Efter denne Redegørelse for Fundets Indhold rejser naturlig det Spørgsmaal sig: "Hvornaar er denne Pengesum nedlagt i Jordens Gemme?" - Kun to af Mønttyperne er talende, idet de nævner Ribebispen Tuvo og følgelig er prægede mellem 1214 og 1230. Af Betydning er det, at ingen af de Mønter, som Kong Valdemar lod slaa i Ribe og andre jydske Møntsteder efter 1234, foreligger i Fundet. Disse hyppigt forekommende Mønter bærer tydelige Omskrifter: WALDEMARVS REX DANORVM og viser ved deres gode Præg, at Mønten nu var sat i bedre Skik. Det kan da med Sikkerhed siges, at Pengesummen er nedgravet før Møntvæsenets Stabilisering i Midten af 1230'erne. Noget nærmere kan Tidspunktet for Nedlæggelsen maaske bestemmes, naar de almindelige historiske Forhold tages i Betragtning.
Det var i Valdemarernes Tid blevet Skik, at Mønten fornyedes hvert Aar. Oprindelig var dette en Sikkerhedsforanstaltning mod Falskmøntneri, men efterhaanden blev det en god Indtægtskilde for Møntherren, idet der krævedes Opgæld paa Omvekslingen af gammel Mønt mod ny. Det kunde gennemføres, fordi den indenlandske Handel var ubetydelig. Men efter at Lybæk i 1202 var blevet en Stad i det danske Rige, maatte Kong Valdemar love, at den ny Mønt ikke skulde sættes i Omløb før Søndag før Mikkelsdag. Mikkelsdag, den 29. September, er en hyppigt forekommende Termin i Middelalderen, til den Tid var vel Silden saltet og Kornet bragt i Lade. Kongebrevet i Lybæk tyder paa, at Købmanden har haft Grund til at frygte for en endnu hyppigere Fornyelse af Mønten i Danmark.
Grenaa-Fundets 35 jydske Mønttyper betyder imidlertid ikke, at Møntskatten spænder over 35 Aargange. I skaanske og sjællandske Møntfund fra Valdemarernes Tid forekommer kun een, højst to Typer, svarende til en eller to Aargange af Mønter fra Lund og Roskilde. Hovedmassen af Grenaa-Pengesummen, over 10,000 Mønter, er fordelt paa kun 5 Typer, af Resten er Hovedmassen fordelt paa 7 Typer:
De 12 talrigste Typer repræsenterer sandsynligvis sidste og næstsidste Aargang af Mønt fra 5 til 6 jydske Møntsteder. De øvrige 23 Typer betegner kun ældre Aargange, der af tilfældige Grunde ikke er blevet omvekslet.
Af de mange Møntsteder, som nævnes paa de nørrejydske Brakteater fra Aalborg- og Bierstedfundene, genfindes nogle, ikke alle, i Kong Valdemars Jordebog fra 1231. Der nævnes Mønten i Viborg, hvoraf Kongen havde 80 Mark Penge aarligt (i Forpagtningsafgift?), Horsens, som indbragte 40 Mark, Ribe, der svarede 150 Mark; Slesvig-Mønten omtales kun i Forbigaaende, og endelig nævnes Mønten i Fyen, der gav 30 Mark. Halvdelen af Indtægten af dette sidste Møntværksted var Aar 1229 givet Valdemar den Unges Hustru Eleonora i Morgengave. Efter hendes Død i August 1231 faldt denne Indtægt tilbage til Kronen og indførtes i Jordebogen, hvor det af Pladshensyn er tilføjet efter Fyen (og "Kalændæburgh"!) i Stedet for under Odense. - I Ribe havde Biskoppen i det 12. Aarhundrede faaet Halvpart i Møntindtægten. Den 6. Juli 1234 mageskiftede Konge og Biskop saaledes, at Kongen fik sin fulde Møntret tilbage mod at give Biskoppen Plovskatten af tre jydske Sysler. I Slesvig havde Valdemar den Store c. 1175 givet Biskoppen Halvdelen af Møntindtægten. I Følge Slesvigs gamle Stadsret (§§ 31 og 32) skal Sven Grade have tilstaaet Bymændene en vidtgaaende Kontrol med Mønten, nærmest en Slags Forpagtning. Hvis denne Overlevering er rigtig (7), er dette et Forhold, som er ganske enestaaende, ikke blot i Danmark, men ogsaa i Tyskland i det 12. Aarhundrede. - Om de nørrejydske Møntsteder, hvoraf Viborg aabenbart var det vigtigste, foreligger ingen andre Efterretninger, hvorfor Hauberg (S. 7) antager, at Kongen her har bevaret sin Møntret ubeskaaret. Helt sikkert er dette imidlertid ikke. En Mønt fra c. 1300 med Indskriften VI ved en Bispestav lader sig næppe henføre til andet Møntsted end Viborg, og Præget tyder paa Biskoppens Andel i Mønten (8). En Mønt, som Hauberg henfører til Knud VI, Slesvig, bærer paa Bagsiden Bogstavet A under en Krumstav (Hbg. IV 30), en anden Mønt, henført til Valdemar II, Slesvig, har 
ved en Korsstav (Hbg. VI 44). Hauberg formoder (S. 40), at Bogstavet A betegner Møntprægerens Navn; men dette vilde være ganske uden Sidestykke i denne Tid. Det eneste naturlige vilde være at antage, at Bogstaverne angiver Navnet paa en af Viborgbisperne Asger (1191-1208) eller Asgot (1208-20). Men i saa Fald har ogsaa Biskopperne af Viborg haft Del i Møntindtægten, selv om der i øvrigt intet er overleveret herom. Bemærkes kan det ogsaa, at Hauberg selv har henført Mønter med biskoppeligt Præg til Viborg eller Nørrejylland (Hbg. II 19, 20, 29, 30, III 32-34). Naar netop Bisperne og kun de saaledes faar Andel i Udmøntningerne rundt om i Riget, ligger det i, at Kirken var næsten den eneste Kapitalist i Middelalderen. For det syndige Mammon købte Christenfolket Sjælefred og Salighed, og saaledes sugede Kirken efterhaanden det meste Guld og Sølv til sig.
Det er i Virkeligheden ugørligt med Sikkerhed at henføre Grenaa-Fundets Mønter til de forskellige jydske Møntsteder. Et vigtigt Holdepunkt giver dog Mønterne med biskoppeligt Præg. De maa høre hjemme i Ribe eller Slesvig, - hvis man tør gaa ud fra, at de øvrige jydske Møntsteder ubeskaaret var i Kongens Haand.
I Kong Valdemars Jordebog nævnes kun en enkelt Møntmester, Møntmesteren i Ribe, der som en særlig Ydelse svarede 100 Mark aarlig til Kongen. Fra en samtidig engelsk Kilde kender vi Navnet paa denne Mand: Nicolaus af Sankt Albans Kloster, som i 30 Aar var Møntmester hos Valdemar Sejr. 1242 rejste han hjem og blev Leder af Mønten i London og Canterbury, til han døde 1255 (9). Det er interessant netop i denne Periode at træffe Forbindelser med England; der er kun overleveret lidet herom, men den gamle Søvej vesterpaa var altsaa ikke helt gaaet i Glemme.
