KLIK for forstørrelse!

Danske mønter

af Georg Galster

(Uddrag af Galster: Mønt, København 1965 side 23-43)

Kort efter år 800 begynder møntslagning i Danmark med efterligning af Karl den Stores Dorestadmønter. Sven Tveskæg er den første konge, som sætter sit navn på mønten. Knud den Store organiserer ca. 1020 møntvæsenet efter angelsaksisk forbillede og lader slå mønt i en række byer, hvoraf Lund og Roskilde var de vigtigste. Systemet var 1 mark (ca. 216 g) = 8 øre = 24 ørtug = 240 (288) penninge. Kun penningen udmøntedes, men deres sølvholdighed forringedes til 1/3 1231, 1/5 1284 og 1/10 og endnu ringere under Erik Menved og Christopher II i Sjælland-Jylland. Omved 1377 ophører udmøntningen efter gammel nordisk mark-øre regning.

KLIK for forstørrelse!

Dronning Margrethe genopretter møntvæsenet i Erik af Pommerns navn 1397 efter lybsk regning: 1 kølnsk mark (ca. 230 - 233.855 g) = 16 skilling = 192 penning; men allerede Erik af Pommern slår ringholdig mønt, kobbersterlinge ca. 1422 og grosser i 1430'erne. Under Christopher af Bajern udmøntes skillinge og hvide, og al udmøntning foregår i Malmø. Under Christiern I udmøntes kun hvide, der forringes fra 1/3 skilling til 1/4 eller mindre. Under rustningerne mod Sverige under kong Hans udmøntes atter skillinge og desuden guldmønter: rhinske gylden og noble. Hans rhinske gylden er ringere end de rhinske kurfyrsters (kun 17 3/4 karat mod 18 1/2). De anselige noble svarer nøje til de hollandske guldrealer. Disse slås atter under Christiern II's rustninger mod Sverige og med samme stempler slås sølvgylden. Fra 1518 udmøntes af Jørgen Kock i Malmø de kobberholdige klippinge, der skulle gå for en skilling, men var af ringe værdi. De voldte Frederik I stort besvær, inden de blev ommøntede til såkaldte 14-penninge og søslinge. Efter en flerårig standsning foretoges store udmøntninger også af større mønt som noble, da Christiern II's tilbagekomst var ventet. Grevefejden (1534-6) bragte atter møntvæsenet i urede. Grev Christopher lod i Malmø og København slå mønt i den fangne kong Christierns navn, medens Christian III slog mindreværdig krigsmønt, først på Gottorp, så i Århus, Roskilde og (efter 1536) i København - ialt for henved en million mark. Atter så man klippinge, nu til tomark, mark og 8-skilling. Al denne mønt nedsattes 1537 og 1540 til det halve af det oprindelige. 1537 sloges i København joachimsdalere.

KLIK for forstørrelse!

Ved møntordningen af 20. sept. 1541 reorganiseredes møntvæsenet. Dermed indledes den nyere tid i dansk mønthistorie. Hele udmøntningen blev henlagt til København, hvor møntsmedjen blev indrettet i det nedlagte Sanct Klarekloster med Povl Fechtel som møntmester. For første gang sattes møntens navn i præget: mark, 8, 4 og 1 skilling, hvid og penning. 1544 blev daleren stillet i spidsen for det danske møntsystem, således at der herefter gik 3 mark på en daler. Denne sloges 8 stk. på den 14 1/2 lødige kølnske mark.

I modsætning til kongeriget var mønten i hertugdømmerne ikke blevet forringet; her gjaldt stadig, at den skulle være så god som den lybske. Da Christian III 1544 skiftede hertugdømmerne med sine brødre, tilfaldt Gottorp med det derværende møntværksted hertug Adolph. Kongen anlagde derfor en ny kongelig mønt i Flensborg, hvorfra der i årene 1545-54 udgik rhinske gylden, dalere og mindre sølvmønt. Kun gennem daleren var der fællesskab i mønt med kongerigerne.

Om de norske mønter, som 1546 blev slået i København, henvises til Galster: Norges mønter.

KLIK for forstørrelse!

