Det ualmindelig indholdsrige Fund fra Terslev ved Ringsted var af særlig Betydning for Skandinaviens Numismatik, idet det blandt sine mange Mønter indeholdt fire hele og to Fragmenter af en Mønttyp (1), som tilhører de tidligste, skandinaviske Udmøntninger, om hvis Hjemsted i Norden Meningerne have været delte. Uvilkaarlig ledes herved Opmærksomheden atter hen paa dette Spørgsmaal.
I Aaret 1885 gav Rigsantikvar Hans Hildebrand i en interessant Afhandling "Nordens äldsta mynt" Meddelelser om en Række indbyrdes beslægtede Mønter, der vare fundne i Grave paa Björkö i Mälaren (2). Der var ialt, saavidt vides, fremkommet 16 Mønter af 6 Hovedtyper med flere Variationer.
Med klart Blik for disse meget tidlige Mønters eiendommelige Præg hævdede Hildebrand, at de, trods tydelig Paavirkning af Carl den Stores Mønter fra Dorestad, vare af nordisk Oprindelse; og da de ellers forekom meget sjeldent og altid yderst sparsomt, medens de her fandtes i et forholdsvis anseligt Antal, drog han den ganske naturlige Slutning, at de maatte være udmøntede paa Björkö, og at Nordens ældste Møntsted havde været her, i den gamle Handelsby Birka.
Hildebrands Opfattelse af disse Mønters nordiske Oprindelse fandt fuld Tilslutning. Dette var derimod ikke Tilfældet med hans Antagelse, at Birka skulde være deres Hjemsted. Forskjellige vægtige Grunde talte herimod; navnlig viste de ellers kjendte, spredte Fund af dem langt Overveiende sydefter og nærmest til Skaane. Dette fremførtes i P. Hauberg: "Myntforhold og Udmyntninger i Danmark indtil 1146 (3), hvor der udtaltes, at "Mynternes ringe Vægt kunde tale for, at Udmyntningen maatte tilhøre det vestlige Danmark, hvor Hedeby (Slesvig) var Hovedpunktet for Handelen, og hvorfra Landets nærmest paafølgende Udmyntninger udgik; men Fundene vise afgjort hen paa et i Danmark østligt beliggende Sted, og dette kan kun være Lund". Resultatet af Undersøgelsen var altsaa, at ikke Birka men Lund eller muligvis Hedeby var Mønternes Prægested. De i Aaret 1900 kjendte Fund blev dengang afgjørende for Henførelsen til Lund.
Denne Slutning er senere blevet bestridt af Knut Stjerna i en Afhandling "Lund oeh Birka" (4), som gaar ud paa, at Lund først blev grundlagt af Knud den Store, og at det altsaa ikke har været i denne By, og overhovedet ikke i det dengang hedenske Skaane, at de paa Björkö fundne Mønter med kristne Symboler vare prægede. Birka var Møntstedet.
Saavel Hans Hildebrand som Knut Stjerna ere nu borte. Desuagtet maa et Par Punkter berøres til Forsvar for den Opfattelse, at Birka ikke har været Møntstedet, medens det paa Grundlag af de nyere Fundoplysninger nu kan fastslaas, at Mønterne heller ikke tilhøre Lund og overhovedet ikke Skaane. Mod Henførelsen til Björkö maa følgende Hovedpunkter fastholdes.
At det Kjensskab, vi have til disse ældste, nordiske Mønter, vides det, at der er præget mindst syv Hovedtyper af dem, saaledes at Udmøntningen har været fortsat i længere Tid. Endvidere at der af nogle af disse Typer findes en Del Variationer, som ere spredte ud over et stort Landomraade, baade de nordiske Lande og Nordtydskland. Det har altsaa været store Udmøntninger, og de maa derfor have tilhørt en Befolkning med fremskreden Kultur eller en By med stor Handelsvirksomhed. Den ukultiverede og hedenske Befolkning paa Björkö kan saaledes ikke komme i Betragtning Der kunde kun, som Knut Stjerna har hævdet, blive Tale om den Koloni af fremmede Handelsmænd, som fandtes der paa Pladsen (5). Men herimod taler afgjort, at den Handelsvirksomhed, som er blevet udfoldet paa dette afsides liggende Sted, ikke kan have været af saa stor Betydning, at her var Trang til noget Møntsted. Saa betydelige Udmøntninger som disse have krævet Handelsomsætninger af langt større Omfang og ganske andre Forhold, end Björkö har frembudt.
Endvidere maa det fastholdes, hvilket Enhver, der har Leilighed til at arbeide med Møntfund, vil have erfaret, at det er yderst sjeldent, at Landets egen Mønt anvendes som Prydelser. Da de fleste af Mønterne i Björkö fundene vare forsynede med øsken, maa det derfor antages, at de ere tilførte, muligvis medbragte af de paa Björkö boende Udlændinge.
