Men Reynold Junges Udfoldelse af sit store Forretningstalent har vel kunnet vække Mistanke paa allerhøjeste Sted, en Mistanke, som er blevet bestyrket, efter at Regnskaberne for Udmøntningen i Aarene 1534-39 er bleven forelagt. Det er højst sandsynligt, at den gode Møntmester en trist Novemberdag 1540 maatte tage til Takke i det blaa Taarn, medens hans Regnskaber paa det nøjeste blev prøvede af en Kommission, der bestod af Kansler Johan Friis, Rentemester Joachim Beck, Lens, manden paa Københavns Slot Peter Godske og Jørgen Kok. Cancelliskriver Hans Johel og Andreas Slotsskriver har formentlig været Sekretærer. Maaske er det tilfældigt, at Rentemester Jesper Brockman, der dog i de senere Aar havde ført en Slags Tilsyn med Mønten, ikke nævnes som Deltager i Undersøgelsen. Den mest sagkyndige var naturligvis Jørgen Kok, der som Christiern II's og Frederik I's gamle Møntmester nok har vidst, hvor Lejlighed bød sig at vinde Guld af Kobberklippinge. Det har sikkert været ham en Tilfredsstillelse at kunne kigge sin Kollega i Kortene, - det var jo paa Reynold Junges Klippinge, at Johan Rantzow kunde ride Jørgen Mønters Sag over Ende, - og i ikke mindre end 73 Antegnelser har han sat Fingeren paa de Steder i Regnskaberne, hvor der formentlig var drevet falsk Spil. For blot at fremhæve de væsentligste Antegnelser havde saaledes Møntmesteren bogført Lødigheden af det i mange mindre Partier modtagne Sølv summarisk som 13 1/2-lødigt, hvad der ikke forekom Undersøgelsen troværdigt, naar der var (14 1/2-lødige) Joachimsdalere - det opgjordes senere til 70.000 Dalere - imellem Sølvet. Reynold Junge søgte forgæves at hævde, at hans Angivelser var rigtige: havde Joachimsdalerne ikke været med, havde han ikke kunnet sætte Lødigheden saa højt som til 13 1/2. Det var endvidere mærkeligt, at de Klippinge, som Reynold Junge modtog til Ommøntning, alle var 7,lødige, skønt han jo selv ogsaa havde slaaet 8-, og 10-lødige Klippinge. Afgangen i Smeltningen, som overalt var beregnet til 1 %, betegnede Revisionen som "ubillig", men her kunde Reynold Junge henvise til, at saaledes var hans Overenskomst med Melchior Rantzow, det kunde Thomas Guldsmed i Husum bevidne. Vekselforretningen, som Møntmesteren havde drevet uden at af, lægge Regnskab derfor, kom ogsaa frem i Antegnelserne (§ 26, 27 og 37). Reynold Junge svarede, at han havde ment, at Vekselforretning altid stod ham frit. Naar han ikke havde indvekslet noget nævneværdigt af Grev Christophers og Hertug Albrekts Mønt, laa det i, at der i København var en Vexellerer, som vekslede paa Borgmesters og Raads Vegne. Han havde maaske tilvekslet sig henved 5000 Mark dansk, men ikke vidst, at han skul, de gøre Regnskab derfor og henstillede Sagen til Kongens Naade. Paa mange forskellige Antegnelser kunde Møntmesteren ikke gøre tilfredsstillende Rede; han maatte tilsidst anraabe om Kongens Naade og tilbyde at betale og oprette, hvad Skade der var sket. Og det blev til visse "eine grosse merkliche Summa geldes vnnd Suluers": 127.332.Mark 12 Skilling dansk. Reynold Junge bekendte, at han havde anbragt Penge hos navngivne Mænd i Lybæk, Danzig, Ribe, Ditmarsken (i Meldorf og Heide) og i Reval, alt i alt 139.000 Joachimsdalere - og 11 Skilling lybsk. Han har saaledes haft rigelige Midler til at betale sit Underslæb med. Det har han sandsynligvis gjort og derpaa udstedt et aabent Brev som en Quittanz for det "venlige Regnskab og Forligelse", han har haft med kgl. Majestæt. Dokumentet er mærkelig nok dateret den 26. November 1540, altsaa kun 17 Dage efter den sidste Dato i Regnskabet. Da endvidere Registret over Quittanzerne i Møntmesterens Skrin bærer Aarstallet 1541, skulde man tro, at Brevet var antedateret.