Et vigtigt Spørgsmaal i Anledning af Grenaa-Fundet er Møntregningen. Medens man i Skaane og Sjælland regnede med 240 Penninge paa Marken, gik der i Jylland vistnok 288 Penninge paa Marken (10). Derefter skulde en jydsk Penning veje c. 3/4 g. Det er der ganske vist adskillige af Grenaa-Fundets Mønter, der vejer, men Hovedmassen vejer langt mindre, saaledes at Gennemsnitsvægten ligger ved 1/2 g. Der foreligger Mønter, slagne med samme Stempler, der afviger over 100%. Man kan til visse ikke møde med Nutidens Krav om Nøjagtighed, naar man stilles overfor disse Mønter. De er ganske vist ikke blevet justeret enkeltvis, - man var tilfreds, naar blot 288 Stykker vejede en Mark, d.v.s. omtrent 216 g; men alligevel: Mønterne fra Grenaa-Fundet er unægtelig lovlig meget under Forventning. Og lige saa slemt bliver det, naar man undersøger Lødigheden. Den nysafdøde Stadsguardein Heise har velvilligt prøvet et større Antal af Mønterne. De holder i Reglen 200-250/1000; men enkelte Mønter, slagne med samme Stempler, viser kun en Finhed af 100-150/1000. Møntsølvet er altsaa yderst slet blandet. - I Landskabslovene og Kong Valdemars Jordebog regnes en Mark Sølv til 3 Mark Penge. Det er ikke let at forstaa, hvorledes denne officielle Kurs har kunnet opretholdes i Handel og Vandel, naar den virkelig udmøntede Pengemark efter sin Vægt og Sølvholdighed nærmest kun har været det halve af sin lovbestemte Værdi.
Der er ingen Tvivl om, at Grenaa-Fundets Mønter er slagne i de skæbnesvangre Aar, hvor Danmarks Stormagtsstilling brød sammen, Aarene mellem Jagten paa Lyø og Jagten paa Refsnæs. Mønterne viser den bitre Sandhed i det Brev, som Erkebiskop Uffe i 1231 skrev, da han sendte de aarlige Peterspenge, 1000 Mark Sølv, til Rom:
"Denne Sum har vi ikke uden stor Bekostning faaet samlet; thi da vore Fjender besidder vort Sølv og Guld, deres Sjæle til Fortabelse, var vi nødsagede til at indsmelte vor Kobbermønt og uddrage den ringe Del Sølv deraf".
For til Slut at vende tilbage til selve Findestedet for dette store Møntfund, ved vi om Grenaa (Grindhøgh) kun, at Byen var Kongelev, og at der her laa en Kongsgaard. Ingen kan løse Gaaden, hvorfor Møntskatten blev skjult i Jorden mellem Aaen og den alfare Vej: om den har tilhørt en Købmand, der kom agende til Torvs for at købslaa med Djurslands Bønder og laste en Skude i Djursaa, om Pengene er opkrævede af den kongelige Ombudsmand til Løskøbelse af de danske Fanger i Fjendevold, eller om de har været indsamlede af Præstemænd for at fremskaffe Pavens Peterspenge. Snarest har det vel været en forsigtig Adelbonde, der har gemt sine mange Penge i en dagligdags Lerkrukke og gravet dem ned paa sin egen Grund. - Vist er det kun, at Møntskatten er et haandgribeligt Minde fra de Sorgens og Utryghedens Aar, hvorom der meldes i den gamle Vise:
Mare piratis scaturit,
fures spelunca parturit;
horret nemus latronibus,
campus patet predonibus.
(Havet med Ransmænd flyder,
Tyve hver Hule udgyder,
Skoven strutter af Røvere,
frit Felt har Hærværks Udøvere).
Medens Møntrækkerne fra Skaane og Sjælland lader sig opstille med større Sandsynlighed, idet de spredte Fund og Mønternes Præg giver nogle, ikke uvæsentlige Holdepunkter, hviler de jydske Mønters Ordning paa et særligt løst Grundlag. Netop her forelaa dog fra gammel Tid tre store samlede Fund, der gav værdifulde Oplysninger om Møntvæsenet og Møntstederne i det nordlige Jylland under Sven, Knud og Valdemar, altsaa just i Begyndelsen af Valdemarernes Tid.
Det ældste af disse Fund omtaler Hauberg nærmere (S. 20 Fund Nr. 5), men da han har misforstaaet sine Kilder, vil det være berettiget her at klarlægge Fundforholdene.
Den, 27. September 1696 overrakte Professor Holger Jacobæus Christian V sit færdigtrykte Arbejde "Museum Regium". Trykningen af dette pragtfulde Katalog over Kgl. Majestæts Kunstkammer havde staaet paa i henved 6 Aar, og imidlertid var der fremkommet to betydelige Møntfund. De gav den væsentlige Anledning til, at Jacobæus' Medarbejder, Johannes Lauerentzen, forfattede og 1699 udgav et Tillæg til "Museum Regium": "Auctarium rariorum etc.". Det ene Fund, som var fremdraget paa en Mark ved Viborg, bestod hovedsageligt af angelsaksiske Mønter, hvoraf Lauerentzen optog Mønterne fra Knud den Store i sit Tillæg (pag. 41-63 Tab. XXXIX I-XL 28). Det andet Fund, som har Interesse her, beskrev han, ligeledes kun for de danske Mønters Vedkommende, pag. 65-70 Tab. XL 30-40:
| 30. | SVENO REX | Hbg. I 5 | 35. | RAND | Hbg. I 9 |
| 31. | RANDROSIA | Hbg. I 10 | 36. | ARAS | Hbg. I 7 |
| 32. | HERINGA | Hbg. I 13 | 38. | CANUT REX | Hbg. I 3 |
| 33. | ALABURGA | Hbg. I 12a | 39. | ARHUSIA | Hbg. I 8 |
| 34. | SVENO | Hbg. I 4 | 40. |  HORS |
Hbg. I 6 |
Den kobberstukne Tavle XL har mere korrekt V for U samt RANROSIA Og ARVSIA, men iøvrigt var den lærde Forfatter prisværdigt klar over, at Kongenavnene betegnede Sven Grathe og Knud V Magnussøn, og at det var Byerne Randers, Hjørring, Aalborg, Aarhus og Horsens, der nævnedes som Møntsteder paa Mønterne. Ved No. 33 har han en Bemærkning, som Hauberg maa have overset: "ALABURGA..... nu kaldet Aalborg; paa Klostermarken ved denne By blev alle disse Brakteater og Hulpenninge forrige Aar gravet op, og en Del af dem blev af mig allerunderdanigst indført her" (Aalburgum nunc vocatum, ex cujus monasterii agro prope urbem eandem numi hi omnes bracteati & concavi superiore anno sunt eruti & partim à me perqvam submissè huc allati). Findestedet er saaledes angivet med al ønskelig Tydelighed. Da man i 1837 anlagde Aalborg Almenkirkegaard paa dette Sted, gjorde man forøvrigt et andet betydeligt Møntfund, der dog skrev sig fra det 10. Aarbundrede (11).
Derimod er Tiden for Fundet ("forrige Aar") aabenbart ved en Lapsus gaaet uændret over fra Lauerentzens Manuscript til det trykte Værk, - det var nemlig ikke 1698, som man herefter skulde tro, men 1696. Thi da Otto Sperling i 1700 udgav sit saare lærde Arbejde: "Dissertatio de nummis non cusis tam veterum quam recentiorum" (Amstelædami MDCC), omtalte han (pag. 129f.) disse Mønter, som Johannes Lauerentzen, "vor utrættelige Oldforsker" (indefessus antiquitatum nostrarum scrutator), havde givet ham Meddelelse om, og han kunde yderligere henvise til "den højærværdige Biskop af Aalborg, Bircherod, som ogsaa har fortalt mig, at forgangen Aar, 1696, da en Kvinde gravede paa en Mark, kom en almindelig Krukke, fuld af disse Hulpenninge, til Syne under Spaden" (summè Reverendus Episcopus Aalburgensis Birckerodius, qui etiam mihi narravit anno elapso 1696 in agro quodam fodienti mulieri sub ligone se obtulisse urnam vulgarem nummis his cavis plenam). Ogsaa i et andet Arbejde: "De nummorum bracteatorum et cavorum...... ad Reverend. Dn. Jacobum a Mellen epistola" (Lubecæ MDCC), hvis Forord er dateret København, den 28. Okt. 1699, omhandler Sperling (pag. 29 Fig. 3-9) disse Brakteater, som han i Overensstemmelse med Lauerentzen, men i Modstrid med andre Samtidige, rigtigt henfører til Sven, Knud og Valdemar. Det var Biskop Jens Bircherod i Aalborg og hans Broder, Professor Thomas Broder Bircherod, Rektor i Odense, der vilde henføre Mønterne til Sven Estridsen, Harald Hen og Knud den Hellige, idet de (fejlagtigt) læste ARAL = Harald i Stedet for ALAR = Aalborg paa en af de nørrejydske Brakteater (Hbg. I 11).
