III. Dalerens stigende Skillingstal i de første 30 Aar under Christian IV

3. 8. September 1602 - 3. Februar 1609. Rigsdaleren til 66 ß d.
II.

Man har i Forvejen søgt at gøre sig klart, hvorledes man med de forhaandenværende Metalpriser uden Tab eller rettere med Fordel kunde slaa ny Mønt. Det er sandsynligt, at disse Indregninger og Forslag har været foretagne og forelagte inden Forhandlingerne paa Herredagen i København.

Selve Forordningen af 25. Juni 1602 har et Forslags Karakter og bærer ikke Præget af en endelig Forordning, idet der - hvad ikke fremgaar af Scharlings Gengivelse - ved 4 ß er tilføjet i Originalen:

"Wann aber acht und siebenzig Stücken auf die gewogene Mark gehen, So kombt die feine Mark aus der Munz vor 43 Marck 6 18/29 Pf."

En saadan Usikkerhed ser mærkelig ud. Var det Meningen at lade Møntmesteren selv om, hvorvidt han vilde slaa 4 ß bedre eller ringere? Man fristes til at antage, at der ved Forordningens Udstedelse er gaaet noget sorgløst til Værks. Man har i Kancelliet eller Rentekammeret ganske mekanisk skrevet Møntmesterens Forslag af, ogsaa det Stykke, der henstiller 2 Muligheder til Overvejelse. Man har da ogsaa afskrevet de Summer, der i Forslaget eller Konceptet var udregnede paa Grundlag af Markens Deling i 16 ß. Der er dog ogsaa den Mulighed, at Forordning af 12. Maj 1602 er læst saaledes, at en Mark skulde forblive ved sit gamle Værd, nemlig 16 ß d., og at Forordningen af 25. Juni 1602, der alene regner i Mark og ß, er gaaet ud herfra.

Hvorledes det nu end maatte forholde sig, er man dog hurtig blevet klar over, at Beregningerne burde ændres efter 1 Mark = 16 1/2 ß. Samtidig benyttede man Lejligheden til under Trykket af den stigende Sølvpris yderligere at forringe Mønten.

Om Sølvprisen hedder det ganske vist i alle nationaløkonomiske Værker, at den faldt. Sølvet gik fra Midten af det 16de til Midten af det 17de Aarhundrede ustandseligt tilbage i Købeevne, og Priserne paa alle Varer steg. Ser man efter i Statistiske Meddelelser, IV. Række, 15. Bind, 1. Hefte: Kapitelstakster i ældre og nyere Tid p. 2, vil man finde, at netop i Aarene 1601-03 faldt Pengenes Købeevne over for en Læst Rug meget betydeligt i Forhold til umiddelbart foregaaende og efterfølgende Aar. Hos Falbe Hansen (2) anføres derimod et Gennemsnit for Byg, for Havre og for Smør 1600-1609, der viser en forøget Købeevne hos Pengene i Forhold til foregaaende og efterfølgende Tiaar. Ogsaa Scharling (3) anfører Tabeller, der kunde tyde paa lignende Forhold i England og Frankrig i dette Tiaar. Falbe Hansen forklarer Prisstigningen i Femaaret 1600-04 som en Følge af daarlig Høst (4) , hvad der dog - som i 1598 - kun synes at have været Tilfældet for Rugens Vedkommende. Under alle Omstændigheder er det vanskeligt ud fra Varepriser at bedømme Sølvprisen i enkelte Aar, selv om det, naar man ser paa en Længere Periode som Helhed, synes klart, at Sølvet faldt i Pris. I enkelte Aar kan det have stillet sig anderledes. Faktisk steg Sølvet omkring 1602 over hele Europa, f. Eks. i Frankrig fra ca. 19 til 21 Livres for Marken (5).

Det er imidlertid som ofte berørt næppe hele Spørgsmaalet om et vist Kvantum fint Sølvs Købeevne og Pris, det her drejer sig om. Langt snarere er det den almindelige Depravation af Mønten i egennyttigt Øjemed, der her spiller ind, saaledes som det tidligere er skildret for Tysklands Vedkommende. Forringelsen af Mønten bevirkede en - omend kun tilsyneladende - Forhøjelse af alle Priser i den slette Mønt. Det er vel muligt, at Prisen, beregnet i fint Sølv, var den samme eller i hvert Fald ikke meget højere. I slet Mønts Paalydende steg den voldsomt og rev dermed - saa selvmodsigende det end lyder - Sølvprisen med sig, fordi Sølvet var en nødvendig Forudsætning for hele Bedrageriets videre Flor. Herved kom der et uvedkommende og kunstigt Moment ind i den naturlige Udvikling.

Med disse Forhold for Øje er det forklarligt, om man noget forringede Mønten. Delte skete ved Fordning af 8. September 1602 (6), der fulgte kun godt 2 Maaneder efter Forordningen af 25. Juni 1602.

Efter den nye Forordning blev Udmøntningsforholdene følgende:

[Note fra Dansk Mønt: Nedenstående er vist Galsters let bearbejdede version af Wilckes skema]

For Portugaløserens Vedkommende er der i Scharlings Gengivelse urigtigt anført 6 39/47 Pf. for 3 39/47 Pf.

Hvad der falder mest i Øjnene, naar man gennemgaar Tabellen pag. 69 og sammenligner de enkelte Mønters Metalindhold, er de grove og fine Marker og 4 ß, der er opført Side om Side. De fine Mønter udkom ganske vist først i 1606, men deres Udmøntning var altsaa allerede hjemlet ved Instruksen eller Forordningen af 8. September. At deres Fremkomst har maattet gøre et højst mærkeligt Indtryk paa Datiden, vilde ikke være til at undres over, naar man lægger Mærke til, at den fine 8 ß skulde have samme Bruttovægt som den grove 4 ß. Bruttovægten var den, som Almuesmanden først og fremmest maatte tage efter. Den indre Værd var det ikke Hvermand givet at faa Rede paa. 4 ß fra 1604 og 8 ß fra 1606 har i Henhold til denne Bestemmelse samme Vægt. Indskriften og hele Præget er dog vidt forskelligt. Det samme gælder den grove Mark fra 1602 og fra 1604 i Sammenligning med de fine Marker fra 1606 og 1607 med Kongens Billede, hvis Vægt jo ogsaa er i høj Grad afvigende. Men sammenligner man de samme grove Marker, der bærer Danmarks Vaaben paa Dannebrogskorset, med den fine Mark fra 1606 med ganske samme Tegning, vil man kunne forstaa, om den jævne Mand følte sig usikker ved at modtage den sidste Mønt jævnsides med de to første. Den er kun halv saa tyk og synes kun at indeholde den halve Mængde Sølv.

