P. Hauberg: Myntforhold og Udmyntninger i Danmark indtil 1146

VI. Myntembedsmænd

Ligesom angaaende Myntstederne ere de efterladte Oplysninger om Myntembedsmændenes Stilling i den foreliggende Periode yderst sparsomme. Kun en enkelt Myntmester nævnes ved Navn; men om Embedsforholdene i det Hele og Enkelte vides Intet fra Datidens Optegnelser. Ogsaa ved dette Spørgsmaal maa man derfor søge Oplysningerne gjennem Undersøgelse af de tilsvarende Forhold andetsteds og navnlig i England, hvorfra i det Væsentlige Myntvæsenets Ordning herhjemme viser sig at være hentet, om det end der har været indrettet efter en langt større Maalestok og med en betydeligere Stab af Embedsmænd, end det blev Tilfældet her (98).

I den angelsaxiske Periode paahvilede det i England den kongelige "Gerefa" at fore Tilsynet med Mynten indenfor det ham underlagte Landomraade. Denne overordnede Embedsmand, "cyninges cerefa", "præpositus regis" (99), havde ingen andre Foresatte foruden Kongen og Biskoppen end den kongelige "ealdorman", Statholderen (100). Gerefas Stilling var meget omfattende og svarer nærmest til den kongelige Fogeds i senere Tider. Han var saaledes Formand ved Retsmøderne og den, som besørgede Straffene fuldbyrdede og Bøderne opkrævede, og han hævede tillige de kongelige Skatter og Afgifter (101). Han var den øverste Embedsmand i sit Distrikt, shire, og benævnes ogsaa "sciregerefa" , hvoraf formentlig gjennern Formen "shire-reeve" (102) Ordet "sheriff" er dannet. Desuden træffes andre Tillægsbetegnelser til Gerefa, saaledes "tùn-gerefa" (tùn = Gods, Jordareal); "port-gerefa" (103) (port = Havn, Handelsplads, By); "burh-gerefa" (burg = Borg eller By) (104). Disse Betegnelser vise dog ikke nogen Forskjel i Stillingen, men indeholde kun en Angivelse af de Gerefa underlagte, uensartede Omraader.

Blandt de forskjellige Embedspligter, som paahvilede Gerefa, var, som sagt, ogsaa Tilsynet med Mynten - "Et ipsi qvi portus custodiunt - custodiant omnes monetam" (105) Hans Stilling var forbundet med personligt Ansvar (106); ved Embedsforseelser kunde han derfor idømmes Straf og saaledes ogsaa i sin Stilling ved Mynten. I Knud den Stores Love findes indført den Bestemmelse, at hvis Gerefa anklages for, at et Myntfalskneri er sket med hans Tilladelse, skal han rense sig ved en tredobbelt Uskyldsprøve; og hvis denne falder uheldig ud, skal han lide samme Straf som Falskneren (107). Gerefa var saaledes ansvarlig for Udmyntningen; men iøvrigt oplyses Intet om Enkeltliederne i den Stilling, han har indtaget ved Mynten. Den har dog sikkert svaret til den, som i en senere Periode "the warden of the mint", "the warden of the cunyiehouse", "custos monetæ" (108), indtog. Dennes Pligter bestod i, at han fra Skatkammeret modtog det til Udmyntning bestemte Guld og Sølv og udleverede det til Myntmesteren (109), efterhaanden som det skulde bruges; han var ansvarlig for, at det blandedes i det foreskrevne Værdiforhold, og modtog af Myntmesteren hver Aften de i Dagens Løb udmyntede Penge, som han forvarede i en Kiste, og hvoraf nogle Stykker ved Ugens Slutning udtoges til Prøve ved den Undersøgelse, som skulde foretages af dertil særlig skikkede, fagkyndige Mænd inden 40 Dage efter Udmyntningens (110). Fra London som Rigets Hovedmyntsted blev der forinden hver ny Udmyntning til de forskjellige Myntsteder sendt Prøvestempler, som tilligemed de derefter udarbejdede Myntstempler forvaredes under hans Ansvar og under Tilsyn af en særlig Embedsmand, "Bevogteren af Stemplerne". Ogsaa om Gerefas Lønningsvilkaar ved Mynten savnes Oplysninger. 1251 havde "the warden" to Shillings daglig (111), og 1367 fik "custos monetæ" 1 Penny af hvert Pund udmyntet Sølv (112).

