Christian IV var i sine unge år stærkt optaget af reformer i det danske møntvæsen og tog gang på gang sin tilflugt til udlandet, når det gjaldt om at søge nye forbilleder for de danske udmøntninger (1). Af særlig betydning blev i den henseende den diplomatiske mission, hvorpå kongen i foråret 1607 sendte Jacob Ulfeldt og sekretæren i det tyske kancelli, dr. juris Jonas Charisius til Nederlandene for, som det hedder i instruksen af 21. januar 1607, »i den største Stilhed og Hemmelighed« at bevæge de mange skibs- og håndværkere samt »fornemme og rige Købmænd«, som var krigstrætte efter krigen med Spanien og den evige uro, til at udvandre, til at søge et roligere og sikrere hjem i Danmark. Jonas Charisius udfoldede en ikke ringe energi og trådte i forbindelse med et betydeligt antal mennesker, og hans anstrengelser blev da heller ikke forgæves. Blandt disse mennesker var en mand, Hans Fleming (Flemming), som i en i Leiden den 17. marts 1607 udstedt erklæring erkendte at have truffet aftale med Jonas Charisius om, at enten han selv eller en anden navngiven Nederlænder skulle rejse til Danmark (2).
Kort tid efter, nemlig den 28. maj 1607, ansattes en møntmester i Helsingør, den ovennævnte Hans Fleming. I modsætning til de hidtil gældende forhold, hvor kongens møntmester i København, Nicolaus Schwabe, havde udmøntningen på regnskab under renteriet, indtrådte der ved Hans Flemings ansættelse en forandring, idet han blev forpagter af mønten i Helsingør, som han, mod at betale en nærmere fastsat slagskat til kongen, drev for egen regning, der endog gik så vidt, at han skulle lønne wardeinen (guardejnen) med 300 rdl. årligt. Til wardein blev den 15. juli 1607 udset guldsmed Johan Post i København, der i sin bestalling fik strengt pålæg om at have stemplerne under sine hænder og i sin varetægt, når de ikke benyttedes. Han måtte ingen hemmelige aftaler have med med mestre og svende, men nøje påse møntordningens overholdelse og navnlig ikke modtage skænk og gave (3).
Selve udmøntningen i Helsingør, påbegyndtes 4. august 1607.
Johan Post anføres med noget tvivlsom hjemmel som mester før 1585 (4). Rentemesterregnskaberne anfører Johan Post »Isensnider hos K. M. Mønt« som virksom 1596, og Galster (5) har herefter antaget., at Johan Post har skåret stemplerne til Chr. IVs kroningsspecie 1596 (Schou nr. 3, Beskrivelsen nr. 33, tab. V. I.).
Rimeligheden heraf støttes af, at Johan Post den 7. juli 1596 fik 20 daler for at gøre 2 Danmarks riges sekreter og indsegl. Den 16. januar 1601 modtog han 10 lod ru sølv, hvoraf han skulle lave et indsegl til hertug Hans til Slesvig-Holsten, og 30. april s. å. fik han 25 daler i arbejdsløn (6). Yderligere fik Johan Post den 18. december 1606 30 daler for at skære kgl. majestæts og Danmarks riges våben udi en rubin efter hs. majestæts egen anvisning (7).
Allerede den 26. maj 1595 havde Johan Post som fortjent arbejdsløn for kgl. majestæts og Danske riges våben »illumineret« dvs: emailleret, som han havde udført på et låg til et forgyldt kredensbæger, som borgmester, råd og menigheden i Flensborg underdanigst havde skænket kongen, fået udbetalt 4 daler (8) og i rentemester Enevold Kruses regnskab for tiden 1. maj 1602-1. maj 1603 nævnes han under 26. januar 1603 som leverandør af guldsmedearbejde til kongen, ligesom han senere og endnu i 1618 udfører adskillige guldsmedearbejder til kongen. I rentemesterregnskabet for 1604-1605 står han opført med en særlig indtægtskonto over leverancer, der optages som indtægt i regnskabet, således at han altså har været en særstillet kgl. guldsmed og leverandør. På laugets vegne mødte han sammen med en kollega den 16. juni 1606 hos en bønhas og spurgte ham, med hvilken ret han holdt guldsmedesvende, guldsmedelauget til afbræk (9). Alt i alt må han således antages at have været en for sin tid ualmindelig dygtig og energisk håndværker, der nød kongens særlige tillid (10), og når valget skulle falde på en guardein - og som sådan benyttedes i datiden almindeligt guldsmede - til den nyoprettede mønt i Helsingør, kunne det vanskeligt falde på en bedre kvalificeret og mere anset mand end Johan Post.
Hans Flemings regnskab for tiden 4. august 1607 - 18. juni 1609 blev kontrolleret, idet proberingen foretoges af møntmesteren i København Nicolaus Schwabe, Johan Post og Hans Goslar (11), begge guldsmede i København, der herom udstedte en attest af 8. juli 1609, hvorefter i hvert fald en del af Flemings mønt synes at have været bedre, end den behøvede at være (12). Johan Post har ved siden af sin virksomhed som guardein ved Flemings mønt fortsat sin private guldsmedevirksomhed i København, og på kongens vegne ses han den 21. april 1609 at have kvitteret for en del af den slagskat, Fleming skulle betale kongen (13), men kort efter synes han at være fratrådt som guardein, idet Matthias Gudenrath den 26. oktober 1610 nævnes som tilforordnet guardein ved Hans Flemings mønt i Helsingør (14). Måske står dette i forbindelse med, at Johan Post i 1610 var oldermand for guldsmedelauget i København (15) og vel derfor vanskeligt kunne afse den fornødne tid til guardeintjenesten i Helsingør.