Frederik II fortsatte med at slå mark, 8-, 2- og enskilling som i Christian III's tid. Derimod var han ikke til sinds at udmønte dalere, for det betalte sig ikke. De dalere (tremarkstykker), som foreligger fra 1560 og 1563 er slået på bestilling og bekostning af private, der skulle bruge dalere. - For tredje gang i århundredet bragte krigsår ulykker også over møntvæsenet. Til Christiern II's erobringskrig mod Sverige (1518-20) og grevefejden (1534-6) kom nu Frederik II's syvårskrig (1563-70) med Sverige.

KLIK for forstørrelse!

1563-4 måtte Poul Fechtel levere over 3 millioner mark i klippinge til tomark, mark, fire- og toskilling; i et nyoprettet værksted i Bremerholms smedje slog 3 guldsmede mønt som klippinge: dukater (ungerske gylden), guldkroner og guldgylden (rhinske gylden), ialt over 25000 stk. Atter ville borger og bonde ikke modtage den forringede mønt til pålydende, selv om galger udenfor købstæderne ventede dem, der vragede kongens mønt. Krigen trak i langdrag, pesten ryddede op i møntens folk; den gamle Poul Fechtel måtte afløses af sin svigersøn Hans Delhusen og nyt hold blev indforskrevet. Den nye, runde mønt, som nu blev slået af ommøntede klippinge, bar stadig årstallet 1563, men var endnu ringere end før. Alle kongebud til trods svaredes der opgæld på daleren, der ved krigens afslutning gjaldt 4 mark (mod 3 mark 1563). En del af den store pengesum, 150000 daler, som Sverige måtte udrede i Elfsborgs løsen, blev slået til dalere 1572. Hovedmassen af disse henved 60000 daler gik til betaling af de nu aftakkede tyske krigsknægtes sold. Lødigheden var lidt ringere (14 lødig i stedet for 14 4/18), men præget var så meget desto smukkere, så at man siden troede, at de var slået til kongens bryllup i juni 1572. Samme år besluttedes at reducere al den danske mønt til det halve af det pålydende, for derved at komme på lige fod med den lybske, som gik i hertugdømmerne. Men bortset fra en prøvemønt, fireskilling 1575, havde man ikke råd og energi til at føre møntreduktionen fra papiret ud i livet. Man regnede med "Mønten som nu går" (1 skilling dansk = 1 skilling lybsk) og "Mønten som før gik" (1 skilling dansk = 1/2 skilling lybsk). Efter mange års håbløs forvirring måtte man i møntordningen af 1582 vende tilbage til "mønten, som før gik" og dele daleren i 4 mark. Der blev indkaldt en møntmester fra Danzig, Paul Gulden, som kom med et nylig opfundet mønttrykværk, der blev opstillet i dyrehaven ved Frederiksborg, og her blev i årene 1582-5 slået småmønt, fra hvide til mark efter den nye møntordning.

KLIK for forstørrelse!

Desuden blev der her slået to sæt guldmønter: portugaløser, rosenobel, dobbeldukat, engelot, guldkrone, guldgylden og ungersk gylden. De var en gave fra kongen til hans elskede dronning Sophie og bar på forsiden monogrammet FS, der både kunne betyde Fridericus Secundus og Fridericus & Sophia. På bagsiden kongens valgsprog og møntens navn. De var således ingenlunde beregnet på omløb; kun det ene sæt er bevaret til nutiden.

Under krigen blev møntprægningen genoptaget i Flensborg, hvor der blev slået skillinge og søslinge fra 1566 til 1571, da mønten blev nedlagt for stedse. - I Visby på Gulland lod lensmanden, Jens Bille, 1565 slå en nødmønt (8 skilling ?), som foruden kongens navn og titel og Gullands Guds lam bar lensmandens våben og navnebogstaver. - I Norge sloges kun nogle hvide i Bergen 1575 og 1577, og dermed ophørte de norske udmøntninger for et halvt hundrede år. Tillige må nævnes de mønter, som kongens broder, hertug Magnus, lod slå i Ahrensborg på Øsel og Hapsal i Estland 1562-7. Det var ferdinge og schillinge efter baltisk møntregning.