I Thomas Broder Bircherods Arbejde: "Specimen antiqvæ rei monetariæ Danorum" (Hafniæ MDCCI) omhandles disse Brakteater flere Steder, og Findestedet nævnes ganske rigtigt som "prope Aalburgum" pag. 51, 52 og 54. Pag. 32 omtaler Bircherod imidlertid nogle Brakteater med Tyrehoved og andre Figurer, som han formoder kan være meget gamle. Disse Mønter er velkendte i vore Dage som meklenborgske og hanseatiske Hulpenninge fra det 14. Aarhundrede. Bircherod fortsætter derefter (pag. 33): "Men til hvilke Tider mange af disse skal henføres, kan jeg knap sige. For faa Aar siden, da der blev gravet en Grav i en Landsby tvende Mil herfra, afdækkede man med Spaderne en stor Mængde af disse lette Mønter, som fordum er blevet gemt i en Tinkande, der nu, paa nær Smaastumper og den endnu hele Hank, var fortæret af Ælde og Rust. Men blandet med disse hule Smaamønter, der for Størstedelen var af Sølv, laa ikke faa andre, massive Mønter, som tydelig gav læselige Navne paa Edward, Henric og andre engelske Konger og bar temmelig stor Ælde til Skue. Men derom mere nedenfor" (Qvibus autem temporibus multi horum sunt adscribendi, vix dicam. Ante annos perpaucos, cum in pagô qvôdam binis hinc milliaribus distante fieret sepulchrum, detexerunt ligonibus magnam levium horum nummorum copiam, qvi olim stanneô reconditi fuerunt cantharô, qvem nunc, præter frustula & ansam adhuc integram, consumpserat ætas & rubigo. Hisce autem concavis nummulis maxima parte argenteis, immixta erant alii solidi nummi haud pauci, qvi evidenter Edwardi, Henrici & aliorum Anglicorum Regum nomina legenda dabant, & antiqvitatem satis magnam præ se ferebant. Sed de iis plura inferiùs). S. 122 f. (under Dronning Margaretha) omtaler Bircherod atter nogle af disse Mønter, "fundne for faa Aar siden paa en Landsbykirkegaard paa Fyen" (ante annos paucos in coemiteriô pagi alicujus Fionensis inventos).
Det er tydelig nok en Pengesuin med hanseatiske Hulpenninge og engelske Sterlinge fra ca. 1350, som Bircherod her omtaler. Det er et Fund, som ogsaa omtales i Sperlings Brev til Pastor Mellen (S. 71). Det blev gravet op i Nørre Broby paa Fyen, altsaa ganske rigtigt 2 Mil fra Odense. (... ante paucos annos 1690 effossus ... fuit in Nörre Broby villà Fioniæ insulæ).
Sperlings Tidsangivelse er lidt unøjagtig; det var 1689, idet Biskop Jens Bircherod i sin Dagbog under 27. Marts dette Aar har gjort en Optegnelse om Fundet: "Der man paa Nørre-Broby Kirkegaard i Fyen vilde grave en Grav til et Lig, fandt man i Jorden en gammel af Rust næsten fortæret Tinkande og i den en Mængde hel gamle Sølvmønt" (12). Da Bircherod (S. 33) straks efter gaar over til at omtale de nørrejydske Brakteater, har Hauberg troet, at det hele, Afsnit omhandlede Aalborgfundet, og har ved et uheldigt Indskud i sit Citat bragt Forvirring i Bircherods Beretning om de to forskellige Fund.
Bircherods Bog har særlig Interesse ved at give en Forestilling om, hvilke andre Mønter Aalborgfundet indeholdt. Disse er forbigaaet af Lauerentzen, fordi han, dels med Rette, dels med Urette, ikke ansaa dem for danske. Men i Modsætning til Lauerentzen og Sperling har Bircherod ikke den rette Forstaaelse af Mønternes Datering; han henfører dem til Kongerne Sven Estridsen, Harald Hen, Knud den Hellige, Oluf Hunger, Erik Egode og Niels (Tavlerne til S.50, 52, 55, 60, 62, 66 og 69). Her gengives, foruden de ovenfor nævnte Brakteater med Konge- og Bynavne, alle de ubestemte nørrejydske Brakteater med Krigere og Bygningsværker, som Hauberg afbilder Tab. I 1-9, endvidere 49 forskellige smaa, norske Mønter (13) og endelig 6 større tyske Brakteater fra Midten af det 12. Aarhundrede. Af disse sidste er en fra Merseborg (af Bircherod S. 52 henført til Sven Estridsen), en anden er fra Brandenborg (?) (af Bircherod S. 60 henført til Knud den Hellige), 3 Brakteater med Helgennavnene S. SIMON/ S. IVDAS er fra Goslar (henført S. 62 til Oluf Hunger), og endelig er en Brakteat med Omskrift: APNOAVS ARHEIEPISC fra Erkebiskop Arnold af Mainz (1153-60), præget i Erfurt (henført Side 69 f. til Biskop Arnold af Aarhus(!) i Kong Niels' Tid). Bircherods fantasifulde Henførelser af disse Brakteater er optaget i Beskrivelsen af 1791 over de danske Mønter (II Classe T. X 6, XII 1-3 og XIII 1). - Et Udvalg af de nørrejydske Mønter og Brakteater gengives her Fig. 34 og 35.
Hidtil ukendte er to Brakteater, der fra gammel Tid har ligget uden Angivelse af Proveniensen blandt Samlingens ubestemte tyske Brakteater (Fig. 36):
Fig. 36.
Kronet Hoftebillede med Korsscepter og en Liljekrone (?). der bæres af den i Kappen hyllede venstre Haand. 0,30 g. - Saaledes holdes paa andre Møntfremstillinger stundom Evangeliebog, Hostiegemme, Helgenskrin og lignende hellige Sager, som ikke maatte berøres og profaneres af den blottede Haand.
Løve, gaaende tilhøjre, omgivet af smaa Ringe i Feltet. 0,27 g.
Disse to Mønter har ingen Lighed med nogen tysk Mønt. De stemmer i Arbejde og Vægt overens med de nørrejydske Brakteater og hidrører sandsynligvis fra Aalborgfundet eller det Fund, som i det følgende nævnes.
12 Aar efter Fremdragelsen af Aalborg-Fundet, altsaa i 1708, fremkom et Fund af ganske samme Art, som hidtil helt er undgaaet Opmærksomheden og følgelig ikke er at spore i den numismatiske Litteratur. - I Rigsarkivet bevares de Tilgangs- og Afgangslister for Kunstkammeret, som Kunstkammerforvalterne hvert Aar, i al Fald fra 1700-1736, forelagde Kongen. I Tilgangslisten for 1717 har Bendix Grodtschilling den Yngste afgivet følgende Beretning:
"Erstlich Bekommen Unterschitlige Alte sehr Dynne Myntze bey 356 Stück, worunter Einige bey 600 Jahr Alt seint, undt von Nachfolgende Könige Myntze neml:
Des Königes Svenonis III auch Sveno Gratæ genannt.
