Møntfundet fra Store Frigaard

af Georg Galster

Fra Bornholm foreligger forholdsvis mange jordfundne Mønter og Sølvskatte fra det 11. Aarhundrede. Det er en naturlig Følge af Øens Beliggenhed som Mellemstation paa Handelsvejene, der fra Frisland og Saksland førte over Hedeby, eller fra Vendland førte over Jumne til Gulland og derfra videre til Birka eller Sigtuna i Sverige eller til Holmegaard (Novgorod) i Rusland. De fleste Skatte er nedlagt i Jordens Gemme under Magnus den Gode og i Sven Estridsens første Kongetid og bærer Vidne om, at Dønningerne fra disse Aars Kampe ogsaa er naaet til Øen i Østersøen (1).

Den betydelige Skat, som kom for Dagens Lys paa Store Frigaard i Østermarie Sogn, er, som det vil fremgaa af den følgende Fremstilling, ejendommelig ved at være nedlagt saa sent som i Kong Niels' Dage. Store Frigaard ligger ved Hovedlandevejen, der fra Svaneke til Gudhjem fører over Kjeldse Aa. Store Frigaard er en Vornedgaard, Nr. 4 efter bornholmsk Gaardtælling, medens Lille Frigaard paa den anden Side Landevejen er den 5. Selvejergaard i Sognet. Som Navnet antyder, har Gaardene i gamle Dage tilhørt en Frimandsslægt, hvis mest kendte Medlem var Landsdommer Mogens Uf i det 16. Aarhundrede (2).

Den 24. Juli 1928 var Gaardejeren, H. P. Riis, i Færd med at planere Gaardspladsen, som han vilde betonlægge. Han kørte med en Jordsluffe, og den knuste Overdelen af et her i Jorden staaende Lerkar og en Lertallerken, der har dannet Laag over Karret; Stumperne havnede paa Møddingen uden at blive bemærkede. Men da han i næste Omgang kørte hen over Stedet, ramtes Bunden af Karret, og en Mængde Mønter og Sølvsager kom til Syne. Gaardejer Riis bjergede omhyggeligt Skatten og tilkaldte Bornholms Museums Bestyrelse, der indsendte hele Fundet som Danefæ til den kgl. Mønt- og Medaillesamling i Nationalmuseet.

Sølvskatten vejer 1478g. Der optaltes 1085 Mønter og halvandet Hundrede Møntbrudstykker samt et halvt Hundrede firkantede smaa Blanketter og fire smaa Sølvbarrer. Smykkerne var: et Par Armringe, et Par Ørenringe, to Fingerringe, en Berlok, en Amulet og nogle smaa Brudstykker. - Fem af Mønterne havde paanittede Øskener; og mange var gennemborede for at kunne bæres i Snor om Halsen. De fleste Mønter var mere eller mindre skrammede og forbukkede; man har prøvet Sølvets Smidighed og Lødighed ved at bøje Mønterne, ved at bide i dem eller stikke i dem med en Knivspids for at se, om de var hvide helt igennem.

Den ældste Mønt i Fundet er en Denar fra Kejser Hadrian. Den er meget slidt, men Bagsidens Figur lader sig dog bestemme som Providentia; Mønten er derefter præget i Kejserens tredje Konsulat, d. v. s. 119-138 efter vor Tidsregning. Det ser besynderligt ud at træffe en romersk Kejsermønt imellem Mønter fra det 11. Aarhuindrede; men Tilfældet er ikke enestaaende, der kan nævnes et lille Antal betydelige Møntfund fra Bornholm, Gulland, Pommern, Posen og Slesien, hvor enkelte Denarer er forekommet blandt tyske og angelsaksiske Penninge (3). Det er formentlig udelukket, at romerske Mønter har holdt sig i Omløb i Norden i henved tusinde Aar. De mægtige Tilførsler af romersk Kejsermønt blev skjult under Jorden eller smeltet om i Folkevandringstiden. Man maa følgelig antage, at Denaren fra Kejser Hadrian er fundet i Jorden som "Oldsag" engang i det 10.-11. Aarhundrede. Bornholms Jord er endnu rig paa Denarfund (4), og ikke mindre Skatte er sikkert fremdraget i gamle Dage.

