I 1225 blev Niels Stigsen valgt til biskop over Roskilde Stift. Ved kansleren biskop Niels af Slesvigs død i 1233 jfr. Rydårbogens notat herom, må det formodes, at Niels Stigsen omgående har overtaget dette embede, men sikker viden herom mangler vi. Der synes dog på grund af møntrækkernes motivvalg ikke at herske nogen tvivl om, at han har beklædt kanslerembedet lige siden forgængerens død.
Hvem Niels Stigsen i øvrigt var, ved vi ikke meget om, ud over at han var nært beslægtet med Sunesønnerne Andreas og Peder. Om hans liv og virke er det foreliggende kildemateriale meget spinkelt. Han må have studeret - sandsynligvis i Paris - men vi ved det ikke. Hans virke i kirkens tjeneste har navnlig taget sigte på udbygningen af klosteret i Sorø og Sct. Peder i Næstved, ligesom han støttede oprettelsen af Franciskanerklosteret i Roskilde, hvis kirke han indviede i 1239. Herudover synes hans virke ikke at have sat sig yderligere spor bortset fra hans deltagelse i kirkemødet i Odense i februar 1245, der resulterede i vedtagelsen af de såkaldte "Odense-statutter", samt senere på året hans afskedigelse fra kanslerembedet og hans påfølgende flugt fra riget.
Det er dog som om man, på basis af hans indsats på det monetære område, aner eksistensen af en personlighed, der var i besiddelse af store konstruktive evner. Ved overtagelse af kanslerembedet sikrede han sig en position, som i alt fald - det synes klart at fremgå af møntrækkerne - indebar, at der åbnedes mulighed for ham for at realisere ideen om en fornyelse af rigets møntvæsen - en idé, som det lykkedes ham at gennemføre for Sjælland, Jylland/Fyn og Slesvig, hvorimod det ikke lykkedes for ham at inddrage Skånemønten under dette "rigs"system, hvor samtlige delrettigheder - bortset fra hans egen andel i Roskildemønten - synes at være inddraget eller i hvert fald ikke synligt til stede i de respektive udmøntninger.
Årsagen til, at kansleren måtte afstå fra tanken om at inddrage udmøntningerne i Skåne under systemet, skal vel som tidligere nævnt søges dels hos Skånes verdslige styre under gældkeren, dels hos kanslerens klerikale foresatte, ærkebiskop Uffe. I mod-sætning til de øvrige episkopater, hvor møntens administration lå hos kronen alene, formodes ærkebiskoppen under hensyn til ærkesædets særstilling i forening med gældkeren at have forestået administrationen af Lundemønten. Gældkeren og ærkebiskoppen har da sikkert blankt afvist kanslerens idé om Skånemøntens inddragelse un der "rigs"mønten, jfr. de to Skånemønter V II.13 og V. II 14, der begge fremtræder i en helt anden stil end de parallelle udmøntninger fra midten af 1230'rne til foråret 1241 fra henholdsvis det sjællandske og det jysk emissionsområde. Her mødte kansleren således en hindring, som for ham øjensynlig var uoverstigelig.
Kanslerperioden under Valdemar d.2.
Den første vestdanske udmøntning under kanslerstyret markeres af den i europæisk møntvæsen enestående ANNO DOMINI-mønt af 1234 V. II. 12. Hauberg henførte mønten til Lund uden andet belæg end sin egen stilfornemmelse i relation til den i henhold til reversindskriften sikre skånske udmøntning V. II. 11.
Nils Ludvig Rasmusson tog senere placeringsspørgsmålet for ANNO DOMINI-mønten op i en artikel i Numismatisk Forenings Medlemsblad af 1935. Heller ikke han rådede over nogen fundoplysninger, men han havde kendskab til to eksemplarer af mønten, dels eksemplaret på Møntkabinettet, dels et eksemplar på Blekinge Museum, begge uden fundproveniens. Rasmusson nåede for sit vedkommende ikke til at tage nogen klar stilling til placeringen, men anførte som alternative muligheder Roskilde eller Ribe.
