Fra Undersøgelsen af Gullands ældste og kun lidet opklarede Myntforhold føres vi nu hen til den Klasse af Mynter, der have Fremstillingen af en Lilie paa Adversen, af Lammet paa Reversen og med Omskrift, der angiver Visby som Myntstedet. Den paa Adversen benyttede Fremstilling, en blomstrende Lilie, findes jevnlig anvendt i Middelalderens dekorative Kunst. I nærværende Tilfælde er den et symbolsk Mærke for Visbys blomstrende Handelsliv og findes i Stadens Segl, længe forinden den anbragtes paa Mynterne. I Visbys to ældste Segl for den daværende tydske Kjøbmandsstand ses saaledes Lilien, paa det ene af en mere simpel Form og med Omskrift: + SIGILL’ THEUTHONICOR GUTLADIA. FREQUENTANTIUM (50) og paa det andet, hvor Lilien har ganske den samme Form som paa Mynten, med Omskrift: + SIGILLUM THEVTONICOR' IN GOTLANDIA MANENCIVM (51). Den paa Visby-Mynterne benyttede Fremstilling af Lilien er saaledes den tydske Kjøbmandsstands og Menigheds Mærke.
Fremstillingen af Guds Lam findes i Nordeuropa benyttet paa angelsaksiske Mynter fra Kong Ethelred II og paa danske fra Hardeknud, Svend Estridsen og senere fra Valdemar den Store. Fra en sildigere Tid forekommer Lammet paa franske Guldmynter, og, hvad der i nærværende Tilfælde har særlig Interesse, paa Mynter fra Nederlandene, saaledes at den, om end kun ydre, Paavirkning fra disse Landes Myntvæsen, som formentlig har gjort sig gældende paa de ældre Smaamynter med Stjerne og Bygning, fremdeles synes at have været tilstede.
Ved at gjennemse de ofte nævnte Regnskaber over Pavetienden i Sverig finder man, at de opførte Beløb af Sølvmynt, foruden i svensk Mynt, hovedsaglig ere afgivne i engelske, franske og bøhmiske Penge, hvorimod saavel nederlandsk som tydsk Mynt savnes. Dette Forhold kan dog ikke være noget rigtigt Udtryk for de i Riget dengang gjængse Pengesorter, idet de ikke stemme overens med Myntfundene. Forat undgaa Tab ved senere Pengebytning har det sikkert været paalagt Indsamlerne at modtage Beløbene i bestemt opgivne Landes Mynt. Ved at sammenligne de fremmede Mynter, som forekomme i svenske Fund fra det 13de og 14de Aarhundrede, finder man følgende Forhold: Engelsk Mynt forekommer i 14 Fund, nederlandsk i 13, tydsk i 6 og fransk i 5; bøhmisk savnes helt.
Det fremgaar tydelig nok heraf, hvor langt større Sverigs Forbindelse har været med Nederlandene end med Frankrig.
Lammet med Fanen forekommer paa en lille flandersk Sølvmynt fra Staden Thienen eller Tirlemont, præget omtrent Aar 1200. Det fremstilles fra høire Side med en trefliget Fane, i hvis Dug findes fem Kugler; Fanestangen ender med fire Kugler. Lammets Stilling med tilbagevendt Hoved er den samme som paa Visby-Mynterne.
Det findes endvidere paa en Sølvmynt fra Grev Henrik den Blinde af Namur (1139-1190), men set fra venstre Side. Fanen er ligeledes her trefliget, og Stangen ender med et Kors. Den direkte Paavirkning maa dog sikkert udledes fra den Mynttyp, som anvendtes paa de smukke Guldudmyntninger i Frankrig og Nederlandene, den saakaldte "agnel d'or" eller "mouton d'or". I Frankrig begyndte Udmyntningen heraf under Ludvig IX (1226-1270) og fortsattes indtil Carl VII (1422 -1461). Typen forandredes noget under Johan II den Gode (1350-1364), idet der anbragtes en Række Buer indenfor Perleringen omkring Lammet. Denne senere Typ findes ligeledes paa Guldmynter fra Aqvitanien, Réthel og Ligny.
