(Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie 1891, Kjøbenhavn 1891 side 1-72)
Gulland eller Gotland, som Navnet skrives paa Svensk, har meget tidlig, saalangt Øens Historie kan følges tilbage, nærmest været knyttet til Sverig. Selv om Øen ikke var nogen svensk Provinds, stod den dog i et vist Afhængighedsforhold til Hovedlandet, idet Befolkningen betalte en aarlig Afgift af 60 Mark Sølv til den svenske Konge (1) og senere desuden maatte forpligte sig til at yde ham Krigshjælp med syv Skibe eller udrede endnu en Afgift af 40 Mark Penninge for hvert Skib (2). At Gulland dog tildels formaaede at bevare sin Uafhængighed, skyldtes den selvstændige Stilling, Staden Visby tidlig indtog som Hovedpunkt for Østersøhandelen og senere som Hansestad, hvis delvis tydske Befolkning var benaadet med særlige Privilegier af de tydske Keisere. Den svenske Krone søgte imidlertid stedse at bevare Overherredømmet over Øen, og da de mellem Kong Magnus Ladelaas (1278-90) og Gullænderne i den Anledning opstaaede Stridigheder vare faldne uheldig ud for de sidste, maatte disse omsider finde sig i at anerkjende den svenske Konges Overmagt.
Den 27de Juli 1361 indtog Kong Valdemar Atterdag Visby, og Gulland var derefter, paa enkelte korte Perioder nær, knyttet til Danmark i henved 300 Aar. I Aaret 1394 indtoges Visby af Fetaliebrødrene, der under Paaskud af at ville støtte den svenske Konge Albrecht, som holdtes i Fangenskab af Dronning Margrethe, hærgede de omliggende Kyster og opbragte Kjøbmandsskibene. I Visby havde Fetaliebrødrene et sikkert Tilflugtsted og et Udgangspunkt for deres Røvertog indtil Aar 1398, da den preussiske Høimester Konrad von Jungingen tog Staden i Besiddelse. I Aaret 1404 søgte Dronning Margrethe forgæves at indtage den; først Aar 1408 overlod Høimesteren Ulrich von Jungingen den til Erik af Pommern, efterat Kong Albrecht nogle Aar iforveien mod en Pengesum havde frafaldet enhver Ret til den.
Da Erik af Pommern Aar 1439 havde forladt Danmark, seilede han til Gulland og opholdt sig derefter i 10 Aar paa det ved Visby opførte Visborg Slot, hvorfra han med sine Skibe drog ud paa Sørøvertog og forulempede Handelen i høi Grad. Dette Uvæsen standsedes først, da den svenske Konge Karl Knudsen i Sommeren 1448 lod Øen belægge med sine Tropper og indesluttede Kong Erik paa Visborg Slot, hvorfra der nu førtes langvarige Forhandlinger med de Svenske om Overgivelsen. Imidlertid samlede Kong Christian I. sin Krigsstyrke for at bemægtige sig Øen, og til ham overlod Kong Erik Slottet i Foraaret 1449. Visby indtoges snart efter, og Gulland kom da atter i den danske Krones Besiddelse.
Øen spiller derpaa ikke nogen fremtrædende Rolle i Historien førend efter Christian II.'s Fordrivelse, da Søren Norby trofast og tappert søgte at bevare den for sin fordrevne Herre fra Aar 1523, indtil han 1525 maatte overgive den til Kong Frederik I. Ifølge Overenskomst med Lybæk skulde denne Stad som Kong Frederiks Allierede have Indkomsterne i fire Aar af Gulland; men denne Bestemmelse forandredes senere saaledes, at Lybæk fik Bornholm overladt paa 50 Aar. Gulland var nu i den danske Krones uomtvistede Besiddelse indtil Freden i Brömsebro d. 13de August 1645, da Danmark mistede denne Provinds, der havde været knyttet til det gjennem tre Aarhundreder, og som i Tidens Løb var blevet et fuldstændig dansk Land. Endnu engang var Gulland en kort Periode i Danmarks Besiddelse, da Nie1s Juel holdt Øen besat i Aarene 1676 -1679.
Efter denne korte Oversigt over Øens Historie ville vi nu vende os til dens Mynthistorie, der er knyttet saa nøie til det Tidsrum, i hvilket den var dansk, at de kjendte gullandske Mynter saagodtsom alle ere at betragte som danske.
