Saa meget mere kunde der indvendes mod Naboernes. Vi har set, hvorledes Greven af Holstein-Schauenburg netop ved Aarhundredskiftet begyndte sin uheldige Virksomhed i Altona. I Sverige havde Johan III bragt Møntvæsenet i fuldstændig Uorden. Samtidig steg Sølvprisen rundt om i Europa, til Dels paa Grund af de almindelige Konjunkturer. Saavel i England som i Frankrig mærkedes Dyrtid paa Sølv netop omkring Aarhundredskiftet (1). I Tyskland fremkom ved denne Tid lignende Udtalelser (2).
I og for sig skulde der, naar Sølvmønten var Hovedmønt og Værdimaaler, medens Guld og Guldmønt forholdt sig som en Vare hertil (3), ikke kunne være Tale om nogen egentlig Prisstigning, forsaavidt 1 Mark fint Sølv altid maatte kunne købes for 1 Mark fint Sølv, indeholdt i Mønt, særlig Dalere, blot med det Fradrag i "Prisen", som fulgte af Møntningsomkostningerne. En Prisstigning skulde kun kunne fremgaa af et Prisfald i de Varer, som et Land maatte præstere for at erhverve det ædle Metal; men Forholdet fordunkledes, som allerede flere Gange paavist i det foregaaende, ved Møntherrernes Udnyttelse af Møntregalet til egen Fordel ved Udmøntning af Penge, der vel har de gamle Betegnelser, men ikke havde det tidligere Indhold af fint Sølv. Efterhaanden som dette opdagedes, "steg Prisen" paa Sølvet, en Omstændighed, der kunde virke til Skade for det Naboland, der i og for sig ikke havde gjort sig ublu fordel paa Mønten, men præget den som hidtil, uden at de udenlandske Sølvleverandører dog vilde nøjes med det hidtidige Antal Mønt for 1 Mark Sølv. De forlangte et til den udenlandske Pris svarende Beløb i den forholdsvis bedre Mønt.
Som bemærket vilde der ikke have været Grund til at anse den danske Udmøntning for daarlig, om Specierne var blevne slaaede i tilbørligt Antal. De Specier, der i Tidsrummet 1588-1602 udgik af Mønten, var imidlertid nærmest Pragtstykker i festlige Anledninger. Omsætningen maatte da falde tilbage paa udenlandsk Stormønt og danske Smaamønt. Denne var efter Befalingen af 1582 allerede forringet i Forhold til den Møntfod, der i 1572 indførtes i den nedersachsiske Kreds, paa Grundlag af hvilken Daleren var sat til 32 ß l (64 ß d.). 1 ß l. udmøntedes 145 Stkr. af den 8-lødige Mark (4), hvad der giver en Finvægt pr. Stk. af 0,806 gr., medens vor tilsvarende 2 ß kun indeholdt 0,731 gr. f. S. At Forholdene i Sønderjylland og Holsten ikke var bedre end i Danmark, derom vidner den øvresachsiske Kredses Beslutning, dateret Jüterbog 23. April 1602, hvori fremsættes gentagne Klager over de i den nedersachsiske Kreds i Slesvig og en Landsby ved Hamburg, Steinbeck, mod Rigsanordningerne slagne ringe 2 ß (5). I den nedersachsiske Kredses Beslutning, dateret Halberstadt 28. Maj 1601, angives særlig Hertug Johan Adolf af Holstens Møntmester Chr. Vogel i Steinbeck som Misdæderen (6), hvem man truer med Straf, medens man korrekt undlader at nævne Slesvig, der ikke hørte under Kredsen saa lidt som under Tyskland. Man beklager, at Forholdene en Tid har forhindret Afholdelsen af Probationsdage. Det har vist sig i højeste Grad nødvendigt at fortsæstte dermed. Der indskærpes Overholdelsen af den af Generalwardeinen fastsatte Værdi paa de ringe Møntsorter.
Den 18. Oktober 1601 tilskriver Johan Adolf Christian IV et Brev fra Gottorp i den Anledning. Han har faaet Kredsbeslutnigen angaaende den af hans Møntmester slagne daarlige nedsatte Mønt til Bekendtgørelse og trykker sig nu øjensynligt derved. Han spørger Kongen, om man alligevel skal publicere disse Edikter. Forandringen i Mønten vil berede Undersaatterne stor "Ungelegenheit, auch auff bevorstehenden Umbschlage merklighe Unrichtigkeit" (7).
