En af de sidste Dage i Aaret 1934 var et lille Arbejdshold beskæftiget med Afgravning af Vraabjerg (Raabjerg) Bakke Nord for Tissø (Lille Fuglede Sogn, Arts Herred). En af Arbejdsmændene, Holger Nielsen af Fuglede, fandt da i ca. halvanden Meters Dybde 82 Mønter, der laa samlede i en Klump, uden Spor af Omsvøb. Muligvis har Terrainet forskudt sig, da denne lille Pengesum, hvad enten den er tabt eller skjult, laa saa usædvanligt dybt i Jorden. Mønterne, der var særdeles velbevarede, vejede tilsammen 70.46 g og efter Rensning 69.95 g. De var af to forskellige Typer, fordelt paa henholdsvis 2 og 80 Eksemplarer. De beskrives som følger:
I. Kongeligt Brystbillede med Sværd og Scepter. )( Biskoppeligt Brystbillede med Krumstav og Bog.
/// 1 + 2 ///
II. Kongeligt Brystbillede med Scepter, Stjerne (
) over venstre Skulder, tre Kugler (sjældnere 4 eller 5) paa Bryst og i Krone. Omskriften begynder ved Kronens Toppunkt 
(3-25) eller 3 Bogstaver foran dette 
(26-37). )( Mur med et Porttaarn mellem to mindre Taarne; 2 Kugler over Porten og ofte en Kugle i Porten. Kreds af Kugler i Stedet for Omskrift. Bagsidens Stempelvarianter er uvæsentlige og lader sig kun vanskeligt beskrive.
/// 3-37 ///
Den første Type er af Hauberg henført til Valdemar I, Lund (1). Henførelsen er sikret ved Omskrifterne; men Ærkebiskop Eskils Navn er for første Gang læseligt paa de nu fundne Mønter, idet alle de tidligere kendte Eksemplarer har Navnet forvansket eller ulæseligt. Sikre Fund kendes hidtil ikke.
Fig. l. (Nr. 1, 2, 3 og 27) Mønter fra Lund og Roskilde fundne i Vraabjerg.
Den anden Type er af Hauberg henført til Valdemar I, Roskilde (2). Henførelsen er hovedsagelig begrundet i, at Mønten, udelukkende er fundet paa Sjælland: Lyngby Kirkegaard (3), Stillinge Kirkegaard (4), Ringsted Kirke (5) og Roskilde (6). Kun det førstnævnte Fund omfattede flere Mønter. Det fremdroges i Efteraaret 1807 af Graver Niels Bendsen, der gravede en Grav paa Lyngby Kirkegaard; i en Dybde af omtrent tre Alen fandt han samlet 26 Mønter, alle af samme Type. De indsendtes af Sognepræsten, Falck Rønne til Rentekammeret som den 5. December fremsendte dem til Overhofmarskal og Staldmester Hauch, der atter den 8. s. M. videresendte dem til Professor Ramus til Betænkning. Ramus svarede den 14. December, at Mønterne rimeligvis, var fra Valdemar I, og at de var hidtil ukendte; da de var af saa ringe indvortes Værdi foreslog han, at Møntkabinettet beholdt dem alle, og at, Finderen fik 4 Skilling Stykket. Og saaledes blev det. 10 af Mønterne optoges i Ramus' og Devegges ufuldendte Møntværk S. 125 Nr. 45-54, de opgaves, sikkert efter Stregprøve, at være omtrent 6-lødige (375/1000), de 8 bedst bevarede Eksemplarer afbildedes Tab. XXI:
/// 45-54 ///
De øvrige, mere eller mindre beskadigede Eksemplarer udlagdes som Doubletter og afhændedes til Samlere; de genfindes i Auktionskataloger helt op til vore Dage (7).
Fundene fra Lyngby og Vraabjerg viser Datidens periodiske Fornyelse af Mønten; ældre Mønttyper er ikke mere gangbare. Det fremgaar af Valdemar Sejrs Privilegier for Lybæk, udstedt kort efter hans Regeringstiltrædelse, at Mønten dengang blev fornyet hvert Aar (8). Det store Møntfund, der blev fremdraget 1827 paa Bünstorf Kirkegaard, og som var nedlagt ca. 1225, indeholdt ca. 37 og 28 forskellige Mønttyper fra henholdsvis Hamborg og Lybæk fra det danske Herredømme 1202-24 (9); det tyder paa, at Mønten er blevet fornyet mindst een Gang aarligt, til Tider endnu oftere. Derimod kan den aarlige Fornyelse af Mønten ikke gennem de fundne Mønter paavises i Danmark i Valdemarernes Tid. Af de jydske Mønter foreligger - bortset fra de nørrejydske Hulpenninge fra Tiden før ca. 1165 - ca. 75 forskellige Typer, fordelte paa flere Møntsteder. Til Lund og Roskilde henfører Hauberg henholdsvis 29 og 28 Typer paa de 84 Aar, som Valdemarernes Tid omfatter. Det vil sige, at Mønten gennemsnitlig kun er blevet fornyet hver tredje Aar. Her maa dog tages i Betragtning, at rimeligvis ikke alle Mønttyper er blevet overleverede til Nutiden, samt at Fornyelsen af Mønten har været hyppigere i Valdemar II.s Tid end i Valdemar I.s Tid.