Der findes Intet optegnet om, paa hvilket Tidspunkt man først er begyndt at slaa Mynt paa Gulland, ligesaa lidt som noget af de Privilegier, der tidlig blev givne Gullænderne af de tydske Keisere, taler om nogen Myntret. I det Brev, hvorved Valdemar Atterdag Aar 1361 giver Visby sine Rettigheder tilbage, tillades det Staden at slaa Mynt som forhen; men der omtales ikke nogen Bekræftelse af et særligt Myntprivilegium, og noget saadant har derfor neppe været givet Staden. Den tidligste Omtale af gullandsk Mynt findes i den rigaiske Biskop Albrechts Paabud Aar 1211 om, at Rigas Mynt skulde gjores af samme Værdi som den gullandske. Der har saaledes allerede i Begyndelsen af det 13de Aarhundrede været slaaet Mynt paa Gulland. Oprettelsen af et Myntsted paa Øen skyldes sikkert Visbys driftige, tildels tydske Kjøbmandsstand, der har vidst at vurdere de Fordele, som derved vilde tilflyde Staden, hvor der gjordes saa betydelige Omsætninger i Penge.
Ifølge Traditionen skal der i Middelalderen have været et Myntsted ved Duss i Bro Sogn (3). Her fandtes endnu omtrent Aar 1850 en gammel Gaardport af Sten og et stort Stenhus, med tykke Mure og tidligere forsynet med smaa Glugger, hvilket kaldtes "gambla myntet". Der skal fordum den mægtige Folkehøvding Lars Qvie have boet, som i Aaret 1315 overvandt Kong Birger i Koparfve Eng i Rute. Denne Lars Qvie havde Rettighed til at mynte baade Guld- og Sølvpenge (4). Den hele Beretning har dog ingensomhelst Sandsynlighed for sig. Man tør høist antage, at Kronens Skatter i Penge have været indbetalt her, og at her da tillige har været et Pengebytningssted; men noget Myntsted kan her neppe nogensinde have været. Iøvrigt ligger det nævnte Aar længe forud for Udmyntningen af Guld i Norden. Gullands Myntsted har utvivlsomt altid været knyttet til Visby. Der kan ingen Grund tænkes til, at det skulde have ligget noget andet Sted end i den blomstrende Stad med al dens Liv og Handel. Aar 1361 tillod Kong Valdemar, at den maatte have sin egen Mynt som "fra gammel Tid." (5)
Stadens Myntsted var i et firkantet Taarn, kaldet "Sølvhætten", beliggende i det nordvestlige Hjørne af Stadsmuren ud mod Søen. Under sit Ophold paa Gulland lod Erik af Pommern indrette et andet Myntsted i et firkantet Ydertaarn i Visborg Slots sydøstlige Hjørne (6), og sandsynligvis ere Udmyntningerne senere skete paa Slottet.
Om Myntmestrene i Visby haves kun nogle enkelte spredte Oplysninger. I Strelows gullandske Krønike meddeles, at "Aar 1427 gaff Gesicke Myntemesters, Thierre Ageren og Bettingen til Vor Frue Kirekis Orgel, der aff skal i Kireken skee Messe for hende, hendis Hoszbondis, Børns og Forældris Siele (7)." Samme Forfatter beretter endvidere, at "Aar 1482 gaff Giseltrud S. Matthias Myntemesters vandages Borgemester i Viszby efterlefuerske med begge hendis Sønner, som vare Herr Gert Mynter vandages, Kirckeherre til S. Oluff, oc Herr Mickel Mynter (8), Borgemester i Viszbye, bevilgede oc samtyckede de Brødre i S. Cathrin Closter, oc den gandske Convent, en Ager uden Østerport, hos Nunne Ageren, kaldis Mynter Ageren, oc to stycker Enge i Ferdingboe, oc it Rum liggendis inde Syndre Porten ved Reeberbanen, kaldis Mynters Rum, at for Mariæ Magdalenæ Altere, Norden hos en Pillere, hos S. Birgittæ Altere, som hand sielff hafuer ladit bygge, skal skee fire Messer om Vgen, for hindis og hindis S. Hoszbondis oc salige Børns Siele. (9)."
I Aaret 1535 omtales Myntniesteren Jacob, som paa Visby Slot af Stadens Borgermestre Jørgen Jude og Hans Snijdher samt Raadmand Anders Rempe modtog paa Hr. Henrik Rosenkrantz's Vegne 51 Lødemark og 9 Lod Sølv af Kirkesølv, som de selv nogen Tid tilforn havde indsat i en Kiste med to Laase og forseglet for (10).
Endelig er den bekiendte Myntmester Poul Fechtels Navn ogsaa knyttet til den gullandske Mynthistorie, idet han i Aaret 1554 forestod Udmyntningen af den gullandske Mynt, der i dette Aar prægedes i Kjøbenhavn og ikke i Visby. Af hans Regnskab for Aarene 1546-1556, kvitteret Kjøbenhavn den 7de Marts 1557, ses det, at der i Aaret 1554 udmyntedes 11,585½ Mark 6 Skilling gullandsk Mynt (11).