Først i 1963 tog Fritze Lindahl på ny placeringsspørgsmålet op i en større artikel i Nordisk Numismatisk Årsskrift. Der var da fremkommet i alt fire fundeksemplarer ud over de to kendte museumsstykker, heraf tre på Sjælland og et i Jylland. Af disse har et af fundstykkerne fra Roskilde - ligesom et fundstykke fra Sejrup Kirke i Jylland - indskrifter i kapitæler, medens samtlige de øvrige fire kendte eksemplarer har indskrifter i uncialer. Fritze Lindahl placerer uden nærmere at gå ind på alfabetspørgsmålet herefter mønten i Roskilde.
Oplysningen om anvendelsen af de to alfabeter synes imidlertid at være af afgørende betydning for placeringsspørgsmålet, idet landsmønten i Roskilde jfr. de følgende oplysninger om Niels Stigsens sjællandske udmøntninger, konsekvent anvender uncialalfabetet i omskrifter for Valdemar den 2.'s påfølgende typer samt delvis for Erik Plovpennings emission fra foråret 1241. Lige så konsekvent anvender landsmønten i Ribe i fællesskab med de øvrige jysk/fynske officiner det øjensynligt mere moderne kapitælalfabet, bl.a. karakteriseret ved et regulært latinsk M som slutbogstav i DANORVM.
Det vil i tilslutning til det her anførte være relevant at drage den slutning, at der foreligger et "både og", for så vidt angår typens placering, dvs., at mønten er udgået både fra Roskilde og fra Ribe i tiden op til mageskiftet i 1234.
Det fælles motivvalg for de to landsmønter fra begyndelsen af kalenderåret 1234 viser, at kansleren ved disse udmøntningers emission i kraft af sit embede har været den dirigerende ved motivvalget for Ribemønten og dermed har lagt grunden til møntsystemets centralisering med henblik på den endelige etablering af ideen om en "rigs"mønt.
Man har villet søge årsagen til motivvalget for ANNO DOMINI-typen i en bestemt historisk begivenhed, uden at man dog har været i stand til at indkredse eksistensen af en sådan - vel at mærke af et sådant format - at den kunne give anledning til denne enestående datering. Det kan imidlertid være fristende at hæfte sig ved, at løsningen af dateringsspørgsmålet eventuelt står i forbindelse med middelalderens talmagi, idet året 1234 ikke kan siges at være et helt almindeligt år. Årsangivelsen i det latinske talsystem lxM 2xC 3xX 4xI, som den fremtræder i møntens omskrift, synes at give idéassociationer til gådens løsning under denne synsvinkel. Måske kan problemet i al sin enkelthed blot anskueliggøres ud fra Niels Stigsens personlige overvejelser på den måde, at dette år 1234 i kraft af dets egenartede numeriske kvalitet træder så markant frem i årstalsrækken, at han - kansleren - har fundet anledning til at markere det på denne specielle måde ved det foretagne motivvalg for årets mønt.
Det er karakteristisk for situationen, at den formodede skånske landsmønt for året 1234 ikke anvender det omhandlede motivvalg, men i stedet betjener sig af et motivvalg bestående af et draget sværd flankeret af to "V"'er på averssiden og en bispestav med indskriften VFO langs med denne på reverssiden. Begge sider er forsynet med pseudoomskrifter jfr. V. II. 11. Netop stilelementerne i disse "omskrifter" sammenholdt med ANNO DOMINI-mønten tyder på, at begge mønter må have været optaget til konkret forhandling med udveksling af tegninger mellem rigsregeringen og Skåne.
En ting er, at landsmønten fra Roskilde og den tilsvarende udmøntning fra Ribe er bragt ind under en fælles form, men der må være visse udmøntninger inden for det jysk/fynske emissionsområde, som ikke er tilsluttet den nye fællesmønt for Roskilde og Ribe, - visse udmøntninger, som må eksistere, men som ikke umiddelbart lader sig påvise. Et tilsvarende synspunkt gælder formentlig den utvivlsomt eksisterende udmøntning i hertugdømmet Slesvig. - Slesvig, som Abel fik i forlening i året 1232, samtidig med at broderen Erik - senere Erik Plovpenning - blev hyldet og kronet som faderen Valdemar d. 2.'s medkonge.
Tavle II
Valdemar d. 2's udmøntninger fra Lund 1234 samt fra det
sjællandske og det jysk/fynske emissionsområde i perioden
fra 1234 til 28. marts 1241.
