Der er en mønt, der indtager en særstilling i Danmarks mønthistorie, fordi vi i dens omskrifter for første gang finder et dansk kongenavn: SVEN og Danmarks eller danernes navn, omend lidt forvansket: DENER. Der hersker i vore dage ikke mindste tvivl om, at denne mønt, der på forsiden har et kongebillede i angel-saxisk stil og på bagsiden et kors med ordet CRUX -kors- i korsvinklerne er slået for Svend Tveskæg kort før år 1000. Møntmesteren der stod bag prægningen har sat sit navn på møntens bagside: GODPINE (P= W i angel-saxisk skriftsprog) (1). Samme navn findes på svenskekongen Olof Skötkonungs og på den norske Olav Tryggvasons tilsvarende mønter (2). Forbilledet for disse nordiske udmøntninger er den engelske konge Æthelred II's crux-type, der prægedes i store mængder i årene 991-97 specielt til betaling af danegæld, der skulle afholde nordiske vikinger fra at plyndre England (3).
De lærde har imidlertid ikke altid været enige om, at mønten skulle henføres til Svend Tveskæg. Det første stykke, der overhovedet har været kendt kom frem i den store møntskat fra Näs, Osteråker sogn, Uppland i 1704, et typisk vikingeskattefund med arabiske, byzantinske, tyske, engelske, ældste nordiske, danske og svenske mønter (4).
Nåsfundet blev bestemt af sekretær i Antikvitetskollegiet i Stockholm Johan Peringskiöld, som udfærdigede en (ufuldendt) fortegnelse over mønterne forsynet med tegninger. Det var hans tanke at publicere fundet, men det blev ikke til noget. Lidt af materialet tryktes 1725, fem år efter hans død (5). I Peringskiölds manuskript er Svend Tveskæg-mønten rigtig bestemt. Ud for hans nr. 22 står: "Sven eller Sven Otto Tviskegg, konung i Danmark 955 eller 958 och i England 1001, dödde 1014" (6). Peringskiöld har lavet en udmærket og vellignende tegning af mønten.
Lykkedes det ikke for Peringskiöld at få fundet publiceret, så blev dog bl.a. netop Svend Tveskæg-mønten allerede i 1706 præsenteret af Nicolaus Keder, også ansat ved Antikvitetskollegiet (7). Han anbragte den nyfundne mønt i den rette sammenhæng, idet han omtalte og afbildede den sammen med Olof Skötkonungs og Æthelred II's crux-mønter.
Af gode grunde var Svend Tveskæg-mønten ikke med i den ældste trykte kunstkammerfortegnelse fra 1696: Museum Regium. Men i anden udgaven fra 1710, måtte man naturligvis tage stilling til det nye fund. Svend-mønten afbildes på tavle XXV som nr. 45 og blev genstand for en længere omtale af Johannes Laverentzen (8). Med den højst særprægede begrundelse, at kongehovedet mangler skæg: "han har ikke noget tveskæg (barba furcata), han har slet ikke noget skæg" afviser han, at det kan dreje sig om Svend Tveskæg, som Keder har ment. Laverentzens beskrivelse og argumenteren er nok værd at stifte bekendtskab med, og jeg har (med den lumske bagtanke at få det med i denne fødselsdagsartikel) formået min 90-årige læremester til at give mig en oversættelse i sit velklingende og kærnefulde dansk. Af pladshensyn gengives dog kun de vigtigste dele.
"Kong Sven Estridsens mønt +ZVEN REX AD DENER.
Denne indskrift går omkring kongens scepterbærende billede.
+GODYINE-. ANDNER.
Kors indesluttet i en cirkel, i dets fire vinkler disse bogstaver: CRUX
Vore oldforskere synes rigtigere at skønne, at mønten er Sven Estridsens, Knud den Stores søstersøns, end den så kendte Keder, som for ikke så længe siden også har ladet den skære i kobber, og som synes fejlagtigt at have henført den til Danmarks konge Sven Tveskæg. Da jo kongebilledet på møntens forside ikke engang viser nogen skægget konge, endsige med tyvskæg, men uskægget, med scepter foran ansigtet og med hovedet (som det synes) blottet. Vi er klart overbeviste om, at der ikke i Danmark eller Sverige findes nogle mønter af Svens med studset skæg, men det er sandsynligt, at hans søn Knud d. Store først har sendt engelske møntmestre til Danmark. Denne mønt taler nemlig mere engelsk end dansk, stempelskæreren viser sig ukendt med mønttypens bogstaver og ukendt med det danske tungemål, ligesom også møntmesteren Godwine, begge er de visselig angler, hvis folkemål denne mønt kommer nær i den grad, at intet er sandere, end at de første danske, svenske og norske mønter har fået møntmestre og stempelskærere fra England.
