Kuriosa kan undertiden gå hen og blive et interessant historisk materiale, og således er det gået med det sæt guldmønter, der her skal beskrives. Det drejer sig om en enestående serie på syv guldmønter af nogenlunde ensartet type, men med forskellige indskrifter. Forsiderne har Frederik II.s navn og titel samt monogrammet FS, der oprindelig stod for Fredericus Secundus (latin for Frederik II), men siden kongens ægteskab 1572 med Sophie af Mecklenburg kunne det også betyde Frederik & Sophie. Bagsiden har kongens valgsprog "Mein Hoffnung zu Gott allein" (mit håb er til Gud alene), årstallet 1584 samt de forskellige møntbetegnelser Portvgleser, Rosennowel, Dvppelt dvcaten, Englotten, Vngrisch gvlden, Crone goltt og Gold gvlden; det betyder henholdsvis portugaloser, rosenobel, dobbeldukat, engelot, ungarsk gylden, guldkrone samt guldgylden, d.v.s. rhinsk gylden. Vægten svarer til disse mønters normale vægt, henholdsvis 35.20, 7.69, 6.91, 5.06, 3.50, 3.38 og 3.27 gram.
Af rentemesterregnskaberne for 1584 og 1585 fremgår, at disse mønter må være fremstillet af stempelskæreren Christopher Angerer, og at de blev foræret til dronning Sophie. Der er formentlig kun blevet fremstillet to sæt, og de fortjener derfor navnet skuepenge (som de også kaldes i regnskaberne). Baggrunden for den i dansk sammenhæng lidt mærkelige serie må være et ønske fra kongen om overfor dronningen at demonstrere de forskellige sorter guldmønter, der indkom i Øresundstold, og som kongen efter gammel sædvane betragtede som sin private ejendom. Egentlig var grundsatsen i Øresundstolden siden 1429 den engelske (rose)nobel, der sidst i 1500-tallet blev efterlignet i Nederlandene. Men i regnskaberne fra Frederik II.s tid kan man også træffe den portugisiske stormønt, der her og i Nordtyskland (hvor den blev efterlignet i Hamburg) kaldtes portugaløser, den spanske dobbeldukat eller dobbelexcellente (også efterlignet i Nederlandene), den engelske angel eller engelot, den ungarske gylden (præget i det nuværende Slovakiet), den franske guldkrone og den rhinske guldgylden.
Dronningen gemte sættet, og da hendes søn Christian IV under Kejserkrigen 1628 var i pengemangel, fik han af sin mor en større sum, hvori også indgik et sæt af gavemønterne (bortset fra engeloten). Stykkerne blev ikke omsmeltet, men opbevaredes som en historisk mærkværdighed i Rentekammeret, hvor de år efter år optræder i regnskaberne som "højlovlig ihukommelse kong Frederiks mønt". På et tidspunkt må den ivrige samler Frederik III være blevet opmærksom på dem, og nytårsaften 1652 udleveredes dette minde om hans bedsteforældre til kongen personligt. De indgik i hans medaillekabinet, og de kan genfindes i kataloget over hans søn, Christian V.s samling, og siden har de været en pryd for Den kongelige Mønt- og Medaillesamling. Derimod må engeloten, som i øvrigt virker noget slidt, være indkommet senere, en gang i 1700-tallet.
Vedrørende mønternes prægning kan det endelig oplyses, at de er slået på det nye mønttrykværk ved Frederiksborg slot, der på dette tidspunkt formelt blev passet af den fra hertugdømmet Prøjsen udlånte møntmester Poul Gulden (c. 1530-1593). Da møntmesteren i foråret 1584 vistnok allerede var vendt tilbage til Prøjsen, var det stempelskæreren Christopher Angerer, en fætter eller søstersøn til Gulden, der prægede møntserien. Sluttelig bor det nævnes, at det er den kendte møntforsker J. Wilcke, der har fundet de fleste af ovenstående oplysninger (se hans Daler, Mark og Kroner, Kbhvn. 1931).
(Møntsamlernyt 1/1975 side XXIV)