Hvorfor gik man nu til en saadan Udmøntning, der dog maatte tage sig grelt og afstikkende ud i Cirkulation med den hidtidige og samtidigt hjemlede? Svaret kan kun blive, at der her er gjort Forsøg paa at følge udenlandske Anvisninger paa, hvorledes man skulde kunne undgaa Vekselereres og Guldsmedes Indsmeltning af den støre gode Mønt, Rigsdaleren, og Udmøntning af det derved indvundne Sølv i daarlig Smaamønt enten i Landet selv eller ved Salg til Udlandet og Møntning der. Gjorde man nemlig den mindre Mønt ligesaa god af Lødighed som Daleren, var der intet at tjene ved at lade saadan Mønt slaa, forudsat dog, at Vægten - bortset fra Møntningsomkostningerne - nogenlunde svarede til den nominelle Værdi. Kun den allerringeste Smaamønt maatte man dels af tekniske Hensyn, dels paa Grund af de større Omkostninger, særlig Arbejdsløn, ved Sølvets Udstykning i de mange smaa Møntert umønte af daarligere Sølv for derigennem at indvinde og dække Bekostningen. Men dels skulde det kun være det direkte Tab, som indvandtes, dels maatte der kun udmøntes en vis mindre Procent af denne Mønt, endelig skulde ingen være pligtig at tage betydelige Beløb heraf.

Disse Synspunkter var udviklede i en Sagkyndig, Paul Welsers Politischer Discurs vom Müntz-Wesen de anno 1601 (7). Han fremhæver, at Gylden og Thaler skulde udmøntes af samme Lødighed: ca. 14 1/9, den ene til 64, den anden til 72 Kreuzer, og Underafdelingerne, 1/2, 1/4 og 1/8 i fuldstændig samme Proportion og samme Lødighed, saaledes at Marken fin ikke udbragtes til større Beløb i den ene Sort end i delt anden. De mindste Mønter, 2-Kreuzer og l-Kreuzer, kunde være 8 lødige, Pfeningen 4 lødig, saaledes at Marken til Dækning af de større Møntningsomkostninger kunde udbringes noget højere end i Hovedmønten "doch nicht oder kaum um so viel, dasz es die Übermasz gegen den groben zu rechnen, ertruge, und solches darum, damit man destoweniger Ursach hätte, solche geringe Sorten häuffig zu münzen, als welche allein zu täglichen Ausgaben dienen, in den grossen Zahlungen aber gar nicht gebraucht werden sollten" (8).

Disse overordentlig sunde Betragtninger kom flere Aar efter atter frem i en Skrivelse fra de udskrivende Fyrster i den nedersachsiske Kreds til Kurfyrsten af Sachsen at 14. November 1616: "Da einer je kleine Münz verferligen lassen wollte, das dieselbe kleine Münz aus lautern guten Silber in bonitate intrinseca des Thalers gleich gemünzet werden musste, dadurch wurde die groben und also die Reichstbalern in einerley Valor erhalten" (9). Ligeledes foreligger der en Betænkning fra et af den nedersachsiske Kreds i Halberstadt den 26. Marts 1614 nedsat Udvalg, der skulde udtale sig om den tiltagende Møntforvirring. Betænkningen er dateret 14. Juli 1616. I Besvarelsen af det andet Hovedspørgsmaal: "Hvorledes Møntforvirringen skulde remederes", udtaler Udvalget under Punkt 3: "Die kleine Müntzen muste aus lautern Silber, doch mit dem erlaubten Thalerzusatz gemüzet" (10). Af en Beslutning paa en Møntprobationsdag i den nedersachsiske Kreds, dateret Lüneburg den 5. Juni 1614, fremgaar, at Generalwardeinen Christoff Biener havde indberettet, at Møntmestrene ansaa sig ude af Stand til (da de var Forpagtere) at mønte Smaamønt efter en Vedtagelse i Gardelegen 1609. De mente, at naar de slog Mønt efter den øvresachsiske Kredses Ordning af Anno 1610, maatte den nedersachsiske Kreds være tilfreds(11). Paa den omtalte Kredsdag i Gardelegen var det den 25. November 1609 vedtaget, at Enkeltgroschen skulde være 14 lødige Dobbeltgroschen, 1 ß og 2 ß 14 2/9 lødige (12).

Naar Christian IV valgte at lade slaa "fine" dvs: 14 2/9 lødige Mark, 8 og 4 ß, kan det kun have været under Indtryk af, hvad der rørte sig i Tyskland, og for at finde et tjenligt Middel mod Indsmeltningen af Dalere (13), ikke sine egne, thi dem havde han ikke ladet slaa mange af, men de tyske og hollandske, der kom herind med Kvæghandelen og Sundtolden. Hans Handlemaade gør forsaavidt Indtryk af god Vilje til at bevare det danske Møntvæsen og det økonomiske Liv for de Rystelser og Omvæltninger, som Møntforvirringen i Tyskland truede med.

Men som saa ofte før og senere bar Kongens Handlinger ogsaa paa dette Omraade Halvhedens Præg. Billedet af hans Fremfærd forandres, naar man nærmere undersøger de "fine" Mønters Beskaffenhed.