Skaansk Mønt var udenlandsk Mønt i Sjælland og omvendt; men Møntværdien har været nogenlunde ens i de to "Lande" - i Modsætning til den antagelig ringere jydske Mønt. Det er derfor ikke saa mærkeligt, at de samtidige skaanske Mønter kan forekomme i mindre Antal i et sjællandsk Fund som heri Vraabjerg, skønt parallelle Tilfælde ikke foreligger.
Fig. 2. Lundemønter fra Knud V. og Valdemar I.
For nærmere at datere Vraabjergfundets Mønter har det Interesse at betragte de formentlig ældste Valdemarmønter fra Lund og Roskilde. Til Knud Magnussøns og Valdemars Samregering (1154-57) og til Lund har Hauberg henført to hinanden nærbeslægtede Typer, hvis Forsider viser et kronet Brystbillede med Sværd. medens Bagsiderne viser et Ciboriealter (10) (Fig. 2). De fire i Møntsamlingen foreliggende Eksemplarer er alle afbildede i Ramus' og Devegges ufuldendte Værk (11). De tre bærer Omskriften VVALDEMAR, har Kugle og Kors over Kongebilledets Skuldre samt et stort Kors paa Bagsidens aabne Alter. Det fjerde Eksemplar, har derimod en forvirret Omskrift: IIVNVN.. og dets Fremstilling af Kongen og Alteret er noget afvigende fra de øvrige. Hauberg læser her IKVNVN ... som en Forvanskning af KANVTVS og henfører denne Mønt til Knud Magnussøn. Det er muligt, at Hauberg har Ret; men det maa siges, at hans Forudsætninger ikke alle er særlig godt begrundede. Der er ingen Fund kendte. Til den usædvanlige Bagsidefremstilling mener Hauberg at have et Sidestykke i en meget slidt Mønt, som kun kendes i et enkelt Eksemplar i Lunds Universitets Myntkabinet. Dennes Forside har Hauberg læst XOLVPIV, hvorefter han har henført Mønten til Tronkræveren Oluf (1140-43) (12). Nyere Undersøgelser vil vise, at Mønten, hvis Omskrift Hauberg har læst urigtigt, og som rettelig maa henføres til Kong Niels (NICOLAVS), aldeles ikke har noget Alter paa Bagsiden (13). Haubergs andet Grundlag er selve Omskrifterne: "Man undlader tidlig under Valdemar I. og indtil henimod Slutningen af Valdemar II.s Regjering at forsyne Mynterne dermed" (14). Rigtigheden af denne Antagelse er ikke sikker. Utvivlsomme Mønter fra Knud Magnussøn foreligger kun i de to nørrejydske Hulpenninge (Hauberg Tab. I 3 og 4), medens de tre andre Typer, som Hauberg henfører til denne Konge og til Lund, Roskilde og Slesvig, theoretisk set meget vel kan henføres til Knud VI., uden at dette kan modbevises af stilistiske Grunde (15). Haubergs tredie Grundlag, den spidse Kroneform, giver muligvis et vist Fingerpeg, men som Sidestykker kan kun nævnes Hauberg: Sven Grade, Roskilde Type 2 og Valdemar I., Lund Type 2; alle de andre samtidige Kroneformer er ganske forskellige. Der foreligger imidlertid ikke Grundlag for anden Henførelse af Mønten; man maa haabe paa, at fremtidige Fund vil give Hauberg Ret.
Fig. 3. Lundemønter fra Valdemar I. og Absalon (?).