Myntinddelingen i Norden var i Middelalderen ikke overalt den samme. I alle tre Riger var Marken delt i 8 Øre, hver paa 3 Ørtuger; men medens man i Danmark og Norge delte Ørtugen i 10 Penninge og altsaa Marken i 240 Penninge, regnede man i Sverigs nordligere Provindser, Svealandene, 8 Penninge paa 1 Ørtug, altsaa 192 Penninge paa Marken, og i de mellemsvenske, Götlandene, 16 Penninge paa Ørtugen og 384 Penninge paa Marken (12). De götlandske Penninge have altsaa svaret til halve Penninge, og de have kun været af ringe Lødighed, da de omtales som Kobberpenninge (13). Inddelingen af Ørtugen i 16 Penninge har ligeledes været brugt paa Øland (14) og har muligvis ogsaa oprindelig været anvendt paa Gulland, hvorom der imidlertid savnes Oplysninger. At man paa Gulland har brugt Markens Inddeling i Øre, ses af Biskop Albrechts Bestemmelse af Aar 1211 om Rigas Mynt, der skulde gjøres ligesaa god som den gullandske, saaledes at der paa 1 Mark Sølv gik 4½ Mark Penninge, af hvilke Myntmesteren skulde have 2 Øre (15). Hvormange Penninge der regnedes paa Ørtugen, fremgaar derimod ikke heraf; men det ligger dog nær at antage, at man i en tidlig Periode har regnet med 16 ligesom i Götlandene og paa Øland og senere er gaaet over til den mere almindelige Inddeling med 8 Penninge paa Ørtugen.
Af Aktstykkerne fremgaar det, at man ved Betaling, ikke i Mark Penninge, men i Mark Sølv efter Vægt, hvorved benyttedes al Slags forarbejdet eller sammensmeltet Sølv af tilstrækkelig god Lødighed, har regnet i gullandske Mark, der udveiedes efter den gullandske (16) eller visbyske (17) Vægt. Ser man hen til Forholdene i Danmark, benyttede man her den roskildske eller lundensiske Vægt; i Sverig brugtes Stockholms eller Upsalas Vægt i Svealandene (18) og Skaras Vægt i Götlandene. I Danmark svarede de to Vægte til den kølnske, saaledes at det kun var lokale Benævnelser for samme Vægt, og det samme har været Tilfældet i Sverig, hvor Vægten ogsaa var indrettet efter den kølnske. Saaledes angives 1 Mark Sølv saavel efter Stockholms som efter Skaras Vægt at have været lig med 5 Mark svenske Penge (19), og samtidig at 1 Mark Sølv efter kølnsk Vægt har været lig med 5 Mark svenske Penge (20). Med Hensyn til den gullandske Mark Sølv er der ingen Tvivl om, at den har havt samme Vægt og ligeledes har svaret til den kølnske, saaledes at Betegnelsen ogsaa for den kun maa betragtes som lokal.
Oplysningerne om Gullands ældste Myntforhold ere yderst sparsomme. Det fremgaar dog klart, at der har været en væsentlig Forskjel paa svensk og gullandsk Mynt. Dette lader sig allerede formode af et Kjøbebrev fra Tiden 1258 -1282 (21) og af Regnskaberne over de i Aaret 1333 (22) indkomne pavelige Tiender, hvor der udtrykkelig skjelnes imellem dem. Værdiforskjellen angives endelig bestemt i et Aktstykke fra Aar 1312, i hvilket 1 Mark Sølv regnes lig med 5 Mark svenske Penninge eller med 7 Mark gullandske (23). Den her angivne Forskjel mellem de to Myntværdier har dog neppe altid været den samme. Tvertimod har den sikkert i Tidens Løb varieret endel.
Vore ældste nordiske Mynter prægedes af rent Sølv, saaledes at 1 Mark Penninge havde samme Værdi som 1 Mark Sølv. Snart begyndte man imidlertid at skaffe sig Fordel ved at blande Sølvet med Kobber, og da man i Tidens Løb vedblev dermed i stigende Grad, sank efterhaanden Myntens Værdi betydelig i Forhold til Sølvets. Af Biskop Albrechts omtalte Forordning angaaende Rigas Mynt fremgaar det, at 4½ Mark gullandske Penninge i Aaret 1211 svarede til 1 Mark Sølv. Dette viser, at den gullandske Mynt paa dette Tidspunkt kun har været af ringe Værdi og langt fra saa god som Mynten i Danmark, hvor i Aaret 1231 (24) 2½ Mark Penninge havde en Værdi af 1 Mark Sølv. Ifølge den nævnte Optegnelse fra 1312 regnedes dengang 7 Mark gullandske Penninge paa 1 Mark Sølv. Den gullandske Mynt var saaledes i Løbet af det mellemliggende Aarhundrede yderligere sunket saa stærkt, at den ikke var stort bedre end de samtidige slette Penge, de saakaldte "borgerkrigsmynter", i Danmark, hvor Pengevæsenet paa den Tid gik sin Opløsning imøde. I Sverig var Mynten i denne Periode heller ikke god, men dog langt bedre end den gullandske, og man finder derfor ogsaa, at den er blevet benyttet fremfor denne paa selve Gulland, hvor der i Aaret 1324 træffes Bestemmelse om en Sum af 6 gullandske Mark Sølv i svenske Penge (25).