Desuden anvendtes den i Holland af Greverne Floris V (1266-1296) og Vilhelm (1346-1359), i Flanderen af Grev Ludvig II af Male (1346-1384), i Hennegau af Greverne Ludvig af Baiern (1345-1347) og Vilhelm III (1356-1389), samt i Brabant under Hertug Johan III (1312-1355) og senere under Wenceslaus og Johanna (1355-1383). Paa samtlige disse Guldmynter er Lammet fremstillet fra venstre Side med en af Punkter eller to Linier dannet Glorie om det tilbagevendte Hoved, med det ene Forben løftet og bærende Fanen, hvis Stang ender med et prydeligt Kors, og hvis trefligede Dug paa den ældre Typ af de franske Mynter og altid paa de nederlandske er prydet med et fint Net af Streger.
I de ældste Segl for den gullandske Menighed i Visby findes Lammet fremstillet som en fra høire Side set Buk med Horn paa det fremvendte Hoved, der er uden Glorie. Fanens Dug har fem Flige og er prydet med et fint Net af Streger, ligesom paa Guldmynterne; Stangen ender med et zirligt Kors.
Af disse Segl findes to, der ere ens i Fremstillingen, men med forskjellige Omskrifter: +GVTENSES SIGNO XPISTVS SIGNATVR IN AGNO (Jeg betegner Gullænderne, oa Christus betegnes ved Lammet) (52) og +GVTENSES SERVANT QDQD (qvidquid) SIGNATVR IN AGNO (Gullænderne holde i Agt, hvad der betegnes ved Lammet) (53). Fremstillingen af Lammet i disse ældste gullandske Segl har ikke mange Lighedspunkter med de udenlandske Guldmynter med Guds Lam. Der findes derimod en iøjnefaldende Lighed mellem det senere visbyske Segl og Guldmynterne. Seglene med Lammet tilhørte den gullandske Befolkning i Visby i Modsætning til dem med Lilien, der benyttedes af Stadens tydske Indvaanere.
I Fortalen til Visbys Stadslov omtales et Segl fra en noget sildigere Tid. Her meddeles, at "köning magnus van sueden van norweghene vnde van scone" (54) befalede, at Stadens Lov skulde skrives i to Bøger, en paa gullandsk og en paa tydsk, "vnde gaf vns dat we hebben scolden en inghesegel van beyden tunghen" (55), altsaa at Staden skulde have et Segl, der gjaldt saavel dens gullandske som dens tydske Befolkning. Medens tidligere de to Menigheder havde havt hver sit Segl, skulde disse saaledes herefter sammenfattes i eet, til Brug for begge Menigheder i Fællesskab. Og just til denne Periode høre forskjellige Segl, paa hvilke det gullandske og det tydske Mærke ere forenede i eet Præg. Paa det afbildede mindre og muligvis ældste ses Lammet med Glorie om Hovedet, med Fane og uden Kirkekalk. Fra Fanestangens Fod slynge to korslagte Liliegrene sig op omkring Lammet. I Omskriften læses: +SIGNUM WISBYCENSE (56). Noget yngre synes det smukke store Segl at være, hvor Lammet fremstilles som en Buk, staaende foran en blomstrende Lilie, fra hvis Hovedstengel Fanedugen vaier, og paa hvis Bladstengler tre Fugle sidde. Foran Lammets Bryst er nu anbragt en Kirkekalk. Det hele Midtparti omgives af en Krands af Buer, en Ornamentering, der øjensynlig er hentet fra de nederlandske eller franske Guldmynter af den yngre Typ. Omskriften er: +SIGILLVM CIVITATIS WISBVCENSIS (57). Paa et mindre Segl er Lammet med Kalken, Lilien uden Fanedug og to Fugle indfattede i et forneden tilspidset Skjold, ovenpaa hvilket den tredie Fugl sidder. Den samme Ornamentering med Buer som paa det store Segl ses ogsaa her. Omskriften er SECRETVM CIVITATIS WISBYCENSIS (58).
Paa disse tre Segl ere saaledes det gullandske og det tydske Mærke samlede i een Fremstilling. Der fremkommer derved en vis Beslægtethed og Overensstemmelse mellem dem og Visby-Mynterne, paa hvilke ligeledes saavel det gullandske Lam som den tydske Lilie ere fremstillede; og Sandsynligheden for en Forbindelse mellem dem faar en forøget Vægt derved, at den af Kong Magnus Smek trufne Bestemmelse om Stadens Segl just falder i den Periode, da Udmyntningen af disse Mynter begynder.