Det er givet nok, at det er Dalerkorn: 14 2/9, der er valgt. Noget sikkert herom kan dog for dansk Mønts Vedkommende ganske vist ikke anføres, idet der - sandsynligvis paa Grund af Sølvprisen - ikke sloges Specier herhjemme i disse Aar. De i Beskrivelsen Aar 1603 anførte Specier er sikkert kun Afslag i Sølv af Portugaløsere eller Pragtstykker til festlig Lejlighed, Hyldningen i Hamburg. Man nødes til at regne med de i Mængde ind i Landet strømmende fremmede Specier. Disse maa paa dette Tidspunkt forudsættes at have været 14 2/9 lødige 2 Lods Dalere, 9 Stkr. paa Marken fin (14), hvad der giver en Vægt af 29,232 gr. brutto, 25,983 gr. fint Sølv. Den grove Mark var langt fra at være 1/4 heraf; men det er beskæmmende, at den fine Mark, der efter hele Læren skulde være nøje 1/4 Daler og indeholde 6,496 gr. fint Sølv, ikke engang indeholdt den grove Marks Finvægt, 5,554 gr., men kun 5,470 gr.

Den fine Mønt var altsaa slet, idet over en Grams Undervægt pr. Markstykke var for rigeligt til Dækning af de ved Sølvmarkens Udstykning i det større Antal Markstykker paaløbende, noget større Udmøntningsomkostninger end ved Dalerudmøntning. Det kunde herefter kun være et Spørgsmaal om Tid, inden hvilken der maatte betales Opgæld paa Marker mod Specier i aabenbar Modstrid med Kongens Bestræbelser for at opretholde Marken som den subsidiære Hovedmønt i Kurs som 1/4 Daler. Kongen kunde imidlertid ikke holde sig fri for Datidens Betragtning af Møntregalet som en Indtægtskilde for Kronen. Vel udnyttedes det endnu ikke fuldt saa hensynsløst som andetsteds, ja han kunde endog, som vi senere skal se, føle sin gode Samvittighed oprørt over andres slette Mønt. Men at Møntregalet slet ikke skulde give nogen Indtægt, det kunde han ikke tænke sig (15), ja han valgte endog senere, som det fremgaar af de i Rigsarkivet opbevarede Beregninger og Møntkontrakter, den uheldigste Form for Regalets Udnyttelse, Bortforpagtning (16).

Medens den danske Regering var optaget af at søge Forbilleder til og Belæring om de ,fine" Mønter sydpaa, skete der en Tilnærmelse paa Møntvæsenets Omraade østfra. Den 21. April 1603 tilskrev nogle af Sveriges Raader, der havde deltaget i et Grænsemøde ved Flakkebæk den 9. Februar - 6. April 1603 Danmarks Raad et Brev, hvori det bl. a. hedder: "Videre eftersom Vi af Eder til sidste Afsked paa Vor Allern. Fyrstes Vegne begærede, I hos Kgl. Maj. i Danmark ville dertil forhjelpe og raade, at den svenske Mønt, som i Korn og Skraa er nu saa god som den danske, maatte .... gaa og gælde der i Danmark som den danske Mønt alment gaar her udi Sverige. Saa allenstund os synes raadsomt, at en Lighed saavel i den som i andre Maader maa blive holdt, paa det at Handel og Vandel, alle tre Rigers undersaatter imellem, desto bekvemmeligere kunde have sin Fremgang. Derfor begære Vi endnu Naboeligen og Venligen, at I gode Herrer ville være besværede med hos H. K. Maj. derom, at med det allerførste maatte ske en Forening imellem Vor N. Fyrste og H. K. Maj. Thi hvis det ikke sker, at den svenske Mønt i sit Værd der i Danmark bliver opbaaret, da kan H. F. N. ikke heller tilstede, at den danske Mønt her i Riget maa være gængs (17)." De Ord synes at klinge 300 Aar før Tiden.

Men var det nu ogsaa en ærligt ment Reform, eller bundede Forslaget i Egennytte? De danske Raaders Svar er køligt og tyder ikke paa nogen hedere Forstaaelse af Tanken. De skriver den 8. Maj som Svar, at de af Raadet, der var tilstede i København, vilde søge at besvare de stillede Spørgsmaal. Hvad Mønten angaar, indlader de sig slet ikke paa den Side af Sagen. De kan overhovedet ikke give noget endeligt Svar uden sammen med deres Embedsbrødre, som ikke var tilstede (18). Senere hører man intet.

Paa Mødet i Flakkebæk var en af Forhandlingsgenstandene: den Gæld, som K. M.'s Undersaatter havde at fordre hos Hertug Carl, H. F. N., som han dem paa sine egne og Cronens Vegne skyldig var, endvidere hos Cronen udi Kong Johans og Kong Sigismunds Tider samt endelig udi Sverige hos svenske Undersaatter (19). Var de svenske Raaders Forslag et Forsøg paa at faa denne Gæld betalt i daarligere svensk Mønt?

Begge Parters Standpunkt er forklarligt. De svenske Raader havde virkelig Ret i, at den svenske Mønt nu var saa god som den danske. Efter en af den svenske Møntdirektør udgiven Oversigt over Sveriges Mønt 1594-1604 (20) havde 1/4 Daler et Indhold af 6,3989 gr. f. S., altsaa betydelig mere end den danske Mark. En svensk 4 Øre = 8 ß d havde en Finvægt af 3,0261 gr., 2 Øre = 4 ß d. 1,4627 gr., 1 Øre = 2 ß d. 0,6838 gr., medens de tilsvarende danske Finvægte kun udgør 2,598 gr., 1,324 (1,299) gr. og 0,619 gr. Forsaavidt var Svenskernes Forslag velment og kunde kun gavne Danmark. Ser man derimod hen til, at 1 Mark Klipping i samme Tidsrum kun er opført med 6,07 gr. brutto, hvad der ikke tegner godt med Hensyn til Finvægten, som ikke er oplyst, og tager man Hensyn til den tidligere svenske Mønt, hvis Slethed var berygtet: 1 Mark svensk 4,2311 gr. f. S. (1593) (21) og 2,9971 gr. 1,4691 gr. (1589-92) (22), samt har de svenske Raader haft Kundskab om den "Møntreform", som Karl paatænkte og i 1604 gennemførte (23), hvorved 1 Mark fik en Finvægt af 4,0503 gr., har de tænkt paa Sveriges Fordel. Fortiden kunde vække berettigede Tvivl hos de danske. Hovedanstødsstenen var dog sikkert Rigernes indbyrdes Rivalitet og Mistro, de. danske Illusioner om Danmarks Forrang, den hele politiske Modvind, der forhindrede, at der kom nogen "Forening" i Stand om denne Sag, som maatte vente helt til 1875. -

