P. Hauberg: Myntforhold og Udmyntninger i Danmark indtil 1146

V. Myntsteder

Og her stiller det sig saa heldigt, at vort Myntvæsens Ordning i det Væsentlige er sket efter en bestemt Rettesnor, som paa de vigtigste Punkter er godt belyst. Da Knud den Store indførte regelmæssige Udmyntninger i Danmark, benyttede han engelske Myntmestre, og de engelske Forhold overførtes i Hovedsagen hertil, saaledes at den Ordning, der lagdes til Grund for vort Myntvæsen, i de fleste Punkter blev gjort i Overensstemmelse med den engelske. Vi maa derfor have de kjendte Oplysninger om Myntforholdene i England for Øje forat kunne danne os en Forestilling om, hvorledes de tilsvarende Forhold herhjemme maa antages at have formet sig.

I England fandtes faste Myntsteder i en stor Del af de vigtigste Byer. Kong Ethelstan fastsatte Aar 928, at der skulde indrettes Mynthuse i forskjellige Stæder, og at Mynten skulde være ens i hele Landet (74). Fra denne Konges Tid anbragtes Bynavnene paa Mynterne. Der maatte kun slaas Mynt i disse Byer, i det dertil indrettede Mynthus, og der blev sat stræng Straf for den, som paa egen Haand slog Mynt. Foruden i de af Kongen bestemte Byer blev der dog i fornødent Fald ogsaa præget Mynt andetsteds, naar han paa sine Rejser havde Brug for Penge.

Myntstemplerne opbevaredes i et eget Lokale, der var stillet under særlig betryggende Bevogtning (75), og som sandsynligvis har været i selve Mynthuset. I denne Bygning foretoges Sølvets Smeltning og Blanding efter dets vedtagne Lødighed, dets Forarbejdelse til tynde Plader, hvoraf Myntblanketterne udklippedes og tildannedes, og endelig Prægningen af Mynterne. Naar Udmyntningen skulde gaa for sig, bleve Stemplerne bragte fra Stempelkammeret til Myntmesterens Værksted, hvor Pengene bleve "smedede", og naar Udmyntningen var tilendebragt i det bestemte Omfang og prøvet, bleve de nyslagne Penge bragte til Vexelboden og byttede dels for Landets egen ældre Mynt, dels for fremmede Penge og for umyntet Sølv efter bestemt Værdiforhold. I mange Byer havde Kongen Vexelboder, hvor alt Sølv og Guld skulde vexles, og det var under Straf forbudt at foretage Bytning andetsteds end her (76). Hvorvidt Vexelboden som Regel har været i selve Mynthuset, er ikke klart. Naar det omtales, at Portneren ved Mynten og Vexelbøden i Edvard I's Tid fik 9 Pence i Løn om Dagen (77), har sikkert det Hele her været indrettet i samme Bygning. Sandsynligheden taler for, at der har været Vexelboder i adskillige andre Byer end i dem, hvor der var Myntsted.

Myntstedet var altid i en sikker Bygning. Et Aktstykke fra Aar 1346 udtaler, at Myntmesteren i Ribe havde sin Bolig i selve Mynthuset (78). Dette benævnes "fabrica monetariorum", en Betegnelse, der antyder, at Bygningen har været udelukkende anvendt som Mynthus. Det fandtes ofte paa Slottet eller et befæstet Sted, der altsaa var særlig sikkert. Et af Kong Valdemar I, vistnok i Roskilde mellem 1158 og 1162, udstedt Brev er underskrevet i Myntmesterens Stue paa Slottet (79). Det er herefter sandsynligt, at ogsaa Mynthuset paa den Tid har været her. Det maa dog bemærkes, at i Roskilde var Myntmesterens Gaard, som muligvis var Mynthuset, blevet plyndret og ødelagt under en Tumult (80) i Aaret 1158, saaledes at Myntstedet under disse Forhold maaske kun midlertidig har været paa Slottet. Under Svend Estridsen og Knud den Hellige prægedes Mynt i "Borby", formentlig Borgeby i Skaane, hvor der fordum laa en befæstet Borg. I en sildigere Tid, under Erik af Pommern, findes der Mynthus paa Gurre og Visborg Slotte.

Ved at sammenligne de Oplysninger om Myntstederne i England og i Danmark, som gives af de to Landes Myntrækker, synes det at fremgaa, at Forholdet væsentlig har været det samme her som der, idet Knud den Store har oprettet faste Myntsteder, af hvilke nogle derefter have været i stadig, andre kun i periodisk Virksomhed. Desuden er der paa enkelte Steder lejlighedsvis blevet præget Mynt. Af de 16 kjendte danske Myntsteder fra denne Periode have sikkert 5 været stadig igang, nemlig i Lund, Roskilde, Viborg, Ribe og Slesvig; naar der fra de tre sidste savnes Mynter fra flere Konger, da tør Grunden dertil neppe søges i, at Udmyntningen har været afbrudt, men derimod i, at Mynterne endnu ikke ere fremkomne i Fund. Gjennem længere Perioder har der været præget Mynt i Ringsted, Slagelse, Odense, Aalborg og Aarhus, men kun en kort Tid eller lejlighedsvis i Borgeby, Thumatorp, Gori, Toftum, Randers og Ørbæk (81).