Muligvis henhører til denne Periode en Brakteat med Lammet staaende foran Lilien, en lignende Fremstilling som paa Stadens Segl og bestemt hentydende til Gulland (59). Denne Brakteat kjendes, saavidt vides, kun af Efterligninger, som dog kan antages at være udførte efter en virkelig Mynt.
Det bestemte Tidspunkt, paa hvilket Visby-Mynterne med Lammet og Lilien først udmyntedes, lader sig ikke paavise; men forskjellige Forhold pege hen paa, at det maa være sket omtrent Aar 1340. I Aaret 1343 fornyedes Bestemmelsen om, at Rigas Mynt skulde holdes i Overensstemnielse med Visbys, og det ligger nær at antage, at dette kan have staaet i Forbindelse med en Forandring i Gullands Myntvæsen paa dette Tidspunkt. Endvidere har den nye Visby-Mynts Indførelse været en Følge af den Forbedring, som henimod Midten af det 14de Aarhundrede fandt Sted med Nordtydsklands Myntvæsen, da nye og bedre Udmyntninger af tosidige Mynter paabegyndtes i flere af de vigtigste Hansestæder, omtrent i Aaret 1334 (60). De Fund, hvori de ældste Mynter med Lilien og Lammet forekomme, falde noget efter Midten af det 14de Aarhundrede, saaledes at Udmyntningen af dem maa antages at være paabegyndt ikke ret længe efter Forandringen med den tydske Mynt.
Udmyntningerne have været meget betydelige og fortsattes i henved hundrede Aar. De have efterladt følgende kjendte Fund, der slutte sig som en Fortsættelse til den tidligere Række.
(Fortsættelse af fundlisterne)
Af de her i en saavidt muligt kronologisk ordnet Rækkefølge anførte 30 Fund tilhøre saaledes 15 selve Gulland, 8 de Øen nærmest liggende Landsdele, 4 de tidligere danske Provindser og 3 Danmark. Derimod vides disse Mynter ikke, i Modsætning til den ældre Klasse med Stjerne og Bygning, at være fundne paa Øland. Kun yderst sjelden forekomme de i Fund udenfor Sverig og i de nævnte danske Fund kun i ganske faa Exemplarer. Paa Bornholm ere de stundom fundne, men altid enkeltvis. I tydske Fund kan en enkelt træffes. Det fremgaar tydelig heraf, at Visbys Mynt ikke har faaet nogen stor Udbredelse, og om den end er blevet udmyntet i betydelige Beløb, hvilket mange af Fundenes Størrelse godtgjør, har den dog stedse været holdt indenfor visse Grændser og ikke nydt synderlig god Modtagelse i Udlandet. Grunden hertil kan kun søges i den Omstændighed, at 6-Penningen, som tidligere omtalt, var sat til en for høi Værdi i Forhold til Hansestædernes 4-penninge (Wittenpfennige), og selv om Visby kunde fremtvinge Benyttelsen af sin Mynt indenfor sit eget Omraade, formaaede Staden dog ikke at bringe den synderlig videre frem.
Ved at gjennemgaa Rækken af Fundene vil det ses, at Beskrivelsen af dem destoværre ikke altid yder det forønskede Bidrag til Undersøgelsen af de gullandske Mynter, idet der ofte ikke gives tilstrækkelige Oplysninger om de tilsyneladende ubetydelige Enkeltheder i deres Præg, om deres Størrelse, Vægt og Lødighed, saaledes at det ikke lader sig afgjøre, hvilken Tids Mynter af denne Typ Fundene have indeholdt.