Meningen med denne mønt, hvis vi ikke fejler, skal være denne: SVEN REX DANORVM og på bagsiden: GODVINVS MONETARIVS DANORVM.
Thi disse ord AD DENER og AN DNER er hverken ret dansk eller engelsk i datiden. Hvis derfor indskriften skal være latin, således som anglernes datidige mønter er, skal vi affatte denne indskrift således: SVEN REX AD DENE. Regnum, idet man således sætter punktum mellem DENE og bogstavet R. Endvidere har stempelskærernes skrift og indskrift været varierende, og de har taget meget fejl i bogstaverne, således som her i bogstaverne af navnet ZVEN. Således har stempelskæreren også på bagsiden AN.DNE.R blandet sprogene, således at vi mener ikke at være gået så meget bort fra det rette, når vi skønner, at her tydeligt står AN DEANER Ryki, d.v.s. i danernes rige. Således plejer nemlig de engelske mønter at blive affattede, altid møntmesterens navn og derefter stednavnet, men her navnet på hele riget, hvis mønt han har styret: thi det lille ord i udtrykkes på mønterne oftere på engelsk ved AN, AD, AT, ON." (9) Danmarks mønthistorie var et emne der også kunne interessere i udlandet. Johan Friedrich Joachim, der udgav et tidsskrift med navnet: "Neu-eröfnetes Groschenkabinet", har i sit 3. bind (trykt i Leipzig 1752) i hæfte 7 en artikel om det danske møntvæsen: "Die königlich dänischen Groschen in Kupfer gestochen, beschrieben und kürzlich erkläret" (10). I sin omtale af Svend-mønten gør Joachim rede for Keders grunde til at anbringe mønten under Svend Tveskæg, men affærdiger dem alle og siger, at han foretrækker at lægge den til Svend Estridsøn. Han begrunder det ikke, men da han henviser til Museum Regium, må det nok være omtalen her, der har overbevist ham.
I den store Beskrivelse af 1791 (11), er bestemmelsen til Svend Estridsøn overtaget fra Museum Regium. Mønten optages s.53 som nr. 85 med følgende kommentar: "Saavel Navn som Sprog paa denne Mynt vise, at Godvin har været en engelsk Myntmester. Den er ellers af Fiinhed og Störrelse som Kong Knud den Stores". Møntbilledet paa tavle VIII er hentet fra Museum Regium, der er ingen diskussion vedrørende henførelsen. Det er heller ikke bemærket, at mønten på dette tidspunkt faktisk ikke befandt sig i Den kongelige Møntsamling.
I Tillæg til Beskrivelsen 1794 på s.4 er der imidlertid under henvisning til en nyudkommet Danmarkshistorie foretaget en korrektion og mønten skal herefter henføres til Svend Tveskæg. Danmarks Historien til hvilken, der hentydes er skrevet af P. F. Suhm, som iøvrigt er medudgiver af tillægget. I hans bind III (1787) er mønten omtalt,(12) og der argumenteres for en henførelse til Svend Tveskæg, fordi mønten langt mere ligner Knud den Stores og Æthelreds end Svend Estridsøns. Laverentzens betragtninger over det manglende skæg affærdiger Suhm med at det kunne være en vigtig grund "om Møntmestrene, helst de i Middelalderen altid giorde sig Umag for at efterligne Personerne". I tillægget er henførelsen yderligere begrundet ved sammenligninger med Olof Skötkonings og Olav Tryggvasons mønter og det konstateres, at de "endog er slagne af en og den samme Myntmester, nemlig Godwine... "
Problemerne omkring de gamle nordiske kongemønter optog sindene en hel del. I Sverige er man trods Keders bestemmelser overvejende tilbøjelig til at modsætte sig den tidlige datering af crux-efterligningerne og endog afvise at de er nordiske. Man foreslår England og Irland.