Som formynder for sin søn, Christian IV, lod dronning Sophie oprette et møntværksted i Haderslev, hvor hun 1591-3 lod slå en mængde guldmønter: dobbelte, enkelte, halve og kvart portugaløser og rhinske gylden. De fremkaldte protest fra rigsrådet, der påtalte, at rigsvåbnet og kongetitlen var ukorrekte, medens man i den nedersaksiske kreds klagede over, at de var undervægtige, dronningen ville give portugaløseren ud for 17 daler, skønt den kun var 15 daler 9 groschen værd. - En daler slået 1590 i København med den udvalgte prins' billede er slået på privat bestilling, ligesom dalerne fra 1560 og 1563. Til kongens kroning 1596 sloges et fuldstændigt sæt sølvmønt (4 mark (= daler), mark, 8, 4, 2 og 1 skilling), hvoraf de mindste sorter tjente til kastemønt under kroningsridtet fra Frue kirke til slottet. Både til kroningen 1596 og kongens bryllup 1597 sloges desuden smukke dalere med kongens portræt, skåret af den indkaldte "isensnider" Nicolaus Schwabe fra Dresden.

I slutningen af det 16. århundrede var sølvprisen stigende, det kunne ikke betale sig at slå dalere. Godtfolk måtte betale opgæld udover de lovbestemte 64 skilling på daleren. Allerede 1580 havde Hamborg sat daleren op fra 32 til 33 skilling lybsk (= 66 skilling dansk). Danmark måtte omsider følge trop og 1602 sætte daleren til 66 skilling, men i den nye møntordning benyttede kongen lejligheden til at udnytte møntregalet og nedsætte lødigheden for mark, 8, 4, 2, 1, 1/2 skilling og hvid, medens blafferten (2-penning) blev slået i kobber. Til kongens undskyldning tjener, at hvis han ikke selv forringede mønten, gjorde nabofyrsterne det, og den ringere mønt ville da fortrænge den bedre. De i møntordningen foreskrevne guldmønter (portugaløser, ungersk gylden, 8, 6 og 4 daler) kom ikke til at få større betydning i handel og vandel. 1602 blev Nicolaus Schwabe møntmester.

KLIK for forstørrelse!

1607 ansattes en nederlænder, Hans Fleming som møntmester i Helsingør, således at han overtog mønten i forpagtning, d.v.s. han slog mønten for egen regning og risiko mod at svare afgift (slagskat). En guldsmed ansattes som Wardein for at påse, at hans udmøntninger var overensstemmende med møntordningen. - Foruden de almindelige mønter slog Fleming 1608 efterligninger af vesteuropæiske handelsmønter: nederlandske "løvedaler", der kun skulle være 50 2/3 skilling værd (mod den almindelige dalers 66 skilling), engelske guldmønter, sovereigns og breddalere, store sølvmønter af forskellig vægt til 1 1/2-6 daler. Også Schwabe i København blev sat i arbejde med disse Christian IVs experimenter, bl. a. "guldriddere" (af år 1611, 1612 og 1613), der efterlignede den nederlandske "gouden rijder". De svarede nærmest til 4 daler i guld og kaldtes rosenobler.

Imidlertid betaltes både i Tyskland og Danmark bestandig større opgæld på daleren. Christian IV måtte følge med. 1609 sattes daleren til 68 skilling, 1610 til 74 skilling, 1616 til 80 skilling. Man ville stadig ikke slå dalere i tilstrækkelig mængde, tværtimod så kongen sin fordel i at ommønte de gode speciedaler, han fik ind fra øresundstolden og fra Elfsborgs løsen, til stadig ringere småmønt. Fortjenesten gik til de mange byggeforetagender.

KLIK for forstørrelse!

