene med Polen, og som i Rusland førte til kontramarkeringen (og forhøjelsen) af fremmede dalere (jefimki). I 1619 var der endnu ingen forringelse sket af de russiske småmønter, der tværtimod da har været anset som god sølvmønt, dens ringe størrelse og vægt tiltrods.
Til slut skal endnu bemærkes, at hensigten med på såvel Dionis' som på Posts denninger at anbringe bogstavet M (Schou 83-86) under møntbilledet, der fremstiller den hellige Michael, har været den at gøre ligheden med de russiske mønter, hvor M betød hovedmøntstedet Moskva, så stor som mulig. At bogstavet M ikke findes på Christian IV's »ryttermønter« (4- og 2-schilling lybsk), taler ret stærkt for, at disse 2 møntsorter - bortset måske fra Schou nr. 57-66 og 71-79 - ikke har været bestemt for handelen med Rusland, end sige for Lapperne.
(NNÅ 1949 side 73-106)
Before his appointment as assayer Johan Post had been working as die-sinker at the royal mint in Copenhagen and the specie struck in 1596 on the occasion of the king's coronation can be referred to him. In 1596 and the following years he is further known to have cut seals for the king and for Duke Hans the Younger of Slesvig-Holsten-Sønderborg, and in the years 1602-1618 he executed various pieces of jewelry for the king.
He is mentioned in the years 1610 and 1612 as alderman of the goldsmiths' guild in Copenhagen
Johan Post’s mintmark was 2 crossed swords (or mint-tools) which are to be found on a number of coins with the years 1614-1621 or undated (see survey p. 5-6 and fig. 2-20 and 22). As a supplement to the coins mentioned in H. H. Schou: Description of Danish and Norwegian Coins (Copenhagen 1926) a number of hitherto undescribed coins, for the most part from the author's collection, are cited on p. 6-7. Post's marks with the year 1614 were the result of his using an older obverse die. In the same way the 2-shilling 1621 with Post’s mark (fig. Schou 79) is presumably a mule with the use of Post’s obverse die for the shilling 1619 (Schou 140), and Post’s 4-shilling 1621 (fig. 15) is also a mule (Schou 130). Johan Post’s coinages reached a very considerable extent, see summing-up p. 8. He played an important part with regard to the coinage of the coarse 4-shillings begun in 1616 as well as with respect to the introduction of the crown-coin in 1618 and he has on the whole had great influence in the domain of coinage.
In 1620-21 a great number of coins appear with a bird as mint-mark, (fig. 21 and 23-25), which formerly was thought to be a lapwing, and in older time this mark was attributed to the mayor of Copenhagen Mikkel Vibe, but it must surely be assigned to Johan Post, without it being clear, however, why he used this new mint-mark. The mark is still to be found on a few coins from 1622 and 1623 (fig. 26), which yet must be due to the use of older dies so these coins must be regarded as mules.
In 1621 Johan Post began in a new business (salt), and in the following years he is known to have been dealing in corn, whereupon in 1624 he got the privilege for iron-works in Norway, which till then had only been worked at the expense of the Danish king, and especially during the participation of Chr. IV in the thirty years' war in 1625 and the subsequent years his production increased considerably. He is known to have died at the end of 1628. It has not been possible to discover his birthplace and the year of his birth. He was probably born in Flensborg, presumably in the 1560's or a little later, but another supposition is to the effect that he was born in Schoonhoven at Rotterdam.
A peculiarly strange coinage owes its origin to Johan Post, namely the coinage undertaken in April 1619 at the king's expense of Russian “Denninger”, that is, imitations of Russian Dengi with Russian legend. Of these only 2 slightly differing specimens are known now (Schou 85-86, fig. 23). Chaudoir, however, mentions still another specimen, which it has not been possible to find, however, and the famous Swedish numismatist Niels Keder in 1700 published a specimen also unknown nowadays (fig. 30). The minting of the Russian “Denninger” was due to the king's interest in the mountain Laplanders living in the northern part of Norway and moreover, no doubt, in the trade with Russia, but the quantity was rather inconsiderable (presumably 72000 pieces). Shortly after, the 7th july 1619, the Portuguese jew Albert Dionis in Gluckstadt obtained permission to strike single (fig 27-28 and 31) as well as double and quadruple “Denninger”. While the single “Denninger” no doubt also were struck with a view to the trade with Russia, this is hardly the case with regard to the double and quadruple ones, which besides were imitated in the archbishopric of Bremen and at the residence of the dukes of Holsten.