Til et sådant hverv krævedes i datiden en dygtig og energisk mand, hvilket fremgår af, at guldsmedenes arbejder ofte gav anledning til stærkt kritik. I guldsmedenes skrå fra 1608 tales rent ud om den store falskhed og bedrageri, der gik i svang, »dog hermed ikke alle at være mente«. Guldsmedenes arbejder havde ofte ikke den rette lødighed, ja, man forarbejdede forgyldt kobber og messing »til Bønder og andre uforstandige gemene Folk« og udgav det for forgyldt sølv, hvorfor det pålagdes laugets oldermand at stemple alle guld- og sølvvarer med byens stempel (16). Som oldermand nævnes Johan Post også den 31. marts 1612, da han får betaling for det af guldsmedene i København udførte arbejde ved Christian IV’s afdøde dronning, Anna Katrines ligkiste (17). Om Johan Posts anseelse vidner endvidere, at han i 1614 blev broder i Danske Kompagni, der går tilbage til 1447 og endnu lever i det kgl. kjøbenhavnske Skydeselskab og danske Broderskab (18).
Hans Flemings mønt var i tiden mellem oktober 1610 og juli 1611 flynet fra Helsingør til et sted »uden for København« dvs: udenfor Østerport. Endnu den 14. maj 1614 afleverede Hans Fleming en sum ny mønt, men den 8. juni 1614 afleverede hans søn, Caspar Fleming, en anden sum, idet hans fader i mellemtiden var afgået ved døden (19). Caspar Fleming drev dog kun mønten »udenfor København« et års tid. Den 16. maj 1615 overtog Johan Post Flemings virksomhed med den beholdning af sølv, såvel kongens som møntmesterens, der forefandtes på mønten, således som det fremgår af et regnskab over Johan Posts mønt for tiden 16. maj 1615 - 18. april 1618, attesteret af Hans Goslar som guardein (20).
Medens møntmester Nic. Schwabe som mærke benyttede et kløverblad (21), Hans Fleming 2 korslagte glødhager over en rose og sønnen Caspar Fleming en roset som møntmærke, fremtræder Johan Posts møntmestermærke i nogle, en del forskellige former, som dog alle nærmest kan betegnes som to korslagte sværd. I Beskrivelse over Danske Mynter og Medailler i den kongelige Samling, Kiøbenhavn 1791, optræder Posts møntmærke under forskellige former, således B. 263 (Mark 1614 = Schou 20), B. 271-72 (Mark 1615), B.284-287 (Mark og 4 ß 1616), B. 292 og 297 (Mark og 4 ß 1617) som et simpelt X; B. 277, 302 og 308 (skilling 1615, »4-dobbelt« (22) og dobbelt krone 1618) som »to Faner med en Rose midt paa«; B. 316-317, 337, 339, 343, 345-346, 350, 352-353, 355 (krone, 1/2 krone, 1/4 krone, Mark, 1/8 krone, 4 ß og 2 ß) som »to Hamre«, hvilken betegnelse også anvendes for Posts mønter fra 1619, og endelig er møntmærket på B. 569, T. XVI. 22 = Schou 79, (2 ß 1621) betegnet som »to Faner«. Omvendt anfører »Beskrivelsen« nr. 506 (8 ß 1620 = Schou 112) som møntmærke et simpelt X og B. 530 (1 ß 1620 = Schou 198) »to Hamre«, skønt møntmærket på begge disse mønter i virkeligheden er 2 korslagte glødhager. Jens Vintmøls Mynt- og Medaillesamling, 2. hæfte, s. 59 nr. 237a, angiver møntmærket på en 4 ß 1618 som »en dobbelt Hammer«. P. P. Nygaards katalog fra 1780 betegner møntmærket s. 129 nr. 75 som »to Sverd over Kors« eller nr. 86 som »to Sverd«; Fortegnelse over den af Agent og Grosserer Johannes Hammerich efterladte Mynt- og Medaille-Samling (Kbhvn. 1855), S. 52, nr. 1568-69 betegner mærket som »to korslagte Mynthager«, og Mann Hartvig, genannt v. Essen's auktionskatalog (Hamburg 1857) angiver s. 119 nr. 2111, mærket som »gekreutzte Schwerter«, medens C. T. Jørgensen: »Beskrivelse over Danske Mønter 1448-1888« (København 1888), S. 26, betegner mærket som et »liggende Kors, der nu nærmest ligner 2 lange, korslagte Køller med Haandtag«. Wilcke har i »Daler, Mark og Kroner« s. 119 angivet Posts møntmærke som »krydsede Møntredskaber«. Selv indenfor samme årgang og samme nominal kan der findes ikke ubetydelige forskelligheder i formen af Posts møntmærke. - S. H. Finne-Grønn anfører, at Johan Post i sit segl førte en vandpost (23) men det møntmærke, som med sikkerhed tillægges ham, har ingen lighed med en sådan.