Note: (1) Det pågældende emissionsskifte er ikke dikteret af nogen lødighedsændring, men formentlig af den politiske situation, der står i forbindelse med Slesvigmøntens genåbning. Emissionsskiftet markerer i øvrigt Odensemøntens ændrede stilling i officinmønstret fra foråret 1241 at regne.
For at realisere ideen om "rigs"møntens etablering måtte disse udmøntninger nødvendigvis også tilsluttes fællesskabet. Men også Ribebispen Gunners stilling som parthaver i Ribemønten har øjensynligt været en ulempe for systemets videre udbygning. Dette synspunkt må have ligget bag ved mageskiftet mellem kronen og Ribebispen i sommeren 1234. Ved kongeligt diplom af 6. juli d.å., udstedt af Valdemar den 2. på Femern, med ærkebiskop Uffe af Lund, Niels Stigsen, grev Albert af Orlamünde og en vis hr. Vagn Gunnesen som vidner mageskifter kronen således provenuet af plovskatten af tre sysler i Ribe stift tillige med indtægterne af samme skat af flækkerne Varde og Lemvig mod biskoppen af Ribes andel i Ribemønten. Transaktionen må vel ses under synsvinklen "en form for ekspropriation" med henblik på rigsmøntens udbygning.
Formentlig allerede i løbet af eftersommeren 1234 - kort tid efter mageskiftet - er regeringens møntmestre klar med den nye mønt. På Sjælland følges linien op fra ANNO DOMINI-mønten med en mønt i en noget anden stil end dennes, nemlig med et kongeportræt på averssiden og med omskrifien WALDEMARUS REX D og på reverssiden med en mitra med omskriften NICOLAVS EPC jfr. V. II. 30. Omskrifterne er i overensstemmelse med Roskildeversionen af ANNO DOMINI-mønten affattet i uncialer. Ved at sammenligne motivvalget med de parallelle jyske udmøntninger er det tydeligt nok, at biskop Niels som kansler har situationen under kontrol, idet han som biskop af Roskilde markerer sin andel i den sjællandske landsmønt i motivmæssig ligevægt med kronen, ligesom han på kronens vegne øjensynlig egenmægtigt bestemmer motivvalget inden for det jyske emissionsområde.
I Jylland lader regeringen som følge af mageskiftet slå ny mønt i Ribe V. II. 41 med et motivvalg, som kan betragtes som repræsenterende prototypen for de følgende års jysk/fynske fællesudmøntninger. Motivvalget, som er placeret i averssidens midterfelt, består af to "I"'er under en krone i den hidtil anvendte valdemarstil. Reverssidens midterfelt har et neutralt kors. Mønten er forsynet med omskriften WALDEMARVS REX DANORVM, begyndende på averssiden og sluttende på reverssiden.
De to "I"'er anbragt under en krone kan næppe tillægges nogen anden relevant betydning, end at dette motiv netop markerer de forenede Jyllande under kronen, og at Slesvig - hvad enten det drejer sig om Abel alene eller denne i forbindelse med Slesvig-bispen - har måttet standse udmøntningerne herfra. Desværre har vi ingen skriftlige kilder som Ribe Oldemoder, der kan bekræfte denne antagelse, men den her omhandlede løsning synes i hvert fald at ligge snublende nær, hvis man ikke ønsker at acceptere søgte konstruktioner for betydningen af dette motivvalg. Motivvalget markerer i øvrigt indirekte, at mønten er slået efter mageskiftet mellem kronen og Ribebispen, idet enhver hentydning til, at kirken skulle have andel i mønten er slettet af samme.
Selvom siglen for de to Jyllande, forenet under kronen, hermed er lanceret, synes der at være forhold i det jysk/fynske emissionsmØnster i efteråret 1234, der tyder på, at der er slået mønt ved to lokale møntsteder i området, der på selve det centrale punkt i motivvalget er afvigende fra landsmønten fra Ribe.