12 Stück mit Dieser Beysehrift Rex Sveno, undt dessen Æffigies.
4 - mit Dieser Beysehrift Alaburga = Sven: Æffigies.
1 - : Arusia = Aarhus: Svenonis Æffigies.
8 - : Ranrosia: Randers. Sven: Æffigies.
6 - : Heringa: Hiörringe. Sven: Æffigies.
6 - : mit Ein Kreutz: S/VE/N/O. Sveno.
3 - : ............... R/A/N/D. Randers.
1 - : ............... A/R/A/S. Aarhus.
1 - : ............... T/V/S/E. Tusinge.
3 - : ............... L/A/R/A. Laire.
Regis Canuti V
11 Stück mit Beyschrift Rex Canut undt dessen Æffigies.
Regis Waldemari I
2 Stück mit Beyschrift Hors: Horsens, undt Des Königs Waldemari I Æffigies. 1 - So gros wie 3 Lbß: St: mit Des Königes Waldem: II Æffig:
Moneta Regis Erici V auch Eric Plogpenge genannt 2 Stück seint etwas grösser als Ein 3 Lbß: St. mit dieser ombschrift Sti Erici, undt dessen Biltnis.
Noch der folgende Rest der Alten Myntze
258 Stück worauff unterschitliche Abbildung: von Krieges Leute, Gebeyde mit Tyrme, Kreutze, und Andre Figuren: Welche auch wohl hingehören zu Der Vorbemelten Konige: Myntze Sorten.
Alle Diese Alte Silberne Myntze seint gefunden in der Erden Ao 1708 in Einen Alten Rohten Steinern Topf, bey Eines Bauren Hoff in Dem Dorff Utrup, 1 1/2 firtel Meile von Alburg, auff Diese Manier. Bey Des Bauren Hoff ist Ein Kleiner Hygel, worauf Der Bauer mit Nahmen Peder Vogensen, wann Gott gab Segen am Getreyde, pflegte Korn auffzuzetzen: Da nun Dieser Platz ledig war, hat Er genommen etwas von Diese Erde, omb unter Dem Mist zu mengen, undt Damit seinen Acker zu Bedyngen; wie Er dan hat Abgestossen Die Oberste Rinde der Erden, undt so Continuirte, da haben zwey von Des Bauren Leute zu gleich mit Jhre Spaden, auff Diesen Topf gestossen, das Er dadurch ist zerbrochen worden; undt weil es zu Selbigen Zeit war sehr Sturmigt Gewitter, hat Der Wint Diese Alte sehr Dynne Myntze Runt omb Das felt getriben. Diese seint also Diejenige Alte Myntze Welche mann wieder gefunden hat, nach dem Berigt Des Hr Burgemeisters in Aalborg Monsr Mathias Lund".
Kunstkammerforvalter Grodtschilling stak aabenbart ikke dybt, hverken i Ortografien eller Numismatiken. Mønten, som han vil henføre til Erik Plovpenning, er sandsynligvis fra Erik Lam (14). Derimod lader det sig ikke afgøre, hvad det er for en Mønt, han tror bærer Valdemar II's Billede, og som er saa stor som en Treskilling lybsk, d.v.s. 21 mm; formentlig er det en Mønt uden Indskrift, der ligesaa lidt som Brakteaten fra Horsens (Hbg. I 6) er fra Valdemar I. Brakteaten, som Grodtschilling henfører til Lejre (Laire), svarer til den, som Bircherod henførte til Harald Hen (ARAL); den er fra Aalborg (ALAB, Hbg. I 11). Den foregaaende Brakteat, som han henfører til Taasinge (Tusinge), er en Variant med omstillede Bogstaver fra Sven Grade (SVEO Hbg. I 4). De øvrige Brakteater med Indskrift har han kunnet bestemme rigtigt efter Lauerentzen; medens han undskyldeligt nok giver op over for de mange stumme Brakteater (Hbg.: Ubestemte nørrejydske Brakteater 1146-1154, Tab. 1). Iøvrigt er Summen af de saaledes specificerede Mønter kun 311, og Grodtschilling har altsaa ikke gjort Regnskab for de øvrige 45 Mønter, han har modtaget af Fundet, hvad enten disse nu har været fremmede eller slidte Exemplarer.
Findestedet var ved Landsbyen Øster Uttrup, der ligger 5 Kilometer, og ikke halvanden Fjerdingvej, Øst for Aalborg. Peder Vognsen er optaget i Mandtalslisten her 1710 som Fæstegaardmand paa Aalborg Helligaandsklosters Gods. Derimod lader selve Findestedet sig næppe paavise mere. Udskiftningen har siden slettet alle gamle Skel, og Peder Vognsen har maaske selv sløjfet den Høj, hvorpaa han og før ham vel ogsaa hans Fædre efter god, gammel Skik ofrede Høstens sidste Neg til Gaardboen. Beretningen om, at Vinden blæste de tynde Mønter rundtom paa Marken, er ligesaa utrolig som Bircherods Fortælling (S. 31), at de kan flyde paa Vandet. I Følge P. C. Knudsen, Aalborg Bys Historie (I 1931 S. 159) hed Borgmesteren ikke Mathias Lund, men Mathias Juel. Han sad i Embedet 1713-29, og Møntskatten naaede først 9 Aar efter Fremdragelsen til sin rette Plads. I Møntkabinettet sammenlagdes Brakteaterne fra Aalborgfundet og Uttrupfundet; de lader sig følgelig ikke mere adskille.
Medens disse to Pengesummer fra Aalborg Klostermark og Øster Uttrup efter al Sandsynlighed er skjult i de kritiske Efteraarsdage i 1157, da Slaget udkæmpedes paa Grade Hede, er en tredje betydelig Møntskat fra Nordjylland blevet nedlagt i Jorden herved en halv Snes Aar senere. Denne Pengesum paa henved halvandet Hundrede nørrejydske Brakteater fra Valdemar I danner et vigtigt Supplement til de to gamle, glemte Fund. Den fremgravedes 1860 paa Biersted Hede, et Par Mils Vej Norden for Aalborg. En indgaaende Beskrivelse af Fundet, af C. F. Herbst, er trykt i disse Aarbøger 1866 S. 386-404 med Afbildninger Tavle V (jfr. Hbg. II 17-19, 23-31 og III 32-51). Stednavnet er her, ukorrekt, kaldet Bjergsted. - Et Udvalg af Mønterne gengives Fig. 37.
Ved Siden af disse større Fund kan nævnes nogle faa mindre, samlede Fund. Disse Fund repræsenterer dog ikke hengemte Pengesummer, men Smaabeløb, der synes tilfældigt tabte ved Alfarvej, eller som er nedlagte i Grave eller indmurede i Kirkebygninger.
I Juni 1892 fandt en Husmand, der skar Tørv i Vejen Mose (Malt Herred, Ribe Amt), et lille Antal Mønter, som laa samlede i en Tut, "som om de havde været rullede i Papir"; de, som laa yderst, smuldrede ved Berøring. Der indsendtes til Møntsamlingen gennem Skoleinspektør Siersted og Købmand J. O. Brandorff, Kolding, samt Gaardejer Mikkel Buhl ialt 13 Mønter, hvoraf de to var Brudstykker.
Alle Mønterne er af samme Type: et Kongehoved med Omskriften KANVTVS · REX · DA - KANVT · REXDAN - …… EX · DANI. Det er smaa Brakteater af Vægt 0,21- 0,28 g og af samme Art som de nørrejydske Brakteater fra Aalborg-, Uttrup- og Bierstedfundene. De er følgelig prægede i Knud V Magnussøns Navn. Helt ukendt var denne Mønt ikke, idet der i det store Møntfund fra Gaarden Dælie (Næss Præstegjeld, Hedeniarken, Norge), som fremdrages 1840, fremkom et enkelt Exemplar.