 |
 |
Fig. 2. Mark 1615; Fig. 3. Skilling 1615; Fig. 4. Firskilling 1616; Fig. 5. Dobbeltkrone 1618; Fig. 6. Krone 1618; Fig. 7. Halvkrone 1618; Fig. 8. Kvartkrone 1618; Fig. 9. Ottendedelskrone 1618; Fig. 10. Toskilling 1618; Fig. 11 Dobbeltguldkrone 1619; Fig. 12. Guldkrone 1619; Fig. 13. Kronotteskilling 1619; Fig. 14. Kronfirskilling 1619; Fig. 15. Firskilling 1619; Fig. 16. Krontoskilling 1619; Fig. 17. Krontoskilling 1619; Fig. 18. Skilling 1619 Fig. 19. Hvid 1619 Fig. 20. Hvid uden årstal
Med Johan Posts møntmærke i de noget forskellige former anfører H. H. Schou: Beskrivelse af danske og norske Mønter 1448-1814 og danske Mønter 1815-1923 (Kbhvn. 1926) følgende (se ovenfor fig. 2-20):
Schous beskrivelse er dog ikke helt udtømmende. I kontorchef Martin Petersens samling i København findes således:
Af større betydning er dog en halv krone fra 1620 af præg ganske som Schou 70, men med Posts møntmærke i stedet for fuglen. Denne mønt, der stammer fra en gammel samling, som vistnok i alt væsentligt er samlet før 1900, beror nu i min samling (fig. 22).
Af varianter til de hos H. H. Schou beskrevne mønter med Johan Posts mærke kan foruden halv-kronen 1620 anføres følgende fra min samling:
Det kan bemærkes, at Schous Beskrivelse under 1620 blandt kroner med Posts møntmærke anfører nr. 31 og 34, begge med utydeligt møntmærke. Disse mønter, der hver kun synes kendt i eet eksemplar, beror begge i den kgl. Møntsamling i København (Schou 31 = Beskr. 477 og Schou 34 = Beskr. 466), og møntmærket er rettet, idet der først synes at have stået Posts møntmærke.
Som anført overtog Johan Post først Flemings mønt den 16. maj 1615. Desuagtet findes hans mærke på mønter fra 1614 (Schou 20-21) (24). Forklaringen herpå må være den, at Post sammen med selve virksomheden og sølvbeholdningen også har overtaget et forsidestempel til disse mønter (adversen til Schou 20-21 = Schou 10) eller muligt har lånt et forsidestempel af Schwabe.
2-skillingen fra 1621 (Schou 79), den eneste mønt med dette årstal, der er forsynet med Posts møntmærke, kendes kun i 2 eksemplarer:
Skønt Wilcke, S. 214, anfører Posts udmøntning i 1621 af 2 skillinger til et beløb af 1845 daler, er jeg af den opfattelse, at 2-skillingen 1621 skyldes en stempelblanding, hvortil man har benyttet Posts adversstempel til kron-skillingen fra 1619 (Schou 140), der jo ikke er forsynet med årstal, sammen med et 2 skillings stempel som C. T. Jørgensen nr. 124-125 (Schou 1620 nr. 186-188 variant). En sådan stempelblanding med benyttelse af adversstempel til en skilling og reversstempel til en 2 skilling er ikke noget enestående i datiden. Et lignende tilfælde har vi i en 4 skilling 1619 (Schou 130, der kun kendes i eet eksemplar, nemlig Devegge 827, nu i den kgl. Møntsamling, C. T. Jørgensen nr. 214), hvor adversstemplet til en en-skilling er præget sammen med reversstemplet til en 4 ß (se fig. 15). Hvidene af kobber uden årstal må være udmøntet i henhold til møntinstrukserne af 4.-5 april 1619 ligesom Posts hvide fra 1619 (Schou 156-160).
Jævnsides med Schwabe - som i tiden mellem september 1613 og marts 1614 også var overgået til at drive sin mønt som forpagtningsmønt, Schwabe ses således at have indbetalt slagskat den 22. marts 1614 (25) - og Johan Post fik København i 1620 en tredie møntforpagter, Johan Engelbrecht (26) der iflg. guardeinen Hans Goslars regnskab den 30. september 1620 indbetalte i slagskat 304 dlr., og som forøvrigt i væsentlig grad kom til at virke på Frederiksborg slot indtil 30. oktober 1623. Med god grund har man opfattet de to korslagte glødhager som hans møntmærke (27). Den 18. januar 1622 sluttede iflg. regnskaberne Post som møntforpagter (28), og to dage senere ophørte også Nic. Schwabe som møntforpagter, men ganske vist kom Schwabe atter i 1624 til at virke som møntmester, denne gang dog ikke som forpagter, men som møntmester for kongens regning.
Johan Posts samlede udmøntninger andrager ifølge Wilcke følgende beløb (29):
Rentemesterregnskaberne opgør de samlede udmøntninger i tiden 16. maj 1615 til 8. april 1618, da kroneudmøntningen begyndte, til 70100 daler i marker og 15908 daler i 4 ß.
Efter kronemøntens indførelse i 1618 møntede Johan Post (30) i forskellige møntsorter indtil 8. april 1619 ialt 75535 daler, i tiden fra 8. april 1619 til 16. november 1619 50223 daler og derefter indtil ophøret i januar 1622 ialt 154829 daler, efter datidens forhold overordentlige store summer, der fuldt ud kan måle sig med Schwabes udmøntninger i samme tidsrum.