De i Forordningen af 8. September 1602 hjemlede Udmøntningsforhold for Guldmønt giver endelig Anledning til at undersøge det danske Forholdstal mellem Guld og Sølv for ret at kunne bedømme vor Mønts Stilling i den internationale Sammenhæng. Sammenlignes Portugaløseren til 17 Daler af Finvægt 33,923 gr. med Daleren af Finvægt 25.983 gr., bliver Forholdstallet 13,021. Sammenholdes Daleren derimod med 4 Daler Guldklipping at Finvægt 8,119 gr., bliver Tallet 12,80. Ihvorvel det maa anses rettest at sammenholde Guldmønten med den egentlige Hovedmønt i Sølv, kan der dog ogsaa være Tale om en Sammenligning med den i dette Tidsrum vigtigste danske Sølvmønt, den grove Mark. Forholdet bliver saa henholdsvis 11,13 og 10,95, men disse Tal kan dog i Virkeligheden ikke - som i Beskrivelsen over Møntkabinettet p. XXI -, paaberaabes; de giver ikke noget paalideligt Billede af Proportionen. Denne maa regnes efter den lødigste Sølvmønt, dansk eller fremmed, i hvilken Betaling kan kræves og regnes, og som udgør den egentlige Værdimaaler. I England var Tallet paa Tidspunkt 11,90, I Holland 11,29-11,64, i Frankrig 11,88, i Sydtyskland 12,22-12,24 (24), i Sverige efter Møntordningen 1604 (25) 13,35, et tydeligt Bevis paa Guldmanglen i Centraleuropa og Skandinavien or Aarsag til disse Landes Sølvmøntfod. Steg Forholdstallet i Vesteuropa, blev Guldmanglen blot end mere følelig i Norden, hvor det i Datiden maatte anses for haabløst at mønte Guld i større Mængde til Cirkulerende Mønt. De Guldmønter, der fremkom, kunde ikke spille nogen virkelig Rolle for Handelssamkvemmet. Deres Forskelligartethed og indbyrdes afvigende Forholdstal til Sølv viser ogsaa, at de Snarere var at anse for Skuemønt til festlig Lejlighed end som en konstant Handelsmønt. Med det for Datiden høje Forholdstal skulde man i og for sig kunne tænke sig Guldet søge hertil. Men der har i Samfundet ikke været Evner til eller Ønske om i større Omfang til den høje Pris at skaffe Guld herhid.

I 1604 søgte man at nedsætte Forholdstallet. Under 20.November 1604 udstedtes en Møntordning, der var enslydende med Møntordningen af 8. September 1602, dog at de 3 Sorter fin Mønt: Mark, 8 ß og 4 ß var udeladte Guldmøntens Værdi i Dalere uomtalt. Den fine Mark Guld udbragtes i Portugaløsere kun til 110 Daler 9 ß 9 90/94 Pf. l. i ungerske Gylden til 107 Dlr. 15 1/2 ß 5 11/35, Pf. l. 4 Daler Guldklipping skrodedes 24 1/2 Stkr. i Stedet for 24 Stkr. paa den 20 1/3 Karat i Stedet for 20 Karat fine Mark til 115 1/2 Dlr. 5 ß 8 10/61 Pf. paa Marken fin (26). Herefter var Portugaløseren nedsat til 16 Daler, den ungerske Gylden med 1/4 Ort til 1 9/16, Daler, medens 4 Daler Guldklipping vedblev at have en Værdi at 4 Daler, idet den fine Mark Guld udbragtes til 28 56/61 Stkr. i Stedet for som tidligere til 28 4/5 Stkr., hvorefter hvert Stykke fik en Finvægt af 8,087 gr. Forholdstallet vedblev herefter for 4 Daleren at være ca. 12,8, medens det for Portugaløserens Vedkommende gik ned til 12,26, hvad der svarede til Forholdstallet i Tyskland.

Det blev vistnok, bortset fra en midlertidig Nedsættelse i 1640 efter en overdreven Forhøjelse (27), den sidste egentlige Nedsættelse af Guldmønt. Derefter steg dens Værd baade indenlands og udenlands rask og stadigt. I Rigsarkivet findes nogle udaterede Optegnelser, hvorefter en Mark "Ungergolt" af 23 1/2 Karats Finhed kunde erhverves for 96 Dalere og en Mark "Cronengolt" af 22 1/2 Karats Finhed kunde købes for 80 Dalere (28). Det kan dog ikke med Sikkerhed angives, fra hvilket Aar disse Beregninger hidrører, men efter disse synes det ganske vist, som om det høje Forholdstal noget skyldes en stærk Udnyttelse af Mønten til Omkostninger og Slagskat samt anden Gevinst.

Foruden Nedsættelse af Forholdstallet viser Forordningen af 20. November 1604 derhos Regeringens Betænkeligheder ved at lade den "fine" Sølvmønt træde fra Papiret ud i Livet, idet den i denne Forordning er udeladt. Som allerede tidligere fremhævet udkom denne Sort Mønt først 1606. Dette staar i Forbindelse med, at der den 31. August 1605 udstedtes en ny Møntordning, enslydende med Bestemmelsen af 20. November 1604, men med Tilføjelse af de 3 fine Møntsorter i Overensstemmelse med Forordningen af 8. September 1602. Om disse "fine" Mønter har Renteskriveren givet et Koncept til Møntordningen af 31. August 1605 følgende Paategninger:

"Diese 3 Puncte (dvs: 8 ß og 4 ß) sind uff befehl der Königl. Maytt. Unsers gn. Herr. mir von Müntzmeister zugestellet, mitt bericht, dass sie der andere Müntzordnung mitt einverleibet werden sollten, welches auch geschehen. Und die ganze Muntzordning, wie die in diesen Puncten verfasset von Ao 1602, d. 8. Septbr., alhier heutt dato den 31. August unterschrieben worden."

"Diese 3 Puncte sind auch uff der Renterey durchgesehn und richtig befunden wie der Muntzmeister berichtet; eod. dato 31. Aug. 1605."

Disse Bemærkninger viser Kongens personlige Interesse i Møntvæsenet, særlig i disse Mønters Udmøntning. Hans Betænkeligheder er forsvundne i Løbet af Aaret 1604-05.