Men om end det foreliggende Materiale saaledes kunde have givet et rigere Udbytte, indeholder det dog flere Vink, der bringer Fasthed i den Følgeorden, der kan opstilles ved Betragtning af selve Mynterne, saa at det bliver muligt med de historiske Oplysninger for Øie at komme til en Slutning om det omtrentlige Tidspunkt for Hovedgruppernes Fremkomst. Det vil saaledes bemærkes, at de i Fundet Nr. XIX fra Löfves, nedlagt omtrent 1360, indeholdte Visby-Mynter angives som slidte, hvoraf ses, at de have været i Omløb i længere Tid. Angaaende Visby-Mynterne i de nærmest følgende Fund, med Undtagelse af de danske, findes kun sjelden nogen Bemærkning. I Fundet Nr. XX nævnes de at være af de ældste, og i Nr. XXXIII er Mynten lille og af fint Sølv. De tidligere Fund indtil Nr. XXXII tør antages at have indeholdt de almindelige ældre og større Typer. Af de følgende Fund have Mynterne i Nr. XXXIV fra Ansarfve, hvor de anføres som halve Ørtuger, været af de mindre, der af Dronning Philippas Myntoverenskomst med Hansestæderne Aar 1424 ses at have havt en Værdi af 3 Penninge og altsaa have svaret til tydske Dreilinge. Fundet maa antages at være nedlagt nogle Aar senere, da der i Overenskomsten ikke omtales gullandske l-Penninge, de i dette og de nærmest følgende Fund indeholdte Brakteater med W. I Fundene Nr. XXXV fra Nors og Nr. XLI fra Gummetorp fremkom Visby-Mynter, der omtales som smaa; i det første vare de af ret godt Sølv. Mynterne i Nr. XL fra Mossåkra vare 4-lødige. Nr. XLIV fra Lilla Bjers indeholdt gamle "kobberholdige" Visbymynter, og Nr. XLV fra Klinte By "smaa kobberholdige" Visbymynter. Nr. XXXIV-XLV af denne Gruppe Fund have saaledes indeholdt Visby-Mynter af 3-Penninges Værdi. Hvor Fundenes Alder ikke oplyses gjennem andre Mynter, bringes de ved disse korte Notitser paa den omtrentlige Plads i Rækken.
Udmyntningen af denne Typ med de samme Omskrifter fortsattes gjennem et langt Tidsrum, mindst i et Aarhundrede, fra Omtrent Aar 1340; den standsedes sandsynligvis under Erik af Pommern. I dette lange Tidsrum forandre Mynternes hele Karakter, Prægets Udførelse og Stilens Enkeltheder sig selvfølgelig meget. Ligeledes viser Tidsforskjellen sig klart af Vægten og Lødigheden, der skarpt adskiller 6-Penningen fra 3-Penningen. Disse to Hovedgrupper falde dog hver i mindre Afdelinger, som atter forbindes ved Overgangsformer.
Den ældre Klasse af 6-Penningen eller Halvskillingen bærer Omskriften +MONETA CIVITATS (sjeldnere CIVITATIS) +WISBVCENCIS med flere Forskjelligheder i Bogstavernes Form. Som oftest skrives CIS, sjeldnere SIS i Stadens Navn. Præget er fint udarbejdet, navnlig ere Lilieblomsterne af den smukke, ældre Form. Midtstengelen ender altid foroven med en Lilieblomst. Lilien er stundom prydet med smaa Kors [Nr. 11. 15. 19. 25. 28. 32] eller med Punkter [8. 9. 23. 27. 29]. Lammet fremstilles som oftest set fra venstre, sjelden fra høire Side [17]. Fanen, som det bærer, ender foroven med et Kors, stundom med en Lilie [20. 28]; den kan ogsaa, være kort afskaaret [11. 12. 29]. Fanedugen har næsten altid tre Flige, sielden fire [20. 25. 26]. Den er som oftest lige, men kan ogsaa være bøiet, saaledes at Fligene hænge nedad [13. 14. 23. 24. 29. 31. 32]. Paa de ældste Udmyntninger er Fanedugen prydet med et fint Net af Streger, ligesom paa Øens ældste Segl og paa de franske og nederlandske Guldmynter [8-14]. Paa de noget sildigere findes et Punkt [15-17] eller et Kors [18-25] i Fanedugen, som dog ogsaa kan være helt blank. Stundom er Hovedet paa Lammet omgivet af en Glorie, dannet af Punkter [20. 28. 29] eller af en fin Linie [21]. Omskrifterne begynde altid med et Kors, men ende af og til med en Lilie [20. 29], Roser [10. 30] eller en Bladstengel [25]. Muligvis kunne disse smaa Forskjelligheder i Præget have tjent som Myntmærker; de vise ialfald, at der har været foretaget en Række Udmyntninger, der have strakt sig gjennem en længere Periode, omtrent til Aarhundredets Udgang. Vægten er 1,20-l,37 Gram, svarende til Erik af Pommerns 6-Penning, den saakaldte "Dronning Philippas Mynt". Den anstillede Prøve viste en Lødighed af 8 Lod 8 3/8 Green.