I anledning af kronemøntens indførelse i 1618 var der udfærdiget nye bestallinger for såvel Nic. Schwabe som for Johan Post, (Wilcke s. 151 og 163, Kancelliets Brevbøger 1616-1620, s. 234). Medens Wilcke i kronemøntens indførelse væsentligt har villet se kongens interesse i at skabe sig en indtægt, har man fra anden side opfattet forholdet som en tilsigtet reform af møntvæsenet, navnlig med den ostindiske handel (Ove Gjeddes erhvervelse af Trankebar) for øje; se herom nærmere Axel Nielsens anmeldelse i Nationaløkonomisk Tidsskrift 1919, 57. bind, s. 534-536, der mener, at Christian IV har villet bryde med det tyske møntsystem for at holde Danmark ude fra kipper- og wippertidens skadelige følger, og Knud Fabricius i Historisk Tidsskrift., 9. rk.., 2. bind, s. 402-404, hvortil Wilckes modbemærkninger i »Krone 1618 og Piaster 1624 i Trankebar« (Daler, Mark og Kroner, S. 120-124). Med hensyn til den i møntanordningen af 5. april 1618 § 5 (Wilcke s. 159-160) fastsatte årlige udmøntning af hver af møntmestrene Schwabe og Post af 4000 rigsdaler i specier, der skulle være lige så god som den i Hamborg og Lübeck gængse mønt, er det vel nok en overdrivelse med Wilcke at ville hævde, at en sådan udmøntning ville være »en Draabe i Havet«, men rigtigt er det, at der samtidigt fandt en stor indsmeltning af specier sted, Wilcke opgiver s. 216 et beløb af ca. 258.000 specier, og det synes meget tvivlsomt, om en så stor udmøntning som 8000 speciedaler årligt overhovedet er foretaget. I hvert fald kendes der i årene 1618-1621 kun specier med Schwabes mærke, så det synes usikkert, om Post overhovedet har udmøntet specier i disse år, idet det skulle være ret utænkeligt, at i så fald ikke et eneste eksemplar skulle være bevaret til nutiden. De pågældende specier nævnes iøvrigt ikke i regnskaberne, idet der ikke betaltes slagskat af dem. Da kronemønten, også med årstallene 1618 og 1619, er bevaret i så stort tal op til nutiden, har eksporten til Trankebar og i hvert fald afsætningen af mønten dér sikkert spillet en ret underordnet rolle (31).
Foruden den faglige dygtighed, Johan Post som møntmester lagde for dagen, har han også teoretisk vist sig på højde med, hvad tiden og hans kongelige herre krævede af ham. Til Kalmkrigens grove marker, som han begyndte med at udmønte, kom i 1616 udmøntningen af de grove 4 skillinger, som udmøntedes i så stort omfang, at de kom til at udgøre en alt for stor del af omsætningsmidlerne, og beregningerne, der lå til grund for denne møntsorts udmøntning, skyldes Post. Til udmøntningen af disse 4 skillinger blev bl. a. anvendt 10800 daler i Frederik II's gamle markstykker med årstallet 1563 foruden 6 af kongens gamle sølvkander (32). På grund af den stadige forhøjelse af speciedalerens værdi i forholdet til skillingsmønten omgikkes man i 1616 med tanken om at udmønte fine markstykker og også hovedmanden og tillidsmanden ved disse overslags udarbejdelse synes Johan Post at have været, ligesom han også antages at have været hovedmanden for møntreformen, der indførte sølvkronen i 1618, efter at udmøntningen af de grove markstykker var bragt til ophør (33). Intet under derfor, at han stod højt i kongens gunst (34), og at kongen i 1619 betroede ham udmøntningen af »russiske denninger«, om hvilke vil blive talt nedenfor.
Efter møntregnskaberne har Post i 1621 og 1622 udmøntet ikke ubetydelige beløb, i 1621 blandt andet guldkroner for 1579 daler og kronemønt for omtrent 39.000 daler foruden betydelige beløb i 8, 4, 2 og 1 skillinger samt søslinge og hvide.
I Christian IV's almanak for 1621, trykt i Johann Heinrich Schlegel: Samlung zur Dänischen Geschichte, Münzkenntniss etc. 2. Band, Erstes Stück (Kopenhagen 1774), anføres under 11. februar 1621, at kongen modtog af Johan Post 4345 dlr. 3 mk. 16 skl., daleren regnet til 96 skl. danske, og under 25. april 1621, at kongen modtog af Johan Post 4345 dlr. 3 mk. 16 skl. udi halffer marke og 4 skl. og 8 skl., alle efter den priis, kronerne nu gaaer, hvilke er mynted af den penning, han af mig fik den 14. december 1620 og den 2. februar d. å. Det virker derfor påfaldende, at hans møntmærke ikke findes på mønter med årstal senere end 1620, bortset fra den ovennævnte 2-skilling 1621, Schou 79. Spørgsmålet bliver da, hvilke er de mønter, som han har udmøntet i 1621 og 1622, og er disse mønter forsynet med noget mærke, og da hvilket.