24 Brudstykker af kufiske Mønterviser ogsaa tilbage til en ældre Møntperiode. Saa vidt de er bestemmelige, er de prægede af samanidiske Fyrster (5). Paa to Stykker læses Navnet Ahmed ibn Ismail, der herskede 295-301 efter muhammedansk, 907-913 efter vor Tidsregning; paa tre andre Stumper forekommer Navnet paa hans Søn Nasr ibn Ahmed (301-331 H. = 913-942 A. D.). Paa fire Stykker spores lidt af Aarstallene efter Hedjra: 29x, xx7, x3x og 3xx; tre Fragmenter bærer Navnet paa Møntstedet Samarkand, de samanidiske Fyrsters Hovedstad. - Disse Mønter er i det 10. Aarhundrede ad Volgavejen ført til Holmegaard og er af Nordboer, der ikke havde Brug for gangbar Mønt, men for vejet Sølv, blevet hugget i større eller mindre Stykker. Handelsvejen til Østen og dermed Tilførslen af Dirhemer spærredes efter Vladimir den Helliges Død 1015 (6). Dette Aarstal danner ogsaa omtrent Grænsen for "Hacksilberperioden", i hvilken ituhugget Sølv var almindeligere end Mønt.

I Pengesummer fra det 11. Aarhundrede forekommer ofte et mindre Antal byzantinske Mønter, maaske Vidnesbyrd om den Forbindelse, som Væringerne i Miklagaard vedligeholdt med Hjemlandet. Det er vel af tilfældige Aarsager, at denne Art Mønter helt mangler i Frigaard Fundet. Heller ikke karolingiske Mønter forefandtes her. Skønt disse Mønter sikkert i Mængder er gjort til Bytte af Vikinger, der drog vesterpaa, forekommer de kun yderst sparsomt i nordiske Fund.

Af italienske Mønter foreligger: kun en enkelt fra Verona, af en Type, der indførtes af Kejser Otto I og bibeholdtes gennem hele det 11. og 12. Aarhundrede (7). Ved sit barbariserede Præg slutter Mønten sig nøje til de tyske Kejsermønter. Exemplaret fra Frigaard er overbrudt og praktisk talt ulæseligt, men er rimeligvis slaaet i Begyndelsen af det 11. Aarh.

Ungarn er repræsenteret ved to Mønter fra Stephan den Hellige (1000-1038) og Andreas I (1046-61) (8). - Fra Bøhmen foreligger en Mønt fra hver af Hertugerne Boleslav II (967-99) og Udalrik (1012-37) (9); men muligvis lader syv Mønter af en ny Type sig henføre til Bøhmen fra den senere Halvdel af Aarhundredet; det afhænger af, om de utydelige og lidt forvanskede Omskrifter lader sig fortolke som VVENCESLAVS, Bøhmens Skytshelgen (død 929), hvis Navn er anbragt paa Mønterne fra det 11. og 12. Aarhundrede. Er disse Mønter ikke bøhmiske, maa de rimeligvis være fra nordligere slaviske Stammer. De er gengivne Fig. 5 Nr. 8-10.

Hovedmassen af Mønterne er fra Tyskland, hvis Omraade dengang strakte sig mellem Schelde-Maas mod Vest og Saale-Elben mod Øst. Det omfattede altsaa Nederlandene med Brabant og det halve Flandern, Lothringen, Elsas og det meste af Svejts paa den venstre Rhinbred. Dette Forhold er typisk for sene Fund; i Skatte, der er nedlagt før 1042, er det de angelsaksiske Mønter, der er i Overtal. De ældste tyske Mønter i Fundet nævner Otto I som Konge og er følgelig slagne mellem 936 og 962. Tilsyneladende fra Tiden før 1002 (dvs: fra Otto I.-III) foreligger 213 Mønter, hvoraf dog 107 bærer Navnene Otto (III) og Adelheid; det er imidlertid sandsynligt, at en stor Del af disse saa omstridte Mønter er præget senere, som Eftermøntninger i det 11. Aarh.