Faa Dage efter Vejenfundets Fremdragelse, 15. Juni 1892, undersøgte Museumsdirektør Henry Petersen Findestedet, men trods Eftersøgning og Gravning fremkom intet yderligere. Mønttutten var fundet i den med Matr. Nr. 28e betegnede Del af det temmelig store Mosedrag, der strækker sig langs Jernbanelinjen Øst for Vejen By, og midt ude i Mosens vestlige Ende i en Dybde af en Alen. Det paagældende Stykke Mose tilhørte Gaarden Oxenvad. Gennem Mosen flyder en Aa, hvorover fører en gammel Bro og Landevejen fra Kolding, som deler sig i Vejene til Ribe og til Varde. Denne lille Pengesum er antagelig tabt af en Vejfarende, som har forvildet sig ud i Uføret.
Møntfundet fra Vejen Mose er omtalt af Hauberg S. 20 Fund Nr. 6, men ved en Misforstaaelse opgiver Hauberg, at tre andre Mønter, henførte til Sven Grade (Tab. I 15, 16 og 17), hører til dette Fund. Disse tre Mønter indsendtes 1893 af det historisk-antiqvariske Selskab i Kolding, og det opgaves, at de var fundne flere Aar før paa en Mark i Eltang (Brusk Herred, Vejle Amt) af Gaardejer Jens Nielsen.
I Foraaret 1895 foretages en Grundgravning i en Ejendom, det tidligere Skomagernes Laugshus, paa Sankt Albani Torv i Odense. Herved fandtes under en Egetræsplanke omtrent en Meter under Jordoverfladen et Spænde og 32 Mønter, der laa samlede som i en Tut. Den ene af Mønterne ødelagdes ved Optagelsen; men det øvrige indsendtes den 29. Maj s. A. til Møntsamlingen. Mønterne, der alle var af ukendt Art, repræsenterer to forskellige Typer, hvoraf den ene Type frembyder 5 Varianter (Fig. 39).
KANVTVS Liljekors. 7 Ex. 0,50-0,65 g, i Gennemsnit 0,57 g.
i Vinklerne.
Mønten fra Grenaafundet gør det sandsynligt, at dette lille Pengebeløb er gemt eller tabt c. Aar 1200, og at det er Knud VI, der nævnes paa den ene Mønttype. Fundet er, som nævnt S. 217, beskrevet i Historisk Aarbog for Odense og Assens Amter 1921 S. 658-61.
Den 13. Maj 1914, da en Murer skulde foretage en Istandsættelse af Ydermuren i Koret af Østerild Kirke (Hillerslev Herred, Thisted Amt) og derfor fjernede Kvaderstenene under Korgavlvinduet, styrtede Murens Indre ned; den stedlige Lærer, Johannes Jensen, fandt derefter i kalkmørtelen 5 Mønter og i Muren bag Stenalteret andre to Mønter (Nr. 6-7). Formentlig har Nedstyrtningen ødelagt de fleste af Mønterne, saaledes at kun en enkelt var hel, medens Resten var Brudstykker, der er for utydelige til, at de kan afbildes.
Kronet Brb. med over hver Skulder. Ankerkors. x · x · x · x · x · x · i Stedet for Omskrift. 0.52 g. Hauberg henførte Mønten til Sven Grade, Slesvig (I 17). Der kendes nu 10 varierende Exemplarer af Mønten. Det første Ex. indsendtes 1890 fra Christiansfeld sammen med en anden Mønt (Hbg. III 58: Valdemar I, Slesvig) som fundet i Nordslesvig; det vejer 0,65 g. Det andet, meget medtagne Ex. fandtes før 1893 sammen med to andre jydske Mønter (Hbg. I 15 og 16) i Eltang (se ovenfor). Det tredje Ex. indsendtes 1896 af Løjtnant J. Jensen, Grenaa, som fundet paa Gjerrild Kirkegaard (Randers Amt, Nørre Herred); det har x · · · · x ved Kronen, · over hver Skulder og paa Bagsiden x · x · x · x · x · om et mindre Ankerkors (0,53 g). Det fjerde af Hauberg kendte Ex. fandtes ved de af Professor H. B. Storck c. 1900 ledede Restaureringsarbejder af Sankt Bents Kirke i Ringsted. Mønten, der er defekt, har over Skuldrene, · i hver Korsvinkel og vistnok x · x · x · x · x · x · x · x · paa Bagsiden. Fra Professor Storcks Efterladenskaber indkom 1923 et andet Exemplar, helt af Kobber, med · over Skuldrene det er sandsynligvis fundet ved dette eller et andet af Professor Storeks Restaureringsarbejder. 1908 købtes til Møntsamlingen et Exemplar med : : over Skuldrene (0,52 g). 1920 indkom et Exemplar, der er kobberholdigt og med · over Skuldrene; det var fundet ved Slotsbanken i Viborg sammen med en lignende Mønt, nu i Fyens Stiftsmuseum. Og endelig foreligger i L. E. Bruuns Samling (Nr. *2244) et Exemplar med over Skuldrene. 0,52 g. - Fig. 40 afbildes 3 af de bedst bevarede Exemplarer, fra Gjerrild, Østerild og købt 1908.
(under Fanen). Brudstykke. i Fanedugen og 
i Stjernen (som et Sporehjul), 0,62 g; det indsendtes 1882 og var fundet under Brolægningen Øst for Sankt Mortens Kirke i Randers. Det andet Exemplar har : : i Fanedugen og en otteoddet Stjerne, 0,71 g; det fandtes i Sommeren 1881 ved en Istandsættelse af Sønder Bjært Kirke (Kolding Herred, Vejle Amt) og laa i Gangen bag Alteret under en Sten, der havde en særlig Fordybning til Mønten. Fig. 41.
(??) i Vinklerne. Brudstykke. Mønten er sandsynligvis Variant til Hbg. III 58, henført til Valdemar 1, Slesvig. Af denne Mønt kendes kun to Exemplarer, hvoraf det ene fra gammel Tid laa i den kgl. Samling blandt ubestemte Mønter (0,58 g); det andet Exemplar indsendtes 1890 fra Christiansfeld sammen med den under Nr. 1 nævnte
Mønt (Hbg. I 17) som fundet i Nordslesvig (0,65 g). - Fig. 42.
Fig. 42.
(??) i Vinklerne. Brudstykke. Mønten viser Slægtskab med Nr. 5, men er iøvrigt ukendt.
Disse Mønter er indmurede c. 1160 og giver saaledes en Datering for Østerild Kirkes Opførelse. Denne Indmuringsskik, som holdes i Hævd den Dag i Dag ved Grundstensnedlæggelser, er kendt allerede fra klassisk Oldtid og i Danmark fra det 12. Aarhundrede. Ovenfor er nævnt Mønten fra Sønder Bjært Kirke, og adskillige andre Tilfælde kan paavises. Mønterne er igammel Tid formentligt indmuret som en Slags Offer.
I Oktober 1916 fandt Brugsforeningsuddeler J. Weis, da han ordnede sit Familiegravsted paa Starup Kirkegaard (Skads Herred, Ribe Amt), 6 Mønter, og i Oktober 1921 fandt han sammesteds 3 Mønter, som ligeledes laa helt oppe i Jordoverfladen. Disse 9 Mønter, som indsendtes til Møntsamlingen gennem den stedlige Skolelærer, var for Størstedelen tidligere kendte, og de var af Hauberg henførte til Sven Grade og Biskop Elias af Ribe, Hbg. I 14 (4 Ex.), 15 (2 Ex.), 16 (2 Ex.), men 1 Exemplar var af en ny Type. Disse Mønter er aabenbart en Del af en Pengesum, der i sin Tid er lagt i Graven med sin Ejermand; først ved en Begravelse i Nutiden er de kommet op i Jordoverfladen.