Da kongens forretning med udmøntning af markstykker, der havde givet ham en indtægt på ca. 20 %, ikke i længden lod sig opretholde, indførte han et nyt møntsystem, der yderligere skulle forøge møntforvirringen. Fra 1. maj 1618 indførtes kronen, der skulle gå for 1 % daler. Navnet var hentet fra Vesteuropas guldmønter og den engelske crown; men det var kun en fin etikette, sat på en forringet mønt. Møntmestrene skulle holde møntordningen hemmelig. Mønten fremtrådte i det ydre meget anselig. Der sloges i regnskabsåret 1618-9 for ca. 154.000 daler i den nye kronemønt, hvorved kongen kunne beregne sig en indtægt på ca. 11 %. - 1619 indførtes en kroneskilling til 1/64 daler = 1/96 krone. Møntforvirringen steg i de følgende år, bl. a. ved den slette mønt kongen lod slå i nyoprettede møntsmedjer i Lykstad (Glückstadt) og på Frederiksborg. I Lykstad, som kongen havde anlagt 1616 i forventning om, at den kunne tage en del af Hamborgs handel, bortforpagtede han mønten til en berygtet portugiserjøde, som slog en mængde denninge, efterligninger af russiske "dengi", og "rytterpenge". I Frederiksborg ved møntporten ved audienshuset lod han 1620-23 slå ringholdige 8- og 12-skillinger.

Først 1625 lykkedes det rigsrådet at få sat en stopper for Christian IVs møntforretning. Daleren blev endelig fastsat til 6 mark 16 skilling, en værdi som blev fastholdt lige til statsbankerotten 1813. Halvkronen blev fastsat til 2/3 daler (4 mark = 64 skilling); den blev således lig med en sletdaler og betegnelsen krone gik over på halvkronen. Kronen blev slået endnu så sent som til Christian VIs fødselsdag 1771. Den har kun navnet tilfælles med den nordiske kronemønt, som indførtes 1873.

Kongens letsindige indblanding i "Kejserkrigen" (1626-9) gav anledning til prægning af nogen guldmønt: rhinsk gylden, guldkroner og rosenobler, ligesom der blev slået speciedaler bl. a. af sølv, nedsendt fra de nylig fundne sølvminer i Norge. Desuden lod kongen 3 formuende borgere i København som møntforpagtere slå ringholdig småmønt. Atter standsede rigsrådet disse udmøntninger, og da kongen ikke længere kunne få nogen profit af sit møntregale, lod han efterhånden mønten gå i stå.

KLIK for forstørrelse!

I december 1642 brød Torstenssonkrigen ud, efter at Christian IV i årevis havde modarbejdet Sverige. Der blev nu behov for mønt, og der blev på Københavns slot indrettet en møntsmedje, der 1644-8 slog forringet mønt, kaldet Ulfeldter eller Hebræer. Corfitz Ulfeldt var jo rigshofmester, medens Hebræernavnet sigtede til indskriften Iustus (Jehova) iudex - Jehova med hebræiske bogstaver - hvorved kongen appellerede til Guds dom.

Der fandtes i disse år lidt guldholdigt malm i Norge, hvoraf det lykkedes kongens altmuligmand, Caspar Herbach at udvinde lidt guld, som kongen lod slå til ducater, de såkaldte brilledukater.

Straks efter kongens død nedsatte rigsrådet den underlødige krigsmønt: 2 mark til 28 skilling, 1 mark til 14 skilling. Under disse benævnelser var de gængse til 1813.

Efter de slette erfaringer fra Christian IVs manipulationer med møntvæsenet indførte rigsrådet skarpe bestemmelser i Frederik IIIs håndfæstning til beskyttelse af den gangbare mønt. Da kongen 1651 egenmægtigt lod slå søslinge og hvide af kobber, blev han ret hurtigt bremset af rigsrådet. - Ved kongens kroning 23. november 1648 blev slået firkantet udkastningsmønt både i guld og sølv. Der udmøntedes i øvrigt en del dukater og speciedaler, omend næppe i tilstrækkeligt tal; hovedmassen var sletdaler (krone, firemark) og skillingsmønt.

KLIK for forstørrelse!

Karl Gustavskrigene forvoldte i modsætning til tidligere tider ingen forringelse af mønten. - Stormen på København den 11. februar mindedes ved de såkaldte Ebenezer-kroner. - De danske kroner synes at have været en slags handelsmønt, der almindelig modtoges i Nordeuropa; og nabolandene gik efterhånden over til kronefoden. Således den Zweidrittel, som vedtoges i Zinna 1667 mellem Kursaksen og Kurbrandenborg og senere tiltrådtes af Brunsvig-Lyneborg. Den indeholdt 14.85 g fint sølv, en ubetydelighed ringere end den danske krone (14.96 g fint sølv). Lybæks 32 Schillinge Stadtgeld efter 1671 var nøjagtig som de danske kroner.