Som det fremgaar af det Fig. 1 gengivne Kort, er det i særlig Grad Byerne ved de store Floder og ved Nordkysten, hvis Mønter er indgaaet i Skatten fra Frigaard (10). Ved Stade, Hamborg og Bardewick er Handelsvejene gaaet over Elben til Hedeby. Mønterne fordeler sig saaledes paa de enkelte tyske Landsdele: 

	Øvre Lothringen		 14		Franken		194
	Nedre Lothringen	 24		Svaben		 19
	Rhinlandet		191		Bajern		 14
	Frisland	 	 81		Ubestemmelige	116
	Saksen			268		Udhamrede	 26
								----
								947

Forstaaeligt er det, at Mønterne fra de mere fjerntliggende lothringske Lande, fra Svaben og Bajern er i Mindretal. I Franken er det de store Rhinbyer Mainz, Speier og Worms, der yder deres store Kontingent (henholdsvis 62, 28 og 70 Mønter). I Rhinlandet er det naturligvis Køln, der dominerer med et Bidrag af 155 Mønter, hvoraf dog en Del maa regnes for Efterligninger, prægede f. Eks. i Frisland. Det var jo Kølns Mønt og Vægt (den kølnske Mark), der toges til Forbillede og efterlignedes i Nordtyskland, ja, endog i Danmark sloges Mønt med S(ancta) Colonia i Præget, Fra Frisland skulde man have ventet et større Bidrag, eftersom den største Del af Handelen mellem Nord- og Vesteuropa laa i Hænderne paa frisiske Købmænd; men maaske har disse Købmænd fortrinsvis betjent sig af kølnsk Mønt, ligesom de ogsaa har eftergjort denne Mønt. Som rimeligt er, stammer Hovedmassen af Mønterne fra det gamle Hertugdømme Saksen. En af Forudsætningerne for Udmøntningerne her er Opdagelsen af de rige Sølvlejer i Rammelsbjerget i Harzen, nær ved Goslar, i Otto l's senere Aar. 107 af de saksiske Mønter bærer Navnene, Otto og Adelheid, de er rimeligvis præget i Otto III's Tid (og senere) i Goslar. Fra Henrik III antager Goslarmønterne en ny Type med Værnehelgene S. Simon og S. Judas. 75 af disse Mønter foreligger i Fundet. -- Man skulde have ventet at forefinde flere Mønter fra Bremen, Hamborg, Stade og Bardewick, Erkebiskop Adalbert f. Eks. har næppe undladt at udnytte Erkesædets Møntrettighed i Hamborg. Disse Mønter har sandsynligvis ikke baaret læselige Indskrifter, de lader sig ikke identificere i vore Dage, men skjuler sig rimeligvis blandt de forholdsvis mange endnu ubestemmelige tyske Mønter, - Blandt de ubestemmelige er et større Antal "Nachmünzen", mest Efterligninger af tyske Mønter, hvis Hjemsted snarest maa søges i de slaviske Lande østenfor Elben, og især vel Ved Odermundingen, hvor Jumne endnu i Slutningen af det 11. Aarh. var i sin Blomstring, og hvor Møntprægning øjensynligt var privat Foretagende.

De tyske Mønter fordeler sig paa 56 Stæder, 9 Konger (eller Kejsere), 14 verdslige og 27 gejstlige Fyrster. Af afgørende Betydning for Fundets Datering er 9 Goslarmønter fra Henrik V som tvsk Konge (1106-1111) og en Mønt fra Biskop Reinhard af Halberstadt, der modtog Ring og Stav 1106.