I Tyskland fandtes ligeledes et Overtilsyn med Mynten, der dog var af forskjellig Beskaffenhed, eftersom Myntretten tilhørte en Myntherre - verdslig eller gejstlig - eller den var Stadens Ejendom. I det første Tilfælde var Tilsynet underlagt Myntherrens "Schultheiss" eller "Burggraf", hvis Stilling synes nærmest at have svaret til den, som Gerefa indtog i England. Naar Biskoppen i Strassburg vilde lade præge ny Mynt, modtog "der Burcgrave" fem Prøvemynter af det Præg og den Værdi Mynten skulde have; disse Prøvemynter opbevaredes forat kunne benyttes ved Undersøgelsen af den nye Mynt og til Sammenligning i Tilfælde af forekommende falsk Mynt (113). Hvor Staden derimod selv havde Myntret, var Tilsynet overdraget nogle af Raadet særlig valgte Mænd, saaledes i Lübeck, hvor det ifølge Valdemar Sejers Forordning for Byen var overdraget Raadmændene (consules) at undersøge Mynten (114).

I Mynthuset var Myntmesteren, "magister monetæ" eller "monetarius", den øverste Embedsmand. Ham paahvilede hele Ledelsen af Udmyntningen. Han forestod Sølvets Blanding og dets Udarbejdelse til Blanketter; han tilsaa Myntstemplernes Udførelse og Mynternes Prægning og afgav efterhaanden den nyprægede Mynt til Gerefa. Myntmestrene vare dennes Underordnede og altsaa i en afhængig Stilling, "viri qvi in potestate erant" (115), men nød dog betydelig Anseelse som betroede Mænd og som Kongens særlige Embedsmænd. Ethelred paabyder, at Ingen undtagen Kongen maa have nogen Myntmester (116), og at der i de større Byer skal være tre, i de mindre en (117). Som Regel have de vistnok været velstaaende Mænd. lfølge Ethelreds Love skulde en Myntmester, der kom under Anklage, betale sin Retssag med 12 Øre, et paa den Tid ikke ubetydeligt Beløb (118).

Straffene for Myntens Forfalskning vare meget haarde. Der var indrømmet Myntmesteren en tilladelig Afvigelse fra den for Mynten fastsatte Vægt og Finhed, og denne Afvigelse, "remedium", der var noget forskjellig i de skiftende Tider (119), skulde altsaa overskrides, for Mynten kunde betragtes som falsk. Allerede i Æthelstans Love lød Straffen for myntfalsk paa, at den skyldige Myntmesters Haand skulde afhugges og fæstes over Myntsmedien - "up on da mynetsmiddan". Hvis han vilde rense sig for Anklagen, maatte han underkaste sig en Uskyldsprøve ved at gaa paa gloende Jern (120). Efter Ethelreds Love maatte den anklagede Myntrnester, forat bevise sin Brødefrihed, gjennerngaa en tredobbelt Uskyldsprøve, og fandtes han da skyldig, skulde han henrettes (121) Endvidere vare de Myntmestre, som slog Mynt i Skove eller lignende Steder, hjemfaldne til Dødsstraf, medmindre Kongen benaadede dem (122). I Knud den Stores Love sattes Straffen for Falskmyntneri til Tab et af den Haand, hvormed Forbrydelsen var begaaet. Som ovenfor omtalt gjaldt Straffen ogsaa den medskyldige Gerefa (123). Paa Grund af Myntforfalskningens Tiltagen fastsatte senere, Aar 1105, Kong Henrik I Straffen ikke blot til Afhugning af Haanden, men tillige til Tabet af Synet og til Lemlæstelse (124).