Naar faa eller ingen Specier udmøntedes og Smaamønten, der da skulde bestride Omsætningen, forringedes baade i Vægt og Lødighed, maatte de faa Speciedalere nødvendigvis stige i Skillingstal, dvs: ækvivalere et saa meget større Antal Smaamønt, som denne blev mindre værdifuld. Hamburg havde allerede 1580 sat Daleren op til 33 ß lybsk (8). Det er kun mærkeligt, at den danske Regering saa længe kunde holde igen. Det er dog sikkert udelukket, at Daleren Mand og Mand imellem skulde være byttet for de befalede 75 ß d. Der er taget en Opgæld, som ikke har været under 1 ß l. (2 ß d.), snarere over.
Omsider maatte Regeringen ved aabent Brev af 12. Maj 1602 anerkende Rigsdalerens Ansættelse til 33 ß l. = 66 ß d. (9). I Indledningen hedder det: "Eftersom vi forfarre, hvorledis at daller her udi riget møget skulle opvexlis och udførris af den aarsag, at en guod gangbar daller skal uden lands udi stederne och anden steds gielde 33 lybske sk., som er 2 sk. danske mere, end den gielder her udi riget, och derforre er at befrygte, at med tiden paa slig mynt, hvad daller er anlangendis, skal blifve her udi riget stuor brøst och mangel, da hafve vi nu den leiglighed med vorre rigens raad, som nu her huos os hafver verrt til stede (dvs. paa Herredagen i København 12. April 1602 og følgende Dage) (10) betenkt och ofverveigete och derom gjort denne forandring." Efter Hovedbestemmelsen i §1 tilføjes: "Dog skal icke hermed verre ment ortsdaller eller och danske markstycker, meden dennom at blifve ved sin sedvonlige verd", dvs. markerne skulle vedblive at gælde 1/4 Dlr. eller 16 1/2 ß d. (11) og ikke følge den øvrige Smaamønt fra 8 ß og nedefter, der nedsattes i Værdi gennem Forhøjelsen af Skillingstallet paa Daleren, en Manøvre, der maatte medføre Tab for alle dem, der i Handel og Vandel havde taget Smaamønten til Navneværdien.
Kongen nævner særlig Forholdet til Udlandet, som ved den højere "Pris", det i sin Mønt kunde give for Daleren, kunde befrygtes at faa Held med sig i sine Bestræbelser for at trække Specierne ud af Landet. Det tog sig godt ud saaledes at lægge Skylden paa de udenlandske Købmænd. I Virkeligheden var det vel nok sat meget Kongens egne Undersaatters Utilbøjelighed til at tage den danske Smaamønt til 64 ß paa Daleren, som bevirkede, at Kongen selv maatte tabe Interessen i at holde igen. Ellers havde Nedsættelsen af Smaamønten næppe ventet over 20 Aar efter Nedsættelsen i Hamburg. Kongen kunde derhos i mange Tilfælde ved Beregningen af sine egne Indtægter være interesseret i at forlange 66 ß for en Dalers Værd. Kun Hensynet til Almuesmanden holdt igen. Han saa sin Smaamønt forringet og de Livsfornødenheder, han skulde have for den, fordyret uden maaske foreløbig at faa sin Løn forbedret.
Sølvmarkens Prisstigning og Skillingsmøntens Nedsættelse førte til en ny Møntanordning. Denne udkom den 25. Juni 1602 (12), da Nikolai Schwabe erholdt Beskikkelse som Møntmester.
Efter denne Forordning stiller Udmøntningsforholdene sig, som Tabellen pag. 65 viser.
/// Tabel side 65 ///
I dette Tidsrum er udmøntet følgende Beløb (13):
Mønten i København:
| Aar | Møntmester | Mark | 1/2 ß | Blaffert | Ialt |
| 26/5-31/7 1602 | N. Schwabe | 8600 | 100 | 100 | 8800 |
I Scharlings Gengivelse af Forordningen af 25. Juni 1602 er udeladt den for 4 ß i Tabellen p. 65 angivne Variant, ligesom der er indløbet enkelte Trykfejl.
(fra: Wilcke: Christian IV's Møntpolitik 1588-1625, København 1919, side 61-64