Under disse Forhold ser det besynderligt ud, at Rigas Myntvæsen i Aaret 1211 indrettes efter det gullandske, og at de derom trufne Bestemmelser gentagne Gange fornyes. I Aarene 1225, 1305 og 1343 forordnes saaledes, at Rigas Mynt skal holdes efter den gullandske Mynts Vægt og Værdi (26).
Grunden hertil maa søges i den nære Forbindelse mellem de to Stæder, idet Riga var at betragte som en Handelskoloni af Visby, og i Handelslivet, som vedblivende knyttede dem sammen. Gullands Mynt kom ellers aldrig til at spille nogen saadan Rolle, at den skulde tjene til Efterligning. Den holdt sig stedse indenfor meget snævre Grændser og fandt ingen videre Udbredelse udenfor selve Øen. Fundene godtgjøre dette, idet gullandske Mynter kun yderst sjelden findes andre Steder end paa selve Gulland og i de nærmest liggende svenske Provindser.
Henimod Midten af det 14de Aarh. foregik der imidlertid med Hensyn til Visbys Mynt en væsentlig Forandring, der var en Følge af den Udvikling, som var sket med Nordtydsklands Myntvæsen i denne Periode. Nogle af de vigtigste Hansestæder, deriblandt Hamborg, havde nemlig omtrent Aar 1334 paabegyndt Prægning af Mynter til 4 og 2 Penninges Værdi, de saakaldte Wittenpfennige og Blafferte (27). Senere blev der jævnlig mellem Hansestæderne truffet Overenskomster om Fællesskab med Hensyn til Myntvæsenet, ikke blot i Henseende til Mynternes Værdi, men ogsaa til Præget. Den derved opstaaede Fasthed i Nordtydsklands Myntvæsen gjorde snart sin Indflydelse gjældende i Naborigerne. I Sverig indførte Kong Albrecht af Meklenborg Udinyntningen af Ørtuger eller Otte-Penninge, hvoraf der altsaa gik 24 Stykker paa 1 Mark Penninge. I Slesvig udmyntedes henimod Slutningen af det 14de Aarhundrede saavel 4-Penninge, som 3- og 2-Penninge, svarende i Værdi og Præg til de tydske Wittenpfennige, Dreilinge og Blafferte, og i Begyndelsen af det 15de Aarh. indførtes der i det øvrige Danmark et helt nyt Myntsystem, ganske stemmende med Hansestædernes. Paa Visbys Myntvæsen . gjorde den tydske Indflydelse sig tidlig gældende, og allerede for Midten af det 14de Aarhundrede synes man at have forladt det ældre Myntsystem med Mark og Øre og optaget et nyt i Lighed med det tydske. Marken vedblev som tidligere at være delt i 192 Penninge, men istedetfor Inddelingen i 8 Øre (24 Ørtuger) deltes den nu i 16 Skilling, hver paa 12 Penninge ligesom i Tydskland. Stadens Stilling som Hansestad gjorde en saadan Tilslutning til det tydske Myntvæsen ganske naturlig, navnlig paa det daværende Tidspunkt, da Visbys Glandsperiode var stærkt i Nedgang, og Staden for at gjenerhverve sin gamle Betydning maatte søge at følge med Tidsudviklingen. I Sverig beholdtes derimod den tidligere Myntregning, hvorved et af Forbindelsespunkterne mellem dette Land og Gulland bortfaldt, medens den fælles Myntregning bidrog til at knytte Øen nærmere til Danmark efter dens Erobring af Valdemar Atterdag Aar 1361.
Der findes Intet optegnet om, paa hvilket Tidspunkt det nye Myntsystem er indført paa Øen, og Udmyntningen af Visbys Mynter med Lilien og Lammet er paabegyndt. Myntforandringen i Tydskland, Fundene og selve Mynterne tale for, at det, som anført, maa være sket for Midten af det 14de Aarhundrede, og den Omstændiohed, at Bestemmelsen om Rigas Myntordning efter Gullands Mynt blev fornyet Aar 1343 (28), gør det sandsynligt, at Forandringen er indført ved dette Tidspunkt.