Bortset fra en enkelt Mønt fra, Grev Balduin IV af Flandern som fuldtud slutter sig til de tyske Udmøntningér, er ingen Mønter fra Frankrig repræsenteret i Fundet. Det hænger sammen med, at de franske Mønter var kobberblandede og derfor uskikkede til Anvendelse i internationalt Handelssamkvem, hvor man efterspurgte det rene Sølv.

Velgørende er det at komme fra den brogede tyske Møntblanding til de engelske Mønters ensartede og klare Præg. De angelsaksiske Mønter i Fundet spænder over et Aarhundrede, fra Ethelred til Vilhelm II. De 121 Mønter fordeler sig saaledes paa Kongerne: 

	Ethelred den Raadvilde (978-1016)	40
	Knud den Store (1016-35)		43
	Harald Harefod (1035-39)		 5
	Hardeknud (1039-42)			 3
	Edward Bekender (1042-66)		16
	Vilhelm Erobrer (1066-87)		11
	Vilhelm den Røde (1087-1100)		 3

10 af disse Mønter med Ethelreds og Knuds Typer har dog forvirrede Omskrifter og maa formodes at være præget udenfor England. Nye Møntpræg maa man ikke vente at forefinde, men vel nye Møntmesternavne, som ikke var kendte af Hildebrand (11). Fra Harald Harefod dukker saaledes Leofwine i Stamford (af Hildebrands Type A) op, fra Hardeknud Ægelwine i Cricklade (Aa) og Godd i London (Aa); fra Edward foreligger en større Række: Ræfen i York (C), Ælric i Gloucester (B), Ælfwin i Southhampton (E), Ælfwine (F), Dorman (A) og Dudinfe (E) i London, Dæn i Maldon (A), Wulmær i Shrewsbury (B) og Kæntwine i Wilton (I). - Fra Harald Godwinsons korte Kongetid er der ingen Mønter i Fundet. Mønter fra Vilhelm I-II er særdeles sjældne i danske Fund; de her fremkomne 14 Mønter viser gennemgaaende smaa Afvigelser fra de tilsvarende Mønter i British Museum (12); fuldstændig ny er kun en Penning fra Vilhelm II af Type III præget af Sewine i Wilton.

Fra Irland foreligger 3 Mønter (se Fig. 5, Nr. 1-3). Den ene er fra Kong Sigtryg i Dublin (989-1029) eller maaske snarere lidt senere, idet Kongenavnet er forvansket (INTRC) ligesom Møntmesternavnet (IRIFII); Mønten efterligner en af Ethelreds Typer (D); som særligt Mærke slynger en Orm sig bag ved Kongehovedet. - Den anden Mønt bærer ogsaa forvirrede Omskrifter. ÐYMNROE MNEM skal mulig læses Thymno rex ... Blandt de forskelligt Gisninger, der er fremsat om Kong Thymn, er Tymne Sjællandsfar sidst bragt i Forslag (13), og den Gætning kan vel være ligesaa god som saa mange andre. Mønten er, som den forrige, af Ethelreds Type D; Bagsideomskriften er en Omstilling af ÆÐELPINEM'IOCROC (Cricklade, Hildebrand 335). - Den tredje Mønt er fra Aarhundredets Slutning, lille og tynd (0,59 g), med Omskrifter af Streger, med en utydelig Figur paa Forsiden og et Kors med en Ring i hver Vinkel paa Bagsiden.