Det ligger nær her at opkaste det Spørgsmaal, som har sin særlige Interesse, hvorvidt man ved at sætte Korset i Fanedugen har tilstræbt at fremstille Danebrog paa Mynterne. Ser man hen til Udlandets samtidige Mynter, vil man forgæves søge noget Kors i den Fane, Lammet holder. Fanedugen har næsten altid det fintternede Net i sin Bund, men aldrig Korset. Fremstillingen af Lammet med Korsfanen, anvendt paa Mynter, synes saaledes at være benyttet selvstændig paa Visby-Mynterne. Betragter man Øens forskjellige Segl vil man ogsaa her finde, at den tidligere ternede Tegning i Fanedugen afløses af et Kors. Just det Tidspunkt, da denne Forandring, ialfald for Mynternes Vedkommende, sker, falder saa mærkelig sammen med Valdemar Atterdags Erobring af Øen Aar 1361, at den Antagelse synes at maatte ligge nær, at man ved Korset har villet fremstille det danske Mærke paa Øens Mynt, hvad enten dette skyldtes Kongens Forlangende eller Stadens Ønske om at vise sig hensynsfuld overfor den mægtige nye Landsherre.
Paa Gulland selv synes ogsaa Korset paa Lammets Fane at have været betragtet som det danske Mærke. En Forfatter, som særlig har syslet med Emner vedrørende Øens Fortid, den gullandske Superintendent Jørgen Wallin, skriver saaledes Aar 1747 i sin Omtale af de gamle Segl: "Her ser man Fanan, icke en Dansk, tweklufwen, spitzig, korszteknad och släpande Danabroka" - "Merk Fanan, om hon är korszad, klufwen och spitzig. Nej, ännu wiste icke Gothland af Danabrokan" - "Vndre icke heller på, om samme Fana kommit in i Gothlands Wapnet, sedan Landet kom vnder Danska Kronan. - sedan Gothland aftreddes til Swerige igen - borde fergen ombytas med ägaren, och en Blå Fana med Gult Korsz komme i stellet, som ock lär wara skedt" (62). Havde Forfatteren kunnet bestride, at Korsbanneret skulde betegne Danebrog, da havde han utvivlsomt gjort det. Ikke blot paa Øens sildigere Segl, men ogsaa paa den af Christian V., til Minde om Gullands Erobring 1676, slagne Medaille, ses Lammet bærende det danske Splitflag af samme Form som Nutidens Danebrog. Allerede i denne ældre Afdeling vil man træffe flere Mynter, hvor Korset ses tydelig og klart, saaledes Nr. 18-25; blandt de senere vil det ligeledes findes paa mange, saaledes paa Nr. 33. 52. 53. 89. 90. 92-96 og endelig paa Christian III.'s Udmyntning fra 1554, Nr. 146-152. Blandt de ældre er navnlig Nr. 52 af Interesse paa Grund af Fanedugens hele Form, der saa ganske ligner vort nuværende Splitflag.
Korset paa Mynterne er fremstillet paa forskjellig Maade, større og mindre; stundom er det ikke staaende, men liggende [19]. Undertiden er det ligesom indslaget i Fanedugen [20. 23]. Endelsen SIS istedetfor CIS i Stadens Navn forekommer især paa Mynterne med Korsfanen og med blank Fanedug, hvilket tyder hen paa, at disse Grupper ligge den følgende Afdeling nærmest i Tiden.