Æld = Ældste Grupper, HBr = Halvbrakteater, SvT = Svend Tveskæg, KdS = Knud den Store, Har = Hardeknud, MdG = Magnus d. Gode (og hans Modstandere), SvE = Svend Estridsen, Hen = Harald Hen, KdH = Knud den Hellige, OHu = Oluf Hunger, Eje = Erik Ejegod, Nie = Niels, Emu = Erik Emune, Lam = Erik Lam (og Oluf).

Skaane

Som ovenfor omtalt, fik Lunds Biskop af Erik Ejegod skjænket en Fjerdedel af Indtægten af Stadens Mynt. Denne Rettighed bekræftes senere, Aar 1213, af Valdemar Sejer. 1377 gav Kong Oluf Dom for Erkebispens Besiddelsesret heraf. Efterat Myntstedet i Lund havde været i stadig Virksomhed gjennem et Tidsrum af over firehundrede Aar, standsedes Udmyntningerne og overførtes under Christopher af Baiern til Malmø, der under den gamle Bispestads Tilbagegang havde hævet sig til at blive Skaanes vigtigste By; her fortsattes derpaa de skaanske Udmyntninger i et Aarhundrede. De sidste skaanske Mynter bleve prægede under Grevens Fejde.

Paa Mynterne varieres Stadens Navn paa mange forskjellige Maader: Lund, Lund Denemac, Lun Demac, Lundiuni, Lunduni, Lundin, Lundi, Lundio, Lunde, Lundeio, Lundie, Lundii, Luni, Lud, Ludi, Luid, Ludenne, Ludini, Ludin, Ludhen, Luden, Ludeg, Luin, Lui, Lun, Lu og L. Betegnelsen for London og Lund er ofte den samme, hvorved i flere Tilfælde Adskillelsen mellem Knuds og Hardeknuds engelske og danske Typer vanskeliggjøres. En enkelt, hyppig anvendt Form, Ludi, forekommer aldrig paa engelske Mynter, men er afgjort dansk.

Borbi, Burhi, ere utvivlsomt Betegnelser for samme Navn og tilhøre sikkert et Sted i Skaane, da de to Mynter, som bære disse Navne, begge ere af skaanske Typer. Saavel Formen Borbi som Burhi (Burgi, med h istedetfor g, ligesom Mahnus for Magnus) antyder Forbindelsen med et Sted, der har havt Navnet Borgby, og da der i Malmøhus Len findes et Borgeby eller Borreby, hvor der fordum har ligget et befæstet Slot, synes Myntstedet med størst Rimelighed at kunne have været her.

De to Mynter ere prægede under Svend Estridsen og Knud den Hellige, og deres Udmyntning maa antages at skyldes tilfældige Omstændigheder, da de ikke ere udgaaede fra noget fast Myntsted.

Thumatorp, det nuværende Tommerup eller Tommarp, i Kristiansstads Len, hvor der fordum fandtes saavel et Benediktiner- som et Bernhardinerkloster. Kun tre Mynter, fra Svend Estridsen, Harald Hein og Knud den Hellige, kunne henføres hertil, hvorfor Myntstedet maa antages at have været i Virksomhed kun en kortere Periode. Navnet skrives paa Mynterne: Tumad, Tumai eller Tu.

Gori. Dette Stednavn findes anbragt paa to skaanske Mynter, prægede under Hardeknud og Magnus den Gode, med samme Reversstempel og med Adversstempler, som ogsaa ere brugte til Mynter fra Lund; men Stedet, der skjuler sig i Navnet, lader sig ikke bestemme. Det tør ikke antages at være noget engelsk Stednavn, da de af Myntprægerne fra England til Danmark medbragte Myntstempler, som vides at være benyttede her, ere fra bekjendte, større Byer. Paa Grund af Mynternes skaanske Oprindelse kan Navnet ikke sættes i Forbindelse med Gurre paa Sjælland. Det er formentlig et skaansk Stednavn, søm nu neppe lader sig udfinde. Forskjellige Navne, som Gårröd, Gårrö, Görröd, Kurre, ere af et tilsyneladende Lydslægtskab. De to Udmyntninger maa antages at være foretagne under særlige Forhold.

Sjælland

Et mærkeligt Forhold træffes ved de yngste sjællandske Mynter under Hardeknud, nemlig en betydelig Nedgang i Værdien, som derved kommer i Overensstemmelse med den jydske Mynts og staar i stærk Modsætning til Udmyntningernes iøvrigt ret faste Værdiforhold.