Medens Myntregningen paa Gulland saaledes bragtes i Overensstemmelse med den tydske, var dette dog ikke Tilfældet med Værdien af den nye Visby-Mynt, der sattes til sex Penninges eller en halv Skillings Værdi, medens de nærmest tilsvarende tydske Mynter kun vare 4-Penninge. De skriftlige Oplysninger herom fremkomme først sent, lang Tid efter at Udmyntningen var sat i Gang. Fra Aar 1405 (29) haves den tidligste Optegnelse, hvori omtales "swænska pæninga for atta pæninga ok gutniscan pæning for siex pæninga", saaledes at de svenske Penge, Ørtuger, herefter indeholdt 8 Penninge, de gullandske derimod 6, ligesom de kort for dette Aar paabegyndte Udmyntninger af tydske Halvskillinger. I Overensstemmelse hermed er en anden lidt ældre Optegnelse, fra Aar 1402 (30), hvori nævnes "vif marc suluers göthensch als men tellet cwey vnde dertich ore gottensch vor de marc suluers." Udtrykket "ore" betegner her kun det enkelte Pengestykke, ligesom det tidligere "pæning", og her siges altsaa, at 1 gullandsk Mark Sølv eller 192 Penninge er lig med 32 gullandske Penge, som saaledes hver indeholdt 6 Penninge. 1411 omtales 4 "gotniske" for 1 Øre (24 Penninge) (31); her gjælder altsaa ligeledes 1 gullandsk Mynt 6 Penninge. Samme Værdiafisættelse træffes i Wexiö Stadslov fra Aar 1414 (32).
Den gullandske 6-Penning, som stedse havde været sat for høit i Værdi i Forhold til de tydske Wittenpfennige, var imidlertid i Tidens Løb betydelig forringet, og omsider indtraadte da den Forandring, at man standsede Udmyntningen heraf og gik over til at mynte 3-Penninge, svarende nærmest til de tydske Dreilinge og til de danske i Næstved og Lund udmyntede Sterlinge, der dog vare af betydelig bedre Lødighed. Myntforandringen maa være sket før 1424, i hvilket Aar Danmarks Dronning Phillippa indgik en Forening med Hamborg, Lybæk, Lyneborg og Wismar, hvorved der blev truffet Bestemmelse om en ny Mynt i Danmark og om dennes Forhold til de daværende gangbare Penge (33). Medens man lod de fire Stæders Mynt gjælde for fuld Værdi i Danmark, søgte man at bringe de svenske og ældre danske ud af Kurs ved at nedsætte deres Værdi til det halve. De danske Penninge og de åboske Penge (Halvørtuger fra Åbo) skulde hver giælde for 2 nye Penninge, ligesom 2 af de gamle danske hule Penninge med Krone nedsattes til 1 ny Pennings Værdi. Med Hensyn til den gullandske Mynt skulde denne regnes til 3 hule Penninge med Krone, altsaa 1½ af de nye Penninge; "Item de Gotenschen also, de me nocht to der tiid sleit, vnde se nv gaen, de scholen gelden ghelik, dren holen penning, dar de Krone vppe steit (34)". Man var her nødsaget til at sætte Værdien i Forhold til den gamle Penning, da den ved at regnes i Forhold til den nye skulde sættes til 1½ ny Penning, og halve Penninge udmyntedes ikke i Danmark. Af Aktstykket fremgaar det saaledes, at den gullandske Mynt er blevet behandlet som dansk, og at den paa dette Tidspunkt har havt en Værdi af 3 Penninge, nærmest svarende til den danske Sterling og den tydske Dreiling. Den indtraadte Forskjel i Værdien fra 6- til 3-Penninge viser sig tydelig i selve Mynterne, skjøndt disse have beholdt det samme Præg som tidligere. 3-Penningene ere ikke blot mindre, men ogsaa af slettere Metal end de ældre 6-Penninge. Naar der i et Aktstykke fra 1434 atter omtales "Fire Guter for Øren" (35), da menes utvivlsomt hermed den ældre gullandske Mynt af 6-Penninges Værdi, som vedblivende har holdt sig i Omløb, længe efter at Udmyntningen af disse "svarta Gutar" var standset.
I Aaret 1453 udgav Kong Karl Knudsen sin Forordning om Mynt i Sverig (36). Aktstykket nævner som Begrundelse for sin Fremkomst, at denne sker, "fordi vor egen Mynt ikke er i Brug over hele Riget, og fordi gullandsk og anden Mynt, hvormed vore Varer betales, daglig forfalskes og indføres i Riget, medens det lidet af Rigets gode Mynt, som slaaes i Stockliolm, udføres og smeltes. Derfor have vi med vort Raad bestemt, at al Mynt skal gjælde her i Riget efter følgende Værdi, idet Marken og Øren skal regnes efter Stockholms Mynt." Derefter følger en Værdibestemmelse af de mest gangbare fremmede Penge: Octo nummulos Gothlandicos, tam veteres qvam recentes unam valere Ørtugam 8. Denarium Svecicum, quatuor grossos itidem unam Ortugam, Skillingum sive solidum Danicum decem penningos sen nummulos, Solidum Civitatum nummulos undecim, Album Danicum tres nummulos, novum Danicum Anglicum duos Nummulos, vetustum Anglicum nummulos tres, Civitatum Nummulos octo unam Ortugam, similiter octo Lebardos Lubecenses unam Ortugain & deniqve sedecim Danicos Lubecenses unam Ortugam."