Denne popularitet for den danske krone i udlandet gjorde sit til, at man ikke afskaffede den, da man i Frederik IIIs sidste år i det nyoprettede kommercekollegium arbejdede for at reformere møntvæsenet. Opgælden på specier mod kroner var steget til 8 % og opgælden på kroner imod kurant (d.v.s. småmønt, hovedsagelig toskillmg) 4 %.

Under Christian V udkom 22. marts 1671 en møntordning, der blev grundlæggende for hele den følgende tid. Det faste værdimål gennem århundreder var speciedaleren, hvis indhold af fint sølv var sunket lidt fra Christian IIIs tid fra 27.405 g til 25.128 g. Den blev nu fastlagt på 8 3/32 stk. på den 14-lødige mark, d.v.s. 25.281 g, og dette blev varigt til 1873.

Møntmestrene blev sat under skarpere kontrol. Kommercekollegiet skulle have indseende med mønten og kongen give afkald på den indtægt, han kunne få af møntslagningen.

Så kom den skånske krig. Kommercekollegiets forestillinger blev ladt upåagtet, og man slog i overmål af slet småmønt og af kroner. Også efter krigen fortsattes udmøntning af kroner med det resultat, at opgælden på specier mod kroner steg til 10 %. Specien blev en mønt, som man sjældnere og sjældnere regnede med.

Møntordningen af 31. december 1692 bestemte prægning af for 100.000 rigsdalere i kroner og markstykker, samt for 5000 rigsdaler i halvskillinger, disse i kobber. Med medailløren Anton Meibusch indførtes samtidig forbedret teknik.

1694-5 sloges i Lykstad og København otteskillinger, 9-lødige 76 1/2 stk. på den kølnske mark. De fik langvarig betydning ved at blive hovedmønt for kurantmøntfoden, som både Lybæk og Hamborg gav sin tilslutning (4-schill. lybsk).

Med Frederik IVs tronbestigelse var speciemønten helt fortrængt af kronemønten. Opgælden på specier mod kroner var 12 % - 12 skilling på daleren. Den eneste specie, der blev slået i Frederik IVs kongetid, var en, der blev slået 1704 af møntmesteren Christian Wineke d. Y. for egen regning i 309 exemplarer. Hvad der fremkom af danske eller fremmede speciedalere blev ommøntet til 8-skillinge, kaldet paryk-otteskillinge. Også kronemønten, der havde fortrængt specien og var blevet almindelig i regnskaber blev efterhånden fortrængt af kurantmønten. Udmøntningen af kroner standsede 1702, en lille udmøntning 1711 gav underskud, først 1723 genoptoges en udmøntning, der dog stadig var ringe i forhold til udmøntningen af småmønt og til, hvad omsætningen krævede.

KLIK for forstørrelse!

Ved at indtræde i den store nordiske krig 1709 så kongen sig nødsaget til at udnytte møntregalet. Der blev slået markstykker (16 skill. danske) og store mængder af 12 og 2 skillinge efter en forringet møntfod. Der blev udmøntet for over 6 1/3 million daler af denne ringholdige krigsmønt, som nu fortrængte også paryk-otteskillingene. - Desuden lod kongen slå guldmønter, kurantdukater, der skulle gå for 2 rigsdaler kurant (12 mark), men var mindre værd. - Endelig udstedte Frederik IV 1713 autoriserede sedler.

1726 nedsattes 16 skillingene til 15 skilling, 12 skillinge til 10 skilling og 2 skillingene i forhold (6 stk. 2 skilling til 10 skilling). 1727 nedsattes kurantdukaterne fra 12 mark til 11 mark; de gik under denne værdi, til de blev indkaldt 1757.

KLIK for forstørrelse!

Under Christian VI sloges ingen specier, men kroner. Som kurantmønt sloges 24 skilling eller rigsort fra 1731, den blev hovedmønt i kurant i den følgende tid. Da forholdet mellem specie- og kurantmønt 1794 fastlagdes som 4:5, blev rigsorten anvendelig som 1/5 specie. Den indkaldtes først 1855.

1736 stiftedes kurantbanken. De af denne bank udstedte sedler blev dominerende i omsætningen.