Medens der gennem Anvendelsen af Mønter af større Finhed og Bestræbelserne for at holde Daleren nede paa et ringere Skillingstal spores Paavirkninger fra Syd, og medens der østfra af Svenskerne søgtes Forening med os om gensidig Benyttelse af Mønten, optræder der nu Faktorer i Møntvæsenet, som henleder Opmærksomheden mod Vest, mod Holland.

I Aaret 1607 sendtes Sekretær i tyske Kancelli, Dr. juris Jonas Charisius til Nederlandene for, som hans Instruks af 21. Januar 1607 lyder (29), at tale med Folk, saavel Haandværksfolk som fornemme Købmænd, der var trætte af Krigen og den evige Uro, og som derfor kunde ønske at etablere sig andetsteds. Hvis de valgte at tage til Danmark, skulde han være bemyndiget til at love dem forskellige Privilegier, saaledes fri reformert Gudstjeneste, en vis Skattefrihed m. v. Der findes opbevaret (30) en Del Erklæringer fra forskellige, der har været villige til at rejse til Danmark, bl. a. fra en Mand fra Leiden i Holland ved Navn Hans Fleminck. I en af denne underskreven Erklæring, dateret Leiden, den 17. Marts 1607, erkender han at have truffet Aftale med Dr. Jonas Charisius om, at enten han selv eller en anden navngiven Hollænder skulde tage til Danmark.

Kort Tid efter, den 28. Maj 1607 (31) ansættes der en Møntmester i Helsingør, Hans Flemming. Efter den ham under nævnte Dato givne Bestalling samt Møntordning skulde Mønterne udmøntes i Overensstemmelse med den gældende lovgivning dvs. den 2 Gange gentagne Ordning af 8. September 1602. Naar der i Beskrivgelsen (32) er optaget en fuldstændig Specifikation over Flemmings Udmøntning, er dette misvisende, hvis herved skal antydes, at det var noget nyt, der var indført. Udmøntningsforholdene forblev de samme, hvad ogsaa vil ses ved en Sammenligning af de i Beskrivelsen anførte Udmøntningsforhold med den sammesteds optagne Gengivelse af Forordning 8. September 1602. Det fremgaar ogsaa af et i Rigsarkivet opbevaret Koncept til Flemmings Møntordning, hvori henvises til "gnedigster Ordning Ihrer May.", og hvorved er lagt en løs Seddel med Gengivelse af de hidtil gældende Udmøntningsforhold (33). At Konceptet, skønt udateret maa henføres til 1607, fremgaar af, at Daleren regnes til 33 ß l. Allerede 3. Februar 1609 forhøjedes Dalerens Skillingstal til 34 ß l. (68 ß d.) og den 28. September s.A. udstedtes da en ny Bestalling og Ordning for Flemming.

I Rigsarkivet (34) er opbevaret en Række Koncepter og Originaler til de forannævnte Møntordninger og Bestallinger; mellem disse findes vedlagt 13 Stkr. Afskrifter af hollandske Instrukser for Møntmester, Wardein, Stempelskærer, Møntersvende og Værksfolk, nogle daterede S'Gravenhagen[ 17. Februar 1606, andre med Henvisning til den bekendte hollandske Møntplakat af 21. Marts 1606.

Det ligger paa Forhaand nær at antage, at disse Afskrifters Tilstedeværelse skyldes Charisius.

Formodningen stiger til høj Grad af Vished, naar man ser hen til Indholdet af Flemmings Bestalling og Ordning af 28. Maj 1607, sammenholdt med Bestallingen af 28. September 1609 (35). Der tales f. Eks. om en Bøsse, hvori der skal lægges Prøver af hver Udmøntning, og hvortil forskellige skal have hver sin Nøgle. Til dette findes Forbilledet i den hollandske Instruks for Wardeinen §§ 16-18.

I Møntordningen af 28. Maj 1607 omtales, at Kongen allernaadigst har tilladt Møntmesteren Hans Flemming paa engelske og nederlandske Købmænds "Forlag" og Foranledning i Helsingør at slaa 2 Slags Mønt, en Guldmønt efter det romerske Riges Korn og Skrot og en Sølvmønt, som er paavist at være den danske Løvedaler fra 1608 (36). Om disse Mønter hedder det videre, at de var beregnede paa at udføres og benyttes paa andre Steder. Hvad særlig Løvedaleren angaar, er det klart, at den skulde benyttes af Nederlændere her, vel de nyindkaldte Købmænd, til Betalinger i Hjemlandet. Det var et Led i Bestræbelserne for at knytte Hollænderne her til Landet og hjælpe dem paa enhver Maade.

Del kan herefter ikke vel betvivles, at vor Flemming i Helsingør er den samme som Borgeren i Leiden.

Hovedbetydningen af dennes Bosættelse maa søges i følgende Forhold.

Hidtil havde Møntvæsenet været en Regnskabssag under Renteriet med simpel Opførelse af Indtægt og Udgift. Af forskellige, iøvrigt ikke meget Specificerede Overslag over Indtægter og Udgifter ved Nik. Schwabes Mønt i København (37) Ses, at han i Tiden fra 10. Februar 1602 til 8. September 1613 har haft Mønten paa Regnskab. I et Overslag over Møntens Gevinst i Tiden fra 10. Februar 1602 til 27. April 1610 omtales udtrykkelig Møntmesterens og hans Folks Aarsløn og Kostpenge, der androg 966 Dlr. I Andreas Metzners Bestalling af 1593 §1 nævnes en Sum af 850 Dlr. til Løn, Underholdning og Besoldning (38).

Med Flemmings Ankomst til Landet indtræder en Forandring. Han bliver Forpagter af Mønten. Det fremgaar tydeligt nok af ovenanførte Bestemmelser for hans Antagelse. Møntmesteren skulde selv bære Omkostningerne ved Indretningen af Mønten i Helsingør. Han skulde selv lønne sine Svende og Folk og finde sig et passende Møntsted i Helsingør. Indførelsen af Prøvebøssen er betegnende. Naar alle Mønterne sloges for kongelig Regning og gik ind i Renteriet, skulde det vel opdages, om der var noget i Vejen med dem. Sloges Mønterne derimod for Møntmesterens Regning, saaledes at kun en Afgift af dem passerede Rentekammeret, kunne det gøres fornødent, at der indførtes en særlig Kontrol. For den ovenomtalte Guldmønts Vedkommende blev det i Flemmings Møntordning derhos indskærpet, at den endelig ikke maatte forringes i Gehalt, saa derved kunde opstaa Skade eller Besværinger. Der udtrykkes herigennem en Frygt, som ved et Forpagtningsforhold var nærliggende.