Bortset fra Mønten med Altertypen er - efter Haubergs Ordning - Vraabjergfundets Eskilsmønt den ældste af Valdemar I.s Lundemønter. Det er et Spørgsmaal, om ikke denne Type har været den eneste gangbare i hele Resten af Eskils Episcopat (til 1177) og i Begyndelsen af Absalons Tid indtil Kong Valdemars Død (1182). Andre kendte Eksemplarer synes nemlig i deres forvanskede Omskrifter at gemme Levn af ABSALON ARCHIEPS. De er gengivne i Ramus' og Devegges Møntværk Tab. XXI:
/// XXVI-XXIX ///
Hvis dette er rigtigt, er Mønten i Lund overhovedet ikke blevet fornyet i hele Valdemar I.s Kongetid, og de følgende to stumme Mønttyper, som Hauberg henfører til Valdemar I, Lund, maa da skydes ned i Knud VI.s Kongetid.
Lunds Ærkebiskop havde som bekendt Fjerdeparten af Møntindtægten fra Skaane. Med Støtte i Saxo har man antaget, at dette grundede sig paa Knud den Helliges Gave (17). Hauberg sætter senere Overdragelsen i Forbindelse med Erik den Egodes Donation, som omtales i Lundekirkens Gavebog (18). Derimod har Lauritz Weibull ret afgørende paavist, at Overdragelsen ikke kan være saa gammel, men maa knyttes til Erik Lams Gave til Ærkebiskop Eskil (19). Dette Forhold finder sin Bekræftelse i Mønternes Præg, der netop først fra Erik Lam bærer biskoppeligt Billede paa Bagsiden. Det kirkelige Skisma førte vel 1161 til et syvaarigt Brud mellem Konge og Ærkebiskop, men der er ingen Grund til at tro, at der under Eskils Landflygtighed er gjort Indgreb i hans Part i Møntindtægten.
Fig.4. Roskildemønter fra Valdemar I. og Knud VI.
Til Valdemars og Knud Magnussøns Samregering og til Roskilde henfører Hauberg en Mønttype, hvis Forside viser Konge med Sværd og Scepter, medens Bagsiden har en Biskop, der bærer Korsstav og løfter venstre Haand mod en Stjerne (20) (Fig. 4). Omskrifterne er dels VVALDEMARREX, dels KTAVNV ..., KATVNV..., KANTV ... og KATVNVSRX. Haubergs Henførelse er væsentlig begrundet i Omskrifterne. Kroneformen har intet nærmere Sidestykke, og efter sin Stil kunde Mønten meget vel henføres til Slutningen af Valdemar I.s og Begyndelsen af Knud VI.s Tid. 4 Eksemplarer er gengivne i Ramus' og Devegges Møntværk. Mønten med KATVNVSRX er 1888 fundet i Ruinerne af Lilleborg i Almindingen. Mønten med KANTV ... er 1918 fundet i de ældste Nedbrydningslag af Absalons Borg paa Slotsholmen i København. Valdemarsmønten er bl. a. fundet 1870 paa Tikøb Kirkegaard sammen med henholdsvis 72 og 2 Eksemplarer af Haubergs Type 10 og 12 af Valdemar I.s Roskildemønter (21). Netop dette sidste Fund fører Typen ned til Tiden omkring 1182.
Fig. 5. Roskildemønt fra Sven Grade. Fig. 6. Roskildemønt fra Valdemar I.
Bortset fra denne Mønttype er Haubergs ældste Roskildemønt en Mønt med Kongehoved i Profil med Omskriften VVALDEMAR, medens Bagsiden bærer en Mur med tre Taarne (22) (Fig. 6). Denne Mønt slutter sig nøje til en Mønttype fra Sven Grade (Fig. 5), saaledes at det er sandsynligt, at den netop er Valdemar I.s ældste Roskildemønt. Mønten foreligger i flere Varianter og er kendt fra adskillige, spredte sjællandske Fund. Som den næste Mønt i Rækken bør sikkert indføjes Haubergs Type 9, Mønten fra Vraabjergfundet, der ligeledes bærer tre Taarne, et rent verdsligt Præg. Sandsynligvis maa da som Nr. 3 følge Haubergs Type 8, der paa Forsiden viser Kongens Brystbillede med Sværd og Scepter og Omskriften VVALDVMARVS; Bagsiden viser en Biskop med Krumstav og Bog over en Mur med Omskriften ABSALON EPIS (Fig. 7). Denne Mønttype, som synes skaaret efter Lundemønten fra Valdemar/Eskil, foreligger i flere Varianter og i mange Eksemplarer fra sjællandske Fund. Den følges af en ubrudt Række Mønter med biskoppeligt Præg.
Fig.7. Roskildemønt fra Valdemar I og Absalon.