Reynold Junge vendte tilbage til Husum. 1542 nævnes hans Hustru Kyrstine, som skulde flytte sit Boskab, som fandtes paa Kongens Møntergaard i København, til Husum. 1544 nævnes Reynold Junge i Anledning af en Proces, 1545 fik han Kongens Tilladelse til at præge Guldgylden i Flensborg, hvor han efterfulgte Jørgen Degener som Møntmester. Der foreligger nu rhinske Gylden med Aarstal 1546, men samme Aar er han død, og hans Enke fik efter kgl. Ordre af 6. Juli 1547 godtgjort, hvad Udlæg han havde haft paa Opførelsen af Bygninger ved Mønten i Flensborg. Denne Gang blev hans Regnskab øjensynlig antaget og kvitterer uden Antegnelser, og Jesper Rantzow fik 6. Februar 1548 Ordre til at levere den nu salige Møntmesters Kautionister deres Forskrivelse tilbage (21).
Det blev ikke Jørgen Kok, hvis han forøvrigt har næret Forhaabninger i den Retning, men Poul Fechtel, en Borger fra Helsingør, der i det nedlagte Sankt Klare Kloster førte Kongens Ønsker om et velordnet Møntvæsen ud i Livet. Møntordningen af 20. September 1541 indledede den nyere Tid paa Møntvæsenets Omraade.
Reynold Junges Regnskaber giver en Oversigt over hans samtlige Udmøntninger, der S. 286 f. er opstillet i et Skema.
/// Dette skema er (foreløbig) udeladt i Dansk Mønt. ///
Naar man vil have Klarhed paa, hvad de enkelte Mønter vejer Netto og Brutto i vore Dages Vægt i Gram, møder os straks den Vanskelighed, at vi ikke nøjagtigt ved Vægten paa den af Møntmesteren anvendte kølnske Mark. Den nualmindelig anvendte Omregning af en kølnsk Mark til 233,855 g er en Fiktion, vedtaget i Berlin 1821 (23), hvorved man opnaaede Finhed imellem Længdemaal (rhinsk Alen) og Vægt, men ikke tog noget Standpunkt til, hvilken af de "kølnske" Mark der anvendtes rundt om i Landene, og som varierede fra 231 til 234 g, der var den historisk rigtigste. I den kgl. Mønt- og Medaillesamling forefindes 8 velbevarede joachimsdalere prægede af Reynold Junge 1537, hvoraf det tungeste Exelmplar vejer 29,00 g, det letteste 28,06 g; tilsammen vejer de 229,53 g. Antager man et ubetydeligt Vægttab gennem Aarhundrederne ved "Iltning", vil det være berettiget at omregne Reynold Junges kølnske Mark med et rundt Tal 230 g, man kommer derved til følgende Resultat:
Raavægt gram Finhed 1/000 Finvægt gram Rhinsk Gylden 3,19 764 2,44 Joachimsdaler 28,75 906 1/4 26,05 Holstensk 2 sk 3,90 472 2/3 1,84 Klipping 1534 (2 Mark) 14,38 625 8,98 1. - 1535 - 14,38 500 7,19 2. - - - 14,38 437 1/2 6,29 3. - - - 12,12 437 1/2 5,30 1. Fireskilling 3,71 312 1/2 1,16 2. - 3,06 250 0,77 3. - 3,15 218 3/4 0,69 Tomark 14,38 406 1/4 5,84 Mark 7,19 406 1/4 2,92 Toskilling 1,75 187 1/2 0,33 Skilling 1,15 156 1/4 0,18
Omregnet til den danske Guldmøntfod har den rhinske Gylden en Guldværdi af 6 Kr. 05 Øre. De øvrige Mønters Metalværdi afhænger af de skiftende Sølvpriser, der for Tiden er 7 Øre pr. Gram fint Sølv. En Omregning vil dog være misvisende, da Joachimsdaleren var af samme Værdi som den rhinske Gylden, og Forholdet mellem Guld og sølv altsaa som 26,05:2,44 eller henved 1:10,7.
Til Sammenligning med Regnskabernes Angivelser vil det have sin interesse at erfare, hvad der til vore Dage er overleveret af Christian III's Mønt fra Aarene 1534 40. I Oversigten S. 288 er henvist til H. H. Schou, Beskrivelse af danske og norske Mønter 1448-1814 Kbhvn. 1926, og tilføjet Maximums-, Minimums, og Gennemsnitsvægt (Raavægt) af velbevarede Exemplarer i den kgl. Mønt- og Medaillesamling.