Fundet gør det sandsynligt, at Haubergs Henførelse af disse Mønter er rigtig. - De gengives her Fig. 43.
over hver Skulder. 0,78 g.
mellem Bagsidens Figurer. (Tilbyttet 1867) 0,76 g.
mellem Bagsidens Figurer. 3 Ex., fra Eltang og Starup, 0,55, 0,63 og 0,65 g.
og Krumstav over en Mur med to smaa Taarne. Der forelaa tidligere kun et enkelt. defekt Exemplar fra Eltang.
i hver Vinkel. 0,61 g.
I 3 støre Fund af fremmede Mønter fra den her omhandlede Periode er fremkommet jydske Mønter i mindre Antal.
I Maj Maaned 1840 fandt Bonden paa Gaarden Dælie (Næss Præstegjeld paa Hedemarken, Norge) under en Sten henved 5000 Mønter, hvoraf c.4500 norske, henved 90 svenske, 10 engelske og over 350 tyske. Desuden var der 3 jydske Mønter fra Sven Grade (Hbg. I 3 og 5) og Knud V (Hbg. I 4). Skatten er skjult i Kong Sverres Tid c. 1200 (15).
I Efteraaret 1827 fandt Graverkarle paa Bünstorf Kirkegaard (Hiitten Herred og Amt, Slesvig) en Skat paa henved 5000, hovedsagelig tyske Mønter, slagne under det danske Herredømme i Nordalbingen. Kun 3 var danske, nørrejydske Brakteater fra Sven Grade (Hbg. I 4). Skatten, som laa skærmet af Kirkens Tagdryp, er nedgravet under de urolige Forhold paa den gamle Rigsgrænse c. 1225 (16).
I Oktober 1928 fandt en Arbejder, der gravede en Roekule paa en Mark ved Bokel, en Forstad til Bevern (Kreis Bremervörde, Hannover) et Par Lerkrukker med henved 14,000 Mønter.
Bokelfundet er et nøjagtigt Parallelfund til Bünstorffundet, nedlagt ved samme Tid og omfattende de samme Brakteater af den "nederelbiske" Møntfod. Men medens danske Mønter saa godt som ikke findes i det sydlige Udland, viser det sig her, at i det mindste 10 jydske Penninge fra Valdemar Sejr er naaet den korte Vej over Elben. I den af Ortwin Meier forfattede Beskrivelse af Fundet (17) er disse gengivne Nr. 413-422. Heraf er 7 Exemplarer, Nr. 413, 414, 415-16, 419-20 og 422, kendte fra Grenaafundet og omtalt ovenfor ved Nr. 11, 36, 8, 33 og 9. 421 er Hbg. III 56, som omtales nedenfor S. 256. Hidtil ukendt er Mønten 417-18: Kronet Brb. med 
over Skuldrene. )( Sværd og Krumstav korslagte med i Vinklerne. 0,33 og 0,31 g. - Fig. 44.
Fig. 44.
Iøvrigt kendes Valdemarernes jydske Mønter kun fra enkeltvis fundne Exemplarer eller Exemplarer, der fra gammel Tid har ligget i det kgl. Møntkabinet eller i private Samlinger.
I Bircherods ovenfor anførte Mønthistorie fra 1701 er efter S. 74 (efter Erik Lam) indføjet et Kobberstik med 8 Mønter fra Valdemarerne. Afbildningerne foreligger allerede i hans Manuscript af 1692, men omtales ikke i Teksten:
Fig. 45.
. Fig. 46. Bircherods slet tegnede Exemplar er gengivet af R.& D. XX I; ogsaa det ejedes da af Timm, paa hvis Auktion (Nr. 164) det købtes af Thomsen, fra hvis Samling (Nr. 10584) det overgik til den kgl. Samling (0,61 g). Her fandtes dog forud to Exemplarer: Beskrivelsen af 1791 Tab. XIII 9 = R.& D. XX 7 (0,79 g) og B. & D. XX 8 (0,50 g). Foruden disse tre Exemplarer kendes kun to, som før 1885 indgik i Haubergs private Samling, Auktionskatalog 15521 og 1553, hvoraf det ene (0,85 g) er fundet c. 1870 i Lumby Præstegaardshave (Lunde Herred, Odense Amt). Hauberg (IV 25) henførte denne Mønt til Knud VI, Slesvig. over Skuldrene. )( Kors, hvis lodrette Linje danner en Krumstav paa en Fod, hvori 
. I Korsvinklen foroven t. h. . Fig. 48. Der kendes kun dette Exemplar (0,94 g), der er gengivet i 1791-Beskrivelsens Tillæg Tab. III 7 og i R. & D. XX 4. Hauberg (IV 27) henførte Mønten til Knud VI, Slesvig.
bærende en Krumstav mellem , foroven t. h. Fig. 49. Bircherods Exemplar er formentlig et af de to Exemplarer, som opføres i Beskrivelsens Tillæg S. 20 Tab. III 8 og i R. & D. XX 1 (0,32 og 0,42 g). Det tredje kendte Exemplar er før 1885 indgaaet i Haubergs private Samling (0,82 g), Auktionskatalog 1554. i tre Vinkler. Fig. 50.
Bircherods slet tegnede Exemplar er gengivet i Beskrivelsens Tillæg III 2 og R. & D. XX 5. Det tilhørte dengang Geheimeraad Bülow, paa hvis Auktion (Nr. 123) det købtes til den kgl. Samling. (0,50 g). Først 1928 er et andet Exemplar fremkommet i Bokelfundet (Nr. 421, 0,53 g); det afbildes her Fig. 51.
Hauberg (III 56) henførte Mønten til Valdemar I, Ribe, paa Grund af Kronens Form men i hele den ringe Udførelse slutter Mønten sig til Mønterne fra Grenaafundet, og Forekomsten i Bokelfundet sandsynliggør, at Mønten er fra Valdemar Sejrs Tid. Til denne Mønt opfører Hauberg en Variant, der dog rettelig burde være opført som en særlig Type: Sværd i Stedet for Korsstav ved Brystbilledet, og i Stedet for i de tre Korsvinkler. Fig. 52.
Fig. 52.
Et kobberholdigt Exemplar (0,68 g) indsendtes 1903; dette var fundet paa en Mark i Skalbjerg, Vissenbjerg Sogn, Odense Herred, Et andet Exemplar (0,81 g) er fundet 1912 paa Melby Kirkegaard (Skovby Herred, Odense Amt).
Da Bircherod ikke har nogen Tekst til sine - 8 Møntafbildninger, maaske fordi han ikke havde dannet sig en Mening om, fra hvilken Tid de stammede, vides det ikke, om de var i hans private Samling, ej heller om de var fundne paa Fyen. Begge Dele kan være sandsynligt - flere af Bircherods Mønter genfindes henved hundrede Aar senere i fynsk Eje, hos Bülow, paa Sanderumgaard, og andre Exemplarer af de her nævnte Bircherodske Mønter er i nyere Tid fundne paa Fyen.
I Møntværket fra 1791 er optaget et mindre Antal jydske Penninge fra Valdemarernes Tid, som antagelig er fremkommet i Fund fra det 18. Aarhundrede. To Mønter: Tab. XIII 8 og 9 (Hbg. IV 26 og 25) er omtalt i det foregaaende. Tre andre Mønter: Tab. XIV 2, XIV 8, 19, 22 og XV 33 (Hbg. VI 48, 40 og 46) tilhører antagelig Tiden efter 1234 og forbigaas derfor her. Tilbage staar kun en enkelt Mønt: Tab. XIV 4, henført til Valdemar I:
Kronet Brb. med Scepter og Rigsæble. )( Bispehue over en Stjerne mellem Krumstav og Korsstav. Fig. 53.