Endelig fastsattes Forpagtningsafgiften, Slagskatten, som Møntmesteren skulde svare af de Mønter, han paa egen Regning og Risiko slog, til følgende Beløb:

• Af Sølvmønten: 2 1/2 Ortsdaler = 5/8 Dlr. af 1 c. Mark f. S.
• Af Guldmønten: 14 ß l. af af 1 c. Mark f. G.
• Af Løvedaleren: 4 ß l. af 1 Troymark f. S.

Leverede Kongen Metallet, skulde Møntmesteren svare 15% i "fri Gevinst, Slagskatten heri indbefattet" dvs: levere for 100 Daler Sølv 115 Daler Mønt. Der tilfaldt selvfølgelig herefter Wardeinen en langt betydeligere Opgave end hidtil, hvor han egentlig kun var en Medhjælp for Møntmesteren ved Metallegeringernes Prøvelse, medens Rentekammeret førte Bog over, hvad Metal der var udleveret Møntmesteren, og hvad denne herfor skulde tilsvare og havde tilsvaret. Nu skulde han paase, hvor store Udmøntninger der fandt Sted, for at Kongen kunde faa sin Afgift deraf. Hans Probering af Mønten var at langt større Betydning end hidtil, idet Møntmesteren nu havde en Egeninteresse i at gaa den lovbestemte Finhed saa nær som muligt, ja tilsidesætte den. Der gaves Møntmester Flemming et Remedium af 2 Gran fint paa Marken (39), øjensynligt en Indrømmelse til ham, nu da han selv skulde staa for Ansvaret og Pengerisikoen og derfor kunde antages i sin Frygt for at paaføre sig selv Tab at gaa under Finhedsgrænsen. Han skulde dog i næste Udmøntning lægge de manglende 2 Gran fra forrige Udmøntning til og gøre Mønten saa meget bedre. Alle disse Forhold skulde Wardeinen i Kongens og Statens Interesse paase; ikke desto mindre drev man Ideen om Møntmesterens Forpagtning af Mønten og deraf flydende Forpligtelse til at bære alle Omkostninger saa vidt, at man lod ham selv ogsaa lønne Wardeinen med 300 Rdlr. aarlig. Til Wardein blev under 15. Juli 1607 udset Guldsmed Johan Post i København (40).

Flemmings Regnskaber, som de foreligger i Rigsarkivet (41), har da ogsaa en anden Karakter end N. Schwabes ældste Regnskabsoversigt, der indeholder en Opgørelse af Møntens virkelige Indtægter og Udgifter, medens Flemmings kun bliver et Slagskatregnskab dvs: en Oversigt over, hvor mange Mønter der er slagne og af hvilken Art, med Opgørelse af Slagskatten af disse.

Det hedder saaledes: Anno 1609 den 8. Juli har ærlig og velagtet Mand, Nicolaus Swaabe, Kon. Mayt.s Møntmester her udi Kjøbenhavn, Johan Post og Hans Goslar, Guldsmede her sammesteds proberet alle Sorter af hvis Guld og Sølvmønt og ellers anden Mønt af Payement, som Hans Flemmingk, Møntmester udi Helsingør, paa sin egen Bekostning har møntet og forfærdiget udi Helsingør og deraf givet Kongl. Mayt. sin Slagskat fra den 4. August 1607 til den 18. Juni 1609. At denne Opgørelsesmaade var en Lettelse for Rentekammeret, kan næppe betvivles. Det hele Kontrolarbejde gik over paa Wardeinen. Kammeret skulde modtage den rene Fortjeneste.

At man har været stærkt optaget af, hvor højt Slagskatten eller Procenten kunde drives i Vejret, derom vidner de foran omtalte Beregninger og Udkast, der endnu findes opbevarede. Mærkeligt nok synes Flemming til en Begyndelse at have gjort i hvert Fald en Del af Mønten for god, saaledes som det fremgaar af den af Schwabe, Post og Goslar anstillede Undersøgelse og afgivne Attestation (42). De ufine Marker og 4 Skillinger samt 2 Skillinger og 1 Skillinger er alle for lødige efter Forordningen af 8. September 1602. At det saaledes var en ængstelig korrekt Forpagter, man havde faaet, var jo egentlig ikke Regeringens Fortjeneste. Princippet var derimod i sig selv højst forkasteligt. Bortforpagtning af Møntregalet og Møntvirksomheden var en slet Opfindelse, som Charisius og Flemming havde ført til Landet. Ved den kunne Danmarks Møntvæsen ikke fremmes. Det skulde med al Klarhed vise sig senere.

Paa Grundlag af de i Rigsarkivet opbevarede Rentemesterregnskaber, sammenholdte med Møntmesterregnskaber, Brudstykker heraf, Overslag m. v., kan der opstilles følgende Oversigter over de i dette Tidsrum stedfundne Udmøntninger, beregnede i Daler:

/// Tabel side 81 ///

Guldmøntens Værdi er beregnet efter den oprindelige Møntanordning af 8. September 1602 uanset det i 1604 gjorte Forsøg paa en Nedsættelse, der - efter alt hvad der senere Foreligger - næppe har haft varig Betydning. Forsaavidt Udmøntningen i 1604 angaar, kan det derhos ikke med Sikkerhed oplyses, om den ligger før eller efter 20. November.