Af ganske lignende Arbejde er de to norske Mønter i Fundet, et Vidnesbyrd om Forbindelsen mellem de norsk-irske Kolonier og Hjemlandet (se Fig. 5 Nr. 4-5). Disse Mønter er kun fremkommet engang før, i et Fund fra Færøerne, i henholdsvis et og tre lidt varierende Exemplarer (14). Omskrifterne paa den ene er lidt forvanskede af Sven Kaupangr, d. e. Nidaros. Denne Mønt efterligner en engelsk Type, der henføres til Vilhelm II's første Regeringsaar; Herbst' Henførelse til Magnus Haraldsøn kan derfor ikke være rigtig. Mønterne er slagne senere i Olav Kyrres Kongetid. - Norske Mønter forekommer sjældent i danske Fund, det skyldes vel især deres Undervægtighed og ringe Værdi. Fortællingen i Knytlingesaga om det norske Købmandsskib, der blev plyndret og brændt af Blod-Egil og hans Mænd under Bornholm, er naturligvis kun historisk Roman; men de norske (og irske) Mønter i Frigaardfundet tyder paa, at ogsaa norske Købmænd kan have lagt Vejen om ad Bornholm.

De 60 danske Mønter er fra Kongerne Knud den Store til Niels. Som man kan vente af Findestedet, er de fleste, 44 Exemplarer, prægede i Lund; 7 henføres til Roskilde, men ogsaa de jydske Møntsteder, Viborg (2), Aalborg, Aarhus, Ribe, (4) og Hedeby er repræsenterede, - De danske Mønter er nedenfor beskrevne i Enkeltheder; hvad de mønthistoriske Oplysninger angaar, maa henvises til Haubergs Arbejde. Kun nogle enkelte Hovedspørgsmaal kan der formentlig være Anledning til at berøre her.

Møntretten. Hauberg udtaler (S. 61): "Da Knud den Store indførte ordnede Myntforhold i Danmark, bevarede han Myntretten udelukkende for Kronen". Det er imidlertid en Paastand, som kun grunder sig paa Analogi med Forholdene i England. Tværtimod viser de af Hauberg opstillede Møntrækker, at det var saa som saa med de ordnede Møntforhold baade under Kong Knud og hans nærmeste Efterfølgere. De mange forvirrede Mønttyper og omskrifter tyder ikke paa at Kongen har kunnet eller villet hævde Møntprægningen som "res iuris regalis"; de tyder snarere paa, at Møntprægningen ogsaa var en privat Industri, saaledes som den var hos Naboerne Syd for Østersøen, og saaledes som den havde været i Merovingertiden i Frankerrigerne og i England. Det var Karolingerne og især Karl den Store, der genoplivede Traditionerne fra Romerriget, ogsaa hvad Møntretten angaar. Skal man dømme efter de bevarede Mønter, er det først, under Harald Hen, at de ordnede Møntforhold er indført, hvor Møntprægning er blevet forbeholdt Kongen, der ganske vist i Løbet af de følgende halv Hundrede Aar gav flere af Biskopperne en større eller mindre Andel i Møntindtægten.

Møntmestene. De merovingiske Møntfabrikanter, som satte deres Navne paa Mønterne, var sikkert private Guldsmede, Vekselerere, Købmænd og lignende, og tilsvarende Forhold synes at have raadet i England. Efterat Karolingerne havde tiltaget sig Eneretten til Møntprægning, forsvandt Møntmesternavnene. En Overgang søgte Karl den Store endog at centralisere Møntprægningen i sit "Palatium"; det maatte dog opgives, og Navnene paa Møntstederne afgav tilligemed Møntherrens Navn den fornødne Garanti for Møntens Godhed. I England bibeholdtes derimod Møntmesternavnet. Det er omdebatteret, hvilken social Stilling de mange Mænd har haft, hvis Navne er overleveret paa Mønterne, og hvis Titel er monetarius eller myntere. Paa den ene Side maa det have været efter Tidens Forhold meget formuende Mænd, der var i Stand til at udrede store Bøder, hvis de af dem prægede Mønter ikke var, som de skulde være. Paa den anden Side taler deres store Antal imod, at deres Stilling har været overordnet. Forholdene i Danmark har øjensynlig udviklet sig efter engelsk Mønster, og Hauberg hævder, at disse mange Navne maa have tilhørt en mere underordnet Klasse, saa underordnet, at, det hidtidige Navn "Møntmester" bør erstattes med "Møntpræger". Hvilken Forestilling man end vil danne sig om disse Navne, tillader moderne Sprogbrug dog at beholde den naturlige Oversættelse for rnonetarius: Møntmester, idet dette Ord siden Hauberg skrev, har faaet en mere demokratisk Klangfarve, saaledes at den ledende Møntmester nu betegnes som Møntdirektør.