 |
 |
Fig. 21. Krone 1620; Fig. 22. Halvkrone 1620; Fig. 23. Halvkrone 1620; Fig. 24. Kronotteskilling 1620; Fig. 25. Dobbeltguldkrone 1621; Fig. 26. Skilling 1620;
Opmærksomheden falder straks på møntmærket »en fugl«, som dukker op i 1620 og findes på en stor del mønter med dette årstal og årstallet 1621 foruden på en skilling med årstallet 1622 (Schou 17, Beskr. 584) og nogle skillinger med årstallet 1623 (Schou 82-84). Desværre omtales dette møntmærke ikke i Hans Mules Numismata Danorum (Hafniæ 1670), idet vi da ville have fået en nogenlunde samtidig forklaring herpå. Første gang, dette mærke omtales i litteraturen, er vistnok i 2. udgave af Museum regium ved Johs. Lauerentzen (Kbhvn. 1710), hvor der i Sect. V under Christian IV som nr. 29 anføres dobbelt guldkroner af forskellige år, blandt hvilke fremhæves som særlig bemærkelsesværdig årgangen 1621 med en »upupa«, d.v.s. en vibe, til evigt minde om borgmester Michael Wibe, som da var øverste tilsynsførende (»custos«) ved mønten. I samme værk anføres dog under nr. 85 c en krone 1621 med »avicula« (en lille fugl), også som sigtende til Michael Wibe, og på en kron-2-skilling fra 1620 (nr. 190 m) anføres »upupa« som mærke (35). Auktion 27. febr. 1742 over kongens tripletter (N. F. Mbl.XIII, S. 210 anm. 19) har s. 63 nr. 65 en skilling 1621 med »en Vibe«. Museum Klevenfeldianum (auk. 24. nov. 1777) anfører s. 295 mønt »med Viben«. I P. P. Nygaards møntkatalog fra 1780 anføres ligeledes s. 129 nr. 79 en krone med »Viben«. I Hielmstiernes Medaille- og Mynt-...Samling (Kbhvn. 1786) anføres s. 254 nr. 59 en kron-8 ß 1620 med »en Vibe, som viser, at den er slagen af Michael Vibe, som var øverst Borgmester i Kiøbenhavn«, medens mærket sammesteds s. 255 nr. 62 på en skilling fra 1620 blot benævnes »en Fugl«. I »Beskrivelsen« fra 1791 s. 296-304 betegnes mærket stadig som »en Vibe«, og denne betegnelse går derefter igen i den følgende tid i møntkataloger og anden numismatisk litteratur. Chr. J. Thomsen, der forfattede »Fortegnelse over Georg Friderich Timms udmærkede Mynt- og Medaille-Samling«; skriver I. deel (Kbhvn. 1831) s. 176-177, efter at have nævnt, at Johan Post var blevet møntmester i 1614, hvilket jo i virkeligheden først skete i 1615: »Fra 1620 til 1623 finder man paa flere Myntyr som Mynttegn en lille Fugl (en Vibe). Anledningen hertil skal være, at den bekendte Borgmester Michael Wibe havde efter Contract med Kongen overtaget at lade mynte en Sum paa egen Gevinst og Forlis; paa de for hans Regning slagne Mynter sættes dette Mærke. 1623 finder man det endnu paa Skillinger ... «. Sorterup skriver i »Fortegnelse over Generalmajor v. Krebers Mynt- og Medaillesamling«, I. afd. (Kbhvn. 1841), s. 144, efter at have gentaget urigtigheden af, at Johan Post udnævntes til møntmester i 1614: »Borgmester Michael Wibe havde overtaget paa egen Risico at lade mynte en vis Sum. Som Mynttegn lod han anbringe en lille Fugl (en Vibe), der findes paa flere danske Mynter fra 1620-22 og paa Skillingen fra 1623.« C. T. Jørgensen, s. 22, indordner uden videre Michael Wibe blandt Københavns møntmestre som møntmester 1620-24 og anfører S. 26-27, at »Fuglen, der almindeligt ansees for en vibe, tillægges naturligt Michael Wibe, der var Møntmester i Kjøbenhavn 1620-24, da dette Mærke kun forekommer paa Mønter fra disse Aar«, medens H. H. Schou, s. 90, anfører: »1620 optræder et nyt Møntmærke, en Fugl; »Beskrivelsen« kalder den - uvist med hvilken Hjemmel - en Vibe, men det vides ikke, hvem der benyttede dette, utvivlsomt kjøbenhavnske, Mærke til 1623.« J. Wilcke viede i »Daler, Mark og Krone 1481-1914« (Kbhvn. 1931) s. 119-20 »Møntmærket Viben« en nærmere omtale under henvisning til Lauerentzens ovenfor citerede påstand om, at Mikkel Vibe på kongens vegne førte overopsynet med mønten, og at til minde herom anbragtes borgmester Vibes våbenmærke, en hærfugl, på en del af mønterne, samt at fuglen i »Beskrivelsen« af 1791 var bleven til en vibe. Wilcke påpeger, at ingen af disse oplysninger er blevet bekræftet gennem arkiverne fra datidens men mener dog, under hensyn til, at en del arkivalia er gået tabt, og at Lauerentzen skrev knapt 100 år efter Vibes tid, at han kan have siddet inde med en viden, vi nu ikke er i stand til at verificere.
Sikkert er det nu, at C. T. Jørgensens opfattelse af Mikkel Vibe, der i 1609 var blevet borgmester i København, og som var en af sin tids største købmænd, ikke er rigtig. Møntmester har Mikkel Vibe i hvert fald ikke været. Hvad grunden end har været til, at både Johan Post og Nic. Schwabe fratrådte som møntmestre og møntforpagtere i januar 1622 - de synes nærmest at være blevet trætte af vanskelighederne med de stadigt stigende sølvpriser, der måtte gøre de stipulerede afgifter i slagskat til kongen mere og mere tyngende, og Johan Post havde, som det nedenfor skal vises, allerede i sommeren 1621 søgt sig et nyt arbejdsområde, men muligt har kongen selv ønsket at overtage udmøntningen for egen regning for at være mere frit stillet med hensyn til møntregalets skjulte udnyttelse - så ville det passe dårligt ind i forholdene, om den rige storkøbmand og borgmester nu skulle påtage sig hvervet som møntmester og møntforpagter.