Med Hensyn til de angivne Mynters nøjagtige Værdi har Aktstykket mindre Betydning, da det kun er den reducerede og ikke den virkelige Værdi, der anføres. Imidlertid findes her forskjellige Mynter af samme Værdiansættelse, og af den ene er det da muligt at slutte sig til den andens omtrentlige Værdi. De angivne Myntværdier viser Følgende:
Udtrykket "nummulus" betegner en hul Penning (Brakteat) til en Pennings Værdi. 1 dansk Skilling sættes nemlig til “decem penningos seu nummulos”. Ifølge Karl Knudsens ældre Myntforordning af 1449 skulde der i Sverig udmyntes dels Ørtuger, dels “små hola penningar”.
Som det vil ses, gjælder Nedsættelsen af de fremmede Penges Værdi kun den større Mynt og ikke Smaamynten, undtagen den danske, nemlig Erik af Pommerns endnu circulerende hule Penninge med Lebarden. For at undgaa Feiltagelse med Hensyn til de sidste, nævnes de lybske med en Lebard særlig ved Siden af de andre Hansestæders hule Penninge. Naar den danske Penning kun sættes til halv Værdi, maa Grunden formentlig søges deri, at Lødigheden har været forskellig. De nævnte gullandske Smaapenge maa nærmest antages at have været Brakteaterne med W, der just tilhøre denne Periode. Deres Lødighed er imidlertid ogsaa meget forskjellig, ofte kun meget ringe, saaledes at det vanskelig lader sig forklare, hvorfor de sættes til fuld Værdi.
Umiddelbart efter at "octo nummuli Gothlandici" angives at skulle regnes for “unam ortugam seu denarium svevicum”, nævnes “qvatuor grossos itidem ortugam”. Her findes ingen nærmere Angivelse af disse Grossers Hjemsted; men hele Forbindelsen viser, at hermed ogsaa menes gullandsk Mynt. Da 4 Grosser sættes til 1 Ørtug eller 8 Penninge, bliver altsaa 1 Gros regnet for 2 Penninge ligesom 1 dansk Sterling, og dens virkelige Værdi har da utvivlsomt ligesom dennes været 3 Penninge, svarende til den tydske Dreiling.
Faa Aar efter Karl Knudsens Forordning af 1453 sker der, saavidt det fremgaar af en Undersøgelse af Mynternes Lødighedsforhold, atter Forandring med den gullandske Mynt, idet 3-Penningene nu afløses af 4-Penninge. Aktstykkerne indeholde ingen Oplysninger herom og yde saaledes ikke Undersøgelsen nogen Støtte; men Mynternes Lødighed viser en saa nøie Overensstemmelse med de samtidige danske Hvide, at Udmyntningen af gullandske Hvide utvivlsomt maa være paabegyndt ved dette Tidspunkt.
Visbys Myntvæsen har saaledes ligesom Danmarks været bragt i Overensstemmelse med det tydske, og det er da kun en ligefrem Følge heraf, at der senere foruden Hvide ogsaa udmyntes Skillinger og Halvskillinger paa Øen.
Vende vi os nu til Myntfundene for derigjennem at komme til Klarhed over de ældste gullandske Myntforhold, da maa selvfølgelig Opmærksomheden særlig være henvendt paa Fundene fra selve Øen, denne uudtømmelige Kilde af Skatte fra Fortiden, hvis rige Myntfund yde et saa vigtigt Materiale til Oplysning ikke blot om Skandinaviens, men ogsaa om Udlandets ældre Myntforhold.
Efter den Periode, hvori de mange Fund hovedsaglig af angelsachsiske, tydske, nederlandske og arabiske Mynter ere blevne nedlagte, og som afsluttes i den sidste Halvdel af det 11te Aarhundrede, indtræder der paa Gulland, som overhovedet i de nordiske Lande, en paa Myntfund saare fattig Tid. De tidligere anselige, af godt Sølv, udmyntede Penge, hvoraf de skandinaviske kun udgjøre en mindre Part, afløses nu i de gullandske Fund af rmaa, slet prægede Mynter med en Fremstilling af en Bygning med to Taarne, almindelig betegnet som en Kirkegavl, paa den ene Side og med en stjerne- eller hjulformet Figur paa den anden. Mynterne optræde stundom sammen med svenske hule Penninge af forskjellig Slags, og deres Lidenhed og daarlige Præg ere et talende Bevis for en stærk Tilbagegang i de økonomiske Forhold i det 12te Aarhundrede. Paa Gulland efterfølges disse Mynter henimod Midten af det 14de Aarhundrede af de bekjendte Visby-Mynter med Lilien og Lammet.
