Knud den Helliges jyske mønter

af Georg Galster

Den 13. Juni 1922 var Tjenestekarl Jens Christensen beskæftiget med at rejse Tørv i den Gaardejer Niels Chr. Pedersen af Over Hornbæk tilhørende Del af Bjerregrav Mose, Bjerregrav Sogn, Sønderlyng Herred, Viborg Amt, henved ti Kilometer fra Randers. Ved at bryde en Tørv itu fandtes et lille Antal Mønter, sammenirrede, som om de havde ligget i en Tut, men uden Rester af Pengepung eller Indpakningsmateriale. Efter Tørvens Kvalitet antoges det, at Mønterne havde ligget omtrent en Meter under Overfladen. Mønterne indsendtes den 19. og 24. s. M. til den kgl. Mønt- og Medaillesamling af Gaardejer Søren Lerche af Over Hornbæk.

Der viste sig at være 13 hele Mønter; 13 andre var mer eller mindre beskadigede i Randen; 3 var beskadigede og overbrudte; 3 halve Mønter var overklippede i Datiden; og endelig var der et ganske lille Brudstykke af en Mønt, alt i alt: 33 Eksemplarer. Alle Mønterne tilhører en og samme Type. Forsiden fremstiller Kongen siddende med Sværd og Skjold, der med Undtagelse af nedennævnte Nr. 5, 11 og 12 er mærket med . Kronen dannes af to Bøjler mellem tre Takker og har Hængeprydelse til hver Side; Kronens Underkant betegnes ved en Perlelinje, der ofte falder sammen med Øjenbrynene. Ansigtet er gengivet ved Øjenbryn, Øjne, Næse og Overskæg. Kappens Folder falder lidt forskelligt i de forskellige Stempler; den øverste Fold eller Halslinning dannes af en Perlelinje. Omskriften gaar fra Kronen til Sværdfæstet og brydes af Skjoldets Spids og Figurens Fødder. - Bagsiden bærer indenfor Omskriften et tvelinjet Kors, med · i Midten; dets Arme ender i tre ; eller S er anbragt i en af Korsvinklerne. - Paa Forside og Bagside er Præget omsluttet af en Perlering. Mønternes Tværmaal er 17 mm. Vægten af de 13 hele Eksemplarer varierer fra 0.43 til 0.69g, og deres Gennemsnitsvægt er 0.563 g. Ved en af Mønt- og Stadsguardein Heise foretagen Prøve af Nr. 7, Brudstykket, viste Finheden sig at være 550 Tusinddele.

Dette Fund danner et vigtigt Supplement til et lignende Fund, der i Maj 1878 fremdrages af Gaardmand Just Nielsens Karl i Jegstrup Mose, Ravnstrup Sogn, Nørlyng Herred, Viborg Amt, omtrent fem Kilometer fra Viborg (1). I en Knold Mosejord fandtes 32 Mønter eller Brudstykker af Mønter, samlede i en lille Tut, men uden Spor af Indpakningsmaterialet. Mønterne indsendtes af Bogholder Thomsen ved Viborg Sparekasse, men de fleste var mer eller mindre beskadigede.

Allerede før Jegstrupfundet blev fremdraget, forefandtes i det kgl. Myntkabinet i Stockholm en Mønt af samme Type (2):

Det kan desværre ikke oplyses, hvor denne Mønt, som supplerer Bjerregravfundet Nr. 6, er fundet, eller hvorledes den er havnet i Stockholm.

Fig. 2 viser tydeligere Bogstavformerne, og hvorledes de 66 kendte jydske Mønter fra Knud den Hellige fordeler sig paa de tre Møntsteder (Aalborg, Randers og Viborg) og paa de 15 (16) Møntembedsmænd. Orm og Vorm kan være samme Mand, med mindre * er et Mærke for, at de er forskellige. Stavemaaden Sebi-rn og Esbi-rn viser formentlig en bristende Evne til at gengive ö-Lyden. Suna er angelsaksisk Sprogform for det nordiske Suni; denne angelsaksiske Navneform forekommer ikke blot paa en Randersmønt fra Erik Egode, men ogsaa paa Odensetavlen som Navn paa en af Knud den Helliges Hirdmænd.