Exemplaret, der vejer 0,77g, er gengivet i R. & D. XX 10. Et andet Exemplar indkom 1851 fra Vedel Simonsens Oldsagssamling; det var fundet paa Veflinge Kirkegaard (Skamby Herred, Odense Amt); det udlagdes som Doublet og kendes for Tiden ikke. - Mønten, der viser ret nært Slægtskab til Grenaafundets Mønter, henførtes af Hauberg (IV 21) til Knud VI, Ribe.
Udgivelsen af det kongelige Pragtværk, som Beskrivelsen af 1791 var, gav Anledning til nærmere Efterforskninger, og allerede 1794 kunde Tillæget Tab. III gengive endnu 6 af de her omhandlede Mønter. De fem: Tab. III 1, 2, 3, 7 og 8 (Hbg. IV 29, III 56, IV 29 Variant, IV 27 og 30) er omtalt i det foregaaende.
Den sjette Mønt, Tab. III foroven, viser Kongehoved og Bispehoved over en Mur med en Opstander. )( Kors, lagt paa en Firkant med en Lilje paa hver Spids · i hver Vinkel. Fig. 54.
Mønten henførtes her til Erik Lam og Erkebiskop Eskild, medens Ramus og Devegge (Tab. XIX 1) henførte den til Erik Emun og Erkebiskop Asser. Efter sit Præg og den ringe Vægt (0,51 g) synes Mønten, der afviger fra de skaanske, dog at være jydsk, og Hauberg (II 20) henførte den til Valdemar I, Viborg, skønt Viborgbiskopperne efter hans Theori ikke havde Andel i Mønten. Mønten, der kun kendes i dette ene Exemplar, ejedes af Bülow, Sanderumgaard, og købtes paa Auktionen 1827 (Nr. 109) af den kgl. Samling.
I de mange følgende Aar fremkom ingen af de her omhandlede jydske Mønter, og de, som er beskrevne i Ramus' og Devegges Værk, er alle nævnt i det foregaaende.
Aar 1843 indsendte Pastor Hertz, Roskilde, ed Mønt, der var fundet paa en Mark udenfor Byen:
Kronet Brb. med Sværd og Scepter. )( Krumstav, hvorpaa er lagt et Kors, med i de to andre Vinkler. (0,49 g). Fig. 55.
Et andet, temmelig slidt Exemplar (0,39 g) fremkom 1904 ved Gravning i "Bækken" ved Roskilde. Mønten, der ved Vægt og Præg afviger fra de sjællandske Mønter, viser nøje Slægtskab med Grenaafundets jydske Mønter og er sikkert ogsaa jydsk, selv om Findestedet er en Undtagelse fra den almindelige Regel, at de jydske Mønter hovedsagelig findes Vesten for Storebælt, Mønten henførtes af Hauberg (VI 36) til Valdemar II, Ribe.
Først Aar 1876 indkom til Møntsamlingen den næste jydske Mønt, købt af en københavnsk Boghandler og Samler, uden at Preveniensen kunde oplyses:
Kronet Brb. med Rigsæble (og Scepter?). )( Tvelinjet Kors med 
i Vinklerne. Fig. 56. Dette eneste kendte Exemplar er defekt. - Nær beslægtet med denne Mønttype er en Mønt, som indsendtes 1896 som fundet paa Fanø:
Kronet Brb. med Scepter og Rigsæble. )( Tvelinjet Kors med i hver Vinkel. 0,53 g. Fig. 56. Mønten er nævnt ovenfor S. 218, idet henholdsvis Forside og Bagside stemmer overens med Grenaafundets Type 4 og 7.
Mønterne er af Hauberg (VI 38 og 37) henført til Valdemar II, Ribe.
Fig. 57.
1876 indleveredes som Gave fra en unævnt en Mønt, der ligeledes kun kendes i dette ene Exemplar:
Kronet Brb. med Sværd og Rigsæble. )( Kors, hvis ene Arm danner en Korsstav. I de øverste Korsvinkler 
, i de nederste .
0,64 -. Hauberg (VI 44) henførte Mønten til Valdemar II, Slesvig, idet han antog, at A betegnede en (ukendt) Møntmester, og at S betegnede Slesvig. Af Grunde, som er fremført S. 234, kan dette ikke være rigtigt. AS kan kun betegne Asger eller Asgot, Biskopper af Viborg 1191-1208-20.
1879 indkom en Mønt, fundet i Viborg:
Kronet Brb. med Scepter og Rigsæble. )(+VoDoGoDoSoQoRo. Kors med i hver Vinkel. 0,69 g. Fig. 58.
En Variant til denne Mønt uden paa Brystet og uden i Korsvinklerne, med · i Stedet tor o i Omskriften lidt defekt: 0,46 g) indkom 1891; den var fundet et Par Aar før paa Trige Kirkegaard (Vester Lisbjerg Herred, Aarhus Amt) sammen med en Ribemønt fra Valdemar Sejr efter 1234 (Hbg. VI 42b). Møntens Omskrift skal selvsagt læses: Valdemarus Del Gratia Danorum Sclavorum Que Rex. Den er af Hauberg (VI 31) henført til Viborg.
1883 indsendte Seminarielærer M. Kristensen, Gjedved ved Horsens, en formentlig der i Egnen fundet Mønt:
Kronet Brb. mellem Sværd og 
)( Arm med en Krumstav over en Kugle. Paa begge Sider Kugler i Randen i Stedet for Omskrift. 0,63 g. Fig. 59.
Bagsiden viser samme Motiv som Grenaafundets Mønt Type 34.
Den henførtes af Hauberg (III 53) til Valdemar I, Ribe.
Ved de Udgravninger, som i Aarene 1885-87 foretages paa Orkel Slotsbanke ved Svendborg, fandtes adskillige spredtliggene middelalderlige Mønter fra Valdemarerne til Kong Hans, hvad der stemmer vel overens med Tiden for Borgens Opførelse og dens Ødelæggelse under Grevefejden.
Blandt de ældste af disse Mønter var ogsaa to jydske Penninge:
Kronet Brb. mellem Sværd og Rigsæble. )( Kors med en Krumstav og to Stjerner i Vinklerne. 0,84 g. Fig. 60. Mønten, der af Hauberg (III 63) henførtes til Valdemar I, Slesvig (efter c. 1175), er beslægtet med de to ovenfor (S. 255 ad Fig. 46 og 47) nævnte Mønter. Hbg. IV 25 og 26.
1887 fandtes paa Ørkel Slotshanke den anden Mønt:
Kronet Brb. med over hver Skulder. )( Kors med Lilje i hver Vinkel. 0,62 g. Fig. 61. Den henførtes af Hatiberg (IV 17) til Knud VI, Viborg.
1877 indleverede fhv. Proprietær S. Bergsøe til Andigaard (Skjørring Sogn, Sønderhald Herred, Randers Amt) en Mønt, dog uden nærmere Opgivelse af Findestedet:
Kronet Brb. mellem Scepter og Rigsæble. )( Fire Kors paa en Ring. 0,68 g. Fig. 62.
Mønten henførtes af Hauberg (III 62) til Valdemar I, Slesvig, paa Grund af det ejendommelige Scepters Lighed med Hbg. III 61 (se ovenfor S. 251 Fig. 41).
Paa Auktionen over Kammerraad L. Læssøes efterladte Samling (Kbhn. 25. Sept. 1879) fremkom to formentlig jydske Mønter, henførte til Valdemar II, som købtes til den kgl. Samling. Den ene, Nr. 167, er nævnt ovenfor S. 220 Anm.:
Kronet Brb. med og Scepter. ) ( Krykkekors indenfor en Ring. 0,80 g. Fig. 63. Exemplaret, der er af Kobber, er ved en Misforstaaelse af Hauberg (II 21) henført til Valdemar I, Viborg.