Thomsens og Sorterups antagelse, at borgmester Mikkel Vibe skulle for egen risiko have foretaget udmøntning af en vis sum, kan, hvis dette skal opfattes således, at det var til hans eget brug, næppe heller være rigtig. Der er til nutiden bevaret så mange eksemplarer af kroner og halvkroner med mærket »en fugl«, at disse ikke kan antages at være præget til en enkeltmands brug, selv om han var nok så stor en købmand. Fra en lidt senere tid kender vi ganske vist en »Borgerskabets Mønt«, som foretog udmøntninger med guldsmed Mathias Clausen som møntmester i 1629 af rosenobler (Schou 2-4) og 6-skillinger (Schou 42-50). E. Madsen oplyser herom, at borgmester Jacob Mikkelsen og borgerne Johan Braem og Mathias Clausen 1628-29 forpagtede mønten for eet år fra 1. januar 1629 for en afgift af 1000 enkende daler. Mønten lå da ved Bremerholms kirke (36). Men udmøntningen af rosenoblerne kunne ikke svare sig, og 6-skillingerne gav hurtigt anledning til klager, navnlig i Hansestæderne, der ikke ville modtage dem for deres pålydende, hvorfor kongen ved missive af 13. oktober 1629 påbød statholderen Frants Rantzau at afskaffe denne mønt (37). oplysninger foreligger dog ikke om noget tilsvarende privilegium for Mikkel Vibe, og i den trykte ligprædiken (38) over ham er der ingen hentydning til, at han har haft en sådan møntret, der ej heller omtales i Astrid Friis' biografi af ham i Dansk biografisk Leksikon bd. XXV (København 1943), s. 484-485. Ifølge regnskab, aflagt af den efter Hans Goslars død tiltrådte møntguardein, ovennævnte Mathias Clausen, for 1621-1622 tales alene om, hvad mønt han af »trende« hs. majst.'s møntmestre herudi Kiøbenhavn har beregnet (slagskat) (39), hvoraf tydeligt nok fremgår, at der ikke på daværende tid har været flere møntmestre i København end Schwabe, Post og Engelbrecht.
Beretningen om Mikkel Vibes møntret må derfor betragtes som et sagn, hvis oprindelse må skyldes, at man har søgt en forklaring på det i 1620 opdukkede mærke »en fugl«; et lignende sagn kender vi fra en lidt ældre tid i sagnet om Oluf Bagers mønt (40).
Da det som anført af møntregnskaberne ses, at Johan Post i 1621 har udmøntet de ubetydelige beløb (Wilcke s. 214), hvoriblandt forekommer guldkroner til et beløb af 1579 daler, da der ikke i 1621 vides at være udmøntet guldkroner af andre end Johan Post, og da der på de kendte guldkroner (dobbeltguldkroner) fra 1621 (Schou 1-2) findes en fugl, er der efter min opfattelse ingen anden mulighed, end at dobbeltguldkronerne fra 1621 (Schou 1-2) må være møntet af Johan Post. Wilcke har da også i Møntvæsenet under Christian IV og Frederik III 1625-1670, s. 35, med afbildning 35 betegnet dobbelt-guldkronen 1621, Schou 2, som »Dansk Guldkrone af J. Post«. C. N. Schwach (41) har tidligere været inde på en lignende tanke. Victor P. Christensen (42) søgte i Schous møntværk efter en række mønter med Johan Posts mønttegn, bl.a. guldkronerne 1621, men forgæves, og gik derfor ud fra, at en stor del af Johan Posts mønter var gået tabt. Han har set, at »adskillige af de med Posts Mærke efterlyste Mønter findes med Vibemærket«, men »da man ikke tør tænke, at Post havde to Møntsteder og to Mærker,« opgav han tanken om at sætte mærket med fuglen, »Vibemærket«, i forbindelse med Post.
Hvorfor har Post da i 1620-21 benyttet en fugl som mærke på en del af de mønter, der iflg. regnskaberne er slået af ham? Spørgsmålet lader sig næppe besvare; men at forholdet er det, at Post i 1620 er gået over til at benytte en fugl som mærke, bestyrkes af, at den nu fremkomne, hidtil ukendte halvkrone 1620 ganske svare'r til den kendte halvkrone 1620 (Schou 70), blot med Posts gamle mærke, hvor man hidtil kun kendte eksemplarer med en fugl som mærke. (Fig. 21 sammenholdt med fig. 22).
Hvis min opfattelse er rigtig, at Post i 1620 er gået over til at benytte en fugl som mærke, bekræftes samtidigt min opfattelse af, at den ovennævnte mønt fra 1621 med mærket 2 korslagte sværd (Schou 79) er et tvepræg (hybrid, zwittermønt). På den anden side må det følge af min opfattelse, at i hvert fald skillingerne med årstallet 1623 (Schou 82-84) og vel også skillingen 1622 (Schou 17) er tvepræg, til hvis adverser er benyttet adversstemplerne fra 1620-21 med fugl (Schou 200-203 og 88-97). Sjældenheden af skillingerne med fugl fra 1622-23 gør ikke denne antagelse urimelig.
Det er ovenfor nævnt, at Johan Post allerede i 1621 søgte sig nyt arbejdsfelt (43). Den 18. august 1621 udstedtes et åbent brev om det af Johan Post og hans konsorter oprettede saltværk i København, og den 26. september 1621 blev der vel udstedt et åbent brev om en salthytte til at brænde salt ved Helsingør, - men dette salt måtte ikke sælges på de steder, hvor Johan Post og hans konsorter havde eneret til at sælge salt (44). S. H. Finne-Grønn har af Johan Posts gave, en sølvkande, til Langesunds kirke i Norge i 1621 sluttet, at denne gave har stået i forbindelse med Posts interesse i Langesunds saltværk (45).