I Følge Roskildebispens Jordebog fra Slutningen af det 14. Aarhundrede havde Biskoppen Tredjedelen af Indtægten af den sjællandske Mønt (23). Naar Hauberg i 1884 antog, at denne Rettighed "sandsynligvis" var tillagt Biskoppen allerede i Slutningen af det 11. Aarhundrede (24), har han sikkert støttet sig paa den Biskop Sven Norbagge tillagte Mønt. Skønt Hauberg i 1900 (iøvrigt næppe med Rette) henførte denne mærkelige Mønt til Sven Estridsen (25), fastholdt han sin før fremsatte Antagelse, som han gentog 1906 uden Forbehold (26). Dette hang sammen med, at han henførte de ovennævnte biskoppelige Mønter til Valdemars og Knud Magnussøns Samregering (1154-57). Dette er som vist ugrundet; naar denne Type henføres til Slutningen af Valdemar I.s og Begyndelsen af Knud VI.s Tid, foreligger en ubrudt Række Roskildemønter med rent verdsligt Præg til og med Typen fra Vraabjergfundet og en ubrudt Række biskoppelige Mønter fra og med Absalonsmønten. Kongens Overdragelse af Andelen i Møntindtægten maa derefter antages at have fundet Sted et vist Antal Aar efter, at Absalon i 1158 var sat i Bispesædet (27), og efter at Mønten to Gange var blevet fornyet. Dette Tidspunkt kan omtrent falde sammen med Tiden for den store Gave af Købingen Havn med Tilliggende til Roskilde Biskop, altsaa i Midten af 1160erne. Ved denne Tid eller kort forinden maa da Vraabjergfundets Mønter være tabt eller nedgravet.
Roskildemønten fra Vraabjergfundet er aabenbart blevet udmøntet i stort Antal, derpaa tyder de overmaade mange forskellige Stempelpræg. Med middelalderlig Mangel paa Nøjagtighed varierer Vægten af Møntstykkerne fra 0.64 til 1.14g. De 80 Roskildemønter vejer tilsammen 68.25 g (i Gennemsnit 0.85 g); derefter skulde en Mark (240 Penninge) veje 204.75 g, hvilket er meget for lidt i Forhold til den theoretisk beregnede Markvægt paa 218 g (28). Dertil kommer, at Lødigheden, trods Mønternes hvide Udseende, lader meget tilbage at ønske. Gennemsnittet af de fire ovenfor meddelte Prøver er 355/1000 (29) men Sølvet er sikkert daarligt blandet. Det tyder imidlertid paa, at vi allerede her, i Begyndelsen af Valdemar den Stores Kongetid, træffer den fra Landskabslovene saa kendte Værdsættelse af 1 Mark Sølv = 3 Mark Penninge (30); thi dette Forhold fremgaar netop af Regningen 0.355 X 205 X 3 = 217 g.
Valdemar I.s Mønttyper viser saa godt som ingen Paavirkning fra fremmede Mønter, nærmest Slægtskab - og dette er endda ringe - er der med de tyske Kejsermønter. Møntmesteren i Roskilde hørte til de tyske Gæster, som Roskilde Borgernes Edslag 1158 lod deres Vrede gaa ud over. Hans Hus blev jævnet med Jorden og hans Gods blev røvet. Dette Overgreb mod en Mand, der i særlig Grad stod under Kongens Beskyttelse, maatte Staden sone med svære Bøder, da Kongen vendte hjem fra Leding (31). Møntmesterens Hus er snart blevet genopført, ret nymodens indrettet med Varmeanlæg, og vigtige Forretninger og Pengetransactioner lod sig bekvemmelig afslutte i Gerhard Møntmesters lune "Stue" (32). - Hans Stempelskærere har været Analfabeter. Skriftkyndige Klerke har jævnlig ved en Udmøntnings Begyndelse leveret Forskrift for Mønternes Omskrifter, maaske efter Ordre fra Konge og Biskop; men efter som Udmøntningen er skredet frem, og de hurtigt slidte Stempler maatte fornyes, er Omskrifterne og selve Bogstaverne blevet mere og mere forvanskede. Saa var det fristende helt at lade Møntomskrifterne fare. Men bedre havde det været i Harald Hens gode gamle Dage; da var det anderledes dygtige og skriftkyndige Folk, der slog Kongens Mønt.
(ÅNOH 1935 side 265-274)
i Stedet for over venstre Skulder. Fundet ved de af Professor, Arkitekt H. B. Storck i 1901-02 foretagne Udgravninger i Anledning af Sankt Bents Kirkes Restaurering.