/// Dette skema er (foreløbig) udeladt i Dansk Mønt. ///
For Finvægtens Vedkommende mangler f. T. Materiale. Møntsteder, der ikke er nævnt i Møntomskrifterne, er sat i ( ), og Møntsteder, der er Reynold Junges Regnskab uvedkommende, er kursiverede.
Den Antedatering af Mønterne, som Regnskaberne giver Formodning om, røber sig ogsaa umiddelbart af Mønternes Præg. De i saa mange Stempelvarianter foreliggende københavnske Firskillinger, der bærer Aarstallet 1535, kan selvsagt først være udmøntede efter Hovedstadens Overgivelse 1536. Paa alle Mønterne med Aarstallet 1535 lyder Kongens Titel "Electus rex" og Kongebilledet bærer ikke Krone men paa alle danske Mønter med Aarstallet 1536 tituleres Kongen "Rex" og paa Enesteskfflingerne er Brystbilledet endogsaa kronet. Da Kroningen først fandt Sted i August 1537, maa ogsaa denne Aargang af Mønter være antedateret, forudsat at Titulaturen er korrekt. - Det i Anm. 1 under Nr. 6 nævnte Aktstykke, som giver Kendemærkerne paa de forskellige Klippinge og Aarhus-Firskillinger, lyder i sin Helhed:
Item De klippingenn welck tho Gottorp ghemuntet sijn, er afftekenn is de iar tall 34 mijt twenn sulcker tekenn (trekant) holdenn x loth.
Item De erstenn klippingenn de tho Aarhuszenn sijn ghemuntet, welck dar holden viij loth, er afftekenn is eijn kleuerblat mijt eijnem vmmegheboghenn stele, vnde steijt ijnn dat C twischen denn Ciferenn 35.
Item De anderenn klippingenn, de tho Aarhuszenn sijn ghemuntet, welck dar holdenn vij loth, er afftekenn is eijn kleuerblat mijt eijnem vmmegheboghenn stele, vnde bouenn denn Ciferenn ij stipkenn.
Item De drudde klippingenn, de tho Aarhuszenn sijn ghemuntet, er afftekenn is eijn kleuerblat mijt eijnem slichtenn stele, als eijn Anthonies krutsze, vnde ij stipkenn bouenn de Cifer. Dussze holdenn ock vij loth.
Item Der viij schilling klippingenn, er afftekenn is eijn slecht kleuerblat ijnn dem C mijth twenn Ciferenn, holt vij loth.
Item Der iiij schilling klippingenn, er afftekenn is eijn slecht kleuerblat ijnn dem C, up der anderenn sijdenn ij Ciferen, holt vij loth.
Item De iiij schilling stuckenn, de dar wordenn ghemuntet tho Aarhuszenn, Der erstenn er afftekenn is up beijdenn sijdenn des schildes twie o hebbenn vnder dem bilde dem iar tall, vnde holdenn v loth.
Item De ander iiij schilling sijnt ghemuntet tho Aarhuszenn, er afftekenn is eijn slicht kleuerblat bouenn dem schilde, mijt twenn Ciferenn up beijde sijdenn des schildes, holdenn iiii loth.
(Kongens Underskrift) Christian
Item De drudde slach der iiij schilling szo tho Aarhuszenn ghemuntet sijn, de hebbenn keijn kleuerblat bouenn dem schilde, welck is er afftekenn, vnde holdenn iiij loth.
(Kongens Underskrift) Christian
Gottorperklippingene fra 1534 er blevet saa fuldstændig indsmeltede, at der nu kun kendes et eneste Exemplar, og af de første Aarhusklippinge kan overhovedet ingen paavises. De øvrige Klippinge er beskrevne i Schous Møntværk henholdsvis under Nr. 49, 48, 239 og 240. De femlødige Aarhus-Firskillinger er beskrevne sammesteds Nr. 65-68 og de firlødige under Nr. 69-99; derimod kan mærkelig nok de halvfjerdelødige Firskillinger ikke paavises. En anden Sag er det, at Møntbenævnelserne i dette Aktstykke ikke i alle Tilfælde synes at lade sig forlige med de Møntnominaler, som maa udledes af Regnskaberne og af Vægten paa de kendte Mønter.
(fra: Festskrift til Kr. Erslev 28. december 1927, København 1927 side 271-290)