Den ene af disse udmøntninger har i stedet for siglen for de to Jyllande bogstavet "E" i averssidens midterfelt jfr. V. II. 42a. Mønten har i øvrigt den samme omskrift begyndende på avers- og sluttende på reverssiden som Ribemønten. Omskriften er affattet i kapitæler i overensstemmelse med jysk skik. Den tidlige datering hviler bl.a. på, at placeringen af averssidens "E" ikke er afpasset med aversomskriften. Fundoplysningerne er mere end spinkle. Der kendes således ingen enkeltfund. Den eneste registrerede fundoplysning - 1 stk. - stammer fra Herlufsholmfundet (F.P. 318). Dette fund dateres til maj/juni 1254, således at det pågældende eksemplar kun kan betragtes under synsvinklen "et tilfældigt islæt" i et væsentligt senere dateret fund. Der mangler således relevante fundoplysninger, således at møntens nærmere lokalisering og indpasning i systemet udelukkende afhænger af motivtolkning og slutninger herudfra til en sammenhæng, som eventuelt vil kunne accepteres som en brugbar placeringshypotese.
Der synes ikke at eksistere nogen lokalitet, som bogstavet "E" i givet fald ville kunne dække på samme måde som siglen for de to Jyllande dækker de forenede Ribe- og Slesvigområder. Det vil derfor være ret naturligt at tolke bogstavet som repræsenterende en person med navnebogstavet "E". I så fald synes navnet Erik at være nærliggende. I perioden 1234-41 synes der kun at kunne være tale om Valdemar den 2.'s næstældste søn, Erik - den senere Erik Plovpenning - som efter sin halvbroder Valdemar den Unges død blev hyldet på landstingene og kronet i domkirken i Lund af ærkebiskop Uffe i året 1232. Som nytiltrådt medkonge er det ikke usandsynligt - selvom kilderne herom er tavse, bortset fra selve udmøntningen - at kong Valdemar har tillagt ham visse rettigheder på det monetære område i form af andel i mønten ved ét af de sekundære eller mere lokale møntsteder i tilslutning til landsmønten i Ribe. Denne møntret har Erik Øjensynligt bibeholdt, efter at hertug Abel har måttet opgive sin andel i mønten i Slesvig. Under denne forudsætning har regeringen ladet denne type emittere med et E som våbenmærke, men ellers i den jyske landsmønts regie med et motivvalg, der kun kan tolkes som et udtryk for de to kongers fællesudmøntning fra det pågældende møntsted.
Der kan anstilles betragtninger over, hvor dette møntsted har været beliggende. Mønten er tavs. Fundoplysningerne mangler. Men skriftlige kilder kan måske sandsynliggøre en acceptabel placeringsløsning.
I 1229 skænkede Valdemar den 2. sin svigerdatter Eleonora, gift med Valdemar den Unge, Odense og den sydlige del af Fyn samt halvdelen af de i denne landsdel faldende møntindtægter. Samme Eleonora døde imidlertid den 28. august 1231 i barselseng, og kort tid efter - i november samme år - døde hendes mand, Valdemar den Unge, på en jagt på Refsnæs som følge af et vådeskud. Der var ingen livsarvinger efter ægteparret. Gaven må herefter være hjemfaldet til kronen. Det synes på denne baggrund nærliggende at antage, at Erik Valdemarsen som hyldet og kronet arving til kongeriget har fået tillagt de rettigheder på Fyn, som Valdemar oprindeligt havde skænket sin svigerdatter Eleonora, således at han ved indgangen til møntreformen har haft andel i mønten på Fyn. Motivvalget synes veldækkende. En sådan antagelse placerer da mønten i Odense som en fælles udmøntning for kongerne Valdemar d. 2. og Erik Valdemarsen.
Den anden af de i efteråret 1234 fra et jysk lokalofficin udgåede mønter følger ligeledes landsmønten fra Ribe med hensyn til omskrifter, men har i stedet for averssidens kronede sigel for de to Jyllande et "A" i midterfeltet. V. II. 42. Også ved denne udmøntning virker stempelskæringen primitiv og famlende, og mønten må derfor antages at være tidlig. Mønten kendes i et enkelt eksemplar på Møntkabinettet, men synes ellers ukendt, idet der heller ikke findes registrerede fundoplysninger, der kunne være retningsgivende for møntens lokalisering i det jyske emissionsområde. Omskrifterne er efter jysk skik affattet i kapitæler.
Fristende kunne det være at henføre mønten til Slesvig under hertug Abel på linie med placeringen af kong Erik Valdemarsens mønt i Odense, men en sådan tolkning vil kollidere med ideen bag kronens mønt for de to Jyllande, der netop har til forudsætning, at en eksisterende Slesvigmønt nedlægges i efteråret 1234, og at Ribemønten som landsmønt for de to Jyllande herefter dækker begge emissionsområder, Nørrejylland og Slesvig.