Myntmestrene i England synes tidlig at have nydt særlige Rettigheder (125). Under Henrik II fritoges Myntmestrene i York fuldstændig for Afgifter til Staden, og under Henrik III maatte der ikke kræves Skat og Told af Kongens Myntmestre i London ifølge deres Privilegier. Senere udstraktes disse Friheder til alle Embedsmændene og Arbejderne ved Mynten (126). Myntmesterens og de underordnede Embedsmænds saavelsom Arbejdernes Lønninger bleve betalte dels af den Indtægt, der fremkom ved det fastsatte Fradrag i de udmyntede Summer, dels af den Afgift, der maatte svares ved Modtagelsen af den nye Mynt, naar denne sattes i Omløb. Disse betydelige Indkomster (seigneuriage, monnayage) gik vel i Kongens Kasse, men alle Udgifter ved Mynten skulde dækkes heraf. Ifølge Pipin den Lilles Forordning fik Myntmesteren 1 Skilling af de 22 Skilling, som udmyntedes af hvert Pund Sølv (127). I England blev der Aar 1300 i "seignorage" afdraget 1 Shilling og 2 1/2 Pence af hvert Pund. Heraf fik Kongen 9 Pence og Myntmesteren til Udgifter ved Mynten 5 1/2 Pence (128). Af en skotsk Optegnelse ses, at i Aaret 1367 fik "custos monetæ et monetarius" Befaling af Kong David II til, at hvert Pund Sølv skulde udmyntes til 29 Shillings og 4 Pence. For hvert myntet Pund toges 7 Pence til Kongens Seigneuriage, og 1 fik Kustos i Lønning; "magister monetarius" og Arbeiderne ved Mynten fik tilsammen 11 (129). Et vistnok hyppigt Forhold har det været, at Myntmesteren har overtaget Udmyntningen. mod en vis aarlig Afgift og altsaa paa en Maade været Forpagter af Mynten, saaledes at han hævede Indtægten. Størrelsen af denne Afgift, der sikkert har repræsenteret et stort Beløb (130), har selvfølgelig været meget forskjellig, og selv ved samme Myntsted har den varieret i Tidens Løb. En Ordning paa flere Aar med en bestemt, aarlig Afgift maa imidlertid antages at være sket paa Grundlag af, at Udmyntningerne skulde være af et nogenlunde konstant Omfang. I andet Fald maatte Afgiften fastsættes i Forhold til Udmyntningens Størrelse.

Med Myntmesterens Stilling var hyppig Embedet som Pengevexler forbundet. Ifølge Henrik I's Forordning, fra Tiden 1132-1135, maatte Myntmesteren kun vexle Mynt i det ham tilhørende Distrikt og i Nærværelse af to troværdige Vidner derfra. Hvis han vexlede Penge udenfor sit Omraade, paadrog han sig Straf som Falskmyntner (131). Ingen anden end Myntmesteren maatte drive Pengebytning. Paa et noget senere Tidspunkt, i Aaret 1232, paabødes det, at Ingen maatte vexle Penge, saavel nye som ældre, og ikke heller kjøbe eller vexle Sølv uden i Kongens Vexelbod, og at Alle, som handlede herimod, skulde straffes paa Liv og Gods og miste de Penge og det Sølv, som fandtes hos dem (132).

Det var saaledes betydelige Værdier og store Summer, der gik gjennem Myntmesterens Hænder og betroedes ham, navnlig naar der udgik ny Mynt, og Alle strømmede til Vexelstedet forat tilbytte sig den. Det vexlede Sølv og Guld, som indkom ved Vexelstederne i Barrer, Værdisager og i fremmede eller ældre Penge, afgaves efterhaanden til Skatkammeret. Ved Bytningen blev der givet et tilsvarende Beløb i nye Penge med Fradrag af et i Forhold til Værdien staaende Beløb. Hvis Myntmesteren havde forpagter Mynten, maatte han udrede alle Udgifter ved den, til Lønninger, Embedsmændenes Beklædning og Kost, til Stemplernes Udarbejdelse og til Kul i Smeltehuset. Dog var det ham vistnok tilladt at benytte Mynthuset, der tilhørte Kongen, uden Vederlag, saalænge Udmyntningen varede (133). Endelig paahvilede det Myntmesteren at betale en vis Sum, sædvanlig 1 Pund (20 Shillings) for de nye Prøvestempler, som ved Myntens Fornyelse sendtes til de forskjellige Myntsteder fra London (134).