Den yngre Afdeling af Visbys 6-Penninge er dels lidt ringere i Vægt end den ældre, 1,10-0,95 Gram, dels af ikke fuldt saa godt Metal, kun 8 Green lødigt. Præget er ikke længer saa smukt udført og Lilieblomsternes Form mindre fin og zirlig, idet de kun bestaa af et Midtblad med krummede, ned- og udadbøiede Sideblade. Samme Form har den Blomst, hvormed Midtstengelen ender. Paa de yngste Mynter nærmer Blomsternes Form sig stærkt til et Kløverblads, ligesom paa de senere 3-Penninge. Kun sjelden findes der anbragt Kors ved Lilien [43. 44]. Lammet er altid set fra venstre Side og fremstilles ikke med Glorie om Hovedet. De ældre Mynter have en Fanedug med Kors og tre Flige [33]. Senere dannes Fanen af tre Flige, som naa helt ind til Stangen og overskjæres af en Tverlinie, hvorved et Kors fremkommer [34-41]. Paa de yngste Mynter antager Fanen Form af en trefliget Fløi eller Vimpel, forbunden med Stangen ved et Baand [42-46]. Fanestangen ender som oftest med et Kors, men dette kan ogsaa mangle [35. 41]. Ligesom paa den første Afdeling begynder Omskriften med et Kors, undtagelsesvis med to smaakors [34]; den ender stundom paa Adversen med to Kors [36. 37. 45] og paa Reversen med større og mindre Kors [42-46]. Disse Tegn have muligvis tjent som Myntmærker. Med Hensyn til Omskrifterne har Adversen altid CIVITATIS og ikke som tidligere CIVITATS, og endvidere er den sidste Stavelse paa Reversen nu ligesaa hyppig SIS som CIS. Adversens første Bogstav er snart M, snart N eller spejlvendt N; det ældre C, E ,O, A og N afløses af yngre Former [Note fra Dansk Mønt: I Haubergs tekst gives eksempler på disse forskelle i bogstaverne. Vi henviser til katalogdelens afbildinger]. Paa en enkelt Variation ses M istedetfor T [41].
6-Penningene vare allerede fra Begyndelsen satte til en Værdi, som var for høi i Forhold til den virkelige, der nærmest kun svarede til Hansestædernes 4-Penninge. I Tidens Løb skete der tilmed en gradvis Nedgang i Myntens Godhed, indtil der indtraadte et uholdbart Punkt, saaledes at man blev nødsaget til enten at forbedre Mynten eller nedsætte dens Værdi, hvilket sidste man da foretrak.
En bestemt Tidsangivelse for Overgangen i Udmyntningen fra 6- til 3-Penninge lader sig ikke paavise. At den først er sket, flere Aar efter at Udmyntningen af de tydske 3-Pfennige omtrent Aar 1400 og af de danske 3-Penninge (Sterlinge) Aar 1405 (63) var begyndt, fremgaar deraf, som tidligere anført, at de gullandske 6-Penninge endnu omtales i Aarene 1402, 1405, 1411 og 1415, medens 3-Penningene først nævnes 1424. Mellem de to sidste Aar er altsaa Forandringen indtraadt, omtrent Aar 1420. At der har været en Standsning i denne Periode i Visbys Udmyntninger, eller at disse kun have været af ringe Betydning, synes at fremgaa af den i Aaret 1412 trufne Bestemmelse om Gullands aarlige Ydelser til Kong Erik (64), blandt hvilke findes 9000 Mark svenske. Kong Eriks svenske Mynt har sandsynligvis dengang været gangbar paa Øen.
3-Penningen er gjennemgaaende tarveligere i Stil og af ringere Arbeide end de tidligere Udmyntninger. Lilien har ikke mere de zirlige Slyngninger som forhen, og dens Blomster have nu antaget en simpel Bladform; kun en svag Krumning af Yderbladene minder stundom endnu om den oprindelige Form. Fanens Dug er ligeledes mere simpel. Paa de ældste Mynter ses undertiden tre Flige; men senere har den kun to Flige, og tilsidst faar den Form som en kort, spidst udløbende Vimpel [75-79] Stundom er Korset bevaret [52. 53]. Fanestangen er, paa et Par enkelte Undtagelser nær [71-73], altid afstumpet foroven. I Omskriften finder man paa de yngre, ringere Udinyntninger SIVITATIS for CIVITATIS [75-79] og WISBICENSIS for WISBVCENSIS. Som oftest er Reversens sidste Stavelse CIS, sjeldnere SIS eller SCIS [69. 71. 75-79]. Med Hensyn til Bogstavernes Form træffes mindre hyppig M, men som oftest N, spejlvendt N, I · I og II. Man finder næsten altid C, E og O. N, spejlvendt N og n ere anvendte iflæng. Stundom træffes 
og gennemstreget istedetfor S. Omskrifterne begynde i Almindelighed med et Kors; dette er dog stundom udeladt [59. 69]; de ende paa enkelte Variationer med to eller fire Punkter [60. 61. 62. 66]. Med Hensyn til Vægt og Lødighed holder 3-Penningen sig mindre ensartet end 6-Penningen. Vægten er 0,60-0,80 Gram og Lødigheden 4 Lod 12 3/8 Green, men som oftest betydelig ringere, lige ned til 1 L. 11 Gr.