Om Johan Posts salthandel handler missive af 9. juli 1622, og den 3. april 1623 fik Johan Post og hans medkontrahenter i det raffinerede saltkompagni i København skøde på en af kronens pladser på Christianshavn (46). Heldet fulgte dog ikke Johan Post i denne handel; der klagedes over dyrtid og mangel på salt, siden han og hans konsorter havde forpagtet salthandelen i København og nogle af kongens provinser, hvorfor missive af 24. juli 1624 beordrede, at sagen skulle undersøges (47), og det i 1621 oprettede saltkompagni fik kun en varighed af 5 år (48).
Men også andre forretningsgrene optog den initiativrige mand. Den 22. oktober 1622 fik Johan Post tilladelse til at købe 30 eller 40 læster mel eller rug i Tysland eller andetsteds, beregnet på eksport til Norge inden vinteren (49). Den 9. oktober 1623 fik han tilladelse til at handle og bruge borgerskab på Øsel (50). I marts 1624 fik han og et af ham repræsenteret konsortium tilladelse til at søge efter erts i Skåne, Halland og Blekinge mod for udnyttelsesretten at svare kongen 1/10 af det smeltede meal (51), og i 1624 fik han privilegium på jernværker i Norge (52).
Her var jernudvindingen begyndt for kongelig regning i 1543, men efter forskellige omskiftelser bestemte Chr. IV sig i 1623 til, at driften for kongelig regning skulle indstilles og værkerne bortforpagtes, idet der til disse nu havde meldt sig flere liebhavere. Et konsortium,, hvis hovedmænd var Johan Post, borger og indvåner i København, og Herman Krefting i Oslo, dannede det såkaldte jernkompagni, og deres forslag blev modtaget med velvilje af kongen, hvis rustninger da tog fart med hans indtræden i »Kejserkrigen« for øje, idet han på denne måde kunne sikre sig kanoner, kugler, harniskplader, stangjern m.v. Kompagniet fik da 25. oktober 1624 monopol på jernudvindingen i Norge og desuden anden bjergværkdrift med undtagelse af den kongelige (sølvværket i Kongsberg). Iflg. privilegierne skulle kompagniets participanter have værkerne til evigt eje, den ene arving efter den anden. Afgiften var fastsat til 24 sk. af hvert produceret skippund jern foruden en årlig afgift for brug af kongens gårde og kuldriften i skovene, så at forholdet nærmest fik karakteren af en forpagtning. Den første ovn opførtes i 1625, og produktionen blev straks betydelig, idet kongens deltagelse i Trediveårskrigen i årene 1625-29 gav kompagniet en sikker afsætning. Bjergværksdriften var særlig knyttet til Eidsvolds, Bærums og Fossums jernværker. Om sidstnævnte værks produktion foreligger oplysninger, der viser, at der i tiden 10. september 1626 til 18. september 1627, medens Johan Post forvaltede værket, blev støbt og tilvejebragt af runde kugler (til kanoner) 111 skippund 6 lispund, af stykker (kanoner) 28, der tilsammen vejede 48 skippund, murankre 78 skippund, jernkakkelovnsplader 12 skippund, stangjern næsten 100 skippund og store mængder spiger af forskellig slags. Johan Posts søn, Henrik Post, overtog derefter Fossum værks forvaltning, og i tiden fra 18. september 1627 til 8. januar 1629 støbtes 227 skippund stangjern, 102 kanoner, der tilsammen vejede 255 skippund, samt 102 skippund runde kugler. Den 17. oktober 1627 blev forøvrigt privilegiet af 1624 forøget og fornyet. Disse oplysninger om produktionen blev meddelt af Henrik Post og Henrik Pedersen under en forretning, der blev afholdt i Christiania den 8. januar 1629, til revision af Johan Posts efterladte arvingers regnskaber vedrørende »det anrettede Bergverk, Hytte og Kammerværk udi Skien«. Johan Post må altså være død, formodentlig i slutningen af 1628. Det må antages, at Johan Post kun har opholdt sig i Norge på rejser for at besøge værkerne, men har bevaret sin faste bopæl i København. Sønnen, Henrik Post, var derimod bosat i Skien som forvalter på faderens vegne af jernværket Fossum og gruberne i Bratsberg. Allerede i 1628 synes driften at have været mindre lønnende, og efter freden i Lübeck i 1629 sank produktionen stærkt. Johan Post efterlod sig 4 børn, nemlig en datter, der var gift med Anders Pedersen, der ved kgl. brev af 28. april 1628 blev den første møntmester ved den i Christiania oprettede mønt (53), sønnen Henrik Post samt 2 umyndige børn, Jørgen og Mette Post. Jernværkerne blev delt, idet Henrik Post og hans 2 yngste søskende m. fl. ved skøde af 15. april 1631 overtog Fossum og Barboe, medens Anders Pedersen, der forud var participant i Eidsvold, beholdt 1/4 af dette samt af Bærum værk. I 1635 stoppede det hele dog op for Henrik Post, der døde omkring 1640, hvorimod hans enke, Elisabeth, først døde i januar 1679, 81 år gammel.