Det viser sig, at de saakaldte "Myntmesternavne", der som Regel anbragtes paa Myntens Revers sammen med Myntstedets Navn, ikke kunne have tilhørt Myntmestrene. Som anført, skulde der ifølge Ethelreds Love (IV, 9) være tre Myntmestre i de større Byer og kun en i de mindre; men der træffes gjennemgaaende paa hver Bys enkelte Mynttyper et større eller mindre, men ofte meget betydeligt, Antal forskjellige "Myntmesternavne". Det er saaledes klart, at disse Navne maa have tilhørt en anden, mere underordnet Klasse Embedsmænd ved Mynten, nemlig "Myntprægerne" eller "Prægemestrene", som de nærmest vilde kaldes i vore Dage. Disse Myntprægere, saavelsom de øvrige ved Mynten ansatte Haandværkere og Arbejdere, stod alle i Myntmesterens Tjeneste; han antog og afskedigede dem, og han havde Ansvaret for deres Arbejde ved Mynten - "et illi (monetarii) habeant suboperarios suos in suo crimine, qvod purum faciant et recti ponderis, per eandem witam, qvam prædiximus" (135). De fornemste af disse "suboperarii" have Myntprægerne været. l Forordningen for Lübeck 1220-1226 (136) benævnes de "famuli" - "cum famuli monetarii nummos præparant". De modtog hver til Udmyntning et vist, udvejet Kvantum Sølv i Plader, "Tener", hvoraf de tildannede Blanketterne og slog, "smedede", Mynten med de efter Prøvestemplerne fra London udførte Myntstempler, som hver forsynede med sit Navn. Ved at anbringe Navnet paa Mynten har man sikkert tilstræbt at give denne en vis Garanti for Ægthed, idet derved hver enkelt Myntpræger gjordes ansvarlig overfor Myntmesteren for sin Part af Udmyntningen. Antallet af Myntprægerne synes at have varieret i de skiftende Tider efter Udmyntningernes større eller mindre Omfang. Paa Ethelreds fem rigeste Typer fra London findes der nemlig fra 45 til 93 forskjellige Myntprægernavne. Divideres disse Tal med 3, Antallet af Myntmestrene, vil hver af de tre Myntmestre i London mindst have havt fra 15 til 31 Myntprægere i Arbejde under de forskjellige Udmyntninger (137). Lignende skiftende Forhold træffes ogsaa under de andre Konger ved Landets øvrige Myntsteder.

Til Hjælp for Myntmesteren og Myntprægerne vare endvidere adskillige Underordnede ansatte ved Mynten i Udmyntningstiden: Gravørere, Smede, Smeltere og Skrivere. Ogsaa Myntens Portner nævnes (138). Blandt Embedsmændene ved Mynten var endvidere Bevogteren af Stemplerne; han var dog ikke i Myntmesterens, men i Gerefas Tjeneste. Sandsynligvis har han havt saavel de fra London sendte Prøvestempler som de benyttede Myntstempler i sin Forvaring. Dog maa Myntprægerne have havt nogen Raadighed over eller Adgang til de af dem selv udførte Myntstempler; thi ikke sjelden findes til danske Udmyntninger benyttet engelske Myntstempler, der maa antages at være medbragte til Danmark af vedkommende engelske Myntpræger, som har faaet Beskjæftigelse her i Landet, hvad der paa den Tid var meget almindeligt.

Det paahvilede Myntmesteren at skaffe den nye Mynt færdig til bestemt Tid, nemlig til Set. Martins Messe den 11te November, efter hvilken Dag de gamle Penge ikke mere maatte bruges. Naar Kongen skulde benytte Penge ved særlig Lejlighed, navnlig naar han var paa Rejse, maatte Myntmesteren i vedkommende Distrikt eller By lade præge saa megen Mynt til ham, som han ønskede; Sølvet hertil modtog han af Kongen (139).

Fortsættes


Noter
Tilbage til Hauberg I, hovedside
Tilbage til Dansk Mønt