I Fund, som ere nedlagte under Erik af Pommern, forekomme de foran omtalte Brakteater af en Pennings Værdi med Bogstavet W som Betegnelse for Stadens Navn. Af disse Brakteater ere de fleste udmyntede i meget slet Metal, næsten rent Kobber; enkelte findes dog af noget bedre Gehalt. Hvorvidt de have været udmyntede i Sølv, vides ikke. Af W-Brakteaterne kjendes nogle mindre Variationer, saaledes med en Streg over eller et Punkt under Bogstavet, hvilke utvivlsomt ere Mærker for de forskjellige Udmyntninger [82. 83]. Man har tidligere henført denne Mynt til Valdemar Atterdag og ment, at Bogstavet var en Betegnelse for hans Navn. Den er imidlertid langt yngre og først udmyntet omtrent 60Aar efter hans Død. Tidspunktet for Udmyntningen ligger efter Aar 1424, da Dronning Philippas Myntoverenskomst i dette Aar ikke omtaler gullandske Penninge, men kun 3-Penninge. Fundene oplyse kun lidet med Hensyn til denne Brakteats Aldersbestemmelse. Af de fire Fund, hvori den forekommer, findes den vel i de tre sammen med anden Mynt; men af disse har kun det ene, Nr. XXXIV fra Ansarfve, nogen væsentlig Betydning. I et andet Fund, Nr. XXXVII, fra Sproge Kirke træffes W-Brakteaten kun sammen med to Exemplarer af Erik af Pommerns svenske Brakteat med E. Saavel de enkelte Variationer som Forskjellen i Værdien viser, at der er foretaget flere Udmyntninger af denne Brakteat, og dette stemmer med Karl Knudsens Myntforordning af Aar 1453, der omtaler, at otte gullandske Smaapenge, gamle eller ny, skulde have en svensk Ørtugs Værdi. Med disse Smaapenge kan kun menes Penninge, og da Brakteaten med W er den eneste gullandske Penning, der kjendes fra denne Periode, ligger det nærmest at antage, at den er den omtalte gullandske Smaamynt. De hidtil kjendte W-Brakteaters ringe Værdi stiller ganske vist Vanskeligheder for denne Antagelse; men formentlig har der været foretaget Udmyntninger af bedre Gehalt. W-Brakteaten er ialfald sikkert gullandsk og tilhører denne Periode. Den har formentlig været udmyntet i længere Tid, fra henimod Aar 1430 og gjennem Christopher af Baierns Regjering. Den veier 0,12-0,17 Gram.
I en ældre Beskrivelse findes omtalt en Mynt med W i Midten og med Omskrift MONETA CIVITATIS WISBVENSIS (65). Her foreligger dog sikkert en Feiltagelse, da en saadan Mynt er ganske ukjeildt. Dens Tilværelse har allerede tidligere været draget i Tvivl (66).
Medens Erik af Pommern opholdt sig paa Gulland i Aarene 1439-1449, og Omraadet for hans kongelige Magt var indskrænket til denne sidste Besiddelse, lod han slaa Mynt paa det af ham ved Visby opførte Visborg Slot. Denne Mynt [84], som kun kjendes i et eneste Exemplar, der findes i den kgl. Myntsamling i Stockholm, er af den sædvanlige Typ med Lilien og Lammet og med Omskrift, der paa Adversen anfører Kongens Navn og Titel af Gullændernes Konge (67) og paa Reversen angiver Visby som Myntstedet. Ifølge en af Rigsantikvar Hildebrand meddelt Oplysning fremgaar det, at Bogstaverne i Omskriften + Rex * ERIC' GOTOR' - + MONETA WISBIEN’, ere af en Form, der slutter sig til de sædvanlige 3-Penninges.
Med Hensyn til den nærmere Tidsbestemmelse af denne under Erik af Pommern foretagne Udmyntning findes muligvis et Vink i Lybæks Klage Aar 1447, over at Visby, der var i Trang for Selv til sin Mynt, havde paalagt de Kjøbmænd, som kom til Visby, at indbetale paa Mynthuset for hver fire Mark, deres Varer vare værd, en halv Mark Sølv i Bytte mod 4 Mark Visby-Mynt (68). Mynten sloges i denne Periode, og sandsynligvis ogsaa senere, i Mynttaarnet paa Visborg Slot.