Den anden Mønt, Nr. 166, kan beskrives saaledes:
Kronet Brb. med over hver Skulder. )( Korsstav mellem Scepter og Krumstav paa en Bue, hvori . 0,80 g. Fig. 64.
Et andet Exemplar af denne Mønt indsendtes 1904, fundet paa Kjærum Kirkegaard (Baag Herred, Odense Amt). - Hauberg (IV 28) henførte Mønten til Knud VI, Slesvig. -
Paa Auktionen over Kammerraad O. T. Thomsens efterladte Samling (1. Okt. 1880) fremkom en jydsk Penning (Nr. 125, henført til Erik Plovpenning), som købtes til den kgl. Møntsamling:
Kronet Brb. med Rigsæble (og løftet venstre Haand?). )( Kors, dannet af en Krumstav og en dobbelt Linje. I Vinklerne foroven Bispehue og , forneden . 0,55 g. Fig. 65. Mønten, der af Hauberg (IV 20) henførtes til Knud VI, Ribe, viser Slægtskab med Hbg. IV 21, og Bagsiden synes paavirket af de engelske "Short cross" Penninge 1180-1247.
Paa Auktionen over Apotheker Alfred Benzons efterladte Samling (Kbhn. Nov. 1885) fremkom en jydsk Penning (Nr. 591):
Kronet Brb. med Korsstav og Scepter. )( Kors, hvis ene Arm danner en Krumstav, med Liljestave i de 3 andre Vinkler. 0,93 g. Fig. 66. Mønten købtes af Justitsraad F. C. Bech og er opført i Fortegnelsen over hans efterladte Møntsamling som Nr. 769; den udtoges før Auktionen i April 1906 som Gave til den kgl. Samling. Mønten er af Hauberg (VI 43) henført til Valdemar II, Slesvig.
Fig. 67.
Ved Istandsættelsen af Aardestrup Kirke (Hornum Herred, Aalborg Amt) 1889 fandtes under Gulvet en Mønt, som Hauberg har gengivet Tab. VI 35 og henført til Valdemar II, Viborg. Mønten, der vejer 0,78 g, er dog mispræget og viser i Haubergs Tegning to Bagsider. Først 1928 fandtes ved de af Nationalinuseets 2. Afdeling foretagne Undersøgelser af Kirketomten i Gammelkirk (Dronninglund Sogn og Herred, Vendsyssel) et andet og tydeligt Exemplar af denne Mønt: Kongehoved i en Ring i en Firkant med i hver Vinkel og · udfor hver Side. )( Kors med i hver Vinkel lagt paa en Ring i en Firkant med V V udfor Siderne. 0,85 g. Fig. 67.
Ved de af Professor H. C. Amberg 1902 ledede Restaureringsarbejder i Ribe Domkirke fandtes adskillige spredtliggende Mønter, hvoraf de ældste var to jydske Valdemarsmønter. Den ene, som kun er et Brudstykke, laa i en gammel Grav:
Brb. t. h. 
foran Ansigtet. )( Kors med (??) i Vinklerne. Fig. 68. Hauberg henførte Mønten, der er beslægtet med de i Østerild Kirke fundne Mønter fra c. 1160, til Valdemar 1, Slesvig.
Den anden Mønt fandtes senere andetsteds i Domkirken:
Kronet Brb. med Scepter og Sværd. )( Biskops Brb. med Krumstav og Scepter. 0,57 g. Fig. 69.
Denne Mønt er Variant til en tidligere kendt Mønt fra Thomsens Samling, 10571: Kronet Brb. med Sværd og Scepter. 0,68 g. Et andet hertil svarende Exemplar indkom før 1885 i Haubergs private Samling, Auktionskatalog (1929) 1525. 0,58 g. Hauberg (III 55) henførte Mønten til Valdemar I, Ribe.
Fra den antikvariske Samling i Ribe indsendtes i Auuust 1903 en Mønt:
Kronet Brb. med over hver Skulder, indrammet af fire Buer. Liljekors, hvorpaa er lagt en Firkant med · i hver Vinkel og udfor hver Vinkelspids. Itu: 0,53 g. Fig. 70.
Det oplystes ikke, hvor Mønten var fundet, antagelig dog i Nærheden af Ribe (hvis ikke ogsaa den stammer fra Domkirken). Hauberg (VI 32) henførte Mønten til Valdemar II, Viborg.
1906 indkom som Gave fra Konferensraad F. C. Bechs efterladte Samling en formentlig jydsk Mønt af usædvanlig Type (Auktionskatalog Nr. 714):
Guds Lam med Korsfane t.v. i Fanedugen, der har tre Flige. )( Kors med i hver Vinkel. 0,60 g. Fig. 71.
Hauberg (IV 18), der næppe, rigtigt har tegnet Liljer i Bagsidens Korsvinkler, Henførte Mønten til Knud VI, Viborg. Bagsidens Fremstilling er beslægtet med Hbg. IV 17 (ovenfor S. 260 Fig. 61). Et andet Exemplar af Mønten foreligger i L. E. Bruuns Samling *2353 (0,87 g).
Før 1885 indgik i Haubergs private Samling en Mønt, der viser noget Slægtskab med Hbg. VI 35 (se ovenfor Fig. 67):
Kongehoved. )( Kors med i hver Vinkel. 0,51 g. Fig. 72. Mønten henførtes af Hauberg (VI 34) til Valdemar II, Viborg. Det eneste kendte Exemplar købtes før Auktionen 1929 (Katalognummer 1607) af den kgl. Samling.
1924 indleveredes fra Professor Storcks Efterladenskaber to Mønter, der sandsynligvis stammer fra Fund under Restaureringsarbejder; det var hidtil ukendte Mønttyper:
Kronet Brb. med (og ?) over Skuldrene. ) ( Krumstav lagt paa et Liljekors. (Randbeskadiget: 0,43 g). Fig. 73.
Den anden Mønt er et halvt, overklippet Exemplar, men allerede 1925 indkom et andet og fuldstændigt Exemplar:
Kronet Brb. med Sværd og Korsstav. )( Krumstav mellem Borg og Bispehue, indrammet af fire Buer. 0,58 g. Fig. 74. Det oplystes, at Mønten var fundet for mange Aar siden i Haven til Søndergaard, Lumby-Taarup (Lumby Søgn, Lunde Herred, Odense Amt). Møntsamlingens Aarsberetning i Numismatisk Forenings Medlemsblad for Maj 1925 VII Nr. 19 S. 240.
Hermed er forelagt de indtil nu kendte jydske Mønttyper fra Tiden 1146-1234 (18). Forud for denne Periode raader faktisk et Tomrum af henved en Menneskealder, hvorfra saa godt som ingen jydske Mønter er kendt. 1234 eller Aarene nærmest deromkring sætter paa den anden Side et nok saa vigtigt Skel i Møntvæsenet som Valdemar Sejrs Død 1241. Det er maaske netop med Henblik paa denne Nyordning i Møntvæsenet, at den eneste kendte Mønt fra hin Tid, med Aarstal, bæreromskriften: ANNO : DOMINI )( : M : CCXXXIIII : (Hbg. V 12). Mange Mønter foreligger derimod fra den følgende Tid og er af mere eller mindre afvigende Præg.
Som det vil ses af det her fremlagte Materiale, gaber mellem Bierstedfundet og Grenaafundet et Svælg paa mere end et halvt Aarhundrede. Adskillige større, samlede Fund maa der udkræves fremdraget, før Valdemarernes jydske Penninge lader sig ordne i Tidsfølge og fordele paa de forskellige Møntsteder. Saare sande var derfor Haubergs Ord: "Ordningen af vore Mynter fra det foreliggende Tidsrum frembyder betydelige Vanskeligheder, større end fra noget af de andre, saavel forudgaaende som efterfølgende".
(Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie 1931 side 207-264)