I såvel svensk som dansk numismatisk forskning i de første årtier af 1800-tallet spiller den rette forståelse og datering af de tre crux-mønter: Svends, Olofs og Olavs en særlig stor rolle. De lærdes stridigheder er refereret af Bengt Hildebrand i: "C. J. Thomsen och hans lärde förbindelser i Sverige" (13). For vort emne her er det specielt interessant at se, hvorledes Christian Ramus bestemt afviser en datering o. 1000 og endog anser Svend Tveskægmønten - ubeset - for falsk (14). C. J. Thomsen er derimod helt overbevist om, at Keders datering er rigtig og han har held til at få det svenske fund stykke fra Näs til undersøgelse i København. Han videregiver det til Ramus og det lykkes at få denne til at skifte mening. Som Keder, Suhm og Thomsen ser han nu den rette sammenhæng og i afhandlingen: "Om nogle gamle Mynter, der sandsynligen ere at ansee som de ældste, der i de Nordiske Riger ere slagne" (1826) fremsætter han sine nye synspunkter. Tankegangen er imidlertid Thomsens og som medhjælp til at "omvende" Ramus havde han haft god nytte af Devegge. Artiklen kom til at danne epoke. Fra nu af tvivler man ikke på, at mønten er Svend Tveskægs.
I Ramus og Devegges ufuldendte møntværk (udarbejdet før 1832, udgivet posthumt i 1867) er Svend-mønten omtalt som den første og afbildet på tavle I. I noten tages stilling til problemet om møntens datering med henvisning til tidligere litteratur, og Svend Tveskæg foretrækkes uden forbehold. Her anes intet om den forudgående strid og C. J. Thomsens kamp for den rette forståelse af Svend Tveskæg-mønten.
Da samlere jo af gode grunde ikke kunne få et originalt eksemplar af Svend Tveskæg-mønten blev der fremstillet nogle kopier af Stockholm-stykket. Som eksempel kan vi nævne, at der var en sådan kopi i Georg Friedrich Timms besiddelse. Den er registreret i katalogen over hans samling 1831 på side 87 som nr. 1. Af Møntsamlingens eksemplar af bogen, som har tilskrevne købere fremgår det, at kopien købtes af Reichel (15).
I katalog over Devegges samling I s. 200, nr. 30 (1851) omtales et aftryk i sølvblik af Näs-mønten. En kommentar til dette nummer lyder: "I meget lang Tid var ovennævnte det eneste bekjendte Eksemplar af denne Konges Mynter, i den senere Tid ere endnu to fundne, hvoraf det ene, som fordum var i Consul Mohrs Samling, nu bevares i det kongelige danske Myntkabinet, det andet findes i Statsraad Reichels berömte Myntsamling i St. Petersborg".
I fortegnelsen over August Christian Mohr's samling af skandinaviske Mynter (København 1847) udarbejdet af L. A. Læssöe, finder vi s. 149 som nr. 1747 det eksemplar af Svend Tveskægs mønt, som Den kongelige Mønt- og Medaillesamling i København erhvervede. Det var ikke noget særlig godt stykke, det betegnes i katalogen som "sammensat", men det var jo bedre end slet ikke noget eksemplar. Her er ikke oplyst noget om stykkets proveniens og det har ikke været muligt at opspore den. Derimod kender vi møntens videre skæbne. I den håndskrevne katalog over Bille-Brahes samling som befinder sig i Møntsamlingens bibliotek finder vi som nr.1 Svend Tveskægs mønt beskrevet. Anmærkningen lyder: "Dette Eksemplar, der er det fjerde kjendte (de 3 andre ere i Cabb. i Kjøbenhavn, Stockholm og St. Petersborg), er sammenloddet af 3 eller 4 Stk. og der mangler et lille Stykke af det. Det var først i Consul Mohrs samling (Kat. nr. 1747), og siden i Den Kgl. danske Möntsamling". Da grosserer L. E. Bruun i 1922 købte hele Bille-Brahes samling, indgik Svend Tveskæg-mønten i hans samling, nu på Frederiksborg Slot. I katalogen (trykt 1928) har den nummer 1303.
Når Den kgl. Møntsamling havde afstået det noget defekte Mohrske stykke, skyldtes det, at man havde haft lejlighed til at erstatte det med et langt bedre eksemplar, erhvervet ved bytte 1880 fra det svenske møntkabinet. Bytteprotokollen oplyser intet om stykkets proveniens (16).
Som det fremgik af bemærkningerne i Devegges katalog (1851) og i Bille-Brahes katalog, kendte man også et stykke i St. Petersborg, nemlig i Reichels samling. Dette stykke var blevet omtalt i 1849 i forbindelse med en fundregistrering for Rusland (med Finland) i Koehnes tidsskrift 1849 (17). Her beskrives et skattefund fra gouvernementet Åbo-Biörneborg. I årgang 1850 finder vi en udførlig beskrivelse af et fundeksemplar af Svend-mønten, dog uden at det her understreges hvor den er fundet (18). Her opremses omhyggeligt al litteratur hvor mønten tidligere er registreret og henførelsen til Svend Estridsøn afvises. Forsideomskriften genglves med en detaille der afviger fra Näs-eksemplarets stavemåde, navnet er skrevet: +Z(prik)VEH, altså et H i stedet for N. Koehne bemærker udtrykkeligt denne forskel.