Guldklippingene fra 1605 er opført efter "Kongens eget Kammers" Regnskab med Rentekammeret. Medens iøvrigt Mønt fra Kongens Kammer ikke er medtaget i Opgørelsen, idet det er umuligt at se, om det er fremmed og gammel dansk Mønt eller ny Mønt fra Mønten, Talen er om, kan denne specifike danske Guldmønt jo kun hidrøre fri Nyprægning i Schwabes Mønt. Den er efter Regnskabet, hvori den er optaget, opført under 1605, uagtet saadan Mønt kun kendes med Aarstal 1604, men den kan jo særdeles godt være præget i 1605 med Stempler fra 1604, ligesom den ganske vist ogsaa kan være slaaet i 1604, men først være gaaet ind i Regnskabet for det følgende Aar. En Post af 588 Stkr. 4 Dlr. Klipping er i hvert Fald præget i 1605, idet den i Regnskabet 1605-06 omtales som ompræget af en Post 4 Dlr. Klipping, ialt 552 Stkr., der var befundne for vægtige, og som Schwabe derfor maatte omsmelte (43). 3 Daler Guldklipping er efter de foreliggende Oplysninger udmøntet som halv 6 Daler Klipping. Sølvmøntens samlede Beløb udgør 131,715 Daler. I et Overslag over Møntens Gevinst i København fra 10. Februar 1602 til 8. September 1613 (44) opgøres Sølvudmøntningen til 152,888 1/2 Dlr. 21 ß, dog uden nærmere Specifikation. Efter Rentemesterregnskaberne er i Rentekammeret efter Specifikation i samme Aar modtaget 151,835 Dlr. Sølvmønt. Som det vil ses, er Differencen ikke større, end at man med god Føje kan regne med Specifikationen i Rentemesterregnskaberne som udtømmende for Schwabes Mønts Vedkommende. Iøvrigt haves ingen anden Kilde, naar man vil søge at opgøre de enkelte Møntsorters Udmøntningsbeløb. Saa meget er sikkert, at mindre har Beløbene ikke været, mulig lidt større, idet der kan være udmøntet Beløb for Kongens Kammer eller for Private. Mellem 31. Juli og 3. November 1602 ses Schwabe ikke at have afleveret Mønt i Renteriet.

Hvad Flemmings Mønt angaar, er der opbevaret forskellige Kildeskrifter, der ikke fuldt ud stemmer overens. De kan deles i 2 Hovedgrupper:

• 1. Siverdt Bech og Jens Juels Rentemesterregnskaber 1. Maj 1608 - 1. Maj 1610, hvorefter den samlede Slagskat af Flemmings Mønt i Tiden, fra den tog sin Begyndelse den 4. August 1607 og til den 18. Juni 1609 (45), udgjorde 8,215 1/2 Dlr. 26 ß. 4 1/2 Pf.

• 2. Tre Møntmesterregnskaber og Overslag (46):
  • a) Et Register over Udmøntningerne paa Flemmings Mønt fra 4. August 1607 til 18. Juni 1609 - samme Tidsrum som under 1. anført - med Omslag dateret 8. Juli 1609, hvorefter N. Schwabe, Johan Post og Hans Goslar har prøvet Flemmings Mønter. I dette Register opgøres Slagskatten til 6,384 Dlr. 7 ß 6 Pf.

  • b) Fortegnelse over Penge, der er møntede hos Flemming fra den 2. April 1608, da Svendene begyndte at føre Register, til 30. September s. A., og over hvor meget Slagskatten af disse Penge andrager. Herefter er der endnu "nicht oder "unverschlagschattet" dvs: ikke optaget i Registret under 2.a. en Sum Mark, 8 ß, 2 ß og 1 ß, hvoraf Slagskatten andrager 1,455 3/4 Dlr. 3 ß 5 Pf.

  • c) Endelig foreligger der det under 2.b. omtalte Svenderegister, som Bilag til 2.b. Efter dette mangler der endnu et Beløb af 105 Mark brutto i fine Marker og 8 ß, hvoraf Slagskatten vilde anandrage ca. 50 Dlr.

  I alt Slagskat 7,889 3/4 Dlr. 10 ß 11 Pf.

Der er altsaa en Uoverensstemmelse mellem Dokumenterne under 1. og 2. af ca. 325 Dlr. Slagskat. I Rentemesterregnskaberne findes ikke specificeret de enkelte Udmøntninger, hvis forskellige Beløb maa uddrages af Dokumenterne under 2., saaledes at 2.a. suppleres med Beløbene i 2.b. og c. Forsaavidt Summerne i disse sidste er angivne under eet for Marker og 8 ß, er disse fordelte forholdsvis efter Udmøntningssummernes Størrelse i 2.a. for disse Sorters Vedkommende. Der mangler dog sluttelig et Udmøntningsbeløb, svarende til den manglende Slagskat, som det er umuligt at fordele, og som der vil blive gjort nærmere Rede for ved Opgørelsen af Flemmings Udmøntning i det følgende Tidsrum. For det herommeldte Tidsrum er Udmøntningen opgjort nedenfor. Den i opgørelsen omtalte Løvedalers Udmøntningsforhold vi senere blive oplyst (47).

/// Tabel side 84 ///

Af de i 1607-08 udmøntede Summer, tilsammen 124,591 Dlr., er ifølge Regnskaberne udredet i Slagskat til Kongen 6,967 Dlr., hvad der Gennemsnitlig giver en Fortjeneste paa Mønten af 5,6%. Af Sølvmønten, Løvedaleren undtagen, var Afgiften som tidligere nævnt 2 1/2 Ort = 5/8 Dlr. af hver Mark f. S., hvad der for grove og fine Marker, 8 ß, 4 ß, 2 ß og 1 ß vil udgøre henholdsvis 5,94 - 5,85 - 5,73 - 5,84 - 5,47 og 4,86%. Da Slagskatten regnes af Marken fin og denne udbringes til mere, jo mindre Mønten er, bliver den procentvise Fortjeneste størst, jo større Mønten er. Der foreligger altsaa ikke en Spekulation i ren Skillemønt, som Tilfældet saa ofte var i Tyskland. Af de foreliggende Aktstykker ses, at Mønten udelukkende er slaaet paa Flemmings Bekostning, dvs: af hans eget Sølv. Havde Kongen selv leveret Sølvet, havde hans Fortjeneste efter Kontrakten været 15%.