Der kjendes ialt 17 Fund, hvori de nævnte smaa Mynter med Stjerne og Bygning forekomme, og da disse Mynter utvivlsomt have været knyttede til Gulland, ville vi give en kort Oversigt over denne Klasse af Fund. De anførte inv.-Nr. betegne Fundets Nummer i det kongelige svenske Myntkabinets Inventarium, hvortil der velvilligst har været givet Adgang under de foretagne Undersøgelser i Stockholm.
(Fortsættelse af fundlisterne)
Der kan ikke være nogen Tvivl om, at denne Myntklasse, der viser sig saa afgjort at have været i Omløb paa Gulland og i de nærmest liggende svenske Provindser, maa være udgaaet fra et Myntsted i disse Landsdele (38). Saavidt man kjender til de daværende Myntforhold, maa dette Myntsted have været enten i Visby eller i Kalmar; men da det sidste kun synes at have spillet en forholdsvis ringe Rolle og først langt senere omtales, er det ikke sandsynligt, at en saa betydelig Udmyntning som denne, der har været fortsat gjennem en længere Periode, kan have været knyttet hertil.
Sverigs Rigsantikvar H. Hildebrand har allerede tidligere havt Opmærksomheden henvendt paa disse Mynter og ikke blot udtalt, at de maatte antages at være udmyntede i det sydøstlige Sverig (39), men tillige fremhævet Sandsynligheden af deres gullandske Oprindelse. "Så många och rika äro de gotländska fynden at denne grupp, att man icke kan utan vidare afvisa spörsmålet, om de icke torda vara präglade på Gotland. - Jag vill emellertid icke nu forsöka utröna, hvar dessa mynt äro präglade. Deras gotländiska ursprung synes mig icke alls orimligt (40)".
Den Hyppighed, hvormed Fund af disse Mynter optræde i de nævnte Landsdele, og det betydelige Antal, hvori Mynterne forekomme just paa Gulland, gjør det utvivlsomt, at det Rette er truffet her, og at disse Fund indeholde tidlige gullandske Mynter. Hidtil har man kun vidst, at saadanne sandsynligvis maatte skjule sig i en eller anden allerede kjendt eller endnu ikke fremdraget Myntgruppe. Mynternes Alder lader sig vanskelig sikkert bestemme. H. Hildebrand sætter den til Slutningen af det 12te Aarhundrede (41).
Søger man Oplysning fra beslægtede fremmede Mynter, hvorfra en Paavirkning nærmest kan antages at være sket, da vil man finde, at en i den nederlandske Stad Vilvorden præget Mynt, der har stor Lighed med de her omhandlede Smaamynter, tilhører Tiden Aar 1150-1180. Hildebrands Antagelse passer altsaa godt hermed. De bestemmelige af de nævnte Fund, hvori disse Mynter forekomme, tilhøre en Periode, der neppe tør føres længer tilbage end til 1200-1230.
Det lader sig ikke oplyse, hvorvidt der har været slaaet Mynt paa Gulland, forinden denne Udmyntning skete, ikke heller hvorvidt Biskop Albrecht skulde have taget denne ringe Mynt til Rettesnor for det rigaiske Myntvæsen. Da der ikke kjendes Mynter af saa høi Alder fra Riga, har man ikke ad denne Vei noget Spor at følge; først gjennem senere Myntfund vil der muligvis kunne bringes Klarhed over Spørgsmaalet.
I samtlige Fund og som oftest sammen med de formentlig gullandske Smaamynter forekomme Brakteater af de ældre Typer med Krone, kronet Hoved, Fugl, Port, Sværd mellem E og R og med Løve. Navnlig den sidste optræder forholdsvis hyppig, idet den forekommer i fire af de sex blandede Fund i den foranstaaende Række. Løvebrakteaten vides imidlertid ikke at være fundet paa Gulland, men derimod paa Øland, i Kalmar Lehn og i Vestergötland, hvorfor Forbindelsen mellem den og Smaamynterne kun kan antages at være begrundet i Samtidighed og ikke at være af nogen stedlig Natur. Løvebrakteatens Typ synes ligeledes at være hentet fra nederlandske Mynter, nemlig fra Staden Löwen. Den findes iøvrigt benyttet paa en Mængde forskjellige Mynter.