Der har hersket en vis usikkerhed vedrørende det russiske stykkes rette proveniens. Det betegnes skiftevis Åbo, Pemar, Reichel (19). Et forsøg på at udrede trådene er gjort af Tuukka Talvio i "Om det finske fyndet af Svend Tveskäggs Mynt" (20). Han kommer til den konklusion, at Reichels stykke (senere Ermitagemuseet i Leningrad) stammer fra et estnisk fund 1838 og ikke fra Pemarfundet, der fremkom 1841. Hans gengivelse af Reichels beskrivelse af mønten i et brev til B. E. Hildebrand 1838, viser tydeligt, at det er dette stykke Koehne beskriver med den fra Näs afvigende stavemåde Z(prik)VEH. Ser man i katalogen over Reichels samling bind V (1842) finder vi som nr. 1 Svend Tveskæg-mønten med denne stavemåde (21).
Talvio har ikke undersøgt, om stykket stadigvæk findes i Ermitagemuseet og om der evt. er et til fra Pemar. En forespørgsel som forfatteren af denne artikel rettede til Leningrad i januar 1979 har ikke givet noget resultat.
Da Hauberg i året 1900 udgav sin bog om Danmarks mønthistorie (22), kunne han registrere tre i Sverige fundne Svend Tveskæg-mønter og en fra Finland ("Åbo"). Han bemærker, at nogle eksemplarer har forvirrede omskrifter. Det har gennem årene været en del diskuteret, om en gruppe crux-efterligninger, der har mere eller mindre forvirrede omskrifter, hvori almindeligvis indgår SVENO eller noget lignende, hører til Svend Tveskægs udmøntninger eller til de svenske. Devegge var overbevist om, at disse mønter var danske. Et eksemplar i hans eje (katalog nr.31) kom til Møntsamlingen. Brita Malmer ønskede i Olav Tryggvason-artiklen (1961) (23), hvori hun også registrerer de sikre Svend Tveskægstykker, at udskyde en afgørelse vedrørende mønterne med forvirrede omskrifter. I bogen om Olof Skötkonungs Mynt (1965) (24), systematiserer hun en stor del af stoffet, og det fremgår, at hun anser de ovennævnte omskrifter for svenske. En mønt som den nylig publicerede fra Digeråkra har en normal Svend-forside men forvirret bagside. Denne type må anses for at være Svend Tveskægs (25).
Et andet diskussionsemne i forbindelse med Svend Tveskæg-mønten har været dens prægested som jo ikke fremgår af omskrifterne. Forskelligt har været foreslået: at møntmesteren har rejst rundt i Danmark med kongen og præget når der var brug for det, at mønterne er prægede i England efter at Svend havde erobret dette rige, at de var prægede i Lund - hvilket ikke kan være rigtigt, da Lund efter hvad vi i dag ved fra arkæologiske undersøgelser ikke har været by før under Knud den Store. Galster foreslog i en artikel 1973 (26), at de var prægede i Sigtuna under Svends ophold i Sverige. I forbindelse hermed betragter Galster SVENO-omskrifterne på imitationerne som Svends navn - ikke som svenskere (SVENONES).
En nøjagtig registrering af alle de i dag kendte stykker er foretaget af Professor Michael Dolley (se s. 61-65), også det sidst fremkomne eksemplar, som han fandt i en engelsk privatsamling og som takket være en storslået gave fra Selskabet Den kongelige Mønt- og Medaillesamlings Venner er erhvervet til Møntsamlingen i december 1978. (Afbildet på forsiden).
Uden at vide noget som helst om, at denne Svend Tveskægartikel skulle skrives for at hylde ham, har Galster været den, der har givet mig bedst hjælp og flest impulser. Og dette skal derfor til slut fremhæves: en mere hjælpsom, uselvisk og inspirerende læremester findes ikke!
Svend Tveskæg-mønten er et af dansk mønthistories mest fascinerende stykker, og skønt den siden sin første fremkomst for 275 år siden, har været genstand for mange lærde folks betragtninger, er dens gåder langt fra løste - endnu er det ikke lykkedes at fravriste den alle dens hemmeligheder.
(NNUM 1979 side 56-61)