Fortsættes

(fra: Wilcke: Christian IV's Møntpolitik 1588-1625, København 1919, side 64-84

Noter:

• (1) R. A. Tyske Rentekammerkancelli. Varia Rentekammer I + Læg: Møntvæsen. T. Kanc. før 1670 VIII. Møntsager og Møntmesterregnskaber. Div. Rentekammersager ca. 1500-ca. 1660.
• (2) Hvilke Forandringer er der siden Amerikas Opdagelse foregaaet i Priserne, Kbhvn. 1869, p. 59, jfr. p. 71.
• (3) Pengenes synkende Værdi, Kbhvn. 1869, p. 220.
• (4) l. c., p. 61.
• (5) Shaw: l. c., p. 85 og Tavlen foran.
• (6) Scharling: l. c., p. 89-91. - R. A. Tyske Rentekammerkancelli, Varia, Rentekammer I +: Original samt 2 Koncepter.
• (7) Hirsch: l. c., III., p. 170 ff., jvf. ogsaa de to Rigs-"Pfenningmeistre" Zacharias Geizkofler og Math. Welsers Betænkninger p 286 ff. og 309 ff. Betænkningerne er daterede 10. Marts 1607 og har sikkert været medvirkende til Beslutningerne paa en nedersachsisk Kredsdag i Gardelegen den 25. November 1609.
• (8) l. c., p. 185
• (9) R. A. T. Kanc. Niedersächsische Crays Acta 15. 1614-18. 3. Læg. Crays Tags acta de anno 1616.
• (10) l. c. I. Læg. Crays Tags acta de anno 1614.
• (11) l. c.
• (12) R. A. Tyske Rentekammerkancelli Varia Rentekammer I + Møntvæsen: Extract Creisabscheidts, gegeben zu Gardelegen 25. Novbr. Ao 1609, jfr. T. Kanc. Nieders. C. Acta. 13. 1609-12.
• (13) jfr. Frdg. 12. Juli 1603 mod Udførsel af Guld, Sølv og Kobber. Secher: l. c. III., p. 161.
• (14) Hirsch: l. c. III., p. 180, 402.
• (15) C. F. Bricka og I. A. Fredericia: Kong Chr. IV.'s egenh. Breve, IV, p. 74, Nr. 95. Til Rentemestrene den 13. November 1636: "Efferdi man ingen Middel kan finde til at mynte her paa Mønten uden min Skade, da skal Rentemestrene afskaffe Mynteskriveren med alt det gesendeken paa Mynten findes, Myntemesteren undtagen", jfr. I., p. 332 Nr. 241, Til Kansler Chr. Friis den 21. Oktbr. 1623, og nedenfor.
• (16) R. A. T. Kanc. m. m. Møntsager og Møntmesterregnskaber.
• (17) R. A. Suenske Acta ab anno 1601 ad annum 1611. Nr. 2, 314-15
• (18) l. c., p. 315-16.
• (19) l. c., p. 214-32.
• (20) Kungl. Mynt- och Justeringsverket, Myntdirektørens årsberättelse 1915, p. 100-01
• (21) l. c., p. 98-99.
• (22) l. c., p. 94-95.
• (23) Myntdir. berätt. 1913, p. 76-77.
• (24) Shaw: l. c., p. 70.
• (25) Myntdir. berätt. 1913, p. 76-77: 16 Mark Sølv: 64,8048 gr., Guld 4,8524 gr., 6 Mark Sølv: 24,3018 gr., guld: 1,8197 gr.
• (26) R. A. Tyske Rentekammerkancelli, Varia: Rentekammer I +, Møntvæsen.
• (27) Secher: l. c. V., p. 36 Nr. 31. Frdg. af 8. Juni 1639 og p. 56 Nr. 56, Frdg. af 18. Maj 1640, jfr. Chr. IV. egenh. Breve: IV., p. 267-68 Nr. 326 og p. 275 Nr. 330.
• (28) R. A. T. Kanc. før 1670 VIII. Møntsager og Møntmesterregnskaber.
• (29) R. A. Holland A. 1600-1622. Læg: Papirer vedrørende Jacob Ulfeldts og Jonas Charisius's Sendelse til Holland 1607-08.
• (30) l. c.
• (31) R. A. 2. Afd. 1607-1740: Kopier af Møntanordninger (Afskrifter af gamle danske Mynte Reglementer) Münzordnung uf Hanses Flemingk. gerichtet unterm Dato Copenhagen den 28. Maj 1607.
  Des Mynz Meister Hansen Flemmings Bestalling Copenhagen, den 28. Maj Anno 1607: "... dass er in unserer Stadt Helsingør fürderlichst ein Münz-Werk anrichten und alda unsere Reichsgewohnliche und gangbare Münzz Sorten so viel deren jezo genge und im gebrauch seyn vermöge unser darüber schriftlich verfasseten und ihm zugestelleten Münz-Ordnung an schrott, Korn und Gewichte schlagen und mahen möge."
• (32) p. XXI-XXII jfr. p. XX.
• (33) T. Kanc. før 1670 VIII. Møntsager og Møntmesterregnskaber.
• (34) Tyske Rentekammerkancelli, Varia Rentekammer I +. Læg: Møntvæsen.
• (35) Num. Foren. Medlemsblad I, p. 15-16.
• (36) Num. Foren. Medlemsblad I, p. 65-77.
• (37) R. A. Møntmestrenes Regnskaber 1602-1635. Forskellige Overslag over Møntens Gevinst 1602-10 m. m.
• (38) Num. Foren. Medlemsblad I, p. 13-14.
• (39) R. A. 2. Afd. 1607-1740. Kopier af Møntanordninger. Wardeinens Bestalling.
• (40) l. c. Bestalling for Post. Han fik heri strængt Paalæg om at have Stemplerne under sine Hænder og i sin Varetægt, naar de ikke benyttedes. Han maatte ingen hemmelige Aftaler have med Mester og Svende, men nøje paase Møntordningens overholdelse. Ingen Skænk og Gave maatte han modtage!
• (41) R. A. Møntmestrenes Regnskaber 1602-1635.
• (42) Beskr. p. XXII.
• (43) f. 216-21
• (44) R. A. Møntmestrenes Regnskaber 1602-35
• (45) R. A. Møntmesterregnskabet 1609-10 f. 209
• (46) R. A. Møntmestrenes Regnskaber 1602-35
• (47) Num. Foren. Medlemsblad I, p. 74.

Tilbage til Dansk Mønt