Endelig staa Fundene tilbage. Der kjendtes tidligere otte, og af disse vare kun to fra Björkö og Södermanland - fra den nordligere Del af Sverige. Resten var, undtagen et norsk Fund, fordelt sydefter og maatte bringe Henføretsen af Møntstedet ned til det sydlige Skandinavien og naturligst til Skaane. Der kjendtes ikke dengang noget jydsk Fund af disse Mønttyper.
Den Antagelse, at Birka skulde være Møntstedet, mangler saaledes de fornødne Holdepunkter; men ifølge de senere Fundoplysninger har, som sagt, Lund eller overhovedet Skaane heller ikke været Stedet. Om Rigtigheden af at henføre disse Udmøntninger hertil og ikke til Hedeby, har der, som det fremgaar af det foran anførte, fra først af hersket Tvivl (6). Fundene krævede inudlertid dengang denne Afgjørelse. At Henførelsen til det østlige Danmark langtfra har været betragtet som sikker, fremgaar ogsaa af Beskrivelsen af Knud den Stores Mønt med den gamle Reverstyp med Hjorten (7), der paa Grund af dette Slægtskab henføres til Lund, og om hvilken der siges: "Formentlig fra Lund; Typen peger til Østdanmark, Vægten derimod til et vestligt Møntsted, nærmest til Hedeby".
Tanken om Hedeby som Møntstedet var saaledes tidligt oppe. Den støttedes væsentlig ved de gamle Udmøntningers ringe Vægt og deres nære Slægtskab med de senere, i denne By prægede Halvbrakteater; men der savnedes ganske jydske Fund af disse Mønter. Disse Fund ere imidlertid nu tilstede.
Ved et Besøg, Forf. gjorde i Kiels Museum 1906, foreviste Professor, Frøken Mestorf et det foregaaende Aar indkommet sønderjydsk Fund, fra Vesterland paa Sylt, hvori fandtes en af disse Mønter, og oplyste, at en lignende tidligere var indkommet til Kiels Museum. Det var da klart, at vi nu stod ved Løsningen af Spørgsmaalet om Nordens første Møntsted. Paa den numismatiske Kongres i Brüssel 1910 fremførtes ved at omtale den karolingiske Mønts Indflydelse paa Skandinaviens ældste Mønttyper, at medens Björkö eller Skaane tidligere antoges at være Hjemstedet for disse, syntes de nyere Fundoplysninger at godtgjøre, at de tilhørte Hedeby (8).
Denne Slutning er senere yderligere blevet bekræftet af Hr. E. Nöbbe i Kiel, i hans Beskrivelse af Vesterland-Fundet (9), hvori meddeles, at Mønter af den omhandlede Typ er fundet to Gange i det nordlige Holsten (10), og at der ved de foretagne Udgravninger af Hedebys gamle Byplads fandtes tre Mønter af samme Gruppe, men af anden Typ. Der kjendes altsaa fra Sønderjylland og det nordlige Holsten fire Fund af denne Mønt-Gruppes Typer. Medens tidligere kun otte spredte Fund vare kjendte, er Antallet nu, efterat det sjællandske Terslev-Fund er kommet til, steget til tretten, og af disse er de fire af de sidst tilkomne Fund af særlig Betydning ved at tilhøre det forholdvis lille, sønderjydsk-holstenske Omraade. Denne Forskydning vestefter i Fundenes Gruppering maa nødvendigvis føre Afgjørelsen af Møntgruppens Hjemsted bort fra Skaane og over til det vestlige Danmark, og her er Hedeby den eneste By, hvorom der kan være Tale. E. Nöbbe udtaler sig for denne Slutning, men tilføier:
"Mehr als eine Annahme kann aber eine genauere örtliche Bestimmung dieser stummen Münzgruppe bislang nicht werden".
Alt har imidlertid nu forenet sig til Bestemmelse af Møntstedet, saaledes at det ikke længer er en Antagelse, men en Kjendsgerning, at Hedeby er Stedet: Mønternes Vægt slutter sig til den vestdanske Mønts; Mønttyperne ere i nært Slægtskab med Halvbrakteaterne fra Hedeby; Mønternes Symboler vise, at Udmøntningerne tilhøre en kristen Befolkning; de store og i længere Tid fortsatte Udmøntninger høre hjemme i en By af fremragende Betydning, og Fundene vise hen til det sydlige Jylland - Alt samler sig om Hedeby. Henførelsen hertil drager ogsaa Knud den Stores Mønt med den gamle Hjortetyp bort fra Lund til Hedeby, hvor ligeledes den ifølge sin Vægt hører hjemme.
Spørgsmaalet om Nordens ældste Møntsted turde vel nu omsider have fundet sin endelige Besvarelse. Løsningen er blevet den naturligste, at Skandinaviens tidligste Udmøntninger ere udgaaede fra den By, der i hine Tider var Nordens vigtigste Kulturpunkt og største Handelsplads, den danske By Hedeby i Søndejylland.
(Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie, 1914)