I første del af Frederik Vs kongetid blev slået dukater, specier og kroner, dog mere som skuepenge end til omsætningen. Ellers var det 24 skillinge, som var hovedmønten. Med den prøjsiske syvårskrig 1756-63 steg sølvprisen så stærkt, at også den danske kurantmønt trods forbud gik til udlandet eller indsmeltedes. Da det spændte forhold til Rusland krævede lønning til en hær på 30.000 mand, greb man til at udmønte guld og slog over 3 millioner kurantdukater. Dertil kom ringholdige to- og enesteskillinge. Efter at krigstruslerne var drevet over, lykkedes det takket være den indkaldte finansmand, Schimmelmann, at få orden i møntvæsenet, hvor seddelpenge var blevet næsten enerådende. 1764-5 sloges 170.000 specier, svarende til Hamborg banco.

KLIK for forstørrelse!

Under Christian VII sloges dukater, den sidste 1802, og kurantdukater, den sidste blev slået 1796 med stempler fra 1785. 1771 (1775) indførtes en ny guldmønt, Christiand'or, der blev slået efter den franske Louisd'or til brug for betaling i udlandet. - Kronemønten var ellers forsvundet, men til kongens 22 års fødselsdag 29. januar 1771 blev der slået kurantdukat, krone og halvkrone. De bestræbelser, der var begyndt under Frederik V, fortsattes. 1776 blev specien sat i fast forhold til kurantmønten, den blev lovlig betaling for 1 rd. 22 sk. kurant. Den nyordning af møntvæsenet, som man arbejdede på i mange år, blev gennemført for hertugdømmerne 1788 ved oprettelsen af den slesvig-holstenske speciebank i Altona. Hertugdømmerne blev derved udskilt som et særligt område med eget pengevæsen. Hovedmønten blev speciedaleren, slået efter den gamle møntfod 9 1/4 speciedlr. på marken fin. Forholdet mellem specie- og kurantmønt blev fastsat som 4:5, altså 100 specier = 125 daler kurant. Specien deltes i 48 skilling lybsk eller 60 skilling slesvigholstensk kurant.

KLIK for forstørrelse!

Dertil udmøntedes underafdelinger 2/3, 1/3, 1/6, 1/12 og 1/24 sp. = 40, 20, 10, 5 og 2 1/2 skill. sl.-h. kurant. Som skillemønt sloges 2 sechsling, sechsling og dreiling, de to sidste i kobber.

Det var derefter meningen at fortsætte med reorganisation af møntvæsenet i kongerigerne, og 1791 stiftedes den dansk-norske speciebank. De dansk-norske specier blev gangbare også i hertugdømmerne både som speciemønt og som slesvig-holstensk kurantmønt. Ved kgl. forordning af 11. juli 1794 blev speciemønt i kongerigerne modtaget i samme forhold som i hertugdømmerne. Forskellige forhold og kriser gjorde, at speciebanken blev en fiasko, og selv om der blev slået over 3 millioner specier, forslog det ikke, idet denne gode sølvmønt anvendtes til betalinger til udlandet. Det var stadig kurantsedlerne, der prægede omsætningen.

Og så kom krigen 1807. Al klingende mønt forsvandt, idet seddelkursen sank, og metalværdien steg over det pålydende.

KLIK for forstørrelse!

For at fremskaffe skillemønt indsamledes sølv, og 1/6 rd. sloges med indskrift "Frivilligt Offer til Fædrenelandet". Men også disse "Offermark" forsvandt snart. Seddelkursen blev snart så ringe, at det kunne betale sig at indsmelte kobberet. 1812 omprægede man kurantskillingene fra 1771 til 12 skillinge.

Mangelen på skillemønt nødte købmænd og godsejere til at udstede private pengesedler i "de gale pengeår" 1809-15.