Johan Post har sikkert, inden deltagelsen i saltkompagniet og senere i jernkompagniet bragte ham tab, således at han i 1626 skyldte kongen 7000 rdl., der dog muligt står i forbindelse med de betydelige udlæg, han måtte afholde for at få jernværkerne i drift, været en formuende mand. Han ses således at have ejet en del ejendomme i København. Den 13. april 1617 købte han af Sophie Ulfstand den store gård på Købmagergade (der senere hen under Christian VI var bolig for overhofmarskallen og fra 1780 sæde for hovedpostkontoret) med tilhørende 6 boder i Valkendorfsgade, og den 16. juli 1619 købte han nabohuset mod nord, hvilket sidste senere (før 1646) erhvervedes af den kendte møntmester Henrik Köhler. Johan Posts enke, Anne Henrichsdatter synes senere at have solgt ejendommen til købmanden Jörgen Bödker von Delden, der nævnes som ejer af ejendommen i 1633. Senere fik Griffenfelds morfader, vinhandler Peter Motzfeldt ved en herredagsdom i 1643 tilkendt halvdelen af ejendommene (54). Den 4. maj 1619. havde Jørgen Post købt en grund, der beskrives som liggende ud til Gråbrødre, sønden for gaden og sønden næst op til (Gråbrødreklosters) prisonet, østen for den gård, som herr Peder Sørensen (kapellan til Helligåndskirken) nu ibor og vesten næst op til Helligånds hospitals ladehus. Til grunden var der adgang fra Løvstræde gennem en lille smøge (fra gårdspladsen for Løvstræde 11 (55). H. U. Ramsing har antaget (Hist. Medd. om Kbhvn., III, s. 494), at Johan Post var ejer af den store gård på Købmagergade til sin død, men anfører urigtigt Posts dødsår som 1631.
Skødet fra Johan Post eller dennes enke synes dog ikke kendt. Endelig anfører Københavns Diplomatarium, III, s. 103-104 et skøde af 4. oktober 1631, hvori omtales afgangne Johan Posts våning i Møntergade, uden at hans enke dog her ses anført (cfr. Bering Liisberg l. c. s. 145). Iflg. Bering Liisberg betalte Johan Post i 1619 af en bod på Købmagergade 8 skilling (l. c. p. 145), hvorved næppe kan være sigtet til den store gård.
I Kancelliets Brevbøger ses Johan Post sidst omtalt, da borgmester og råd i København den 7. juli 1627 beskikkedes til at afgøre en trætte mellem ham og Niels Jonsen i anledning af grænsen mellem deres huse (56).
Johan Posts enke, Anne Henrichsdatter angives i 1631 at have boet i Møntergade mellem Sjæleboderne og Volden. Men når årstallet 1631 i almindelighed anføres som Johan Posts dødsår, er dette, som det fremgår af revisionsforretningen af 8. januar 1629, urigtigt, idet Johan Post må være død i hvert fald engang i 1628. Om hans fødeår og fødested har hidtil intet kunnet oplyses med bestemthed. Finne-Grønn har l. c. s. 120) anset det for mest sandsynligt, at han stammede fra Holland (Schoonhoven ved Rotterdam), men har dog også l. c. s. 113) peget på den mulighed, at han tilhørte en familie Post, der levede i Flensborg i 1500-tallet.
For Johan Posts tilknytning til Flensborg kunne tale hans tidlige arbejde for denne by i 1595 (ovenfor note 8). Bruno Dorfmann, Hamburg, har i den anledning velvilligt i maj 1949 foretaget undersøgelser i Stadtarchiv i Flensborg. Desværre savnes her dåbsregistrene og i det hele kirkebøger fra det 16. århundrede. Han har herved fundet frem til en Henrich Post (død 7. april 1588), der nævnes i Gundlach: Des Johannes Reinhusen, Organisten bei der Marienkirche i Flensburg, Annales Flensburgensis 1558-1604 (Kiel 1926) nr. 453, 605 og 662. O. H. Moller: Der Stadt Flensburg Schöte-Buch, Original i Staatsarchiv Schleswig, 1512 bis 1608, afskrift, udfærdiget af professor Moller ca. 1770, nævner en Hinrich Post i årene 1515-1533; en anden Hinrich Post omtales som grundejer 1582 og 1584, hans arvinger nævnes 1593 og 1601. Eftersyn af borgerskabsprotokollen 1558 - ca. 1630 har intet resultat givet med hensyn til en Johan eller Hans Post. Ratsprotokollen, bd. 3, (1590-1599) omhandler p. 186 under 29. august 1594 formynderskabet for en unævnt søn af afd. Hinrich Post »also ein junger geselle und der kein domicilium hatt.« Yderligere undersøgelse er foretaget af stadtarchivar, dr. Otto Schütt, men uden resultat. Som guldsmed i Flensborg kendes Johan Post ikke, heller ikke af direktøren for Kunstgewerbemuseet i Flensborg, dr. Fuglsang.
Selv om resultatet således har været negativt, er der dog nogen grund til at antage, at Johan Post har tilhørt den flensborgske håndværker- og købmandsfamilie Post, og han kan i sine unge år være rejst til København, hvilket kan forklare, at han ikke findes i borgerskabs- eller skødeprotokollerne. Forøvrigt ses ejheller Flensborgs gave til kongen i 1595 omtalt i rådsprotokollen bd. 2 for årene 1590-1599. At Johan Post gav sin søn navnet Henrik, der så hyppigt forekommer i den flensborgske familie, giver en, om end svag støtte for antagelsen af hans tilknytning til denne Slægt (57).
Som møntmester har Johan Post sikkert været en god arbejdsgiver; endnu i 1652 påberåbte et par møntesvende sig de lønninger, de havde haft hos ham og Schwabe (58). At han i hvert fald delvis har skåret stemplerne til de af ham slåede mønter, er sandsynligt, når henses til det oplyste om hans virksomhed som signetstikker m.v., jfr. også ovenfor note 43.