Mynterne med Stjerne og Bygning have en Vægt af 0,18-0,22 Gram, og ved en foretagen Prøve viste Lødigheden sig at være 14 Lod 10 Green (42). Værdien har ligesom Brakteaternes med Løve og Fugl været en enkelt Pennings. Stundom have de Omskrift, men Betydningen af de Bogstaver, der findes, lader sig ikke forklare. Der kjendes en Mængde Variationer af disse Smaamynter. Stjernen paa Adversen har i Midten en Ring, hvorfra udgaa otte Straaler [Myntrække Nr. 1] eller fire med Punkter imellem [2-3]. De otte Straaler ende skiftevis med et og tre Punkter. Stundom naa de helt ud til Ringen, og der fremkommer da en hjulformet Figur [7]. Bygningen paa Reversen er af meget forskellig Form. Den har altid et Taarn paa hver Side og foroven en spidsgavlet Overbygning. Denne kan have to rundbuede Vinduer [2] eller et [3] eller være uden noget [6. 7]. Vinduerne kunne ogsaa være firkantede [4. 5]. Stundom ses forneden paa Byg ningen en Døraabning [2]. Bygningen er prydet med et mere eller mindre fint Net af Streger, i hvis smaa Firkanter der stundom findes Punkter [1. 7]. Ikke sjelden træffes Afslag kun af det ene Stempel; dog kunne de derved fremkomne Brakteater ikke antages at være udmyntede forsætlig saaledes, men synes at skyldes Upaapasselighed ved Udmyntningen.
Det vil være Fremtiden forbeholdt at faa opklaret, hvilke Udmyntninger der ere foretagne paa Gulland i det Tidsrum af henved hundrede Aar, som ligger imellem disse formentlig gullandske Mynter og de senere med Lilien og Lammet. Af de høist sparsomme Oplysninger fra samtidige Aktstykker fremgaar det sikkert, at der i denne Periode har været slaaet Mynt paa Gulland (43); men der findes ingen Oplysning om Beskaffenheden af denne. Kun en enkelt, sildig Angivelse af Værdien i Aaret 1312 viser, at denne har været ringe paa dette Tidspunkt (44). De gullandske Udmyntninger fra den sidste Halvdel af det 13de og Begyndelsen af det 14de Aarhundrede have sikkert ikke været af stort Omfang og sandsynligvis tilmed kun periodiske, idet svensk og udenlandsk Mynt hovedsaglig har været i Brug paa Øen i dette Tidsrum. Herfor taler ikke blot, at der ikke kjendes gullandske Mynter fra denne Periode, men ogsaa skriftlige Vidnesbyrd tyde herpaa. Da saaledes Visbys Borgere uden Tilladelse af Kongen havde omgivet Staden med en Mur, maatte de Aar 1288 betale en Bøde til den svenske Konge Magnus Ladelaas paa To Tusind Mark rent og prøvet Sølv efter gullandsk Vægt og Fem Hundrede Mark Sølv i "gangbar" Mynt (45). Herved kan ikke forstaas gullandsk Mynt, da denne sikkert her vilde være blevet nævnet som saadan ved Betegnelsen af Beløbet.
Navnlig i Perioden, umiddelbart før Typen med Lilien og Lammet begynder at udmyntes, have de gullandske Penge kun spillet en ringe Rolle. Dette fremgaar tydelig af Regnskaberne over de i Aarene 1327-1333 i Sverig indsamlede Pavetiender. Betydelige Summer findes her opførte, ikke blot i svensk Mynt, men ogsaa i udenlandske: florentinske Guldgylden, franske Gros-Tournois, engelske Sterlinge og andre. Men kun et eneste ringe Beløb findes opført i gullandsk Mynt, nemlig i Linköping Stift, hvor der indkommer 9 Mark Sølv i gullandsk Mynt, som byttes for 29 Skilling Gros-Tournois (46). Og ser man hen til Forholdet paa selve Gulland, da bestaa de der i Aarene 1333 og 1339 indsamlede Beløb af Guldgylden, Gros-Tournois og Sterlinge (47).
Med Hensyn til Beskaffenheden af den daværende gullandske Mynt ligger det nærmest at se hen til Forholdene i Sverig, hvor der i den sidste Halvdel af det 13de Aarhundrede udmyntedes Brakteater, som i Begyndelsen af det 14de Aarhundrede afløses af tosidig Mynt (48). Man er herefter nærmest henvist til at antage, at der har været udmyntet Brakteater ogsaa paa Gulland, men nogen gullandsk Brakteat, som kan henføres til denne Periode, kjendes ikke. I private Samlinger er stundom fundet henlagt under Gulland en Brakteat med Lammet, der bærer Seiersfanen.
Her har imidlertid foreligger en urigtig Henførelse af en Brakteat, som tilhører Staden St. Gallen i Schweitz (49).