Og så kom statsbankerotten. Ved reorganisationen af pengevæsenet ved forordning af 5. januar 1813 ophævedes de existerende bankinstitutter (kurantbanken, speciebankerne i hertugdømmerne og København m. m.) og oprettedes en seddeludstedende rigsbank. Dertil indførte man rigsbankdalerne: 18 1/2 stk. 6 mark 16 skilling af en kølnsk mark fint sølv. Da man ikke magtede straks at forsyne landet med den nye mønt, indførtes rigsbanksedler, hvis sølvværdi rettede sig efter den kurs, banken bestemte 2 gange årlig. I en årrække sondrede man nu mellem rigsbankpenge navneværdi og rigsbankpenge sølvværdi. I årene 1813-15 sloges rigsbanktegn til 16, 12, 6, 4, 3 og 2 skilling. Ved sparsommelighed bedredes pengevæsenet. 1818 afløstes rigsbanken af nationalbanken, og det kunne lønne sig at slå rigsbankdalere, da børskursen på sølvværdi mod navneværdi var 315. 1835 nåede sedlerne pari, skønt de var uindløselige indtil 1845.

Mønten i Altona havde under møntmester Freunds ledelse travl virksomhed med at slå guldmønter, Frederikd'or (21 1/2 karat, 35 5/24 stk. på marken brutto). De blev slået for udenlandsk, især hamborgsk regning og var ret ukendte herhjemme. De blev slået (efter skiftende navne, Frederikd'or og Christiand'or) 1826-70.

Udmøntningerne under Christian VIII fortsatte som under Frederik VI; 1845 blev sedlerne erklæret indløselige med klingende mønt. Med hertugdømmerne havde man tiltagende besværligheder, idet der her stadig regnedes med kurantmønt, og man ikke ville vide af rigsbankmønten. -

KLIK for forstørrelse!

Under oprøret fra 23. marts 1848 slog den provisoriske regering sechslinge og dreilinge af kobber og havde planlagt schillinge i sølv; for hamborgske firmaer blev på Mønten i Altona slået guld- og sølvmønt med forefundne stempler fra Christian VIII. Efter treårskrigens afslutning fortsattes bestræbelserne for at gennemtvinge rigsbankmøntens brug i hertugdømmerne. 1854 anordnedes, at rigsbankmønten herefter skulle benævnes rigsmønt, dels existerede rigsbanken ikke mere, dels var rigsbanknavnet ilde lidt i hertugdømmerne.

Under Christian IX var den store begivenhed Danmarks (og Nordens) overgang til guldmøntfod. Den latinske møntunion, som stiftedes 1865, var vel baseret på dobbeltmøntfod, men guld var i praksis det rådende. England, som Danmark havde størst samhandel med, havde guldmøntfod, og Tyskland gik ved lov af 4. dec. 1871 fra 1876 over til guldmøntfod. Det var givet, at også Danmark måtte gå over til guldet. En nedsat skandinavisk møntkommission afgav sin betænkning herom 20. sept. 1872; det førte til afslutning af møntunionen mellem Danmark og Sverige 27. maj 1873, som tiltrådtes af Norge 16. oct. 1875.

KLIK for forstørrelse!

Der udmøntedes to hovedmønter, den ene således at 248 stykker, den anden således at 124 stykker indeholdt et kilogram fint guld.

Tiendedelen af førstnævnte og tyvendedelen af sidstnævnte var regningsenhed og kaldtes en krone. Denne deltes i 100 øre.

Møntguldet bestod af 90% fint guld og 10% kobber. Følgelig skulle en 10-krone veje 4.4803 g og en 20-krone 8.9606 g.

Dertil kom som skillemønt 2 og 1 kr. (15 og 7 1/2 g, hvoraf fint sølv 12 og 6 g). 25 og 10 øre (2.42 og 1.45 g, hvoraf fint sølv 1.45 og 0,58 g), samt 5, 2 og 1 øre i bronze.

Under verdenskrigen 1914-18 steg priserne på metaller, så 25 og 10 ørerne fra 1917 blev slået af kobbernikkel, og bronzemønterne blev erstattet med tilsvarende af jern. Da den danske krone sank i værdi i forhold til den svenske, gik store mængder af dansk skillemønt til Sverige for herfra at måtte indløses i Danmark med svensk valuta. 1924 indførtes derfor særskillemønt med 2 og 1 kr. af kobberaluminiumnikkel, 25 og 10 ører af kobbernikkel, 5, 2 og 1 øre af bronze; under krigen fra 1941 blev øremønten slået i zink.

Ved overgangen til papirmøntfod blev møntunionen sat ud af spillet.


Tilbage til Dansk Mønt