Møntsteder. Paa det 11. Aarhundredes Mønter læses mer eller mindre tydeligt en Række Bynavne, der opregnes af Hauberg (S. 69): Lund, Borgeby, Thumatorp, Gori, Roskilde, Ringsted, Slagelse, Odense, Toftum, Aalborg, Aarhus, Randers, Viborg, Ørbæk, Ribe og Hedeby. Det Spørgsmaal, der interesserer her, er, om der ogsaa er præget Mønt paa Bornholm. De halvhundrede firkantede smaa Blanketter i Frigaard Fundet kan nemlig meget vel have været Forarbejder til Møntprægning (se Fig. 2), og et andet Antal Mønter har faaet deres Præg udbanket, saaledes at de var skikkede til at lægges mellem Hammer og Ambolt i Møntsmedjen. endnu engang. Det maa dog bemærkes, at lignende firkantede Blanketter kendes fra andre Sølvfund, saaledes f. Ex. fra Sølvskatten fra Store Søjdeby, Gulland. - I Kong Valdemars Jydske Lov hedder det "Falsk er det, om man sætter Ambolt og Stempel (stæt oc staple) og slaar Penning uden Kongens Tilladelse eller Bud". I ældre Tid har man næppe taget det saa nøje. De mange ubestemmelige Mønter, som bærer ulæselige Omskrifter, ofte med forvanskede Bogstaver og ganske barbariserede Fremstillinger, maa jo dog være slagne et eller andet Sted, og da snarest i Sporene af de Veje, som Købmændene drog. - Af de ovenfor nævnte officielle Møntsteder lader "Borgeby" sig ikke nøjere identificere. Navnet forekommer kun paa to Mønter, der kun er kendt i de samme to Exemplarer. Den ene Mønt er fra Sven Estridsen med Christustyp ganske som Mønter fra Lund og Tumatorp; paa Bagsiden læses i Runer lifuini: borbi. Lefuin slog Mønt i Tumatorp under Harald Hen. Den anden Mønt er fra Knud den Hellige (CNVTREXDA) og Bagsiden bærer ALGERIBVRHI. Ogsaa denne Mønttype med lille Midtkors paa hver Side er ganske som Mønterne fra Lund og Tumatorp. Møntstedet eller Møntstederne borbi eller burhi, som Hauberg gengiver ved Borgeby, maa altsaa søges i Nærheden af disse to Byer, eller i det mindste indenfor det skaanske Landomraade, og Hauberg henviser derfor til et Borgeby eller Borreby i Malmøhus Len. Men de lidt forskelligt stavede og ufuldstændige Navne gør ikke Henvisningen mere sikker end, at man kan tænke sig i al Fald Knud den Helliges Mønt slaaet i en kongelig Borg (burhi = borgi), ligesaa vel paa Bornholm (Gamleborg, Lilleborg) som i Skaane.

Møntbeskrivelse. Der følger her en Redegørelse for Frigaard Fundets Indhold af Mønter, ordnet efter Lande., Hovedvægten er selvsagt lagt paa Beskrivelsen af de danske Mønter.