Vistnok i Slutningen af det 11te Aarhundrede tillægges der, som ovenfor omtalt, Biskoppen af Roskilde, tilligemed andre Rettigheder, ogsaa Trediedelen af den sjællandske Mynt, hvilken Indtægt Biskopperne vedbleve at have, indtil den, sandsynligvis i Begyndelsen af det 15de Aarhundrede, blev inddraget af Kronen (82).

Fra Roskilde kjendes ialt fra det her omhandlede Tidsrum 49 Hovedtyper. Henførelsen vanskeliggjores dog ofte ved, at Myntomskrifterne ere forvirrede, saaledes at Bestemmelsen hovedsagelig maa søges i Typslægtskabet.

Af Byens Navn forekomme følgende Former: Roscil, Roscii, Rosci, Ricosdil, Roscelden, Rosceld, Roscel, Rosclde, Roscld, Rosce, Roscd, Roscn, Rosc, Roes, Ros, Roc, Roas, Roa, Roini, Rotc, Rosi, Ro, R, alle tilhørende det 11te Aarhundrede. Senere findes Bogstavet k istedetfor c, saaledes paa Mynter fra Niels: Roskeldu, Roskeld, Roisk.

Særlig Vanskelighed frembyder Bestemmelsen af den store Klasse Runemynter fra Svend Estridsen, hvoraf en Del bære Kongenavnet Svend (T. IX. 39. 39a). Typslægtskab, Arbejdet og Fundene tyde hen paa, at disse og de nærbeslægtede Mynter uden Runeskrift tilhøre Roskilde (83), hvis Stednavn synes at være angivet i enkelte af de altid mere eller mindre forvirrede Omskrifter. Paa Mynter anvendes Runer ellers kun undtagelsesvis udenfor Skaane (Slagelse).

Slagelse. De tidligste, kjendte Mynter fra denne By tilhøre Knud den Store, og Rækken vides derefter at være fortsat under de følgende Konger indtil Oluf Hunger.

Muligvis er Udmyntningen dog fortsat endnu i nogen Tid, selv om Mynterne hidtil ikke ere komne tilsyne. Slagelse maa saaledes antages at have været bestemt til at være blandt Landets faste Myntsteder, om end vistnok i et til Hovedmynten i Roskilde knyttet forhold med Hensyn til Myntværdien. Adskillige af de til Slagelse henførte Typer mangle læselige Omskrifter, og det er derfor muligt, at enkelte, hvor man ved Henførelsen kun har kunnet bygge paa et ikke ganske rent Typslægtskab, kunne tilhøre Roskilde eller Ringsted. Flere af Slagelses Mynttyper have bibelske Sprog i Omskrifterne; enkelte have ejendommelige Fremstillinger, saaledes fremstilles paa en Mynt fra Svend Estridsen et paveligt Brystbillede og paa en anden to Nøgler, formentlig Set. Peters Nøgler, ved hvilke Fremstillinger der hentydes til Kirkens Magt (T. X. 47. 51).

Byens Navn forekommer paa Mynterne under følgende Former: Slahlus, Slahlov, Slaonlo, Slahl, Ci(vitas) Slai, Slage, Slah, Slai, Sla, Sli, Sl.

Ringsted. En Mynt fra Knud den Store med Stednavnet "Ricsta" henføres af B, E. Hildebrand til en engelsk By, Ricyebyrig. En anden af Knuds Mynter, ligeledes af angelsaxisk Typ, bærer samme Stednavn. Begge Mynter ere imidlertid noget afvigende fra de engelske Typer og bære Myntprægernavnet Ulf eller Ulif, der ikke forekommer paa nogen engelsk Mynt, men derimod paa flere samtidige Mynter fra Slagelse, hvorfor det tør antages, at Mynterne høre hjemme i Danmark. Her er kun eet Sted at henføre dem til, nemlig Ringsted, fra hvilken By der senere haves Mynter prægede under Knud den Hellige, Oluf Hunger og Erik Ejegod. Knuds ene Ringsted-Mynt viser ved sin betydelige Vægt, at Myntstedet er blandt de tidligst oprettede (84).

Muligvis kunne enkelte Mynttyper med forvirrede Omskrifter høre hjemme i Ringsted, medens de nu henføres til Roskilde eller Slagelse; men Myntstedet tør dog ifølge sin Beliggenhed mellem de to andre ikke antages at have været af nogen særlig Betydning. Udmyntningerne synes ogsaa at have været af ringere Omfang her end ved de to andre sjællandske Myntsteder.

Byens Navn skrives, som sagt, tidligst Ricsta; senere forekomme Formerne: Reg, Re, Rii, Ri, R.

Fortsættes

Noter
Tilbage til Hauberg I, hovedside
Tilbage til Dansk Mønt