Det defekte ... evi er en meget almindelig Endelse i angelsaksiske Navne som Kortform for -ewine, jævnfør her God(e)vine. Af de to forvirrede Omskrifter kan Bjerregravfundet Nr. 13 være en Omstilling af Bogstaverne for :ARNGRIm·RANdrO og Nr. 25 ligeledes for GODVVINI·VIBERG. To Tredjedele af disse Navne maa sikkert henregnes til nordiske Personnavne (Arngrim, Atser, Esbiörn, Ketil, Orm (Vorm), Sebiörn, Sune, Stein og Thurstein), enkelte er endog særlig jydske. Derimod er de øvrige (Eca, Edric, Edwart, Godwine og Siwart) angelsaksiske. Derfor behøver de paagældende Møntembedsmænd ingenlunde være af samme Nationalitet som Navnet. Nordiske Navne forekommer til Gengæld lige saa hyppigt paa de samtidige engelske Mønter (3). - Stednavnet Viberga er latiniseret, derimod er Aleburh, hvor H gengiver det bløde G, angelsaksisk Stavemaade; Adam af Bremen har Alaburg eller Alaburch.

Mønterne viser saa nøje Overensstemmelse i Præget, at Stemplerne maa være udført af samme Stempelskærer. Ordningen har antagelig været ligesom i England, hvor Stemplerne blev skaaret i London og derfra udsendt til Møntembedsmændene i Provinsbyerne. I Danmark, hvor man ikke havde fælles Rigsmønt, men vel fælles Landsmønt, kan Stemplerne være skaaret f. Eks. i Viborg og derfra sendt til de jydske Møntfilialer. Bogstavet S paa Bagsiderne kan være denne Stempelskærers særlige Mærke. De to Mønter med bagvendte Omskrifter (Bjerregravfundet Nr. 10 og Jegstrupfundet Nr. 15) kan skyldes en forstaaelig Skødesløshed; besynderlig er derimod Bogstavforvirringen paa de ovennævnte to Mønter (Bjerregravfundet Nr. 13 og 25). Bogstavformerne er de almindelig brugte sene angelsaksiske; de afviger i mange Enkeltheder fra Bogstavformerne paa de samtidige skaanske og sjællandske Mønter. Iøjnefaldende er det, at det angelsaksiske er afløst af VV eller blot V, hvorimod Ð er bevaret. Af Ligaturer forekommer kun . Formen er den almindeligste for N; , , og A, S og er brugt i Flæng.

Mønttypen er original; for Forsidefremstillingen kan intet direkte Forbillede paavises. Skjoldets Form er vel kendt fra Bayeuxtapetet og fra Helgenbillederne i Bethlehemskirken (4). Kongebilledet har et mere eller mindre tydeligt Overskæg; det er angelsaksisk, men ikke normannisk Mode (5). Kroneformen viser nærmest hen til en af Vilhelm Erobrerens tidlige Mønttyper. Bagsidekorset forekommer i lignende Former oftere paa ældre danske Mønter og ogsaa paa den nævnte Mønttype fra Vilhelm Erobreren. Det tvelinjede Kors havde den praktiske Betydning, at Mønten efter det kunde overklippes i halve (og kvarte) Penninge; Bjerregravfundet Nr. 7, 20 og 24 giver Eksempler herpaa.

Der foreligger nørrejydske Mønter fra Knud den Store (Viborg og Ørbæk), Hardeknud (Viborg, Ørbæk og Aalborg), Magnus den Gode (Aarhus) og Sven Estridsen (? Viborg), foruden en stor Mængde Mønter med forvirrede Omskrifter, der kun med Usikkerhed lader sig henføre til bestemte af disse Kongers Tid og Møntsteder. Disse jydske Mønter er kendelig lettere end de sjællandske og skaanske. Derimod viser Mønter, prægede af Algot og Edwerd i Viborg, at Møntforbedringen under Harald Hen ogsaa er udstrakt til Jylland, saaledes at de jydske Penninge er stillet paa samme Møntfod som de sjællandsk-skaanske, med hvilke de ogsaa har Præg til fælles. Men denne Udvikling er atter forladt under Kong Knud. De jydske Penninge er som før særprægede og af ringere Vægt. Og hertil kommer, at Sølvet langtfra er saa godt, som man forudsatte i Datiden. Med en Finhed af 550 Tusindedele (8 4/5 lødigt) har en kyndig Mand ikke længere kunnet tage en Mark Penge for samme Værdi som en Mark Sølv, selv om Kongen har udgivet sin Mønt for denne Værdi. Møntregningen fremgaar af Vægten: hvormange Penningstykker der gaar paa en Mark. Hvis man rent formelt holder sig til den ovennævnte Gennemsnitsvægt af 0,563 g for Penningen, kan man opstille følgende Møntregning:

        Raavægt Finvægt
Mark 8 Ører 24 Ørtuger 384 Penninge 216,24g 110,91g
  Øre 3 Ørtuger 48 Penninge 27,03g 13,86g
    Ørtug 16 Penninge 9,01g 4,95g
      Penning 0,56g 0,31g

Overfor denne Beregning har de jydske Bønder sandsynligvis ment, at 288 Penninge skulde gøre Fyldest, ikke blot for en Mark Penninge, men ogsaa for en Mark Sølv. Der falder derved et Strejflys over Ælnoths Beretning om Kongens Voldsstyre, efter at Ledingen var opløst 1085: "De kongelige Ombudsmænd eller Opkrævere drev mere, end retfærdigt var, paa at forhøje Bøderne, de tillagde Marken en større Vægt, værdsatte al Ting billigt og - for at gengive Menigmands Tale - lod en Øre knap gælde en Ørtug" (6).

Dette Fyndord kan passe ret nøje, naar man antager, at Ombudsmændene har krævet Bøder og Afgifter efter sjællandsk-skaansk Regning, hvorefter en Øre var 30 Penninge godt Sølv. Naar den jydske Bonde bød 30 Penninge Landsmønt, holdt disse ikke 27g Sølv, men kun 30x0.31g eller 9.30g Sølv. Naar Jyderne lagde 288 Penninge paa Vægtskaalen og hævdede, at disse (288x0.563g = 162g) gjorde Fyldest for en Mark, har de følt det som en Uretfærdighed, naar Ombudsmændene, der vel kunde støtte sig paa de jydske Mønter fra Haralds Kongetid, regnede med den almindelige Markvægt til omved 216g.

Krig og Møntforringelse hører sammen som Haand og Handske. Det er sandsynligt, at Kong Knud har skabt Forvirring ved sine jydske Penninge. En Forsyndelse som denne, hvorfor senere en berømt fransk Konge maatte bøde i DantÚs Helvede, hindrede dog ikke den danske Konge i at vinde Himmerigs Helgenkrone.

(ÅNOH 1934 side 129-136)


Noter:

  • (1) Møntsamlingens Fundprotokol 418. - P. Hauberg: Myntforhold og Udmyntninger i Danmark indtil 1146. D. Kgl. Danske Vidensk. Selsk. Skr., 6. Række, hist. og filos. Afd. V. 1 (Kbh. 1900) S. 228 Nr. 12, Tab. XII. - 10 af Fundets Doubletter blev straks afhændet til private Samlere:
  • (2) Sophus Bergsøe: Nogle danske Mønter fra Middelalderen i fremmede Samlinger. Aarbøger 1882. S. 277. - P. Hauberg, Anførte Sted. S. 228 Nr. 13. Tab. XII.
  • (3) Om disse Møntmestres underordnede eller overordnede Stilling henvises til Hauberg, Anførte Værk S. 80 ff. Hauberg støtter sig især til Rogers Ruding: Annals of the Coinage of Britain I (London 1819) S. 131 ff. - G. C. Brooke: The Norman Kings. A Catalogue of English Coins in the British Museum I (London 1916) S. cxli ff. - Møntfundet fra Store Frigaard. Aarbøger 1929 S. 293.
  • (4) Hans Kjær: St. Knud og St. Olaf i Bethlehem. Nordisk Tidskrift 1932 S. 351 og 353.
  • (5) Bayeuxtapetet og Ælnoth cap. XII, Vitae Sanctorum Danorum ed. Gertz (Kbh. 1908) pag. 99.
  • (6) Ælnoth cap. XVI ed. Gertz pag. 102: "- regalium negociorum executores siue exactores plus iusto in causis exaggerandis insistere, staterarum pondera adaugere, rerum quarumque precia uilipendere et, ut uulgariter edisseram, unciarum ualentiam uix solidi precio admittere". - Den her givne Oversættelse afviger i Enkeltheder fra Hans Olrik: Danske Helgeners Levned (Kbh. 1893) S. 62.


    Tilbage til Dansk Mønt