/// fig. 1 ///

(Note fra Dansk Mønt: Beskrivelsen af de øvrige mønter er udeladt her)

De øvrige Sølvsager. Blandt disse foreligger et Hængesmykke, en Amulet saa stor som en kufisk Dirhem (se Fig. 6); udelukket er det ikke, at det er en saadan Mønt, der har faaet hvert Spor af Præg slebet ud for at give Plads til et nyt Billede (15). Paa Smykket er fremstillet en Figur med oprakte Hænder og Helgenglorie. Denne Figur gaar tilbage til byzantinske Fremstillinger af Jomfru Maria, Maria orans, hvis berømte undergørende Helgenbillede Panagia Blachernitissa i Konstantinopel blev gengivet paa Mønterne fra Konstantin IX Monomachos (1042-54) og senere, eller ogsaa til russiske Hængesmykker med lignende Fremstilling (16). Et Sidestykke af ganske samme Arbejde, men med Figuren i fodsid Klædning (Fig. 7) er fremkommet i et stort Sølvfund fra Leissower Mühle i Brandenborg (17), 10 km Nordøst for Frankfurt a. d. Oder. Mere afvigende er Fremstillingen paa et Hængesmykke, fundet i Harrendrup Skov ved Middelfart (18); ogsaa her gaar Brystbilledet med de oprakte Hænder tilbage til byzantinsk Forbillede.

Den raa Konturtegning paa Smykket fra Store Frigaard har udover den bedende Gestus og Nimbus ikke bevaret noget Indtryk af Meter Theou (MP OV som det gerne skrives); den leder i det højeste Tanken hen paa en knælende og bedende mandlig Helgen. Et Spørgsmaal er det, om "Kunstneren" har haft det Kendskab til sit ophøjede Forbillede, som man kunde vente af en Christen Mand; men først sent i det 11. Aarhundrede sejrede den christne Mission paa Bornholm. Og Hængesmykket er sikkert hjemmegjort. Den paanittede Øsken og Bæreringen er af samme primitive Arbejde som de tilsvarende Øskener og Bæreringe, der er fastgjort paa en Roskildemønt fra Sven Estridsen (Fig. 8) og et Par sammenhængende Mønter fra Goslar og Magdeborg (Fig. 9), alle henhørende til Frigaard Fundet. Hængesmykket har muligvis været trukket paa samme Halsbaand som disse 3 Mønter og flere andre af Fundets gennemborede Mønter.

Et Brudstykke med paaloddede smaa Sølvperler i Frigaard Fundet har hørt til et omtrent halvmaaneformet Hængesmykke (Fig. 10). Et Par Sidestykker fremkom i det nævnte Sølvfund fra Leissower Mühle, deraf numismatiske Grunde antages nedgemt c. 1015 (19); de gengives her Fig. 11.

De øvrige Sølvsager fra Frigaard - deriblandt især de to snoede Armringe (Fig. 12), et Par stærkt ødelagte Beslag med Filigranarbejde, en lille Stump Sølvplade med indridsede, sammenslyngede Linjer, en lille Dup (til Snørelidse? - Fig. 13) - vilde man mulig henføre til Vikingetid og antage nedlagt endnu i denne Tidsalder, hvis ikke Mønterne havde givet en senere Datering. Det er muligt, at Befolkningen paa Bornholm længere har bibeholdt Smykker i gammel Stil end Skik og Brug i det øvrige Danmark. Selve Møntskatten er i sin Sammensætning fra mange forskellige Lande og i sin 200-aarige Spændvidde af ganske anden Karakter end de samtidige Møntfund fra Allerslev, Tessebølle og Græse paa Sjælland, hvor Kong Niels' Mønter er næsten eneraadende. Derimod kan der paavises tilsvarende sammensatte Møntfund fra Gulland, Finland og Østersøprovinserne. - Medens der kendes mange danske Møntfund fra det 11. Aarhundredes tre første Fjerdedele, er det paafaldende faa Fund af andre Sølvsager, der foreligger fra denne Tid. Frigaardfundets Sølvsager vidner - saa faa og ringe de end er i deres Former og Stil om, at gammelnordisk Kultur levede videre uanset Troskiftet hele det 11. Aarhundrede igennem. Det er først de følgende Slægtled, Knud Lavards og Sven Grades Tidsalder, der tvinger tysk Kultur og fremmede Sæder igennem og helt opgiver god, gammeldansk Skik og Brug.

(ÅNOH 1929 side 283-315)

Noter:

Tilbage til Dansk Mønt