Man kan vel herefter slutte, at der næppe dækker sig nogen person bag bogstavet "A", men at dette bogstav i lighed med siglen for de to Jyllande derimod dækker en områdebetegnelse for en lokalitet, ganske vist af en anden og snævrere størrelsesorden end hovedmøntens i Ribe. "A" må da vel sagtens referere sig til én af de jyske byer Århus eller Ålborg. Andre lokaliteter kan næppe komme på tale, da ingen andre byer af betydning inden for emissionsområdet har et "A" som navnebogstav. Umiddelbart synes disse to byer at stå lige om budet som hjemstedsofficin for "A"-mønten. Den efterfølgende emissionsrække for hele den behandlede periode viser imidlertid, at der da kun kan være tale om Århus.
Dette støttes af såvel enkelt- som af skattefund. Specielt skal nævnes det væsentligt senere - men til gengæld meget karakteristiske - Ølstfund (F.P. 121) fra omegnen af Århus. Fundet, der dateres til oktober 1282, er i sin emissionssammensætning et lokalt orienteret kassefund med Århus som centrum, idet dette fund fortrinsvis er præget af en række på daværende tidspunkt kurserende Århustyper, der alle bærer et "A" som våbenmærke, jfr. MB 202-205-206-209 og 209a. Det er sandsynligt, at Århus har indtaget en fremtrædende stilling i det jyske emissionsmønster også i tiden før 1234. Men givet er det i hvert fald, at Århus markerer sig som møntsted igennem væsentlige afsnit af perioden fremover indtil de jyske udmøntningers endelige sammenbrud o.1336 et par år efter junker Otto Christoffersens nederlag og tilfangetagelse i træfningen på Taphede ved Viborg den 6. oktober 1334.
Et dunkelt emissionsområde for året 1234 er Viborg by og stift, idet man ikke er i stand til at identificere de udmøntninger, som må være udgået herfra omkring kronens mageskifte med Ribebispen om dennes andel i Ribemønten. Det må imidlertid anses for givet, at biskop Gunner af Viborg har haft andel i mønten før 1234 og givetvis også efter. Men først under Erik Plovpenning kort tid efter hans tiltræden som enekonge i forbindelse med hans 2. jyske udmøntning er der mulighed for i møntrækkens motivvalg med sikkerhed at eftervise, at dette også har været tilfældet.
Antagelig fra begyndelsen af kalenderåret 1235 skifter kansleren den sjællandske landsmønt fra Roskilde-officinet ud med en ny type V. II. 28, der dog indeholder de samme tekstelementer som mønten fra efteråret 1234. Til gengæld er kongeportrættet og mitraen fjernet fra midterfelterne, hvor teksten i stedet breder sig. Mønten har som aversomskrift WALDEMARVS og i midterfeltet REX samt på reverssiden NICHOLAVS R med forkortelsesafslutning i omskriften og EPC i midterfeltet under forkortelsestegnet omega. Omskrifterne er affattet i uncialer. Mønten er ukendt i skattefundene. Af enkeltfund kendes 6 stk., der alle stammer fra det sjællandske emissionsområde.
Fra begyndelsen af kalenderåret 1236 eller måske snarere 1237 afløses typen fra 1235 af mønten V. II. 29, der i sin motivudformning ret nøje følger den foregående udmøntning.
Aversteksten WALDEMARVS REX fortsætter således på denne type ind i midterfeltet med DAN, dvs. Danorum. På reverssiden fortsætter omskriften NICHOLAVS EPC ligeledes ind i midterfeltet med et dominerende "R" forsynet med forkortelsesafslutning for Roskilde. Udmøntningens omskrifter er affattet i uncialer og kendes i to emissionsvarianter, hvoraf den sidste - forsynet med et bimærke i form af tre i trekant stillede kugler såvel på avers- som på reverssidens midterfelter sandsynligvis markerer en devaluering på ca. 10 procent af den pågældende udmøntning, jfr. det jyske emissionsforløb samt lødighedsprøver ifølge fornævnte artikel af Fritze Lindahl i Nordisk Numismatisk Årsskrift 1963.
Udmøntningen i sin helhed inklusive varianten V. II. 29a dækker tiden fra 1236 eller 1237 til Valdemar d. 2.'s død i foråret 1241.